Robert.
Obersat sra Engelst
. of
chr. Christener.
X«
(Fortsat.)
Men vi maa tilbage til Robert, som snart sandt
nd, at hans heldige Flugt fra Timmh ingenlnnde be
friede ham ira de Vanskeliaheder, hvori han ved sin
Ulhdighed havde styrtet sig. sHan var aaaet i Snaren og
saa nu klart, at han ikke knnde jlippe nd igen. Fjrst
tasnkte han paa Tiden Det var allerede sent, og hvad
vilde Moder sige, fordi han var bleven saa lcenge dorte?
hnn vilde ganske iikkert have Bested paa, hvor han hav
de været; og hvad skulde han svare hende? Saa lom
han i Tanler om Brevet, han var sendt med. Hvor var
det? Han stak hurtigt Haanden i Trøjelommem men der
var det ikte. Havde han gemt det et andet Sted — Ben
klmder—-Veft? Nei, han ssgte alle Vesne i en Fakt, men
sotnges.
Han maatte have tabt det nede ved Broen
Men der tnrde han ilke gaa ned igen, da han var
bange sor atter at komme i Timmys Fangenskah
Hvad slulde han dog gere?
Ia var det ,ligesom en anden Rost talte til ham;
sdet var ille den, han havde hørt sor; men en Stemme,
der ligesom kom sra en daarlia on lumik Jlammerat,
sagde: . « .- - » «
»Gaa hjem og ti stille med det hele, iaa tcenker de,
du hat asleveret Vrevet«.
Det var et daarligt Raad, som han ved lidt Eiter
t.:nle snart lunde have set ikke lunde redde l)am; men
Robert var nu engang kommen paa den daarlige Side,
og dersor fnlgte han uden videre denne Stemme. Han
all hjemad, cengsteligt spejdende til høfre og venstke,
bange sor, at gamle Timmy skulde komme op og sor
tælle hans Fader det hele, sa —— inaaske søre ham til
Fængslet
Endelig naaede han da hjem, listede sig ganske stille
ind ad Vagdøren og op paa sit Ver-reife uden at blive
llet as nogen.
,.Hvor lan dog Robert være2« spnmte Frn Sohn
sen han-I Stifter Magrethe »Im sendte ham ned til
Im Vernon nied et Brev Kl. L, og nn er den snart 5.
Gaa og se, om han er kommen tilbage, mit Barn.«
Magrethe gil. Hun holdt meget ai Robert oa var
Engstelig ved Tanlen om, at noget knnde have tilslødt
ham paa Besen. Linn vidste, at nogle as Skoledrengene
var hans gode Venner og haude saa oste hørt ham sor
twlle noget, iom de havde sagt eller gjort, hvillet, hnn
ihntes, var meget daarligt; men hun troede ille, No
bert var saa ilem, som de andre. Dog lnnde hnn ikte fri
qsre fig for Frhgt nn. Hun gil til Vcerlstedet og spurg·
te ester ham; men der havde han’ille vaeret Saa gik
hun nd i«Hanen ,hvor han heller ille sandtes. Hnn
spnrgte Tjenestesollene, men de havde ille set ham; dog
roede den gamle Staldkarl nackten, det var ham, han
havde iet komme ind gennem Porten og gaa op til Hu
iet »i en saadan Fakt; i hvert Fald tcenkte jeg, det var
ham; men jeg er ille siller paa det, for han plejet altid
at sige et Par Ord til mig, naar han lommer denne
Bei Han har vel da ikle været ude med disse Knoegte,
hat han, Magrethe?«
,,Det ved ieg ilke, Thocnas«, svarede hun, idet hnn
nrolia og ænastelig ilede til hans Sovelammer. Døren
var laaset, men et ærgerligt, næsten vredt ,,Kom ind«
var Snaret paa hendes Vanken, og ester at have aabnet
Osten gil Robert hen oa stirrede Ud as Vindnet, som
am han oar bange sor at mode Sosterens spsraende
slit ’««-«
»Men Robert, hoor hac du dog været2 Moder er
engstelig for dig og iendte mig ud at lege ester dig, og
ieq har næiten været alle Vegne nden at knnne finde
dia."
.,Aa, sitle nogen Snal«, svarede Robert i en vred
Tone, ,,jea hat ingen Steder været Moder sendte mig
ned til Fru Vernon, og jeg har voeret hjemme længe
Man lan da heller ikte saadan staa paa Tæerne sor eder
hele Tiden«.
Magkethe blev endnu mere ængstelig for, at der
var noget galt paa Ilerda thi saadan plejede han da
aldrig at tale til hende: men hun sagde blot: »Du maa
hellere komme med ned nu, Teen er snart saerdig«.
.,,Ja ieg slal strals komme. Staa blot ille der og
stir iaadan paa mig. Du bliver ligesaa new-S og uros
lia, iom Moder-er.«
IS'-s I. Magrethe gil ned med et tnngt Hjette og fortalte
F
fin Moder, at Robert var paa sit Værelie og kom sit-als
Hun svarede ilke noget hertil: alad ved at vide ham
hsemme i god Behold tæntte hun, at Tid og Omstrens
dishedet nok vilde aabenbare det, om der havde været
noget i Besen: dog beilnttede h·nn at benytte den søkste
den bedste Lejlighed til at tale med Robert om hans
lange Udebliven, es hun oplsstede sit Hier-te i Bin til
End sor sin Meng, at han maatte blive bevaret sra
ondt, og at» han, om han havde gsort nogen ondt, maats
te blisve ledet paa den rette Bej.»
Det var bleven Tetid, og Robert var nsdt til at
indiinde sig i Spiseitnen Han vilde have gsort hvad
Tom helft for at blioe sri soc at mjdeö med de andre;
M han havde en ond Samvittighed og frhgtede sor de
unlige Ftlger as sin Sond. Gan vidite, at Brevet til
sen Vemon var meaet vigtiat, at han straks bnrde have
fast, at han havde tobt-det. Hans Udseende vidnede
III den indke Uro, Smsrrebttdet bleo siddende sast i
W Hals, og han var nhsslia ca anaven oversor sine
seitende Jngen ivntes doa at lasaae Male til dam
aq han beqyndte allerede at hande, at intet stulde blive
. . H ans M: Zog blevs Im Mist-III Ivek SMA
sahseceklkodertoQatdetfkuldememetom
M
:pludfe1ig vendte Fig og sputgte Johnfen, om der faa
skulde sendes noget ned til Fru Vernons den Aften.
,,Hvad?« fputgte Johaer forbevfet, »har du ikkq
faaet Besked fra hende2 Sendte du da ikke Brevet til
hende, Mama ?"
Moder gik med det«, svarede Fru Johnsem «men
han hat ikte bragt mig nagen Bested.«
,,Jngen Befkedl« udbröd Johnsen højst forbavset,
«gav hun ingen Besked, Robert?«
Nej«, svarede denne blusscsnde rød, ,,hun sagde——«
,,Hvad sagde hun da?« spurgte Faderen, idet han
.iagttog Roberts Uvished og Stamme-n.
»Hun sagde ingenting«, var Svaret.
Johnsen saa alvorligt paa ham Han Bunde se, der
var noget galt paa Færde, men sagde ikke met-e og
fulgte Brett ind i Værkftedet.
l m.
Falite Venners Lottelier de drog mig,
Gnldne Leiter fulate jeg san glad,
Vidste ilke, at de dog bedrog min,
Vidfte ej, den Kærlighed var Had.
Glemt var Hjemmet hist paa Himmelstrandem
Tabt var Arm-n ,Gud mig gav iom Born:
Rystende jeg ftod paa Afgkundsrandem
Jungen, blødende i Syndens Garn.
Men i Angsten hørte jeg en Stein-ne,
Mcegtig over Verdens vilde Lyft:
»Barn, hvor er du? Hat oel her du hjemme,
Tu, iom en Gang hvilte ved mit Bryft?«
. l
Falgerne of Roberts Ulydighed udeblev ikke oj
Uvejret var langtfra draget over endnu. Pan prøvede
attek og atter at ilaa siq til No med den Tonle, at nu
var det iordi. men alt forgceves. Følelfen af, at det hele
vilde blive opdaget, plagede ham frygteligt At han var
gaaet nd at fiile, syntes han ilke just, var iaa ilemt:
men vastre Var det, at han qil uden Tilladelse og saa
havde foriømt noget andet deroed: og det allerværfte var
dog det ·sidste, at han havde forsøgt at føke fine For
ældre bag Lyiet Vette, vidste han, vilde i høj Grad
fvcetle deres Tillid til ham og bedrøve dein mere end
alt andet. Naar de fit at vide, at han Var gaaet ud paa
Fifleri uden Tilladelse, vilde de vel blive vrede og
straffe bamx men Svig og Løgn vilde de dog sitkert tage
anderledes haardt fat paa. Vel hnvde han jo itte just
sagt en direkte Løgn; men han hade gjort noget, der
var lige saa slemt: brugt Udilugter og bragt dem til at
tro, hvad der itle var sandt .
After at have forladt Zpiseftuen vmidrede Robert
iaaledes omlring knnget under den tnngefte af alle Pyr
der: en anllagende Sanmittiqlzed og den frygteligfte
Angest for, at hans Vrøde slnide blive opdaqet
Fru Vernon var en of Johnsens bedfte Kunden
og Mem-L Robert unt iendt til hende nied, var meget
Vigtigt; derfor lunde Induer ikle begribe, hvorfor hun
ilke havde sendt Svar med tiibnge, og ban gil med
Brett ind i Værkftedet for at tnle med ham om Sagen
Louis Brett var en fand Kristen og tillige en me
get dygtig og paalidelig Forretningsnmnd Han heimav
sig aldrig til gudelig Betragtning, naar det var haus.
Pligt at arbejde i Værlstedet; og dog vidfte alle, som
kendte ham ,at han levede et inderliqt og et virlsomq
IKristenlin Adskillige unge Mennesler synes at mene, atl
de godt tan forsømme deres jordifke Gekning, nqar blot
det ster paa Grund af religiøs Vefkceftigelfe. Andre —
og viitnot flere — tænker, at naar de blot passer dates
jordisle Gerning godt ,er det tilitrælkeligt og vil ikte!
give dem Tid til keiigigse Pcigteks Opfyldetse. Saat-ans
var det imidlertid ikke med Brett. Han lom aldrig for!
ient paa Værlstedet, fotdi han ftulde lceie i sin Bibel og’
tale med lin Gud; men ligeiaa lidt sorspmte han den
saandelige Beslceftigelfe for Arbejdet i Værkftedet Hans
prsvede, baode ved sit eget Elsempel og ved sit Tilsyn
at faa enhver Arbejdek paa Værkstedet til at gsre finJ
Pligt Han havde vceret hos Johnien omttent hele Ti-«
den, siden denne begyndte Forretning, og var blevens
hans fortkolige Ven ,iom han i ethvert vanfleligt Tilsl
fcelde raadsprte sig med og havde ubetinget Tillid tilJ
,,Jeg er bange for, at Brevet flet itle er blevet aiJ
leveret«, iagde Brett, da han og Johnsen var konme’
tnd i Bærtftedet." »Jeg er aldeles sikler paa, at Fru?
Bei-non vilde have iendt Bud ist nu, hvis hun ikke bar
de sendt Beiked med tilbage strats. Jeg ved, hnn snaa
have disie Ting i Akten, da Kaptajn Vernon ital rejie
i Morgen tidlig, og faar hun dem ilke i Akten, litt-er
det for sent« i
»Men min Duftru hat io da iendt Robert medl
det«, lvarede Zehnten »
Brett tav stille. Han havde lagt Meiste til Robert-II
urolige Vceien og ikulende Vlik ved Tebordet. Desudeie(
vidite han noget om Robertö Daakligheder, iom endnul
itle var kommen Faderen for Øre, hviltet giorde heiml
endnu mete mittæntioni .Endelig lpurgte han: ,,Ztalf
ieg lende Evant ned at spiege, Mefteri« ;
Johnien im paa ham og spurgte, otn han var ban-;
ge, der var noget galt wo Fcerde. T
»Ja, ieg er«, ioakede Brett. »Jeg iyntes, Robert iaa
Iaa iotstyrret ud ved Tebel-det, og desuden er ieq filtcr
paa, der oilde have met Befted fra hende.« l
Johnien vor bleven ukolig. Gan var ogtaa bange-f
lot-. at ikke alt vor, iom det bukde viere; men doq t..«.de
hon ikte tro, Robert vilde take med Maul-bed, boortoel
hon blot seitde- »Det er Mike det hebt-te«.
J dette Miit il dete- samtale pludielig ai
lirudt at Fru Ver-non le , der med en Wlis Fort
com lee ind i setlltedet og t en ionuekinet Zone
akt, der var ice vidt torstests ft- W iædooulige
Rande at tale pac, nicht-d- ..Jog et t M cqu stntfet
Oe. III-Ilion fotdi De ist ist findt Ists Beile-J mi
Mde distesskeh im its mische ist-. Je- tot
WM,MCIOIMWILWesQ-s
WJgDetqatkoJetmaltmieteadMeiigt
Mosetsmmsekoseesnstksstrth
L
«dan, at De vilde sende mig Besteh, saa snart Vater-ne
ankom« «
»Det bedrever mig meget, Frue«, sagde Johniem
s«men her maa sikkert foreligge en Fejltagelse «
I »Jeg forsitrer Dem, her er ikke nogen Fe,lta: i
sra min Side«, svarede yru Vernon med Eftertryk. »Da
set ikle bleven nogen fom helft Bested bragt til mit
I
HUS."
»Da blev der Isitkert sendt et Brev«, sagde Joh««.scts,
ængsteliq for at retfoerdiggøre iig selv, »min enen Sen
gik med det Klokken lidt efter to i -Estermiddag, og vi
har ventet Der-es Ordre for at vide, hvad vi sknloe
gere«
«Dette foretommer mig højst moerkeligt«, ivrede
Fruem »jeg har spurgt alle og ved med Bestemthed, at
intet sBrev er bragt til Huset.«
»Jeg skal snart finde nd, hoordan det haenger sam
»men«, sagde Johnsen ,idet han raubte: ,,Evans, gaa ind
sog bed Robert komme her ud ojeblikkeligt«
i Robert vilde gerne have vceret bort fra Hjemmet
sden Aftenz men han vidfte, det vilde tun gøre ondt
værre hvis han nu efter at have været borte hele Ester
middagen atter gik nden Tilladelse, og desuden var han
Istedse bange for, at han skulde oære saa uheldig at mode
gamle Timmy og blive slcebt i FængseL Han srygtede,
hvor der ingen Fare var, som Folt med en ond Samoit
tighed altid ger; thi Timmy var forst nu i Færd med at
sorlade den gamle Mo og havde ikke et Øjeblik mzre
ternkt paa Robert, ja vidste ikke engang hans Navn
Robert var snart sunden, og —- hoor nøoiit han
end bilde, maatte han as Sted ned i Vcerkstedet
»Gik dn ikke ned til Fru Vernons med it Bi o i
Estermiddag?« fvnrgte Johnsen.
Robert stirrede sorvirret ned i Gulvet. Det nar it
srygtelint Spørgsmaal for ham at besvare, hoxsrior nan
tav stille.
»Blei) du ikke fendt til Fru Vernon med et Bren?
spørger ieg«, gentog Faderen i en bestemt Tone
»so «
»Si- ad hat du gjort oed det?«
»Im —— jeg —- jeg —- tabte det.«
»T« tabte det! Hvorsor kom dn iaa itke og iagde
mig det straks? Ved du, at oed din Stodesløsiied og dit
Forføg ma at stjule Sandheden, har dn paaført Frn
Vernon nie-gen lllejlighed og Ængstelse, samt gjort mig
stor Stadt-? Gaa nu til dit Kammer og bliv der til jeg
kommer«
»Jeg man bede Dem om Forladelse, Frue, fordi
jeg tasnlte, De havde taget fejl :men jeg var saa sikker
paa, at Brevet var iendt Jeg betlager i høi Grad, at
dette sknlde ste, og De kan voere sitker paa, vi skal gere,
hvad vi tan for at oprette det forsømte Der er Varerne,
De onsker«, tilføjede han, idet han veqede paa en nylig
aabnet Fug-se «og De maa tro, vi var sknffede ved itke
at modtoge Deres «Ordre. Jeg er meget, meget bedrøvet
over den "ag
sa, han var i Sandhed bedrøoet, itke saa meget
o er Forretningstabet dog,s onk over Robert, den tære
Son, for hvis Fremtid hans Sjerte bævede
»Dette hnr sikkert voldt mig megen Ulejlighed«,
sogdc Frn Vernon, ,,men jeg kan jo not sorstaa, det var
ilke Teres Skyld. Jeg maa nn slynde mig hjem, da jeg
har meget travlt i Aften; men jeg ikal tale med Kap
tajn Vernon straks, naar jeg kommer hieni, on san sende
Dem Besked Og« — tilføjede hun ironiskt — ,«,jeg baa
b:r, at mit Bnd skal vise sig at vcere mere paalideligt
end Teres, Ho Johnfen God Notl« Jdet hun saqde
dette, smilede hun, iom hun plejede, on forlod Vcerks
siedet.
Johnsen var glad oed, at Fru Vernon havde oist
sig san villig til at godtende han-Z Fortlaring, og hens
des Smil svntes at sige til ham: »V:er nu ikke altsor
streng mod ftalkels Robert«; men han kunde dog itke
imdgaa en bitter Følelfe oversor en saadan Fremgangss
maade. Robert havde vel ikke direkte lojet, men han hav
de skjult Sandheden og prøvet at faa dem til at tro, at
Brevet var rigtigt asleveret. Var han bare kommen til
bage straks og havde tilstaaet sin Fejl, saa havde han
vel saaet en alvorlig Jrettescettelse men ogsaa stxaks
fund-In Tilgivelfe: thi baade Or. og Fru Johnsen var
altih rede til at estergive Strassen, naar der kun var en
anben og sand Tikstaaelfe af Broden Hvad, der imidlers
itd soruroligede Johnsen mest, var, at Robert havde
saa omhyggeligt sogt at skjule Sandheden, hvilket gav
Anledning til at tro, at der var andre endnu skjulte
Aarioner bag ved Zette. Da Fru Bernon var ga.et, gik
han dersor straks op til Nocerts Værelse.
»Robert«, iagde han bestemt. ,,jeq vil vide alt an
gaacnde denne Asfære; ist«-« nn ilke paa at fknfse mig
eller skjule noget sor mig. Hur du gjort noget, iom hat
sørt til dxnne Fordolaelfe af Sandhedem soa sig mig
det alt. — Sig mig Sandheden min Dreng,« tilstjede
han lidt blidere, idet han gik hen og lagde Haanden paa
Roberts Skuldet
Faderens Vcnligh.7) oatte Robertxs bedre Folelier
Tom lrne vceldede srem ,o-1 han ror ikt i Stand til at
tnlp Tot Gtåsd.
Johnien lod ham græde nd og sagde saa igenx
,.Robert, sig mig Sandheden«.
,.Jeg gik nd at siike og tabte det«. brtd sdet ende
lig irem under en Taarestrsm.
..At sistel« ndbrsd Faderen iorbaviet — ,,fisle,
naar du var lendt nd for at fortette et Mkindei Gab
din Moder dig Lov til dess«
»Nei- var det modsttrebeude Sinn-.
»Um ieq troede dag, du vidsth at vi aldrtg vil
lade dia ga- ud at ftste uden Tilladelle. cvot eitelm
du giokt M inf«
- »Im dar aldtiq siett det ter« MR
«ogieavicdedolletitkedavegiottdetiwg,bvi:K
E
?
z
Z
igg
Var endnu wette- at du prjvede MAX fjre mis III
Lyfet. Gtr endellg ikke Smekten endnu sittre ved It
komme med Undskyldninger. Hvot gik du hen at sistkek
»Ti! Krosterbroen, Foder.«
»Men oed du da ikke, at det er forbudt at fisk
det, og du kan blive itraffet for det?«
,,Jo«, svarede Robert, idet gamle Timmys Trost
rungede for hans Ørem og han næsten foresftillede fis
at were paa Vejen til det grufulde Feengsel
»Vat? sdet der, du tabte Brevet?«
Robert soarede, at han tcenkte, -det var der, me
lmti var ikke sikker poa det: han havde puttet det i Treit
lommen, da han gik ned ad Stien oed Møllem og fide-I
kimde han ikke finde det.
»Robert«, sagde Foderen efter en Pause »Du hat
baaret dig weget daarligt ad i Dag. Du har været ntp
·dig, og din Ulydighed hat ika alone onna-rot dine For
celdre, men du har overtraadt Laden oq gjort dig sitzt
dig til haard Straf. Du har sat en of mine bedste Kuns·
der i en faadan Forlegenhed, at jeg meget let kund
have mistet hendes Handel Og alt dette u- iket, fordi du
lod din egen Tilbøjelighed sejre over din Pligtfølelie, og
fordi du, da du blev opfordret til at aoa med, ikke havde
klod til at sige nej, som du vidfte, du liurde have gjostt
-- Blev du opfordret til at gan, eller var det dit eg
Jorslag?«
Robert tav. Hms Fasders Spergsrsmual ramteZams
"ittigheden. Han vidste godt, det var bans egen Styls
og ikte Tom Brights. Hverken hon eller Jim Grec
hovde forst opfordxet ham til at g..o med; det var ham
selv, der udtalte -Ønsket, og det vilde voere uretfcerdigt
at fkyde Skylden vaa de andre. Use-n lian ønikede om
s uligt at redde sig selv og svarede dorfon »Ti- notor
drede uig til at gaa med.«
»Si« Sandbeden, Nobert,« imdc findt-ten : co·
Tone, der tydede paa, at sdet var Alvotx
,,Jeg mødte dem nede ved ,,Bagerens Forftue«, kom
det ikwlveude over klioberts Lasben »du im iaqde, at ils
Rinde qodt holte Lust til at qua met- Lsxoutan de MEDI
drede mig til at komme.«
Jn
Zehnten Im- nieiiei dem-ever .. :i .u. Hum- km
fte Sim, oq niange indernge Bønner ogi Forhaabningec
havde fulgt ham Tag for Dag, lige «iiden han lau i
Vuggen. Nu opfendte den bedrøvede Fader atter et in
derligt Sut til Herren om Visdom til at gaa frem paa
rette Maade og em, at den stakkels vildledte Søn maatte
faa et nyt Hierte Derpaa greb han Roberts lHaand og
sad tavs foran ham nogle Øjeblikke Endelig sagde han:
»Robert, du har bedrøvet mig meget, og iea ved, at naar
din Moder faar dette at vide, vil det skære hende i Hier
tet.«
Ved Tasiken om fin Moders Sorg heengte Rodeck
ftamfuld med Hovedet, mcdens Faderen fortfatte: »Im
er bedrøvet over din Ulydighed; men ieg er endnu mer-—
bedrøvet, fordi du prøvede paa at skjule Sandheden oa
undfkylde dig ved at koste Skylden paa de andre. Lsgu
er Legt-h enten det er i Ord eller Handlingx og naat du
sagde ved Teborsdet, at Fru Ver-non intet Jnar gan, sat
var det jo not Paa en Maade sandt; men i Virkeligs
heden var det dog en Løgn, fordi du prøvede at bilde
osZ ind. at du havde aileneret Brevet til hende Var del
ilke iaa2«
»Jo,« svarede Robert.
»in derfdut intet mere var bleven sagt exkl den
Zag, dilde du have tiet stille oa ladet os gaa i den Mc
ning, at Brevet var rigtigt bei-erget, og aldrig have for
talt os, at du badde tabt det.,,
»Ja«, fvarede Robert igen. —
»Du bar altsaa fortalt en del Rcekke Usandlwdez
og du ded, at ieq bader iaadan Underfundighed merk
end noxiet andet For din exien Etiild er im taknemmes
lia, at dette er bleven aabenbaret: men jeg kan its
lade det gaa uden videre. Foreløbig maa du nu blit
her, og — o, min leere, koere Dreng, bed Gud am Ul
givelse for, hvasd du hat gjort, da du lyttede til Frist-J
sen i Stedet for at fly fra den, og at du var fvag og fl
nok til at lkiule din Forseelie med Usandheder.«
Termcd forlod Faderen Voerellet og gik ind i sit
euet Hvad der foteaik, kender knn den alvidende Gad:
men vi kan viere forvisfet em, at lian ikke forlod Vætelss
iet, før lian havde bedet alvorligt for sit vildfarenlk
Bam. Nu førft kunde ban ie og forstaa flere Ting i
Roberts tidliaere Liv, der ikke havde vceret, som de due
-de, men som han hldtil ikke havde taget noget Henlyt
til. Lan inntes ikte dm det Zelskab, Robert var komme-.
i med noqle af Voens værste Knceate oa ban folte mi,
der iimatte mit-es noaet for at ftandfe det: men hvotdansk
han kund-s manite winse- Roliert ved Tmiel om Straft
men linn eilde helle-re ie liam handle frivilligt end at
Tpni ink- Etmi Tet ainldt om, at ban kunde komme
sit .it 5e, book denne Jifdflridelfe fette lmm ben, faa M
nilde aslimde smnimemtikabet Jdlmien ønskede at
e«i «·-.i!i:"liedkt"as1«lii1 nsrlia da anbenbfertvt Son. dek
lumde csilde Hei-e lndher m lndia over-for Samvittif
usw«-is Nessus-e Exise cllsed Hi sit-oft til at gere, linai
i par ret da tnsi sonst-.- bnniie for det dnarliae Gan
Miste-:- ikke dm at Tmlde lmm indelukket i Gemme-H me
«’; se - mir-is i-: «-it in lincizilad nde i Sko
- « · - ( »Es i nne Tel med de
« ein er ins »k: imitia Sport Men
’ LXHLYPENTVIT l« ’
. skc ·i! Im - s- ssxns un Tone Blinden-I Ende Veke as
spa seae at itissls der Er isne Jemldre det em« irr-nie
kiit Nin-Jst nsnnm der net-est- for at Mindka drite N lede
slisxsertsrs Eis-ne ei Lauter lieu inm ndiiet liedre Efth
— IT sei-«- E-.-ls"e esi stimen Von iorloi Fahner endelks
E: Anstelke da ail ind at tale med lin Duftru om s
pät -
Eis-it M Eis-n .1.im'e Tini-im tiliasldiavil
Jst i-: Tes- .I!.ss«s-«s : im Lernsiie N ziit da til ds
deswmeddettmhmsfqndtshdsswss
W es Its boledes M st den W I
Mode deutet at Haa.
Inst-«
