Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (March 16, 1899)
Tre Juleaftener. A. Ball-nat (Fortsqt.) Han begynder saa atter at vandre oin sont en vild, naar blot denne Aften var forbi, saa flyder hans Blod igen roligerez han gqar rundt om Sein-, medens Fristeken hvi ster til hanit »Blot et Spring, og du er fri for al Kval· « Men endna er det ikte helt merkt oni hamz thi han kan je et lille Lys skinne, vg han ved, at det er i hans Datters Vatelir. Han sætterssig for at venie, indtil det er siukket, san et Spring ud i Ssen, og alt ersiorbi. Evigheden er lang! Han gaar igen rundt om Søen, paa Bordet i hans Vatelfe ligger et Brev, en forpint Sjæls Angststrig; heki sigerihan sin Dattel-, hvad der er blevet af hendes ulykkelige Feder, han spaar hende, at ogsaa hun er hjeinfalden til Forbandelfen. Men det lille Lys i Friedas Værelse sliikkes ikke, og indenfor det oplyfte Vindue folde to svage Hirnder sig til VIII, men de erezdog nisegtige nok til at afhvlde den stærke Mund fra sin grufulde Daad. Det er snakt Midnatthan maa je,;«om yun ikke er gaaet i Sengz — thi han kan ikke springe i;Søen, saalcenge Lyset betend-m Han lister sig ncermere Hufet, hvor han heiter nagen lIynge, han forftaat ikle Ordene, men Melodien lægger sig svm dcenipende Olie paa hans Hiertes vilde, op rsrte Bølgetn Han lytter, til den lille Sanger tier, faa skynder han sig hen til sin Gadedsr, lukker den op og gaar ind. Er der monkkoininen en Anelse om, at dersendnu gives Frev, over den ttætte Sjæl? XII. En Kerlighed jeg Lenden der er saa suld og stot, at ststre man ej sinder den noget Sted paa Jord. Den blioet huldt dig skeenket, ssr du endnu det ded; hvor tidt du den end krenked, den oarer stadigt ved. Den Merlighed ej soger sit eget nagen Tit-, den tcnker ej at tage, men gioer kun med Flid. Og spsrger du, hoor sindes den Kceriiqhedens Fled, sont boek en Dag og Time sremsttsrnmer tig og ged. O, Moder, kære Moder, du er Gudg Gave stor, saa trosast elster ingen paa hele denne Jord. »Bilheltn, i Asten, Juleasten, bliver du vel hjenune?« sagde FutRandel til sin Son, som ester at have set ud as Bindnet rejste stg ligesom sor at gaa ud. «Hvorsor stulde jea det?« spurgte han gnavent, »jeg ser slet ingen Grund dertil. « »Det er Grund nok til at blive hiennne, at du har et Hiern, hvor du hat det hyggeligt. Juleasten maa de vcere samtnen, soIn høre sammen.« »Just dersor tnaa jeg gaa,« sagde Vilhelm hestigt, »der samme sige mine Kammerater, altsaa kan jeg iste- mangle i deres Kreds i Asten. « Bilhelm tog saa hestigt paa Bese, sordi han indersti sit Hierfesgodt sorstod sin Moder og maatte indrømtne, at hun havde Ret. Hendes milde, kærlige Besen indgød ham Agtelse, ja Æresrygt, og for ikke at vise denne, men snarere det modsatte, bleo hanshestig. Der er noget« ejen donnneligt ved det Jndtrhk, et beste-tm selvsorncegtende Menneste gør paa andre. Man kan sorncegte, sorhaane og asrhste detteandtrhh — det bliver alligeveb Den sande Kraft vil behdlde sin Mast og Mhndighed indtil Verdens Ende, bor den saa end hos en Verdengbeherster eller en gammel Kvindr. »Tro: du virkelig, Vilhelm,« sagde Fru Randel hier teligt, «at alle de, sotn du kalder dine Venner, mene det cerligt og oprigtigt? Tro mig kun, dn er blot deres Dreng, deres Tidssordriv, de drage dig mere og mere nedad, sordi det nn er deres Lyst at se alle dragne med i samme Skarn som de selv. Wilhelm, Vilhelm, stol blot ikke formeget paa dem; de bedrage dig. « »Du har saa ofte sagt, Moder, at prøvet er bedre end studeret, at intet er saa meget vcerd som ens egen Ersaring,« sagde Vilhetm letsindigt, ,,lad mig derfor selv ersare, how jedes de mene det med mig, saa saa vi. jo se, hvad Enden paa Visen blioer. « »Stakkels Dreng!« udbrød Fru Rande-L »vil du da ikke tro Giftens Tilstedeværelse, sør du hat saaet den ind i dit Legt-me og mistek Sundhed og Liv derved?« »Lad det nu vcere not, Moder-, jeg skal nok vide at høre op i rette Tid, du har sacdanne gammeldags Jdeer, og du anlægger ens Maalestok paa alt, saaledes tcenker in tet sornuftigt Menneske mete. Hovedsagen er nu Mennes stets stie Udrikling, for den bringe vi store Oste, og naar en Gang den nye Dags Morgentøde bryder frem, er det over sri oplhste Mennksker, den gamle Overtro vil vaere sor svunden og Hverdagslivets utallige Smaating opstugte af broderlig Lsghed og Frihed.« Man kan here, at Vilhelm havde hørt meget« men for disse nhe Tanker sandt han intet villigt Øre hos sin Moder. »Vilhelm, Vilhelm,« sagde Fru Randel, »man stulde tro, at du havde slugt Visdomnsen med Skeert Men at, det har kaa været med en elendig Stumske, saa at Krastsuxn pen er leben igennetn, og du hat sptst det stidne Stann« thhelm brummede noget som: »Du taler, sont du hat« Forstand til,« reiste sig derpaa for at gaa. »Ja-weh Modet!« Hatt stammede sig Iasten for Moderens tolige Blit; hun havde jo bedet ham on at blive hjemate, san vilde han da ogias snatt komme hjem. »Fort-eh Vilhelm,·« sagde Ftu Randel mildt; »naar du ikke vil gaa med i Kitte, lommer du vel bjem til Aften? ; — J Dag er det 14 Aar, siden Feder døde,« tilføjede hun uvilkaarligt. Vilhelm gik. Han stammede sig for im Gad, for sin Moder og den aabne, ærlige Sandhed, han stammede sig, eller haa havde ikke Mod til at bryde sit nuvcerende Liv, som sttytkede ham i høj Grad. Men han stammede fig ikke over at lade sig føde af sin Moder, stammede sig ikke ved sine Venner, stammede sig itke over de Drikkegilder, sont han var med til, stammede sig ikte over de raa Sange, som han uden at vide det sang med, over de Kort han ofte holdt i sin skcelvende Haand. Fru Randel saa efter Sonnen; fra hans heje, ranke Skikkelfe gik Blikket højere op, og hun hviskede: »O, du trofaste Gad, du, som endnu hat det gamle, kcerlige Hierte for fortabte Sonney forbarm dig over han«-« Do ringede det til Julegndstjenesten. Fru Randel tvg sin tarvelige Knabe paa og sin varmt vaterede Kyse og Salmebogen 1 Haanden, saa var hun færdig til at gaa hen i den lille Kirke, hvis Klotter tun-de klart gennem den friste Luft· Over Kirkegaatden maatte hun for at komme ind i Kirkem fauledes fører Døden os frem for Guds An sigt.11denfor var det blevetmørkt, men hoor var der varmt og lyst herinde, hvor Gudshuset straalede i Julepragt. Overalt var der anbragt Guirlander af Gran, hvvri Hun- » dreder af Lys stinnede· Pan hver Side as Alteret stod et ; kæmpemæssigt Grantrce, i sig selv var det et Hav af Los, ! men al Glansen og Herligheden syntes dog at ftraale ud fra ; Frelierstikkelsen paa Altertavlen. Et Øjeblit stod Frul Randel tantefuld ved Jndgangen, medens hun hv: stede disTeI Ord: ,,Hvot liflige ere dine Boligey Hei-re Zebaot2 Fugleni hat fundet et Ly og Sonlen sin Rede, dtne Altre, Herre Zebaot min Konge og min Gud!« ngaa hun havde fundet et Ly, hvor hun sad sikkert og » gvdt; vel berstte Regn og Blcest Ydetsiderne, og Bølgetne bestyllede dets Fundantent; men indenfor sad hun, den en svmme Kvinde, hvis Blik var rettet opad, Fortiden var til givet, Nutiden stod i Guds Haand, og Fremtiden var lutter Fkvd, Herlighed og Glæde. Held den Enke,l)vis Skjvld og Vætn den altnægtige Gud er. " ; Nu sad hun der og ittemmede Julefalcnem T Hjerte, lpst din Gleedes Vingekl Over Muld Undetfuld Englesangen klingerl Her og mætk de Tonek ssdet Himlen lydt Melder unt Kristus lob sig spde!« Detester fortyndtes det glade Budskab om Varnet, der er sødt os, vm Ssnnem som er as givet. ,,Ved denne Guds Søn skal min Son, mtn Wilhelm, i gives mig tilbage!« tcentte Fru Nandel. »Det er Juleaf- j ten, o, Gad, giv mig min Ssn i Asten!« I Saaledes bad Mode-ten for sin forvildede Ssn — vg alle Kirkegcengerne styndte sig til deres Hieni, Glæden og ,Fotventningen gav Foden Binger. Overalt hnrte man glade Spørgstnaal og Ytringer om Julegaverne,t1in«Ft-«ä« Randel gik alene og npaaagtet; da hun kam til sit Hieni, straalede intet Lys for hende, ingen gav bende Julegaver og alligevel bankede hendes Hierte glad og sorventningssuldt, som ftulde de1 fte en stor Begivenhed. Var det mon en Fotudanelte, eller var det Glaska over, at hun, sont havde syndet saa meget en Juleasten, havde saaet dette tilgivet? Hun tunde ille beilutte sig til at tulle ned; allerede i Asftand skulde Juletræets Lys loktcelle Wilhelm ein hans Moders trosaste Kerlighed Hun satte det lille Ttæ paa Bordet og lagde detunder de Gaver, som- hendes flittige Hænder havde lavet til Sønnem en hjemmebagt Juletage, sorftellige steitkede og syede Sagen en lille Kasse sra Ger trud iBerlia stvd uaabnet ved Siden heras; da hun var særdig med at ordne, havde hun endnu Tid til at lave en of Vilhelms Livretter til Asten, og naar den var scerdig, maatte det vrere paa Tiden, at han kom. " Men han kom ikte, det var jo saerdigt for længe siden, vg enhver anden end just en Moder vilde vcere bleven utaalmodigz Fru Randel satte sig ganste stille hen i en Krog og lod iTanten sit Livs Juleaftener glide focbi sit Blit. Hun var nu over 40 Aar sammel, havde altsaa vplevet oker 40 Juleasteney og denne var fItst den tredie, paa hvilken Julens Fyrste var hendes Sol og Glcede. Ogsaa hun havde en Gang lovet Herren. »Om de end alle sorlade dig, vil jeg ikke sorlade dig,« hnn havdelovetdet og saa vendt yam Ryggen. Men han var sorbleven trofast, — hun havde oste ersaret det, saa at hun as denne Ersaring siltett kunde stole paa. at han ikke vilde slippe den fortabte Sen. Klokken var nu ni, og han var endnu ilke kommen, Fru Randel overvejcde, om hun itle ødelagde ham ved at lade ham gaa, hvorhen han vilde. Vel kunde zltoderhaanden ikke mere lede den vilde Son, men var det mon ikke bedre at ttøde ham fra sig med ubønhørlig Strenghed, saa at han kom til at smage Frugtetne af sit syndige Liv, end at gøre ham blødagtig ved Overbærenhed? Nej og alter nejl Ftu Randel havde sorspmt Ineget mod ham; Haakdhed kunde maaste fotbcerde ham end mete, ligesom Gud havde gjort mod hende. Hans Slag havde vel kastet hende til Jotden, men ikke sormaaet at bøje hendes Knæ, det var hans Kret lighed, som havde overvundet hende, og nu hed det for hendez ,,Hvem meget er tilgivel, elsker meget. « Klotten var ti. Endelig lød hans Skridt ndenfor. ] Fru Randel reiste sjg hurtigt og tcendte Lysene paa Traeet, saa at der straalede et Lyshav ud over det lille Vcerelse. — Men hvor bleo Vilhelm af? Vun havde hørt Gadedøken blive lulket op, og det stulde jkke have været ham. lesidst maatte hun dog tro, at hun havde hørt fest; hun siukkede langsomt Lysene, — saa at der atter blev mørkt i Vcerelset, —- mørkt i hendes Hjette. Ellevel Saa var da al hendes Kcerlighed, Omsgkg pg Glæden sig til denne Affen forgcevesz siklekt sad han nu paa Kroen og tcenkte mindst as alt paa sin Moder, hvis eneste Sen han var. Oste gik hnn ud, naar hnn hørte Støj Iden for, nun almindeligvis var det Sneen, sont faldt ued sra ; Taget, hnn git udenfot paa Gaben og speidede eiter, ott I der ikte kom en Skikkelse ilende hen ad de hvide Gadet og sagde til hendez »Tilgiv mig, Moder, at det er blevet saa sent, set stal aldrig ste mere.« « Hun vilde intet hellete end tilgive ham og gøre det hyg- ’ geligt og godt for hom; men hun maatte gaa ene ind igen, « der var ingen Son, iom com hjem. . Ton-! Hun havde længe siddet med foldede Hænder, hun bad ikke met-e om Glæde for denne Aften, men om Frelse I fra det onde. En Gang havde hun liest en Sang, som nu randt hendc Hu: »Hvor fætdes mit Batn i deiine Nat, Vildfaren i Verdens Latin? En Gang som mit Hiertes dyre Skat Han hvilede ved min Varu! O, hvor er mit Born i Nat? J, hvor er mit Barn i Nat? Mit Bat-n, kom i Hu At jeg elfker endnu! O, hoor er mit Varn i Nat? Sau reu og ustyldig føt hau var, Hatt iad paa fin Modus Skødz Hans Hjette var sandt, hans Pande klar, For Hjemmet Farvel han bod O, hvor er mit Bakn i Nat? Q, hvor er mit Bank i Nat? Mit Barn kom i Hu, At jeg elstet endnu ! O, hour er mit Batn i Nat? Ak, sit jeg blot attet se dig im, Ustylbig og from og god Thi sprtigfuld er mit Sind, min His, Alt siden du mig fotlod. Ak, hvor er mit Born i Nat? Ak, hvot er mit Born i Nat? Mit Bam, kom i Hit, At jeg elftet endnu ! Ak, hvor er mit Bat-n « N Søg op hver kristen Sjcel paa Jord, Det Barn, som hat mig fotladt, Og fig, at endnu hans gamle Mor Bæk Sorg for sit Hjettes Stat, O. hvok er mit Barn i Nat? O, Herre, o, tag det satt Og hvist til det, bu, Ilt jeg elster endnut O, hvot et mit Born i Nat?« Klotten er et. En heftig Uro og Angst snsrede den stakkels Moders Hierte sammen, stulde oirlelig denne Jules ; asten bringe hende en ny srygtelig Ulykkei Dog nei, det var i irre unsrige Guv viive ikke lade hqm d- midt i siue Syndek, ’ en saadan Taarernez og Bønners Son knnde itte gaa sor tabt. O, hoor er mit Barn i Nat? Og Sonnen og Barnet kom hieni. Henimod Klokkev to var der Stridt, som ncermede sig det lille Hug, oed hois Vindue, med Ansigtet trykket mod den kolde Rude, den stat kels Moder stod og ventede. Det var nogle, som kom bee rende med hom, — headez Hierte snørede sig krampagtigt samtnen, stønt hun var vis paa, at han ikke var død, — ro lig og sattet tog hun Lyset og aabnede Deren. Nei, han var ikke død. De ved Skrcekken ganske cedru - Menneskersortalte, hvorledes harde haft en sornøjelig s qErsten i ,Ørnen«; herester var Bilhelm bleven noget beruset « og kunde ikke gaa ganske list-; et Kvarters Bej sra Hjemrnet var han tcaadt fejl, da de gik paa Kanten as Hulvejen, og rullede ned af Straaningem Han var ilke falden dybt, hel ler ikke haardt, men estersom han var salden halot i Sonn, havde de værct enige om at bære ham hiern »Han er salden dybt og haardt, soarede Fru Randel med en underlig Betoning. »Ta! for Dei-es Hjælp, min Sen oil aldrig mere komme til at trænge til den.« De unge Mennester saa fotundret paa den tatende, der stolt som en Dronning ointede ad dem, at de stulde sorlade Huset, og den raa Skare vidste intet bedre end at adlydr. Saa var Moderen ene med fin Son, hnn saa strakg at han var ganste ustadt, tun noget sorsjødt ester Faldetz men hun saa ogsaa, at han i Dag havde sornedret sig mere end nogensindez det var en Bekoligelse og Lettelse sor hende, at han stadig sov saa fast, saa kunde hun rede Seng til ham og saa vastet det stivfrosne Vlod af. Bei et frygteligt Arbejde for et elskende Hiertr. For det store, cedle og stønne er det let at vaage og ofre sig, men at røre ved noget, der har vcels tet sig iiSnavset, at pleje det, som man yar Modbydelighed sor, at elste det, som man burde foragte, —- det er svcert, men dersor ogsaa mere rosvcerdigt, om det gøres· Han el skede os, da vi vare Sy nd e r e. Hun gik op og ned i Veerelset, stadig hoistende: »Mit Bam com i Hu At jeg elsker endnu! Ak, hoor er mit Barn i Nat?« Var Barnet da ikte kommet hieni? Nei, det, der laa paa Lejet soran hende, var et urent chedebon, kun syndigt Støv, som et almægtigt Bast maatte gøre levende. Og nu brød Julemorgen frem. Moder Dorthea havde vaaget hele Natten og var alligevel ikke træt. Hvad en Moder kan gøre for sit Barn, ved tun den, som hat ersaret det. Naar hun ikke var iBevægelse for den syge, bøjede hun sine Knæ i Bøn for dam, naar de gamle arbejdsslidte Hcender ikkegbehøvede at være i Bestceftigelse sor dam, sol dede de»sig-for«ham. »O, Herre, o, lag lzam sat, Og hoisk til ham ud, At du elsler e11d11u, III jeg elsker end11u.« Saaledes raubte hun; den svage Kvinde kcempede med Synden, «Doden og chevelen om sit Bat-» han kcempede ined Gud om det og gentog bestandig: - »Herre, jeg slipper djg ikke sør du velsigner ham.« Og tilsidft svarede Herren: »O, Kvinde, din Tro er stor, dig ste, som du vil.« Da Morgenen brød frem, vaagnede Vilheltn op af den sorvirrede Febrrsøom Fru Randel stod ved Siden as ham og saa medJuendeligsKærlighed paa det blege, udtærede, udlevede Ansigt, hun smilede, thi hun saa det i Troen sont et trosast, bestemt, frisk, mandigt Ansigt. Vilhelm flog ——«T Dfnene op, — soget hsn oste hatte gjprt iNattend M; nien nu haode han saaet sin Beoidsthed igen, han saa sis om han hastede godt Astenens Begioenhed, hqn sac· sig selvchaa en noant Plads, saa sin Moder med et soroaaget Ansigt ved Siden as sig, — og han vidfte alt. Nu vilde hun nok gsre ham Bebrejdelser, taenkte han, nien han var sor gam mel til, at han vilde tage derimod, — dog eftersotn det sit kert var soc hans Styld, hun ikke havde væket i Sena maatte han vel tage detitnod og tie, eller helles-e lukke Of nene til og lade, som om han intet horte. Saadanne Tanker krydsede gennem hans Hooed, og saa fik han ilke Tid eller Lejlighed til at bringe en eneste i Udsørelse. Hans Moder bøjede sig nemlig med Karlighed og Øcnhed sooer ham, lagde sine Arme otn hans Hals og sagde mildt: ,,Kære, tagte Vilhelm, jeg hat ncgle Julegaoer til digz ogsaa sra Gertrud og Frieda, — du maa na ikke staa op i Dag, --— men jeg tan rykke Vordet her hen og tcende Træet sor d(g. « " Dette var ilke udtænkt iForveien, det var intet kunstlet ellek forstilt, det var kun den rige Kcerligheds Kilde, sont sprndlede ihendes Hierte, som strøtnmede over-, hun kunde ikke ondet, hun maatte gøre noget for den Son, sotn hun alletede i Tro trykkede som gensunden til sit Hinte Og tiden at asvente Svar gjorde hun, som hnn sagde. Da Lysene paa Juletræet straalede klart, vendte hun atter sit Blik paa Vilhelm for at se, om ogsaa han glæoede sig· Men han havde skjult Ansigtet i sine sendet-, og stoxe Tas rer banede sig Vej mellem hans Fingre, medens Moderen satte sig oed Siden as hans Seng og hvistedex »MinESøn, min kære Vilheltn!« Da greb en krampagtig Hulken den stække Yngling; det var mange Aar siden, nogen havde set ham græde, nu græd han sokn et Born. Fru Randel bøjede sig over yam, han slyngede sine Arme otn hende og udbwd: »Moder, kan du tilgioe mig, vil du, Moder? Jeg er itke ocetd at kaldes din Son, men sig mig, otn jetz endnu er det. O, Moder, lad Inig væke din Søn og tilgiv mig!« En Time, over hnilken Guds Engle glædede sitz, gik hurtig for de to lykkelige, der havde leoet saa lcenge samtnen og dog fsrst havde fundet hinanden nu. Lysene paa Zule ttceet brændte ned, uden at nogen lagde Maske til det, thi et bedre Julelys brændte nu i Lisette-me- . Hor, da ringede det til Hsjtnesse, og snatt efter bar Lasten enkelte Toner as Jnlesslmerne ind til Moder og Son, sont stille soldede beendet-ne; men i Kitken lpd det: »EtBarn er sodt os, en Søn er givet os,« og Im Randel sagde ,,Amen« hertil XIlL Var Vejen end sanftem og haatd, At Foden blydte af sit Saur, Saa iled Pilegrimen dog fort, Jndtil hun naaede Stadeng Port. Vil Bjerge spækre hendes Vej: »Rast over dem, jeg standiet ei.« J Skov og Krat hun iler frem: »Ophold mig ej, jeg man nu hinkt-« Nu Vejen gaar langs Bækkens Rand Da fagtnet hun faa træt fin Gang. Og ved en Udsigt skpn og vid, Hun glemmer, at hun ej har Tid. Og i den stpnne o enlnn Der falder hnn saa let iBlund· Gertkud gaar hurtig gennem det rigt udstyrede Ber relle; de tylke, bløde Treppe-: opsange enhver Lyd, san at hnn ilke har nsdig at gøre sig Umage for at gaa sagte,iingen Dør knirler eller knager, tbi lange Portier træde i disies Sied. Hun er blevenshsjere og imuklere, end da vi foklod hende paa Berlins Banegaard; en tarvelig, men meget smagfuld Kjole efter Hovedstadsfnittet fremhcever fordelag tigt hendes stanke Stilkelfe;-desuden er senhver Ubeh w p sonthed i hendes Besen, enhver Forlegenhed veget og bar hurtig tabt fig, derimod er der noget sint je ne sais qnoi over hendes hele Optrceden, saadan som det nu en Gang er Privilegium for de højere Kredse, hendes Gang er graciss og sikker, en starp Jagttager vilde maasie sige, at der nd tryktes Selvfølelse i den. Hun ordner noget hist og her ved det rigt smykkede Julebord, i hvig Midte der pranger en smuk ÆdelgI.-an,v som med sine mægtige Grene synes at ville omfavnej enhver indtrcedende. Træet er besat med taette Lystcekler, naar de ere tændte, ville de ligne en Stjernes klare Strnaler, og prægtigt ville de hvide Lillier tage sig ud i Glnnien af dem, de fine Guldtraade i Bægeret oille ordentlig sitaale. Mel lem Lillierne kigge smaa«Englehoveder frem, hvad ville de mon midt i det straalende Træ? —- FaneniToppen athæet · siger os det, de forkynde Englebudskabet: ,,Ære vcere Gud i det høje, Fred paa Jotden, og i Mennestene en Velbehugelighed!« Og hvem har ordnet alt dette san smukt? Hvorledes kommer Gertrud, Skovriderdatteren, Enkens Dotier, til at herste sokn Frue i disfe prugtfulde Vcerelfet? — Er det Generalinde v. Kummingens Has, for hviz Vørn Gertrud stulde vcere Lærerinde2 Vi saa hende komme til Berlin den I. Oktober; dick-se ne Maaneder, der ere gnaede iaa kendelig langiomt og trenent for stakkels Frieda i Seewalde, ere sor svundtie som en Drøm for Gertrud. lHun sik en kcerlig Modtagelse, man ksm hende i Mode som en-Veninde ikke som en fremme.d. Generalinden havde fike Børn i en Al der af stre, seis, ni og tolv Aar, disse ere overgivne til Gertrnds Ledelse og Opdragelsez hun ser hat desværre saa ljdt Tid dertil, en stor Korrespondance og saa de For dringer, Verden gør paa heade, nødvendiggøre, at hun maa overgive sine Børn i trofafte wenden ' Man fotftaa nu ikke Udttykketi ,,Verden« paa sejl Maade, dermed menes ikte Teatre, Baller og lignendez Ge neralinden er en from Dame, som aldrig gaar i Teairet el ler kommeri en Balsal, eller hun vnstey at hendes Bstn nogensinde stulde komme der. (Fortfattes. )