Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Jan. 31, 1905)
«- .---»-.—-.-.——-.-—- —— —-.-.—·-.— De ftdfie fjortcn Dage af en ung Præstctoncs Liv. (Død i Jyllond for m. Izu Aar sinan Foctnltafhendeg — nuogfaaafdøde — Mand. (31uttet.) H lt X Og saa tom den sidste thattevagt; da Aftentlvtten rtngede, tunde jeg itte tvivle paa, at Døden havde be gyndt sit Arbejde, og da atler lidt senere fagde hun: »B.d at det don ltte maa date ltenaere end til i Morgenl« og jeg dad mn en snar Forløsnkng; thi det var saa forfcerde ltgt at se hende lide, stønt jeg, Gud vcree lovet! not tm tro, at hendes Lidelset itte var store, itte saa store sont den sokegaaende Nat. Men Vor Heere vilde, at Kampen stulde date hele Ratten, fcrdi han vilde vise os, at hans Vætt i hende var fuldtomment, sotdt han vilde, at der naar hnn var gaaet bott, itle stulde vcereStygge af Tvidl ttlbage bog og ant· at dct var bledet sagt til hende: »F Don stal du vaere med mig i Paradis!« Hun havde sagt tjeg mindes nu iklte, om det var den Asten eller Ratten i Fotvejen): ,,Om nagen nasaa tnnde give mig Helbkeden ttlbage aa silre mig, at jea beholdt al min Lytte, saa viGe jeg dog sige nej; skden jeg er tommet faa næk ttl Evigshedeng Poet, saa lad miq aaa ind ad den.« Oa hvokledes ltulde hun vel kqsaa tunde anste, at den joes diste Glcrdc blev given hende tilbage, hnn fkk lwis Øren Englene sang, hun, der alle-rede smaate Paradisglæden. . At hnn gjordc det, derpaa sit vi den Nat mange tlare Be vtsningerz men -"det jeg nu vil stride derom, da er det sauledes, at jeg itte lan aøre det, faa nagen, der itte var tilstede ded bendes Dødglek tan faa noaen Forestilltnq am, duad vi, som stode der, ltleve Vidner til; thi destrire Klang-m i dcndeg Nost, Zinilct om hendeg Mund, Glie dedstraalen i lxendes Leie, Fior«lar-e!fen, der bredte sia onst hele dendeg Vorsen » hvor ftnlde jcg tunne det? Det :r i dette Øjedlit liae tre Aar siden, vi stdd med hinanden for hsllteteti L. Kitte, on det var en kigt velsignet Stund, " men i Tusindfold tigete Maal strømmede Naaden ned oder de t de Timek, bnn takmpede med Dødem og sten nere var nun for mig at se paa, lnftigere lod hendes Rest i mine Øren, og dydere fnlte jeg, at dun var mit Lids Velsignelse, da hnn med Doden paa Laeberne laa paa sit Leje og sagde mig det sidste Fakvei. end da hun smntlet smn Brud stod ved min Side da gav mig sin Tro. s-- — -— Dsdsnattens Højtid -- thi det var sandelig en Haj tid -- begunnte med, at jeg, da et Smertes Ansald var frrdi, spueate hende, mn di endnn engang stulde betende Troen ag bede dort Faderdor sammen, saaledes siom di havde gjokt det hver Aften «i de tre Ane, vi havde levet mer« hinan-ten Hun sdakedn ,,Ved du. jeg tan godt var-: med.« Zaa betendte jea Trom, saa bad jeg Faden-ok; men det er dist, at i de mange Tider, »Gudsordet« hat le vet i mtt Hjette Og hast Lyd paa mine Lebet, hat jeg aldtig, aldria saaledes som i denne smetterizxe Stund, solt dets Kraft, aldrig saaledes solt Vordem selv tale til mig, alsdtig haft en saadan Fotnemmelse as, at det stet estek bang Laste, at han er tilstede midt iblandt os, naar vi to eller tre ete samlede -": hans Manns havde jeg set ham nied Inine -Øjne. tunde jeg itte have vceket vissete paa banH Neerdætelse, end jeg var det nu, meni jeg udtalte Troens da Haadetz Ord over Inin dpende Hustru, og di jeg tunde se paa Udttyttet i dendes Ansigt, at ogsaa hun selte, Herren var nat, toa ieg ille i Betæntning at spor ae lxiende, am lntn itte not tunde taale, at vi sang en Zahne sor hendr. Dertil svarede hun ja, og saa sang vi: »Bist stod op af Dode«, og da oi havde sunget den, sagde nun: »Det var dejligt, syng nu: »Alt staaek i Gudg Fa dethaand«, oa di ajokde det, di sang de tre Ganaet »Ediq qlade vi stnl raste Vor Herrens Jesu Radn«, og jeg tun de snnge am Glæde, jeg dar qlad paa en saadan Vis, som jeg aldrig dar været det sor, og som jeg nu maa andres Paa; men jeg tæntek, de Entgle, der stulde bcere hende over» i Patadis, var vel taldte hid ved Sangens Toner, oxz det var vel des-es thgeslag, jeg fatnam. Saa bad dumi «Snng nu: Paa alle dine Befe« —- men den tunde di ille udenad, der stulde hentes en Zalmebogx hun nædnede os; Nunmeket, men tnden vi sit degyndt, tom Sauertean igen, og hun sagde: »Nei, nu tan ieg ttte taale det; bed» soc mig, men sagte!« Da dette Anfald var sagtnet lidt, ! taa dun paa niig med et Smil saa vndiat. sont jeg aldktg hat set det, hderten paa hende eller nagen andeu, og hun sagde: »Jeg bat. jo ladet dig, at jea stnlde snnle til dtg til» del sidstex tan du se, at jeg holder mit Ord!'« Og saa’ tog hnn mtg om halsen og lnssede mig med de Ord: »Lad; mtg saa endnu engang sige dtg Tat sor alt, hvad du hat’ vceet for mig; Vor heitre vil velsigne dtg for det! Fakvel i Jesu Navn, Tarvel!« Min Dreng sad tsed Siden af mig, vg hun stratte sine Arme ud imod darn, drog hakn op til sit Beyst, tyzsede ham og sagde: ,,’farvel L.! jeg bat holdt as dlg, Tat sotdi du hat vceret venltg og god tnwd mtg; nn tommer jeg snart tll din Mode-, saa slat feg dtlse hende fra dig.« Paa den anden Side af hended Seng stod ihendes Moden E. og Festen L» og hun toa lwet as dem i Fami, tyssede og tattede dem for deres Kækltghed og sagde dem Fatvel, og under alt dette for lod Smllet ilte dendes Mund, holdt Glcden ttte op at lyse hende ud as ,;Øinene dette stdste Fakvel dlev budet as sm- as en Beudz det- taget Aslted med stne Mc t det hiern, hyn maa sotlade; de sont bltder tilda9e, tan ver-l bedrsvede, men hvoeledes stulde Tnm tunne viere det, vers gaife derben, drin hendes Vierte er. og hvor hendetI Glade bot Saatjei tog hanne Afsted med os, og saa dad hun: »Als Wogsqc A. pg L.," htls dem saa tætltgt og sig dem Itzt-del setz mtgz det mea J ttte glemme; de stal othe, at ieg hat tentt daa dem til det Sidstek Vor TWige stagd ved Foden as hendes Sena, og Banne sagt-» »Kom, Katent lad mtg ogsaa stge Fast-et ttl dick du stal vtde, at du ogsaa hat biet-es til«, og dun dtog hende til sig, lagde Armene snn hean hals, tyssede bende og sagde hende Ined venltge Ord Tal, fordt hun havde været saa gvd tmad hende t Sygdommenö Tid. Detpaa sanl hun afmagtig tilbage, og da ieg troede, den des Time var kommen, lyste jeg Herrend Velstgnelse over hende, bad til Gud og haabede, at dette »Sie-ed vaeee med —I -·- k— dig!« stulde viere det sidfte Ord, hun harte paa denne Jord. Men saaledes siulde det itte værez v! stulde endnu have dejligere Minder oin hende. Eftek at hun havde lia get en lille Stund ganste stille, begyndte Dødstampen paa ny, og jeg løftede hende op i en siddende Stilling, sordi jea mente, at hun saaledes led mindre. Saaledes sad hun lange, og det arbejdede voldsomt i hendes Bryst; hun sag de: »Jeg havde dog itke troet, at det var saa svcert at d-; bed for mig, at det snart maa viere sorbi; men jeqz vil itte andet, end hvad Gud vil.« J et —Øjeblit, da dct soretom mig, at SmcrtegiAnsaldet sagtnede, sagde jeg: ,..Hanne! vakr trost-«g! nu er Stunden natsten oprunden, sont got dig glad; nu er dn snart fri for Synden og fri for Døden.« Oa nu stete det Forunderlige: Herren vor titnd fcrvandlede ihendes Mørte til Glanz han gjorde ef ter, hvad der staaer i Salmen: ,,i hendes Sygdom for andrede han hele den-des Leje.« Soin det Ord: »fri for St)nden« sorlod mine Lieben rejste lntn sta op, og hvad vi nu saa, tan jeg itte godt udtrytte anderledes end ved at sige: Bi saa hendes Anstgt som en Engels Ansigsx der bredte fig en Fortlarelsens Glanz over hende, hendeå Øjne straalede, men det var mere end Gliede, det var Sa lighed, der straalede ud as dem, og saa løftede hun sin Haand, og med et Smil -- det var itte et Mennestes, det var en Engels Smil —- saade hun: »Ja!« —- tun detje cne Ord; men det lyder endnu i mine Dren og vil visselg blive ved at lyde for mig, indtil ieg horer det store Amen til de Frelstes Lovsang, ca nanr jeg herer de t, saa vil det itle vcere utendte Toner for mig; jeg har hørt dem far, hørt dem i dette st.rrle, Disse, frei Hieriets dybeste Grund heutede jublende Ja sra min døende Hustrus Leber. — Og Gud gav mig, at jeg tunde btive ved at tale til hende em, hvad han hat beredet for dem, som hani elste; den Aand, der i det Øjeblit vdnede saa mcrgtigt i hende, be rorte ogsaa miax Ordene stremmede til mig, og det er visi, jeg talede ille af tnig selv, men eftersom Aanden aav tnig at ndsige. Da alt, hvad jeg sagde. betrcrftedc hnn nico dette fotunderlige Ja, der i det mindste for niig lød som en Rost fra den, der allerede jublede i Besiddelse as Dirnen, vi forventer, oa for hver Gang hun udtalte det, løftede hun Haanden og saa med det fortlarede Blit der fit miq til at tcente paa hom, der saa Himlen aaben oq Kristns staaende ved Gith højke Hat-nd Gndelkg sagde jeg: »Da nu, Hannei tun noqle faa Stridt, saa er du der, og saa er alt dette dit evindeligt; og digse Stridt ital dn itte gaa; Vor Herre Jesus beerer dia« w da gred lnm min Haand og sagde: »han better mig; o! bliv nu red at sige det til min; bed for mig, men sagte-; jsg tat: itte here noget.« Nu sit hun et Smerte-Anfald igen, og under denne Kamp sagde hun et Par Ord, der lød for mine Toren som om hun sagder »Gut) er stræng«, og da jea blev bange for, at der stulde lomine Mistvivl op i lhende, sagde jeg: »Det mener du Ette, Gnd et itte strænq«, hvarpaa hun med nogen Heftighed oa et sitrrtt lf«strc)k af Bebrejdelse i Stemmen svarede: ,,D-et ingde jeg ilte; hvor tunde du tro, at jeg tnnde siae det? Jeg sagde tun: det er saa strcrngt, men Gud hjcelper mig not ig.nnem.« Da det noget senere syntes mig, at hendes Karm- itle mere var saa hatstig, talede jeg ljende til med Or) -f den hclliae Strist, og jea tog saadanne Ord frerr som oi i de sidste Dage havde talt med hinanden om, eller sont jeg fra tidligere Sanitaler vidfte havde vundct særlig Bund ning for hende Saa ncevneke jeg da agsaa Ordet: »Gud viere Tat, sont giver os Sejr forniedelst Vor Herre Je sum Krfstum«, og jeg føjede til: »ja Hanne! Seiten er givet digl du stal dcere vis paa Det! Vor Herre har fejret so r dig, og lzan ha r sejret i dig«, og nu greb hun dette Ord, gentcg det oa saade saa: »Na maa du blive ved at sige det til mig; lad mig høre det igen, at Vor Herre har fejret.« Saa sagde jeq det mange Gange, men nn var Ratten jtredet frem, oa jo ncrrniere vi tom Dagen desto merk uafdrndt bleo hendes Kamp; i de sidste Timets var det itle inere, sotn i de forttr, rolige Øjeblitte, hvori vi tunde tale med hinanden." JmsEdlertid blev jeg ved at lienvende Otd til hende, om bvilte jeg haabede, at Gudz gode Hellig-Aand vilde bære dem ind i hendes Hierte oxx lade dem btive hende til Trost, og det var jo da naturligt, at jeg navnligt gentog de Ord, der havde trostet hende til forn. J et Øjeblit, da hendes Stnerter vistnot var store, gentog jeg da cgsaa dette: »Vo: Heere ha r sejret«, og nn tom det fortlarede Udtryt igen over hendes Ansigt, hun løftede atter Haanden for at afleegge et Vidnesbyrd og ined den sonnne Jubel i Stemmen, sder for havde sagt os, at for hende var Dsdsvejen Sejrens palmestrøede Vei, sagde hun nu: »og vi nied han1." Roget efter spurgte jea hende: »Hanne, tan du endnu smile til mig?« on hun vendte Ansigtet imod mig og forsøgte at sniile; det blev itte til noget SsniiL men det blev et Vidnesbyrd om. at hun trofast til det sidste vilde hol-de det Laste, hun ihavde givet mig fstste Paastedag. Noget seneke, da det var tydeliat, at nu tnaatte bendes Forlpsningizstund vaere non-, spurgte jeg fremdeles: ,,Hanne! hvem er taer?« Det te Spsrgsmaal havde jeg vel de utallige Gange gjort her-— de i de sunde Dage; thi det tsd jo fom Musik i mikne Gren, naar hun svarede: ,,det er du!« og det Svar vilde jeg da gerne hsre endnu engana, for Dsden luttede hendes Las ber. Men jeg fit det itte; hun saa paa tnig med saa dant et underltgt Blit, og saa sagde hun stille, men med en gribende Alvoe i Stemmen: »New der er tærT det er Vor Herre!« Og det var saa det sidste Ord, hun talte med Bevidsthed; fra nu af forvirredes hendes Tan ter, og i den Time, der vel endnu git. inden Englene bar Iendes Sjcl ind ttl Hvilens Sied, talte hun vel nogle saa Ord, men tun saadanne, der niste, at Bevidstheden var dokte Men lovet viere Gut-, Vor Herres Jesu Krifti og vor Faden der inden Martet tagde sig over hende, gav hende Naade til at vidne sor os orn, at han, »der Doden for cs led", han, der havde brudt dens Brand for hende, der bavde baaret hende gennem Smerterne og saa tlarligen dist, at hans Sejr i hende var full-kommen at han var bleven hende den trete, for hvem alt, hvad hun ellers bavde takt, maatte treede tilbage; ja lovet viere Gud, at Vor Herre, den Herre, der talder sine Tjenere Venner, var bleven here-des Karligthed, og at det derfor tunde undes os,·som elstede hende, at blive Vidner til denne vidundertige, velsignede Udgang, ved hvilten det biev gi I- H « I vet as at se for vore Øjne, at for dem, som hat elstet den Hex-re Jesus og hans herlige Aabenbatelse, holder del Stif Ord til anbet, hvad v·E synge: - - »Som Dug paa slagne Enge, ! Saa falder Livets Ord Paa Kristnes Sottesenge, j J Sky sbet Haabet grot; I Og Trøsten over Døden Detaf er Forstegrødem Forfvunden er derved ! Al Dødens Bittethed!« ! l l · s.)———— i l ! l ) Vaak i Luftm Maksim Gorjki. . Malsini Gorjki, »Proletarernes Digter« i Rusland, er tendt ud over Ruslands Grcenser for sin Evne til 1t stildre det virkeliae Liv i alt dets nsminlede Vederftygae Hlighetx I »Vaar i Luften« er en llle fatirist Slitse. Efter den "at dømme synes det ilke underligt, at de rnssiste Mnndig lieber ilte fer paa ham med blide Øjne I ,- -.- - J Haben foran mit Vindne i mit Virrelse hoppscr de smaa livlige Spurve omlring paa de bladløse Alaziei Grene og pludrer i vilden Sky. Paa Rade-eng Gavl sidder en crrvxrdig Krage cg nitter alvorliat Ined Hode det, menH den lytter til de smaa graa Fnales Prat. Den folnicettede Luft bcrrer her eneste Tone ind tkl mig i Værelset. Jea bører Breiten risle raskt, men state, hører Grene rasle stille, foritaar, hdad Duerne tnrrer om nde paa Vindnegbrætteh og med Luften sie-In mer Vaarens Musik niig til Sjcrlen I ,,Tfjil tsjiril!« saade en gannnel Spukv til sine Venner, ,,nn har Vi atter oplevet Vaaren ..... Jlle sandt? Tfjit tsjirit!« »Ja, saa sandt, ja, saa fandt,« svarede Kragen med »gratiøs fremstralt Heile-. » , Jeg lender den alt for godL Det er en forsigtii Engl, den udtrvtter sig altid tort og indrømmende As thatnren er den dum er derfor og som næsten alle Krager lange. Men den indtager en freinragende Plads i Sel skabsiverdenen og foranftalter hvert Aar et eller andet vel Idcrdiat Øjemed for fattige All·ler og gamle Duer. ; Jeg tender ogsaa Spinnen Slønt den ndvendig ketraatet lan synes not saa letsindig, ja endog lidt liberal, Haa forstaar den fig i Grunden svært godt paa sin egsn »Im-del. Den hoPPer omlring Kragen med tilsyneladende IÆrlsesdiabed men ved i sit Jndre nøjagtigt, hvad den er veer, eg er altid beredt til at fortcelle sine pilante Hi storier om den. . Paa Vindnesbrcrdtet sidder en ung lapset Duestea« Hain med hede Ord feiger at overtale en liden ligefreni tarvelsg Duelnm »Im lammer til at do, jeg tommer til at ds .f bare Slusselse, dersom du ikle Vil besvare min Kerlighed!« Ved J, .fsøjstcerede, Sisiterne er allerede lomne,« for tcller imidlertid Spur-den . »Nei, faa sandt?« »Ehe er tomne, larmer, flaarer og lvidrer . . . . Frygi telig urolige Fugle . . . . Da Mejferne er soin scrdvanligt iloinne tned dem. Tænt i Gaar spurgte jeg en as dem, kfaadan halvt for Spieg: »Nu, min txrsre, er J allerede Isfløjet ud«s-’" Den fvarede mig gansie frælt . . · . Disse YFugle har inan Agtelse for Rang. Anseelse og den Stil-— lenek en indtager i Selftabet . . . . Jeg Hofspurven . . . .«; i J dette Dieblit traadte aanste uventet en ung Raan frein baa Storstenen eg bereitede med lav Stemnie: i »L5fter Forftriften lntter jeg opmærlsomt til alle lVerfenerg Tale, til deres i Luften, i Vandet og til dem, der bebor Jordens inderfte og iagttaaer omhyggeligt de !r«.s Adfcerd, for ncerværende hat jeg den Ære at tun-re imelde at de omtalte Sisiter tvidrer højt om Baarens Komme, og at de vover at haabe paa hele Naturens innr lige Genfødelse.« »Tsjil tsjirit!« raabte Spurven som nrolig betrag itede Anaiveren Kragen nittede velmenende nied Hode det. ) »Baaren loinmer itte for første Gang,« sagde den ganile Spøgefugi. »Da hvad Naturens Genfødelse an gaar, saa et det os naturliavis behageligt, naar det ster med højere Tilladelse.« »Saa sandt,« fagde Kragen og faa velvillig paa den talende. » »Im Inaa endnn tilføje,« fortsatte Ravnen. Be meldte Sifiler har nied Uvillie opdaget, at denKilde, hvori de sinkt-er sin Tørft, er Inndret. Saa vaaftaar de i alt Fald Ja, entelte af dem vover end ogsaa at tale om Spurvx Jammer af Ungdommen og er ganste ufarligt.! Jeg har ogsaa været ung og drsmt om den. Paa enl hefteden Maade felvsølgelig . . . . men fenere hen . . . gil det snart over, man sit andet at tænle Paa, noget der var mere behageligt og nyttkgt for en Spurv!" ; »E—hm!« Pludlelig løsd et indtrængende Kræmi. Paa en Lindegren viste sig den virtelige Geheime raad Dom-pap; han hilfte nedladende paa Fuglene og lnerrede: »Æh«. . . . tender J itte, mine Herrer, at der lugter af nsoget i Lufter ech« . . . .? »Mir-klqu Dereö EtsoellenceX svarede Spur-den Og Kragen lagde smeegtende Hovedet paa Siden og ,streg saa keelent, sont et Faar bargen - »,Ja den eerværdigeÆreöborger Ugle sagde det sam me ved Kortbordet i Gaar . . . . Dei lugter af noget i Lasten, sagde han og sparede: Stal fnart faa det opspo-— ut, stal strats anders-ge det. Fornuftigt, hvad?« « «Til Tjeneste, Deres Eksellence, meget formrftithi Den gamle Sptgefugl gav naturligvis straks ærbsdig sit Vifald til Kendr. »Man maa bare vente, En fortni tig Fugl venter altid.« Pludselig fle en Lærle ned fra Himmelen og lob i Frihed . . . »Aa, faadan er de bestandig,« udraabte den glade l I— frem og tilbage paa en snefri Fleek i Havem W des niutnlede hen for sig: ,,Og med sit huldsalige Smil slutker Dagen Himm lens Stjerner . . . . Det blegner og det skælver og fee-stet hen i Merket som Sne for Solstraaler. Ak, hvok let di hvor sødt bunter itte da Hiertet i vor Barm, hemme paa Solepgang, paa Moment-de paa Dagesfuld af Lys og Frilsed·« »Hvad er det for en Finng sputgte Dompapem idei han kneb det ene Øje sammen. " ,,(kn Lcerte, Detes Etscellence,« tilføjede W Heflsza " Dompapen saa paa Digteren fra Siden as on Ener rede: VE—e11, hin ..... hvor graa . . . . for et Kur-! hakt sagde dog noget med Hensyn til Sol og Frihed, var des itke saa?« «,,Til Tjeneste!« kaabte Raonen. Han ophidfer de nnge Fugle og forgifier deres Hiertek med nopfyldelige Forhaabninger.« ,,Højst dadelværdigt og . . . . dumt.« »Meget rigtigt, Deres Etsellence,« niente den gamke Spuro; »fcerdeles dumt. Friheden er noget ubesicmt, saa at sige noget, man efter alstens Anstrengelfer alligevei aldrig tun naa.« »Men hvis jeg itte tager fejl» saa bar De selv be kendt Dem til den en Gang?« »Ja, faa sand, faa sandt.« raadte plndfekkg Kra gen. Spnroen blev fort-irrer »Ja, det er virkelig saa, Deres Eisellence, en Gang betendte jeg mig til den, men jeg kan bevise, at der feste !aa formildende Ornstcendigheder.« ,,Hvad mener De med det?« ,,Undet Jndflydelse af en bedre Middag, Deres Ets cellence, — det vil sige, under Vinens Jndflndelse . . . . og jeg betendte mig til den med Forbehold Dei-es Eis cellence.« »Hvad mener De med det?« »Jeg sagde sagte: Frihcden lede, men tilfvjede stratk tiøjt: inden lovlge Grcenser natutligvis!« Dompapen faa Paa Ravnen. «Saa er det, Deres Etscellence,« fvarede Rat-um »Som Hofspurv kan jeg ikke befatte niig mere alt-or lig med Frihedsspørgsinaalet, allerede fordi detteSpIrgs maal flet itke hører med det, hvot jeg hat den LEre It være beskceftiget.« Ja, saa fandt," streg Kragen; for den er det jo al deles det samme, hvad den siger Ja til. Men paa Gaden fled de fmaa Bcekte og fang sagte Sangen om den Strom, som de en Gang ved Sluttes af sin Vandring siulde flyde ud i, og om fin Fremtid: ,,De drivende Bølger tagek os op og beerer os hen til Havet Og de glødende Solstraaler hæver os igen til Himlen Fra Himlen falder vi saa ned til Joeden ton kølende Dng om Ratten, som Sne eller Regn.« Solen, den herlige VaarfoL fmskler paa den klare Himmel med en Glød, soni om den genspejlede en Sta bertrang gennemildnet Gut-. J et Hierne af Haven i et sammelt Lindettæ srddet en Flok Sisiter. En af dem synget begejstret for sin Venner en Sang, den en Gang hat hørt et ellek andet Sted Sangen om Stormfuglen: Uvejrsstyer famler sig over det stumdeettede Hab. Melleni Styer og Hav svceoer Stormfuglen stott. Øjet tror at se et ftort Sim. Snart i Flugten ftrejfende Hu vet, snari siydende mod Himlen som en Pil, sitiger den. og Skyerne hører Gliede i Fuglens Strig J Striget et Stormtørsi. Verdens Kraft, Hadets Flamme oa Seer sikterhed høker Slyerne i dette Steig. Mangerne ftønner for Stormen, stønner, flakfec over Haoet og de ønster at ftjule sig Pan Havets Bund· Lgsaa Lommcn stønner, den tendet itke Kampng den, den fotsiraektes over Tordenens Rullen. Ængstelig stjuler den fede Pingvin sin Krop i Klip petleften Kun den stolte Storinfugl flagter keett ove det stummende Had. Altkd dybere, altid sortere fcenter Styerne sig, ng Biscgerne svnget og danfer. De hilser ogsaa Stormeir. Tordenstrald . . . . Havdøn . . . . Mserte Styer ow vfavner ollerede Bølgerne, og de taster sig fom rasende mod de ubøjelige Klippeoægge. Stormfuglen flagker steigende lig et fort Lyn i Flugten, snart streifende Haveh fnart ssydende mod Him len som en Pil. Den flagrek soni enDcemon, som en ftolt, fort Ubeij dcenion. Saaledes ler og hulker den . . . . At, den lek over Styerne og den hulker vist af Gliede J Tordensiraldet hører den forlcengst Udmattelfen. og den ved, at Skynatten ikke for al Tid dækker Solen . . . . Og Binden hoiner . . . . Tordenen stralder . . . . Blaalige Skyet stimtes over store Havørkener . . . . Ogs Havet fanget Lynet og siutker det i sit Dyd Som Scanget bugtek det fig, spejler sig i Havet Storm. Snart btyder Stormen les og den kalte Stormfugl flagrer mellem Lyn og Beiger som et Sess bild. Giv Agtt Straks bryder Stormen los. Den trofafle Zoriættctx dsiktgusiugek til hvetDag i Mantel-etc Med Speers is Past. sm-. Bei-. Jndb We. J Shittingsbind sto. Höudagøstwletekstctn lldgiuek n- den foremde danske ev.-lntl). Kitte. J Lij 1«r. ; Ygrden og Yamuth As C. i Stett-them. tht lille Vog for Bom. « Siden J Lmklag 10 Cent6. 100 Iottarllingkr til »Du-g ved Borstegudskieneithr og de »wes Moder If H. J. F. C. MinNkspm Jnizv Tut-. DAleH PUBLISHlNcI flollsEp BLAIK, NEBK.