Ida
min Misgerningx seg sagde: «jeg vil bekende mineOveri
Robert.
Mut sta Engelsl
si
Ist-. Christo-sey
Guttat-)
lV.
Synden den missen tung oq han«-T
Satan han ligger «og lurer;
seiden i Dag er som i Gaar,
Rrister og tmsnger og sinken
Inst-den den oil i Hin-ten ind;
Visiten i Tidensd Vesi- og Vind
Trtter at rem- mizs LicIet
suchen-o Fonrlore talte lasnge ou uted mequ Sorg
sg Its-Willle out hanii Psejltrin De nidsie ikle Harim
paa UJad Munde det zsilde men- bedst at gaa frem: men
til sidsi lmu de til det Resultat, at det um« dedre at uise
ham -.sin«rl1,1nes1 m Jean Leim-solle end straiie llam
hanc-Ot. Hatt Inmitte allen-de lide ille san lidt for« sin
Forseelsr. Hjemnie havde han tabt meget i alles Agtelse.
Dreimene i Zlolen, sasrligt Tom Vright og Jini Green,
synteszi sel:!solgeligt, det Var et godt Plus; ncen saadan
kunde Robert nu itte se paa det. Hatt var opdraget til
It have Aatelse sor sine Forceldre og tunde ikle vcere
glad, naar han tænlte paa, hvor meget hans daarlige
Opføriel havde bedrovet dem. Han holdt as at blive set
lidt op til; men nu vidste han godt, at Leerlingerne og
de unge Arbejdere i Vcrrtstedet saa ned paa ham. Nogle
drillede lsam enden med at iuomin otn gamle Timnns
ikle snart loni ther han« og huordan lian nilde synes om
Tvanzkmrbejde Einlde nagen sendeis nd et Ærinde, lød
det gerne: ..5end klioberk han bar faaet en and Karat
ter im Im Clemens Enaledeszs var,det lnslt iqennem
en lnmrd Tid for stalselszs kllnlsert Don um« oste meqet
ulntielisp Tuns Bein der tted bedie, altid Uil Viere-, naar
de handler sorkert
Der blen saaledes ilke sagt mere til Robert den
Gang, med llndtaaelse af noqle aduarende, sormanende
og opnmntrende Ord nied Haab em, at det maatte kom
me til at gaa bedre i Fremtiden
Saa com Sondag, og om Aftenen var Robert til
iige nied sine Zoslende hjemnte for sont scedvanligt at
lcese med Madam De valgte, sum de plejede, hver sin
Sang og sit Stristst)kog: men hoordan det nu var eller
ikke var, saa syntes hver Sang og hvert Kapitel at have
noget soekligt at sige til Robert. En laeste Beretningen
onl, hvorledes Jesus heldredte den syge ved Vethesda
Dam og sagde til han« »Snnd itle niere, at ilte noget
vierte slal oedersares dig.« Da det bleu Noberts Tur,
besluttede han at vælge noget, der ille slulde tale scerliat
til dam. Saa aadnede han Vibelen paa maa og saa og
Evas paa en Del as den 119. Salme; men han blev blas
sende tjd i Ansigtet, da han loeste: »Im betæntte mine
seie, og jeg vil vende mine Fødder tilbage til dine Bib
Mbnrd". Dekpaa skulde hans lille Søster vwlge, og hun
valgte den 32. Salme, sordi hun holdt saa meget as Or
det »Ealig«, hvormed den liegenden-. De læste hver et
Bets. Lille Jane begyndte, og Robert læste det næste
Vers: »Saligt er det Mennesker, hvem Herren ilke til
regnet Stall-, ag i hvis Aand der ikte er Svig.« Der
estek sulgte lidt ester lidt de smertelige Bekendelser og
Udtryl sor Angek:
»Im belendte min Synd for dig og sljulte ikke
Medelser sor Herren«, »du sorlod mig min Syndeskyld«.
Sau kam Gnds naadesulde Ord til den angersulde
Stiel:
»ng vil undervise dig og lcere dig den Ves, sont du
skal qaa, jeg nil raade dig ved mit Øje Voerer ikte som
dest og Male, der ille dar For-stand, hvis Prydelse er
Maine oq Bidsel til at tvinge·detn, naar de ikke ville
komme naer til dig. Den Ugudelige hat mangeSmertek;
men den, som sorlader sig paa Herren, omgiver han niedj
Nisludhed Glieder eder i Herren og sryder eder, J»
retscetdigel da synger med Fkyd, alle J, som ere op
kwe i die-tw- !
Fru Johnsen kunde ilke undgaa at lægge Man-le
til, hvor scetligt dette passede paa Robert: og da hun«
vidste, at ltlle Jane itke havde valgt det as den Grund-»
stlte hun, det var Gud selv, der vilde tale til sit vild-:
sfme Bam; pg medens de laste, tuned- hmk til Gans
It han vilde velsigne sit Ord for dem alle og da stetligt
set hendes leere Dreng, at han maatte blive ledet til(
sand Anker oa lære Velsignelsen ved Heu-end Tilgivelsej
O sende. Derpaa sagde hun nogle saa Ord til dem am»
det oplceste: hvordan det viste dem Guds Godhed ogi
M, dwt villig han var til at tilgive den, som gen-l
nun Jesus Kristus sagte hans Tilaioelse, hvor gerne;
san oilde hiælpe oa lede alle, der vilde lade sia lede asj
hun, oq hvordan han baade lunde on vilde der-are demj
sra de ande Bese: men ogsaa hvor alvorligt den stives
Teods vildc dlive strasset Sau sang de med Mit
sslqende ilsnne Sang:
Pan Livetd vallende Stier jeq staat
Omgivet as Saaten ihvot jeq end gaar.
O, svked dog dit Las, du min Frelser saa lcr
ca led mine Stridt qennem Livet diq met-.
Mit ande, neoliqe Cserte du taq
Duveddeto,0ekte.ieaekkunsaasvaa.
J Frist-Essai Stundet du M Ists sit-.
cassstmisindtildetwiaesia
Mkasedeoildeste Sturmeswut-m
Dadvstsetmfemdeoaskwllsdtesam
deoaeimtesotszsm
R
so
saudukmno,desut,nsosees
Its .
Robert kunde ikke Tvnge nieset Han fslte sin Snnd-l
og dog var han ærgeitig, fokdi han var kommen til at
ftle den. Gan var eergerlig paa fig felv, fordi han hav
de vcevet saa dutn at voelge denne Del af 119. Salme,
paa Osin Seiten fordi hun havde valgt den anden, og
paa sin Moder for, hvad hun havde sagt· Han var ked
af, at han kunde være saa ulydig at gaa paa Fiskeri i
Stedet for at forrette sit Æriwde Hvor meget bedre
vilde det dog ikke have været at forkette Ærindet fsrft
og saa gaa nd for at fifke bagefter. Han var led af, at
han havde provet paa at stjule Sandheden for dem;
hvor meget bedre vilde det ikke have været, om han cer
ligt havde fortalt det hele og faa gaaet til Fru Ver-non
med et nyt Brev straks. »Hvor kunde jeg dog viere fan
dan en Daare2 Hvot meget lykkeligere kunde jeg dog
ikke have været«, sagde han til sig selv, idet han gik frem
og tilbage ude i Haven den stille, skønne Smnmeraften.
Men saa begyndte han atter at undskylde sig selv og
dsve SamvittighedensAnklage med, at det var ikke hanö
Skylsd; han havde ikke gaaet, om ikke det havde været
for Vright og Green Tankerne blev værre oq formede
sig til sidst som en Anklage mod Gud, der havde ladet
dem komme i hans Vei. »Hvorfor flulde jeg netop mode
dem der? Det var da ikke min Skyld Jeg haode ingen
Anelfe om, at de ftulde komme gennem »Bagerens zor
stue,, just den Gang-A Saadan fortsatte han, ulyktelig
over, hoad han havde gjort, men uden nogen fand Jlnger
og uden at ville lytte til Samvittighedens Stemme, der
fagde: ,,Det er din Skyld — og dsn alene; det oed In
jo godt.« — Aa, Robert er ikke den enefte, der hat nis
vet at nndskylde fig felv paa den Mande, skønt lnn aodt
vidste, Undskyldningerne var nden Vasrdi on kun gjsorde
hans Synd mete.
Tiden gif, og den »læger jso alle Saat«, siges der.
Roberts Stamfølelfe svandt lidt efter lidt bort; men han
vidste godt, at hans Fader holdt starpt Øje med hain
for at forhindre, at uoget lignende fkulde gentage sig
ubemærket. Dekfor passede han bedre paa nn. Brett
havde talt med ham en Par Gange og vceret meget ven
lig imod hanc; og da Robert nn var gammel not til at
arbejde i Vwrtstedet, tilbragte han en god Dei af sin
Fritid fra Stolen der. Brett gjorde alt, hoad han kunde
for at opinnntre ham og holde han borte fraÄ daarligt
Selstad En Dag begyndte en af Leerlingerne at minde
ham oni hans Fejl; men Brett hørte det og iagde: »Ba
ter, du maa hellere se at finde noget at bestille i Stedet
for at fnakte paa den Maade Lad inig finde dig lidt
mere fejlfri felv, for dn atter begynder at finde Fejl hoc
andke«. Saa gik Baker lidt stamfuld jin Vej. Han var
godt licgaoet, men havde mere Lyst til at snakke end til
at arbejde Dette Tilfælde gao Brett en Lejlighed, som
han lcenge haode spejdet efter, til at tale med Robert.
»Du stal itle bryde dig noget onc den«-:- Brillerier,«
iagde han, «man kan jo itte lnlte Munden Paa Folt,
ved du.«
LIW
sankting ny Jndflydelfe, kunde det maaske Viere Kam en?
;·betydelig Hielt-. l
I Sau en Dag hen imod sSlutningen af SommerenJ
kaldte hans Fader ham ind paa sit Kontor og sagde:
,,Robert, din Moder og jeg har talt sammen om dtg.
Du er nu gammel nok til at prsve iselv at bane dtg en
Vej iILivet Vi er bedrovet over at fkulle fkilles fra dig;
men ni har ingen Plads for dig i Værkstedet nu, og des
uden tænker vi, det vil være gsodt for dig at komme ud
Os Prøve dine Krcefter et andet Steh. Du kommer til at
arbejde for Ist-det, fom jeg har maattet gsre det. Jeg
havde intet, da jeg begyndte, men Gud har rigelig del
signet mig, og jeg stoler paa, han vil gøre det samme»
ved dig. Men shans Velsignelse kan kun den vente, der
er flittig og qrbejdfom; og jeg tror, du vil have bedre
Lejlighed ttl at bane dig en Vej, samt have godt af at
se« »Wan en god Forretntng drives andet «Steds, der-»
som du kom paa en passende Plads. Hvad siger du der-»
til? Er du rede til at gaa og straks begynde at fordert-de
dig dertil?« »
Robert stod forbavfet og tcenkte paa Sagen. Han uils «
de hellere blive hjemme noget længere, da han ikte hotdtl
af at ovgive sit ,,frie Liv« endnu. Desuden - stønt hanszi
Feder ikte nævnede noget derom — var han sikker paa,
at den væfentlige Grund til, at han fkulde bort, var
hans daarlige Opførfel hjemme, samt hans Omgang med
de andre, fom hans Forældre ikke syntes om. Han følte
dekar godt, det kunde ikke nytte at komme med Jndvens
binnen da han var udfat for at faa den egentlige Grund
at vide. Han besluttede sig derfor til at fvare ,,ja«, saa
frejdiat, som det lod sig gore
Der blev saa gjort Vestemmelfe med Ho Mafoml
en as Johnfens gamle Venner, fom havde en ftor Forret
nina i den blomftrende By Wnndham; og, dersom Ro
bert jnntes om det, vilde han tage ham i Leere efter en
Maaneds Prove.
Nu kom der en travl og ængstelig Tid for dem alle·
Robert forlod Stolen og arbejdede nceften stadigt i For
retningen, saa han knnde blive lidt kendt med Tingene,
for han tom til Masons. J Hjemmet havde hans Moder;
og Søftre traolt med ny Skjorter, Strømper og hoad
andet, han troengte til fom Reiseudstyr. Mange Taarer
ocedede dette Arbejde, og mange Banner blev opsendt
for Robert i disse Dage. Det var svcert for hans Moder
at tasnke paa Stils-missen med sin førstefødte Son; men
hun indian, det var det bedfte Hun vidfte, ban vilde være
udfat for Fristelser. i hvor han kom, samt vcere uden
for hendes Kontrol. Men hun haabede, at Skilsmissen
fra de gamle Kammerater on Bekendtskab med nogle
bedre, fkulde hjcelpe hom. Alle hendes Tanter og Bon
lner endte gerne med dette Sul: «O, at han maatte fin
de sin Frelser i det ny Hjem hvortil han gaar!«
l En Dag, da de var i fnlgt Arbejde, tom Robert ind.
Han nor ikle i godt Humor, thi han havde været skødess
los med noqet i Værkstedet og prøvede at undskylde sig
paa den gamle Mnade, hvorpaa en af de unge Moend
ihavde sagt, at saadant noget vilde ikke gaa i Masons
iForretning. Han sagde dog intet, men tog en Vog og for
lsorgte at lasse.
Jeg aldrig stue merk
Sodt Fuglene der synger med den mig kendte M
Saa atter Fred neddaled i sorgopfyldte Bryst.
Hjemlksjew mit kære Hjeml
Nei, ingen Plet paa Jorden er skøn som du,
mit Hienil
Det var besvcerligt og kostbart at reife iRobets
unge Dage. Jernbaner var der ingen af, faa m
maatte enten refse iPostkaret eller køre paa en almindo
lig aaben Vogn Rige Folk ksrte gerne i Postkaretz m
vdette var for kostbart for Robert-s Faden fotn derfoc fals
te Sonnen fra Bucham til London med den simple Post
vogn. Derfra fkulde Robert saa rejie alene med Das
vognen til Wyndham, som laa 60 Mil længere dort-.
Dagvognen var helt fuld af første Klasses reifend-·
der havde Plads inden i den lukkede Vogn. Robert
maatte nøfes med en billigere Plads o:1en’paa, lmor det
surnden l)am og Musken tun nat- 2 rejfende Arn-II her
fkede der fuldftwndig Tavsbed, faa Robert havde aod
Befliglchd til at anstille Betragtninger haade over Fort-a
Nutid og Fremtid Han« tænkte paa fin Fader oa dennes
jidsle upnuuitrcndc ug lærligc Ord, samt p.m, huck- Oft:
han selv havde vceret flem og ulydia mod den kære Fa
dek; han tænkte paa den elskede Moder, der i Afstedens
Stund var faa bona-geh at hun kun var i Stand til at
omfavne og kysse ham i Tavshed: og endelig tænkte han
paa sin Bruder og Søster, hvor ofte han havde vceret
uvenlig mod dem — selv lille Josef, den yngste af dom
falle, der endnu ikke kunde tale rent, men græd, fordi han
lfaa Moder graede, og sagde ,,By Wobbert«. Saa taenks
te han paa sine Kammerater, Fifketurene, det giamle Hus
og Haben, hvor lcenge det vilde vare før han atter fik
dem at se; hvordan han ikke kunde faa Skøjteture paa de
aamle Klosterdamme til Vinter o.s.v. Han var ikke i
Stand til —— skønt han gjorde sit bedfto —- at forhindref
at der af og til listede sig en Taare ned at Kinderne. Det
var jo førfte Gana ixfit Liv, han var borte fra Hjemmet
oa alt-ne blandt f1«emmede.
» »F1·ifk Mod, fcere du, frifk Mod!« sagde pludseliq
en arov men ikke nvenlia Stemme fra Baafcedet af Vog
nen. Kommen liae hfemme fra, min Dreng, hvad?«
Den talende var en af Roberts to Reisefceller, en
Mand paa omkrina 50 Aars Alderen, hvis solbrændtt
Ansiat tydede paa et Sømandsliv, fkønt hans Dragt var
kun delvis en Samandsdragt Han var, som han fe
nere fortalte Robert, Kaptajn paa et Ksbmandsskih oq
var nn paa Vejen til sit gamle Hiern, en Landsby nts
Wyndhatn, som han ikke havde set i mange Aar. Haus
venlige Ord og muntre Mine vækkede Robert op af sin
Drøtnmerier og til at tænke paa, kwad der gik for G
omkrina "han1, og efter et Øjeblik at have iagttaget Sus
geren, svarede han: Ja, min Herrel«
»Da et godt Hjem tillige — vil jeg ivcedde — in
dit Udfeende at dømme Du har en Moder, Dreng, s
jeg sikker paa. Der er altid nsoget ved en Drengs Usdio
ende, der siaer, enten han har en Moder eller ikke, ist
sandt, Styrmand?« sagde han, idet han vendte sig S
sin anden Neffefælle.
Robert var taus. Hatt var næften bange, fordi Brett
lwgyndte at tale til hanc.
«Men,« fortfatte denne, »dersom du itke giver dem
ny Anledning til Snat, vil de snart glemme denne Af:
faste, færligt da, naar de ser, dn ikke tagek noget
Oenfyn til, lwad de siger. Rigtignok var det daakligt
gjort, og jeg var virtelig bange, at vi bavde mästet Fru
Vernans Handel af den Grund: men da hun først hørte
hele Sammenhængen, syntes hun endda itke at være faa
fornærmet Jeg tcrnker net-sten, gamle Timmy hat fortalt
Kaptajn Vernon det hele, og jeg tror slet ikke nagen
vilde have taget faa nteget Hensyn til det, havde det ikfe
vceret, sordi du prøvede paa at narre din Faden Du
ser, det er altid slemt at begynde paa noget daarligt,
for man ved aldrig, hvad det kan lede til· Havde du nu
ikte begyndt at tcenke paa Fiskeri. saa havde du været
udenfor Fute. Du vil itte blive vred paa mig, fordi jeg
siger dette, vil du Robert? jeg hat jo nu kendt dig i
13 — ja næsten U Aar, for jeg var her, da du endnu
var ganske lille: og jeg banden ved Guds Naade, jeg
en Gang maa faa dig at se som en god Mand. Gud
alene kan forandre Hiertetx jeg header, du vil sege baut,
saa han maa fokandre dit. «
Brett havde aldrig fsr sagt faa meget til hom, og
iktnt Robert en Gang imellem filte Tilbøjelighed til at
Tige: »An Snak!« og gaa fin Vej, saa var han dog ikte
saa lidot derart: men han jvarede iste.
En Tid gtt det ganske godt for Robert. Han var
meke varsom i hele ’sin Fand For at fri ham fra den
Fristelse at fiske paa forbndne Steder fik hans Feder
as Kaptajn Ver-non Tilladelse til, at han en Gang imeli
lem maatte fiske i Negeringens Bande Han blev lnart
gode Vennet med gamle Timmy, der viste ham, lwor de
bedste Fiik var, og ofte fagde til hom: »Hm-de jeg vidst,
det var dig, Or. Johnsen, saa vilde jeg rigtignok ikke
have talt, som jeg giorde den Dag; men de Drenge, de
gar mig næsten affindig somme Tidetz og du løb et tem
melig godt Stytte tværs over Engen, det gjorde du.«
Sksnt der laaledes fyntes at være sket en Frem
gang med Robert, havde han dog icte opgivet sit gamle
daarlige Selstab, men sagte det hver Gang, han havde
en Lejligbed uden at blive opdaget. Og da han nu blev
teldre, filte hans Fokceldre godt, at de itke met-e kunde
kontrollete ham, iom da han vak en lille Dreng De var
tidt bedrwede over, hoad de lau ham goes-, og endnu
met-e over-, hvad de bskte osn dam; men de ftlte Vanskei
ligheden ved at ftandse det. J Ojemmet opftkte han fig
ikke alttd, fom ansteligt var: men vtlde nagen tale til
ham demn, blev dem need, ellek ogfaa san kam med
Undfkyldntnget, kom, band Feder de var falstr.
san havde aldrig alvokligt angtet lin Svnd eller givet
Hemi- ni M es ums W san-owed pu- mi
ttl W- sc M lkccvede ved Sausen em, Und der vtlde
Ih. M but dsde uden swladelfens Rande —
lau vendtt san ltc dcg Mk dort fta sin- onde Bei-.
MMWIVWMWUWUM
has M fl- Cth M Missis- dewed at
s- II II W til It M U Ist M III
Wusbsthiasssdmapsq
»Robert,« fagde hans Moder uden at have tagt
Marke til bans fortrwdelige Udieende og uden at vide,
hvad der var foregaaet i Værkstedet; «jeg haaber, du vil
væce flittig da lydig, naar du kommer til Wyndham;
og jeg haaber, du maa blive godt tilfreds i dit ny Hjem.«
«Aa, du fkal ingen Bekymringer have for mig,«
sparede han kort med Øjnene fæftede paa Bogen.
Hun saa paa ham og iølte fig imertelig bedrøvct
Den Tone, hvori han talte, var ikte til at tage feil af·
Han havde i den sidste Tid vceret saa sinds og vilde ilet
ikke høre et formanende Ord.
»Nobert,« sagde hun stille, »du skulde ikke tale iaai
ledcs til din Moder.« og —— han kunde ikke undgaa a:l
Jie Inst -—— der drnppedis en Taare ned paa hendes Liebeide »
Han lukkedc Vom-n, rejste sig og gik med et »Na
Spat« haftigt ud af Stuen, idet han flog Daten haardt
i efter fig.
Stakkels Nobertl Han var i dette Øjeblik hverken
en god eller kcerlig Demg, og han var ikke lykkelig. Han
vidste, hvad der var ret; men han vilde trods sin Overs
bevisntng og Samvittighed ikke gsre det· Han vidste, at
han levede et daarligt, ielviitt Liv, der absolut vilde lede
ham til det ande; dog vilde han ikke vende om, men blev
vred, naar nogen prevede at overbevise ham om hans
Fejlgreb. Trods alle iine Anftrængelier var han dog
ikke i Stand til at dulme Samvittighedenö Stemme. Fa
ders bestemte Alvor, Moders inderlige Kærlighed, den
daglige Familieandagt, Sondagsskolen og den kære
Igamle Præst, som, naar han kom til deres Hiern, altid
chavde et Okd for Robert, om det iaa ikke var mere end
,,Gud veksigne dig, min Dreng«; alt dette kom atter og
Jatter feem for Roberts Tanke med fornyet Stocke, ef
;ter iom Afstedsftunden nasrmede fig.
; Endelig oprandt den med saa megen SpændingY
Tini-delete Stund, da han ikulde sige Fawel til Bucham,s
zog han modtog fin Faders Formaning og sin ModersTl
isidste Ønfker og Haab med en bedte Følelse, end han haust
»die vist i den sidste Tid. Han tcenkte iig Muligheden af!
Hmaaike aldrig met-c at skulle se de trete, og Tanten omi
iaa ofte at have været ulydig og uvenlig mod dem kertel
;hans bedre Fslelier. iaa det fidite Fakvel pressede haml
Kakikerne frem.
z v. l
I Dm Glieder end betegned ·
Odert Fied, vi vandred frem,
Des Lengiel Sjælen tylder
Ved Tanken om voet Hieni, —
Oq aldrig du i Ver-den vil finde noget Sted,
Oper tom i Barndomsegne dit Djette tilek Fted
dies-it Meint mit Ieise Ofen-l
Nei, inqen Plet paa Juden er Ittn iotn du,
mit Dienst
Mlmäsitsmvch
Fasse-Winz
Institutes-»i
»Ja vell Ja vell« svarede oenne. »Ja, oet er mea
vcvrd at hane en god Moder: det ved jeg as Ersaring, f
feg har haft saa god en Moder, som nogen Sinde h
levet, takket vcere Gud; og det samme hat du, Styo
mand. «
»Ist-eile Gang fra Hjemmet, er det ikke saa, att
Dreng?« fortsatte Kaptajnem ,,og du er ikke vant til del;
men jeg holder as at se en Dreng med noqu Følelse;
jeq foragter ham ikke for nogle Taarer. Jeg hat via-et
paa Seen baade som Mond sog Dreng, sra Kahytsdkeus
til Kaptajn, nu ncrften 40 Aar, og jeg oed, de haardesh
Mænd er ikke de bedste, nej, heller ikke de braveste Js
holder as en Mund med et følsomt Hierte; Broder, hoc
siger du?«
»Ja oell ret igenl« sagde Styrmanden, hvig meitt
Deltagelse i Samtalen bestod i at stadsæste sin VII-U
Kaptajnens, Anskueller.
Saaledes fortsattes Rejsen Snart gennem M
gende Kommarker eller Stubbe, hvor Sæden alleteds
var indhostet, saa gennem store Humlehaoer, som Robe
aldrig havde set før, forbi Gaarde iog gamle Herrelædex
hvis Navne i Forbindelse med nogle gamle Anekdotet
Kasten interesse-rede sit Reiseselskab med; nu gennem es
gammeldags Landst, hvor alle Minder, Born II
qamle Mænd stod ved Dorenz for at se Dagvognen III
forbi. Endelig standsedes der ved en stor, respektabes
udseende lKro, hvor de site dampende Heste i en Fett
blev skiftede med site friske og vandrede ind i Staldet
som om de havde en Følelse as at have giott deres At
bejde godt, men ikke sor Øjeblikket havde Lyst til mer-.
As oa til kom man gennem en lille Landsby, hvor et Ps
Sandelsmasnd og stundom Doktoren samt Sagsøretes
stod ved Cirodøren hvor Vognen standsede, for at is
,en lille Vassiat med Knsken
Frit on aabenhjertet havde den gamle Kaptain tot
talt Robert om mange as sine Neiser og Mentyr,
hoorledes han sont Drena var loben bort sra sit Hjem os
gaaet til Ses, fordi han ikle kunde faa fin egen Billi
hvorledeg han aldrig met-e saa sin Moder —- her biet-eh
hans Stemme — men hoordan hun dog levede lænf
not til at iaa at vide, at hendes hortlsbne Drum M
gioet Gud sit Hierin sktnt han den Gang var Tusiud
as Mile borte fra Hiemmet »Q« iagde han, Wes M s
Mirakel, om der nagen Sinde er sket Mit-aller —- et Us
dek as Rande, ja, et Under af Rande Dass-m et NO
neske nogen Sinde er gaaet en hurtig Wegs-III
Mode, laa var det nan men tollet viere M, M III
lod miq Use til mia selb. De der ill- vilsssh NO
ket, maa agte paa Klippe-r Saat-an M list Ists O
Jena« bleo keddet fra Wattlstilcu M
Usbvscetrm’:dolssdssokk«shtss—
Mk
—z"
