. »... .-.»»-»»sp»» ..»»».«WW«MW HW».».»«
Tige.
En Kotfets Falle.
En Fortællius fta Kristi Tid
As Florence Morfe Kingsley.
(Fra Engelij
(Fortfat.)
7. sinpitcL
Morgensolen stinnede ntuntett og jcndte iaennem
et højt Gittervindue sine Straaler ind i et rumkneligt
Verelje i Fisajfas’ Has. Bette Bærelie par cftcr Ti
dens Skikk møbleret med en Divan, som ftrakte sig langs
med Væggen paa de trc Sider. Stueth fjerde Side var
helt aaben, og imellem de lette, snoede Marmorpiller
stimtede man Terms-sen udenfor. Gulvet var bcdækket
med tykke Taspper af sfterlandik Arbede, niedens rigt
farvede Tapeter prydede Vasggene Hist og her jaa man
nogle masrkelige lave Borde og Stole af kameer Ar
bejde; noale jjceldne Vafer og en Mcengde andre kost
bare Prydelser fuldstasndiggjorde Jndretningen af dette
Deutsch fom vidnede baade om Rigdom og Forfinelse
Paa denne smukce Morgen var Anna, Fiajfa5’ Hu
stru, alene i Værelfet. De sorgbetyngede Aar var ikte
gaaede spart-ist hen over hendez i hendes Haar var der
hvide Stænk, og enkelte Rynker i hendes Anfigt taltc
om Lidelscr, der var baarne i S«til·l)ed og Taalmod Met:
under de merke Øjenbryn skinnede hcndes Ler lige.
milde og klare, og hendes ædle Skitkelse besad endnu
Ungdommens fuldtomne Ynde.
Fra sin Plads paa Divanen, hvok hun sad nked sit
Broderi, kunde Anna se nd paa Terraissem hvor Rose-r
og andre vellugtende Blomfter jlyngede sig om Rækvæks
set og kastede der-es vekslende Skygge ned paa Marmor
qulvet Øret opfangede den forfriskende Lyd af et
Bandsprings Plasken, blandet med anlenes Kvidren
Alt var roligt og fredeligt, og et Gensfin af den Fred
faas paa Annas Ansigt, medens hun flittiat og roligt
trat Guldtraaden igennem det kostbare Stof.
Plud7c1ig hørte man Fodtrin paa Terrassem vg,
da Anna løftede Linkne fra sit Arbede faa hun en høj
Mandsskikkelse staa i Jud-Ianqu
»An-r muet, nun wuar lagde nan.
Ved Und-In as lmns Etentmc rtsjste Anna si1 op vg
kastende sit Arbejdc til Side, gik hnn ham i Mode med
et lldraab af Gut-de
»Er det dig, min Husbondl jeg ventede dig ikke
fst Aften.«
»Vi rejste ved Fuldmaanens Stin, det vilde vi hel
leke end i Solvarmen,« sagde Monden. ,,Etaar alt vel
til i Hufet?« vedblev han, »og med dig, min Anna ?«
»Alt vel,« soorede hun. »Naa, hvordan havde vore
Slceatninge i Kapernanm det?«
.,De That det godt oa er raste,« fvakede Kajfasrul
idet han derpaa tynkede Pandem tilfsfede han: »men
Jan-us et underligt not aldeles forblindet af det Menii
nefke Jesus liqesom saa manae andre i Malilasm han
erklæker lige ud, at ban trot, han er Mesfias Det er
jo aabenbar Nudsbespottelse oq aldeles imod Skrifterne H
»Men er det sandt, hvad vi hat hsrt om alle del
undersnlde Selbredelser. han hat svet?« spurgte Anna4
med wqte lvindelig Nysgerrighed
»Der er innen Ende paa alle de Vidundere, som!
enhvet galileeifk Vondeknold har Munde-n fnld af,« fandel
Kajfas fvtagteliq: «naar det endda bare var Underelj
wen de grueliqe Tina, fom det Mennefke læretl« Her af
btsd han sig felv med de Ord: »men det er ille noaet at
plaae diq med. Jeg ital not gsre Skridt for at ftandfe
det Umfen Men nu maa ieg ask-e miq i Stand efter
Reisen Vil du, min Anna, lade Tienerne bringe miq
nogle Forfrifkntngek, thi feg dar ikke spift liden Doggen
Men vent lidt!« tilfsiede han on føate i Folderne af fin
Klædning, »jeg hat et Brev til dig fra Janus-' Quinte«
Jdet ban dervaa takte Anna en lille forfeglet Balle-,
-s" forlod ban hurtig Vætelfet
Anna betragtede Brevet med et glad forventnings
tuldt SmiL men aabnede det ikke, fer hun havde qivet
stne Piger nsfaatig Beste-d om at ferne for hendes
Monds Bekvemmeliahed: tbi hnn var en fortrinlig Dus
modern Sau qik hun ud paa Tetrasfen, ned ad Mar
mortmvven til Baden on hen til Vandspringeh der
satte lmn sin vaa en ank on beayndte at bryde Seglet
paa Brevet Tom hnn endnu bavde i Haanden Denne
var meqet nliqt de Atem-, Tom vi nn til Tags faar fra
vore Vennert det var skrevet paa fint Pergament dekpaa
knllet tast fammen. ombundet med en Silkettaad oq for
fealet med Voks flete Steder: faa det tog ikke san kokt
Tid at aabne det. Da det sidfte Segl var brudt, bredte
hun Peraamentet nd on begyndte at lcele
Sara, Jahr-K Halm-, hiller den ædle Frue
Anna, mln Salter, velsignet af Jehova
Dcst bar været os en stor Glæde at have Auffas
din erbli- Husbond oq det hvlligc Tempels Ypperftes
prwa has os· Oa ifæt qlwdede det os at horc, at alt
staat vel til bog oder-, baade i dit Das oq i vor Fade
Annak Bus. Jog knn ikle sige anbet, end ai, sksnt
dette et en sum-l An, oa Skønt im elslrr mit Oft-m, faa
længcss im doa ofw cftcr alt, lwad im lmr lpndt fm
min llnqdotm san vol Tom cltisr minc Elasgtninae on
Belendte i Jerusalem J( den sldftc Tid lmr ljer vaer
Inmen Tale imellem os om Nazarweren chris, lom lmr
asorf man-Je Undeke vcd at hell-rede soge, og lom leerer
manqo nye og underlige Tlug. Min Mand« Just-ils,
dek, lom du nol ved, er en retfækdig Mund og hellia
for Ende Wink-, trat-, nt han or den Messing, Tom Strifs
lerne facht oknt oa drt am- mlg ondt, at der om donne
Sau ovstod en varm Strid mellem Jairus oa den wr
yætdme Kalfak Ovad nriq lelv annual-, laa har ieq
med cqne Øine let Tha, lom bar bringet miq og fyldt
mlg med Undren Thi, tasnk dia, lammo aaar. dpve.
Mel-. oa alle Slaqs Syqdomme bliver hell-todte af
bette Mennelke. Desforuden hat han uddrevet maan
chevle af de besatte, oa Djævlewe selo hat vidnet, at han
var Guds heilige
Han er en imuk Mand, min Anna, men der er
noget hemmelighedsfuldt og vidunderligt ved ham, som
ever en underlig dragende Magt over alle, som kommer
ham neer. Endog vor lille Ruth, som har set ham og
hørt ham praske i Synagogen, lau itte blioe traet af at
tale om dam, og hun beder mig ofte om at gaa med
hende hen til hom. Dette har jeg imidlertid ilte gjort,
thi han er til alle Tider omgiven af Masser as Meinte
sker, og det vilde ikke være passende for mig, Annas’
Datter, at blande mig mellem Pøbelen. Jkte desto min
dre har sog lienyttet enlwer mnlig Lejlighed til at høre
ham saa vel som til at vide, hvad Lasrdom han seiten
Gan taler ofte i Lignelser og omtaler altid Gud som en
Faden Han taler om sig selv undertiden som Gyds
Søn og undertiden som Meimeikenes Sen og ertlærer,
at han er sendt fra Gud for at talde Sondern til Om
vendelse Der siges endog, at shan i Samaria ikke tog i
Betasnkning at tale til en Kvinde af dette Folt om denne
iin Frelslrgerning, noget socn Nabbinerne aldrig vilde
have gsort, thi Samaritanerne har io ikte den rette Tro.
En anden Mcerkelighed ved dette Menneske er, at han
til at folge sig har valgt nogle Mænd as de lavere Filasss
ser; nogle af dem er Fiskere og bor i Kapernaum Feg:
er virkelig bange, kcere Stifter at jeg itke kan skrive saas
klart og tydeligt, at jeg lan gøre dig forstaaeligt, hvors
for vi i HjIrtet er tilbøseliae til at tro, at dette Menness
ske oirkelig er Messias. Men, hvis han tommer op til!
TJerusaleny maa du endelig gøre alt sor selv at faa ham
at se og here; saa vil du not kunne forstaa mig. Lille
Ruth sendet manqe Hilfe-tier, saa vel som min Husbond
Jan-us- Jea lsaaber ikte, det ital vare lcenge, for vi
fes, tlsi Paaitefeslen niermet sig jo nu med stærte Stridt,
iog til den Tid trenker vi at komme op til Jerusalem.
Da nu, min elskede Seiten du ser, hvnk langt et
leev seg har strevet til dig med min egen Haano Vil
du hilse vor Fader Annas fra mig og vore Brødre med
ideres Familie Abrahams Gud vcere med dig og dinel
iog saa farveli
I Da Anna omtrent var fwrdig med at lasse Brevet, l
funde hun merkte, at der stod noIIen og vontede paa at
komme til at talc niod lIcsiidc, ag, da hun nu flog Øjnene
ou iaa lIun Lttalliis, sin Mands Viidlingstjlsnet Gan
liøjcdess iiII diilit for lieu-de og iaIIdw
»Mi» Eos-sinkt liar liebt niig siqe dia, ædle Frue, at
viIItiIIc Fortistninxusr vil oplIoldo ham indtil Aftenss
maaltidcstx mon til den Tid vil han Unsre has diI1.«
Eiter at Tjeneren lIavde aflcveret iit Budtab, vilde
han trætke siII tilbage, men Anna kaldte paa hanc
«Bent,« saade hun, »Du kan sige din Horte-, at det
er godt, og at Ttlitcsnsmaden vil blivc anrettct ved Sol
nedganII i Linva der vil jcg iaa vente lIam.«
Da Tjisncsnsn tsndnn tøvediy sagde hun venligt
tlIi han var et aammelt og bettoet Tyende: ,,Var du
glad ved din Iliisje til Fiaprrnanm Maltus?«
»Ja, onI var. Edle Fkue,« var Svaretz iaa iagde
lmn liIIefonIm tøvende: »Ist-g traf en Mand der, sont jeg
tidliaere hat tendt her i Jerusalem Han havde været
lam i manae Aar, on, da jeg sidit saa lIanc, havdc hatt
ligaet over ti Aar paa sin Senkt uden at tunne røre
sin. Nu git «lIan onikking i Kapernaums Gader lige saa
rast iom fea seit-. Jeq troede, mine Øjne havde bedras
get mig, der-for gav jeg mig i Snat med ham, men det
var hain selv lyslevende Han hedder Elifas, og, for
han fis sin slemme Syadom hat han tjent hos den ask
værdige Annas·«
»Da lIvordan var shan da bleven saa vidunderliq
WI« iasde Luna opmuntrende.
»Det spurgte jeg ham onl, aedle Frue, og han for
Italte da, at et Menneike, Jesus fka Nazareth, Iom op
’holber fis iGalilwa, en Dag iaa ham ligge paa iin
Maattc ved Byporten Han iagde da til hatn, at han
ikulde reife sia op oa tage sin Seng og gaa hie-m oq
»straks kunde Manden note-, iom han iagde Det er al
deles forbaviende Siden hcsn iaa feg ielv den Mand
Iiom udførte 11ndetgerningen.«
I Saa du harn lelbrede nvgen?« spurgte Anna
I »Nei, iea harte nun forikrlle en Historie for en stor
IWIIUC qf Nmztp7kek. Dei var en køn Form-links
qu let at forftaa Vorm-ne —— og dem var der manan
"af —- lIøkte after misd iamme Oumasrkiomlnsd inns «
wksnr. Jeg vilde gerne have hart mete, men im tundks
ika blive der langem da iog ikulde iet Ærinde fra min
1Herri- til en af Nabbinerne.« l
Anna bavde stok Lyft til at udspsme Tienercn mer«-.
men hun bewanq sig og fendte ham bott, idet hnn ven
liII witt- tIam for hans Troste-h
’ Jmidlertid opholdt vaerfteprceften Kaffas fia i
sine Parolin oII linvdcs travlt med alvorliae Fortetnin
ger. Straks efter tin Ankomst til Jerusalem havde lian
Ifendt Bad til alle der betlcedte en eller anden Stillina i
Idm isdiite Meniahed, nie-d Paalæa til dein oni at mode
Ihos ham i han« Bolig til et bestemt Klotkeslet Allen-de
Ifor noqet fiden var disse ventech Mter kommen og var
Iaf en TIener bleven fort ind i et Vckrelie, der færlia va
iindrettet til et iaadant Brun. Liqeiom de andre Was-I
Frelier i Paladfet var dette bsit on lyft, men det var mo
bletet meb den oberste StrenglIed on Tarveliahed. Da
alle var iainlet, melbte Malt-us det til sin Herre, sont der-I
paa trank-te ind i Væreliet med en paa een Gang vier-I
»di« oa fttæna Mine. Oele Foriamlinaen reiste sia Ima
»een Mer, on foran denne one standiede Kaifas itslv ists
hat«-, M han bsiede sit com-: «
. ,.9(7rvwrdiacs oa Edle Atmos, im hMcsr dia! Jer
»m· krrrlia alad ord, at du er best- iil Sie-des Dom W
ved bin Visdom vil du kunne veflede os i vore For-;
hand!snger.«
Den Mond, Tom var bleven siddende for nt modtcmv
vaorftevmftksns Hilfe-n vat- on Skikkolse af et wrmr
sdiat oa mefrnntindandmde Udseende. Nod over bang
Brust bølacde et Mvhvidt Scha, oq under bang Tut-.
ban, bet- var hvfd fom Sue, skinnede et Par starb-,
ffmalende Zins-. Doa vor bei-, trodg MS Værdickhed noil
qet i beste Aufsat, Tom for en skarpere Jagttaqer Lande«
vkdne om List, Stadigbed og Womäed. Gan gen
F
I
s
gaeldte hsflig KajfaØ Hiler og sagde, medens denne nu
satte sig ned: ,,Min San, du hat kalsdt os sammen i Dag
sor at høre Udsaldet as din Sendelse til Galilæa Hvad
er nu din Mening om det Menneske, som kaldes Jesus-?m
»He-g fand,« sagde Kajsas, ,,at Rygternie om den
«Otfhidselse, som hersker i Galilæa, saa langt sra har ver
rct overdrevne, at vi tværtimod itke til sulde har vidst,
i hvilkcsn Grad dette Menneskc hat bragt Røre blandt
iBefoltningen Han taler itte alene til Folket i Byens
Gader og omkring paa Laiidevejeiie,1nen efter Rabbis
Encrncs Sasdvaue gaar han ind i Synagogerne og leerer
der. Este-r hvad Rygtet siger, har han gjort mange Mi
rai«cslk1ire, det vcsd seg nu ikke noget iiærmere om, thi jea
saa ingisn Ting, og hvad Falk siger, lægger jeg ingen
Vwat paa. Man vcd so, hvor lettroende Almuen er, i
Særdeleshed iGalilæa, hvor den er meget uvidende oa
aldrles ude as Stand til at dømme om saadamie Ting·«
,,Men,« sagde en as dem, sum hed Nitodcmus, ,,er
det da ikke Tilfasldist, at selv her i Jerusalem har dennis
Jesus gjort imdcrsulde Gekninger?«
«:Ui’an sagdcs, at han gjorde det, kære Ven,«
svaredc Fiajsas; »men hvcm af os kan bcvise det? Livis
det var nagen as de mere ansete Boraerc, der var blcven
hrlbrisdch saa kunde det vil-re værd at lwgge Mærke til;
men, som J vcd, var alle de, der paastod at være blevcn
hjulimey Tiggera Og en Tiagers Ord —— hvad gasldcr
det! Men, naar alt tommer til alt, saa var det heller
ilcst ikke om, hvad denne Jesus er eller ilke er sont
Lasgcy at ni ikulle tale. Han kunde godt udcn Stadi
hisllnscsdc allt- Tiggernv i Landst: nei, det er alvorligerc
Titus, vi maa have vor Opmærkfomhed henvcndt paa.
Jcsq vil sige eder ligefreim at dette Menneste paastaar,
at lsan er Mess«sias, og at han som saadan har start Til
hcrng i Folket «
«Hans Paastand er gudsbespottelig,« sagde Annas
med sin krastiae Stemme; ,,jeg hat studeret Prosoterncs
liacss ra min Ungdom, og intet Steds har Ieg sundet For
udsigclscr oni iaadan en som ham. Messias skal være
en maegtig Kotige, som vil udfri Jehovas udvalgte Falk
as dcts zjenders Hemden og han skal oprejse sin Trone
i Jerusalem og herste i Magt og Wir-Ida Det er yder
merk sorudsagt, at Messias skal være as Davids Slægt
oa skal sødes i Bethlehem: oa dette Menneske er so en
Nazamsen « l
..-«Zvis dokme Mund vikketig var Messiasxs sagt-H
en andeu, »faa vilde han da fikkert Wite fin i Farbin »
delse med den lebende Guds Prwiter.'« !
.,T«c"t er ilke nok med, at ban ikfe satte-r sig i For-!
dindelse med Prassterne,« faldt Idajfas ind med rynkets
Pande, »men nkan hat endoqfna hørt ham tale med Lich
Anldinhed om vore helliae Stille, ja endog om Farifas
ernis an de slriftkloae Han holder ikke en Gang vorei
Leim-: ljan jniser med uvaskede Hasnder og omgaas Tal-i
dere og Syndere: han gaar endog ind i der-es Hufe- ogs
spiser on drikker med dem. Mit Raad er, at vi bederl
noale af de vifefte oq forftandiqste af Rabbinerne om atJ
holde Øje med dette Menneske og underrette os om, hvadI
han tager fiq for: thi der er stor Fare baade for PræiT
fteskabet og for de hellige Skikke, som vore Fiædres Gud
bat indstiftet, hvis han faar Lov til uantaftet at blive
ved med sin Lære.«
»Dine Ord er Visdom, du, den levende Guds
Tfenek,« sagde Annas: ,,det er vor Pligt at vogte vore
Feedres Tro og bevare den for Befmittelfe Hvis denne
Mond virkelig er en Gudsbespotter, km- han ds· Saa
ledes byder Laden. Dog maa vi i denne Sag gaa frem
med Forsigtighed og helft gaa hemmelfq til Verrts for
ille at opitre Folket.«
En Bifaldsmumlen fulgte paa denne Udtalelse, on
der begyndte nu en almindelig Samtale om de forskelliae
Maadek, paa lyoilke man Hunde gaa frem. Man vedtog
til sidst den Beslutning, at Randet fkulde udvaslge noqle
dygtige Mcend, fom fkulde tejse til Galilcea og se at holde
Øje med Jesus: de skulde passe nøje paa, am de ikke
knnde finde noget at anklage ham for, som kunde veere
tikftrækkeliat til, at han kunde blive dømt til Dsden
8. Kapitel
»Bei var en sanfte mærkværdig Historie, Sie-sannst
men ieg mna io nødvendiqvis tro den, da feg fer diq for
mine Link, on sen er fnldkommen sikker paa, at feg itle
drømmer.«
Det var Titus, sont talte, on, da bnn jande de fidste
Ord, rvftede kmn fin Tom for nt betone fin selv enbver
Tvivl om, at ban virkeliq var vnnaen
De to unae Mennesker ail lanqlomt langs med
Bredden af Søem nu oa da ftnndsede de hnlv meknnifk
for at kafste en lille Sten i det klare Band, der skvulpede
ved der-es Fsddee Stefanuö lbat-de lige givet en begei
ftret Skikdrinq af sit Mode med Jesus og sin eaen faa
vel fom Goqog .öelbkedelse.
»Da faa at twnke flq,« vedblev ban, ..nt du ist's
engmig har set hamt Men du maa endelig fna lmm at
Te, naar han iqen kommer til Kapernaum O, Titus,
hvor ieg holder af bnml Der er inqen i bele Ver-dem ih
holder saa meqet af som af heim-«
,,.Boldet du ogsaa more of ham end af Moder?«
spumte Titus forbavfet
»Ja, endoxssnn mere end of Mnderr ou doq lwldms
im mere of Moder. end sen nassen Sinde felr bar trinkt«
oq oglaa af dia. Titus. Gan elfler alle. Hvis du
blot knnde have set han«-Z Ansiat den Afterr, do de knnqts
san mmme fnae til lmm. for nt han flnldcs lvellvrede dem
Jeq var halv lmnne for at se von dani, on du« lawan
ien dereftetz tbf bar-s Ell-that skinnede fom Sislen -—- nei.
doq ikke nanfke laaledes ——. Oa. da lmn kalte til den
blinde Mund on lande til hom: »Gar- bort i Fredl« da
fslte leg mia fnldt forvlsspt om, at Monden vilde fnn lit
Svn taen For Stkaaleglansen i det Ansiqt month
Vltndheden vlae »Du ved fo not-« sorlfnltp Floh-Isi
efter et ltlle Ophold, »at vi eaentltn aldria ben- kmft no
qen Nellaton Feder nasan kun Guderne, naor ban»
spærger ved dem. Moder bar en Gang fortalt min. at(
dun er ckl NUM- men tm- mr all-via i Stmagos
gen· Hun hat tun været der en enefte Gang, del var, is
Mesteren var der. Jeg vilde ønske, jeg vidste, W
det er for en Fad-er, han taler oml En Tins ved fes-«
tilføjede han med Kraft, «vil jeg blive ved at splge W
og høre eftcr. hvad han Tiger-, faa vil jeg smaaske staut
faa del at videl«
»Hm du talt med ham, fiden han helbredte dig?«
spurgte Titus.
»Nej,« svarede Stehan »der er altid sandan en
Mag-se Mennesker omkring hom, og der er faa mange,
som vil tale med hom, at jeg ikke en Gang kan begribe,
hvordan han faar Tid til at spise. Men jeg hat folgt
dank Tag efter Tag her i jmpernmmy oq, da han for
nogle Dage- siden drog bort til Landsbyrrne her omkring,
gik jcg med ham saa langt jeg kunch Jeg vidste fu« at
Moder vilde blive bange-, hvis jeg ikke kom tilbage til
Aste-n —-— Hur Titus-, jeg er vis paa, at der er nagst i
Vejen med Moder. Hun græder faa tidt og faa void
somt, at jeg bliver helt bange. Og Fader har dog vætkst
bortv dcsn sidstc Tid, og sog er blvvvn rask,«
»Hm du fpurgt hcsndtd hvad hun fejler?«« spurgte
Titus-.
" »Tidt og mange Gange,« sagde Stefanus, »mei:
lnm 7varer mig kun: »Du kan ikke hjælpe mig, min
Dreng, og hvorfor skuldcs sog ogsaa fortælle dig det«
Vil du spørge hende bekom, Titus?«
«Mcmske,« sagde Titus fort.
»Men fortckl mig nu, hvok du hak været, og hvad
du fmr taget dig for; lud os sastte os her i Skyggen as
dette Tra-: tbi Solon brasnder faa ftærkt.« Med disfe
Ord kastisdse Ztcfmms fig ned under et frodigt Figentrcc
Titus fulgte hans Eksempelx saa rev han nogle Lil
lier op, som voksede lige derved, plukkede dem i Stykker
og strøede de smukkcs Blade pna Jordcn
»Det vildc du ikke gelcm hvis du havde høkt Me
ftercsn tale om Lillierne,« Tagde Stefanus roligt og raste
sin Haand nd fom for at frelfe Blomfterne
,.·Svad Tagde ban da om dem?« fpurqte Titus ærs
qcsrlig og fortfatte sit Ødelæggelfesværk.
»Don fagde, at Faderen havde skabt dem, og ai
naar han drog saadan Omforg for dem, at han klebte
»dem faa ··mukt, saa vilde han da meget Innre-re drage
Omsorg for Menneskene, som han ogsaa havde skadt
Han fagde ogfam at han felv var kommen for at læke
os om sin Faden Tom er stor og n!crgtig, og fom elka
os alle.«
»Hm!« innde Titus bat-it on kaitede den nøane Still
linrt nied en utaalmodig Vevæqelfe.
,,.Svad feiler dig, Titus?« iagde Stefanus kætligt
og tog den ene af de ftore brune Seen-der i bque sink.
»Du ligner ikke dig ielv. Fortæl mig nu alt, hvad du
hat taaet dig for, mens du var borte.«
»Den Fortaslling er ikke for dine Øren,« sagde
Titus og tastede et merkt Vlit ud paa de hvide Stic.
der skinnede paa Seens Overflade. »Hvad kan man
vente sig of iaadanne SkurtePs Du hørte, ljvnd de fagde
den Aften, vi drog bott. Jeg blev med Magt tvungen
til at begaa Ting, Tom ieq itke en Gang vil ncwne for
dig. Nei, før skulde min Tunge Visne i min Mundl«
tilfsjede han vilsdt. ,,Jeg vil sige dig, at jeg hadet
Dumachus vg- hele hans Slængl De er Djoevle, og de
faar ogsaa mig til at blisve en DjæveL Naar du i di
Ufkyld taler om den state Westen iom du kaldet des-.
saa tan jeg ikte sige dig, hvad jeg følee Han hellst
der de lamme, de fyge og de hjcelpeløfe, medens vi Ist
røvet, lemlæstet — ja endogiaa slaaet ihje11« Det sidftt
tom sont en bass Hviftem og Knøien begravede Akt-M
i Hcenderne og græd krampagtigt.
Stefanus sad fuldstændig ten-Z, og det lytkelige Uds
tryk var forsvundet fka hans Ansigt; men tilsidft straft
bsn W nd og lagde den mildt paa Titus’ bist-de
Hoved
»Du vilde itte afdig ielv gøre noget iaadant, km
Titus-. Du hat altid været god og tærlig mod Moder
og niiq J hele den førgelige Tid, fee jeg blev edit,
kunde jeg ikke have holdt det ud, hvis jeg ikte havde haft
dig Du bar mig paa dine ftærte Arme, du sang for mig
og fortalte ntiq Oistorien iaa jeg nasften glemte min
Imerter oq min Tmsthed Du er und on janddm Ti
tus « vidhlev lian indtrwnqende, »Da du tat itle meet
folge nied disie onde Mennefter —- Bliv hos Moder og
mig, san ital alt not blive godt for dig.«
Titus hulkede ikte mere; idet han rettede fiq op og
vendte sit Ansigt bort for at stjule fine rede Øjne, sagds
han Ined lirndt Stemme:
»Im er ille ged, Stefaniis, men du er god not
for ot( begqu Lad os nu gaa videre.«
»Im, lad os det,« sagde Stefanus livligt1 maastr
møder vi hom, iom jeg har fortalt dig ocn. For en Uge
siden drog lmn lwrt for at gaa mndt oni Seen: jeg ved
idet fra en af de Fiitere, fom altid følger hom. «
»Hvi1le Fi fere mener du?« ipurate Titus,l1vis Jn
teresie blev vakt ved Omtalen af hans Yndlinqsliaand
tering
»Der or Simon og hans Broder Andreas, og san
Jakob og Johannes-, Jcbrdasi Sønncr: kendcr du der-IN
»qu visd nor, Inn-m de er: jeg hats ofte set but
paa Søm naar de var ude at fiske, og en af dem hat
en Gang talt venlig til mig, da vi mødtes paa Brei-den«
»Na fiskcr de ikke mere,« saade Stefanus. ,,De
bar opqivet det for bestandia at kunne ver samtnen
mcd Meilme Jesq bat-te forlcdeit Folk tnle om dist.
Der var en Nabbinvr tilftedc i Mwnqdem han faqdet
kan J da ika fe, Folketts, at det er ungli- underliqe Ti
sriplcx som dettv MenneTke vwlaer? Men ftmen lagde
Mastkv til hansi Ord: man bavde altfor trale med as
take um alt, hvad man havde børt og set·«
»Im Nobbintsme holder ikkc of ham2« fagde Titus
on lo: »di- br nok ialour paa hom. De skinhellige Hvks
leise-! Ida bar set dem stoa vaa Towene og fremplavre
den-s Icmms Vom-rek: og lwor omhvggelig famler de faa
ier den-s Kle om fig, for at faul-an en Tom ieg Mc
skasl bekmitte dem ved at tm ved dem! — Neu hvad et
bot for en Stimmel as Mennesker? Se hvor de komme
lsbende fra alle Kanterl Lad os ssynde os og fei«
Gott-W) «
i
f
)
I
!
