tat
StrandfogdenS Dotier.
As N. P. Madsen.
(Fortsat.)
, »Sagde jeg?« — Anders blev rod i Llnsisgtet .«3
ganste forvirret. «Raa, det sagde jeg —- ja, man er
jo —- itle altid saa — jeg mener, vi er jo itte Dant
til saadan at sorhøres.«
Hatt haode nu en Folelse af, at det var lige san
godt at snatle ud as Posen, og det gjotde han« Men
han vidste intet om Gerningsmanden. Heller ingen at
de andre oidste noget, der tunde lede paa Spor. Lg
Forhøret maatte tilsidst sluttes uden noget Resultat
Ole Lange var Ergerlig.
Da Herredsfogden par fcerdig, traadte han frem Jg
lzsoldt en Tale, hvori han i starpe Ord treengte ind PN
Ess- dem for at faa dem til at sige Sandheden. Men alt
sorgcrves.
J de folgende Dage blev der hvistet og spurgt cg
snattet om Begioenheden, bvorover der efter det hei
tideliae Forhor havde lagt sig en frygtelig og strætind
jagende Alvor, som ntan itte for havde tendt der paa
Stedet. SlaggmaaL Saat og Strammer havde je
nassten hert til Dagens Orden, og ingen hovde tantt
ever, at det havde noget med Lov og Potiti at gere.
Nu havde de hart denne Gerning betegne med Ordet
Forbrydelse og set, hvorledes den tog sig ud. naar den
kam under Herredgfogdens og Strasselovens BehandlinY
:g det havde indjaget alle en vis Streck, sont not tunde
dcempe lidt paa Lidenstaberne. Man var i en srygtelig
Spanding angaaende Gerningsmandem Thi man san
lyarn i TIlanden arresteret, strasset —- og dermed plettet Vaa
Ære og Rngte —- hvts han blev opdaget.
Men, hvem var han?
Jngen vidfte det uden han selv. Og han fyntes ilte
at viere tilbøielig til at melde fig.
Grsnhoj dode itle, nien mange, lange Uger maatte
han ligae, for han var saa vidt, at han kund-e staa or
J langere Tid laa han slov og aansle uden Følelse sor,
kwad der var stet, og tun lidt ester lidt vendte Bevidst
heden tilbage.
Naar han tom fig, hadde den gode og trosaste Plexe
sin store Andel deri.
Time ester Time sad Ellen ved hans Seng og lagde
Jsposer paa hans Bande. Og da han senere var bleer
bedre, sorgede hun for, at der var den yderste Ro osl
Stilhed omtring hom, hvad Lægen havde paabudt. Som
en streng og ubojelig »Kerl-b stod httn ved Daten og hort
viste de mange, der vilde ind at se til den gamle Laster
soni gennein lllyllen havde vnndet endnu starre Sympati
og Karlialted has Fisterbesoltningen, end han tidligere
bavde hast.
En Sominerdaa titnde han for serste Gang Ved
Ellens Arm liste ned til Stranden Der satte de si,1
paa Brinten.
Solen udgnd scg sotn et tindrende Bad over det
stinnende hvide Sand, der stod som en dejlig, blpd Bord
mod det rene, grsnligblaa Band. Det vrimlede as Slibe
E paa Hoden og hist og her, naar Lyset faldt paa Sejlene,
« stinnede de sont niægtige, udspændte, hvide Dingen
Te sad en Stund tavse og inddrat den friste Er
lust, medens deres Oer fulgte en eller anden af de
niange Stibes Bevcegelser.
.,Hoor Gud er got-, Ellen,« sagdc Grpnhpj ons
sider.
»Ja, det er han,« svarede den unge Pige halvt fra
vcerende. Det var, som hendes Sjæl ogsaa havde faaet
hvide Winger, der bar hende bort til andre Verdener.
Bedstefaderen mærtede det og oilde itle forstyrre hendek
Lidt ester sagde hun:
»Men« du noaet scerligt med det, du sagde for,
at Gud er god?«
»Jea tanlte paa niia setv, Ellen — paa den del
signede Tid, jeg bar varet syg.«
»Da var underligt, Bedstesader, at det stulde ste.«
»Ja, Guds Veje er altid uransagelige. Men det
rat not aodL Han, sont bar talt alle vore Hovedhaar,
tan vende alt til Lytte for sine Born. Jea ved da, at
det bar vceret mig til Velsignelse. Det har været en
Stoletid, niin Pigr. Jeg har drei-et ved Mestetens Fad
der og der modtaget Undervisning og leert rneget —
sarlig en stor Ting —- «.
»Da hvad er det sor en Ting, Bedstesader?« spurgte
Ellen, da den aamle ligesotn standsede i sine Tanter.
»En stor Ting,« gentog han som hen for sig selv.
»Hast er bleven starre sor mig —- hans Karlighed hans
Magt og hans Trosasthed Jeg hat set saa langt sreni
—- thi jeg var jo selv ved Maalet — og sei, at hans
Arme holder ogsaa, naar vi ital over Dybet — naar blot
han saat Lov at bete os —- han selv —- han alene.«
»Don selv — han alene,« klang det sotn et Etto
inde i Ellens Vierte, og hun sanl attee hen i dybe
Tanker.
»Da meget andet — mange andre hat det jo ver
tet, velsignet sor — Nielö Ftnt og Maren —- Poan
Maren — ved jeg da.«
Ja, del er sandt. Dei var, sotn om Mirtets Fnrite
var bleven asvkebnet, da det var stet. Der er ilte naer
den Modstand sont sor, og slere Hierter hat bsjet stg helt
hen til Herren«
»Gud vaete Tat!«
»Da Moderne — hvor er der Liv over dem. Kri
sten bar lcest Preditenen i dtt Sted —- tænt dig, Kri
sten. han bruger tit stætte Ord, men han er tm- alliges
pel. sDe holder alle saa meget as heim. Og han er itte
.bange. Tonk, sorleden Dag tog hatt tre Flafter Bran
devin fra den rsde Mittel og tsmte dein ud i Sandet.
Sau tog hatt sin Pung op og betalte dem. Mittel var
rasende, men holdt sig dog i Sktndet.«
«Men nu du selv, Ellen — hvorledes har du det?«
Den aamle tlappede hende paa Rinden.
thg taler vt ikte otn i Dag, BedstefadeV Nu et
du ogtaa tret, og vl ital hie-n Men en anden Dag,
Mr du hat det rtgtig godt, saa vil seg gerne tale med
» Ug. Jeg hat« trængkkdetttl saa længe.«
» Du er bog faa glad.«
-s»-.v-·..
i »Ja — det er jeg, men —- ja —- jeg synes allige
rel ilte rigtig, at det store, komme Ruin er helt fhldt.«
Hun bøjede Hovedet forover, og Øjnene fit en sug
tig Glancu
Han greb hendes Haand og stng tærtegnende hen
poer den.
»Ja, det vil vi tale om, naar jeg har det rigtig
godt Det har jeg nok i Morgen.«
Eaa rejite de sig og git hjern.
V11.
Zolen var lige staaet op· Dens gyldne Lys laa
som et varmt Smil hen over Klitlandet og tindrede i
Dugperlerne paa Marehalmens fine Spidser.
Tet bleendende hvide Sand stod starpt og dejligt
mod det grønne Klittag, der syldte Dalene og foldede
siq som en tcet Raube oin Bankernes bløde Kupler.
Nedenfor laa Havet som en sovende Kcempe, der
langseent og ncesten umcerkeligt hcevede og scenlede sit
lsiede Bryst, aandende i dhbe, sugende Drag ind mod
Land.
Stuedøren til Ole Konges Hus aabnede sig lang
fomt, ncrsten tøvende, og Ellen traadte nd. Hun var
ifort en let Morgentjole, der sluttede tcrt om hendes
wie, slante Figur· Paa Hovedet havde hun en beed
sfnaaet Straahat.
Ei Øjeblil blev hnn staaende uden for Døren i)g
inddrat med Behag den frisie, styrkende Morgenluft.
Saa begao bun sig af Sted henimod Gtønhøjs Hus.
»Er du appe, Bedstefar? spurate hun overrasket,
»ieg vilde dog blot hen og pusle om dig til Morgen.
Hat du det ikke godt"t«
»Jo, i Dag hat jeg det godt,« svarede han smi:
tende, »og det var ogsaa Aftalen —- ikke?«
»Ja, det er da i hvert Fold godt, at du føler dig
rast. Men du har vel ikke faaet Kasse?«
»Nei, gamle Mcette sover endnu. Hun lom sent
i Seng i Aftes.«
»Eaa lad mig lave Kassen, den stal snart være
færdig.«
Ellen stnndte sig ind, niedens Grønhøj blev staaende
udenfor og nød den dejlige, stille Morgen.
Fiskerlejet begyndte at vaagne· Fra den ene Skor
sten ester den anden steg Regen op. Hist henne knirlede
en Dør paa sine rustne Heengsler. En gammel Mand
traadte ud og stratte sig i behageligt Velveere efter en
tnng Sonn.
Snart blev Grønhøj taldt ind. Paa et lille Bord
i Leererens eget Vækelse stod Rassen anrettet.
»Naa, stal vi vcere her?« fagde han med et Smil.
»Ja, her er saa hyageligt. Se, hvor Solen stinner
paa den hvide Dug.«
»Naa, som du vil; du er jo Husrnoder.«
De satte sig ned. Grønhøj tog sin lille Lamme
bibel op og lceste:
Ovor elstelige ere dine Boliger, Herre Zebaothl
Min Sjcel begærer, ja, længes efter Herr-eng For
gaarde, mit Hjerte og mit Kød raaber med Fryd til den
levende Gud.
Ja, Spuroen har fundet et Has, og Svalen sin
Rede, hvor den hat lagt sine Unger: dine Altre, Herre
Hebaoth inin Konge og min Gud.
Salige ere de, sorn bo i dit Has, de skulle endnu
lcsve dig. Sela.
Saligt er det Menneste, hvis Stryke er i dig, og
i hvis Hierte de rette Veje ere.
Naar de aaa igennem Morbcerdalen, gøre de den
til et Kildevceld, ja, og en Regn med Velsignelser skal
bedætte dem. «
Te gaa frem fra straft til Kraft; de ses for Gnd
Paa Zion.
lHerre, Gud Zebaotht hør min Bon, Jakobs Gud!
vend dit Øre til den. Sela.
Gnd, vort Sljoldt se til, og sku din Salvedes
Anstat.
Thi een Dag i din Forgaarde er bedre end tu
smde; jeg udveelger heller at ligge ved Dørtcerstelen i
inin Guds Hirs, end at bo i de ugudeliges Telte.
Thi Gud Herren er Sol og Stjold; Herren giver
Naade og Aste, intet godt ncegtet han dem, sorn dan
dre i Oprigtighed.
Herre Zebaotht Saligt er det Menneste, som for
ladet sig paa dig.
Saa luklede han Bogen, og Ellen staentede Kassen.
»Bei er dejligt at begynde Dagen med Gud,« sagde
hun.
»Ja, og leve den i Gud,« ssjede han til, ,,tbt Gud
Herren er Sol og Skjold.«
Aa, Bedstesader, vidste alle Mennesker det blot!«
»Ja, du hat Ret, min Pige, men lad os forlynde
dem det, saa langt vt for-man- Og lad dem i hvert
Fald se det paa vort Liv, at vt tror det, ejer det som
en salig Virkeltghed.«
Ellen vilde paany steenke t hans Kop, men han
afslog det.
»Jo, lille Bedstefader — en Kop til; du kan nok,
og du tan nok trænge til den. Ved du, hvad der er
min Plan?«
»Nej'«.
»At vi gaar en Morgentur op i Klitterne, og saa
taler vt om det, jeg sagde t Gaar —- hviö du trot, du
kan·«
,,Naa ja, saa maa ieg vel have en Kop til,« sagde
han smilendr. »Bei bliver not en anstrengende Tur.
Du hat vel meget paa Viertei«
Med et« Bltk suldt af den inderligste Kerlighed saa
ban hen paa sit unge Barnebarn. Hendeö Kinder var
itte saa iyldtge sorn fort-unt De store, klare Øjne sit-t
lede heim oel lykkeltg t Mode, men han saa gebt, at der
t Smilet var blandet et Stank as Vernod. De steckte
Brydninger var ikke gaaet hen over hendes Ltv nden ot
esterlade Spor. Det var vel tkke Mentngen —- heller
ttte Guds Month «
Hnn syntes at lasse hans Tante i hans Blit o
blev alvorlig.
Da de var scerdige, sørte hun ham lien i en bløi
LænestoL der stod for Enden af Etrivebordet on sagde
»Se, her scetter min ganile, søde Bedstesader sig m
cig hviler sig, Inedens hans Hugmoder tager as Borde
og vadster op.«
Ellen var hurtig til sin Gerning, da Opvadstningei
var snart des-erget. Saa tom lnin straalende ind.
«Se saa, nu er jeg fcerdig. Her er din Stol, vg
her er min Arin.«
Han rejste sig, og saa snlgtes de ad nd.
Et lille Stylle fulgte de den talkbelagte Vej, de1
bitgtede sig soin et dredt Siltebaand hen niellein vissen
grønne Marter. Saa vilde Ellen bøje ind over en lill
Grcesmark, nien Grønhøj holdt igen.
,,.Livorsor den Vej — stal vi itte op Paa Kcerbatte,
der er saa rart?«
»Nej, Bedstesader, vi stal denne Vei, lad mig blol
være Fører.«
Hnn trat ham med, oa han adlød smilende.
De snlgte en lille, snial oa meget betraadt Sti, der
fortsattes ind intellem Ftlitterne
Da de naaede det bløde Sand, git det langsomniere.
Den aamle inaatte ofte standse og trcekke Vejret. Snarl
var de inde i det vilde Klitlandstab, hvorigennem Stien
snoede sig som over lave Biergpasser.
Jdet de passerede Strasnten as en hte Sandtegl-J,
ndstødte Ellen pludselig et Skrig og sprang til Side.
»Der liager en Hugorin, Bedstefader. Vær sorsiatia,
den hat trummet sig til Spring.«
,,Aa, lad den springe,« sagde den gamle roligt oa
standsede for at betragte den.
Ormen laa paa en Darm, solbestinnet Sandplet.
Dens Hoved var bøjet tilbage, oa den lange, tløstede
Junge spillede nasladeligt. Den gamle løstede sin Stok
og vilde knuse dens Hoved, men Dyret syntes at for
staa hans Tanler, thi i det samme gjorde det et Spring
til Siden og pilede saa as Sted hen til Klittaget, hvor
det sorsvandt i et Hul
Ester dette lille Eventvr sortsatte de Vandringen
Omsider naaede de et as de hnjeste Punkter Paa den
nderste Strænt, der faldt brat af mod Haoet. Der satte
de fig.
Et sagte Pust ftrøa ind sra Herd-et, og Ellen løf
tede sin Hat og lod Binden glide lølende hen over sin
Bande. -
»Se saa, nn er oi i Stristestolen i den store, store
Ritte« sagde Ellen, idet hun saa op paa Himmelbuen,
der hvcelvede sig høj og nndgrnndelig over deres Hoveder.
»Hvad har du saa at striste?« spurgte den gaInle
med et tcerligt Smil.
»Jntet saadant. Jeg vil blot tale med dig. Du
bliver jo itke treet as at høre paa mig.«
»Nei, min Pige, det ved dn not — tal du knn.«
»Du ded, Bedstesader, at jeg er et Frilnstsbarm ja
det er vi jo alle —- vi Klitsolt —. Der er en Tranq
i rnig til at kunne se langt ud — over Hav oa Mitten
saa befindet jeg mig bedst, og saa tcenter jeg bedfi. Der
sor er denne Plet bleven mia saa leer. J den fidste
Tid hat der vceret saa meget, der har villet sanimen
snøre mit Hinte, naar jeg gil derhjemme. Saa liar ieg
tyet herop og netop valgt denne Plet, sordi den er højst
Hersra hat vi Udsigt til alle eder, selv ind over Land
stan du se Fisterhusene? Ligaer de ilke malerist dyn
geligt dernede melleni Klitterne og bagved spredt over di
lysearønne Flader'? Og hersra —- netop fra dett: Punkt
syneg jea Klitterne tager sig allerbedst ud. Se de dej
lige, bløde Linjer dernde i Nord, hvor Bankerne lignei
Kæmpehøje, overdrysset med tindrende Sne· Og s
derhenne i Syd -— de stejle Alper med gtønne Stovt
ned ad Straaningerne.«
Den gamle fulgte tavs hendes Bestrivelset.
»Da nu Havet. Er der dog noget i Verden sac
storladent og dejligt paa en Gang? Og saa denne de
standiae Vetslen as Udseende og Billeder, der ger, 11
nran aldria trattes as at se paa det. Alt andet i Atti
turen — Stove, Bierge og Søer — ja, hvot dejligt de1
end tan vcere, saa blev man dog trcet i Lænxidem hvie
man bestandig stulde se paa dem. —- De er jo altid de
samme, enssormige og ubeveegelige —- som Tornerosee
sortryllende Slot —- som selve Døden.«
»Na overdriver du, lille Ellen,« sagde Leereren i
en halvt irettesættende Tone. »Man tunde dog met
lige saa stor Ret sige, at lHavet var enssorniigt —- altik
den samme, uendelige Flade.«
»Nei, Bedstesader — Havet er dog Liv og Bevcegelse
og Forandring —- aldrig er det eng — ganste ens. Se
nu Stibene derude. Et saadant Billede bar vi aldria
set sør —- den store Damper, der bryder Seen, saa del
sprøjter, og Baadene derbenne, og den lille, dejlige
Stonnert, der ligger med slappe Seil som en Svane.
der sover. Og saa den hnje Brig der langt dorte, hvis
hvide Sejl staat saa starpt imod den blaa Horifont —
og Kutterne og Fisterbaadene —- saaledes saa det slet
itte nd i Gaul-, og saaledes vil det ilte se ud i Mor
gen. Det er jo som et stort, herligt Kaleidoskop, hvor
det ene Billed aflsser det andet.«
»Jeg sorstaar dig godt, lille Ellen,« sagde den gamle
og saa med Velbehag paa den begejstrede, unge Pige
— ,,men var det derom, vi skulde tale?«
»Nei, Bedstesadet, men det var blot det, jeg vilde
sige, at det hat veeret mig sorlpsende i denne Tid at
lege herud i det store Tempel, hvor Øjet befriet tan
strejse rundt og ssge saa langt dort, det vil.«
»Mir det faa helt befriende — ogsaa for din Sjcelx
spurgte Grønhtlj stille
,,Nej, selve Templet tan itte srigpre, det tan tun
han, der bot deri — og som det dog itte kan tumme.
Men, se en Gang — her har jeg ogsaa mit Bedehus.«
Hun pegede nogle Alen frem, hvor der var en brat
Scenkning i Mitten. »Der har jeg et lille Lsnlamnier,
og der har jeg hast herlige Stunder sammen med Gud.
—- Det var as disse Grunde, jeg saa gerne vilde herop
i Dag."
»Herr saa hu n tunnet befri din SjeeM spurgte den
gamle ptlveude.
J Ellen sæntede Hovedet og tav et Øjeblil, faa II
Hede hun med santet Sternum
I·: »Nei, Beditefader, jeg sagde jo i Gaar, at der sing
komme Rmn itte var ganste fyldt.«
i »Fortal mig om det.«
Hun bajede Hovedet forover, ide: hun ftøttede Uc
lsuerne i sit Stein Saaledes sad hun et Pa: YJZinuMk
. tavH og nl1cvazgelig. Saa løftede hun Hovedet ng jagt-:
»Ja, der blev jo et tomt Rum, da han blev tagct
dort. Var det saa underligt?«
»Nei, min lille Pige, det var itle underlige, dck
var tun naturligt.«
»Gnd gav mig jo Fotslud Paa sin Naade og h
stærte Magt — et saadant Forstud, at min Sjaei bD
rig on statt not til at bestaa i den Kamp, i der Bals
som lom, og som maatte komme, saa at jeg Hunde vclx
ret. Det var in ogsaa let —- paa en Maade let« Der
var jo saa at sige intet Balg, thi at fornaegte Gab-, d
jeg havde smagt hans himmelsle Gave og den tillow
mende Verdens Krafteh var jo ilte blot at sælge sit
Sjæl og sin Salighed, men det vilde jo ogsaa have
giort mit Liv her paa Jorden tomt og fattigt oa steh
løst Dlldrig tunde det jo vaere blevet fom før. Qg dog
var det itte let -— aa nej, Bedstefader, det Var jo ill
blot at forlade noget kcert —- at opgive en Stillinh
noqlc Venner eller saadan noget mere eller mindre ydtt,
som saa mange hat maattet miste —- men det var jo at
tive selve sit Hierte ud —- det Var i Sandhed, sont Hex
ren siger, at miite sit Liv. Thi han var jo hele taki
Liv. Alle mine DrønIme, alle mine Længsler, hele mit
Livs Lylte Var jo samlet i ham. Aa, Bedstefader, ds
liar jo selv elftet, on saa ved du, hvad det vil fix-e DE
sorstaar·n1ig, itte sandt?«
Den gamle nitlede tavs, idet han saa drømmsende
ud over Hader
»Da dog solle jeg nceppe det svære, saalænge Kam
pen varede. Tet tom jo saa brat. Havde jeg haft Til
til rdliat at overveje alt, saa ved jeg itke, hvorledes dek
rsilde være aaaet. J hvert Fald vilde det vist W
lslevet meget sperrte-. Men saaledes gik det ikte til. OF
det var not Gud, der saa, hvorledes hans fvage Bart
stuldc føres. Albæt kom jo som en farende Vind II
reiste ligefaa l)urtigt. Det siete altsammen faa pludses
ligt, at der itte var nogen Tid til rolig Oderng
Dei var som et uanet Stormløb. Og jeg forsiaat ikke
selv, at jeg holdt ud og vandt Seit-. Men Gud var
mcegtig til Siede, det forstod jeg. -—— Saaloenge Kompet
varede, var det som Himlens Kræfter fyldte mig, og det
var ingen Vatlen —— i det mindfte ingen, der Hunde
bringe mig til at vige. Men bagefter —«
Hun holdt inde og begravede Ansigtet i fine Hun
der. Han bøjede sig frem mod hende og klappede W
tcekteanende paa Kinden.
»Da han var rejst — da jeg saa ham forsviude
bag Klitten, da var det, sotn btast det altfammen fpt
min —- ja du ved det jo godt. Da holdt Herren mig
vppe. Det var tun et Øjeblits Slappelse efter Spirits
dingen. Men siden —- —
»Ha: du fortrudt det, Ellen?« spurgte den gamle
og saa forskende paa hende.
»Nei, nei, aldkig. Og jeg vil ingen Sinde forttyde
det. Men — ja, jeg bekender det cerligt — det M
alligevel sværere, end jeg havde tcenkt. Jeg var jo fss
rig, saa fyldt af Gud, saa grebet af hans merkbar
Nærvcerelse, at alt andet ligefom traadte tilbage. Vg.
jeg troede, at det flulde vcere blevet saaledes bed. Met
det gjorde det itte.«
»Du mener, at du ikle er saa lykkelig, faa rig k
Gud, som du har været?« spurgte den gamlex XI
»Nej, det mener jea ilke. Gud er liqe rig for mig.
For det meste bar jeg det ogsaa godt. Hiertet lau hoffe
saa tryat Ja, undertiden kan Gud være mig saa net-,
at min Sjcel j1.tbler. Men alligevel —- det store, komme
an fnnes dog itke at veere ft)ldt, helt fyldt, san det
ikle Incertes. Og der kan ogsaa komme Øjeblilke, hvot
det bliver helt mørlt for mig —- og da lan der gaa etc
lønlig Baden igennem mig — baade for det, jeg hat
giort, oa for bvad jea kund-e komme til at gere«
»Hm-ad mener du, lille Ellen — tal helt nd, bitt
Vedftefader forftaar dig nok,« sagde den gamle, og hu
Øjne hvilede tcerligt forsiende paa hende.
»Im menet ikte noget flemt —- saadant, ftønt Die
velen har vovet at byde mig gruelige Ting. Meu dtk
hat kun vceret som en mark, ond Skygge, der gled dick
min Sjæl, eller som jeg rørte ved et hæsligt Krle. Its
mener kun, at Muligheden til at kunne falde fra Sud
igen hat itaaet for mig i faadanne Øjeblitke.«
»Jo: Lllbæts Skyld, mener du?«
»Ja, Bedstefader.« Ellen fljulte Ansigtet J sitt
Hænder og grad, og han lod hende græde nd SI
faade han:
,,Lille Ellen, det, du hat fortalt, overrasier Ich
ikke. Du talte om et Forstud, du fik af Gut-. Og U
er rigtigt. Det faar vi tit for dermed at betale de Qu
losininger, der træbes af os for at faa vor Stæl III
Men naar det er stet, saa har vi det heller itke merk is
hov. Guds Rige bestaar ikke i disse opftemte Fscelfet
af Guds vidunderlige Nærhed. Og de kan ikke set-.
Den førfte Kærlighed, den stille, regte, rene Lylle des
at vcere i Samfund med Gud, den er bestemt til at de
vares, og den kan bevares, selv naat alle høje Wer
forsvinder. Hat det itke vceret noget af din Skusselfek
,,Jo.« Js
,,Det lotnmer af, at du hat forvekslet Fslelfek III
Fred Følelser er jo ncermest Sturm, medens Fried et
Stilhed. Du hat tcentt dig, at Livet bestod i at M
i Siedet for at tro
,,Ja, jeg trot, du har Ret —- nogen Ret i alt Fall-GL
»Da da diese Følelser forsvandt, faa merk-de Ia
Saaret, saa tradte Minderne frem og sit Strick-. III
opdagede du, at din Karlighed var lige statt og O -·
betagende.« —
»Au, ja, Vedstefader, det er sandt. Jeg MI
endnu lige heit. Dei meerker jeg bedst, hvet Ums III
set ham omtalt i Bladene. Han er jo i W fis
du vel ved Jeg trok jeg altid vil bkkve M at T
ham.«
