U
T
Adlede Sjæle.
(Tre Forteellinger af Hedba Stretton.)
lll. Forladt.
(Sluttet.)
Hun svarede itte ftrats. Synet af det doende Born
paa Siedet og Tanken paa hendes egen Elendighed laa
for tungt og tryttende paa hende og forbitrede hendes
Sind. Men trods det maatte hun tilgive, det vidste hun.
Men hun tunde itte sige et Ord, so«m itte var den fulde
Sandhed· Hendes Svar paa hint Sspørgsmaal maatte
vcere saa, at det tunde beftaa for Gusds DomstoL Dei
var en haard Kamp, haardere end den, som Liv og Dkd
nu tcempede i det lille udtaerede Legeme, sont hvilede i heu
des Anme. Endelig rettede hun sig op og lod sine dybtlig
gende Zine hvile paa Præstens Ansigt.
,,Ja«, svarede hun endelig langsomt, ,,jeg tilgiver
alle. De har itte vidst, hvor haardt og grusomt de har
behandlet os; men den ene ophidfede den anden dertil.
ngaa mod vor tcere Frelser ophidfede Yppersteprcefterne
og Farifceerne Foltet, indtil det raubte: Korsfeeft, tots
fæft haml Jeg tilgiver dem, soin han tilgav alle.«
,,Naar tun Barnets Liv tunde blive reddet!« faade
Prcesten bedrøvet oa nedsiagen. Men endnu medens han
talte, løftede Barnctg lille Hoved sig og san med sine stide
da brnftne Øjne paa Susanna. »Fannn!« hultede den
gamle Knnez Barnet sorsøgte endnu en Gana dødgtrcet at
smile oa at løfte de fdaae Arme op; men allerede i nckite
Lieflit dar hun aaaet hiern, da hendes Hoved sank lileft
tilbage paa Susannas Sind, niedeniz Zinilet døde paa
shendeg Lieber.
»Hnn ladet mig alene«, saade Zufanna højt for sig
feld, faaledesk som det var bledet hende til Vane i den lan
ge Ensomhed; »men jeg er itte forladt. thi Herren er hag
tnia.«
»Nej«, sparede Priestern »du er itte alene, aldrig
mere alene, jeg vil dcere din Ven og forspae at gelte Inin
llret aod iaen.« Men tun alt for snart maatte han ersa
re, hdor inaateslos han dar til at ndrydde Oadet og For
følaelsen mod den aamle Vasletane. Uden Feine og tit
telig Velsignelfe blev Fannn begravet i et affides Hjørne
paa .l"lirteaaarden, og am Naboerne dafaa noale Tage vis
ste fia venliae mod Susanna, saa traadte doa snart isten
det aamle Fjendstab hende oderalt i Mode. Allerede De
faa forsiatige Fdrcftillinger fra Prasstem — om Tadel
var der flet itte Tale —, havde i hej Grad trcentet og op
braat Baronegfen on det dar snart tlart for enhder, at
hun frenideles itte narede nagen blidere eller denligere
Følelse mod sin gamle Plejesøster. Hun vilde udrydde
Vantroen oa Kcetteriet, da det beroliaede hendes Sanwit
tiahed med Henftm til hendes onde Handlentaade »Den
mathjertede og fredelftende Prcest tunde under diese Om
stcendiaheder tun lidet aøre for Zusanna. Hnn følte sig
altid endnn hjerteløst tilfidefat og forladt Inidt iblandt
alle tendte Ansiater og de fra hendes tidligfte Ungdom af
faa deltcndte Omgivelfer.
Dei var en Foraarsaften i Stumringen, da Præsten
vendte hjem fra en fjasrnere liggende Gaard i Sognet
og tom forbi det graa mosbevotsede Kors ved Jndgangen
til Landsbhen En af Vastetonerne benyttet Sti forte
herfra ned til Fladen, og mere end en Gang havde Prak
sten set de trcktte Koner hvile sig nogle Øjeblitte paa
Stentrinene under Korset Ogsaa nu fyntes en af dem
at dvcrle der; en farnmenstrumpet, trcet Stittelfe hdilede
halvt liagende paa de haarde Trin med Hovedet stottet
mod Armen ved Korfets Fed. Prassten blev et Øjeblit
ftaaende, tog sin Hat af i Ærefrhgt for den Herre, som
døde paa Fiorfet, og faa da noget forundret Paa Konen,
som ittte syntes hderten at have set eller hart hans
Komme.
.,God Akten, min Datter«, tiltalte Præften hende;
imen intet rørte sin, og en Gyfen, som del itte blot hidrør
te fra den tølige Atten, gennemrnstede ham. Han bis-jede
fig ned for at fe, hvem den tavse, dødstrætte Kone var,
som i Stumringen var ssovet ind her. Nølende greb han
Vaftetonens grade, diene Haand Den var kold og stiv,
og atter git der en Gyfen igenneni sham, toldere end den
fsrite. Han tunde næppe se det halvt indhyllede Ansigt;
men han raabte dogt ,,Susanna!« som otn han tunde sige
fig selv, at ingen anden i Byen St. Silvin dilde faa en
saadan Ded.
,,Sufanna, hvad fejler dig?« spurgte han, stønt et
Svar paa hans Spergsmaal blot vilde have forstrættet
ham. Han vidfte, at hun var gaaet hjem og nu havde det
godt. Men hvorledes vilde han en Gang iunde bestaa
·er Guds Domstol, naar han en Gang stulde aftægge
Regnstab for sin Huöholdning2 »Ovad fejler dig, SU
fanna?« spurgte han endnu en Gang med et tungt Sut.
Kun det uventede i Budsiabet om dette pludselige
Dedsfalid evede som altid i siige Tilfælde en vis For
straettelse has Baronessen og de evrige Jndbyggete i By
en. De tilftod itte for sig selv, at detle itte var nogen
pludselig Ded, men blet et langsomt Mord, forn de selv
lhavde begaaet i den Mening at vise Gud en Dnrtelfe der
med. J det famme Hierne paa Kirtegaarden, her Fan
ny laa begravet, blev ogsaa Susanna uden Velsinnelfe og
Bøn stedt til Hvile. Nogle af Bernene i Land-ebnen sind
og saa derpaa, da den aabne Grad hurtig blev tiltastet,
saa dar alt irde, da det var forbi med KEtterne.
Men da Nattens Merke var brudt ind, og intet Lns
mere brændte i Landsbnen, og ingen Lyd var at here
uden de heje Poplers Stifen og Vandets Plasten i Flo
den, som ftrømmede hurtig forbi i sit smalle Leje, da
traadte Præsten stille ud igennem Døren i Præftegaar
den og ilede lydløst forbi de andre Grade til den friste
Gravhej, hvorunder Susanna hvilede ved Siden ai sin
lille Fannn Med blottet Hoved stosd han nogle Minute-e
ved Graden vg saa alvorlig ned paa den, svm tunde han
endnu se den shjemgangnes fredfulde Aassyn, -hun, sorn nn
hvilede faa stille i sin tarvelige Miste. Sulanna og Fanny
var ensomme endnu i Beden; thi ingen af St. Silvins
Jndbyggere vilde ladet nogen af sine tære begrave i denne
fort-inte, betygtede Krog af Kistegaardem Præstens
Øjne blev fugtige, og Taarer vædede hanö Kinder, me
dens han tncelede ned paa det vaade, tolde Gras og efter
ds
-— —
sin Kirles Bis stille bad for den hensovede. Havde Su
sanna endnu en Gang tilgivet ham før sin Dad? Han
haabede det; men da han forlod den fattige, ensomme
Grav, raabte han lydelig:
,,Gu-d, vcer mig Synder naadig!«
-— :)-(..--...
Eu prægtlg Son.
(Arthur Dresler.)
»En ,,ugudelig Masse Penge« har denne Dreng ts
stet os, " sagde gerne Mertens og hans Kone til Benner og
Betendte, som de talte med. Og Foll undrede sig, hvior
dog de gamle Mennester havde faaet Raad til at ofre alt
det paa Sonnen, den eneste —- blot han nu ogssaa Var alle
de Osre vard —- rnan rystede lidt tvivlende paa Hovedet.
Ivaert ledigt Øjeblik, som Dagens Arsejde levnedel
de gamle Bøndersolt, tilbragte de med at tale om Sønnen,i
om deres Karl, han, som var saa langt mere fuldlommeni
end alle andre, de lendte. Og i Aanden saa de hang«
høje, slanle Stiftelse, der ragede op over Faderen med
den noget bojede Ryg, saa hans noble Manerer og harte
hans overlegne, fine Iowa Det var den megen Dannel
se, han havde rigtignok lært noget! Naar de med Rørelse,
ja, ncrsten med Ærefrygt, havde talt med hinanden om
den dhreliare San, da gil de atter i Gang med dereci
Arbejde, fnr om Aste-new naar Solen sank liag de fjer«
ne Haft-, at tilbringe den sidfte Time før Sovetid med ai
ter og atter at fortalle hinanden, hoad han dag var foi
en herlig Treng.
Oin han var bleven Bande-, som han selv, Mertene,
med sine grode Knotler og haarde Hcender.
»Jlle sandt, Mutter? Det stat bog i Trengen alle
rede sra han var ganste lille, han var slet ille som vi! AE
lerede hans sprste Zirig, saadan en fin rg hrsj Stemnte
har ingen Bondedreng, nei, gode Fee-r har lagt ham i
Vuggcn. Sagde jeg ilte stral5, at han var noget nurrti
beerdigt. Og ganste rigtig, i Stolen gik det jo ogsaa, som
det var smurt, alt tunde han lære, og altid bragte han go
de Karatterer hjem.«
Mertengs dampere saa heftigt paa sin Bibe, at der
stod Einer af Røg omlring ham, og ved Tanten om Son
nen lnste de gamle Tjne, der var fastede paa Nonen, der
sad lige over for ham oa stritlede paa en blaa Stroms-se
lft stolt, moderligt Smil bredte sig am Rades-Mund
,,Ja,.flarattererne!« svarede hun triuniferende. »Hu
ster du. hvorledeg det først valte Lwrerens og derpaaSlo
leinspettøreng Forbavselse? Det er dygtigt —- sagde de.
De maa lade den Drena uddanne, han har et lyst, hur
tigt Hoved, og han møder her med lutter »ug«. —- Ja, det
lunde da enhver indse, at saadant et Barn, som var Karl,
ilte var slabt til at vcere ret og slet Bande. Og godt var
det jo, at vi føjede Drengen i hans Ønste om at komme til
Byen og gaa i den leerde Stole, da gil det jo hastigt stein
ad med de mange Etsaminer, sorst blev han saa Fuldi
Inægtig, og nu, nu sidder Vor Dreng som Borgmester,
har gistet sig med en sin Frone, og er selv en meget fin
og stor Mand·
Mertens havde rejst sig op, sat sin tcere Pibe dort,
og stod nu med Handerne i Bukselommerne og saa lidt
betcenleliat ned paa sin flittige Hu-stru, der strittebe lige
saa hurtigt, som hun talte.
»Ja, det var for lang en Rejfe, Grethe, for os to
gamle Falt, der i oder 30 Aar itle har vceret nden for
Sognet her. Og fra siøerne og de øvrige Kreaturer tunde
di jo heller ikle reife, nei, det var rigtigt, som det var, at
di blev hjemme og sendte hain og hans unge Kone vor-:
kcerligste Tanterz han vidste nol, at ingen ønstede ham det
bedre, end hans gamle Forældre.«'
Han tav og plirrede lidt med Øjnene, ogsaa Grethe
var blesven sælsomt bevæget.
Saa reiste Grethe sig langsomt og hentede srem af ct
gammelt Strin et Brev, som de begge, Ord for Ord,
tendte Jndholdet af, men som hun dog atter, da hun f2l
Brillerne sat tilrette, lceste højt sor den gamle Mand.
Karl meddelte dem, hvad Dag han stulde have Brnls
lup, og tilsøjede, at han vel gerne vilde se sine tære For
celdre hos sig den Dag, men han vidste saa godt, at de
var bange for den lange Reise, der jo heller ille var helt
ufarlig for de to Mennesler, der var saa utendte sined syst
reise, som de dar. Ogsaa vidste han, at de daarligt tun
de sorlade Hjemmet og Kreaturerne, derfor var det bedst,
at de blev hjemme5 han lovede da ads Aare at liess-ge dem
med sin unge Konr. Hermed sendte han foreløbig deres
Fotograsier og niange kcerlige Hilsener.
Og de gamle Folt var bleven hjemme. Karl havde
holdt sit Bryllup uden sine Forældre.
Naturligvis havde Karl Ret. Den lange Rejse med
alle dens Besdcerligheder var itle noget for dein. Saa
havde de paa Højtidsdagen dretlet et sint Bord, sat Bille
det as den sorgudede Ssn og den sremmede Svigerdatter
midt paa Bordet, Blomster om Billedet og til Slut en
stor, dejlig Kuge, som Grethe selv havde bagt. Alle, hvexn
der kom, blev indbudt til at spise og dritte, til at se Fa
tograsiet, til at læse Brevet og i det hele til at dele dercs
Glcede over Sonnens store Lytle.
De to ganrle stsod nu atter og sortabte sig i Bestuelsen
af Billedet af Sonnen og hans elegant paallcedte Koste.
Der var noget i Udtrhtket i hendes Anssigt, som de begge
pinlig selte, ilte tiltalte dem rigtigt, men hver holdt sine
Tanler sor sig om denne Sag; naar Karl tunde have
valgt heade, var hun nol, som hun stulde vcere.
Jlte lang Tid ester sit de garnle Bonderfolk igenBrev
sra Sonnen, der sortalte, at han nu var bleven sorslyt
tet til Hovedstaden i Østerrig, havde saaet sig smutt ind
rettet, opgav sin Adresse og lovede saa sor Resten, at de
snart igen slulde høre sra ham
Men paa dette ,,nceste Brev« lod Karl dem vente
lange og esterhaanden som Ugerne gil, blev de gamle
uralige, Piben smagte itke mere, og Grethe git siom i en
Drsm og besorgede sin huslige Gerning.
Da Langselen efter Drengen tilsidst truede med at
gste gamle Mertens helt syg, tog han pludselig en Mut
ning, der lcenge hande geeret i ham, str den sit Udbrud.j
»Ved du hvad, Mutter, vi Vil gsre ham den Gliede
at overraste hom, nu er Reisen ttte saa lang-, og Sahn-l
na, vor Pige, vil not for nogle Dage passe Huö og Kre
aturer. Du tager dine Sondagstlæder paa, jeg min Frat
le, og vor Nabo kører os til Banen. Hvad siger du til
mit Fokskage« ’
Hun smilte lykkelig, greb hans Heender og saa ham
fornøjet ind i Ansigtet.
»Du siger itte nej«, raabte han med ftsormende Gle
de, ,,jeg ser jo, at dit Sind tryttes ogsaa af Lcengsel
efter at se din Svigerdatter, ja, hun vil se forbavfet ud
naar Svigerfader og Svigermoder pludselig træder ind
ad Deren, hvillen Gliede vi vil berede de unge!«
Og Grethe bagte friskt S«igtebrød, hviltet Karl altid
havde holdt saa meget af, patkede det ind sammen med ny
tcernet Smør, Stinke, Æg og to slagtede Hauen De
stulde rigtignot itke komme med tomme Haender til den
nye Svigerdatterl
Ei Par Dage efter kørte Naboen dem til Banegaar
den og gab dem en fed Gaas med som Hilsen til Karls
unge Frue. Dei var en hel tung Kurv, de gamle fit at
floebe Paa, men hvilten Glcede Vilde den itte bringe i den
ny Husholdning
Lytteligt kom de ind i Toget, der nu pibende og ftøns
nende fo’r affted med dem til den fjerne Hsovedftad, og
nasfte Morgen stod de der, fortutnledex støvede og højrøde
i de gode, ærlige Ansigter. Slcebende paa den tunge
Flurv fornden en Bylt Tøj gik de flere Gange forlert i de
mange Gabel-, cengstelig over den ftærke Fcerdfel af Bog
ne og IJiennefter; naar de spurgte sig for om Vej til Borg
mesierens HUZ, faa Folk lidt smilende paa dem, Inen gav
dein saa ndførlig Bested, at de omsider fandt Siedet.
Ved Deren med det blanke Messingfkilt med Sønneng
Navn, standiede5 de af en Mand, der lnttede Porten IV
en spnrgte, hrein de var og hvem de vilde tale med, og lo
meget forbavfet, da de sagde, at de var Borgmesjeiscns
Forasldre og var lomne for at besøge deres Søn og Sdii
kierdatten Nu stod de paa den elegant malede Tradpe
med de brogede Gaslamper, med Hodederne helt forstyr
rede af alt, hdad de havde hørt og fet, og med teinmelig
lnijlydt bantende Hinten
Da Mertens ringede, tom en ung Dame med en lille
Kappe paa Hovedet og spurgte, hvad de ønstede, og de
spnrgte hende, om hnn maaske var deres Siøns Huftru?
Hnn satte et forslrælket Ansigt op, lod de gamle staa
og lesb ind i Virrelserne
Ziratsz efter hørte man hurtige, fafte Trin, en ele
gant Herre toni ud — det var Karl.
Ei enftemmigt Fryderaab klang, det var Fader ng
Moder, hvis trofaste Hierter itte tnnde holde Glæden til
lsage, og bvis Arme stiftedis omslyngede den unge Mand.
Og Sonnen selv — ja, han var«maalløs —, det varl
rigtignot bleden en rigiig Overaskelse, det havde han notl
aldrig drømt on1! l
De blev ført ind i en vidnnderlig finut Stue med.
tntte Tæpper paa Gulvet, Malerier paa Væggene og bløde
Møbler rundt din, fom Sønnen bad dem scktte sig pas-Pl
nnedeng han selv med en let Rynke mellem Øjenbrynene
git op og ned ad Gulvei.
Dei lom ham meget uforbieredt, erilærede han, de
gamle tunde dog gerne have fendt ham et Par Ord, just
nu havde de Beføg af nogle af shans Kones Familie, og
det var faa uhyre fine Folk, faa prcesentere disse for sine
Forceldre, saaledes som de gamle faa ud med deres land
lige cheder cg med den Lugt, der hængte ve«d dem, det
tunde han umuligt gere, saa gerne han vilde.
Meriens faa til Grethe, og denne igen til fin Mand·
De forstod vist itte rigtig Karl. Dog anede de, at Hen
Isigtem oni end- aldrig saa god, var noget forfejlei. De
havde vist ilte rigtig overlagt, hvad de her havde gjort,
der var jo saa ftor Forfkel paa deres Hjein og saa Byfolks
Scrdvaner
Nef, Ulejlighed vilde de da ikte gør ham, mente Mer
tens, lidt nedtrykt Ocn det fine Besøg siulde vare lcengeZ
Og da Karl lod nogle Ord falde om ,,nogle Uger«,
; mente Mertens, at for en Dag eller to git det vel med beg
ige Parier, de vilde snart hjem igen. De gainle tunde
jo ogiaa blive i en Stue, saaledes at de fretnmede Gcefter
slet itte fit dem at se —- de behøvede saa lidt, og en Seng
IVar ogsaa not til dem. Var der slet ingen Plads, kunde
lde jo ogf aa gaa hen til en Gæstgivergaard
l SckIsomt nakkede Mem-is Brit hjcelpeløst om i Stu
len. Og Greihe undrede sig over, at hans Sstemme lige
som knættede over
! Nei, saaledes var det da ikke ment, faldt Sønnen
’noget varmere ind. Det var dog for galt, om de stulde
gu hen paa en Gceftgivergaard, det var jo helt utcenkeligt,
en Seng var der til hans Moder og Faderen tunde not
ligge paa den gode Sovefofa i det samme Vwcerelse
Naa —- og for det andet, det med Klæderne, fandt
han not ogsaa Raad for, sagde han kort uden at give
didere Fortlaring
Han ialdte paa Pigen, lo1d hende pakte alle Madva
rerne ud af Knrven og bringe dem ud i UKøkkenet
Det var ogsaa unødvendigt, fagde han med flet un
dertrykt Uiaaltnodighed, at sicebe alle de Sager med ber
til, de tunde jo faa det altsiammen her meget bedre, og de
gamle maatte io ligefrem have vatt Opsigt paa Gaden
med den ftore Kam Men de havde vel not ment det godt,
de lendte tun sset ikke Byen
Med et kort: ,,Vent her, jeg kommer straks tilbage«,
git han nd af Deren.
Det varede ilte faa kort, før han kom igen. De to
kasrlige gamle Mennefter, der havde ment alt saa godt
fad først tavse og saa sig som, da blev Stilheden dem for
tryllende, og med Ihalv Steinme spurgte de hinanden, om
lde var trcrtte, og de blev enige om, at de begge havde fau
iet Hovedpine af al den Tummel og Støj paa Rejsen, og
iaf den junge slette Luft i Byen. Endelig traadte Sten
lnen ind, ledfaget af en ung Dame, hvis Slceb brufede
hen over Gulvet, og som smilende blev staaende foran dem.
» Ja, det var Skvigerdatteren, og den anden havde va
iret Tjenestepigen.
! »Er det dine Forældre?« spurgte den unge Ksone og
lratte hver af de gamle en Fingerspids. !
’ Men Grethe tunde ikke beherer sine var-me Følelser,
hun rejste fig, sosmfavnede sin sSsns Huftru og brast i
Taarer.
.,,Min Datterl« sagde hun den ene Gang efter den
anden. »Min leere Datterl Ja, jeg er tun en simpel
i
Bondetone, men du vil not holde as mig som ass din eges
HModey og som din Mand, min elstede SM, holder as
Imig. Vi hat gode, trosaste Hinter, selv om vi har gross
’Ansigter og tnotlede Hænder. Jkke sandt, Karl?«
Men Karl stod med glødende Ansigt dg tat sammelt-.
pressede Lasber og hørte stn Kones ængstelige »ja, ja, tcere
Kone« og følte, hvor pinlig denne Scene var hende.
Han sorsøgte at faa Moderen til at tale sagtere,;
hendes staerle, gennemtrcengende Stemme tunde jo heres I
Etagerne over og under dem. Han talte om andre Tinkt
spurgte om slere Ting dershjemme fra, og fik derved Sam
talen over i et lettere Spor.
Derpaa talte han sog hans Kone sagte med hinandett,»
og atter strejfede hans Blik deres landsbyagtige Paaklæde
ning.
Den unge Frue gik tilbage til sme fremrnede, og Karl
hentede en Dragt frem, som han lod Faderen prøve.
»Vi maa have dig en Smule pyntet«, sagde han.
,,«’For dig, Moder, vil min Kone sørge. J bliver her dog
nogle Dage, skulde jo ogsaa gerne se eder lidt om i Ho
vedstaden, og saa ser eders egne cheder for paafaldende
ud til, at J kan folge-s med os.«
De gode Folk blev sorskræktede. De skulde tlaesch
paa saaledes som Sønnen og hans fine Konel Med Fa
deren git det an, han passede ntaaske saa nogenlunde
Sønnens Tei, men hdorledes stulde hun, der var vel ved
Magi, doa komme i den slanie Ssvigerdatters Dragters
Det var jo helt umuligt.
Hnn blev saa angst, at hun nceppe kunde traetke
Vejret, og store Sveddraaber stod paa Pandein
Men det blev ordnet helt anderledes.
Faderens brede Skuldre kunde daarligt vaere i Karls
Frakle, ogsaa Benklcederne var for lange.
»Ja, da maa vi hjcelpe os paa en andcn Maadie«,
mente Borgmesteren, gik ud og kom lidt efter tilbage nied
et Bud, der bar en hel Dragt med Skjorte, Jlisx Slips,
Handsfer og Støvler, ja, saagar en shøj Hat, alt passende
for hans Fader, medens den unge Frue samtidig havde la
det en fcerdig Dragt komme lijem til Svigermoderen Og
nn stod Mertens i sm fine Dragt foran det høje Spejl
oa rystede bedrøvet paa Hobe«det, der var bedcekket med den
stive Silkehat, og Sønnen mønstrede ham med utilfredse
Blilte.
,,Bonden tigger dog igennem al Stadsen«, sagde
Mertens resigneret.
Med Grethe «var det ilke bedre.
Korsettet soa det faste Kjoleliv foraarsagede bende en
Følelse af, at Sjælen truede med at sprcenge sit Hylster!
Men de holdt begge tappert ud, kun sover for Hand
sterne opaav Mertens Evret, den højre revnede med et
Knald under Forsøget paa at vresse den over den harke
de Haand
Saa blev de Ved Aftensbordet forestillesde for den fi
ne Dame og hendes Forceldre, der var i Besøg hos deres
Svigerføn.
Og Fader Mertens tøede op ved den fremmede Da
Ines Venlighed og fortalte hende Hist-orien, den Venner Vg
’Betendte havde hørt ·de hundrede Gange, om hvorledes
han og Grethe havde slidt og arbejdet, savnet og ofret,
sor at deres leere Dreng kunde laere alt det, han havde
laert, og blive den, han nu var bleven.
Den næste Dag var Karl meget ordlnap, han sorlod
hurtig Forcrldrene og soregav Fsorretninger; ogsaa den
unge Frue lod sige, at hun ikke var vel, saa hun forbled
paa sit Vaerelse hos sine Gasster, der allerede Astenen før
havde sagt, at de itle vilde forstyrre og derfor afrejste den
.ncesste Dag. Saa sad begge Forældrene der alene og ist-r
.te det fine Tøj, der generede alle Steder, og lcengtedes til
Tbage til deres beidemme Dragt og deres gode, lille Hjem.
Og da de horte, at Gcesterne var borte, trak de i de gamle
cheder, gik ind til de unge og sagde med baevende Stem
me, at nu vilde de ogsaa rejse!
»Nej, bliv dog nogle Dage«, sagde Karl, og den unge«
Frue stemte med sagte Stemme i med. I
Men Mertens og hans Kone rystede milde og demo
dige paa de gamle Hoveder.
»Lad det nu vcere godt, min Sen«, fagde han. ,,Vi
herer ikke til her. Jeg ser det først nu. Vi maa nøjes
med at vceres lykkelige ved at vide dig lykkelig, og ved vor
Bevidsthed om, at vi har gjort vor Styldighed imod dig,
da du var Barn. Gør du det samme mod dine Born
Og da ønster jeg dig den samme Glcede, min Sønl«
Og dermed stiltes de og levede Resten af deres Liv
stille i deres Landsby.
Men naar Mertens senere talte om sit Besøg hos sin
lSien, havde hans Stemme en egen Klang, og det soretom
Ida altid Grethe-, at den mindede om en sønderreven
LStreng paa et Instrument.
l
»Mm’s Sdgsbl.«
l
Gode Bøger, som anbefale5:
Miriam Roscnbanmo En Fortælling fra spdiste Krebs-.
125 Sidety i Omslag, 25 (Ie11ts, indbunden 50 Cents.
Martyren i St. Lindtcwso (G-k Billkde fm den stotste
! Zirke. 93 Sider, i Omslag 20 Wirts, indbnnden 40 (-!ents.
Martyrernc i deu luthetfkc Kirkc. Mka km
! Tysk. 221 snma Süden indbundcn i Shjrtingsbind 40 (isettts.
chn Hure En ysterlandst Fottcrlling fra KrisiiTid. Cnaf
j Amerikag bebste Bogen Af Lewis Wallace paa Dunst veb
» Bill-. Mpllen Pris, gvdt indbunben, 81.25.
IDM Brodcks Blods En Form-Eing, iom sinds-c Live»
Orienten, fængflende og interessant Pan Dunst ved N. P.
Madfem 174 Sider, i Omslag, 40 («sents.
Herren ct mit GEIle Eis Fokmuing, sum stinmk ver
kkisielige Liv i Rusland. 150 S., i OmiL Zär, kahl-. we.
c Roger sei-des portofrit. Betalinqen bebes indfenbt samtnen
med Bestillingem Fkimaetker modtages iom Betaling.
Danish Lutheran Publishing Haufe, Blend-, Nebraska
