Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Aug. 4, 1911)
nder Mesterens Haand. eller Axel Hebel-us Uusdomshistrtie Fortælling af Chr. Lyuse (zortfat.) Saa vidt Axel Hebel-o seneke tundc forstaa, havdc " n faaet sin kristeligc Vaskkelse paa en grundwigik jskole; men dcst maatte han altid mindes med Tak, : J hun aldrig havdc fixsgt at drage ham cnten i den ene er den andcsn Retning, og fricdcs han Wo for at ive Partimand i nagen udprwget Grad, jaa vidftel ,n godt, at det nimmt-stetig talt fkyldtcs hendc more! d nogct Parti, og hun glemte aldrig Gubban Ord( ; - Fine Venncsr: «J jkulle ikke ncrvne Jer mcd mitl avu«. Maaske hun ikkc ecn Gang nwvnede hans Navnl . r sin DifcipeL Hirn elifede Herren af hele jit Hin-tel « s· pegede gennem euhver Samtale med Axel tun paa advcsndighedcn af at elske ham. I Fristen Boftrup var ti Aar asldre end Art-l, vg( og lagde hun lige fra Begondelsen af en vidtgaaende ortrolighed for Dagen over for hom. En Aften fortalte limi, at lmn var koklovet, at « endes Zoklovede var Billedhugger og arbejdcde i yikland og hun fortalte, hvor Ineget der havde itillet «g i Veer for derriz Forening Førji var det galt, at; sn itte var not i Jota-ideean Lilie Da hun san var leven omvendt, var det galt i hendes Øjne, at hnn itlel ar det. ,,Men nu bar mine Forwldre givet deres Minde » ektil, og nu er han et troende Llltetniejte«, fojede hnn Eil, ,,og baaren of Gndsz Kraft og ved niegen Energi,l r han kommen iaa vidt, at vi nu lunne ieette Bo, og· il Foraaret kejier jeg for at holde Bryllup. Og nu vil« ---· iige Dem en Ting: den Bibel, jeg laante Dein, dal eg opdagede, at De vilde være en Leisten udcn Bibel kal De beholde, indtil Te en Gang tan bringe mig denl ·i mit eget Hieni. Hvor jeg kontmer til at bo, ved jeg( ikte endnu, og naar De vil komme-, ital staa til Dem selv; men tag med som en hellig Arv fra mig den For-! .visning, at den, som vil frein i Vordem tan komme, meni kun den tommer Viktelig frem, iom tager Gud med sigl og italer pau bank- Kraft« Jlf saadanne ,«Timer« havde Atel mange i Hjems met for Vorn, og hoc-r Gang, han forlod det, havde han lætt noget nyt, fremfor alt var det da blevet stadfeeitet hos dani, at ogiaa han vilde frem i Vordem og at det stulde ske i Guds Kraft En Tag traadte bun pludielig ind i Værkftedet og gik til Wie-stets og Sovnds store Fornndring lige den til den Bernh hvor Arel itod og atbejdede. · »Estek pludielig Bestemmelie ital jeg kejie i Morgen og tommer for at iige Dem Fakvel Men de ved, hvad jeg hat sagt: en Gang ital de komme og bei-ge mig i mit Hieni. Her er iotn Erindring efter mia den Bog, de læste i den ftrste Aftem de var hos mig· Læs i den og lees i Mlem og hvad der saa end nieder dem, vil de med disse to Begek viere godt taten i Livet«. Gan gtk hun, og AxeL der i Øjeblitket glemte, at han var Meng, forlod sin Plads for at folge hende ud. Kun een Gang sit han et Brev fra hende. Da var hun gift og boede i K«-benl)avn· Da han næste Gang harte ikte fta liende men om hende, var hun ded. Den Betäting som hendes noget blege Kinder og dybe glansfulde Øine vel kunde minde om, men iom hun aldkig havde talt otn til Axel maalke heller ikte den Gang ielv troet paa, havde pludlelig taget Ovekhaand og forkortet hendes Dage. Axel Oedebo fkulde altsaa aldrig træffe hende i heudes Hiem paa denne Side. Hvorfor det ikke stulde ste, blev et Kot-s for hans Danke gennem mange Aar Ren Bibelen beholdt han iom et dyrebart Minde om dytebare Time-e hoc en tustlig og trofaft SiæL Hun hat-de altsaa itænket liam hans tæreste Salme og hans fsrstr Bibel. Da han flere Aar detefter fra et fattigt Tagtammers Vindue i Kabenhavn betragtede de Utallige Stierner paa Himmelen og i Øjeblitkets An dagt iendte det Spsrgsmaal op til »Lysenes Fader«: »He-eke, faar jeg lelv en Gang Lov at komme didop, og saar jeg Lov til at made bende i den stoke hvide Flot?« da itsd en Stier-ne ned for hans -Øie, og han tog det tom et Lsfte fta Gud om, at det not tkulde ite. Thi Genesis Vetmer ingen Sinde ins-des lkal for fidfte Gang. lx. J Leere fremdeles. Aer Oedebo hat vasret i Lære i henved to Aar og dksmmer fremdeles om den Tib, han som Svend Ikal nd i den vide Werden. og om ben, da han efter Reisen kommt-r tikbage for at grunde sit Hjem Han vedbljver fremdeles at bei-ge Snedkek Møller og Mederne i Arn-n men modtaget ogfaa Paavikkning fra helt anden Side. Der er oprettet en Forcning for Vnen og Landet nærs meft vist af Hsfskolefolt og i denne hat oasaa han la det fig melde ind, Etønt bnn endnu nceppe vol-, hvad en Osstole et· Der holdes Foredtaa om Odin og Thor og Grundtvig og Kold oq manni- flckc, on der et Firl letspisning. Dang on Lege alt imrllem binnnden, sum bei nu en Gang er Stil blandt Osi7kolens Vom J Smdeleshed væves der Vadmkl i Foreningem hvori baade unge og gamlcs taqee Del. Selv den lillc Proku rator, hvis Kone er saa tyk, fom han selv er lang. on som altid, naar de spadfete, er en Alen forud for Ko nen, uagtet han hat hende spænt under Armen, ek, sttnt klædt efter nyestcs Mode, med i det folkelige Bad-! mel. Onde Tunger ville paastaa, at han gar det fot For-( ketningens Skyld: men Venftremcendene tror det ikke,« fordi hon ved sidfte Folkettngsvalg driclede Hsjrekandis baten ved at fammenligne hatn med ngeungen, der Magre alle de andre Unser ud of Reden. De antaget W ham og han« Hustru for »folkelige Folk«, og Meligt er det at se, naar Pakt-et under Vævningen er M yderst i en lang Række, hvis ene Ende fvinger rundt« for at vikleö am den anden; thi da venter man hvert Øjeblik, at Centrifugalkraften i Konen skal overvinde Centripetalktaften i Monden, saa hun Iig en Klodej skal flyve nd i det tomme an eller lig en Kugle rulle’ hen ad det glatte Gnlv. Alt dctte morer Foreningens Medlcmmer. Man klapper og lcr og fynes, det er dejs ligt, og Axel klapper med, fordi ogfaa han fynes, det» er dejligt. « For udesnforstaaende er dct ikkc let at ie, i hvilken Retning hans Udvitling gaat. Alligevcl hat Alvoren lagt sig over Axcl Hedrbos Sind, særlig fra den Stund, ban harte om Frøken Bo-» strnps Død, og en bestccnt Tanlc begnnder at arbejch sig frem i hans Sjæl ( Fra jin Verklelses Vesgnndelse tmr hon vidst, at cnhvcsr Kristcn høret mcd til dct almindelige Præstes døcnme og 5kal paa jin VisJ Unsre Prcrft ikke alone i sit emst Hus Inen ogfaa over for aner Menncfken hvor Leilighed gives, og det hats staaet for hmn fom et Ideal, at han i denne Retning kunde komme til at ligne Eneds ker Møllen thi ban var, sfønt vedblwench Encdker. fikkert en Præft efter Herrens Hinte. Efterlmanden findet han alliqrvel ikfe holt Til fredsftillcslsc i dcnne Taufe-; thi han er fromdeles i Lee re hos en højeke Messer-. »Hvad oin du innde ioinme til at iorlnnde Wids Ord for Lllkenneiiek i din Fritjd eller . . . eller ogina ofre bele din Tid on alle dine Umstel- Una Sindis riiii ges Zan«, iiner hon nndertiden til iiq ielo Ten iidste Mulighed tot lian nasiten iile tænle iig: tlii lmn eliler sit Hoandvcerk og øniker iig of den Grund innen anden Livsitilliiiq. Hans- lnieste Trenn nie lmr lnyttet sig til det. Men Trinken vil ille forlade dann tvwrtimod, den vedblivek at orlsejde iig frem. Pan dette Tidspunlt ilulde den imidlertid hverken unben lmress ellek realiieres: thi Svend vilde han være, bvors dan det end gil. Sau beboldt hon den iorelobiq hos iig selv. : Da ikete der noget, fom ilte nlene ornformede den-s ne Tanle men ogfaa efterhaanden liele hons Liv. For nnliq one der kommen en nng Laster til By en, og under hans Ledelie fit Haandværlsmeitrene op rettet en Aftenikole for deres Lasrlinge Ter slulde un derviies i Regning oq Strivning, Historie og Geogra fi, Læsninn og Litterntnr, der ilnlde tort inat arbejdes poa at dtmtiggore de nnqe for Livet, og Provflen i By en strammede iig irwrt ap, da han ved Stolens Jndviels ie talte om de Jdealer, hvorefter de unge Meend flulde itroebe i Stedet for de lasasvsesre Fornøjelier, der el-» lers bidroa til at drage dem ned. Det sidste havde han vilt of Erforing. Axel Hedebo havde iandt at iige hverten læst eller ikrevet, iiden han blev konfirmeret, noar undtoges den Smnle Lcesning of Bibelen og gudelige Eli-isten han efter fin Vcelkelle havde begyndt paa, og Paaslønnelsen af Aftenikolen var forelsbig heller ilke stor. Men med vilde han, for-di Mefteren Inslede det, og Timerne vilde «hon ogsaa benytte, naak det endelig ikulde veere. » Men han gik ikke længe, fordi han skulde. Den un Tne livliqe Lærer greb hani om Hiertet og valte hong Interesse Hvad enten han kegnede paa den forte Tavle og med uendelig Sikkekhed satte Streg under Focitet, iaa Kridtet gik i Stykker, fortolte Historie eller analy fetede, iaa vokte det Axel Hedebos udelte Beundring, laa Thon fulgte hans lindervisning med Liv og Sjæl »Som Stiel faldt det fra shans Hinz-, at han ingenting vidste, og Trangen til at lasse og leere greb hasm med uimodftaaelig Magt. Han pasiede Timerne i Stolen og ilugte med Veaærlighed hvert enefte Vinl. Seerlig var det Stilen i Modersmoalet, Analnsen of Sproget on Fortckllingerne om danfke Digtere, især dem, der hav de maattet kasknpe for at komme frem, der fangede hons Interesse-. Aldtig hat en Stole haft en mere lærvillig Eteo. Og det var ilke alene i Stolen, Axel Hedebo sagte at tilegne sig Kund-stoben Han kunde itandse paa Gaben for at opiamle en Avisstump og blioe ftaaende fordnbet i den i leengere Tid En lille doan Gramma til til fem on tyve Øre og en mindre Danmarkshiftorie nied lidt om Digtere og andre ftore Mel-nd var hans dogline stning under Maaltiderne, eller naar han iad i — Ganrdens afiides Rum. Enhver Friitnnd blev bennttet til Læsning, iomme Tider oglaa de Stunde-t hvori der ikulde vcere arbejdet. nylig havde beqyndt at holde, følte han nu oasaa Trana til at lasse et met-e »littrrært« Blad og bestilte »Es-Jan dagsjournalen«, hvis Nomaner og Digte han ilugte med stor Begærlighed, og dvls Korrespondance med uheldige Bittre-andere motede ham i høieste Grad. «Hvis Ellen har taaet mangc af den Slags Dime ek det ille underligt, at hun er gaaet bott,« »Anmeldel sen om Deres Svogers Faar maa helft ske til et af Dagbladene«. Dissc og lignende ,.Svar fka Reduktionen« gjorde Bladet frygteliq interesiant for hom. Men al, denne Omgang i Aanden med de stock Profetek og denne Latter over de lmaa fkulde inden tet læuge hævne sig paa ham few; thi ogsaa han be gyndte im at «digte«, ftønt han hverten tendte Love for Rytmek eller Rim og ille tilnærmelfesvis kunde jkrive sit Modersmual rigtiq. » En Dag sendte han folgende to Vers til Spuk-ass sjournalen og satte naturliqvis sit fnlde Navn demn der: Fort-den den indre Missions Tidendcy fom han Lyriskc Stcmninger. Naar Stiernene smilte Oq her jeq var adstilt fta Brimlen, Naar enfom jcg vilte, ch følth mig nærmere Himlew Oder Blomst, svm her dpfted, Hver Fugl med sin Ryst Opflammcde Sjaslen og vagte min Lytt. Ttdt Bsgen stod tmyltet Oq Livet blev gult l dens Krone, Tidt Fuglen hat bygget, - — y Tidt atter forstummed dens Tone, End sidder jeg ofte, shvor fordum jeg fad, Lg nynner med Fuglen om Waaren et Kvad. Men ak, i næste Nummer af Bladet ftod der i Korrespondancem »Ti! A. H. i Fialundborg, kom igen om hundrede Aar«. Til Axel Hedebos Oprejsning og for at blive fikt dig med hans Forhold til dctte poetiske Organ ital vi dog tilføje med det samme, at der hengik ikke hundrede Aar, iør han »kom igen«, og før han fik et af sine Værker trykt i Sondagsjournalcns Spalten Omtrent et Aar efter lundc man læse følgende lille Digt deri: Zwar jeg, som den gamle Sanger, David, i jin Kongehal Etod med Hiertet fuldt af Anger Ztedt i Sorger uden Tal, Vil jeg dog fom David ftemme Damens Ell-eng og aldrig glemmet VI paa Herren, bi, min Sjcrl, »Zum gvr al Ting til dit Bel. Hm- cndog jeg ondt bedrevct, Vandret tidt ad Zyndtsns Sti Borte fra min Frelsrr levct, Vil jcg dog paa Herren bi. Frcsm j Hjcrtet attcr skydcr Friske Stud, mens- Sangen lyder: Bi paa Herren, bi, mjn ZjæL Han gør al Ting til dit Wel. Evandt ntin Lyst, som Listenrøden Zvinder for den sorte Nat: Raum-d Rosen i jin Gledem Blev af Venner jeg sorladt, Haabet ital mig fremad vinke, Herrens Ord mig Trosten bringe: BE paa Herren, bi, min SjcrL Han got alting til dit Bel. At Axt-l Hedebo her saa sit Navn paa Tryt under et Digt, var selvsølgelig en Begivenhed af Rang i hans Liv. Ta han sent-re hen fom til at lcese i »Mit Livs Eventyr«, hvorledesz Bogstavcrne i H. C. Andersens Navn havde danset for hans Øjne, da han første Gang saa dem tryite, forstod han det saa godt; thi saales des havde Bogstaverne i hans eget Navn ogsaa en Gang danset for hans Øjne Aliigevel havde dette Digt en større Betydning end den at vise, hvokledes Axel Hedebos Navn saa ud, naar det var trytt. Tet viser ved Sproget, at der arbcjdes ivrig. og det viier ved Jndholdet, at den religiøse lldvikling gaar Side om Side med den rent menneskes lige. Axel Hedebo bæres oppe af to maegtige Strom ninger, der hver sor sig er stærk not til at omforme hans Liv. Paa den ene Zide er dct stadig hans Lyst, hvis det skulde være Herren-J Villie, at blive en Ar bejder i hans Vingaard, selv om hans Rejser i frem Imede Lande derved stulde forrykkes eller komme til at lforegaa under andre Former. Paa den anden Side ker Lærelysten i ham saa stcerl, at han paa en eller an den Maade maa se at faa tilegnet sig flere Kundskas ber. ·Men «hvordan dette sidste skulde ske, har han ikke Den fjerneste Anelse om. Gennem hin Forening er han kommen i Berøring med unge Mennesler, der nylig er kommen fra Elletilde Højfkole, og hvis For stander hat saaet dem saa højt op i Lasten, at de ikke lcengere fyntes at have Fodsceste paa Jorden At de vil have Axel Hedebo under samme Paavirkning, er let at forstaa, og han har med Interesse hørt den vorm blodige Forstander holde Foredkag om Grundtvig. Men Forslaget tilfredsstiller ham alligevel ikle; thi hans religiøse Ballast tillader ham itte at svceve i Luf ten, og Trangen til stundskaber er starre, end at den can tilfredsstilles ved et Vinterophold paa Ellelkilde Hejskole En enkelt Gang er den Tanke kommen op i hom: lhvnd om du Lande blive Seminarift og Lærer som den unge Asmusjen, faa fik dn jo derigenncm flcre Kund fkader oq kund-.- ad den Vej virke for Guds Rigcss Fremme. Men han er bange for Pcngency for han ved, han hat ingen. Alligevel blev ogsaa denne Taufe ved at komme igen og formede sig saa omiidcr til Bejlutning. J Julefetien var Axe1 Hcdebo j Bei-g has Snedtcr Møller og aabnede vcd denne Lcjlighcd sit Hiertc for hom. Og mætteligt not fandt han straks Forftaaelse. »Havde jeg i min llngdcm vidst, hvad jeg nu ved«, sogde han, »et« det muligt, at den samme Tanke var vaagnet i mig. Hat du ikkc Mod til felv at tale med Købinand Oftetmann derom, saa vil jeg gøre det, naar jcg træffet hom; men overvej omhyggelig, hvad du tasnter paa, ag gsr ikke et ovekilet Skridt. Bliv has din Westen til Haactdværkct er lært, og føg imidlcrtid at blive klar over, hvad der er Herrcns Vjllie med Dig«· Der var Alvor i Snedkerm da han jagde del sidjte. Men Axel forstod hvor han huvde en Rand giver, og paany ftod et Kvindcansigt frem for hans SjasL fkønt Inm snd der og lod, sont um hun ingen Tinn horte. Vildc bnn ikke ncton Das-se i en faadan Ziilling, og tunde ikke neton hun Unsre en Medhjmlpck Getningen med de smaa! »F Wgcs var der Onfkors, En Gans i Vordingborg, Og eftisrnævnte Vyer Ej slukkcde min Sorg: Sor-, Ninqsted, Knlundborg og Vog Nakskotn Nødby, Maribo og Von-, —- Slasaigelse« Ja denne Viseftump, sunget efter »Hu Peder ka sted Nuner over Spange«, kom ikke fra Snedker Møls ler og heller ikke fra hans Dotter. Nei den kom Af tenen efter fra Pastor Klaufeng Son, der var i Ju lebesøg ho- Ktbmand Lotsen paa den anden Side Ga den, og hvor Axel for en sGangs Skyld ogfaa var med. Kckbmandens Sen var paa Seminariet, og Fa deren vilde nu gøre et Gilde, inden Ferien var farbi, og Sonnen skulde«rejfe. J den Anledmng havde han jndbudt Skolelærerens Sem, der ogsaa var paa Semi nariet, Præftens Sen, der ogfaa havde læft, men visi nok intet havde lært, og saa, mcerkeligt nok, Axel He debo, der ellers ikke plejede at være Gæst i det Hus og knn i rinae Grad passede i en saa Iærd Forsamling. Stemningen Var til Tider meget animeret. Utals lige Gange, paa de mest utrolige Steder i Samtalem faldt Prasstesønnen ind med sit »Sorø, Ringsted, Ka lnndbom da Bogø«, som om dette Oinkvæd til en eller anden Trikkevife var det enef1e, han havde lmrt paa Eorø Akademi. Den lærde Verden, som her var var eqentlig ikke ffikket til at vaskfe helfe Tanker hos Aer Hedebo nm den Rand-, der raadede i en faadan Verden, hvis der ikke havde vasret andre til Stede end de her nasvnte Uvilkaarlig drog han en Zammenligs ning mellem den stive Sogneprceft oa bans iher siddens de over al Maade lystiae Zen Men der var nu netop en anden til Sude Det var en fysk Eeminarift ved Navn Peder Zwrgaard, som lasste fanmten med Sønnen i Hin-et og nu i Ferien var bjemme med ban1. Otn szstøbntanden hande masrkeh at denne unge Mund var af en anden Aand end hans egen Søn og det nvriae Selfkab og af den Grund havde indbudt AreL melder Historien ikke noget om. Men sikkert er det, at de to fandt hinanden og det ikke alene for den Time, men ogsaa for mange andre Timer i deres Liv. J et mindre Værelse ved Eiden af Dagligftuen fisk Axel at vide, at Storgaard oprindelig havde væket Mu rer og drømt om at blive Arkitekt, og at han faa efter en religiøs Vaekkelfe havde begyndt at læse uden Benge. Gennem jyfke Benner havde han faaet, hvad han be høvede, og det vilde Aer ogfaa faa, om han tæntte paa at lasse og turde tro Herren. lltallige Gange var Præstesønnens umotivede Omkvasd trængt indt til dem: men der var Ingen af de to, joxn lcrngere ld deraf ,og da Selskabet jenere op løste fig, og Axel gik ene over Gaden, var Beslutningen tagen: ogsaa vilde Være Seminarist, om det ellerö var nruliat. At Meister blev forbaviet over, at hans unge Ven hnvde facwt saadanne Jmpulscr i det verdslige Kob mamsbicim fulgtc af sig selb: mcn han glædede sig dor ovcr, og da han faa Tage efter kom til Kalu11dborg, kunde hmi fortwlle Axel Hebel-a at han alt havde vwret thos Købmand Oftermann og fortalt ham det bele. Misd alvorlige Miner havde den gamle spurgh om Ein-dicken nu ogsaa troede, at Aer duede til at lasse-: mm til iidft havde han sagt: ,,Vi faar se at hjæls pe Paa sham«. J Øjeblikkct havde Axel egentlig meft Lyst til at bryde af straks; men baade Møller og Ostermann mente, at det var bedst, han ftod Lærctidtn ud. Kunde han saa til den Tid komme ind at tjene Kongen, iaa var vg faa det til Side, og Tiden inde til at begynde noget nyt. J Ventetiden kunde Axel endda tilegne sig ung le Kundskaber sog maaske siden ilippe lettere paa et Fri feminarium Ja saadan mente de, og faadan blev det omiider bestemt. Saa høvlede Axel da videte og lavede fremdem Møbler til lcvende og døde. J Aftenfskolen blev han ved at vix-re flittig, ogfaa eftekat Asmussen var reift, og i Fritiden sled han fremdeles i den lille Grammatik dg j Tangs do. Danmarkshistorie for Vegyndere; men iclvfølgcslig blev dette Sclvitudium ikke til nieset ; Om Efteraaret blev han, der nu var velvoksen og ihelt mik, paa Sesiionen udilreven til Jnfanteriit, og ioin Foraaret blev Svendestykket lavet og »iynct«. Med Sen vis Stolthed harte Axel Hedebo oppe paa Raadstuen Borgniesteren ,,godkende« det og modtog af lmns Haand det Bren, der proklamerede sham iom Svend. Havde han modtaget det for to Aar fide-m vilde denne Dag ha lve- vasket den ltykkeligsie i hans Liv. Nu var Glæden «alligevel blandet med Vemod, fordi han vidstcs, at Op naaelien af dette Maul betød Affked med noget, han dog shavde kært, og et alvokligt Akbejde hcnimod et nyt, iom han maafke dog ikke evnede at nan· Læret Asmusiens Eiter-wand iom Hjælpelasrer ved Stolen bavde egentlig ikke trøstot ham godt, sordi han ikke kundi- regne. Men Tetningen var kostet, og Forsps « get maatte gutes. En Maaned efter, at Svendeprøven var aflagt, ikuldc Hedebo melde sig som Relrut ved Jnfanteriet, og denne Maaned skulde fauledes værc den weite, i hvilken han efter Bestemmelien kom til at arbjde iom Svcsnd Men i den Tid skete der nogct, som tkuedes mcsd at kuldkaste alle hans Forhoabninger. En ikøn Tag døde Køsbmand Ostermann· Et halvt Aar i For vcien havde et Hjcrteilag gjort Ende paa hans Huftrus Liv, og nu var han selv bleven overraiket af Døden Zom en enlig Stigmen der forivinder i Nattern Mørle, iaaledes iluktes her Axel Hedebos foreløbiO enosics menncskcliqo Hand og underligt var det ikke, vm ihan maaskcs i ist Lieblik voklcsde i fin Beilutning og følth sin fristet til at gørc Brug ai drt nyllg erhvervede Sveiidcsbrem thi hvor skulde Hjcelpen vel nu komme fra? Men da tmadte Snpdkeken i Yderup til ,han, fom ikuls do have vwret hans mennoskelige Faden Var han end ika iiasrk i at hjaslpe ved timelige Midler, fordi Gud ifke havde givet ham meget at made over, iaa var han iaa meget ftærkere i den Tro, der fast Mennesket til at list-: «Han, som bar hjulpest hidindtiL han hjælper og bercfter«. Det sagde han ogiaa ved denne Lejlighed, os» Tilliden forvlantcsde sig til Axel Hedebos Hjettr. WWJ