.- L———-4
Ilerenee L. Batelaw
Rofcnkranscn.
Autoriseret Oversættelse af
N. P. Madsen.
GoutsatJ .
»Ja,« svarede il)nn. ,,De har itke Lsov til at anse
Sagen for afgjert paa den Maade De avermmplede
mig, og jeg tabte ncesten Hovedet Husk, min kaere
Ven, Ægteskab er en alvorlig Ting. Ægteskab betyder
the et Øjebliks Fell-Heu men det betyder at bwre —
at holde ud. Dei maa hvile paa en solid Grund for at
kunne staa under det daglige Livs Fristelser og Kampe
Jeg hat tendt mange gifte Par, er kam-met i deres
Hjem og har vieret Givdmoder til deres Bern, og jeg
hat set saa nieget, at jeg nedig vilde opleve noget lig«
nende. Derfor maa De give mig Tisd til at overveje
Sagen, før jeg svarer. Jeg Gerte-, De fer talte ein, at
De i Morgen Kl. 11 vilide gaa ned i Byen for at prøve
Orgelet. Hvis De ensker det, stal jeg komme en Times
Tid senere De kan da lade Bælgetrædereii gaa, saa
stal jeg give Dem sinit Spar. Men, Dai, gaa nn sind,
herer De, jeg kan ikke bære niere i Akten Jeg maa
Være alene.«
Barth greb hensdes Haand, og idet han hilste hier
telig og wrbødig, -l)viskede han:
«Jeg" kysser Korset.«
Et Øjeblit eiter var Jene alene.
Hun lyttede, indtil hanFJ sidste Trin par døet
»den. Saa satte 'l)un sig, hvor hun havde siddet, niedensks
han talte. kLidt ester lidt forssvandt den vdldsomnie
Spcending, ilwori linn havde været. Hun var itke en
Kvinde, der havde let ved at gen-de Men i Aften var
hun blevet nasvnet smed et Navn, som hun aldrig haode
troet, nogen stulde komme til at ncevne hende med.
Dei greb det inderste i lkendes Væsen saa dybt, at Taas
verne sirøinmede ned over siniplingerne paa hendecs
Bryst og ned paa den-des Haand
Rede amkring hendes Fødder laa Bladene as de
knuste Raser.
—·-·
Lidt efter gik hnn ind.
Gæsterne stod i Klynaer rnndt am og sagde Gad
nat, og ude i den store Entre sinndte Dainerne sig ap»
ad Traiipem niktede endnu en Gang til en eller aniden
eller mindede dem unt at huske Aftalerne sor den nas
ste Dag.
Garth Dalmain stod ved Faden as Trappen og
talte aned Paul-me Lister og ljendes Taute, der var
traadt op paa idet første Trin. Jdet Jane traadte ind,
sit hun straks Øje ipaa hanc Han stod ined Ryggen
til hende og bemasrkede ikte, at hnn standsede lige bag
ved «ham. Der var en underlig Jubel i hans Steimne,
og «l)un mærkede atter Blodet fare ap i Kinderne Hun
vidste jo godt, hsvoras denne Jubel kam — hnn alene
vidste det. Og uviltaarlig tryttede hnn Haanden siinod
sit Bwsh idet hun lyttede·
,,Beklager det virtelig, mine Danier men i Mar
gen Foreniddag er det umuligt Jeg har noget at be
ssrge nede i Byen —- jo, det er sandt — ved elleve
Tiden.«
,,Det klinger jo meget finukt, Hr. Dalsmain«, fagde
Fru Parker Bang5. »Wie-n hvorsor ikke tage Pauline
og mig med. Jeg tunde have svcer Last til at se
Mejeriet. Vi har ikte set en eneste bedaarensde Mejerii
pige eller noget ansdet sra ,,Adam Bede«, siden vi
kom herover. Og saa kigge ind til Fru Poyser og spei-v
le mig i Kobberpansdene paa Væggen Det er noget
sor mig-«
«Vi vilde maaske forsinke He. Dalmain,« sag-de
Pauline drilslende
Hun var blandende smal, som hun sswd der i sin
eremsarvede Silkedragst med Hosvedet kækt leitet, livlig
og straalende. Hun bar ingen Smykter med Undtagels
se as en Krans as matte Perler om Halsen Aldrig syn
tes Jan-e, at den unge Amerikanerinde hat-de vieret me
te indtagende. Hnn Iherte alt, shvad der blev sagt, eg
var spændt paa, hvaid Garth vilide spare.
»U—heldigvis dar mit Ærinde itke noget at gere
med Mejeripiger eller Kobberspande, men derimod med
en lille Fyr med redt Haar og Ansigtet fuld af Fregs
net.«
»Velg-erenhed P«
»Ja til 30 sØre i Tismen.«
»Men vi spwrrer Vejien for Fristen Champion,«
sagde Fristen Listen »Oui! har vist ventet noget paa at
komme skem.«
Garth git til Side, og Jene begyndte at stige op
ad Traippen Hun blev stauen-de et Øjeblik ved Siden
af Fristen Lister pludelig grebet af en underlig Lyst
til, at Garth stulde se dem stimmen Hun vidste, at
hendes ustennse Trcet vilde trwde dobbelt frem ved Si
den as denne bedaarende unge Pige. Men hun enstede
netop, at han skulde se denne For-stel, iden de ins-dies
Men Garths Blit var hele Tiden rettet niod Knip
lingerne paa hendes Kjole Saa redmede hun ian og
Ergrede sig derovek ved Tanten om, at de andre sit
kert ikke kundes undgaa at lasgge Mcerte til det. Der
paa ratte hun Haanden frem, men Dal greb den itte,
og hun sprang op ad Trappem idet hun raabte:
»Gut-nah Fru Parker Vangs —- sov vel, Freien
Listen-, iGodnat, Dali« z
De to Amerikanerinder sag-de ogsaa Godnat. Fra
Parker Bangs gik med ind paa Niecens Værelse
»Der er en Kurre paa Traaden,« sagde hun.
»Ja, det Stind,« svarede Freken Listen ,,sdun er
ellerö virkelig rar, saa cerlig og ged. Og jeg kan Vent
lig aodt lide hende «
»Ac, sden grimme Tingest.« ssagde Tauten, der
fulgte fin egen Danke-sama
»Hast hat je ifte fkabt sit Ansigt selv, Tante.«
,,sOg betaler heller ikke andre fov at farslenne det
Gan er, shvad en as vore Digtere char Hulden »Papi
Natur«-«
»Hei-, Same- sagde Freien Lister alvorlig, »ier
dig paa Divanem saa taaer jeg Plads her. Jus vilde
gerne tale lidt med bis om Frøken Ghampisom —- Som
sagt, hun er virkelig rar, og jeg kan gosdt lisde hende.
Hun er ikke køn, det er «sandt, men hun har en køn Fi
gur og forstaar at klæde ssig nydelig paa. Hun har Mas
fer af Penge og stunde anskaffe fig Perlek, der er meget
sjcvldnere end mine. Men hun shar for god en Smag til
at sbære noget, der ikke vilde staa samtnen med hendes
brune Teint. Det kan jeg saa godt lisdse. Alle Mcend fis
ler sisg tiltrukket af hende, ikke af hendes Ydre, men af
hendes Bcesen Og ved du -hvad, Tsantse, det er nu alliges
vel det, der tholder i det lange Leb· lTOet er det, der va
rer. sOIn ti Aar vil Frøken Ehainpion vasre iden sam
me, som hun er i Dag, msedens jeg inaa anftrenge mig
for at synes det, jeg ikke mere er. Hvad Garth Dals
inain a-anaar, saa har han Øje for osJ alle, nien itbe
Hierte for n-ogen. Han tan smigre og beundre en ung
Pige, nien han gifter sig ikke inied hende, dertil forlans
ger han for meget af en Kvinde Han gifter sig ikte for
Penges Styld, for han har selv not as dem. Skønhed
fristerf hani heller ikte — ude-n til en Tid. Han har be
nndret saa mange smukke Kein-der, saa han sved aldrig,
hveni han beundrer most. Jeg tænker, han begærer mest
den Fragt, han ikke kan naa. Frøken Ehampion er vist
hang Ideal. Men hun er alt for fornuftig en Kvinde til
at vilsle binde en saadan Adonis til jin egen uskønne
Person. For Reiten ser Garth Dalniain ogsaa saa selv
bevidst, at det visit aldrig falder ham ind at tasnte paa,
oin han i det hele itaget tan vinsde sit Jdeal Han ejer
hende allerede i sine egne Tankeiy og det vil blive ham
et frygteligt Stag, den Dag hun giver hanc en Kurv,
hvad hun sikkert vil gøre af de anførte Grunde Medens
vi de sidste tre Dage har fartet om, og alle J gamle
Dnmhoveder har gaaet og bildt jer ind, at han vilde
fri til mig, shar han gaaet og talt Tinierne, til hun
ftnlde komme. Naar han har holdt sig inere til mig
end til de andre unge Pigser, saa er det dare, fordi jeg
bedre forstod at dreje Samtalen hen spaa hende. Nej,
Tante, det bliuer aldrig til andet niellein Garth Dal
ntain og mig. Jersey hvis du holder en Finale af mig,
sna se at finde en seller anden Grund til, at vi kan
reife ind til Byen i Morgen-— inaaste et Ærinde ind til
Tandlcegen Og faa vil vi ikte drøfte den Sag met-ex
Jeg shar sagt alt — og lidt til. —- Nu tonnner Jose
fine ogsaa —- koni ind! Saa Go-dnat, tasre Tante, og
drøin behageligt.« ·
Da Pauline Lister var blevet alene, slutkede hun
Lyset, trat Gardinet fra Vinduet og stod lcenge og faa
nd i det dejlige engelste .Lsandfkalb, der laa badet Hi
Maanelyjet Til sidst lænede hun Hovedet mod Vinduess
karsmem idet hun mumlede hen for fig:
»Jeg shar befiordret hendses Sag Oel, lJt)a1, stønt du
itte shar fortjent det. Du burde for længe sisden have
ladet mig vide, hvorledes du saa paa Jana Dog —
nu vil Snakken jo høre op om -os, og det er da eot Go
de. Og du —- ja du vil fremdeles gaa omkrtng og
soasrnie for Maanen, og selv om du sengang opdager,
at Maanen er wopnaaelig, vil du vist naxppe spge Trøst
i niere jordiske lLsysR
! Jntidlertisd fad Jane inde paa iit Værelse og tcents
Ite. —- Garth havde ikke grebet shendes halvt fvemrakste
Haansd, og hun vidste godt hvorfor. Han vilde aldrig
mere være tilsreds med, at hun blot rakte ham »Harm
den som hisdtil—i Pensiad Hvis han ikke fis hewde
heit, Esaa vilde han ikke have nogen Del af hende mere
Garth var som en Løve, der har smagt Blod· Sammeni
ligningen var maaste sa-r, men saaledes syntes hun nu;
hun havde følt det. For førfte Gang shavde ihun mærket
det hos en Mund — dette ftcerkse —- villende — her
stende, der gør Man-den til Stabiiingens Konse. Der
var noget af stens Brit-l i det — noget af Ekboet in
de fra Urstovene —- noget af dette dominerende: Vyttet
’er mit, og jeg vil have det. Hun ihavde meerket det, sog
forstaaet det, og hendes asdle Natur havde været villig
til at — hvis blot — ghvis blat —- —
Jane luktede Deren i lLaas. Hun maatte lukke
alt andet ude undtagen ham og hende, medens hun
grundede over det store, afgørende Problem. Ja, kundi
hun sblot ogsaa lukke isig selv ude og alene tænke paa
hasm og hans erighed Tom stpnne, herlige Gaver, der
var last for her-des Fod —- tage dem op og beholde
sdem altid.
Hun vilde en Stand Iprøve kpaa dot. En faadan
Stand havde hun Ret til, syntes hun. Derefter Lande
Ihun dvage siig selv —- sine lEvner, lsine Mangler med
ind i Problemet — shende sselv i Fovhold til ·ham, hvad
det vilde betyde sor ham at faa shende til Hu«stru. Hdad
jdet vilde betyde for lhende selv, korn ikke med i Betragt
ningen. the ibevidst Jane var selvbevidst som alle til
.-l)ageholdne Naturer, nien hun var ikke selvisk.
Hun havde ikke tændt Lys, sog der var merkt i
Værelsot. Hun satte en Stol hen til det aabne Windm
trak Gardinet til Side og satte sig med Albuen ftøttet
niod Kannen og med Haanden nnder Hagen og ssaa ned
spaa Terrasseih der laa belyst af Mannen. Hendes Vin
ldne var næsten lige over det Sted, hvor hun og Tal
havde talt sammen. Hnn kunde tydelig se Ztenløven
og Vasen med de røde Gerani«er. .
Saa soretog Jane det stsore Tankeetsperiement, del-»
brasgte hende en af de underligste Oplevelser, hun;
hande haft. Hun var en Kvinde, der altid lod HandlingH
følge paa Ord. Hun havde sag-t, at hun havde Net tilj
sen faadan Stund, og hun benyttede sig af dennie Net;
J Aanden niødte hun iin sLøve og forenede fig med;
hani —- uden Frygt Han shavde ikke spurgt hende, onii
hun elskede hani, og hun behøvede itke at spsrge sin;
felv deronI. Hnn opgav iiin stolte Frihed og lobede
(
ham —- blidt, ydmygt, tasrligit og dog med al den Styri
ke, der var i hendes staerke Natur —- at ville elske, cere
sog adlyde ham. Gun Tun-de taalse, atsphans dejlige Øjne
saa beundrende paa hende, uden at der var noget
ipinltgt i det. Hun havde j-o lukket ftt Legeme ude, og
shan faa alene hendes Sjcel —- og ihendeö Sjcel var
fuldsommen ist-n t —- hang Øjne «
Hendeö lange, ensomme Tilværelfe var smsed et
for-bi. Livet laa foran hende — iherltgt og indholds
rigt Han trængte til shende altiid og alle Wagne, og
hun var der altid til hang Geh-on
! »Er du tilfveds, min elikede « spurgte hun atter og
atter og han fvarede bestandig med iin glade Stem
me, hvori der klang noget af den evige Ungdom:
»Ja, fuldkommen tilf«veds.«
Og Jane smilede nd i Ratten, og i dette Smil
laa sen Anelse iom en ny og vidunderlig Erfaring, og
inde i Dsybet af hendes roligie Øjnse lyfte set sGenfkin af
en Kein-des sandeste Lykle — Lykken over at veere
Huftru.
Saaledes gav hun 'fig ihelt heu, idet hun sdrog ham
ind i fin Koerlsighedg tLy. Qg hendes Hierte udvidedes
i Forhold til sStorlJeden aif Gaben, thun gan.
Saa vaagnsede Moderen i ihsende og hun falte
hvor cneget saf »det moderlige Element Ider blander sig
ind i en san-d Kvindses Kærlighed, nasar det gaar op for
hende, hvor imegiet af det barnlig«e, der ser fremherikende
hos en Mand, der elsker, og shvorledes det sstaerke i ham
blioer til Svaghed i hans Trang til hende
Og hun presse-de begge sine Hirn-der imod Nsit Hierte
-og hviskede: i
»(53artl), jeg forstaar -dig. Jeg forstaar, hvor fværh
det var for dig at blive vist sbort netop i det Øjeblik.
Dog fik du alt, «hvad du «begærede, og ingen kan berøsve
sdig idet igen. Du fik mit Hierte helt sog bestand-ig. Det!
er dit, og jseg tilhører dig nu og altid·« !
Hun lcenede ifit Hoved mod Vindueskarmen Maaiz
nelyset faldt paia heades nett-e, Xbrune Haar. En stcerl ;
Duft af Magnolieblomfter trængte ind til den-de, og
ude fra Skovene nærved hortes en Nattergals Triller..
Fortiden med dens Ensomhed, Natiden med dens Uro!
og den ussikre Fremtid —- alt var spundet bort i dsette
Øjebiik. Hain seilede med Garth ude paa det goldne
Ocean langt, langt dort fra Timeligshedens Kyst
Klokken ude i en ijern Landsby flog tolv. Og
Tonerne siieloede gsennem den niaanelysie Park og ind
igennom Vinduet.
Og Jane vaagnede op. Hun var igen vendt til
bage til Tinieligiyedens Werden og hsendes befriedi
Aand var atter gaaet ind under Byrden af et Legeme
En ny Dag var begyndt, »den Dasg da leun sknlde
give Gatti) et afgørende Staat Nceste Gang Klolken
flog tolo, vilde hnn viere samtnen med lham insde i den
liile Kirke, «og. inden den Tid maatte shun«va-re klar
over, hsoad lnm vilde spare.
Hun tmk Gardinerne for Vindnset og tcendte det
elektritike Lys. ISaa satte hun ssig ved Skrivebordet og
tog sin Lommsebog frem. Hun vendtse Vlaid paa Blad,
indtil hun fandt det, ihnn søgte
iLænge sad hun og grundede over det msed Hovedet
stottet iniod Haanden Det var Optegnelfen af hendses
Samtale med Garth ihin Eftermiiddag Paa Overdene.
De Linien «hun scerlig dvælede ved, var disse
,— Hans Aniigt blev fowandlet. Der laa et faas
dant Skær af Mildhed og himmelfk Lys udbredt over
det, at det lignede en Engels Ansigt Jeg faa ikke mere
Ihans Hasslighed —- Hans sSjæls Skønhed forvandlede
ihanis Ydre —- Jeg tivnkte ikke mere paa at iammens
ligne ham med en Gorilla — — — Naturligvis —
-det var ille den Slags Ansigter, man kunde enske ide
standig at have for Øjse eller daglig at have over for
sig ved ssit Bord. Det vilsde da si ihvert Fald for anig
vcere en Tortur. — Denne Man-d lhatt sbestandig staaet
for inig oni et Bevis paa, at lhtvad der er godt, Pan
aldrig viere ihæsligt —- ast naar den gnddommelsige
Kærlighed ihreder ssig over et Mennekes Træk, faa fynes
selv det grimme-fee Anfigt at viere sfnrukt —.«
Hun læste føvst sdet hele Affnit igennem. Men
derefter blsev hele den-des stmscerksomihed fæstet paa
disfe Ord, foin hun atter og attet lceste:
»Naturligvis — det var ikke den
Slags Anfigter, man tunde ønske be
standig at have for Øje eller daglig at
have over for »sig ved sit Bord. Det vils
de da i shvert Fald for imig vcere en Tor
tur.«
Endelig reiste hun fig, trendte det elektrifke ILys
Pan begge Sider af Toiletbordet, iatte sig foran Spei
let og gav Fig til at betrug-te ssig «selv.
Da Kloklen nede i Byen flog eet, stod Garth Dai
main ved isit Vindue og kastede det isidste Blik ud i
sNutten-—Han lcenede ssig ud og ·faa over mod Janes
Vinduer. Gardinerne var strukket for, men »der var lyft
bagved »dem. Men i samme Øjeblik blev Lyset flukkset
Gan kastede et Blik ned spaa Derrassen Han kunde
tydelig se Stenløven og Vasen med de vøde iGeranier
—- og det Sted, ihvor hun havde siddet, da —- —— —
Pludselig kastede ihan isig paa Knie og faa op
inod den stjernebefaaede Himmel.
Gan-S Moder liaode levet lcenge not til at lære
ham den Henmkelighed, der sbeftaar i hellig Taalmodigs
hed og Udholdenl)ed. Hnn himvde sogfaa lært lham at el
ske sin Bibel. sOg naar han bad, Isasrlig i Øjeblikke,
hvor ihan var stierkt grebet, shavsde ban lettere ved at
bruge Ord fra sin Moders Bibel end de Ord, der
oar Udtryk for hakt-Z egne Tanker. Stille og tilbedende
livisskedq !i)an: i
»A! god Mave og al fuldkommen Gave er ovenfra
og kam-mer ned fra Lsyienes Faden ·l)os hvem der ikke
er Forundring eller Skygge af Omfkiftelfe —- O, Fader.
bevar os i dick Lys —- Thende osg mig. Lad det iamme
Sind viere i os, iom er i sdig —- -det, der ikke omfkiftes
fom en Simon-«
Saa reiste han sig og iaa endnu en Gan-g nied paa
Stenløven og det brede Bryfwærn.
.3Og sdet san-g i hans «Sjcel.
Og da Klokken nede i sLansdsbyen flog eet, shavde
Jan-e tagset isin Beflutniwg.
Hun rejste iiig langsomt og islnkkede alle ILyfene
a famlede hun cfig shey til Sengen, Tastede sfig paa
Knoe og brød nd i en vol-Mem Hallen
xL
Gatth findet Met.
Jane traadste nd af den skyggefulde Pakt og gik
hen imod den lille ILandsbsykirke, der laa badet i Sof
skin.
Klofken slog halv tolv, og Jane ·skyndte sig ist«
Hun vidstse, han sventede hende ikkie før Klokken tolv.
Et Par Vinduer var lukkset op, og den fvære ci
træsdør sstod paa Klein. Jane ftandsede et Øjeblik os·
lyttede, før hun gik ind. Tonerne naiaede ud til beerd
- spagt og dcempet, som kom de langt sborte fra. Ok
gelet synties at aande —- og dets Aandedrag var des
dejligste Musik.
Hun aabnede Døren og tvaasdte ind i den gamle
Kirke, «h«vor Slægt sester sSlcvgt i Aarhundreder havds
lyttet til Guds Ord.
J det samme lagde der sig en dyb Stilhed over heu
des tSjæL Hun havde en underlig Følelse af, at des
nsynligse Gud var mer. Et Øjeblik glemte ihun hell,
hvorfor hun var kommet og bøjede Hovedet i stille os
inderlig Bøn
Garth fpillede Prælndiet til en S"alme, og id
lyun stille og lydløft lsistede sig op mod Kot-eh beimde
"l)-an at synge — ganfke sagte, men hans herlige Bark
ton lød iaa klart, at hun kund-e skelne shvert Ord:
Dit evige lLys omstraale
Mørket, lom gør mig blind,
saa mine Øjne kasn skue
Gild, i din Heriighed ind
Kom og vær hos os, o Hex-re kær!
Hvad kan os stade, naar du er mer.
Plndselig brnitse Orgelet Ined fnld Kraft, idet hat
spillede Melodien igenneni en Gang til, niedens det i
Janes Sjwl atter og atter klang:
Hvad tan os skade, naar du er nær.
Sande linn netop ilke bedet Gud saa inderligt M
at vasre l)end«e nner. Saa vidste hun, at alt vjlde blit
godt. ,
Nu doencvedes Tonerne og under Æolinens bljde
Aktompagnement sang Garth Verfet en Gang til.
Jane gik ind i en af de gamle Kirkefiole og satte
sig. Lnset trængte tun spariomt ind igennem Vindus
ernes sGlasnialerier og bredte sig blødt og dienva
fnart gnldent og snart med et rødligt Sckcer over Kirsc
rnnnnet. Hvor var det «l)-erligt, at der var et ,,eviii
"Lys«, tænkte hun
Hun kund-e lige se sGarths msørke Hoved ovenovei
Titnldbrokaden paa Gardinet foran Orgelet. Hun fflte
en let ISkcelven ved Tonlen om det sØjeblik, da has
vilde vende sig om sog faa Øje paa shende Hvorleds
vilde han tage iimod det, hun hsavde ast sige2 Bilde hu
.k)-a«ve Kraft til at kcempe sden Kamxp ud, ssom maatts
komme —- eller vilde hensdes Hjerte knusesL —
»O, lad mine Øjne skue, Gut-, i din Herlighss
insd,« hvisksede «l)un.
Vislde han prwe paa at mvdbevise, overbevistz
overtale hende? Og Hunde hun bevare sin Sele
stelle, om han fik i tSinde at made hende istolt og selb
sdevidsh iom han kunde vcere2 Bilde die komme igennss
den haarde Kamp uden at tilføje shinanden smertefulde
sSaari «
Kam og vier hos os, o Heere kærl .
Hvad lan os stude, naar du er mer·
Eiter et Par bløde sSlwutningsakkorder vekslede
Gemalt
Jane syntes næsten, henides Hjette hørte op mO
at «fla-a. Gsarth liegyndte at spille ,,Rofenkransen«. Hm
sang den ikke, men de sart klingende sOrgeltoner fynts
at give Orsdene Liv, saaledes som ingen mennesselis
Stiennne kunde give dem. Fløjten og Æolinen talle
P-erlerne, Minsdets rene og straalende Persler, en estrk
en, og den vemodige Rørfløjte hviskede ein, at Kors
var fundet. Alt fist en hel nv Bsetydning for Jane, seit
faa sfig shjoelpeløst omkring, som om «"l)«un søgte en UM
bort fra all-e disse sbetagiende Toner, der fyldte -det lille
Kirkernm · 7
« ssdfelig fovstummede Orgelet
Gartn reiste sig og vendte ssig om — vg saa heade,
Over hans Aniigt laa et istraalende Skcer som af en
stor Gliede.
,,-«Det er godt, Jim1m),« sag-de han. »Na er des
nok sor i Dag· Her er din Løn — jo vist saa, du M
have det hele—— dri, der ihar vcerset saa flink. Og jes
skal sige dig, det er saadan en dejlig Dasg i Dag. Jst
;er saa glad, Jimmy, og jeg vil faa gerne, at ogfaa du
Fstal viere glad. Noa, løb nu — kvik — oig httsk ist
llnkke Døven FarveL min Dreng.«
Hvor Hans glade Sitencmse skar i henides Hierte
Ansigtet paa den lille rødshaarede, fregnede Fyt
straalede omkasp msed Garths, da han sprang ned ad
sTrmppen Han tabste Skillingem men fandt den hur
tig igen. Et Øjeblik ester ssmeldede »den tunge Egetræs
Dør i, saa det rungede i Kirken.
Garth var blevet staaende ved Orgelet, ubevægd
lig og uden at se paa Jane Eiter at Drengen var
gaaet, og de var ganske alene i Kirkem blev han endnu
staaende soaledes et Par Mimitter. For Jane var disfe
Minntter sont en Evigbed
Endelig steg han ned og koin op ad Midtergangem
smilende og mied hiwet Hoved og en, Holdning fom
en Erober, der er vis paa sin Seit.
Han gik lige op i Koret foran Alteret og vins
kede til Jane om at komme der heu.
Jane gik hen til hinn·
Et Øjeblik stod de begge og saa op paa Maleriet
iover Altevet — tavfe og tilbedende.
Det fovestilslede Verden Stellen wende spaa Kor
s
'
iet.
Sau vendte IGanth sig som til Jane og fagde:
,,Kcere Juni-, det er et shalligt Steh, vi staat pas-,
og Gud er nasr. Men intet Sted san vcere for Mast
til det, vi hsar at iige til hinan-den. IOg Grad er os need
den Gad, vi begge tror vaa —- fsor at velsigne og be
iegle det. —- Jeg venter paa Deres NR
i Wo j
