Robert.
Ovetiat fra Engele
of
Ein-. Christ-usw
Gott«-U
Saa blev det Tetid og attek Kirketid; men Robert
instrde, dersom de ikke havde noget-dekimod, at blrv
hjemme hoc- jin Moder oq de mindre- Søskende, liges
iom han plejede at gørc, da han dar en lille Dreng, Da
Birnene hørte dette, blev de jelvsølgelig gladc ou bad
ham saa mindelig at gøre dette. Sau tog de des-es Bøaer
ned i Lysthuset, hvor de i den for Robert faa minderige
M Irr-ste, talte og sang med hverandre. Og da de
smaa vor gaaede i Sena, blev Robert og hans Moder
alone.
De sad længe tanse ved hinandens Side. De an
dre ivilde snart komme hjem fm Hirt-d og Tidcn for de
tes Samtale være forbis Sack sagde Moderem
»Im hunder, du er rigtig glad ved at være her
hjemme hos os, Robert-"
»Ja, Moder, det er jeg: men jeg ausser dare, at
at —- ieq im- honde gjnrt saa tue-get, der hat bedrøvct
- ten, ou det blev Zengetid Men førend Robert den Aften
Hun com tæt hen til ham, lagde jin Arm om hanc
Dqls oq kysiede has-L
«Naar blot Fremtiden maa blive andcrledes, Ro
bert, saa vil vi ikie tasnie paa, hvad der er stet«
»Im besahen den ital blive det,« svarede han.
Der var Tavshed lidt, saa sagde hun:
«Robert, eliker du Jesus?«
,,Moder,« svarede han, »jm haabei, jcg ger. Seg»
Isisker at gøre det: men der er iaa meget, sont vil hin
dre mig. Jeg kan ilkejade vasrc at tasnke paa -— paa san
mange Ting.«
»Men Gud er naadig og nil tilqive,« sagde hans
Moder
«JA, men hvordan fnn ica nich at lmn ile tilgnnn
m i g,« fortfatte Robert
,,Hans Ord figek : »Derfom vi bekende vore Jynder.
er han trofast og ketfcrrdig, saa lmn tilqiver og vore
Syndet’,« ivarede hun, .,oc1 dct betyder dig lige saa
vel iom alle andre.«
»Im tmanek dertil, Moder«, iaqde han. »Jeg ved,
jeg« hat vwret meget slem: men jcg irr-aber, jeg hat
pendt om im mine onde Veje. Viditc jeg blot, at jea
hat Tilqinrlie-«
»Min Dkeng, min kære Drengl« iugde Modeken,
idet hnn tryltede bam last til fig, »o, hvor qlad feg er
ved at høre diq sige det. O, Nobertl lsan vil tilgive dig;
i Sandhcd —- han vil. Tvivl itle paa hom. lOan vil til
give Inin egen laer Drcng!« Det var alt, hun var i
Stand til at sige, før hun lænede iit Hoved mod hans
Skulder og gered
Dc lotn innrt hjem fra Kirle og talte om Prcedis
Zeiten« hook indtrwngende Pastor Barnes havde talt, og
hvilken sisn Tag de havde haft. Sau kom Aftenandags
l
l
l
l
lagde iig til at forte, lmvde hatt føgt oq « det troede
han da --—— iundcn Fred med Gud ved vor Horte Jesus
sit-Mus
XI.
Hekefter oil jeg folge
Den lille Trocns Flot;
Lad Verdens Sturm og Bølge
» Mig true længe ·nok.
«"— Jeg frygter ei de Vosveu
Thi Jesus hos mig staat-,
Han Trøst og Hjælp mig lover,
Naat Staunen er for dankt-·
Snart var Roberts herlige Jeriedage sorbi. List
var de skInneste Dage, han havde oplevet i sit Liv, sor
di han nu havde saaet Fred med Gut-. Sau lykkelig, som
han var nu, syntes han aldrig at have været stir. Og det
var en Locke, der var vidt sorstellig sra alt, tyvad han
hque sslt tidligere —-« saa stille, saa sredsuld og uden
nagen Styggesiders Hele Livet syntes nyt sor hom, og
ser den Vordem hvori han levede, syntes en ny Ver-dem
Gan elstede sine Zokældke og Soffende med en ny og
dybece stærlighed, og alt,-hvad hou glædede sig ved, gav
ham en suldere og rigeke Glæde Hvor henrivende var
ikke nu Egnen omkring Beechaml Engene, gcnnemkislet
as Bretter-G Stovene, i huilke han saa oste havde strei
set omfting med et mørtt og utilsredss Sind. Naar han
HIU spodsercde ellek kørtc alene eller i Eclskab mcd sin«
Feder s— gennem digse minderige Egne, synteg nascm di
qt sttaale i et m) Lug-, som Tjgtortsn fis-m
»Don aldrig san paa Hau eller .(si«1)st«; «
nei, men et Los-, der sinds-s i deres Øje, der hat set no-l
qet as Guds Herlighed i Kristus Jesus. Han kunde ikket
lade være at gentage, sor sig selo nogle Linier as Com
per, der havde vatt hans«Opma-rksomhed, da han lasstes
dennes Digte som Dreng, men hvis sulde Stønhed hans
sjtst nu selte: »
»Hans er Bjergene, Talent- hang,
Og de rislende Floder alt ssabt til hatt-z Fmd
En Ejendomsret som slet ingen sorstaar
lxden den, der med barnlig Tillid opsyldt
Kan lsste mod Himlen et ydmygt Blik
Og smilende sige: Min Fader so skabte det alt.«
Han havde skrevet et langt Vrev til Hakrison og
soktalt ham vm det nyssdte Haab samt takket ham hier
Qeligt sor, hvad han havde været sor hom. Og Horrtson
hohe strevet tilbage, hvor glad og taknemmelig hcm
Ur, sordi han havde saaet Lov ttl at være ham en Hjcelp
til at komme paa bedre Bese.
»Du mag ikke blive stusset«, skrev han, »ein du site
umd bltvet vesd at ssle dtg saa glqd som nu. Du vil
blive udfat for .Zristelsc:1, og du Oil finde meget has
dig selv, fom trænger til at fotandres. Du smaa vaage
og bede, at du ikke fkal falde i Fristelse. Du tkænger til
Styrke fra «Gud og til Mod for ai. blwe bevaret i Tro
skab. Og glem saa heller ikke, at din Troska maa frem
for alt viie sig i at være tro i din daglige Gerning og
modftaa de Fristelier til Skødeløshed og Forsømmelser
af svore Pligter, som ivi alle er faa udiatte for at falde i»
Vor Frelfer sagde: ,En Monds egen Husfolk skal vcecei
hans Fjender’; og ofte er netop de, der er os ncermeftJ
vore oasrste Fjender. Men vckr bestemt, fast, brav oa føgi
Wud om 3t1)rke, og fremfor alt: Zka m d i a a l d r i g
ved .5iristu5«
Med disk-je og mange lignende Ord haodc Harrison
irrem-r on Robert syntes i Førstningen ncesten som om
Bravet var en Tadel for hani, iom om det udtrykte en
Frygt for, at han ikke skulde blive tro. Han syntes da
aldrig, nej aldriq, han kunde fornægte sin Frelfer eller
falde i Sond; ja, han tcenkte fom Peter, at han kunde
bcrre sog lide alt for hom. Stundom tcenkte han Paa,
hvor dejligt det Hunde vcere at blive Missioncer, at gaa
ud for at prædike Evangeliet i fjerne Lande; eller book
herligt onftort det knnde viere at blive en Martyr for
»Ur-illus. Sommetider foreftillede han sig ogfaa at d- i
Hin Ungdom — saa lykkelig og triumfetende, at alle kun
"dc fe. bvor megct han elskede sin Frelser og længtes efter
at vcere med horn. Men Robert knaakte leere, hvad alle
Drenge — og Mcend med —, der duer til noget, maa
lasre, at det er ikke i Trauten efter store Ting inen oed
Trofkab i de fmaa, vi tjener vor Frelser bebst, on at det
er bedre at teoe et ndniygt, helligt on trofaft Liv, end at
dø en aldria saa triumferende Død
an koni Tagen, da han maatte fiqe »Faroel«; nien
hvor forskellige var ikke hans Ftlelier fra den Dag, han
for 2 Aar siden sagde Furt-el. Dengang havde hans For
asldre, ieln otn der bar nienen qensidig Fioerliqhed oq Ve
vægelse, med megen Ængftelfe, der rummede baudeFrygt
on Haar-, lndit hain reise. Og l)an havde forladt dein
med Skamsplelse, idet Samvittigheden sagde hinn, at det
for en Del var paa Grund af sin daarlige OpførseL ban
maatte forlade sit Hjem Nu derimod rejste han med ncn
Haab og Beilutning om at leve et nyt Liv; og hans Fa
der on Moder fliltes fra bmn i Knab bin, at ban i hoert
Fald havde gjort en cerlig Begyndelse til en Vandring
i Herren-H Frygt Han havde ikke iaat saa nieset til dem:
nien hvad han havde sagt samt mange imaa Forikellighes
der i bang Onførsel gab dem Grund til et godt Knab
Ogiaa den gamle Prcefl havde de fortalt om, lniad der
bar stet nced Robert, on denne haode selv til Prwnenii
store Nin-de for-falt, lioillet Jndtryt hanss Prædifen
havde gjort paa hom. Aftenen spr, han sknlde reise, qik
hnn derior ned at fine Farnel til den qmnle Mand, der
ined »Wie nelrnilnte er anbefalede lnnn Guis- Veli
simielse »Wer naa Vaqt«’ sagde ban, ,.og tab ikke Moder
Se ireinfor alt ilke tilbaqe Eva lyt aldrig til Friflelsencs
Ilion Ee itedie paa ilristnis on lass af ban nt basre Flor
set oq ikke bryde dig oni Flammen Folg lnnn hektj
Ved Ein Jlntoxnn til Wnndhain lsieo Inin inndt i Glasst
givergaarden, hvor Dagvognen standfede, af Harrijon,
og de var inart hos Mafons, hoor Robert modtoq den
hierieligste Pelkomfthilfen af dem alle og soerlig da af
Mason lelv, hvem Roberts Familie havde meddelt otn den
lykkelige Forandring, fotn de haabede var skct med Ro-·
beri. Len nasiie Tag finde bi bmn atter paa Arbeitss
pladien
Fort-leidig nnsnte Masern det oilde were bedst for Ro
sbert at blive hos Harrison Han vidfte, at i ham nilde han
faa Lejlighed til at se et godt Elsempel poa Troflab i
sin Gecnina og ægte mandig Fromhed Han glædede fig
meget ved den Jndflydelsc, Hartison alle-rede haode haft
Paa Roberts Sind, og da han uidfte, hour let denne tids
ligeke havde ladet fig lede i Fristelsen, mente han, at
shan saaledes lidt efter lidt skulde bliue beftyrket i det
gede, før han atter jlulde i Zelskab med andre, der mu
ligvis vilde prøve paa at lede ham dort. Under Arbejdsi
timerne var Harrison meget paapassende. Han sluttede,
at i den Tid tilhørte halt-J Tib, hans Kræfter og hans
Evner Vlrbejdsgiveren og bukde dcrfor helt og fuldt an
vendess i dennes Intereser Det var derfok meqet sjcrls
dent, nagen Samtale fandt Sted mellem ham og Robert
om andet end Forretningsaffærer gennem Arbejdstimed
ne. Men før Vlrbejdet i de lyfe Efteraarsmorgener, og
efter Arbejdstid om Aftenen fortsatte de deres Spads
seketure sog havde mange lange og alvorlige Samtaler
om forskellige kristelige Enmer.
llnder en as disse Sanktaler. jagde Robert: »Im
stiften jeg kunde qøre nogct merk for Jesus-· Det fynes
mia, fom um jeg intet l)ar gjort for hom«
»Bist bedrøoer mig nie-get at høre,« sagde Harris
fon: »Na truede du gjorde en hel Del for l)an1.«
»Au, jeq underviser i Søndagsskolem hjælpcr Var
ton at uddele Traktater, og ftundom prøvek jeg at tale
lidt med Falk on indbyder dem til at komme til Kitte;
men det fynes faa lidt, og det er desuden tun en Dag i
Ugen «
»Da hvad med Hensyn til Nesten af Ugen du«-«
spurgte Harrifon
»Q« fortsattc Robert, »det er jo Forretning. Du for
staar nok, jeg mener at qøre noaet virkeligt for Kristus.«
»Er ikke Forretninger at tjene SiristusW spurgte
ssarrison igen.
.,Vel, im antaaer det er dem en Maode,« fvakede
Robert, »men det fynes so da at høke til Bei-dem og
hvad can desuden Fortetninger have at gøre med Sjæs
les Frelfe?« ·
,,-En hel Del tror fes-« fortsatte Harrifon »F det
mindsle burde de have« .
; Robert blev lidt forlegen Det var heller ikke fri
Ifor. at han havde nogen Samvittighedsbebtejdelse: thi
ihccn havde knap væretfaa flittig i den fenereTid, fom han
fburde hat«-e været, og nu begyndte han at le, hvor Hat-.
leison vitde heu. En euer te Gange var en as Rebekka
Beger bleven funden paa en forkert Pladsz en anden
jGang havde Hartilon lunden en Tekft streven samt Be
gyndellen til fanden noget som en Tale med Oper-strikt
f-» »--- »-- -s———..———.——»
Viere Venner«, og han havde sda venligt ladet Robert
forstaa, at faadan noget holdt Mai-m ikke af i Arbejdssk
timerne, selv om han ellers var glad ued at·fe, at Ross
bert lasste gvde Bøger og sysseisatte fine Tanker med
Skriftsteder. Robert havde selv tænkt en Del paa disse
Ting og snskede nu at høre, hvad Hairifon mente; thi
han kunde ikke fe, det var forkert, og vilde have fursømt
’s1st Arbejde for at fortsætte sin Læsning, om han havde
haft Anledning. Han sagde derfor: »Er det da din Me
ning, at Forretning har noget at gøre med Sjæles
Frelfe?«
»Ja, det er det rigtignok,« com Svaret nicd Efters
tryi. »Du kan være sikker paa, en Monds Hierie kan ikkc
være rot for Gad, derfom han forfømmer sit Arbejde
for, lwad hnn antager for Kristendmn Undfkyld mig,
Johnsen,« forsatte han, ,,at jeg taler «saa lige ud til dig,
for jeg tror nok, jeg vcd, hvad du tænker paa.«
»Ja, naturligvis,« sparede IRobert, der dog ifka
var videre qlad vcsd Tanken om, hvad hans Von nu Dil
de fige.
»Be! da,« sortsatte han, ,,jeg trot, Johniem derq
vide have været met-e ægte Fromhed i, oni du i Gaar
havde rullet det Tæppe i Stedet for at laese den Bog,
du hande, og det vilde tillige have vasret bedre for bin
Sjæl.«
»Ja, nien det var en god Bog,« faldt Robert ind,
»og jea tiggede tun lidt i den nu og da.«
· »Vat« det i din Tib, eller var det i Masons?«
spurgte Harrison
»Bist var selosslgelig i Masons, men det kunbe da
ikle stade noget,« sagde Robert
»Du vilde ikke bedrage ham for saa meget som en
Knappenaah vilde du ,Johnsen?«
»Nei, sittert ikte,« svarede Robert med et naesten
harmfuldt lldtrhk; ,,det ved du da, jeg ikke vilde.«
,,-L)oordan tan du da soksoare at bruge hans Tid
til dine egne Anliggender2 Du tror, Gud har sat dig i
din nnoærende Stilling, gør du itke2 NuveL burde du
saa ikle gøre cklt med Troskab, saalænge du er der, og
give al din Tid og Kraft til din Mesters Tjeneste?«
»Ja, inen det er da itke Ret at forsømme sin Sjæh
og vi bør da prøve at gøre noaet godt,« sang Robert.
»Jesus siger, vi lan itke tjene baade Gud og Mammon;
og dersom vi tillader os selv at blioe oerdslige og glom
me de evige Ting, da gør vi bog fitkert ikke Ret.«
,,:Ic’ej sikkert, det vilde vcere absolut forkert,« saarede
Harrisom »mei! hoad, jeq onsker at faa dig til at se, er,
at dette at bruge nor Tid nied Trostab i den Gerning,
i hvilten oi er sat, i oort lovlige Kalb, er« itle Mam
monstjcnesle, nien Usndötieneste, dersin det bliuer gjort
i hans Frygt og med Ønsket om at forherlige ham;
samt at T«et vil vasre bebst for vore Sjæle og en megct
vigtig Maade at gøre godt paa, on( oi gør dette. Kan du
forstaa, hoad jeg niener?«
»Im tasuker, jeg lau --- for en Del i hvert Fald,«
svarede Robert »Natnrligvis er det ret at gøre vor
Pligt i Hindsssrhgt: men jeg lan ikke se dets Nytte for
Sjwlen i Lighed med stning og Bon- heller itfe
hvad godt vi dermed kan udrette.«
«La-sning og Bon, min kcere Ven,« sortsatte Har
rison, er absolut nødvendigt for vort Fdristenlio, og der
soni oi sorsønnner det, vil oi snart synke ned i Synd eller
Ligegyldighed, og at gøre godt, i den Forstand du tager
det, er enhver sdristens Forret faa vel som hans Pligt
Men ——- du maa endelig ilke tro, at naar oi itte hele Ti
den kan dele Traktaier ud eller tale om Religion, saa
gør ni intet qodt Gud talder nogle til at blioe Tømrere,
andre ewnmqere og andre nimdesavrnanter, sont dn
og jeg er: dg alle saadanne Liald er ærlige og lonlig(-,
lworsnr vi lan tsene Gnd i dein; dg dersom du bliver en
bedre Fllædesarbesden sordi du er bleoen en sitistein saa
gør du noget godt, og det vil hjaslpe dig at blive en god
Kristen. En Mand burde i enhver Henseende blive hehre
naar han er bleven en Kristen end sør. Hnsker du itle
en god Mand ,der en Gang sagde, at selo onc han tun
var Stopudser, vilde han prøoe at blive den bedste Sko
pudser i Byen? Dersom oi ester at have bedet om Guds
Velsignelse begynder otn Morgenen med det Forsæt i
hans Kraft at gøre vor Pligt med Troskab i vor Ger
nins, at vise i alle Ting en kristelig Aand, at modstaa
onde Tanker og onde Frist-elfen idet vi søge lLijaelpen has
Gild, tror du saa ich-« det ogsaa vil have sin Betydning,
sur voke Sjæle?«
»Jeg trat nat, jeg tan bedre indse nn, hvad du ine
ner; nien det er meget vanskeligt at gøre dette.«
»Mein-r dn da, det er lettere at lasse gode Vøger i
Sinng og at nddele Traktater end at vaere flink i sin
Gernina ou ydm1)q, taalmodi9, standhaftig i Aanden,
intet ondt tasnke og modstaa smaa Fristelser? Ja, Johns
sen, det er lettere Men at lasse gode Besser vil ikte Aøre
Dort Kristenliv fnldkomcnent; det nil hjaslpe os- til at se,
hvordan det skal ske, og lsjwlpe os at uddanne vor Aandx
men det can itle trasde i Siedet for vor Alver, Feldscher
slelie og Udholdenhed.«
»Men naar vi nu gør disie Ting, hoad godt ndrets
ter ni saa detmed?«
»Det aør i lsnetst Fald godt sor de FolL vi færdeisi
iblandt,« svarede Hartisom »og dersoin vi er tro, hvor
Gud bar sat os mellem nogle faa, saa vil han, naar
han snnes, sætte os der, hvor vi kan øve starre Jndslys
delse og gøre mere godt. Jesus siger til den tro Tjener:
»Du hat vascet tro i det lidet, ieg vil swtte dig over nie
get sOg jeg trenker, det er den bedste Belønning, Johns
sen·« - -.
Robert var tavs og tanlefuld. Maaske han alliksenel
slet ilke havde sorstaaet et kristenlivs Ideal Men han
var endnu ikke ret i Stand til at se det tlart, saa han
spnrgte: »Men hvardan gør jeg godt ved med Troskab
at gøre min Pliat, vise dette Sind, altid handle efter
bestemte Pricipper o. s. v.? Jeg kan se, hvordan det er
bedre for mkg selv; men jeg kan ille se, hvad Nytte det er
til for andre.
»Jo, min kære Ven, paa mange Man-der. Tror du
ikke, det hat giort mig godt at se dig prsve paa at blive
et godt Menneske og vide, at du ssaer hen til Gud om
Kraft og Velsianelsef Da trat du Me, det hat Leyd
ning for de andre at fe, at du nu er forskellig fra str. II
»at du prøver paa at følge KristuBP Selvfølgelig hat dd
sin Vetydning. Vi har Jndflydelfe paa hvevandrh sc
dersom vi er gode, kan vi ikke blive fri for at gisre godt
Sæt nu, de andre Arbeidere, Shepherd og Jota-H as
Nesten ser, at du er more trd i dit Akbejde for Majo-.
mere flittig, mere venlig og høflig i din Omgasnchlik
«mere villig til at hjælpe og tjene andre, at du aldrjg soc
fømmer og fvigter din Pligt. Trot du ikke, det vil vat
et Vidnesbyrd for dem og maafke have en god Jndfh
delsepaade1112 Og tror du ikke,Johnsen,« fagdeshom idel
han tog Robertss Arm, ,jat dersom de fer dig lasse IV
gode Bogen naar du jkuldc Isullks Tæpper, vil do iigix im
·cr en Hykler, og hnis du sckgdc noget til dem din, at DI
elfker Jesus, vilde de mutigvis minde dig om din »Wng
Du er vel ikke fornærmet paa mig, er du, thnikr
føjede han til, da hon bemærkede Roberts studiku TI
bed
Robert følte fig lidt saaret; man han nimm-· a
komme, at det var sandt, hvad Harrison tmode Inn-. Ema
prøoedk derfor, iaa godt han kunde, at vise sig nex.
da ban vi«dfte, denne mente det aodt Gan nrøxnsdp «z-z :
ærligt paa at ,,se Sandheden lige i Øjnene« og Deo-s (
om et retfkaffent og ndholdende Sind, saa han nicht«
blive i Stand til at leve et fandt Kriftenlio Til sidit jag
de han: »Nej, Harrisom ieg trot, du har Ret. Vil do
hjcelpe mig?«
»Ja, alt, hvad jeg kan, Johnsem det lau du note
paa,« og han kalte ham sin Haand, hvilfen Johnfen ais-f
med hjertelig Tillid »Og du Inig, Johnsen,« tilføiedc
han, idet han besvarede Haandtrykket Hermed stiften
disse to unge Maend en Pagt for Livet uden flere Ord:
en Pagt mellem dem selv imod Bei-dem Kødet og Djæos
len, at hjaelpe hinan-den til at kæmpe Livets Kampe oa
blive Erobrere for Kristi Sag; en Pagt uden Ord mu
nnder aloorliq Von til Gud for sig selo og hinanM
at han nilde hin-Im- dem til at blioe tro.
Der Var andre Tilfælde, hvor det gik lettere for
Robert at binde Seit Men det var utcenkeligt, at hau
gamle Kammerater i Wyndbam nilde lade ham være i
Fred Saa inart de faa han1, begyndte de at fuan
for det nieste om Marston, hvilken elendig Staffel yan
var bleven, og at de aldrig vilde saaledes nedvcerdiges
sig selb. Eaa spnrgte de: »Naar faar vi dig at se ign.
Johnsen? Dn Ded, vi ønsker ingen Sjovere; men du et
jo ikke Marston Kam ned til ,,Korsnøglerne« i Aften ei
ter Arbejdstid Smithson vil fikkert vcere der.«
Tet oilde have vceret bedre for Robert, am nun
straks bande ginet dem et klart og bestemt Svar paa disie
Tillokkelser. Vel samtykkede han ikke, havde heller inge
Lnfker i den Netninm men han følte halot fkanifuld ned
at fige dem, hvorfor han ikke tunde komme, og end-:
niere, hoorfor han ifke ønfkede at komme. Saa trak has
det ud fra den ene Gang til den anden; men de blev mä
at spørge ham, ag han var stedje bange for at sige dem.
hnad han mente, og hvordan han følte. Til fidft ko
Jackiom hom, der havde været saa meget efter Mai-stos,
en Tag ind i Robert-J Afdeling paa Fabrikten for at ai
lcegge hani et Wes-Ja, og ban ftod lcenge og fnakkede wes
ham. Harrison var der; men han ansaa det for bedft d
lade det gaa, færlig da han saa, at Robert var weg
nrolia og«uden Toiol ked af, at han var kommen. Est
at han var aaaet følte Robert fig nceget bedrøvet Ha
oidste ikke,«hvad han sknlde gøre Han Var bange for« del
oar forlert, at han ikke mere lige nd iagde dem sin Me
ning, men han haode ikke Mod til at gøre det. Da kot
ban til at taznke paa Harrisons Ord i sit Bren; »Fremioc
alt, ffam dig aldrig ved .Qristus«; og han var bange for.
det var netop dette, han gjorde. Dis-se Tanter forme
ligede ham meget. lLworfor, trenkte ban, kunde de ikke ie.
han var forskellig fra før, og faa lade hani vcere i Fressi
Men hnorfor, bnrde han have tænkt, fortwller ieg d
ikke Iiae nd, at jeg er bleven cn Jer siristi ",terfølget
og derfor ikke kan gøre, hvad de vil have niig til? sc
vlot yan dog havde Mod til at jige dem detl Han tm»
satte faa sit Arbeide i den samme ulykkelige Tilftand.
Efter Arbejdsztid fagde Harrison til hamt «Vil ds
gaa en Tut med mig, Johnfen? Vi har ikke lang Bis
men vi kan nok gaa saa langt fom til den første Mileps
paa Burbridge Vejen.«
Robert indvilligede med Glæde, da han ønskede «
tale med sdarrifoth selv om han ikke rigtig vidste, hock
dan hun stulde begynde. Men saa fnart de havde begyas
at gan, blev han hjulpen over denne Vsanfkelighed, ists
Harrison selv begyndte:
»Vat« det ifke Jackson, der kom ind i Dag, Joh
feu?«
»Jo,« fvarede Robert
»ande du bedt ham om at komme, ellek enin
det?« spurgte Harrifon
»Nej,« snnrede Robert, ,,og jeg sanften han vjjdt
blive Vorte; jeg ønfker bate, jeg kunde sige dem —«
»Sige dem hvilfet?« .sagde Hartisom
»At jeg hoerken kan eller vil have mere med des
at gøre nu.«
»He-erfin· Her du det saa ikke?« fortsatte Hakusan
»Fordi jeg synes ikke, jeg kan,« fagde Robert »Sei
swtter mig for at qøre det, og naar faa Tiden komme-.
kan jeg ikke Jeg ønsker, jeg kunde.«
»Ja, faa kcm du ogsaa,« fvarede Harrifon stille, w
efter en Pavfe føjede hau til: Man jeg hjcelpe dig?«
..,,Jen ønsker, du oilde.«
»Vel, du ned, Jolmfen, for det første er det kraus
din Kontrakt med Mast-m for det andet er det imod M
eget Ønske, og endelig er del i fig felv forkert; sklt
Nichts«
Robert santtykkede, og Hakrifon foktiatte: »Mo
nu han elle: en anden as dette Komplot kommer her-.
vil du saa lade mig tale med dem i Siedet for? Ka
det lade sig gere?«
,O, ja, jeg Inskety du vilde, og jeg vil væte cis w
get laknemmelig derfor,« evarede Robert.
»Men saa venter jeg af sdig, at du tager din Del us
viser dig standhaftig,« «fagde Hat-Matt »Jet- vil soli
dig til Vidne paa, hvad jeg siger. Ml du famtykke W
GOMWJ
