Nye Villier
As
Etitli Pcdcrsen.
tFUrtsUt-»)
List er Den naa Astenen Otrejss og Karen er taget
ind til Bin-n paa Beson. Anders sidder ene i sin lillc
Stue on lasser i en Bog.
Han er gnnsse fordnnet i Liesningen Thi Bogen
handler netop oin en stattelszk Trauten der ned sit ser
gelige Lin langer Ofetn on Ejendoni ode.
Da aabneijs Toren annste sagte, oa Else Ztoraaard
trasder ind. Lende-J Effftclse er hin oa staer men der
er noget trat lilear oner Ansigtet Jdet hnn lnkker Del
ren efrer sin, vender Anders sig onl. Bogen lnkkes til,
lsan resser sin, saa lsnrtiat lsan sorinaar, for at bnde heu
dse sin Pladcs i Lienesrolein nien Else sirtter sin uden at
sige nonet paa den lille Trazstol neer Døren
Den ganile illkandss soasfkede Ier fanger ikke klart
den unge Pigesfs Ansithstraekx men han ved, at hnn er
kommen for at tale med l)ani.
Nu er hnn i Nød som aldrig før, tcenker han, og
hans Mund sin-nier, endstønt lian ikke tcenker paa at
sixie noget nn strick-Ei.
Et Øjeolit nlioer han staaende som Ventende paa,
at Else skal sixie noget: men hnn sorholder sig taus, ser
knn faa tnnat frein for sig·
Saa begynder lian at gaa frem og tilbage over
Guloet, langsoint, fnrsigtiat, og forsigtigt falder hans
Ord, da han endelig siger unget, for vel ved han, der er
noget i Besen, inen ikke aldeles bestemt, hvad det er:
,,Vi Qlcennester sknlde enske noget mindre, bette Else, og
tro noaet niere, det vilde betale sig kan du tro. Saa
vilde vi ikte have saa stærk Hast, som Vi tidt har . . .«
Her standsede han lidt, idet ban tænkte, om hun nu
ikke vilde sige et eller andet. Men hun sad blot som
før.
»Vi Mennesker vil have alting straks og paa vor
Mande, enten det saa er til Gavn eller Skade, og enten
det er muligt eller uniuligt, og altid forstirrer vi os paa
det, vi ikke har, i Steden for ret at betragte det, vi
har, og glcede os ved det, — —- og takke for det.. . .«
»An ja, bette Else, vi kan jo rykkesi og lokkes for,
saa det hele kan løbe samtnen for os og glide ud i bar
Gudløshed . . .«
Her nikkede Else fast inod ham, som gav hun ham
fuldt ud Ret, som vilde hun med det Nik sige: saadan
just er det gaaet for mig.
,,Kan du huske, min Pige, den Dag dernede i Bak
ken, da alt Var Mørke for mig, Merke og Haabløshed,
enten jeg saa saa frem eller tilbage, —- men du vidnede
fast og klart for mig uden Vaklen: Gud er aldeles, fuld
stcendig almægtig. Aa, jeg kan endnu tydelig se dig staa
der foran mig! · . . Er du vis paa det? spurgte jeg.
Og du svarede . . .«
Da brast Else i Graad.
»Ja, ja, lille Else, det er jo vanskeligst for den, der
er midt i Provelsem men du sik Lov at vcere mig til
Hjælp den Dag. Maaske jeg nu kan faa Lov at hjælpe
dig lidt igen.«
,,Tak for alt godt, Anders,« sagde Else, idet hun
rejste sig, ,,det er rigtigt altsammen; men jeg er ikke ncer
saa stærk, som jeg en Gang troede, nej, nej, saa langt
fra; men jeg vil nu bede om bedre at kunne tro det, jeg
en Gang vidnede for dig.«
«Gør det, ja, gør det, min kære Pige, det skal nok
gaa. Slip endelig ikke din Guds Vej; den er sikkert nok,
det skal du faa at se, og den er klar som den lyse, skins
nende Sol, selv om vore Øjne kan være tildækkede, og
vi mener noget andet.«
,,Det er med mig, ser jeg, som der staar i den
Sang, Kerner lcerte os forleden Aftem
Jeg gik min egen Vej
J Varnets Leg,
Tidt ogsaa i de voksne Dage;
Jeg bygged’ selv paa Lykkens lyse Slot,
Jeg vilde selv min Lykke mage.
Netop saadan, Anders-, netop saadan.«
»Og saadan er det nok for os allesammen uden
Undtagelse, lille Else, naar det ret kommer til Stykket.«
«Men nu maa du have Godnat, Anders-, og Tak
for i Aftenz det skal nok gaa,« nikkede hun, idet hun
lukkede Døren.
Anders gav Nikket tilbage. Der var Sniil i hans
Øjne
XXIlL
Det stunder stcerkt mod Jul. Det er den aller
sidste Uge før den store Fest.
Og Else glceder sig til Festen.
Jgen er hnn mild i Sindet, og hendes Tanker gaar
saa stille, fredfyldte. Hun har stridt Troens gode Strid
i Dagene, som er gaaset, siden den Aften hun søgte ind
til gamle Anders. Og daglig beder hun om Naade til
at tro sin almægtige Fader.
Travlt er der i Storgaard. Karm, som altid er
foran i Arbejdet fra Morgen til Aften, mcerker nok det
lyserse i Datterens Vcesen; men da det stille endnu er
over Else, blever Overgangen ikke saa stcerk, at Karen
standser ved den og spørger. Men Anders mcerker no
get, og han er glad som et Baru, nynner efter Elses klare
Stenune med sin rustne:
Jeg gik min egen Vej
J Barnets Leg,
Tidt ogsaa i de voksne Dage . . .
Det er Juleaftensdag, lige i Merkningem fint og
tyst drysser Sneen. Jnd gennem Storgaards Port
ruller en Vogn med to raske Heste for. Karen er Kask
clse sidder ved Eiden uf hende Te bar vieret rnndt
Inn-d ulegaver til iu tiie og fme liqe fm M iddqq
s »Ja, nu lmr du n: da ende liq,« raaliei Karen mod
isin Mand, som staar paa den store Stexktksqppc,
s »Tet el« sAIIdCIikI heller itte for tidlikiz jeg Haar ber
Ioa er skrnpsulten,« ist-munter han med lidt aodinodigt
binaveri. idet Oestene smndser.
»Ja vist trak det lienqe ud, Za’r,« ytrek Xiaien dg
kspringer rask af Wonnen, ,.1nen du er jo saa skikkelig,«
ziiiin store, tokke (8)1ei:, nwfren altfdr st'ikf"elig.« Og lmnl
iklapper ham paa Feinden »Me« nn skal jeg time ind
»Hu sumre dig den deiligste Midaftensmad — Du faarz
sowie ene om at pvnte ng tasnde, Eise, jeg bar uok at!
Igere i Køkkenet bele Tiden. «
i —J Storstuen sIod Jnletroeet endnu ud,-Unten men
lFrimdt paa Vorde on Stole oa i L indire-? kannene laa al
. Stadien oq Losene og Naoeuie g snarr mir Else i»
Ardejde Klokken var over tre, og inden Klokken seksll
snmatte lnm voere fierdig
Tet skulde lilive deiligt med de mange Vørm der
i -,111 og tredie JuledagJ Aften lmvde Kerner lovet at
komme deind til Julefest. .blot nu rigtiq inange vilde
filae Jndbydelsen . . .
,, Aa, det er blot mig, lille Else; jeg lovede Niels
Post at fli) dig det Brev.«
E vLinn kendte stras Jens Kirks Haandskrift og saa
"«-«nart Anders var gaaet, bde hun Vrevet og skyndte
fig ljcn til et af Vinduerne
Tet var vel det smnme oni igen, eller . . .
I
I
I
I
I
I
I
I
i
Lndvigsholim 22. Dec. 18. . .
Keere Else Ztorgaardl
Nu er der tigtignok gaaet lang Tid, siden vi sidst
lidrte fra liinandem men da jeg ikke kan komme til
Jyllnnd før iPaasken, syntes jeg dog, jeg niaatte have
en Jnleliilsen as Sted, om du ellers bryder dig om den.
Denne Gang er jeg rigtig glad for at skrive; thi
jeg ser nu roligere paa det, der er mellem os, ja, paa
en Maade ser jeg anderledes paa det end tidligere. Seer
lig i den sidste Tid er det fremmei mine Tanker, at det
er ærligt og dybt Alvor for dig, og at du jo har Ret
til at gaa den Vej, du mener, er den rigtige. Ganske
vist er det aldeles ubegribeligt for mig, at den Slags
skaI skille dig fra mig, jeg synes snarere, det modsatte
skulde vcere Tilfceldet. Er mit Forhold til Gud ikke
klart, afgjort, som du siger — og jeg kan nok indrømme,
der er noget om det — saa er der alligevel et Forhold.
Tet kan hverken dn eller nogen anden naegte
Se, jeg plejex nu aldrig at tale med andre Maine
sker om, hvordan jeg har det i den Retning; men saa
meget kan jeg dog sige di g, at har jeg ikke den Vis hed,
Klarhed, Ajgjorthed, kort sagt: den sikre Tro, du taler
om, saa ved jeg een Ting, og det er ——— — naa, nu kan
du tcenke om det, hvad du vil-, Else Storgaard; men den
.Frelser, jeg som Varn hørte om og lceste om med, jeg
kan ncesten sige, Betagethed, ham staat jeg i Grunden
overfor paa samme Maade, nu da jeg igen er begyndt
’at beskaeftige mig lidt med min Børnelcerdom i Ny og
Nce. Men jeg føler godt nok, at jeg i mange Ting » 7
.blive anderledes, om han og jeg skal passe sammenf
Der er bare det, at jeg ikke kan værge mig for den
Tanke, at mange af dem, der taler saa højt om deres
sikre Tro, — her tænker jeg ikke Paa dig —- vist trænger
til at forandre sig ligesaa godt som jeg. —- Men maaske
er netop det en daarlig Taufe Man skal jo lade sin
Ncestes Rygte i Fred, ogsaa i Tankerne.
Derfor, alle andre til Side. Nu vil jeg blot tcenke
Ipaa dig, kaere Else Storgaard, idet jeg sender dig min
bedste sulehilsen Gid Julen maa blive rar og skøn for
dig! Det gør den sikkert; du har jo dine kcere omkring
dig, og saa tillige sikkert ogsaa det rette Julesind
Mange Hilsenerl Din hengivne
Jens Kirk.
Til Paaske haaber jeg saa, vi kan faa os en rar og
rolig Samtale — eller to.
Saa stille Else havde gaaet i den sidste Tid, saa
underlig rolig hnn ligesom havde givet alt fra sig. Men
nu gik der et Brus af Følelser gennem hendes Hjerte:
Gloede og Haut-, Beskaemmelse og Taknemmelighed
Saa skulde det maaske ikke gaa hende, som det var
gaaet Kerner . . . Saa var det dog godt, aa, saa godt,
at hun havde staaet fast fra Begyndelsen, holdt ud, om
end tidt vaklende, tvivlende, tynget. Og hun skynder
sig med Juletrceet, glad og bevæget, de urolige Tanker
og Følelser jager . .
Men udenfor falder Sneen, fint og tyst drysser den
over Havens nøgne Træer og stille, brede Gange
XXIV.
Saa lys en Julefest havde Else aldtig oplevet. Al
ting havde haft Festglans over sig; thi alt om hendse
fik jo Lys fra hendes Gliede
Det Var noget for Greis; det passede ham, naar
Mennesker, og da ikke mindst Karen og Elsse, var lyse
og milde og lette i Sindet. Og iscer i den senere Tid
havde Else følt saadan Trang til ret at vcere noget for
sin Fa’r, den prcegtige Fa’r, der saa taalmodig fandt sig
itil Rette i det meste as det ny, som hun og Moderen nn
kunde finde paa at arrangere der i Storgaard.
Jseer fnlgte hun oftere Faderen giennem Staldene
og satte sig nøjere ind i Bedriften. Og netop det huede
ham særligt Greis kunde nok lide, at hun var inde i
Tingene, enten hun saa en Gang skulde sidde som ngift
Herskerinde over Herlighederne, eller hun sik sig en
Mand. Man kunde jo aldrig vide, hvad det blev for
en. Prcesten bavde han saa smaat flaaet af Hovedet,
troede ikke mere paa Parti fra den Kant, brød sig hel
ler ikke om det. Prcestebryllup havde vel bare været det
samme som Storgaard under Hammeren Og ved den
Tanke kunde det løbe ham koldt ned ad Ryggen.
Der var jo ham Halvfætteren ovre paa ,,Bjørn
lnsjgaardh han og Else var jaevnaldrende, dygtig og
paen var han, men fyldte saa stammelig lidt ved Siden
ai hende .
Onn fik se at tnge sig lmade i Højden og Dresden,
ein hnn sknlde fnn Øjnene Vendt ad den Kant . . . Der
nor nn neinlig ifke andre, soni Greis fandt passendk»
Men bnn kein vel ogsau til 31J110- Futen, nnnr Ti
den var inde — — —
ande linn nn eure eieret et Knrlfuljj tasnktk ciikcjzg
tidt, nnnr Inneren fnlgte linni nielleni de lange Rast
ter nf Høvedeiz on ikfe mindii tdni den Tunke til hinn,
iinnr der faldt Bennerfiiinger, sein viste, at linn rigtig
ljnvde »t«ik·iget et Kreatur nf«.
Ja, heide lnin dog liareI Tet Var nn ogsaa faa
nieget lettere nt fnn en dygtig Sinne ind i Gnarden end
en Mand, dei· rigtig var noget ded.
— Alle slige Tanler havde Elfe det godt med. For
licnde guar Vinteruneisne faa let og dejligt, ncefjen uden
Trinker, Der linger l1ldt ndget lnst dernde on nenter paa
l)-ende, dernde i Foraai·et; og lnin er pna Bei til det, rask
pna Vei. Oder Tan. lioer Ilge, hver Time fører lige
nied Maniet
Er Vinterdngen niørf eller lus, kokt cilck Imm?
Jnger Snesiorinen over Landet, eller er det stille, kling
rende Frost? Sneiiler Tagene sig frem?
Oin alt dette sein-ges der ikke, slet ikfe. J hendes
Hier-te der den sture Gliede; frisk og staer vazrck den
hende frem kienneni Vinterdngene ndn sin Liengsel
Blut det at han koi1inier, at han Iienges efter at se
licnde, tænker paa hende . .
Det ei· not; det er det store, lyse. Det insiier Vin
terdagen, det liegger Festglans over de lange, stille Af
teuer.
Men Else vidste dog not, hvor der stod første Paaske
dug i Alnianakken.
Og Foranret listede sig ingenlunde bag paa hende.
lL«-e11desy Øjne fangede den første hvide Gaek der-ude paa
Straaningen niellein Bregnerne og hendes Øre den første
Vierte-is Sange over Anrene
Og da endelig Ztieren sen sollys Febrnarinorgen
fra den høje Ask paa Diget jublede ud mod de snespcet
tede Marter, drog den første stærke Liengselsfølelse gen
1:e1n hendes Hjerte
« Kcere dag! . . . faa lange og lyse Dagene allerede
var . . .
Aldrig før hnnde hun vel faa opmærkfomt fulgt
Vnarregnene soin fra den Dag. Hver lille Krokus blin
kcsde, straalede, vinkede mod hende, og hun fandt dem
alle, ikke blot i Grottens og Skraaningens Klynger eller
i Rcekken langs den nye Buksbom nei, i den afsides
Busk, bog den gamle Tjørn, ded« den trøskede Elmestub,
der fandt hun hvert lille, lyst Hoved, der pippede frem
. . . de skinnende gule, de mørkeblaa .
Qg hvor liflig var ikke Vibens uroligie Flugt, dens
viltre Kaft ude over Markens Sig og Moser.
Og fidst i Marts, da Sortdroslen begyndte paa
Foraarssangen —- da den baade Aften og Morgen gen
tog fin korte, nydelige Melodi, kunde hun ikke blive træt
af at lytte til den; hun syntes, den sang: hvor her er
lystl hvor her dog er smuktl
· Javist var Livet dejligt. Lutter lyfe Tanker i de
ERSTEN Foraarsdage . . . hvcid hun havde skrevet, hvad
han havde svaret . . .
Der blev just ikke vekslet faa mange Breve mellem
dem, Jens skrev heller ikke meget hver Gang; men Jud
holdet var jo dette, at han kom, at han glædede sig . . .
Og det var nok.
Megen Tid eller Lejlighed til sygelig Lcengsel og
Spekulationer havde Elfe heldigvis heller ikke, for hun
maatte følge Moderen i Arbejdet Dagen igennem. Og
Karen gik som altid rask frem baade hjemme og ude.
Ude, ja, ogsaa det.
Man skal opsøge de Steder, hvor der trænges til
et godt Tag, ytrede Karen gerne. For jeg skal sige dig,
min Pige, der er nu ikke nieget ved at sidde hjemme og
hjælpe. Det er bare noget dovent noget, der ingen Vegne
kommen
Undektiden kunde Grejs brumme lidt om, at hun
vel sagten-Z havde i Sinde at give hele Storgaard væk,
men fik da gerne som Svar, at hun bare havde travlt
med at værie meget sparsommelig og lidt godgørende
Saa kunde han ftaa og se paa hende med et Par
milde, sammenknebne Øjne.
Det frisker saa dejligt, gør en saa leti Sind, du,
Fa’r, at lnkke lidt op for Finanser og den Slags . . .
Ellers ved man jo ikke ret, hvad man felv har heller,
og kan gaa helt op ilutter Ønsker er der jo nu slet ingen
Ende paa . .
Sandt nok, Ønjker kunde være noget meget kost
bart noget, indrømmsede Greis, meget dhrere end Hjcelp
til Nød og Trang. Og faa faa han mildt til Karen og
Clse, naar de gik, ønskede blot, de inart kom hjem igen,
kunde godt lide at staa og se efter dem, naar de dan
drede af fammen Arm i Arm; faa let i Gang de var
begge to . . .
—- Javift var de tidt paa Farten idet Foraar, faa
det var ikke helt uden Grund, at Greis femme Tider knur
rede lidt. Men der var nemlig faa ualmindelig mange,
der gik til Prcesten i det Halt-any og størfte Parten hørte
hjemme, hnnr det ftod smaat til med Hartkornet Der
var Vel en fjorten—fiemte1i Stykker, der kunde trænge
imardt nok til en Haandsrcekning, om ikle Fa’r eg
Mo’r skulde faa det vel rigeligt med Bryderier ind und-Or
Paaskefesten. ,
Og dogl Antallet var vel ikkc saa ftort i, sig ielv;
men Karen mnatte alligevel have forskellige Dutoer godt
i Here-det, for lnin vidste nok. at der var dem mellem
Fastrene som ikke brød sig um at spænde iig videre an,
naiir de Vel tidlig Vidste noget -1m.5icelp, og paa ten
anden Eike rezr der ogsaa dem, som i pd Tid iknlde
stoppes i at gøre sig Bryderier og knibe paa Moden til
Vgrnene for Stadsens Skyld
Og saa var der Skrcedder-Jens; han var ikke for
fin til at faa ·sig et lille Vink om, at der ikke var san
grumme langt over til hans Kollega under Herdrup
Bakkeland . . .
Der var jo ogfaa de Hiisbonder, der inngelig kunde
mindes om at tæiike lidt paa Fødderne, naar hun nu
ellers havde faciet hele den unge Person fikfet op . . .
for der Var jo da Grienser for (851«ej-is’—5 Taalmodiss
lied . . .
! La slont var der alleer at Ic- al den s1«iske Uns
Tdmn mod-: seit frein Daa .83i1jtidC:-dagen. hllt ilte een af
stiene itte een eneste siliide scenke Vliktet for Tøjcs
Skyld i hvert Fald.
i — »Zum det Inorer dig ogsmi,« met-de Keil-en ex
ETaxi tast under Paaske, da lnni on Dattel-en var paa de
Ires sidsie ,Honfirniandt1n««. »Ja, der er dejliat at flæs
de llnadonnnen i Festdraat.«
Else nikkede nied sit lnseste Einfl. J lnsndess Vierte
var alt jo Eol oa Emil og Sommer. Lin sire Tage . »
sit-e langen lange Tage — ---- —
Men der gik fein. -
Te haode nemlig astalt at mode-Z Paaskelørdag hat
enge Lanst Jenseit, derei- fazlless Zkolekannnerat, fom me
par Mand i ,,Pilegaarden«; men det slog fejl, on di:
·111,odtes forst Paaskemorgen Ved Kirkeie
— Jens- stod nde paa Kirkegaarden utidt i en hd
Klnnge Vinstrnppere, der spurgte Not, da Storgaaedzs
seltene korte freIn for Kirkelaageie Greis knrte seli
de Mach rede Hopper, men ljaode Karl Ined til at sitts
sssr Besordringen Bag i sad Karen og Else.
Jo-o, Else lsaode nok tienkt det, lsavde allerede dek
lsenne i Linnaei set den lyie Filtlsat . . .
»Weil det er jo Per Hirt-S Sø11.« ytrede Kaar
straksi de kom ind paa Kirkegaarden
»Javist er det,« sortsatte Greis-, idet han styrede
lige mod ha1n.
Else gav sig god .Tid, sik omtrent hilft paa helf
silyngem inden Turen kom til Jensr nien da saa de t
endelig stod der og bilste hinanden med straalende An
sigte1«, begge høje, feiske, stcert«e, gik der et Lys op for
Maren . .
Tet var jeg noget lienge onl, tcenkte hun.
Jen Grejs saa ingentitia.
Hnn bliver Vist ikke hjemme i Eftermiddag, treuEk
Karen Vide1«e, da hun nok lagdie Mærke til, at de ums
boiskede lidt sammen paa Vej gennem Vaabenhuset.
Og Karen fik Ret. De to hade aftalt, at de vilde
gaa en an samtnen om Estermiddagen. Der var km
den ene Tag til deres Raadighed, og de m a atte have
talt sammen.
—- Straks de havde rejst sig sra Middagsbordck
ude paa Storgaard, sagde Else til sin Moder, at hu
git en Tur ind til Byen.
Else havde bestemt sig til at tale rent ud af Bose-.
blot Moderen kom med det mindste Spørgsmaal ot
Maalet for Estermiddagen. Men det gjorde Karen ikke
svarede blot: »ja, gør kun det,« men havde set paa hende
med et lidet, fint Smil og var saa rask gaaet ud i Kik
kenet. :
Saa stateligt et Par . . . saa dygtig en Karl . . ·
hun styrede jo hele den store Gaard der ovre —- paa M
Tønder Hartkorn . . -. han var ogsaa lige saa rig- et
Karl, som hun havde vceret Pige, dengang hun droc
ind i Storgaard — —- —
Men hun vidste jo ikke, hvordan han stod til U,
der var det atlervigtigste . . . men Else var viel fikker not
..om der da nu i det hele var noget om det . . .Else
gik jo saa tidt uden at gøre nærmere Rede for sin Gang
. . . var ikke af dem, der fortalte ret meget, uden hat
blev spurgt ud . . .
— Klokken var ikke meget over halvto, da Else gl(
-l)jeinmefra, og hun var ikke naaet langt hen ad Beier
før hnn satte Farten op.
Stille, straalende Sol, jublende Lærker over alle
Agre . . .
Saa glad og mildt han havde set til hende . .. .
og nu skulde de tale sammen, rigtig tale ud, stille as
roligt . . . de havde Tiden for sig. Og om de nu iEe
helt forstod hinanden, saa vilde det jo dog sikkert gaa
lsaa smukt og godt mellem dem . . .
Og hun nynnede glad og tillidsfuld paa Zangen-.
Jeg følger den lyse Kongevej
Frem gennem Ungdonistider,
Kongestaden jeg skal for Vist
Ogsaa faa skue omsider,
De mødtes ved den østligste Gaard i Byen og tm
straks Vej videre Øst paa, ud mod Kratbakkerne. Der
var jo saa roligt paa den Kant.
,,Saa varm du dog erl« udbrød Jens straks.
,,Vi skulde jo rnødes,« lo hun mod hom, og hat-S
sorte Øjne straalede
»Du ser saa nøje paa mig,« ytrede han lidt est-.
,,Ja, for jeg synes, du er bleven saa bred over
Skuldrene.«
»Og jeg syntes straks i Morges, at du ven- voHtt
bleven slankere.«
»Før fandt du mig vel for tyk, for bred,'« slo hun
,,Nej, slet ikke, men jeg fandt altid, du rlignededit
Fa’r saa meget nu synes jeg næsten, jeg findet ’U
af din Mo’r has dig, og alligevel er du den samme. —
Men selv Stemmen er nu din Moders, tror jeg.«
Jens Kirk havde nemlig altid syntes svcert om Ka
reni Storgaard, og det frydede ham ret at finde neiget
as hende hos Else
Esterhaanden stilner Samtalen dog, og da de et
naaet op under Krattet falder Ordene ikke lcengere sa
let og frit. De har begge paa Fornemmelsen, at dee
staat noget andet for, som ikke kan springes over, iu»
Jens Kirk har endog lige fra Begyndelsen Vreret mindre
umiddelbar i sin« Gliede end Else, hast Følelsen af, at de
prcegtige Skikkelse ved hans Side var ham fjernere, end
Ord og Latter og Smil kunde tyde paa.
Pludselig udbkydek hau, idet hun stakfstille »He
er der jo bare den ene Ting, Else, om vi to kunde« bli
enige om at lade Religionen være en Privatfag.««
,,En Privatsag?« Der gled som en Skygge M
bendes Ansigt, men hun saa ham aabent og fast i Diss
ne, stod der saa rank i sin ny, tætsluttende blaa Spadseeg
dragt.
GortsætteU
