nder Mesterens Haand.
eller
Axel Hebel-us Uusdomshistrtie
Fortælling af
Chr. Lyuse
(zortfat.)
Saa vidt Axel Hebel-o seneke tundc forstaa, havdc
" n faaet sin kristeligc Vaskkelse paa en grundwigik
jskole; men dcst maatte han altid mindes med Tak,
: J hun aldrig havdc fixsgt at drage ham cnten i den ene
er den andcsn Retning, og fricdcs han Wo for at
ive Partimand i nagen udprwget Grad, jaa vidftel
,n godt, at det nimmt-stetig talt fkyldtcs hendc more!
d nogct Parti, og hun glemte aldrig Gubban Ord(
; - Fine Venncsr: «J jkulle ikke ncrvne Jer mcd mitl
avu«. Maaske hun ikkc ecn Gang nwvnede hans Navnl
. r sin DifcipeL Hirn elifede Herren af hele jit Hin-tel
« s· pegede gennem euhver Samtale med Axel tun paa
advcsndighedcn af at elske ham.
I Fristen Boftrup var ti Aar asldre end Art-l, vg(
og lagde hun lige fra Begondelsen af en vidtgaaende
ortrolighed for Dagen over for hom.
En Aften fortalte limi, at lmn var koklovet, at
« endes Zoklovede var Billedhugger og arbejdcde i
yikland og hun fortalte, hvor Ineget der havde itillet
«g i Veer for derriz Forening Førji var det galt, at;
sn itte var not i Jota-ideean Lilie Da hun san var
leven omvendt, var det galt i hendes Øjne, at hnn itlel
ar det. ,,Men nu bar mine Forwldre givet deres Minde
» ektil, og nu er han et troende Llltetniejte«, fojede hnn
Eil, ,,og baaren of Gndsz Kraft og ved niegen Energi,l
r han kommen iaa vidt, at vi nu lunne ieette Bo, og·
il Foraaret kejier jeg for at holde Bryllup. Og nu vil«
---· iige Dem en Ting: den Bibel, jeg laante Dein, dal
eg opdagede, at De vilde være en Leisten udcn Bibel
kal De beholde, indtil Te en Gang tan bringe mig denl
·i mit eget Hieni. Hvor jeg kontmer til at bo, ved jeg(
ikte endnu, og naar De vil komme-, ital staa til Dem
selv; men tag med som en hellig Arv fra mig den For-!
.visning, at den, som vil frein i Vordem tan komme, meni
kun den tommer Viktelig frem, iom tager Gud med sigl
og italer pau bank- Kraft«
Jlf saadanne ,«Timer« havde Atel mange i Hjems
met for Vorn, og hoc-r Gang, han forlod det, havde han
lætt noget nyt, fremfor alt var det da blevet stadfeeitet
hos dani, at ogiaa han vilde frem i Vordem og at det
stulde ske i Guds Kraft En Tag traadte bun pludielig
ind i Værkftedet og gik til Wie-stets og Sovnds store
Fornndring lige den til den Bernh hvor Arel itod og
atbejdede. ·
»Estek pludielig Bestemmelie ital jeg kejie i Morgen
og tommer for at iige Dem Fakvel Men de ved, hvad
jeg hat sagt: en Gang ital de komme og bei-ge mig i
mit Hieni. Her er iotn Erindring efter mia den Bog,
de læste i den ftrste Aftem de var hos mig· Læs i den
og lees i Mlem og hvad der saa end nieder dem, vil
de med disse to Begek viere godt taten i Livet«.
Gan gtk hun, og AxeL der i Øjeblitket glemte, at
han var Meng, forlod sin Plads for at folge hende ud.
Kun een Gang sit han et Brev fra hende. Da var
hun gift og boede i K«-benl)avn· Da han næste Gang
harte ikte fta liende men om hende, var hun ded.
Den Betäting som hendes noget blege Kinder og dybe
glansfulde Øine vel kunde minde om, men iom hun
aldkig havde talt otn til Axel maalke heller ikte den
Gang ielv troet paa, havde pludlelig taget Ovekhaand
og forkortet hendes Dage.
Axel Oedebo fkulde altsaa aldrig træffe hende i
heudes Hiem paa denne Side. Hvorfor det ikke stulde
ste, blev et Kot-s for hans Danke gennem mange Aar
Ren Bibelen beholdt han iom et dyrebart Minde om
dytebare Time-e hoc en tustlig og trofaft SiæL Hun
hat-de altsaa itænket liam hans tæreste Salme og
hans fsrstr Bibel. Da han flere Aar detefter fra et
fattigt Tagtammers Vindue i Kabenhavn betragtede de
Utallige Stierner paa Himmelen og i Øjeblitkets An
dagt iendte det Spsrgsmaal op til »Lysenes Fader«:
»He-eke, faar jeg lelv en Gang Lov at komme didop, og
saar jeg Lov til at made bende i den stoke hvide Flot?«
da itsd en Stier-ne ned for hans -Øie, og han tog det
tom et Lsfte fta Gud om, at det not tkulde ite. Thi
Genesis Vetmer ingen Sinde ins-des lkal for fidfte
Gang.
lx.
J Leere fremdeles.
Aer Oedebo hat vasret i Lære i henved to Aar og
dksmmer fremdeles om den Tib, han som Svend Ikal
nd i den vide Werden. og om ben, da han efter Reisen
kommt-r tikbage for at grunde sit Hjem Han vedbljver
fremdeles at bei-ge Snedkek Møller og Mederne i Arn-n
men modtaget ogfaa Paavikkning fra helt anden Side.
Der er oprettet en Forcning for Vnen og Landet nærs
meft vist af Hsfskolefolt og i denne hat oasaa han la
det fig melde ind, Etønt bnn endnu nceppe vol-, hvad
en Osstole et· Der holdes Foredtaa om Odin og Thor
og Grundtvig og Kold oq manni- flckc, on der et Firl
letspisning. Dang on Lege alt imrllem binnnden, sum
bei nu en Gang er Stil blandt Osi7kolens Vom J
Smdeleshed væves der Vadmkl i Foreningem hvori
baade unge og gamlcs taqee Del. Selv den lillc Proku
rator, hvis Kone er saa tyk, fom han selv er lang. on
som altid, naar de spadfete, er en Alen forud for Ko
nen, uagtet han hat hende spænt under Armen, ek,
sttnt klædt efter nyestcs Mode, med i det folkelige Bad-!
mel. Onde Tunger ville paastaa, at han gar det fot For-(
ketningens Skyld: men Venftremcendene tror det ikke,«
fordi hon ved sidfte Folkettngsvalg driclede Hsjrekandis
baten ved at fammenligne hatn med ngeungen, der
Magre alle de andre Unser ud of Reden. De antaget
W ham og han« Hustru for »folkelige Folk«, og
Meligt er det at se, naar Pakt-et under Vævningen er
M
yderst i en lang Række, hvis ene Ende fvinger rundt«
for at vikleö am den anden; thi da venter man hvert
Øjeblik, at Centrifugalkraften i Konen skal overvinde
Centripetalktaften i Monden, saa hun Iig en Klodej
skal flyve nd i det tomme an eller lig en Kugle rulle’
hen ad det glatte Gnlv. Alt dctte morer Foreningens
Medlcmmer. Man klapper og lcr og fynes, det er dejs
ligt, og Axel klapper med, fordi ogfaa han fynes, det»
er dejligt. «
For udesnforstaaende er dct ikkc let at ie, i hvilken
Retning hans Udvitling gaat.
Alligevcl hat Alvoren lagt sig over Axcl Hedrbos
Sind, særlig fra den Stund, ban harte om Frøken Bo-»
strnps Død, og en bestccnt Tanlc begnnder at arbejch
sig frem i hans Sjæl (
Fra jin Verklelses Vesgnndelse tmr hon vidst, at
cnhvcsr Kristcn høret mcd til dct almindelige Præstes
døcnme og 5kal paa jin VisJ Unsre Prcrft ikke alone i sit
emst Hus Inen ogfaa over for aner Menncfken hvor
Leilighed gives, og det hats staaet for hmn fom et Ideal,
at han i denne Retning kunde komme til at ligne Eneds
ker Møllen thi ban var, sfønt vedblwench Encdker.
fikkert en Præft efter Herrens Hinte.
Efterlmanden findet han alliqrvel ikfe holt Til
fredsftillcslsc i dcnne Taufe-; thi han er fromdeles i Lee
re hos en højeke Messer-.
»Hvad oin du innde ioinme til at iorlnnde Wids
Ord for Lllkenneiiek i din Fritjd eller . . . eller ogina
ofre bele din Tid on alle dine Umstel- Una Sindis riiii
ges Zan«, iiner hon nndertiden til iiq ielo
Ten iidste Mulighed tot lian nasiten iile tænle iig:
tlii lmn eliler sit Hoandvcerk og øniker iig of den
Grund innen anden Livsitilliiiq. Hans- lnieste Trenn
nie lmr lnyttet sig til det. Men Trinken vil ille forlade
dann tvwrtimod, den vedblivek at orlsejde iig frem. Pan
dette Tidspunlt ilulde den imidlertid hverken unben
lmress ellek realiieres: thi Svend vilde han være, bvors
dan det end gil. Sau beboldt hon den iorelobiq hos
iig selv. :
Da ikete der noget, fom ilte nlene ornformede den-s
ne Tanle men ogfaa efterhaanden liele hons Liv.
For nnliq one der kommen en nng Laster til By
en, og under hans Ledelie fit Haandværlsmeitrene op
rettet en Aftenikole for deres Lasrlinge Ter slulde un
derviies i Regning oq Strivning, Historie og Geogra
fi, Læsninn og Litterntnr, der ilnlde tort inat arbejdes
poa at dtmtiggore de nnqe for Livet, og Provflen i By
en strammede iig irwrt ap, da han ved Stolens Jndviels
ie talte om de Jdealer, hvorefter de unge Meend flulde
itroebe i Stedet for de lasasvsesre Fornøjelier, der el-»
lers bidroa til at drage dem ned. Det sidste havde han
vilt of Erforing.
Axel Hedebo havde iandt at iige hverten læst eller
ikrevet, iiden han blev konfirmeret, noar undtoges den
Smnle Lcesning of Bibelen og gudelige Eli-isten han
efter fin Vcelkelle havde begyndt paa, og Paaslønnelsen
af Aftenikolen var forelsbig heller ilke stor. Men med
vilde han, for-di Mefteren Inslede det, og Timerne vilde
«hon ogsaa benytte, naak det endelig ikulde veere.
» Men han gik ikke længe, fordi han skulde. Den un
Tne livliqe Lærer greb hani om Hiertet og valte hong
Interesse Hvad enten han kegnede paa den forte Tavle
og med uendelig Sikkekhed satte Streg under Focitet,
iaa Kridtet gik i Stykker, fortolte Historie eller analy
fetede, iaa vokte det Axel Hedebos udelte Beundring,
laa Thon fulgte hans lindervisning med Liv og Sjæl
»Som Stiel faldt det fra shans Hinz-, at han ingenting
vidste, og Trangen til at lasse og leere greb hasm med
uimodftaaelig Magt. Han pasiede Timerne i Stolen og
ilugte med Veaærlighed hvert enefte Vinl. Seerlig var
det Stilen i Modersmoalet, Analnsen of Sproget on
Fortckllingerne om danfke Digtere, især dem, der hav
de maattet kasknpe for at komme frem, der fangede hons
Interesse-. Aldtig hat en Stole haft en mere lærvillig
Eteo. Og det var ilke alene i Stolen, Axel Hedebo
sagte at tilegne sig Kund-stoben Han kunde itandse paa
Gaben for at opiamle en Avisstump og blioe ftaaende
fordnbet i den i leengere Tid En lille doan Gramma
til til fem on tyve Øre og en mindre Danmarkshiftorie
nied lidt om Digtere og andre ftore Mel-nd var hans
dogline stning under Maaltiderne, eller naar han iad
i — Ganrdens afiides Rum. Enhver Friitnnd blev
bennttet til Læsning, iomme Tider oglaa de Stunde-t
hvori der ikulde vcere arbejdet.
nylig havde beqyndt at holde, følte han nu oasaa Trana
til at lasse et met-e »littrrært« Blad og bestilte »Es-Jan
dagsjournalen«, hvis Nomaner og Digte han ilugte
med stor Begærlighed, og dvls Korrespondance med
uheldige Bittre-andere motede ham i høieste Grad.
«Hvis Ellen har taaet mangc af den Slags Dime
ek det ille underligt, at hun er gaaet bott,« »Anmeldel
sen om Deres Svogers Faar maa helft ske til et af
Dagbladene«. Dissc og lignende ,.Svar fka Reduktionen«
gjorde Bladet frygteliq interesiant for hom.
Men al, denne Omgang i Aanden med de stock
Profetek og denne Latter over de lmaa fkulde inden
tet læuge hævne sig paa ham few; thi ogsaa han be
gyndte im at «digte«, ftønt han hverten tendte Love
for Rytmek eller Rim og ille tilnærmelfesvis kunde
jkrive sit Modersmual rigtiq.
» En Dag sendte han folgende to Vers til Spuk-ass
sjournalen og satte naturliqvis sit fnlde Navn demn
der:
Fort-den den indre Missions Tidendcy fom han
Lyriskc Stcmninger.
Naar Stiernene smilte
Oq her jeq var adstilt fta Brimlen,
Naar enfom jcg vilte,
ch følth mig nærmere Himlew
Oder Blomst, svm her dpfted,
Hver Fugl med sin Ryst
Opflammcde Sjaslen og vagte min Lytt.
Ttdt Bsgen stod tmyltet
Oq Livet blev gult l dens Krone,
Tidt Fuglen hat bygget,
- —
y Tidt atter forstummed dens Tone,
End sidder jeg ofte, shvor fordum jeg fad,
Lg nynner med Fuglen om Waaren et Kvad.
Men ak, i næste Nummer af Bladet ftod der i
Korrespondancem »Ti! A. H. i Fialundborg, kom igen
om hundrede Aar«.
Til Axel Hedebos Oprejsning og for at blive fikt
dig med hans Forhold til dctte poetiske Organ ital vi
dog tilføje med det samme, at der hengik ikke hundrede
Aar, iør han »kom igen«, og før han fik et af sine
Værker trykt i Sondagsjournalcns Spalten Omtrent
et Aar efter lundc man læse følgende lille Digt deri:
Zwar jeg, som den gamle Sanger,
David, i jin Kongehal
Etod med Hiertet fuldt af Anger
Ztedt i Sorger uden Tal,
Vil jeg dog fom David ftemme
Damens Ell-eng og aldrig glemmet
VI paa Herren, bi, min Sjcrl,
»Zum gvr al Ting til dit Bel.
Hm- cndog jeg ondt bedrevct,
Vandret tidt ad Zyndtsns Sti
Borte fra min Frelsrr levct,
Vil jcg dog paa Herren bi.
Frcsm j Hjcrtet attcr skydcr
Friske Stud, mens- Sangen lyder:
Bi paa Herren, bi, mjn ZjæL
Han gør al Ting til dit Wel.
Evandt ntin Lyst, som Listenrøden
Zvinder for den sorte Nat:
Raum-d Rosen i jin Gledem
Blev af Venner jeg sorladt,
Haabet ital mig fremad vinke,
Herrens Ord mig Trosten bringe:
BE paa Herren, bi, min SjcrL
Han got alting til dit Bel.
At Axt-l Hedebo her saa sit Navn paa Tryt under
et Digt, var selvsølgelig en Begivenhed af Rang i hans
Liv. Ta han sent-re hen fom til at lcese i »Mit Livs
Eventyr«, hvorledesz Bogstavcrne i H. C. Andersens
Navn havde danset for hans Øjne, da han første Gang
saa dem tryite, forstod han det saa godt; thi saales
des havde Bogstaverne i hans eget Navn ogsaa en
Gang danset for hans Øjne
Aliigevel havde dette Digt en større Betydning end
den at vise, hvokledes Axel Hedebos Navn saa ud, naar
det var trytt. Tet viser ved Sproget, at der arbcjdes
ivrig. og det viier ved Jndholdet, at den religiøse
lldvikling gaar Side om Side med den rent menneskes
lige. Axel Hedebo bæres oppe af to maegtige Strom
ninger, der hver sor sig er stærk not til at omforme
hans Liv. Paa den ene Zide er dct stadig hans Lyst,
hvis det skulde være Herren-J Villie, at blive en Ar
bejder i hans Vingaard, selv om hans Rejser i frem
Imede Lande derved stulde forrykkes eller komme til at
lforegaa under andre Former. Paa den anden Side
ker Lærelysten i ham saa stcerl, at han paa en eller an
den Maade maa se at faa tilegnet sig flere Kundskas
ber. ·Men «hvordan dette sidste skulde ske, har han ikke
Den fjerneste Anelse om. Gennem hin Forening er
han kommen i Berøring med unge Mennesler, der
nylig er kommen fra Elletilde Højfkole, og hvis For
stander hat saaet dem saa højt op i Lasten, at de ikke
lcengere fyntes at have Fodsceste paa Jorden At de
vil have Axel Hedebo under samme Paavirkning, er let
at forstaa, og han har med Interesse hørt den vorm
blodige Forstander holde Foredkag om Grundtvig.
Men Forslaget tilfredsstiller ham alligevel ikle; thi
hans religiøse Ballast tillader ham itte at svceve i Luf
ten, og Trangen til stundskaber er starre, end at den
can tilfredsstilles ved et Vinterophold paa Ellelkilde
Hejskole
En enkelt Gang er den Tanke kommen op i hom:
lhvnd om du Lande blive Seminarift og Lærer som den
unge Asmusjen, faa fik dn jo derigenncm flcre Kund
fkader oq kund-.- ad den Vej virke for Guds Rigcss
Fremme. Men han er bange for Pcngency for han
ved, han hat ingen.
Alligevel blev ogsaa denne Taufe ved at komme
igen og formede sig saa omiidcr til Bejlutning.
J Julefetien var Axe1 Hcdebo j Bei-g has Snedtcr
Møller og aabnede vcd denne Lcjlighcd sit Hiertc for
hom. Og mætteligt not fandt han straks Forftaaelse.
»Havde jeg i min llngdcm vidst, hvad jeg nu ved«,
sogde han, »et« det muligt, at den samme Tanke var
vaagnet i mig. Hat du ikkc Mod til felv at tale med
Købinand Oftetmann derom, saa vil jeg gøre det, naar
jcg træffet hom; men overvej omhyggelig, hvad du
tasnter paa, ag gsr ikke et ovekilet Skridt. Bliv has din
Westen til Haactdværkct er lært, og føg imidlcrtid at
blive klar over, hvad der er Herrcns Vjllie med Dig«·
Der var Alvor i Snedkerm da han jagde del
sidjte. Men Axel forstod hvor han huvde en Rand
giver, og paany ftod et Kvindcansigt frem for hans
SjasL fkønt Inm snd der og lod, sont um hun ingen
Tinn horte. Vildc bnn ikke ncton Das-se i en faadan
Ziilling, og tunde ikke neton hun Unsre en Medhjmlpck
Getningen med de smaa!
»F Wgcs var der Onfkors,
En Gans i Vordingborg,
Og eftisrnævnte Vyer
Ej slukkcde min Sorg:
Sor-, Ninqsted, Knlundborg og Vog
Nakskotn Nødby, Maribo og Von-,
—- Slasaigelse«
Ja denne Viseftump, sunget efter »Hu Peder ka
sted Nuner over Spange«, kom ikke fra Snedker Møls
ler og heller ikke fra hans Dotter. Nei den kom Af
tenen efter fra Pastor Klaufeng Son, der var i Ju
lebesøg ho- Ktbmand Lotsen paa den anden Side Ga
den, og hvor Axel for en sGangs Skyld ogfaa var med.
Kckbmandens Sen var paa Seminariet, og Fa
deren vilde nu gøre et Gilde, inden Ferien var farbi,
og Sonnen skulde«rejfe. J den Anledmng havde han
jndbudt Skolelærerens Sem, der ogsaa var paa Semi
nariet, Præftens Sen, der ogfaa havde læft, men visi
nok intet havde lært, og saa, mcerkeligt nok, Axel He
debo, der ellers ikke plejede at være Gæst i det Hus og
knn i rinae Grad passede i en saa Iærd Forsamling.
Stemningen Var til Tider meget animeret. Utals
lige Gange, paa de mest utrolige Steder i Samtalem
faldt Prasstesønnen ind med sit »Sorø, Ringsted, Ka
lnndbom da Bogø«, som om dette Oinkvæd til en eller
anden Trikkevife var det enef1e, han havde lmrt paa
Eorø Akademi. Den lærde Verden, som her var
var eqentlig ikke ffikket til at vaskfe helfe Tanker hos
Aer Hedebo nm den Rand-, der raadede i en faadan
Verden, hvis der ikke havde vasret andre til Stede end
de her nasvnte Uvilkaarlig drog han en Zammenligs
ning mellem den stive Sogneprceft oa bans iher siddens
de over al Maade lystiae Zen
Men der var nu netop en anden til Sude Det
var en fysk Eeminarift ved Navn Peder Zwrgaard, som
lasste fanmten med Sønnen i Hin-et og nu i Ferien var
bjemme med ban1.
Otn szstøbntanden hande masrkeh at denne unge
Mund var af en anden Aand end hans egen Søn og
det nvriae Selfkab og af den Grund havde indbudt
AreL melder Historien ikke noget om. Men sikkert er
det, at de to fandt hinanden og det ikke alene for den
Time, men ogsaa for mange andre Timer i deres Liv.
J et mindre Værelse ved Eiden af Dagligftuen fisk
Axel at vide, at Storgaard oprindelig havde væket Mu
rer og drømt om at blive Arkitekt, og at han faa efter
en religiøs Vaekkelfe havde begyndt at læse uden Benge.
Gennem jyfke Benner havde han faaet, hvad han be
høvede, og det vilde Aer ogfaa faa, om han tæntte
paa at lasse og turde tro Herren.
lltallige Gange var Præstesønnens umotivede
Omkvasd trængt indt til dem: men der var Ingen af de
to, joxn lcrngere ld deraf ,og da Selskabet jenere op
løste fig, og Axel gik ene over Gaden, var Beslutningen
tagen: ogsaa vilde Være Seminarist, om det ellerö
var nruliat.
At Meister blev forbaviet over, at hans unge Ven
hnvde facwt saadanne Jmpulscr i det verdslige Kob
mamsbicim fulgtc af sig selb: mcn han glædede sig dor
ovcr, og da han faa Tage efter kom til Kalu11dborg,
kunde hmi fortwlle Axel Hebel-a at han alt havde vwret
thos Købmand Oftermann og fortalt ham det bele.
Misd alvorlige Miner havde den gamle spurgh
om Ein-dicken nu ogsaa troede, at Aer duede til at
lasse-: mm til iidft havde han sagt: ,,Vi faar se at hjæls
pe Paa sham«.
J Øjeblikkct havde Axel egentlig meft Lyst til at
bryde af straks; men baade Møller og Ostermann mente,
at det var bedst, han ftod Lærctidtn ud. Kunde han
saa til den Tid komme ind at tjene Kongen, iaa var vg
faa det til Side, og Tiden inde til at begynde noget
nyt. J Ventetiden kunde Axel endda tilegne sig ung
le Kundskaber sog maaske siden ilippe lettere paa et Fri
feminarium
Ja saadan mente de, og faadan blev det omiider
bestemt.
Saa høvlede Axel da videte og lavede fremdem
Møbler til lcvende og døde. J Aftenfskolen blev han
ved at vix-re flittig, ogfaa eftekat Asmussen var reift,
og i Fritiden sled han fremdeles i den lille Grammatik
dg j Tangs do. Danmarkshistorie for Vegyndere;
men iclvfølgcslig blev dette Sclvitudium ikke til nieset
; Om Efteraaret blev han, der nu var velvoksen og
ihelt mik, paa Sesiionen udilreven til Jnfanteriit, og
ioin Foraaret blev Svendestykket lavet og »iynct«. Med
Sen vis Stolthed harte Axel Hedebo oppe paa Raadstuen
Borgniesteren ,,godkende« det og modtog af lmns Haand
det Bren, der proklamerede sham iom Svend. Havde
han modtaget det for to Aar fide-m vilde denne Dag ha
lve- vasket den ltykkeligsie i hans Liv. Nu var Glæden
«alligevel blandet med Vemod, fordi han vidstcs, at Op
naaelien af dette Maul betød Affked med noget, han
dog shavde kært, og et alvokligt Akbejde hcnimod et
nyt, iom han maafke dog ikke evnede at nan· Læret
Asmusiens Eiter-wand iom Hjælpelasrer ved Stolen
bavde egentlig ikke trøstot ham godt, sordi han ikke
kundi- regne. Men Tetningen var kostet, og Forsps «
get maatte gutes.
En Maaned efter, at Svendeprøven var aflagt,
ikuldc Hedebo melde sig som Relrut ved Jnfanteriet,
og denne Maaned skulde fauledes værc den weite, i
hvilken han efter Bestemmelien kom til at arbjde iom
Svcsnd Men i den Tid skete der nogct, som tkuedes
mcsd at kuldkaste alle hans Forhoabninger. En ikøn
Tag døde Køsbmand Ostermann· Et halvt Aar i For
vcien havde et Hjcrteilag gjort Ende paa hans Huftrus
Liv, og nu var han selv bleven overraiket af Døden
Zom en enlig Stigmen der forivinder i Nattern
Mørle, iaaledes iluktes her Axel Hedebos foreløbiO
enosics menncskcliqo Hand og underligt var det ikke, vm
ihan maaskcs i ist Lieblik voklcsde i fin Beilutning og
følth sin fristet til at gørc Brug ai drt nyllg erhvervede
Sveiidcsbrem thi hvor skulde Hjcelpen vel nu komme fra?
Men da tmadte Snpdkeken i Yderup til ,han, fom ikuls
do have vwret hans mennoskelige Faden Var han end
ika iiasrk i at hjaslpe ved timelige Midler, fordi Gud
ifke havde givet ham meget at made over, iaa var han
iaa meget ftærkere i den Tro, der fast Mennesket til at
list-: «Han, som bar hjulpest hidindtiL han hjælper og
bercfter«. Det sagde han ogiaa ved denne Lejlighed, os»
Tilliden forvlantcsde sig til Axel Hedebos Hjettr.
WWJ
