Tre Juleaftener.
A. Ball-nat
(Fortsqt.)
Han begynder saa atter at vandre oin sont en vild,
naar blot denne Aften var forbi, saa flyder hans Blod igen
roligerez han gqar rundt om Sein-, medens Fristeken hvi
ster til hanit
»Blot et Spring, og du er fri for al Kval· «
Men endna er det ikte helt merkt oni hamz thi han kan
je et lille Lys skinne, vg han ved, at det er i hans Datters
Vatelir. Han sætterssig for at venie, indtil det er siukket,
san et Spring ud i Ssen, og alt ersiorbi.
Evigheden er lang!
Han gaar igen rundt om Søen, paa Bordet i hans
Vatelfe ligger et Brev, en forpint Sjæls Angststrig; heki
sigerihan sin Dattel-, hvad der er blevet af hendes ulykkelige
Feder, han spaar hende, at ogsaa hun er hjeinfalden til
Forbandelfen.
Men det lille Lys i Friedas Værelse sliikkes ikke, og
indenfor det oplyfte Vindue folde to svage Hirnder sig til
VIII, men de erezdog nisegtige nok til at afhvlde den stærke
Mund fra sin grufulde Daad.
Det er snakt Midnatthan maa je,;«om yun ikke er
gaaet i Sengz — thi han kan ikke springe i;Søen, saalcenge
Lyset betend-m Han lister sig ncermere Hufet, hvor han
heiter nagen lIynge, han forftaat ikle Ordene, men Melodien
lægger sig svm dcenipende Olie paa hans Hiertes vilde, op
rsrte Bølgetn Han lytter, til den lille Sanger tier, faa
skynder han sig hen til sin Gadedsr, lukker den op og gaar
ind.
Er der monkkoininen en Anelse om, at dersendnu gives
Frev, over den ttætte Sjæl?
XII.
En Kerlighed jeg Lenden
der er saa suld og stot,
at ststre man ej sinder
den noget Sted paa Jord.
Den blioet huldt dig skeenket,
ssr du endnu det ded;
hvor tidt du den end krenked,
den oarer stadigt ved.
Den Merlighed ej soger
sit eget nagen Tit-,
den tcnker ej at tage,
men gioer kun med Flid.
Og spsrger du, hoor sindes
den Kceriiqhedens Fled,
sont boek en Dag og Time
sremsttsrnmer tig og ged.
O, Moder, kære Moder,
du er Gudg Gave stor,
saa trosast elster ingen
paa hele denne Jord.
»Bilheltn, i Asten, Juleasten, bliver du vel hjenune?«
sagde FutRandel til sin Son, som ester at have set ud as
Bindnet rejste stg ligesom sor at gaa ud.
«Hvorsor stulde jea det?« spurgte han gnavent, »jeg
ser slet ingen Grund dertil. «
»Det er Grund nok til at blive hiennne, at du har et
Hiern, hvor du hat det hyggeligt. Juleasten maa de vcere
samtnen, soIn høre sammen.«
»Just dersor tnaa jeg gaa,« sagde Vilhelm hestigt, »der
samme sige mine Kammerater, altsaa kan jeg iste- mangle i
deres Kreds i Asten. «
Bilhelm tog saa hestigt paa Bese, sordi han indersti
sit Hierfesgodt sorstod sin Moder og maatte indrømtne,
at hun havde Ret. Hendes milde, kærlige Besen indgød
ham Agtelse, ja Æresrygt, og for ikke at vise denne, men
snarere det modsatte, bleo hanshestig. Der er noget« ejen
donnneligt ved det Jndtrhk, et beste-tm selvsorncegtende
Menneste gør paa andre. Man kan sorncegte, sorhaane og
asrhste detteandtrhh — det bliver alligeveb Den sande
Kraft vil behdlde sin Mast og Mhndighed indtil Verdens
Ende, bor den saa end hos en Verdengbeherster eller en
gammel Kvindr.
»Tro: du virkelig, Vilhelm,« sagde Fru Randel hier
teligt, «at alle de, sotn du kalder dine Venner, mene det
cerligt og oprigtigt? Tro mig kun, dn er blot deres Dreng,
deres Tidssordriv, de drage dig mere og mere nedad, sordi
det nn er deres Lyst at se alle dragne med i samme Skarn
som de selv. Wilhelm, Vilhelm, stol blot ikke formeget
paa dem; de bedrage dig. «
»Du har saa ofte sagt, Moder, at prøvet er bedre end
studeret, at intet er saa meget vcerd som ens egen Ersaring,«
sagde Vilhetm letsindigt, ,,lad mig derfor selv ersare, how
jedes de mene det med mig, saa saa vi. jo se, hvad Enden
paa Visen blioer. «
»Stakkels Dreng!« udbrød Fru Rande-L »vil du da
ikke tro Giftens Tilstedeværelse, sør du hat saaet den ind i
dit Legt-me og mistek Sundhed og Liv derved?«
»Lad det nu vcere not, Moder-, jeg skal nok vide at
høre op i rette Tid, du har sacdanne gammeldags Jdeer,
og du anlægger ens Maalestok paa alt, saaledes tcenker in
tet sornuftigt Menneske mete. Hovedsagen er nu Mennes
stets stie Udrikling, for den bringe vi store Oste, og naar
en Gang den nye Dags Morgentøde bryder frem, er det
over sri oplhste Mennksker, den gamle Overtro vil vaere sor
svunden og Hverdagslivets utallige Smaating opstugte af
broderlig Lsghed og Frihed.«
Man kan here, at Vilhelm havde hørt meget« men for
disse nhe Tanker sandt han intet villigt Øre hos sin Moder.
»Vilhelm, Vilhelm,« sagde Fru Randel, »man stulde
tro, at du havde slugt Visdomnsen med Skeert Men at,
det har kaa været med en elendig Stumske, saa at Krastsuxn
pen er leben igennetn, og du hat sptst det stidne Stann«
thhelm brummede noget som: »Du taler, sont du hat«
Forstand til,« reiste sig derpaa for at gaa.
»Ja-weh Modet!«
Hatt stammede sig Iasten for Moderens tolige Blit;
hun havde jo bedet ham on at blive hjemate, san vilde han
da ogias snatt komme hjem.
»Fort-eh Vilhelm,·« sagde Ftu Randel mildt; »naar
du ikke vil gaa med i Kitte, lommer du vel bjem til Aften? ;
— J Dag er det 14 Aar, siden Feder døde,« tilføjede hun
uvilkaarligt.
Vilhelm gik. Han stammede sig for im Gad, for sin
Moder og den aabne, ærlige Sandhed, han stammede sig,
eller haa havde ikke Mod til at bryde sit nuvcerende Liv,
som sttytkede ham i høj Grad. Men han stammede fig ikke
over at lade sig føde af sin Moder, stammede sig ikke ved
sine Venner, stammede sig itke over de Drikkegilder, sont
han var med til, stammede sig ikte over de raa Sange, som
han uden at vide det sang med, over de Kort han ofte holdt
i sin skcelvende Haand.
Fru Randel saa efter Sonnen; fra hans heje, ranke
Skikkelfe gik Blikket højere op, og hun hviskede:
»O, du trofaste Gad, du, som endnu hat det gamle,
kcerlige Hierte for fortabte Sonney forbarm dig over han«-«
Do ringede det til Julegndstjenesten. Fru Randel
tvg sin tarvelige Knabe paa og sin varmt vaterede Kyse og
Salmebogen 1 Haanden, saa var hun færdig til at gaa hen
i den lille Kirke, hvis Klotter tun-de klart gennem den
friste Luft· Over Kirkegaatden maatte hun for at komme
ind i Kirkem fauledes fører Døden os frem for Guds An
sigt.11denfor var det blevetmørkt, men hoor var der varmt
og lyst herinde, hvor Gudshuset straalede i Julepragt.
Overalt var der anbragt Guirlander af Gran, hvvri Hun- »
dreder af Lys stinnede· Pan hver Side as Alteret stod et ;
kæmpemæssigt Grantrce, i sig selv var det et Hav af Los, !
men al Glansen og Herligheden syntes dog at ftraale ud fra ;
Frelierstikkelsen paa Altertavlen. Et Øjeblit stod Frul
Randel tantefuld ved Jndgangen, medens hun hv: stede disTeI
Ord:
,,Hvot liflige ere dine Boligey Hei-re Zebaot2 Fugleni
hat fundet et Ly og Sonlen sin Rede, dtne Altre, Herre
Zebaot min Konge og min Gud!«
ngaa hun havde fundet et Ly, hvor hun sad sikkert og »
gvdt; vel berstte Regn og Blcest Ydetsiderne, og Bølgetne
bestyllede dets Fundantent; men indenfor sad hun, den en
svmme Kvinde, hvis Blik var rettet opad, Fortiden var til
givet, Nutiden stod i Guds Haand, og Fremtiden var lutter
Fkvd, Herlighed og Glæde. Held den Enke,l)vis Skjvld og
Vætn den altnægtige Gud er. " ;
Nu sad hun der og ittemmede Julefalcnem T
Hjerte, lpst din Gleedes Vingekl
Over Muld
Undetfuld
Englesangen klingerl
Her og mætk de Tonek ssdet
Himlen lydt
Melder unt
Kristus lob sig spde!«
Detester fortyndtes det glade Budskab om Varnet, der
er sødt os, vm Ssnnem som er as givet.
,,Ved denne Guds Søn skal min Son, mtn Wilhelm, i
gives mig tilbage!« tcentte Fru Nandel. »Det er Juleaf- j
ten, o, Gad, giv mig min Ssn i Asten!« I
Saaledes bad Mode-ten for sin forvildede Ssn — vg
alle Kirkegcengerne styndte sig til deres Hieni, Glæden og
,Fotventningen gav Foden Binger. Overalt hnrte man
glade Spørgstnaal og Ytringer om Julegaverne,t1in«Ft-«ä«
Randel gik alene og npaaagtet; da hun kam til sit Hieni,
straalede intet Lys for hende, ingen gav bende Julegaver
og alligevel bankede hendes Hierte glad og sorventningssuldt,
som ftulde de1 fte en stor Begivenhed. Var det mon en
Fotudanelte, eller var det Glaska over, at hun, sont havde
syndet saa meget en Juleasten, havde saaet dette tilgivet?
Hun tunde ille beilutte sig til at tulle ned; allerede i
Asftand skulde Juletræets Lys loktcelle Wilhelm ein hans
Moders trosaste Kerlighed Hun satte det lille Ttæ paa
Bordet og lagde detunder de Gaver, som- hendes flittige
Hænder havde lavet til Sønnem en hjemmebagt Juletage,
sorftellige steitkede og syede Sagen en lille Kasse sra Ger
trud iBerlia stvd uaabnet ved Siden heras; da hun var
særdig med at ordne, havde hun endnu Tid til at lave en of
Vilhelms Livretter til Asten, og naar den var scerdig, maatte
det vrere paa Tiden, at han kom. "
Men han kom ikte, det var jo saerdigt for længe
siden, vg enhver anden end just en Moder vilde vcere bleven
utaalmodigz Fru Randel satte sig ganste stille hen i en Krog
og lod iTanten sit Livs Juleaftener glide focbi sit Blit.
Hun var nu over 40 Aar sammel, havde altsaa vplevet oker
40 Juleasteney og denne var fItst den tredie, paa hvilken
Julens Fyrste var hendes Sol og Glcede. Ogsaa hun
havde en Gang lovet Herren. »Om de end alle sorlade dig,
vil jeg ikke sorlade dig,« hnn havdelovetdet og saa vendt yam
Ryggen. Men han var sorbleven trofast, — hun havde
oste ersaret det, saa at hun as denne Ersaring siltett kunde
stole paa. at han ikke vilde slippe den fortabte Sen.
Klokken var nu ni, og han var endnu ilke kommen, Fru
Randel overvejcde, om hun itle ødelagde ham ved at lade
ham gaa, hvorhen han vilde. Vel kunde zltoderhaanden
ikke mere lede den vilde Son, men var det mon ikke bedre
at ttøde ham fra sig med ubønhørlig Strenghed, saa at han
kom til at smage Frugtetne af sit syndige Liv, end at gøre
ham blødagtig ved Overbærenhed? Nej og alter nejl Ftu
Randel havde sorspmt Ineget mod ham; Haakdhed kunde
maaste fotbcerde ham end mete, ligesom Gud havde gjort
mod hende. Hans Slag havde vel kastet hende til Jotden,
men ikke sormaaet at bøje hendes Knæ, det var hans Kret
lighed, som havde overvundet hende, og nu hed det for
hendez
,,Hvem meget er tilgivel, elsker meget. «
Klotten var ti. Endelig lød hans Skridt ndenfor. ]
Fru Randel reiste sjg hurtigt og tcendte Lysene paa Traeet,
saa at der straalede et Lyshav ud over det lille Vcerelse. —
Men hvor bleo Vilhelm af? Vun havde hørt Gadedøken
blive lulket op, og det stulde jkke have været ham. lesidst
maatte hun dog tro, at hun havde hørt fest; hun siukkede
langsomt Lysene, — saa at der atter blev mørkt i Vcerelset,
—- mørkt i hendes Hjette.
Ellevel Saa var da al hendes Kcerlighed, Omsgkg pg
Glæden sig til denne Affen forgcevesz siklekt sad han nu paa
Kroen og tcenkte mindst as alt paa sin Moder, hvis eneste
Sen han var. Oste gik hnn ud, naar hnn hørte Støj Iden
for, nun almindeligvis var det Sneen, sont faldt ued sra ;
Taget, hnn git udenfot paa Gaben og speidede eiter, ott I
der ikte kom en Skikkelse ilende hen ad de hvide Gadet og
sagde til hendez
»Tilgiv mig, Moder, at det er blevet saa sent, set stal
aldrig ste mere.« «
Hun vilde intet hellete end tilgive ham og gøre det hyg- ’
geligt og godt for hom; men hun maatte gaa ene ind igen, «
der var ingen Son, iom com hjem. .
Ton-! Hun havde længe siddet med foldede Hænder,
hun bad ikke met-e om Glæde for denne Aften, men om Frelse I
fra det onde. En Gang havde hun liest en Sang, som nu
randt hendc Hu:
»Hvor fætdes mit Batn i deiine Nat,
Vildfaren i Verdens Latin?
En Gang som mit Hiertes dyre Skat
Han hvilede ved min Varu!
O, hvor er mit Born i Nat?
J, hvor er mit Barn i Nat?
Mit Bat-n, kom i Hu
At jeg elfker endnu!
O, hoor er mit Varn i Nat?
Sau reu og ustyldig føt hau var,
Hatt iad paa fin Modus Skødz
Hans Hjette var sandt, hans Pande klar,
For Hjemmet Farvel han bod
O, hvor er mit Bakn i Nat?
Q, hvor er mit Bank i Nat?
Mit Barn kom i Hu,
At jeg elstet endnu !
O, hour er mit Batn i Nat?
Ak, sit jeg blot attet se dig im,
Ustylbig og from og god
Thi sprtigfuld er mit Sind, min His,
Alt siden du mig fotlod.
Ak, hvor er mit Born i Nat?
Ak, hvot er mit Born i Nat?
Mit Bam, kom i Hit,
At jeg elftet endnu !
Ak, hvor er mit Bat-n « N
Søg op hver kristen Sjcel paa Jord,
Det Barn, som hat mig fotladt,
Og fig, at endnu hans gamle Mor
Bæk Sorg for sit Hjettes Stat,
O. hvok er mit Barn i Nat?
O, Herre, o, tag det satt
Og hvist til det, bu,
Ilt jeg elster endnut
O, hvot et mit Born i Nat?«
Klotten er et. En heftig Uro og Angst snsrede den
stakkels Moders Hierte sammen, stulde oirlelig denne Jules ;
asten bringe hende en ny srygtelig Ulykkei Dog nei, det var i
irre unsrige Guv viive ikke lade hqm d- midt i siue Syndek, ’
en saadan Taarernez og Bønners Son knnde itte gaa sor
tabt. O, hoor er mit Barn i Nat?
Og Sonnen og Barnet kom hieni. Henimod Klokkev
to var der Stridt, som ncermede sig det lille Hug, oed hois
Vindue, med Ansigtet trykket mod den kolde Rude, den stat
kels Moder stod og ventede. Det var nogle, som kom bee
rende med hom, — headez Hierte snørede sig krampagtigt
samtnen, stønt hun var vis paa, at han ikke var død, — ro
lig og sattet tog hun Lyset og aabnede Deren.
Nei, han var ikke død. De ved Skrcekken ganske cedru -
Menneskersortalte, hvorledes harde haft en sornøjelig s
qErsten i ,Ørnen«; herester var Bilhelm bleven noget beruset «
og kunde ikke gaa ganske list-; et Kvarters Bej sra Hjemrnet
var han tcaadt fejl, da de gik paa Kanten as Hulvejen, og
rullede ned af Straaningem Han var ilke falden dybt, hel
ler ikke haardt, men estersom han var salden halot i Sonn,
havde de værct enige om at bære ham hiern
»Han er salden dybt og haardt, soarede Fru Randel
med en underlig Betoning. »Ta! for Dei-es Hjælp, min
Sen oil aldrig mere komme til at trænge til den.«
De unge Mennester saa fotundret paa den tatende, der
stolt som en Dronning ointede ad dem, at de stulde sorlade
Huset, og den raa Skare vidste intet bedre end at adlydr.
Saa var Moderen ene med fin Son, hnn saa strakg at
han var ganste ustadt, tun noget sorsjødt ester Faldetz men
hun saa ogsaa, at han i Dag havde sornedret sig mere end
nogensindez det var en Bekoligelse og Lettelse sor hende, at
han stadig sov saa fast, saa kunde hun rede Seng til ham og
saa vastet det stivfrosne Vlod af. Bei et frygteligt Arbejde
for et elskende Hiertr. For det store, cedle og stønne er det
let at vaage og ofre sig, men at røre ved noget, der har vcels
tet sig iiSnavset, at pleje det, som man yar Modbydelighed
sor, at elste det, som man burde foragte, —- det er svcert,
men dersor ogsaa mere rosvcerdigt, om det gøres· Han el
skede os, da vi vare Sy nd e r e. Hun gik op og ned i
Veerelset, stadig hoistende:
»Mit Bam com i Hu
At jeg elsker endnu!
Ak, hoor er mit Barn i Nat?«
Var Barnet da ikte kommet hieni? Nei, det, der laa
paa Lejet soran hende, var et urent chedebon, kun syndigt
Støv, som et almægtigt Bast maatte gøre levende.
Og nu brød Julemorgen frem. Moder Dorthea havde
vaaget hele Natten og var alligevel ikke træt. Hvad en
Moder kan gøre for sit Barn, ved tun den, som hat ersaret
det. Naar hun ikke var iBevægelse for den syge, bøjede
hun sine Knæ i Bøn for dam, naar de gamle arbejdsslidte
Hcender ikkegbehøvede at være i Bestceftigelse sor dam, sol
dede de»sig-for«ham.
»O, Herre, o, lag lzam sat,
Og hoisk til ham ud,
At du elsler e11d11u,
III jeg elsker end11u.«
Saaledes raubte hun; den svage Kvinde kcempede med
Synden, «Doden og chevelen om sit Bat-» han kcempede
ined Gud om det og gentog bestandig: -
»Herre, jeg slipper djg ikke sør du velsigner ham.«
Og tilsidft svarede Herren:
»O, Kvinde, din Tro er stor, dig ste, som du vil.«
Da Morgenen brød frem, vaagnede Vilheltn op af den
sorvirrede Febrrsøom Fru Randel stod ved Siden as ham
og saa medJuendeligsKærlighed paa det blege, udtærede,
udlevede Ansigt, hun smilede, thi hun saa det i Troen sont
et trosast, bestemt, frisk, mandigt Ansigt. Vilhelm flog
——«T
Dfnene op, — soget hsn oste hatte gjprt iNattend M;
nien nu haode han saaet sin Beoidsthed igen, han saa sis om
han hastede godt Astenens Begioenhed, hqn sac· sig selvchaa
en noant Plads, saa sin Moder med et soroaaget Ansigt
ved Siden as sig, — og han vidfte alt. Nu vilde hun nok
gsre ham Bebrejdelser, taenkte han, nien han var sor gam
mel til, at han vilde tage derimod, — dog eftersotn det sit
kert var soc hans Styld, hun ikke havde væket i Sena
maatte han vel tage detitnod og tie, eller helles-e lukke Of
nene til og lade, som om han intet horte.
Saadanne Tanker krydsede gennem hans Hooed, og
saa fik han ilke Tid eller Lejlighed til at bringe en eneste i
Udsørelse. Hans Moder bøjede sig nemlig med Karlighed
og Øcnhed sooer ham, lagde sine Arme otn hans Hals og
sagde mildt:
,,Kære, tagte Vilhelm, jeg hat ncgle Julegaoer til
digz ogsaa sra Gertrud og Frieda, — du maa na ikke staa
op i Dag, --— men jeg tan rykke Vordet her hen og tcende
Træet sor d(g. «
" Dette var ilke udtænkt iForveien, det var intet kunstlet
ellek forstilt, det var kun den rige Kcerligheds Kilde, sont
sprndlede ihendes Hierte, som strøtnmede over-, hun kunde
ikke ondet, hun maatte gøre noget for den Son, sotn hun
alletede i Tro trykkede som gensunden til sit Hinte
Og tiden at asvente Svar gjorde hun, som hnn sagde.
Da Lysene paa Juletræet straalede klart, vendte hun atter
sit Blik paa Vilhelm for at se, om ogsaa han glæoede sig·
Men han havde skjult Ansigtet i sine sendet-, og stoxe Tas
rer banede sig Vej mellem hans Fingre, medens Moderen
satte sig oed Siden as hans Seng og hvistedex
»MinESøn, min kære Vilheltn!«
Da greb en krampagtig Hulken den stække Yngling;
det var mange Aar siden, nogen havde set ham græde, nu
græd han sokn et Born. Fru Randel bøjede sig over yam,
han slyngede sine Arme otn hende og udbwd:
»Moder, kan du tilgioe mig, vil du, Moder? Jeg er
itke ocetd at kaldes din Son, men sig mig, otn jetz endnu er
det. O, Moder, lad Inig væke din Søn og tilgiv mig!«
En Time, over hnilken Guds Engle glædede sitz, gik
hurtig for de to lykkelige, der havde leoet saa lcenge samtnen
og dog fsrst havde fundet hinanden nu. Lysene paa Zule
ttceet brændte ned, uden at nogen lagde Maske til det, thi
et bedre Julelys brændte nu i Lisette-me- .
Hor, da ringede det til Hsjtnesse, og snatt efter bar
Lasten enkelte Toner as Jnlesslmerne ind til Moder og
Son, sont stille soldede beendet-ne; men i Kitken lpd det:
»EtBarn er sodt os, en Søn er givet os,« og Im
Randel sagde ,,Amen« hertil
XIlL
Var Vejen end sanftem og haatd,
At Foden blydte af sit Saur,
Saa iled Pilegrimen dog fort,
Jndtil hun naaede Stadeng Port.
Vil Bjerge spækre hendes Vej:
»Rast over dem, jeg standiet ei.«
J Skov og Krat hun iler frem:
»Ophold mig ej, jeg man nu hinkt-«
Nu Vejen gaar langs Bækkens Rand
Da fagtnet hun faa træt fin Gang.
Og ved en Udsigt skpn og vid,
Hun glemmer, at hun ej har Tid.
Og i den stpnne o enlnn
Der falder hnn saa let iBlund·
Gertkud gaar hurtig gennem det rigt udstyrede Ber
relle; de tylke, bløde Treppe-: opsange enhver Lyd, san at
hnn ilke har nsdig at gøre sig Umage for at gaa sagte,iingen
Dør knirler eller knager, tbi lange Portier træde i disies
Sied. Hun er blevenshsjere og imuklere, end da vi foklod
hende paa Berlins Banegaard; en tarvelig, men meget
smagfuld Kjole efter Hovedstadsfnittet fremhcever fordelag
tigt hendes stanke Stilkelfe;-desuden er senhver Ubeh w p
sonthed i hendes Besen, enhver Forlegenhed veget og bar
hurtig tabt fig, derimod er der noget sint je ne sais qnoi
over hendes hele Optrceden, saadan som det nu en Gang er
Privilegium for de højere Kredse, hendes Gang er graciss
og sikker, en starp Jagttager vilde maasie sige, at der nd
tryktes Selvfølelse i den.
Hun ordner noget hist og her ved det rigt smykkede
Julebord, i hvig Midte der pranger en smuk ÆdelgI.-an,v
som med sine mægtige Grene synes at ville omfavnej enhver
indtrcedende. Træet er besat med taette Lystcekler, naar
de ere tændte, ville de ligne en Stjernes klare Strnaler, og
prægtigt ville de hvide Lillier tage sig ud i Glnnien af dem,
de fine Guldtraade i Bægeret oille ordentlig sitaale. Mel
lem Lillierne kigge smaa«Englehoveder frem, hvad ville de
mon midt i det straalende Træ? —- FaneniToppen athæet ·
siger os det, de forkynde Englebudskabet:
,,Ære vcere Gud i det høje, Fred paa Jotden, og i
Mennestene en Velbehugelighed!«
Og hvem har ordnet alt dette san smukt? Hvorledes
kommer Gertrud, Skovriderdatteren, Enkens Dotier, til at
herste sokn Frue i disfe prugtfulde Vcerelfet? — Er det
Generalinde v. Kummingens Has, for hviz Vørn Gertrud
stulde vcere Lærerinde2 Vi saa hende komme til Berlin den
I. Oktober; dick-se ne Maaneder, der ere gnaede iaa kendelig
langiomt og trenent for stakkels Frieda i Seewalde, ere sor
svundtie som en Drøm for Gertrud. lHun sik en kcerlig
Modtagelse, man ksm hende i Mode som en-Veninde ikke
som en fremme.d. Generalinden havde fike Børn i en Al
der af stre, seis, ni og tolv Aar, disse ere overgivne til
Gertrnds Ledelse og Opdragelsez hun ser hat desværre
saa ljdt Tid dertil, en stor Korrespondance og saa de For
dringer, Verden gør paa heade, nødvendiggøre, at hun maa
overgive sine Børn i trofafte wenden '
Man fotftaa nu ikke Udttykketi ,,Verden« paa sejl
Maade, dermed menes ikte Teatre, Baller og lignendez Ge
neralinden er en from Dame, som aldrig gaar i Teairet el
ler kommeri en Balsal, eller hun vnstey at hendes Bstn
nogensinde stulde komme der.
(Fortfattes. )
