..xlanskeren".
et halvugentlig Nyhedss o» Oplyss
ningeblad for det danlk Folk
i A m eri ka,
ulmävef of
DAlell l-l"I’H. l)l’Bl-. IIOUSFL
Malt-, Nebe.
,Dansteren« udgaak lwer Tiksdag og Fredag
Brig pr. Aar-gang.
De Forenede States 81.50. lldlandek UMO
Vladet detaleg i For-stud.
Vesiilling, Betaling, Adresseforandring og
andet anaaaende Bladet adreglereg2
DAlell l«l"l’ll. PUBL. HOLTSFL
Maik, Nebr.
Behalt-n A. M. Aal-ersah
« Alle Vidraq til ,.Dansleren«g Jndboldt
Iwandlinaeh Korrespondancer og Artiklr
If enhver Art, liebes adkesseretz
A. M. Anderfen, Man-, Nebr.
Eulen-Cl St lkleir kosmfsce as second
clsss matten
Advent-ins Rat-es made known upon
Oppllmtioen
J Tilfclde as Uregelmcessigbeder ved
Mfaaelsen bedeö man klagt til det siedlige
Post-Elen. Skulde det ikle bin-we bedes
Inn benvende ssg til ,,T«anfkeren«s
tout-n
Nscr Dei-ferne benvender sig til Falk, der
Mtereri Weh-unten vor at lebe bos dem
esetsot at lau cvlvgning om det averterede,
W De altid onnalr. at Te faa Ader-title
Ientet l dette Blut-. Det vil vake til gen
M Nym.
Past. N. Hausen, Minneapolis,
meddeler os under 4. ds» at deres
Søn Adolph samme Dag maatte
underkastes en ny Operation: Ve
tcendelsen i Benet var saa stærk, at
Lcegen fandt det nødvendigt at bott
skære en Del mer-e af Kødet (ikke af
selve Benet) for at frelse Drengens
Liv. Denne sidfte Operation varede
50 Minuten medens den første va
rede llxz Time. Skønt Operationen
forlsb heldig, filte Drengen sig mere
fyg efter denne end efter den fsrste
Operation, men Lægen mener dag,
han skal komme igennem det. —
Det er godt i slige merke Stunder
at kunne hvile i Troen paa, at ,,a lt
fkal tjene dem til gode, sorn elske
Gud«. Jdet vi minder om dette
Ord, vil vi ikke undlade atter at be
vidne vore haatdt prsvede Søskende
vor hjertelige Medfslelse
Felsende bedes rettet i Past. Vigs
»Danske i Amerika«.
J forrige Nr. Side 3 ester »Den
danske Lovbog, som her er Tale om«
tilfsjes: er vistnok »Jer Lov«, og
muligvis den Udgave as 1590, fom
fertig« — —.
J dette Nr. Side 2 — »Rood
mænd«, læs: Naadmand. Skibes
Prceft«, lces Skibsprcest Omtrent
midt i fsrste Spalte tilijes efter
»Granatcebler«: Om Rhod kam til
denne Ø, ved man ikke, men det var
Bestemmelfen Lcengere nede staat
,,selv om alle andre Lunde o. f. v»
les: selv om alle andre Sunde o. f.
v. J anden Spalte staat: ,,sfulde
Prcesten bestemme«. lces: ,,skulde
Provften beftemme J tredie
Spalte forekommer Ordet »Fei-« et
Par Gange, læs: Fer-: llI Mo
gens og Vorbasse m· m. lies: lll
Magens og Vorbasse m. m.
Bibklen og Troserlendelfm
J sin Artikel »Mit Spsrgemaal
am igen« andet Steds i dette Num
mer skriver vor Ven Peter Terkels
sen: »Ved Bibeltro forstaar jeg al
Forkyndelfe, sont im fuldt ud hat
den Appstoliske Trozbekendelfe til
stundvold«. ca saadau Udtalelse gi
ver saht-Nat at der siulde me
soeftel well-u, M Bibelen laster
q hvad der W i Hirten- ælds
sie Veto-welle. Osg nagt faa Beken
decien hat-des over »Mensch h
M bei let ABC used et rette Tre
s m W M. pi files as
M W til at W
M ssx M m W Isl
h- III-ele- es Ist-tiefen
Sakkamenterne, for »bibeltro«. Det
er netop vor, den lutherske Kirkes,
Sakramentlcem der er bibeltro.
Vi kan iaa godt gaa nied nur Ben
Terkelsen paa at hævdc den apostoli
ske Trosbekendelse. Al kristelig Be
kendelfe og Forkyndelse skal fuldt ud
ftennne nied den. DenneMenighedengi
førfte Bekendelse af sin Tro —- hvem
»dens ordrette Formulering san end
»stammer fra —— er den apostoliske
IMenigheds Zwar paa den apoftolifke
Forkyndelse Derfor vil den altid
Ihoeude sig fom Grnndvolden for alle
Esenere kristne Bekendelier og sont en
ENorm, ingen fand Striftfortolki
Dring maa gaa iniod. Derfor ser vix
zogsaa Ytringer af Kcetteri. lwor Kir
skens Lære gaar imod eet eller flere
«Led i den apoftolifke Trosbekendelse
f Men derudover har vi et Par!
sBemcerkninger at gere.
Den kristelige Forkyndelfe eller
lKirkens Leere omfatter ninnge rigtis
Ege Punkten hvorom den apostolijke
ETwsbekendelse tier. Det er jo ogsaa
sen bekendt Sag, at Grundtvig i sin
«Hævdelfe as »Trosordet« som Regel
Efor al Skriftfortolkning fandt dette(
jOrd for snævert,saa han maatte have
Ordene ved Daaben og Nadveren,
kFadervor og Velsignelsens Ord medl
I— Tag netop det, som P. T. ogfaai
Eheevder i fin Artikel — Genfødelfens
ki Daaben og Jesu Krifti Legeme dgl
Blod i Nadveren. Derom tiee denl
«apostoliske Belendelse jo fuldftceiidig.(
FOg ligesaa om mange andre Ting,I
jfom vi ikke skal gaa ind paa her i·
sen kort Artikel·
I Den anden Bemcerkning gcelder
iBibelen Det er ingenlunde dens
JSkhld at den fortolkes forskelligt
Taf de forfkellige. Bibelen er tilstræki
stetig tydelig i alt, som angaar vor
» Frelsesfag.
E Luther holdt baade Bibelen og den
Iapostoliske Trosbekendelse meget heft.
IHan stolede urokkelig paa Bibelens
»Ord, og han fandt ingen Uoverensi
’stemmelse mellem den og den omtals
«te Bekendelfe Men for ham ftod Bi
-belens Ord som Rettefnoren for For
kyndelien· Det er jo da en kendt Saa,
Hat det var Luthers enfuldjge men
Itillige uroökelige Tro paa Bibelenizi
kOrd, der gav ham Klarhed og Fusan
jtil at holde Stand i Nadverfnsichn
Fmed de reformerte. Naar alt ital ta
’ges i Betragtning, saa er maaske den
iherligste Aw, som den lntherske stir
ike har faaet efter Luther, hanS en
Ifoldige Tro paa og hans Fornnfts
Underkastelse under den helligc
Skrifts Ord. Derfra stammer dens
irene og sunde Leere i alle Enkelnnsi
der. Deri ligger dens stoerke Viern
imod al Rationalisme og falsk Unio
nisme Og saa længe vi bliver ved
enfoldig, barnlig. urokkelig Tro paa
»Bibelens Ord, da konnner vi ikke i
;Strid med den apostolifke Trosbeketp
delfe.
Endnu skal vi tilfeje, at naar
Grundwig kam til at hævde Trosbes
kendelsen tilligemed de andre ncevnte
,,fire Ord«, faa var det —- vel at
mærke —- fortrinsvis i Striden med
Rationalister. Havde det derimod dre
ret fortrinsvis i Strid med den re
formerte Kiefe, saa tillader vi os at
formode, at Striden var blevenssført
mere paa Skkiftens Grund. J hvert
Fald er det ikke Bibelens Ord, der
bcerer Skhlden for nagen SlagsVilds
farelse eller Afvigelse. Den Skyld
faar Fornuften bære, naar den vil»
spille Nester over baade Bibelen ogi
Tyosbekendelfem (
Vi vil slutte disfe Bemæckningeri
med en udtqlelie as Gkuüdtvig omj
den hellige Sktift af Past. Jus-Halm
i »Daan Kirketidende«. Han fkrivens
»Den af Grudtvigz ældre Vennerj
vel kendte gamle (ca. 83 Aar) Fri-!
not-tem- Jeus Hausen sorqu he-!
We miq forleden Dag og gjotdq
miß delagtig i sine tige Minder fra«
den gmnle grundwigste Tib. !
can kvm nieset til Grundtviq i;
han- Ojem paa Cl. Wen-L faule-;
des W ved MW1R8, dqz
Hm W var W en Eim
og Vejledning, det vil Aanden efteisi
haanden klare for mig. Det er iktel
givet en enkelt Slægt eller Tid aii
forstaa Skriften i dens Helhed, tni
den rcekker til Dagenes Ende«
Tankcr vcd Jndgangcn i
det nyc Aas-.
(Es. 40, 31..)
Dyrene borte paa, hvorledes Men
neftene ved Nytcmrstid ønsker Inn-r
andre Lytta og soni Folge deraf
indbød de til en Foriamling for at
behandle Sporgsmoalet om de, Dy
rene, var lykkelige Men de begynds
te alle, den ene efter den anden, at
klage over deres spraclige Lod. Bier
nene og Ulvene var enigg om, at Ti
derne blev stedse daarligerez thi iaa
lidt sotn i 1909 havde der aldrig
vceret til at røre og rive ihjel. Svis
nene klagt-de bøjt over, at deres
Lytke var af saa kort Varighed, og
Døden blandt dem bavde saa grnfom
en Magr. Eddertovverne ytrede, at
de kunde spinde de fineste Beet-, men
at Flnerne slet ikke niere vilde naa
i dem. Mnlvarvene viste med ftor
Jndignation ben paa deres manqe af
Illcenneskbaand ødelagte Jordhøje og
krcwede en fuldftcendig Forandring
i de bidtilvcerende Forhvlds hvorfor
skulde Menneskene bo saa smukt oa
de nojes med et Hul under Jorden
Nejl — sagde den frækkeste Muld
varp — det maa blive anderledesl
DER-lernen Heitene on Okierne knnde
ikke nokiom beklage sig over det me
get haarde Arbefde Mennefkene for
langte af dem, og at de saa enddn
oven i Kobet fik saa lidt og saa
daarligt Foder. Kort sagt, der var
næsten innen Ende vaa Klager, og
de holdt sig alle for højst nlykkeliae
— kun Ørnen fagde ikte et Ord.
Forventningsfulde saa de alle vaa
den; da med ftraalende Blik og med
vældigt Vingeslag licevede den sig ov
over Forsamlingem fvcevede nogle
Lieblikke over den og fløj saa majes
stcetisk mod Himlem mvd Solen.
Miemodige skiltes de andre Dyr ad
og fande: Ja, Ørnem den bar del
godt — Og hvem har det faa godt
jblandt Menneskene2 Esaias figer.
Nav. m, Vers 31: ,,Men de, sont
forvente Herren, slnlle forny deres
Kraft, saa de skulle opfare med Vin
ger fom Ørnene: de skulle lebe og
itke vanismægte; de skulle gaa frern
oq ikke blive trastte«. Forventer du
Herren da fkal ogsaa du kunnes lsfte
dig ov over Ver-den paa Troens Øri
nevinger og fra Troens Hofe fkue
ned paa denne arme Werden
Paa Trvens Vinger hæver en
Kräften fig op over Bei-dem hæver
sig straks ved Begyndelsen af det nye
Aar ov over den Jordifkintethed,
bvoraf saa mange Mennesker i vor
Tid er faa befatte, at det ncesten er
dem en Umulighed at se Lyllen i no
get andet end i dette: at gore god
Forretning, tjene mange Penge og
have megen Fornsfelfe Men hoor
jamerfnldt, naar ikke engang ved et
Aarskifte Tankerne kan naa hsjere;
ikke kan løfte sig op til hatn, sotn er
vor Gud og vor Frelser. Der-for
Hjerterne ov ad! op til ham, fom
har været og endnu er en Tilflugt
for alt Kod. Frem for hans Ansigt
med Tat og med Bsn — sauledeö
begonder et Guds Born, en fand
Kristen det nye Aar. Hat du be
gyndt det paa den Maade? Hvis
Me, da har du fuldstændig galt be
gyndt paa 1910. Hvorledes vil det
da ende? — Stelle-M at der give
laa fotskellige Mennefker. Nogle
san med detes Tanker og Øviket llet
ise komme les sia Jorden, medens
andre strivek over det nye Aar: Som
Gud vil, »von maa gerne for mig
raade, —- alt er Kerlighed og Noa
de, naar jeg ham blot herer til«.
Det er Distorien om Mnlvarpen og
seyen, den ene roder om under Jor
»den, den andefi heevet sig i moieftcei
Itist Flngt msd himlen Kaki der
Wes nagen W Modsætningk
Ren set er mäp den Medic-Mira
der er Mem de Unwetter-, iom
lot-verriet Geer-m- os dem, lone site
stehet-— seen san man undee sig
over, at be same-Ich sont tagen
paa denne ftakkels merke, fattige
Jord. — Kun Stude, at det aldrig
lykkes nogen at faa sig lavet en
Himmel herniede; at netop naak han
mener at have opdaget Lykken, saa
kommer Døden og kaster ham det
l)ele over Ende. —- Vel dig, om du
har lært at sætte al din Fort-ent
ning til Herrenl Da staat du i det
rette Forhold til dette Liv og til
dem, du møder og mødes af hernede.
For dig er Livet en Vandring, knn
en Vandrinq mod det rette Frei-re
land, og du sigen
Sind fke Lov for Dag, der gaar,
Gud ske Lov for Dag, der kommer,
Derved faar jeg Jubelaar
Og en evig, evig Sommer.
J din Tro paa Gud, din Fresser-,
bar du en Stat, du kan beholde,
naar alt andet fkal ilippes. J din
Tro og det termed forbundne levens
de Haab findet du stedfe ny Kraft,
om end Livet kan gøte dig aldrig
saa træt og udmattet, om end Frem
tiden ligger aldrig saa merk og uvis
foran dig. Du kan i Trer paa din
almeegtige Frelser fige: »Kun frisk
derind, dn drukner ef, mit Sind« J
Bannen henter du daglig ny Kraft,
Mod og Taalmodighed til at lide og
stride, til at leve og de. Sia kun
altid:
Bi, mit Hierte, bi paa din Gudi
Af din Sorg og Smerte han hjælper
dig ud.
Er merk din Vej,Gud dig flipper ej;
Starke end din Hjælper er fo Reden
eji
Eviae Troikab, Fresser i Nied,
erls og vore Sjcele i Liv og Dde
Men en Kristen opløfter itte blot
fine Øjne til Viel-gene, hvorfra hans
Hjælp skal kommt-: nej, ved Troen
paa Jesus, Gnds Zon, jin Frelsen
er han hcevet op over denne forkræns
kelige Jord, hvor alt sygner, visner
og der. Som den mcegtige Økn kan
han skue ned paa Mennestenes rast
løse Fcerden og Jagen efter Forstw
gelighed Naar man fra de dybe,
trange Dale stiger op paa Biergene,
hvor smaat synes en da ikke, ja hsjes
re man stiger, alt Ting deknede i det
lave, mindre og mindre herer man
af den vante Lakm og Tummel,
mere og mere klar og let blivet Luf
ten. Saaledes gaar det et Guds
Barn. Ja mere Troen voksek, jo
hsjere stiger det, og Ver-den med alt,
der er i den, bliver mindre. Sorgers
ne bliver mindre, de trykket ikke
mere Hjertet Blot et Troens Blik
paa din himmeler Faden der har
Otnfokg baade for dit timelige og
eviqe Gavn, og den Sorg, der var
som et Vierg, bliver fom en lille
Sten, du letfodet kan ile henovet.
Og de kedelige Glieder, hvoraf saa
mange ladet sig daare, mistsr mer
og mer deres Tiltrækningskraft, thi
har lHier-net fmagtHimlens rene, hel
lige Gliede-, Glceden i Gud, da er
der ingen anden Glcede, der kan tage
dens Plads. Hvad kan i det hele
denne Jord byde mig? Den kan in
tet byde mig, fom can stille mit Hier
tes evige Trang, slet intet. Hvem
vilde forgabe fig i de timelige Go
der, naar han kan have de eviae?
Men aki Millioner ladet sig narre.
— Maaike ikke i Dag, men inden
længe vil hele Verden forsvinde for
dit Blik. Lykkelige, ja tuiind Gange
faliae Menneske, som da kan siege
,,Lad den spinde, jeg ved Veer til
en bedre Vetden«. Dei-for gcelder det
am for hvett Guds Bam, at Hiertet
fyldes stedse mere med demje- Leengs
sel: »Kon: Heere Jesus, kom inart.«
Og kommee han faa endelig, din Je
ius, din bedfte Ben, da stal du op
fare med Vinget fom Ørnem opfare
til Himlem hvar en evig Sol straas
ler: E. T. Kloth.
betet du Sktigett
»Im-sie du, hvad det vil fiae at
væte paa et Sted, hvorhen den mind
steStraale ftaEvanaelietQLys aldris
et naaet ..... , knnde du ie, hvad
vi fet, Bunde du file, hvad pt Mee,
Iaa Milde du file Smerte ved at se
M- dvtckjbtt Sie-le lpm the ved,
W W her ejvrt for dem. Det
var tue not for Guds Sin, at han
oppe Hin Himmel kunde bede tot
den faldne Verdenz neil han gar
fis felvt Um Benuer fve Berdent
WW er bitter Jegni ice
lasse-et Im give-W m MI
oa vægrer os ved at hengive oö selv.«1
M. Francois Coillard,
Afrika.
. . I
Det var Nat, —— iøvnløs laa jea
paa mit Leie; jeg hørte hulc Lyd as
Trommet, oa i det dybe Merke lød
Trommeslagene doddelt uhyggeligt·
Mens jeg laa der nden at kunne sove,
saa jea et Inn for min Sjæls Øje.
Jea stod paa Grønsværet, og ved
mine Fødder saa jea en dyb, bundløs
Afgrund Jea blev svimmel ved at
se derned og trat mia tilbage. Mangc
Mennesker aik langs med Randen as
dei svimlende Dle.
Der koin en Kvinde med et lille
Varn paa Armen, Inens et andet
holdt fast i hendes illa-den Nu var
hnn lige ved Randen, —- da saa jeg,
at intn var blind!
Hun løstede sin Fod til det nceite
Skridt —- tmadte i Luften —- sank
i Asarundens Dyb —- hun oa Verne
ne med hendel O! det Skrig, som
led, da lntn sorfvandt
Terpaa saa jea Folk komme Ska
Freuisz im alle Kenter- oa alle var
blinde, fuldstcendig blinde, — alle
zliaode det samme Maul, alle styrede
ilien imod Afarunden
l O! det Skria, jom led, naar de
Pludseliat nicerkede, de aik ud over
Nanden, ned i Dybetl et aennents
trængende, hjerteskærende Skria, —
bjaslueløie strakte de Arme-ne i Vejret
oa areb i den tonnne Lust.
I Men der var oasaa andre, der gik
i
til Bunds uden en Lyd — Og jeg
undkedes over, at ingen standsede dem
paa Asgrundens Rand. Jea kunde
ikke, —— jea itod som saftnaalet oa
kunde ikke raabe om Hjælp, skønt jeg
anstrenaie Inia as al wire-Kraft —
oa iea knnde kun hviske.
Jea san, at der stod Vaatposter
slanas Aiarnndens Rand, men de stod
Ilanat fra hinanden, og imellem dem
sandtes dybe Huller uden Rækværk·
J deres Vlindhed saldt manae Men
.neiker i disse Huller, — de blev jo
ikke advaredel oa det grønne Græs
sarvedes blodrødt —Asgrunden aas
jbede — Helvede sluate sit Byttel
Og jeg saa et andet Billede, en
aen til Asarunden; de sad saa for
nsjeligt samtnen og bandt Blomsters
kranse.
As og til, naar et gennemtroenaens
de Skrig naaede deres Ørem blev de
Isotstyrrede i deres tomme Glieder-,
coa de iaa paa hverandre, men hvis
en af dem vilde reife iig sor at kom
Ime de nlytkelige til Hjælp, ajorde de
landre alt, hvad de kunde, for at hol
sde tilbaae.
Hvorfor vil du goa? du er jo end
·nu ikke scerdig med din Blomsters
.kranö, vent til du faar et besiemt
Kaid, — vent til du er scerdig med
dit Arbejdet
Oa der var en anden Flot; i den
fandtes Falk, iom gerne vilde have
slere Vaatpaster ved Asarunden; men
de mente nu, der var ikke Trang til
ret mange, oa af den Grund var der
alligevel mange Mil imellem dem,
der stod derude langs Asarundens
Rand for at advate og hjælpe de
ulykkeliae, blinde Mennesken
Der stod en una Piae paa sin en
.fonnne Post — hendes Hjekte ban·
zkede ior de nlyfkeliae, thi hun var
Iikte bleven trcet as sin Gerning, men
»in-n var bleven træt i sin Gemina.
EHun var saa træt og opslidt, oa
Zhendes Moder og Slægtninge kaldte
Ihende hiem —- hun trænate io til
Hvile, men ingen, akl inaen kunde
«gaa i hendes Stedl
s Ei lille Barn laa paa Afarundens
i
i
Rand, oa da Bat-net Mede, det
var ved at styete ned, greb det ester
en Tot Græg og holdt krampagtigi
sast detved med sine imaa Bandes-,
men Grcessets dedet lssnedes, oa
"med et Steig styrtede Bat-net ned.
Den unge Pige, der lænates eiter
sin Gerning, iynteg at here Bat-ne
sktjig, og hun sprang ob sot at ile
til Djælm tnen hendes Slægtninae
holdt hende tilbaae med de Ord: »Du
kmi ille vkere alle Begnei Du er ille
nundveerliq —- andre kan udiylde din
Iladi — —- —« og de wenig ben
de neh, oa —- —— de satte sia hen
da lang Saltnerli
Men iaennem Salmesapgen hurte
iea andre Toner: en Mageiana im
Millioner as knuste Hinter, og en
Uædsel saldt paa mis. thi ieg vidite,
hvad disie Tonee betldx set var
Blodets Stric.
ca der lud iom en Tot-denkest
Herreni Mi: »Hul- dae du
gjort2 din Broders Blod
raaber til mig fra Jor
den!«———
. . I
Jeg oil her benytte Lejliqneden til
at anbefale Miss WilsoniCarmichaell
udincritede Vog, »Things as they
are«, af hvilten ovenstanende Stykke
er et lldtog. Den er oversat paa
Dunst af Cec. Krarup og udgivet
under Titlen »Tungt rnger Mulm«.
Jeg vilde ønske enliver Ven af Hed
ningemissionen vilde skafse sig denne
Bog og lcese den.
Det er itte lyse Billedei-, oi faar at
se fra det daalige Lin i Indien, men
det er snndt —— frnqtelizit sandt. Den,
der hat« lasit Bogen vil indrømmr.
at den Vestyl dninq nt Qiiten indtil
ldenne Tag liar dreoet Miss sion fom
Keg, itte er helt ubegrundet
L Tet ser mørtt ud i Hedningelandos
Hie, og Ztylden er vor. Vi hat
itke opfyldt Herren-J Bud: »Gaa ud
;i al Verden og gør alle Folt til mine
FDiscipleP Vi tan itte undstylde es
med, at der er not at aøre her hjems
nie. Naar Herren siger ,,gaa«, faa
niener lJan itte »bliv l)jemme«.
» Vi maa itte glemme, at Arbejdet
for Guds Niges Virteliaaørelse paa
Jorden deler sig i to Dele. Der er
baade et Arbejde indadtil med at op
bygge og befceste Meniaheden og den
entelte i Ordet og et Arbejde udads
til nied at udbrede det glade Büditab
Fover den hele Jord. Hedningemiss
sionen er en Del af Arbejdet uds
»adtil, og vi tan godt tilføje — en
»meget vigtig Del.
" For nitten hundrede Aar iiden
tunde en lille Haandfuld fattige Fi
stere og Haandvcertere prædite Evan
geliet «i den ganite Berden«. N u tan
fem hundrede Millioner Kristne itte
"g-re det (l).
» Kcere medforløste Broder eller SI
fter, sont lasset dette, hvad har du
gjort for Missionen2 Hur Herren it
te sagt, at lwer den, soni vil være
lians DiseipeL stnl fornægte sig ier
Fug tage sit Kors op og folge hom?
Gan forncecitede fig selvx han toq
sit Kors op for at bringe Lyset til
dem, som sad i Marte. Du, iom er
en Jesu Discipel du hat vel gjort
det samme?
,,Hver den, fom tror paa mig, stal
gsre starre Ting end disse«. Hvo r
Jer vor Keerlighed, og hvor
e r v o r T r o?
! Her er saa til Slut en lille Sang,
Ifom jeg selv er kommen til at holde
faa meget as :
)
i
Tungt ruger Mulm over Jorden saa
l
vide,
Lanafomt i Ratten tun Timerne
itride;
Har, hvor det lyder fra Hierter i Sut
og Angst:
·,: »Kommet Dag ej lnart2 :,:
Hedningestarer fra Dsdsmtrtets
Skygge
»Nanber til os, som iLivslyset bygge;
sHerren og sperger os: hvor er din
Bruder, hvorP
. .,: Kammer hon ej spart? :,:
FLidende Bruder i Palmernes Lande,
,Bod ftal du faa for hvert Savn og
I hver Bunde:
Se, over dig stai Guds Herligheds
. Sol opgam
In :Kriftus tommer inart!:
j
Liv af Guds Liv ital da liege din
Smerte,
Los ai Guds Los vedertvcege dit
Hier-te
I Typ, her dog Satt-r det nett-, det
i tlagendel
! :, : Kammer Dag ej snartt ·, :
« .GotthardBach.
Et lille Optqab til vore
Mkuigheden
Naade og Fred og et glædeliat
Nytaar Inftes eder i Jefu Navni
Da der snart holdes stattij i
vore Mmigheder, hvor en stor Del
as Menighedtmedlemmerne tommer
stammen maa ieo fee va et losge
nogle Tanter frem. —- Der er bo
gyndt at tale om at betale Priestens
Reife til Aarsmsdetnr. Tanten er
ogsaa kommen strem i Blatt Wenig
hed.- Jeg hat den Dante, at om det
Obstes w Cide S-)
d
