«- .---»-.—-.-.——-.-—- —— —-.-.—·-.—
De ftdfie fjortcn Dage af en ung
Præstctoncs Liv.
(Død i Jyllond for m. Izu Aar sinan
Foctnltafhendeg — nuogfaaafdøde —
Mand.
(31uttet.)
H lt X
Og saa tom den sidste thattevagt; da Aftentlvtten
rtngede, tunde jeg itte tvivle paa, at Døden havde be
gyndt sit Arbejde, og da atler lidt senere fagde hun: »B.d
at det don ltte maa date ltenaere end til i Morgenl« og
jeg dad mn en snar Forløsnkng; thi det var saa forfcerde
ltgt at se hende lide, stønt jeg, Gud vcree lovet! not tm
tro, at hendes Lidelset itte var store, itte saa store sont
den sokegaaende Nat. Men Vor Heere vilde, at Kampen
stulde date hele Ratten, fcrdi han vilde vise os, at hans
Vætt i hende var fuldtomment, sotdt han vilde, at der
naar hnn var gaaet bott, itle stulde vcereStygge af Tvidl
ttlbage bog og ant· at dct var bledet sagt til hende: »F
Don stal du vaere med mig i Paradis!« Hun havde sagt
tjeg mindes nu iklte, om det var den Asten eller Ratten
i Fotvejen): ,,Om nagen nasaa tnnde give mig Helbkeden
ttlbage aa silre mig, at jea beholdt al min Lytte, saa
viGe jeg dog sige nej; skden jeg er tommet faa næk ttl
Evigshedeng Poet, saa lad miq aaa ind ad den.« Oa
hvokledes ltulde hun vel kqsaa tunde anste, at den joes
diste Glcrdc blev given hende tilbage, hnn fkk lwis Øren
Englene sang, hun, der alle-rede smaate Paradisglæden.
. At hnn gjordc det, derpaa sit vi den Nat mange tlare Be
vtsningerz men -"det jeg nu vil stride derom, da er det
sauledes, at jeg itte lan aøre det, faa nagen, der itte var
tilstede ded bendes Dødglek tan faa noaen Forestilltnq
am, duad vi, som stode der, ltleve Vidner til; thi destrire
Klang-m i dcndeg Nost, Zinilct om hendeg Mund, Glie
dedstraalen i lxendes Leie, Fior«lar-e!fen, der bredte sia onst
hele dendeg Vorsen » hvor ftnlde jcg tunne det? Det :r
i dette Øjedlit liae tre Aar siden, vi stdd med hinanden
for hsllteteti L. Kitte, on det var en kigt velsignet Stund, "
men i Tusindfold tigete Maal strømmede Naaden ned
oder de t de Timek, bnn takmpede med Dødem og sten
nere var nun for mig at se paa, lnftigere lod hendes Rest
i mine Øren, og dydere fnlte jeg, at dun var mit Lids
Velsignelse, da hnn med Doden paa Laeberne laa paa sit
Leje og sagde mig det sidste Fakvei. end da hun smntlet
smn Brud stod ved min Side da gav mig sin Tro. s-- —
-— Dsdsnattens Højtid -- thi det var sandelig en Haj
tid -- begunnte med, at jeg, da et Smertes Ansald var
frrdi, spueate hende, mn di endnn engang stulde betende
Troen ag bede dort Faderdor sammen, saaledes siom di
havde gjokt det hver Aften «i de tre Ane, vi havde levet mer«
hinan-ten Hun sdakedn ,,Ved du. jeg tan godt var-:
med.« Zaa betendte jea Trom, saa bad jeg Faden-ok;
men det er dist, at i de mange Tider, »Gudsordet« hat le
vet i mtt Hjette Og hast Lyd paa mine Lebet, hat jeg
aldtig, aldria saaledes som i denne smetterizxe Stund,
solt dets Kraft, aldrig saaledes solt Vordem selv tale til
mig, alsdtig haft en saadan Fotnemmelse as, at det stet
estek bang Laste, at han er tilstede midt iblandt os, naar
vi to eller tre ete samlede -": hans Manns havde jeg set
ham nied Inine -Øjne. tunde jeg itte have vceket vissete paa
banH Neerdætelse, end jeg var det nu, meni jeg udtalte
Troens da Haadetz Ord over Inin dpende Hustru, og di
jeg tunde se paa Udttyttet i dendes Ansigt, at ogsaa hun
selte, Herren var nat, toa ieg ille i Betæntning at spor
ae lxiende, am lntn itte not tunde taale, at vi sang en
Zahne sor hendr. Dertil svarede hun ja, og saa sang vi:
»Bist stod op af Dode«, og da oi havde sunget den, sagde
nun: »Det var dejligt, syng nu: »Alt staaek i Gudg Fa
dethaand«, oa di ajokde det, di sang de tre Ganaet »Ediq
qlade vi stnl raste Vor Herrens Jesu Radn«, og jeg tun
de snnge am Glæde, jeg dar qlad paa en saadan Vis, som
jeg aldrig dar været det sor, og som jeg nu maa andres
Paa; men jeg tæntek, de Entgle, der stulde bcere hende over»
i Patadis, var vel taldte hid ved Sangens Toner, oxz
det var vel des-es thgeslag, jeg fatnam. Saa bad dumi
«Snng nu: Paa alle dine Befe« —- men den tunde di ille
udenad, der stulde hentes en Zalmebogx hun nædnede os;
Nunmeket, men tnden vi sit degyndt, tom Sauertean
igen, og hun sagde: »Nei, nu tan ieg ttte taale det; bed»
soc mig, men sagte!« Da dette Anfald var sagtnet lidt, !
taa dun paa niig med et Smil saa vndiat. sont jeg aldktg
hat set det, hderten paa hende eller nagen andeu, og hun
sagde: »Jeg bat. jo ladet dig, at jea stnlde snnle til dtg til»
del sidstex tan du se, at jeg holder mit Ord!'« Og saa’
tog hnn mtg om halsen og lnssede mig med de Ord: »Lad;
mtg saa endnu engang sige dtg Tat sor alt, hvad du hat’
vceet for mig; Vor heitre vil velsigne dtg for det! Fakvel
i Jesu Navn, Tarvel!« Min Dreng sad tsed Siden af
mig, vg hun stratte sine Arme ud imod darn, drog hakn
op til sit Beyst, tyzsede ham og sagde: ,,’farvel L.! jeg
bat holdt as dlg, Tat sotdi du hat vceret venltg og god
tnwd mtg; nn tommer jeg snart tll din Mode-, saa slat
feg dtlse hende fra dig.« Paa den anden Side af hended
Seng stod ihendes Moden E. og Festen L» og hun toa
lwet as dem i Fami, tyssede og tattede dem for deres
Kækltghed og sagde dem Fatvel, og under alt dette for
lod Smllet ilte dendes Mund, holdt Glcden ttte op at
lyse hende ud as ,;Øinene dette stdste Fakvel dlev budet
as sm- as en Beudz det- taget Aslted med stne Mc t det
hiern, hyn maa sotlade; de sont bltder tilda9e, tan ver-l
bedrsvede, men hvoeledes stulde Tnm tunne viere det, vers
gaife derben, drin hendes Vierte er. og hvor hendetI
Glade bot Saatjei tog hanne Afsted med os, og saa
dad hun: »Als Wogsqc A. pg L.," htls dem saa tætltgt
og sig dem Itzt-del setz mtgz det mea J ttte glemme; de
stal othe, at ieg hat tentt daa dem til det Sidstek Vor
TWige stagd ved Foden as hendes Sena, og Banne
sagt-» »Kom, Katent lad mtg ogsaa stge Fast-et ttl dick
du stal vtde, at du ogsaa hat biet-es til«, og dun dtog
hende til sig, lagde Armene snn hean hals, tyssede
bende og sagde hende Ined venltge Ord Tal, fordt hun
havde været saa gvd tmad hende t Sygdommenö Tid.
Detpaa sanl hun afmagtig tilbage, og da ieg troede, den
des Time var kommen, lyste jeg Herrend Velstgnelse over
hende, bad til Gud og haabede, at dette »Sie-ed vaeee med
—I
-·- k—
dig!« stulde viere det sidfte Ord, hun harte paa denne
Jord. Men saaledes siulde det itte værez v! stulde endnu
have dejligere Minder oin hende. Eftek at hun havde lia
get en lille Stund ganste stille, begyndte Dødstampen paa
ny, og jeg løftede hende op i en siddende Stilling, sordi
jea mente, at hun saaledes led mindre. Saaledes sad hun
lange, og det arbejdede voldsomt i hendes Bryst; hun sag
de: »Jeg havde dog itke troet, at det var saa svcert at
d-; bed for mig, at det snart maa viere sorbi; men jeqz
vil itte andet, end hvad Gud vil.« J et —Øjeblit, da dct
soretom mig, at SmcrtegiAnsaldet sagtnede, sagde jeg:
,..Hanne! vakr trost-«g! nu er Stunden natsten oprunden,
sont got dig glad; nu er dn snart fri for Synden og fri
for Døden.« Oa nu stete det Forunderlige: Herren vor
titnd fcrvandlede ihendes Mørte til Glanz han gjorde ef
ter, hvad der staaer i Salmen: ,,i hendes Sygdom for
andrede han hele den-des Leje.« Soin det Ord: »fri for
St)nden« sorlod mine Lieben rejste lntn sta op, og hvad
vi nu saa, tan jeg itte godt udtrytte anderledes end ved
at sige: Bi saa hendes Anstgt som en Engels Ansigsx
der bredte fig en Fortlarelsens Glanz over hende, hendeå
Øjne straalede, men det var mere end Gliede, det var Sa
lighed, der straalede ud as dem, og saa løftede hun sin
Haand, og med et Smil -- det var itte et Mennestes, det
var en Engels Smil —- saade hun: »Ja!« —- tun detje
cne Ord; men det lyder endnu i mine Dren og vil visselg
blive ved at lyde for mig, indtil ieg horer det store Amen
til de Frelstes Lovsang, ca nanr jeg herer de t, saa vil det
itle vcere utendte Toner for mig; jeg har hørt dem far,
hørt dem i dette st.rrle, Disse, frei Hieriets dybeste Grund
heutede jublende Ja sra min døende Hustrus Leber. —
Og Gud gav mig, at jeg tunde btive ved at tale til hende
em, hvad han hat beredet for dem, som hani elste; den
Aand, der i det Øjeblit vdnede saa mcrgtigt i hende, be
rorte ogsaa miax Ordene stremmede til mig, og det er
visi, jeg talede ille af tnig selv, men eftersom Aanden
aav tnig at ndsige. Da alt, hvad jeg sagde. betrcrftedc
hnn nico dette fotunderlige Ja, der i det mindste for niig
lød som en Rost fra den, der allerede jublede i Besiddelse
as Dirnen, vi forventer, oa for hver Gang hun udtalte
det, løftede hun Haanden og saa med det fortlarede Blit
der fit miq til at tcente paa hom, der saa Himlen aaben
oq Kristns staaende ved Gith højke Hat-nd Gndelkg
sagde jeg: »Da nu, Hannei tun noqle faa Stridt, saa er
du der, og saa er alt dette dit evindeligt; og digse Stridt
ital dn itte gaa; Vor Herre Jesus beerer dia« w da gred
lnm min Haand og sagde: »han better mig; o! bliv nu
red at sige det til min; bed for mig, men sagte-; jsg tat:
itte here noget.« Nu sit hun et Smerte-Anfald igen, og
under denne Kamp sagde hun et Par Ord, der lød for
mine Toren som om hun sagder »Gut) er stræng«, og da
jea blev bange for, at der stulde lomine Mistvivl op i
lhende, sagde jeg: »Det mener du Ette, Gnd et itte strænq«,
hvarpaa hun med nogen Heftighed oa et sitrrtt lf«strc)k
af Bebrejdelse i Stemmen svarede: ,,D-et ingde jeg ilte;
hvor tunde du tro, at jeg tnnde siae det? Jeg sagde tun:
det er saa strcrngt, men Gud hjcelper mig not ig.nnem.«
Da det noget senere syntes mig, at hendes Karm- itle mere
var saa hatstig, talede jeg ljende til med Or) -f den
hclliae Strist, og jea tog saadanne Ord frerr som oi i
de sidste Dage havde talt med hinanden om, eller sont jeg
fra tidligere Sanitaler vidfte havde vundct særlig Bund
ning for hende Saa ncevneke jeg da agsaa Ordet: »Gud
viere Tat, sont giver os Sejr forniedelst Vor Herre Je
sum Krfstum«, og jeg føjede til: »ja Hanne! Seiten er
givet digl du stal dcere vis paa Det! Vor Herre har
fejret so r dig, og lzan ha r sejret i dig«, og nu greb hun
dette Ord, gentcg det oa saade saa: »Na maa du blive ved
at sige det til mig; lad mig høre det igen, at Vor Herre
har fejret.« Saa sagde jeq det mange Gange, men nn
var Ratten jtredet frem, oa jo ncrrniere vi tom Dagen
desto merk uafdrndt bleo hendes Kamp; i de sidste Timets
var det itle inere, sotn i de forttr, rolige Øjeblitte, hvori
vi tunde tale med hinanden." JmsEdlertid blev jeg ved at
lienvende Otd til hende, om bvilte jeg haabede, at Gudz
gode Hellig-Aand vilde bære dem ind i hendes Hierte oxx
lade dem btive hende til Trost, og det var jo da naturligt,
at jeg navnligt gentog de Ord, der havde trostet hende til
forn. J et Øjeblit, da hendes Stnerter vistnot var store,
gentog jeg da cgsaa dette: »Vo: Heere ha r sejret«, og nn
tom det fortlarede Udtryt igen over hendes Ansigt, hun
løftede atter Haanden for at afleegge et Vidnesbyrd og
ined den sonnne Jubel i Stemmen, sder for havde sagt os,
at for hende var Dsdsvejen Sejrens palmestrøede Vei,
sagde hun nu: »og vi nied han1." Roget efter spurgte
jea hende: »Hanne, tan du endnu smile til mig?« on
hun vendte Ansigtet imod mig og forsøgte at sniile; det
blev itte til noget SsniiL men det blev et Vidnesbyrd om.
at hun trofast til det sidste vilde hol-de det Laste, hun
ihavde givet mig fstste Paastedag. Noget seneke, da det
var tydeliat, at nu tnaatte bendes Forlpsningizstund vaere
non-, spurgte jeg fremdeles: ,,Hanne! hvem er taer?« Det
te Spsrgsmaal havde jeg vel de utallige Gange gjort her-—
de i de sunde Dage; thi det tsd jo fom Musik i mikne Gren,
naar hun svarede: ,,det er du!« og det Svar vilde jeg da
gerne hsre endnu engana, for Dsden luttede hendes Las
ber. Men jeg fit det itte; hun saa paa tnig med saa
dant et underltgt Blit, og saa sagde hun stille, men med
en gribende Alvoe i Stemmen: »New der er tærT det
er Vor Herre!« Og det var saa det sidste Ord, hun
talte med Bevidsthed; fra nu af forvirredes hendes Tan
ter, og i den Time, der vel endnu git. inden Englene bar
Iendes Sjcl ind ttl Hvilens Sied, talte hun vel nogle saa
Ord, men tun saadanne, der niste, at Bevidstheden var
dokte
Men lovet viere Gut-, Vor Herres Jesu Krifti og vor
Faden der inden Martet tagde sig over hende, gav hende
Naade til at vidne sor os orn, at han, »der Doden for cs
led", han, der havde brudt dens Brand for hende, der
bavde baaret hende gennem Smerterne og saa tlarligen
dist, at hans Sejr i hende var full-kommen at han var
bleven hende den trete, for hvem alt, hvad hun ellers
bavde takt, maatte treede tilbage; ja lovet viere Gud, at
Vor Herre, den Herre, der talder sine Tjenere Venner,
var bleven here-des Karligthed, og at det derfor tunde
undes os,·som elstede hende, at blive Vidner til denne
vidundertige, velsignede Udgang, ved hvilten det biev gi
I- H
« I
vet as at se for vore Øjne, at for dem, som hat elstet den
Hex-re Jesus og hans herlige Aabenbatelse, holder del
Stif Ord til anbet, hvad v·E synge: -
- »Som Dug paa slagne Enge,
! Saa falder Livets Ord
Paa Kristnes Sottesenge,
j J Sky sbet Haabet grot;
I Og Trøsten over Døden
Detaf er Forstegrødem
Forfvunden er derved !
Al Dødens Bittethed!« !
l
l
· s.)————
i
l
!
l
)
Vaak i Luftm
Maksim Gorjki.
. Malsini Gorjki, »Proletarernes Digter« i Rusland,
er tendt ud over Ruslands Grcenser for sin Evne til 1t
stildre det virkeliae Liv i alt dets nsminlede Vederftygae
Hlighetx
I »Vaar i Luften« er en llle fatirist Slitse. Efter den
"at dømme synes det ilke underligt, at de rnssiste Mnndig
lieber ilte fer paa ham med blide Øjne
I ,- -.- -
J Haben foran mit Vindne i mit Virrelse hoppscr
de smaa livlige Spurve omlring paa de bladløse Alaziei
Grene og pludrer i vilden Sky. Paa Rade-eng Gavl
sidder en crrvxrdig Krage cg nitter alvorliat Ined Hode
det, menH den lytter til de smaa graa Fnales Prat.
Den folnicettede Luft bcrrer her eneste Tone ind
tkl mig i Værelset. Jea bører Breiten risle raskt, men
state, hører Grene rasle stille, foritaar, hdad Duerne
tnrrer om nde paa Vindnegbrætteh og med Luften sie-In
mer Vaarens Musik niig til Sjcrlen
I ,,Tfjil tsjiril!« saade en gannnel Spukv til sine
Venner, ,,nn har Vi atter oplevet Vaaren ..... Jlle
sandt? Tfjit tsjirit!«
»Ja, saa sandt, ja, saa fandt,« svarede Kragen med
»gratiøs fremstralt Heile-. »
, Jeg lender den alt for godL Det er en forsigtii
Engl, den udtrvtter sig altid tort og indrømmende As
thatnren er den dum er derfor og som næsten alle Krager
lange. Men den indtager en freinragende Plads i Sel
skabsiverdenen og foranftalter hvert Aar et eller andet vel
Idcrdiat Øjemed for fattige All·ler og gamle Duer. ;
Jeg tender ogsaa Spinnen Slønt den ndvendig
ketraatet lan synes not saa letsindig, ja endog lidt liberal,
Haa forstaar den fig i Grunden svært godt paa sin egsn
»Im-del. Den hoPPer omlring Kragen med tilsyneladende
IÆrlsesdiabed men ved i sit Jndre nøjagtigt, hvad den er
veer, eg er altid beredt til at fortcelle sine pilante Hi
storier om den.
. Paa Vindnesbrcrdtet sidder en ung lapset Duestea«
Hain med hede Ord feiger at overtale en liden ligefreni
tarvelsg Duelnm
»Im lammer til at do, jeg tommer til at ds .f
bare Slusselse, dersom du ikle Vil besvare min Kerlighed!«
Ved J, .fsøjstcerede, Sisiterne er allerede lomne,« for
tcller imidlertid Spur-den .
»Nei, faa sandt?«
»Ehe er tomne, larmer, flaarer og lvidrer . . . . Frygi
telig urolige Fugle . . . . Da Mejferne er soin scrdvanligt
iloinne tned dem. Tænt i Gaar spurgte jeg en as dem,
kfaadan halvt for Spieg: »Nu, min txrsre, er J allerede
Isfløjet ud«s-’" Den fvarede mig gansie frælt . . · . Disse
YFugle har inan Agtelse for Rang. Anseelse og den Stil-—
lenek en indtager i Selftabet . . . . Jeg Hofspurven . . . .«;
i J dette Dieblit traadte aanste uventet en ung Raan
frein baa Storstenen eg bereitede med lav Stemnie: i
»L5fter Forftriften lntter jeg opmærlsomt til alle
lVerfenerg Tale, til deres i Luften, i Vandet og til dem,
der bebor Jordens inderfte og iagttaaer omhyggeligt de
!r«.s Adfcerd, for ncerværende hat jeg den Ære at tun-re
imelde at de omtalte Sisiter tvidrer højt om Baarens
Komme, og at de vover at haabe paa hele Naturens innr
lige Genfødelse.«
»Tsjil tsjirit!« raabte Spurven som nrolig betrag
itede Anaiveren Kragen nittede velmenende nied Hode
det.
)
»Baaren loinmer itte for første Gang,« sagde den
ganile Spøgefugi. »Da hvad Naturens Genfødelse an
gaar, saa et det os naturliavis behageligt, naar det ster
med højere Tilladelse.«
»Saa sandt,« fagde Kragen og faa velvillig paa den
talende. »
»Im Inaa endnn tilføje,« fortsatte Ravnen. Be
meldte Sifiler har nied Uvillie opdaget, at denKilde, hvori
de sinkt-er sin Tørft, er Inndret. Saa vaaftaar de i alt
Fald Ja, entelte af dem vover end ogsaa at tale om
Spurvx Jammer af Ungdommen og er ganste ufarligt.!
Jeg har ogsaa været ung og drsmt om den. Paa enl
hefteden Maade felvsølgelig . . . . men fenere hen . . .
gil det snart over, man sit andet at tænle Paa, noget
der var mere behageligt og nyttkgt for en Spurv!" ;
»E—hm!« Pludlelig løsd et indtrængende Kræmi.
Paa en Lindegren viste sig den virtelige Geheime
raad Dom-pap; han hilfte nedladende paa Fuglene og
lnerrede:
»Æh«. . . . tender J itte, mine Herrer, at der lugter
af nsoget i Lufter ech« . . . .?
»Mir-klqu Dereö EtsoellenceX svarede Spur-den
Og Kragen lagde smeegtende Hovedet paa Siden og
,streg saa keelent, sont et Faar bargen
- »,Ja den eerværdigeÆreöborger Ugle sagde det sam
me ved Kortbordet i Gaar . . . . Dei lugter af noget i
Lasten, sagde han og sparede: Stal fnart faa det opspo-—
ut, stal strats anders-ge det. Fornuftigt, hvad?« «
«Til Tjeneste, Deres Eksellence, meget formrftithi
Den gamle Sptgefugl gav naturligvis straks ærbsdig
sit Vifald til Kendr. »Man maa bare vente, En fortni
tig Fugl venter altid.«
Pludselig fle en Lærle ned fra Himmelen og lob
i
Frihed . . .
»Aa, faadan er de bestandig,« udraabte den glade
l
I—
frem og tilbage paa en snefri Fleek i Havem W des
niutnlede hen for sig:
,,Og med sit huldsalige Smil slutker Dagen Himm
lens Stjerner . . . . Det blegner og det skælver og fee-stet
hen i Merket som Sne for Solstraaler. Ak, hvok let di
hvor sødt bunter itte da Hiertet i vor Barm, hemme
paa Solepgang, paa Moment-de paa Dagesfuld af Lys
og Frilsed·«
»Hvad er det for en Finng sputgte Dompapem
idei han kneb det ene Øje sammen. "
,,(kn Lcerte, Detes Etscellence,« tilføjede W
Heflsza "
Dompapen saa paa Digteren fra Siden as on Ener
rede:
VE—e11, hin ..... hvor graa . . . . for et Kur-! hakt
sagde dog noget med Hensyn til Sol og Frihed, var des
itke saa?«
«,,Til Tjeneste!« kaabte Raonen. Han ophidfer de
nnge Fugle og forgifier deres Hiertek med nopfyldelige
Forhaabninger.«
,,Højst dadelværdigt og . . . . dumt.«
»Meget rigtigt, Deres Etsellence,« niente den gamke
Spuro; »fcerdeles dumt. Friheden er noget ubesicmt,
saa at sige noget, man efter alstens Anstrengelfer alligevei
aldrig tun naa.«
»Men hvis jeg itte tager fejl» saa bar De selv be
kendt Dem til den en Gang?«
»Ja, faa sand, faa sandt.« raadte plndfekkg Kra
gen.
Spnroen blev fort-irrer
»Ja, det er virkelig saa, Deres Eisellence, en Gang
betendte jeg mig til den, men jeg kan bevise, at der feste
!aa formildende Ornstcendigheder.«
,,Hvad mener De med det?«
,,Undet Jndflydelse af en bedre Middag, Deres Ets
cellence, — det vil sige, under Vinens Jndflndelse . . . .
og jeg betendte mig til den med Forbehold Dei-es Eis
cellence.«
»Hvad mener De med det?«
»Jeg sagde sagte: Frihcden lede, men tilfvjede stratk
tiøjt: inden lovlge Grcenser natutligvis!«
Dompapen faa Paa Ravnen.
«Saa er det, Deres Etscellence,« fvarede Rat-um
»Som Hofspurv kan jeg ikke befatte niig mere alt-or
lig med Frihedsspørgsinaalet, allerede fordi detteSpIrgs
maal flet itke hører med det, hvot jeg hat den LEre It
være beskceftiget.«
Ja, saa fandt," streg Kragen; for den er det jo al
deles det samme, hvad den siger Ja til.
Men paa Gaden fled de fmaa Bcekte og fang sagte
Sangen om den Strom, som de en Gang ved Sluttes
af sin Vandring siulde flyde ud i, og om fin Fremtid:
,,De drivende Bølger tagek os op og beerer os hen
til Havet Og de glødende Solstraaler hæver os igen til
Himlen Fra Himlen falder vi saa ned til Joeden ton
kølende Dng om Ratten, som Sne eller Regn.«
Solen, den herlige VaarfoL fmskler paa den klare
Himmel med en Glød, soni om den genspejlede en Sta
bertrang gennemildnet Gut-.
J et Hierne af Haven i et sammelt Lindettæ srddet
en Flok Sisiter. En af dem synget begejstret for sin
Venner en Sang, den en Gang hat hørt et ellek andet
Sted
Sangen om Stormfuglen:
Uvejrsstyer famler sig over det stumdeettede Hab.
Melleni Styer og Hav svceoer Stormfuglen stott. Øjet
tror at se et ftort Sim. Snart i Flugten ftrejfende Hu
vet, snari siydende mod Himlen som en Pil, sitiger den.
og Skyerne hører Gliede i Fuglens Strig J Striget et
Stormtørsi. Verdens Kraft, Hadets Flamme oa Seer
sikterhed høker Slyerne i dette Steig.
Mangerne ftønner for Stormen, stønner, flakfec over
Haoet og de ønster at ftjule sig Pan Havets Bund·
Lgsaa Lommcn stønner, den tendet itke Kampng
den, den fotsiraektes over Tordenens Rullen.
Ængstelig stjuler den fede Pingvin sin Krop i Klip
petleften Kun den stolte Storinfugl flagter keett ove
det stummende Had.
Altkd dybere, altid sortere fcenter Styerne sig, ng
Biscgerne svnget og danfer. De hilser ogsaa Stormeir.
Tordenstrald . . . . Havdøn . . . . Mserte Styer ow
vfavner ollerede Bølgerne, og de taster sig fom rasende
mod de ubøjelige Klippeoægge.
Stormfuglen flagker steigende lig et fort Lyn i
Flugten, snart streifende Haveh fnart ssydende mod Him
len som en Pil.
Den flagrek soni enDcemon, som en ftolt, fort Ubeij
dcenion. Saaledes ler og hulker den . . . . At, den lek
over Styerne og den hulker vist af Gliede
J Tordensiraldet hører den forlcengst Udmattelfen.
og den ved, at Skynatten ikke for al Tid dækker Solen
. . . . Og Binden hoiner . . . . Tordenen stralder . . . .
Blaalige Skyet stimtes over store Havørkener . . . . Ogs
Havet fanget Lynet og siutker det i sit Dyd
Som Scanget bugtek det fig, spejler sig i Havet
Storm. Snart btyder Stormen les og den kalte
Stormfugl flagrer mellem Lyn og Beiger som et Sess
bild.
Giv Agtt Straks bryder Stormen los.
Den trofafle Zoriættctx
dsiktgusiugek til hvetDag i Mantel-etc
Med Speers is Past. sm-. Bei-.
Jndb We. J Shittingsbind sto.
Höudagøstwletekstctn
lldgiuek n- den foremde danske ev.-lntl). Kitte. J Lij 1«r.
; Ygrden og Yamuth
As C. i Stett-them. tht lille Vog for Bom. « Siden
J Lmklag 10 Cent6.
100 Iottarllingkr
til »Du-g ved Borstegudskieneithr og de »wes Moder
If H. J. F. C. MinNkspm
Jnizv Tut-.
DAleH PUBLISHlNcI flollsEp
BLAIK, NEBK.
