Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Nov. 14, 1917)
.- L———-4 Ilerenee L. Batelaw Rofcnkranscn. Autoriseret Oversættelse af N. P. Madsen. GoutsatJ . »Ja,« svarede il)nn. ,,De har itke Lsov til at anse Sagen for afgjert paa den Maade De avermmplede mig, og jeg tabte ncesten Hovedet Husk, min kaere Ven, Ægteskab er en alvorlig Ting. Ægteskab betyder the et Øjebliks Fell-Heu men det betyder at bwre — at holde ud. Dei maa hvile paa en solid Grund for at kunne staa under det daglige Livs Fristelser og Kampe Jeg hat tendt mange gifte Par, er kam-met i deres Hjem og har vieret Givdmoder til deres Bern, og jeg hat set saa nieget, at jeg nedig vilde opleve noget lig« nende. Derfor maa De give mig Tisd til at overveje Sagen, før jeg svarer. Jeg Gerte-, De fer talte ein, at De i Morgen Kl. 11 vilide gaa ned i Byen for at prøve Orgelet. Hvis De ensker det, stal jeg komme en Times Tid senere De kan da lade Bælgetrædereii gaa, saa stal jeg give Dem sinit Spar. Men, Dai, gaa nn sind, herer De, jeg kan ikke bære niere i Akten Jeg maa Være alene.« Barth greb hensdes Haand, og idet han hilste hier telig og wrbødig, -l)viskede han: «Jeg" kysser Korset.« Et Øjeblit eiter var Jene alene. Hun lyttede, indtil hanFJ sidste Trin par døet »den. Saa satte 'l)un sig, hvor hun havde siddet, niedensks han talte. kLidt ester lidt forssvandt den vdldsomnie Spcending, ilwori linn havde været. Hun var itke en Kvinde, der havde let ved at gen-de Men i Aften var hun blevet nasvnet smed et Navn, som hun aldrig haode troet, nogen stulde komme til at ncevne hende med. Dei greb det inderste i lkendes Væsen saa dybt, at Taas verne sirøinmede ned over siniplingerne paa hendecs Bryst og ned paa den-des Haand Rede amkring hendes Fødder laa Bladene as de knuste Raser. —·-· Lidt efter gik hnn ind. Gæsterne stod i Klynaer rnndt am og sagde Gad nat, og ude i den store Entre sinndte Dainerne sig ap» ad Traiipem niktede endnu en Gang til en eller aniden eller mindede dem unt at huske Aftalerne sor den nas ste Dag. Garth Dalmain stod ved Faden as Trappen og talte aned Paul-me Lister og ljendes Taute, der var traadt op paa idet første Trin. Jdet Jane traadte ind, sit hun straks Øje ipaa hanc Han stod ined Ryggen til hende og bemasrkede ikte, at hnn standsede lige bag ved «ham. Der var en underlig Jubel i hans Steimne, og «l)un mærkede atter Blodet fare ap i Kinderne Hun vidste jo godt, hsvoras denne Jubel kam — hnn alene vidste det. Og uviltaarlig tryttede hnn Haanden siinod sit Bwsh idet hun lyttede· ,,Beklager det virtelig, mine Danier men i Mar gen Foreniddag er det umuligt Jeg har noget at be ssrge nede i Byen —- jo, det er sandt — ved elleve Tiden.« ,,Det klinger jo meget finukt, Hr. Dalsmain«, fagde Fru Parker Bang5. »Wie-n hvorsor ikke tage Pauline og mig med. Jeg tunde have svcer Last til at se Mejeriet. Vi har ikte set en eneste bedaarensde Mejerii pige eller noget ansdet sra ,,Adam Bede«, siden vi kom herover. Og saa kigge ind til Fru Poyser og spei-v le mig i Kobberpansdene paa Væggen Det er noget sor mig-« «Vi vilde maaske forsinke He. Dalmain,« sag-de Pauline drilslende Hun var blandende smal, som hun sswd der i sin eremsarvede Silkedragst med Hosvedet kækt leitet, livlig og straalende. Hun bar ingen Smykter med Undtagels se as en Krans as matte Perler om Halsen Aldrig syn tes Jan-e, at den unge Amerikanerinde hat-de vieret me te indtagende. Hnn Iherte alt, shvad der blev sagt, eg var spændt paa, hvaid Garth vilide spare. »U—heldigvis dar mit Ærinde itke noget at gere med Mejeripiger eller Kobberspande, men derimod med en lille Fyr med redt Haar og Ansigtet fuld af Fregs net.« »Velg-erenhed P« »Ja til 30 sØre i Tismen.« »Men vi spwrrer Vejien for Fristen Champion,« sagde Fristen Listen »Oui! har vist ventet noget paa at komme skem.« Garth git til Side, og Jene begyndte at stige op ad Traippen Hun blev stauen-de et Øjeblik ved Siden af Fristen Lister pludelig grebet af en underlig Lyst til, at Garth stulde se dem stimmen Hun vidste, at hendes ustennse Trcet vilde trwde dobbelt frem ved Si den as denne bedaarende unge Pige. Men hun enstede netop, at han skulde se denne For-stel, iden de ins-dies Men Garths Blit var hele Tiden rettet niod Knip lingerne paa hendes Kjole Saa redmede hun ian og Ergrede sig derovek ved Tanten om, at de andre sit kert ikke kundes undgaa at lasgge Mcerte til det. Der paa ratte hun Haanden frem, men Dal greb den itte, og hun sprang op ad Trappem idet hun raabte: »Gut-nah Fru Parker Vangs —- sov vel, Freien Listen-, iGodnat, Dali« z De to Amerikanerinder sag-de ogsaa Godnat. Fra Parker Bangs gik med ind paa Niecens Værelse »Der er en Kurre paa Traaden,« sagde hun. »Ja, det Stind,« svarede Freken Listen ,,sdun er ellerö virkelig rar, saa cerlig og ged. Og jeg kan Vent lig aodt lide hende « »Ac, sden grimme Tingest.« ssagde Tauten, der fulgte fin egen Danke-sama »Hast hat je ifte fkabt sit Ansigt selv, Tante.« ,,sOg betaler heller ikke andre fov at farslenne det Gan er, shvad en as vore Digtere char Hulden »Papi Natur«-« »Hei-, Same- sagde Freien Lister alvorlig, »ier dig paa Divanem saa taaer jeg Plads her. Jus vilde gerne tale lidt med bis om Frøken Ghampisom —- Som sagt, hun er virkelig rar, og jeg kan gosdt lisde hende. Hun er ikke køn, det er «sandt, men hun har en køn Fi gur og forstaar at klæde ssig nydelig paa. Hun har Mas fer af Penge og stunde anskaffe fig Perlek, der er meget sjcvldnere end mine. Men hun shar for god en Smag til at sbære noget, der ikke vilde staa samtnen med hendes brune Teint. Det kan jeg saa godt lisdse. Alle Mcend fis ler sisg tiltrukket af hende, ikke af hendes Ydre, men af hendes Bcesen Og ved du -hvad, Tsantse, det er nu alliges vel det, der tholder i det lange Leb· lTOet er det, der va rer. sOIn ti Aar vil Frøken Ehainpion vasre iden sam me, som hun er i Dag, msedens jeg inaa anftrenge mig for at synes det, jeg ikke mere er. Hvad Garth Dals inain a-anaar, saa har han Øje for osJ alle, nien itbe Hierte for n-ogen. Han tan smigre og beundre en ung Pige, nien han gifter sig ikke inied hende, dertil forlans ger han for meget af en Kvinde Han gifter sig ikte for Penges Styld, for han har selv not as dem. Skønhed fristerf hani heller ikte — ude-n til en Tid. Han har be nndret saa mange smukke Kein-der, saa han sved aldrig, hveni han beundrer most. Jeg tænker, han begærer mest den Fragt, han ikke kan naa. Frøken Ehampion er vist hang Ideal. Men hun er alt for fornuftig en Kvinde til at vilsle binde en saadan Adonis til jin egen uskønne Person. For Reiten ser Garth Dalniain ogsaa saa selv bevidst, at det visit aldrig falder ham ind at tasnte paa, oin han i det hele itaget tan vinsde sit Jdeal Han ejer hende allerede i sine egne Tankeiy og det vil blive ham et frygteligt Stag, den Dag hun giver hanc en Kurv, hvad hun sikkert vil gøre af de anførte Grunde Medens vi de sidste tre Dage har fartet om, og alle J gamle Dnmhoveder har gaaet og bildt jer ind, at han vilde fri til mig, shar han gaaet og talt Tinierne, til hun ftnlde komme. Naar han har holdt sig inere til mig end til de andre unge Pigser, saa er det dare, fordi jeg bedre forstod at dreje Samtalen hen spaa hende. Nej, Tante, det bliuer aldrig til andet niellein Garth Dal ntain og mig. Jersey hvis du holder en Finale af mig, sna se at finde en seller anden Grund til, at vi kan reife ind til Byen i Morgen-— inaaste et Ærinde ind til Tandlcegen Og faa vil vi ikte drøfte den Sag met-ex Jeg shar sagt alt — og lidt til. —- Nu tonnner Jose fine ogsaa —- koni ind! Saa Go-dnat, tasre Tante, og drøin behageligt.« · Da Pauline Lister var blevet alene, slutkede hun Lyset, trat Gardinet fra Vinduet og stod lcenge og faa nd i det dejlige engelste .Lsandfkalb, der laa badet Hi Maanelyjet Til sidst lænede hun Hovedet mod Vinduess karsmem idet hun mumlede hen for fig: »Jeg shar befiordret hendses Sag Oel, lJt)a1, stønt du itte shar fortjent det. Du burde for længe sisden have ladet mig vide, hvorledes du saa paa Jana Dog — nu vil Snakken jo høre op om -os, og det er da eot Go de. Og du —- ja du vil fremdeles gaa omkrtng og soasrnie for Maanen, og selv om du sengang opdager, at Maanen er wopnaaelig, vil du vist naxppe spge Trøst i niere jordiske lLsysR ! Jntidlertisd fad Jane inde paa iit Værelse og tcents Ite. —- Garth havde ikke grebet shendes halvt fvemrakste Haansd, og hun vidste godt hvorfor. Han vilde aldrig mere være tilsreds med, at hun blot rakte ham »Harm den som hisdtil—i Pensiad Hvis han ikke fis hewde heit, Esaa vilde han ikke have nogen Del af hende mere Garth var som en Løve, der har smagt Blod· Sammeni ligningen var maaste sa-r, men saaledes syntes hun nu; hun havde følt det. For førfte Gang shavde ihun mærket det hos en Mund — dette ftcerkse —- villende — her stende, der gør Man-den til Stabiiingens Konse. Der var noget af stens Brit-l i det — noget af Ekboet in de fra Urstovene —- noget af dette dominerende: Vyttet ’er mit, og jeg vil have det. Hun ihavde meerket det, sog forstaaet det, og hendes asdle Natur havde været villig til at — hvis blot — ghvis blat —- — Jane luktede Deren i lLaas. Hun maatte lukke alt andet ude undtagen ham og hende, medens hun grundede over det store, afgørende Problem. Ja, kundi hun sblot ogsaa lukke isig selv ude og alene tænke paa hasm og hans erighed Tom stpnne, herlige Gaver, der var last for her-des Fod —- tage dem op og beholde sdem altid. Hun vilde en Stand Iprøve kpaa dot. En faadan Stand havde hun Ret til, syntes hun. Derefter Lande Ihun dvage siig selv —- sine lEvner, lsine Mangler med ind i Problemet — shende sselv i Fovhold til ·ham, hvad det vilde betyde sor ham at faa shende til Hu«stru. Hdad jdet vilde betyde for lhende selv, korn ikke med i Betragt ningen. the ibevidst Jane var selvbevidst som alle til .-l)ageholdne Naturer, nien hun var ikke selvisk. Hun havde ikke tændt Lys, sog der var merkt i Værelsot. Hun satte en Stol hen til det aabne Windm trak Gardinet til Side og satte sig med Albuen ftøttet niod Kannen og med Haanden nnder Hagen og ssaa ned spaa Terrasseih der laa belyst af Mannen. Hendes Vin ldne var næsten lige over det Sted, hvor hun og Tal havde talt sammen. Hnn kunde tydelig se Ztenløven og Vasen med de røde Gerani«er. . Saa soretog Jane det stsore Tankeetsperiement, del-» brasgte hende en af de underligste Oplevelser, hun; hande haft. Hun var en Kvinde, der altid lod HandlingH følge paa Ord. Hun havde sag-t, at hun havde Net tilj sen faadan Stund, og hun benyttede sig af dennie Net; J Aanden niødte hun iin sLøve og forenede fig med; hani —- uden Frygt Han shavde ikke spurgt hende, onii hun elskede hani, og hun behøvede itke at spsrge sin; felv deronI. Hnn opgav iiin stolte Frihed og lobede ( ham —- blidt, ydmygt, tasrligit og dog med al den Styri ke, der var i hendes staerke Natur —- at ville elske, cere sog adlyde ham. Gun Tun-de taalse, atsphans dejlige Øjne saa beundrende paa hende, uden at der var noget ipinltgt i det. Hun havde j-o lukket ftt Legeme ude, og shan faa alene hendes Sjcel —- og ihendeö Sjcel var fuldsommen ist-n t —- hang Øjne « Hendeö lange, ensomme Tilværelfe var smsed et for-bi. Livet laa foran hende — iherltgt og indholds rigt Han trængte til shende altiid og alle Wagne, og hun var der altid til hang Geh-on ! »Er du tilfveds, min elikede « spurgte hun atter og atter og han fvarede bestandig med iin glade Stem me, hvori der klang noget af den evige Ungdom: »Ja, fuldkommen tilf«veds.« Og Jane smilede nd i Ratten, og i dette Smil laa sen Anelse iom en ny og vidunderlig Erfaring, og inde i Dsybet af hendes roligie Øjnse lyfte set sGenfkin af en Kein-des sandeste Lykle — Lykken over at veere Huftru. Saaledes gav hun 'fig ihelt heu, idet hun sdrog ham ind i fin Koerlsighedg tLy. Qg hendes Hierte udvidedes i Forhold til sStorlJeden aif Gaben, thun gan. Saa vaagnsede Moderen i ihsende og hun falte hvor cneget saf »det moderlige Element Ider blander sig ind i en san-d Kvindses Kærlighed, nasar det gaar op for hende, hvor imegiet af det barnlig«e, der ser fremherikende hos en Mand, der elsker, og shvorledes det sstaerke i ham blioer til Svaghed i hans Trang til hende Og hun presse-de begge sine Hirn-der imod Nsit Hierte -og hviskede: i »(53artl), jeg forstaar -dig. Jeg forstaar, hvor fværh det var for dig at blive vist sbort netop i det Øjeblik. Dog fik du alt, «hvad du «begærede, og ingen kan berøsve sdig idet igen. Du fik mit Hierte helt sog bestand-ig. Det! er dit, og jseg tilhører dig nu og altid·« ! Hun lcenede ifit Hoved mod Vindueskarmen Maaiz nelyset faldt paia heades nett-e, Xbrune Haar. En stcerl ; Duft af Magnolieblomfter trængte ind til den-de, og ude fra Skovene nærved hortes en Nattergals Triller.. Fortiden med dens Ensomhed, Natiden med dens Uro! og den ussikre Fremtid —- alt var spundet bort i dsette Øjebiik. Hain seilede med Garth ude paa det goldne Ocean langt, langt dort fra Timeligshedens Kyst Klokken ude i en ijern Landsby flog tolv. Og Tonerne siieloede gsennem den niaanelysie Park og ind igennom Vinduet. Og Jane vaagnede op. Hun var igen vendt til bage til Tinieligiyedens Werden og hsendes befriedi Aand var atter gaaet ind under Byrden af et Legeme En ny Dag var begyndt, »den Dasg da leun sknlde give Gatti) et afgørende Staat Nceste Gang Klolken flog tolo, vilde hnn viere samtnen med lham insde i den liile Kirke, «og. inden den Tid maatte shun«va-re klar over, hsoad lnm vilde spare. Hun tmk Gardinerne for Vindnset og tcendte det elektritike Lys. ISaa satte hun ssig ved Skrivebordet og tog sin Lommsebog frem. Hun vendtse Vlaid paa Blad, indtil hun fandt det, ihnn søgte iLænge sad hun og grundede over det msed Hovedet stottet iniod Haanden Det var Optegnelfen af hendses Samtale med Garth ihin Eftermiiddag Paa Overdene. De Linien «hun scerlig dvælede ved, var disse ,— Hans Aniigt blev fowandlet. Der laa et faas dant Skær af Mildhed og himmelfk Lys udbredt over det, at det lignede en Engels Ansigt Jeg faa ikke mere Ihans Hasslighed —- Hans sSjæls Skønhed forvandlede ihanis Ydre —- Jeg tivnkte ikke mere paa at iammens ligne ham med en Gorilla — — — Naturligvis — -det var ille den Slags Ansigter, man kunde enske ide standig at have for Øjse eller daglig at have over for sig ved ssit Bord. Det vilsde da si ihvert Fald for anig vcere en Tortur. — Denne Man-d lhatt sbestandig staaet for inig oni et Bevis paa, at lhtvad der er godt, Pan aldrig viere ihæsligt —- ast naar den gnddommelsige Kærlighed ihreder ssig over et Mennekes Træk, faa fynes selv det grimme-fee Anfigt at viere sfnrukt —.« Hun læste føvst sdet hele Affnit igennem. Men derefter blsev hele den-des stmscerksomihed fæstet paa disfe Ord, foin hun atter og attet lceste: »Naturligvis — det var ikke den Slags Anfigter, man tunde ønske be standig at have for Øje eller daglig at have over for »sig ved sit Bord. Det vils de da i shvert Fald for imig vcere en Tor tur.« Endelig reiste hun fig, trendte det elektrifke ILys Pan begge Sider af Toiletbordet, iatte sig foran Spei let og gav Fig til at betrug-te ssig «selv. Da Kloklen nede i Byen flog eet, stod Garth Dai main ved isit Vindue og kastede det isidste Blik ud i sNutten-—Han lcenede ssig ud og ·faa over mod Janes Vinduer. Gardinerne var strukket for, men »der var lyft bagved »dem. Men i samme Øjeblik blev Lyset flukkset Gan kastede et Blik ned spaa Derrassen Han kunde tydelig se Stenløven og Vasen med de vøde iGeranier —- og det Sted, ihvor hun havde siddet, da —- —— — Pludselig kastede ihan isig paa Knie og faa op inod den stjernebefaaede Himmel. Gan-S Moder liaode levet lcenge not til at lære ham den Henmkelighed, der sbeftaar i hellig Taalmodigs hed og Udholdenl)ed. Hnn himvde sogfaa lært lham at el ske sin Bibel. sOg naar han bad, Isasrlig i Øjeblikke, hvor ihan var stierkt grebet, shavsde ban lettere ved at bruge Ord fra sin Moders Bibel end de Ord, der oar Udtryk for hakt-Z egne Tanker. Stille og tilbedende livisskedq !i)an: i »A! god Mave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kam-mer ned fra Lsyienes Faden ·l)os hvem der ikke er Forundring eller Skygge af Omfkiftelfe —- O, Fader. bevar os i dick Lys —- Thende osg mig. Lad det iamme Sind viere i os, iom er i sdig —- -det, der ikke omfkiftes fom en Simon-« Saa reiste han sig og iaa endnu en Gan-g nied paa Stenløven og det brede Bryfwærn. .3Og sdet san-g i hans «Sjcel. Og da Klokken nede i sLansdsbyen flog eet, shavde Jan-e tagset isin Beflutniwg. Hun rejste iiig langsomt og islnkkede alle ILyfene a famlede hun cfig shey til Sengen, Tastede sfig paa Knoe og brød nd i en vol-Mem Hallen xL Gatth findet Met. Jane traadste nd af den skyggefulde Pakt og gik hen imod den lille ILandsbsykirke, der laa badet i Sof skin. Klofken slog halv tolv, og Jane ·skyndte sig ist« Hun vidstse, han sventede hende ikkie før Klokken tolv. Et Par Vinduer var lukkset op, og den fvære ci træsdør sstod paa Klein. Jane ftandsede et Øjeblik os· lyttede, før hun gik ind. Tonerne naiaede ud til beerd - spagt og dcempet, som kom de langt sborte fra. Ok gelet synties at aande —- og dets Aandedrag var des dejligste Musik. Hun aabnede Døren og tvaasdte ind i den gamle Kirke, «h«vor Slægt sester sSlcvgt i Aarhundreder havds lyttet til Guds Ord. J det samme lagde der sig en dyb Stilhed over heu des tSjæL Hun havde en underlig Følelse af, at des nsynligse Gud var mer. Et Øjeblik glemte ihun hell, hvorfor hun var kommet og bøjede Hovedet i stille os inderlig Bøn Garth fpillede Prælndiet til en S"alme, og id lyun stille og lydløft lsistede sig op mod Kot-eh beimde "l)-an at synge — ganfke sagte, men hans herlige Bark ton lød iaa klart, at hun kund-e skelne shvert Ord: Dit evige lLys omstraale Mørket, lom gør mig blind, saa mine Øjne kasn skue Gild, i din Heriighed ind Kom og vær hos os, o Hex-re kær! Hvad kan os stade, naar du er mer. Plndselig brnitse Orgelet Ined fnld Kraft, idet hat spillede Melodien igenneni en Gang til, niedens det i Janes Sjwl atter og atter klang: Hvad tan os skade, naar du er nær. Sande linn netop ilke bedet Gud saa inderligt M at vasre l)end«e nner. Saa vidste hun, at alt vjlde blit godt. , Nu doencvedes Tonerne og under Æolinens bljde Aktompagnement sang Garth Verfet en Gang til. Jane gik ind i en af de gamle Kirkefiole og satte sig. Lnset trængte tun spariomt ind igennem Vindus ernes sGlasnialerier og bredte sig blødt og dienva fnart gnldent og snart med et rødligt Sckcer over Kirsc rnnnnet. Hvor var det «l)-erligt, at der var et ,,eviii "Lys«, tænkte hun Hun kund-e lige se sGarths msørke Hoved ovenovei Titnldbrokaden paa Gardinet foran Orgelet. Hun fflte en let ISkcelven ved Tonlen om det sØjeblik, da has vilde vende sig om sog faa Øje paa shende Hvorleds vilde han tage iimod det, hun hsavde ast sige2 Bilde hu .k)-a«ve Kraft til at kcempe sden Kamxp ud, ssom maatts komme —- eller vilde hensdes Hjerte knusesL — »O, lad mine Øjne skue, Gut-, i din Herlighss insd,« hvisksede «l)un. Vislde han prwe paa at mvdbevise, overbevistz overtale hende? Og Hunde hun bevare sin Sele stelle, om han fik i tSinde at made hende istolt og selb sdevidsh iom han kunde vcere2 Bilde die komme igennss den haarde Kamp uden at tilføje shinanden smertefulde sSaari « Kam og vier hos os, o Heere kærl . Hvad lan os stude, naar du er mer· Eiter et Par bløde sSlwutningsakkorder vekslede Gemalt Jane syntes næsten, henides Hjette hørte op mO at «fla-a. Gsarth liegyndte at spille ,,Rofenkransen«. Hm sang den ikke, men de sart klingende sOrgeltoner fynts at give Orsdene Liv, saaledes som ingen mennesselis Stiennne kunde give dem. Fløjten og Æolinen talle P-erlerne, Minsdets rene og straalende Persler, en estrk en, og den vemodige Rørfløjte hviskede ein, at Kors var fundet. Alt fist en hel nv Bsetydning for Jane, seit faa sfig shjoelpeløst omkring, som om «"l)«un søgte en UM bort fra all-e disse sbetagiende Toner, der fyldte -det lille Kirkernm · 7 « ssdfelig fovstummede Orgelet Gartn reiste sig og vendte ssig om — vg saa heade, Over hans Aniigt laa et istraalende Skcer som af en stor Gliede. ,,-«Det er godt, Jim1m),« sag-de han. »Na er des nok sor i Dag· Her er din Løn — jo vist saa, du M have det hele—— dri, der ihar vcerset saa flink. Og jes skal sige dig, det er saadan en dejlig Dasg i Dag. Jst ;er saa glad, Jimmy, og jeg vil faa gerne, at ogfaa du Fstal viere glad. Noa, løb nu — kvik — oig httsk ist llnkke Døven FarveL min Dreng.« Hvor Hans glade Sitencmse skar i henides Hierte Ansigtet paa den lille rødshaarede, fregnede Fyt straalede omkasp msed Garths, da han sprang ned ad sTrmppen Han tabste Skillingem men fandt den hur tig igen. Et Øjeblik ester ssmeldede »den tunge Egetræs Dør i, saa det rungede i Kirken. Garth var blevet staaende ved Orgelet, ubevægd lig og uden at se paa Jane Eiter at Drengen var gaaet, og de var ganske alene i Kirkem blev han endnu staaende soaledes et Par Mimitter. For Jane var disfe Minntter sont en Evigbed Endelig steg han ned og koin op ad Midtergangem smilende og mied hiwet Hoved og en, Holdning fom en Erober, der er vis paa sin Seit. Han gik lige op i Koret foran Alteret og vins kede til Jane om at komme der heu. Jane gik hen til hinn· Et Øjeblik stod de begge og saa op paa Maleriet iover Altevet — tavfe og tilbedende. Det fovestilslede Verden Stellen wende spaa Kor s ' iet. Sau vendte IGanth sig som til Jane og fagde: ,,Kcere Juni-, det er et shalligt Steh, vi staat pas-, og Gud er nasr. Men intet Sted san vcere for Mast til det, vi hsar at iige til hinan-den. IOg Grad er os need den Gad, vi begge tror vaa —- fsor at velsigne og be iegle det. —- Jeg venter paa Deres NR i Wo j