Robert. Obersat sra Engelst . of chr. Christener. X« (Fortsat.) Men vi maa tilbage til Robert, som snart sandt nd, at hans heldige Flugt fra Timmh ingenlnnde be friede ham ira de Vanskeliaheder, hvori han ved sin Ulhdighed havde styrtet sig. sHan var aaaet i Snaren og saa nu klart, at han ikke knnde jlippe nd igen. Fjrst tasnkte han paa Tiden Det var allerede sent, og hvad vilde Moder sige, fordi han var bleven saa lcenge dorte? hnn vilde ganske iikkert have Bested paa, hvor han hav de været; og hvad skulde han svare hende? Saa lom han i Tanler om Brevet, han var sendt med. Hvor var det? Han stak hurtigt Haanden i Trøjelommem men der var det ikte. Havde han gemt det et andet Sted — Ben klmder—-Veft? Nei, han ssgte alle Vesne i en Fakt, men sotnges. Han maatte have tabt det nede ved Broen Men der tnrde han ilke gaa ned igen, da han var bange sor atter at komme i Timmys Fangenskah Hvad slulde han dog gere? Ia var det ,ligesom en anden Rost talte til ham; sdet var ille den, han havde hørt sor; men en Stemme, der ligesom kom sra en daarlia on lumik Jlammerat, sagde: . « .- - » « »Gaa hjem og ti stille med det hele, iaa tcenker de, du hat asleveret Vrevet«. Det var et daarligt Raad, som han ved lidt Eiter t.:nle snart lunde have set ikke lunde redde l)am; men Robert var nu engang kommen paa den daarlige Side, og dersor fnlgte han uden videre denne Stemme. Han all hjemad, cengsteligt spejdende til høfre og venstke, bange sor, at gamle Timmy skulde komme op og sor tælle hans Fader det hele, sa —— inaaske søre ham til Fængslet Endelig naaede han da hjem, listede sig ganske stille ind ad Vagdøren og op paa sit Ver-reife uden at blive llet as nogen. ,.Hvor lan dog Robert være2« spnmte Frn Sohn sen han-I Stifter Magrethe »Im sendte ham ned til Im Vernon nied et Brev Kl. L, og nn er den snart 5. Gaa og se, om han er kommen tilbage, mit Barn.« Magrethe gil. Hun holdt meget ai Robert oa var Engstelig ved Tanlen om, at noget knnde have tilslødt ham paa Besen. Linn vidste, at nogle as Skoledrengene var hans gode Venner og haude saa oste hørt ham sor twlle noget, iom de havde sagt eller gjort, hvillet, hnn ihntes, var meget daarligt; men hun troede ille, No bert var saa ilem, som de andre. Dog lnnde hnn ikte fri qsre fig for Frhgt nn. Hun gil til Vcerlstedet og spurg· te ester ham; men der havde han’ille vaeret Saa gik hun nd i«Hanen ,hvor han heller ille sandtes. Hnn spnrgte Tjenestesollene, men de havde ille set ham; dog roede den gamle Staldkarl nackten, det var ham, han havde iet komme ind gennem Porten og gaa op til Hu iet »i en saadan Fakt; i hvert Fald tcenkte jeg, det var ham; men jeg er ille siller paa det, for han plejet altid at sige et Par Ord til mig, naar han lommer denne Bei Han har vel da ikle været ude med disse Knoegte, hat han, Magrethe?« ,,Det ved ieg ilke, Thocnas«, svarede hun, idet hnn nrolia og ænastelig ilede til hans Sovelammer. Døren var laaset, men et ærgerligt, næsten vredt ,,Kom ind« var Snaret paa hendes Vanken, og ester at have aabnet Osten gil Robert hen oa stirrede Ud as Vindnet, som am han oar bange sor at mode Sosterens spsraende slit ’««-« »Men Robert, hoor hac du dog været2 Moder er engstelig for dig og iendte mig ud at lege ester dig, og ieq har næiten været alle Vegne nden at knnne finde dia." .,Aa, sitle nogen Snal«, svarede Robert i en vred Tone, ,,jea hat ingen Steder været Moder sendte mig ned til Fru Vernon, og jeg har voeret hjemme længe Man lan da heller ikte saadan staa paa Tæerne sor eder hele Tiden«. Magkethe blev endnu mere ængstelig for, at der var noget galt paa Ilerda thi saadan plejede han da aldrig at tale til hende: men hun sagde blot: »Du maa hellere komme med ned nu, Teen er snart saerdig«. .,,Ja ieg slal strals komme. Staa blot ille der og stir iaadan paa mig. Du bliver ligesaa new-S og uros lia, iom Moder-er.« IS'-s I. Magrethe gil ned med et tnngt Hjette og fortalte F fin Moder, at Robert var paa sit Værelie og kom sit-als Hun svarede ilke noget hertil: alad ved at vide ham hsemme i god Behold tæntte hun, at Tid og Omstrens dishedet nok vilde aabenbare det, om der havde været noget i Besen: dog beilnttede h·nn at benytte den søkste den bedste Lejlighed til at tale med Robert om hans lange Udebliven, es hun oplsstede sit Hier-te i Bin til End sor sin Meng, at han maatte blive bevaret sra ondt, og at» han, om han havde gsort nogen ondt, maats te blisve ledet paa den rette Bej.» Det var bleven Tetid, og Robert var nsdt til at indiinde sig i Spiseitnen Han vilde have gsort hvad Tom helft for at blioe sri soc at mjdeö med de andre; M han havde en ond Samvittighed og frhgtede sor de unlige Ftlger as sin Sond. Gan vidite, at Brevet til sen Vemon var meaet vigtiat, at han straks bnrde have fast, at han havde tobt-det. Hans Udseende vidnede III den indke Uro, Smsrrebttdet bleo siddende sast i W Hals, og han var nhsslia ca anaven oversor sine seitende Jngen ivntes doa at lasaae Male til dam aq han beqyndte allerede at hande, at intet stulde blive . . H ans M: Zog blevs Im Mist-III Ivek SMA sahseceklkodertoQatdetfkuldememetom M :pludfe1ig vendte Fig og sputgte Johnfen, om der faa skulde sendes noget ned til Fru Vernons den Aften. ,,Hvad?« fputgte Johaer forbevfet, »har du ikkq faaet Besked fra hende2 Sendte du da ikke Brevet til hende, Mama ?" Moder gik med det«, svarede Fru Johnsem «men han hat ikte bragt mig nagen Bested.« ,,Jngen Befkedl« udbröd Johnsen højst forbavset, «gav hun ingen Besked, Robert?« Nej«, svarede denne blusscsnde rød, ,,hun sagde——« ,,Hvad sagde hun da?« spurgte Faderen, idet han .iagttog Roberts Uvished og Stamme-n. »Hun sagde ingenting«, var Svaret. Johnsen saa alvorligt paa ham Han Bunde se, der var noget galt paa Færde, men sagde ikke met-e og fulgte Brett ind i Værkftedet. l m. Falite Venners Lottelier de drog mig, Gnldne Leiter fulate jeg san glad, Vidste ilke, at de dog bedrog min, Vidfte ej, den Kærlighed var Had. Glemt var Hjemmet hist paa Himmelstrandem Tabt var Arm-n ,Gud mig gav iom Born: Rystende jeg ftod paa Afgkundsrandem Jungen, blødende i Syndens Garn. Men i Angsten hørte jeg en Stein-ne, Mcegtig over Verdens vilde Lyft: »Barn, hvor er du? Hat oel her du hjemme, Tu, iom en Gang hvilte ved mit Bryft?« . l Falgerne of Roberts Ulydighed udeblev ikke oj Uvejret var langtfra draget over endnu. Pan prøvede attek og atter at ilaa siq til No med den Tonle, at nu var det iordi. men alt forgceves. Følelfen af, at det hele vilde blive opdaget, plagede ham frygteligt At han var gaaet nd at fiile, syntes han ilke just, var iaa ilemt: men vastre Var det, at han qil uden Tilladelse og saa havde foriømt noget andet deroed: og det allerværfte var dog det ·sidste, at han havde forsøgt at føke fine For ældre bag Lyiet Vette, vidste han, vilde i høj Grad fvcetle deres Tillid til ham og bedrøve dein mere end alt andet. Naar de fit at vide, at han Var gaaet ud paa Fifleri uden Tilladelse, vilde de vel blive vrede og straffe bamx men Svig og Løgn vilde de dog sitkert tage anderledes haardt fat paa. Vel hnvde han jo itte just sagt en direkte Løgn; men han hade gjort noget, der var lige saa slemt: brugt Udilugter og bragt dem til at tro, hvad der itle var sandt . After at have forladt Zpiseftuen vmidrede Robert iaaledes omlring knnget under den tnngefte af alle Pyr der: en anllagende Sanmittiqlzed og den frygteligfte Angest for, at hans Vrøde slnide blive opdaqet Fru Vernon var en of Johnsens bedfte Kunden og Mem-L Robert unt iendt til hende nied, var meget Vigtigt; derfor lunde Induer ikle begribe, hvorfor hun ilke havde sendt Svar med tiibnge, og ban gil med Brett ind i Værkftedet for at tnle med ham om Sagen Louis Brett var en fand Kristen og tillige en me get dygtig og paalidelig Forretningsnmnd Han heimav sig aldrig til gudelig Betragtning, naar det var haus. Pligt at arbejde i Værlstedet; og dog vidfte alle, som kendte ham ,at han levede et inderliqt og et virlsomq IKristenlin Adskillige unge Mennesler synes at mene, atl de godt tan forsømme deres jordifke Gekning, nqar blot det ster paa Grund af religiøs Vefkceftigelfe. Andre — og viitnot flere — tænker, at naar de blot passer dates jordisle Gerning godt ,er det tilitrælkeligt og vil ikte! give dem Tid til keiigigse Pcigteks Opfyldetse. Saat-ans var det imidlertid ikke med Brett. Han lom aldrig for! ient paa Værlstedet, fotdi han ftulde lceie i sin Bibel og’ tale med lin Gud; men ligeiaa lidt sorspmte han den saandelige Beslceftigelfe for Arbejdet i Værkftedet Hans prsvede, baode ved sit eget Elsempel og ved sit Tilsyn at faa enhver Arbejdek paa Værkstedet til at gsre finJ Pligt Han havde vceret hos Johnien omttent hele Ti-« den, siden denne begyndte Forretning, og var blevens hans fortkolige Ven ,iom han i ethvert vanfleligt Tilsl fcelde raadsprte sig med og havde ubetinget Tillid tilJ ,,Jeg er bange for, at Brevet flet itle er blevet aiJ leveret«, iagde Brett, da han og Johnsen var konme’ tnd i Bærtftedet." »Jeg er aldeles sikler paa, at Fru? Bei-non vilde have iendt Bud ist nu, hvis hun ikke bar de sendt Beiked med tilbage strats. Jeg ved, hnn snaa have disie Ting i Akten, da Kaptajn Vernon ital rejie i Morgen tidlig, og faar hun dem ilke i Akten, litt-er det for sent« i »Men min Duftru hat io da iendt Robert medl det«, lvarede Zehnten » Brett tav stille. Han havde lagt Meiste til Robert-II urolige Vceien og ikulende Vlik ved Tebordet. Desudeie( vidite han noget om Robertö Daakligheder, iom endnul itle var kommen Faderen for Øre, hviltet giorde heiml endnu mete mittæntioni .Endelig lpurgte han: ,,Ztalf ieg lende Evant ned at spiege, Mefteri« ; Johnien im paa ham og spurgte, otn han var ban-; ge, der var noget galt wo Fcerde. T »Ja, ieg er«, ioakede Brett. »Jeg iyntes, Robert iaa Iaa iotstyrret ud ved Tebel-det, og desuden er ieq filtcr paa, der oilde have met Befted fra hende.« l Johnien vor bleven ukolig. Gan var ogtaa bange-f lot-. at ikke alt vor, iom det bukde viere; men doq t..«.de hon ikte tro, Robert vilde take med Maul-bed, boortoel hon blot seitde- »Det er Mike det hebt-te«. J dette Miit il dete- samtale pludielig ai lirudt at Fru Ver-non le , der med en Wlis Fort com lee ind i setlltedet og t en ionuekinet Zone akt, der var ice vidt torstests ft- W iædooulige Rande at tale pac, nicht-d- ..Jog et t M cqu stntfet Oe. III-Ilion fotdi De ist ist findt Ists Beile-J mi Mde distesskeh im its mische ist-. Je- tot WM,MCIOIMWILWesQ-s WJgDetqatkoJetmaltmieteadMeiigt Mosetsmmsekoseesnstksstrth L «dan, at De vilde sende mig Besteh, saa snart Vater-ne ankom« « »Det bedrever mig meget, Frue«, sagde Johniem s«men her maa sikkert foreligge en Fejltagelse « I »Jeg forsitrer Dem, her er ikke nogen Fe,lta: i sra min Side«, svarede yru Vernon med Eftertryk. »Da set ikle bleven nogen fom helft Bested bragt til mit I HUS." »Da blev der Isitkert sendt et Brev«, sagde Joh««.scts, ængsteliq for at retfoerdiggøre iig selv, »min enen Sen gik med det Klokken lidt efter to i -Estermiddag, og vi har ventet Der-es Ordre for at vide, hvad vi sknloe gere« «Dette foretommer mig højst moerkeligt«, ivrede Fruem »jeg har spurgt alle og ved med Bestemthed, at intet sBrev er bragt til Huset.« »Jeg skal snart finde nd, hoordan det haenger sam »men«, sagde Johnsen ,idet han raubte: ,,Evans, gaa ind sog bed Robert komme her ud ojeblikkeligt« i Robert vilde gerne have vceret bort fra Hjemmet sden Aftenz men han vidfte, det vilde tun gøre ondt værre hvis han nu efter at have været borte hele Ester middagen atter gik nden Tilladelse, og desuden var han Istedse bange for, at han skulde oære saa uheldig at mode gamle Timmy og blive slcebt i FængseL Han srygtede, hvor der ingen Fare var, som Folt med en ond Samoit tighed altid ger; thi Timmy var forst nu i Færd med at sorlade den gamle Mo og havde ikke et Øjeblik mzre ternkt paa Robert, ja vidste ikke engang hans Navn Robert var snart sunden, og —- hoor nøoiit han end bilde, maatte han as Sted ned i Vcerkstedet »Gik dn ikke ned til Fru Vernons med it Bi o i Estermiddag?« fvnrgte Johnsen. Robert stirrede sorvirret ned i Gulvet. Det nar it srygtelint Spørgsmaal for ham at besvare, hoxsrior nan tav stille. »Blei) du ikke fendt til Fru Vernon med et Bren? spørger ieg«, gentog Faderen i en bestemt Tone »so « »Si- ad hat du gjort oed det?« »Im —— jeg —- jeg —- tabte det.« »T« tabte det! Hvorsor kom dn iaa itke og iagde mig det straks? Ved du, at oed din Stodesløsiied og dit Forføg ma at stjule Sandheden, har dn paaført Frn Vernon nie-gen lllejlighed og Ængstelse, samt gjort mig stor Stadt-? Gaa nu til dit Kammer og bliv der til jeg kommer« »Jeg man bede Dem om Forladelse, Frue, fordi jeg tasnlte, De havde taget fejl :men jeg var saa sikker paa, at Brevet var iendt Jeg betlager i høi Grad, at dette sknlde ste, og De kan voere sitker paa, vi skal gere, hvad vi tan for at oprette det forsømte Der er Varerne, De onsker«, tilføjede han, idet han veqede paa en nylig aabnet Fug-se «og De maa tro, vi var sknffede ved itke at modtoge Deres «Ordre. Jeg er meget, meget bedrøvet over den "ag sa, han var i Sandhed bedrøoet, itke saa meget o er Forretningstabet dog,s onk over Robert, den tære Son, for hvis Fremtid hans Sjerte bævede »Dette hnr sikkert voldt mig megen Ulejlighed«, sogdc Frn Vernon, ,,men jeg kan jo not sorstaa, det var ilke Teres Skyld. Jeg maa nn slynde mig hjem, da jeg har meget travlt i Aften; men jeg ikal tale med Kap tajn Vernon straks, naar jeg kommer hieni, on san sende Dem Besked Og« — tilføjede hun ironiskt — ,«,jeg baa b:r, at mit Bnd skal vise sig at vcere mere paalideligt end Teres, Ho Johnfen God Notl« Jdet hun saqde dette, smilede hun, iom hun plejede, on forlod Vcerks siedet. Johnsen var glad oed, at Fru Vernon havde oist sig san villig til at godtende han-Z Fortlaring, og hens des Smil svntes at sige til ham: »V:er nu ikke altsor streng mod ftalkels Robert«; men han kunde dog itke imdgaa en bitter Følelfe oversor en saadan Fremgangss maade. Robert havde vel ikke direkte lojet, men han hav de skjult Sandheden og prøvet at faa dem til at tro, at Brevet var rigtigt asleveret. Var han bare kommen til bage straks og havde tilstaaet sin Fejl, saa havde han vel saaet en alvorlig Jrettescettelse men ogsaa stxaks fund-In Tilgivelfe: thi baade Or. og Fru Johnsen var altih rede til at estergive Strassen, naar der kun var en anben og sand Tikstaaelfe af Broden Hvad, der imidlers itd soruroligede Johnsen mest, var, at Robert havde saa omhyggeligt sogt at skjule Sandheden, hvilket gav Anledning til at tro, at der var andre endnu skjulte Aarioner bag ved Zette. Da Fru Bernon var ga.et, gik han dersor straks op til Nocerts Værelse. »Robert«, iagde han bestemt. ,,jeq vil vide alt an gaacnde denne Asfære; ist«-« nn ilke paa at fknfse mig eller skjule noget sor mig. Hur du gjort noget, iom hat sørt til dxnne Fordolaelfe af Sandhedem soa sig mig det alt. — Sig mig Sandheden min Dreng,« tilstjede han lidt blidere, idet han gik hen og lagde Haanden paa Roberts Skuldet Faderens Vcnligh.7) oatte Robertxs bedre Folelier Tom lrne vceldede srem ,o-1 han ror ikt i Stand til at tnlp Tot Gtåsd. Johnien lod ham græde nd og sagde saa igenx ,.Robert, sig mig Sandheden«. ,.Jeg gik nd at siike og tabte det«. brtd sdet ende lig irem under en Taarestrsm. ..At sistel« ndbrsd Faderen iorbaviet — ,,fisle, naar du var lendt nd for at fortette et Mkindei Gab din Moder dig Lov til dess« »Nei- var det modsttrebeude Sinn-. »Um ieq troede dag, du vidsth at vi aldrtg vil lade dia ga- ud at ftste uden Tilladelle. cvot eitelm du giokt M inf« - »Im dar aldtiq siett det ter« MR «ogieavicdedolletitkedavegiottdetiwg,bvi:K E ? z Z igg Var endnu wette- at du prjvede MAX fjre mis III Lyfet. Gtr endellg ikke Smekten endnu sittre ved It komme med Undskyldninger. Hvot gik du hen at sistkek »Ti! Krosterbroen, Foder.« »Men oed du da ikke, at det er forbudt at fisk det, og du kan blive itraffet for det?« ,,Jo«, svarede Robert, idet gamle Timmys Trost rungede for hans Ørem og han næsten foresftillede fis at were paa Vejen til det grufulde Feengsel »Vat? sdet der, du tabte Brevet?« Robert soarede, at han tcenkte, -det var der, me lmti var ikke sikker poa det: han havde puttet det i Treit lommen, da han gik ned ad Stien oed Møllem og fide-I kimde han ikke finde det. »Robert«, sagde Foderen efter en Pause »Du hat baaret dig weget daarligt ad i Dag. Du har været ntp ·dig, og din Ulydighed hat ika alone onna-rot dine For celdre, men du har overtraadt Laden oq gjort dig sitzt dig til haard Straf. Du har sat en of mine bedste Kuns· der i en faadan Forlegenhed, at jeg meget let kund have mistet hendes Handel Og alt dette u- iket, fordi du lod din egen Tilbøjelighed sejre over din Pligtfølelie, og fordi du, da du blev opfordret til at aoa med, ikke havde klod til at sige nej, som du vidfte, du liurde have gjostt -- Blev du opfordret til at gan, eller var det dit eg Jorslag?« Robert tav. Hms Fasders Spergsrsmual ramteZams "ittigheden. Han vidste godt, det var bans egen Styls og ikte Tom Brights. Hverken hon eller Jim Grec hovde forst opfordxet ham til at g..o med; det var ham selv, der udtalte -Ønsket, og det vilde voere uretfcerdigt at fkyde Skylden vaa de andre. Use-n lian ønikede om s uligt at redde sig selv og svarede dorfon »Ti- notor drede uig til at gaa med.« »Si« Sandbeden, Nobert,« imdc findt-ten : co· Tone, der tydede paa, at sdet var Alvotx ,,Jeg mødte dem nede ved ,,Bagerens Forftue«, kom det ikwlveude over klioberts Lasben »du im iaqde, at ils Rinde qodt holte Lust til at qua met- Lsxoutan de MEDI drede mig til at komme.« Jn Zehnten Im- nieiiei dem-ever .. :i .u. Hum- km fte Sim, oq niange indernge Bønner ogi Forhaabningec havde fulgt ham Tag for Dag, lige «iiden han lau i Vuggen. Nu opfendte den bedrøvede Fader atter et in derligt Sut til Herren om Visdom til at gaa frem paa rette Maade og em, at den stakkels vildledte Søn maatte faa et nyt Hierte Derpaa greb han Roberts lHaand og sad tavs foran ham nogle Øjeblikke Endelig sagde han: »Robert, du har bedrøvet mig meget, og iea ved, at naar din Moder faar dette at vide, vil det skære hende i Hier tet.« Ved Tasiken om fin Moders Sorg heengte Rodeck ftamfuld med Hovedet, mcdens Faderen fortfatte: »Im er bedrøvet over din Ulydighed; men ieg er endnu mer-— bedrøvet, fordi du prøvede paa at skjule Sandheden oa undfkylde dig ved at koste Skylden paa de andre. Lsgu er Legt-h enten det er i Ord eller Handlingx og naat du sagde ved Teborsdet, at Fru Ver-non intet Jnar gan, sat var det jo not Paa en Maade sandt; men i Virkeligs heden var det dog en Løgn, fordi du prøvede at bilde osZ ind. at du havde aileneret Brevet til hende Var del ilke iaa2« »Jo,« svarede Robert. »in derfdut intet mere var bleven sagt exkl den Zag, dilde du have tiet stille oa ladet os gaa i den Mc ning, at Brevet var rigtigt bei-erget, og aldrig have for talt os, at du badde tabt det.,, »Ja«, fvarede Robert igen. — »Du bar altsaa fortalt en del Rcekke Usandlwdez og du ded, at ieq bader iaadan Underfundighed merk end noxiet andet For din exien Etiild er im taknemmes lia, at dette er bleven aabenbaret: men jeg kan its lade det gaa uden videre. Foreløbig maa du nu blit her, og — o, min leere, koere Dreng, bed Gud am Ul givelse for, hvasd du hat gjort, da du lyttede til Frist-J sen i Stedet for at fly fra den, og at du var fvag og fl nok til at lkiule din Forseelie med Usandheder.« Termcd forlod Faderen Voerellet og gik ind i sit euet Hvad der foteaik, kender knn den alvidende Gad: men vi kan viere forvisfet em, at lian ikke forlod Vætelss iet, før lian havde bedet alvorligt for sit vildfarenlk Bam. Nu førft kunde ban ie og forstaa flere Ting i Roberts tidliaere Liv, der ikke havde vceret, som de due -de, men som han hldtil ikke havde taget noget Henlyt til. Lan inntes ikte dm det Zelskab, Robert var komme-. i med noqle af Voens værste Knceate oa ban folte mi, der iimatte mit-es noaet for at ftandfe det: men hvotdansk han kund-s manite winse- Roliert ved Tmiel om Straft men linn eilde helle-re ie liam handle frivilligt end at Tpni ink- Etmi Tet ainldt om, at ban kunde komme sit .it 5e, book denne Jifdflridelfe fette lmm ben, faa M nilde aslimde smnimemtikabet Jdlmien ønskede at e«i «·-.i!i:"liedkt"as1«lii1 nsrlia da anbenbfertvt Son. dek lumde csilde Hei-e lndher m lndia over-for Samvittif usw«-is Nessus-e Exise cllsed Hi sit-oft til at gere, linai i par ret da tnsi sonst-.- bnniie for det dnarliae Gan Miste-:- ikke dm at Tmlde lmm indelukket i Gemme-H me «’; se - mir-is i-: «-it in lincizilad nde i Sko - « · - ( »Es i nne Tel med de « ein er ins »k: imitia Sport Men ’ LXHLYPENTVIT l« ’ . skc ·i! Im - s- ssxns un Tone Blinden-I Ende Veke as spa seae at itissls der Er isne Jemldre det em« irr-nie kiit Nin-Jst nsnnm der net-est- for at Mindka drite N lede slisxsertsrs Eis-ne ei Lauter lieu inm ndiiet liedre Efth — IT sei-«- E-.-ls"e esi stimen Von iorloi Fahner endelks E: Anstelke da ail ind at tale med lin Duftru om s pät - Eis-it M Eis-n .1.im'e Tini-im tiliasldiavil Jst i-: Tes- .I!.ss«s-«s : im Lernsiie N ziit da til ds deswmeddettmhmsfqndtshdsswss W es Its boledes M st den W I Mode deutet at Haa. Inst-«