U T Adlede Sjæle. (Tre Forteellinger af Hedba Stretton.) lll. Forladt. (Sluttet.) Hun svarede itte ftrats. Synet af det doende Born paa Siedet og Tanken paa hendes egen Elendighed laa for tungt og tryttende paa hende og forbitrede hendes Sind. Men trods det maatte hun tilgive, det vidste hun. Men hun tunde itte sige et Ord, so«m itte var den fulde Sandhed· Hendes Svar paa hint Sspørgsmaal maatte vcere saa, at det tunde beftaa for Gusds DomstoL Dei var en haard Kamp, haardere end den, som Liv og Dkd nu tcempede i det lille udtaerede Legeme, sont hvilede i heu des Anme. Endelig rettede hun sig op og lod sine dybtlig gende Zine hvile paa Præstens Ansigt. ,,Ja«, svarede hun endelig langsomt, ,,jeg tilgiver alle. De har itte vidst, hvor haardt og grusomt de har behandlet os; men den ene ophidfede den anden dertil. ngaa mod vor tcere Frelser ophidfede Yppersteprcefterne og Farifceerne Foltet, indtil det raubte: Korsfeeft, tots fæft haml Jeg tilgiver dem, soin han tilgav alle.« ,,Naar tun Barnets Liv tunde blive reddet!« faade Prcesten bedrøvet oa nedsiagen. Men endnu medens han talte, løftede Barnctg lille Hoved sig og san med sine stide da brnftne Øjne paa Susanna. »Fannn!« hultede den gamle Knnez Barnet sorsøgte endnu en Gana dødgtrcet at smile oa at løfte de fdaae Arme op; men allerede i nckite Lieflit dar hun aaaet hiern, da hendes Hoved sank lileft tilbage paa Susannas Sind, niedeniz Zinilet døde paa shendeg Lieber. »Hnn ladet mig alene«, saade Zufanna højt for sig feld, faaledesk som det var bledet hende til Vane i den lan ge Ensomhed; »men jeg er itte forladt. thi Herren er hag tnia.« »Nej«, sparede Priestern »du er itte alene, aldrig mere alene, jeg vil dcere din Ven og forspae at gelte Inin llret aod iaen.« Men tun alt for snart maatte han ersa re, hdor inaateslos han dar til at ndrydde Oadet og For følaelsen mod den aamle Vasletane. Uden Feine og tit telig Velsignelfe blev Fannn begravet i et affides Hjørne paa .l"lirteaaarden, og am Naboerne dafaa noale Tage vis ste fia venliae mod Susanna, saa traadte doa snart isten det aamle Fjendstab hende oderalt i Mode. Allerede De faa forsiatige Fdrcftillinger fra Prasstem — om Tadel var der flet itte Tale —, havde i hej Grad trcentet og op braat Baronegfen on det dar snart tlart for enhder, at hun frenideles itte narede nagen blidere eller denligere Følelse mod sin gamle Plejesøster. Hun vilde udrydde Vantroen oa Kcetteriet, da det beroliaede hendes Sanwit tiahed med Henftm til hendes onde Handlentaade »Den mathjertede og fredelftende Prcest tunde under diese Om stcendiaheder tun lidet aøre for Zusanna. Hnn følte sig altid endnn hjerteløst tilfidefat og forladt Inidt iblandt alle tendte Ansiater og de fra hendes tidligfte Ungdom af faa deltcndte Omgivelfer. Dei var en Foraarsaften i Stumringen, da Præsten vendte hjem fra en fjasrnere liggende Gaard i Sognet og tom forbi det graa mosbevotsede Kors ved Jndgangen til Landsbhen En af Vastetonerne benyttet Sti forte herfra ned til Fladen, og mere end en Gang havde Prak sten set de trcktte Koner hvile sig nogle Øjeblitte paa Stentrinene under Korset Ogsaa nu fyntes en af dem at dvcrle der; en farnmenstrumpet, trcet Stittelfe hdilede halvt liagende paa de haarde Trin med Hovedet stottet mod Armen ved Korfets Fed. Prassten blev et Øjeblit ftaaende, tog sin Hat af i Ærefrhgt for den Herre, som døde paa Fiorfet, og faa da noget forundret Paa Konen, som ittte syntes hderten at have set eller hart hans Komme. .,God Akten, min Datter«, tiltalte Præften hende; imen intet rørte sin, og en Gyfen, som del itte blot hidrør te fra den tølige Atten, gennemrnstede ham. Han bis-jede fig ned for at fe, hvem den tavse, dødstrætte Kone var, som i Stumringen var ssovet ind her. Nølende greb han Vaftetonens grade, diene Haand Den var kold og stiv, og atter git der en Gyfen igenneni sham, toldere end den fsrite. Han tunde næppe se det halvt indhyllede Ansigt; men han raabte dogt ,,Susanna!« som otn han tunde sige fig selv, at ingen anden i Byen St. Silvin dilde faa en saadan Ded. ,,Sufanna, hvad fejler dig?« spurgte han, stønt et Svar paa hans Spergsmaal blot vilde have forstrættet ham. Han vidfte, at hun var gaaet hjem og nu havde det godt. Men hvorledes vilde han en Gang iunde bestaa ·er Guds Domstol, naar han en Gang stulde aftægge Regnstab for sin Huöholdning2 »Ovad fejler dig, SU fanna?« spurgte han endnu en Gang med et tungt Sut. Kun det uventede i Budsiabet om dette pludselige Dedsfalid evede som altid i siige Tilfælde en vis For straettelse has Baronessen og de evrige Jndbyggete i By en. De tilftod itte for sig selv, at detle itte var nogen pludselig Ded, men blet et langsomt Mord, forn de selv lhavde begaaet i den Mening at vise Gud en Dnrtelfe der med. J det famme Hierne paa Kirtegaarden, her Fan ny laa begravet, blev ogsaa Susanna uden Velsinnelfe og Bøn stedt til Hvile. Nogle af Bernene i Land-ebnen sind og saa derpaa, da den aabne Grad hurtig blev tiltastet, saa dar alt irde, da det var forbi med KEtterne. Men da Nattens Merke var brudt ind, og intet Lns mere brændte i Landsbnen, og ingen Lyd var at here uden de heje Poplers Stifen og Vandets Plasten i Flo den, som ftrømmede hurtig forbi i sit smalle Leje, da traadte Præsten stille ud igennem Døren i Præftegaar den og ilede lydløst forbi de andre Grade til den friste Gravhej, hvorunder Susanna hvilede ved Siden ai sin lille Fannn Med blottet Hoved stosd han nogle Minute-e ved Graden vg saa alvorlig ned paa den, svm tunde han endnu se den shjemgangnes fredfulde Aassyn, -hun, sorn nn hvilede faa stille i sin tarvelige Miste. Sulanna og Fanny var ensomme endnu i Beden; thi ingen af St. Silvins Jndbyggere vilde ladet nogen af sine tære begrave i denne fort-inte, betygtede Krog af Kistegaardem Præstens Øjne blev fugtige, og Taarer vædede hanö Kinder, me dens han tncelede ned paa det vaade, tolde Gras og efter ds -— — sin Kirles Bis stille bad for den hensovede. Havde Su sanna endnu en Gang tilgivet ham før sin Dad? Han haabede det; men da han forlod den fattige, ensomme Grav, raabte han lydelig: ,,Gu-d, vcer mig Synder naadig!« -— :)-(..--... Eu prægtlg Son. (Arthur Dresler.) »En ,,ugudelig Masse Penge« har denne Dreng ts stet os, " sagde gerne Mertens og hans Kone til Benner og Betendte, som de talte med. Og Foll undrede sig, hvior dog de gamle Mennester havde faaet Raad til at ofre alt det paa Sonnen, den eneste —- blot han nu ogssaa Var alle de Osre vard —- rnan rystede lidt tvivlende paa Hovedet. Ivaert ledigt Øjeblik, som Dagens Arsejde levnedel de gamle Bøndersolt, tilbragte de med at tale om Sønnen,i om deres Karl, han, som var saa langt mere fuldlommeni end alle andre, de lendte. Og i Aanden saa de hang« høje, slanle Stiftelse, der ragede op over Faderen med den noget bojede Ryg, saa hans noble Manerer og harte hans overlegne, fine Iowa Det var den megen Dannel se, han havde rigtignok lært noget! Naar de med Rørelse, ja, ncrsten med Ærefrygt, havde talt med hinanden om den dhreliare San, da gil de atter i Gang med dereci Arbejde, fnr om Aste-new naar Solen sank liag de fjer« ne Haft-, at tilbringe den sidfte Time før Sovetid med ai ter og atter at fortalle hinanden, hoad han dag var foi en herlig Treng. Oin han var bleven Bande-, som han selv, Mertene, med sine grode Knotler og haarde Hcender. »Jlle sandt, Mutter? Det stat bog i Trengen alle rede sra han var ganste lille, han var slet ille som vi! AE lerede hans sprste Zirig, saadan en fin rg hrsj Stemnte har ingen Bondedreng, nei, gode Fee-r har lagt ham i Vuggcn. Sagde jeg ilte stral5, at han var noget nurrti beerdigt. Og ganste rigtig, i Stolen gik det jo ogsaa, som det var smurt, alt tunde han lære, og altid bragte han go de Karatterer hjem.« Mertengs dampere saa heftigt paa sin Bibe, at der stod Einer af Røg omlring ham, og ved Tanten om Son nen lnste de gamle Tjne, der var fastede paa Nonen, der sad lige over for ham oa stritlede paa en blaa Stroms-se lft stolt, moderligt Smil bredte sig am Rades-Mund ,,Ja,.flarattererne!« svarede hun triuniferende. »Hu ster du. hvorledeg det først valte Lwrerens og derpaaSlo leinspettøreng Forbavselse? Det er dygtigt —- sagde de. De maa lade den Drena uddanne, han har et lyst, hur tigt Hoved, og han møder her med lutter »ug«. —- Ja, det lunde da enhver indse, at saadant et Barn, som var Karl, ilte var slabt til at vcere ret og slet Bande. Og godt var det jo, at vi føjede Drengen i hans Ønste om at komme til Byen og gaa i den leerde Stole, da gil det jo hastigt stein ad med de mange Etsaminer, sorst blev han saa Fuldi Inægtig, og nu, nu sidder Vor Dreng som Borgmester, har gistet sig med en sin Frone, og er selv en meget fin og stor Mand· Mertens havde rejst sig op, sat sin tcere Pibe dort, og stod nu med Handerne i Bukselommerne og saa lidt betcenleliat ned paa sin flittige Hu-stru, der strittebe lige saa hurtigt, som hun talte. »Ja, det var for lang en Rejfe, Grethe, for os to gamle Falt, der i oder 30 Aar itle har vceret nden for Sognet her. Og fra siøerne og de øvrige Kreaturer tunde di jo heller ikle reife, nei, det var rigtigt, som det var, at di blev hjemme og sendte hain og hans unge Kone vor-: kcerligste Tanterz han vidste nol, at ingen ønstede ham det bedre, end hans gamle Forældre.«' Han tav og plirrede lidt med Øjnene, ogsaa Grethe var blesven sælsomt bevæget. Saa reiste Grethe sig langsomt og hentede srem af ct gammelt Strin et Brev, som de begge, Ord for Ord, tendte Jndholdet af, men som hun dog atter, da hun f2l Brillerne sat tilrette, lceste højt sor den gamle Mand. Karl meddelte dem, hvad Dag han stulde have Brnls lup, og tilsøjede, at han vel gerne vilde se sine tære For celdre hos sig den Dag, men han vidste saa godt, at de var bange for den lange Reise, der jo heller ille var helt ufarlig for de to Mennesler, der var saa utendte sined syst reise, som de dar. Ogsaa vidste han, at de daarligt tun de sorlade Hjemmet og Kreaturerne, derfor var det bedst, at de blev hjemme5 han lovede da ads Aare at liess-ge dem med sin unge Konr. Hermed sendte han foreløbig deres Fotograsier og niange kcerlige Hilsener. Og de gamle Folt var bleven hjemme. Karl havde holdt sit Bryllup uden sine Forældre. Naturligvis havde Karl Ret. Den lange Rejse med alle dens Besdcerligheder var itle noget for dein. Saa havde de paa Højtidsdagen dretlet et sint Bord, sat Bille det as den sorgudede Ssn og den sremmede Svigerdatter midt paa Bordet, Blomster om Billedet og til Slut en stor, dejlig Kuge, som Grethe selv havde bagt. Alle, hvexn der kom, blev indbudt til at spise og dritte, til at se Fa tograsiet, til at læse Brevet og i det hele til at dele dercs Glcede over Sonnens store Lytle. De to ganrle stsod nu atter og sortabte sig i Bestuelsen af Billedet af Sonnen og hans elegant paallcedte Koste. Der var noget i Udtrhtket i hendes Anssigt, som de begge pinlig selte, ilte tiltalte dem rigtigt, men hver holdt sine Tanler sor sig om denne Sag; naar Karl tunde have valgt heade, var hun nol, som hun stulde vcere. Jlte lang Tid ester sit de garnle Bonderfolk igenBrev sra Sonnen, der sortalte, at han nu var bleven sorslyt tet til Hovedstaden i Østerrig, havde saaet sig smutt ind rettet, opgav sin Adresse og lovede saa sor Resten, at de snart igen slulde høre sra ham Men paa dette ,,nceste Brev« lod Karl dem vente lange og esterhaanden som Ugerne gil, blev de gamle uralige, Piben smagte itke mere, og Grethe git siom i en Drsm og besorgede sin huslige Gerning. Da Langselen efter Drengen tilsidst truede med at gste gamle Mertens helt syg, tog han pludselig en Mut ning, der lcenge hande geeret i ham, str den sit Udbrud.j »Ved du hvad, Mutter, vi Vil gsre ham den Gliede at overraste hom, nu er Reisen ttte saa lang-, og Sahn-l na, vor Pige, vil not for nogle Dage passe Huö og Kre aturer. Du tager dine Sondagstlæder paa, jeg min Frat le, og vor Nabo kører os til Banen. Hvad siger du til mit Fokskage« ’ Hun smilte lykkelig, greb hans Heender og saa ham fornøjet ind i Ansigtet. »Du siger itte nej«, raabte han med ftsormende Gle de, ,,jeg ser jo, at dit Sind tryttes ogsaa af Lcengsel efter at se din Svigerdatter, ja, hun vil se forbavfet ud naar Svigerfader og Svigermoder pludselig træder ind ad Deren, hvillen Gliede vi vil berede de unge!« Og Grethe bagte friskt S«igtebrød, hviltet Karl altid havde holdt saa meget af, patkede det ind sammen med ny tcernet Smør, Stinke, Æg og to slagtede Hauen De stulde rigtignot itke komme med tomme Haender til den nye Svigerdatterl Ei Par Dage efter kørte Naboen dem til Banegaar den og gab dem en fed Gaas med som Hilsen til Karls unge Frue. Dei var en hel tung Kurv, de gamle fit at floebe Paa, men hvilten Glcede Vilde den itte bringe i den ny Husholdning Lytteligt kom de ind i Toget, der nu pibende og ftøns nende fo’r affted med dem til den fjerne Hsovedftad, og nasfte Morgen stod de der, fortutnledex støvede og højrøde i de gode, ærlige Ansigter. Slcebende paa den tunge Flurv fornden en Bylt Tøj gik de flere Gange forlert i de mange Gabel-, cengstelig over den ftærke Fcerdfel af Bog ne og IJiennefter; naar de spurgte sig for om Vej til Borg mesierens HUZ, faa Folk lidt smilende paa dem, Inen gav dein saa ndførlig Bested, at de omsider fandt Siedet. Ved Deren med det blanke Messingfkilt med Sønneng Navn, standiede5 de af en Mand, der lnttede Porten IV en spnrgte, hrein de var og hvem de vilde tale med, og lo meget forbavfet, da de sagde, at de var Borgmesjeiscns Forasldre og var lomne for at besøge deres Søn og Sdii kierdatten Nu stod de paa den elegant malede Tradpe med de brogede Gaslamper, med Hodederne helt forstyr rede af alt, hdad de havde hørt og fet, og med teinmelig lnijlydt bantende Hinten Da Mertens ringede, tom en ung Dame med en lille Kappe paa Hovedet og spurgte, hvad de ønstede, og de spnrgte hende, om hnn maaske var deres Siøns Huftru? Hnn satte et forslrælket Ansigt op, lod de gamle staa og lesb ind i Virrelserne Ziratsz efter hørte man hurtige, fafte Trin, en ele gant Herre toni ud — det var Karl. Ei enftemmigt Fryderaab klang, det var Fader ng Moder, hvis trofaste Hierter itte tnnde holde Glæden til lsage, og bvis Arme stiftedis omslyngede den unge Mand. Og Sonnen selv — ja, han var«maalløs —, det varl rigtignot bleden en rigiig Overaskelse, det havde han notl aldrig drømt on1! l De blev ført ind i en vidnnderlig finut Stue med. tntte Tæpper paa Gulvet, Malerier paa Væggene og bløde Møbler rundt din, fom Sønnen bad dem scktte sig pas-Pl nnedeng han selv med en let Rynke mellem Øjenbrynene git op og ned ad Gulvei. Dei lom ham meget uforbieredt, erilærede han, de gamle tunde dog gerne have fendt ham et Par Ord, just nu havde de Beføg af nogle af shans Kones Familie, og det var faa uhyre fine Folk, faa prcesentere disse for sine Forceldre, saaledes som de gamle faa ud med deres land lige cheder cg med den Lugt, der hængte ve«d dem, det tunde han umuligt gere, saa gerne han vilde. Meriens faa til Grethe, og denne igen til fin Mand· De forstod vist itte rigtig Karl. Dog anede de, at Hen Isigtem oni end- aldrig saa god, var noget forfejlei. De havde vist ilte rigtig overlagt, hvad de her havde gjort, der var jo saa ftor Forfkel paa deres Hjein og saa Byfolks Scrdvaner Nef, Ulejlighed vilde de da ikte gør ham, mente Mer tens, lidt nedtrykt Ocn det fine Besøg siulde vare lcengeZ Og da Karl lod nogle Ord falde om ,,nogle Uger«, ; mente Mertens, at for en Dag eller to git det vel med beg ige Parier, de vilde snart hjem igen. De gainle tunde jo ogiaa blive i en Stue, saaledes at de fretnmede Gcefter slet itte fit dem at se —- de behøvede saa lidt, og en Seng IVar ogsaa not til dem. Var der slet ingen Plads, kunde lde jo ogf aa gaa hen til en Gæstgivergaard l SckIsomt nakkede Mem-is Brit hjcelpeløst om i Stu len. Og Greihe undrede sig over, at hans Sstemme lige som knættede over ! Nei, saaledes var det da ikke ment, faldt Sønnen ’noget varmere ind. Det var dog for galt, om de stulde gu hen paa en Gceftgivergaard, det var jo helt utcenkeligt, en Seng var der til hans Moder og Faderen tunde not ligge paa den gode Sovefofa i det samme Vwcerelse Naa —- og for det andet, det med Klæderne, fandt han not ogsaa Raad for, sagde han kort uden at give didere Fortlaring Han ialdte paa Pigen, lo1d hende pakte alle Madva rerne ud af Knrven og bringe dem ud i UKøkkenet Det var ogsaa unødvendigt, fagde han med flet un dertrykt Uiaaltnodighed, at sicebe alle de Sager med ber til, de tunde jo faa det altsiammen her meget bedre, og de gamle maatte io ligefrem have vatt Opsigt paa Gaden med den ftore Kam Men de havde vel not ment det godt, de lendte tun sset ikke Byen Med et kort: ,,Vent her, jeg kommer straks tilbage«, git han nd af Deren. Det varede ilte faa kort, før han kom igen. De to kasrlige gamle Mennefter, der havde ment alt saa godt fad først tavse og saa sig som, da blev Stilheden dem for tryllende, og med Ihalv Steinme spurgte de hinanden, om lde var trcrtte, og de blev enige om, at de begge havde fau iet Hovedpine af al den Tummel og Støj paa Rejsen, og iaf den junge slette Luft i Byen. Endelig traadte Sten lnen ind, ledfaget af en ung Dame, hvis Slceb brufede hen over Gulvet, og som smilende blev staaende foran dem. » Ja, det var Skvigerdatteren, og den anden havde va iret Tjenestepigen. ! »Er det dine Forældre?« spurgte den unge Ksone og lratte hver af de gamle en Fingerspids. ! ’ Men Grethe tunde ikke beherer sine var-me Følelser, hun rejste fig, sosmfavnede sin sSsns Huftru og brast i Taarer. .,,Min Datterl« sagde hun den ene Gang efter den anden. »Min leere Datterl Ja, jeg er tun en simpel i Bondetone, men du vil not holde as mig som ass din eges HModey og som din Mand, min elstede SM, holder as Imig. Vi hat gode, trosaste Hinter, selv om vi har gross ’Ansigter og tnotlede Hænder. Jkke sandt, Karl?« Men Karl stod med glødende Ansigt dg tat sammelt-. pressede Lasber og hørte stn Kones ængstelige »ja, ja, tcere Kone« og følte, hvor pinlig denne Scene var hende. Han sorsøgte at faa Moderen til at tale sagtere,; hendes staerle, gennemtrcengende Stemme tunde jo heres I Etagerne over og under dem. Han talte om andre Tinkt spurgte om slere Ting dershjemme fra, og fik derved Sam talen over i et lettere Spor. Derpaa talte han sog hans Kone sagte med hinandett,» og atter strejfede hans Blik deres landsbyagtige Paaklæde ning. Den unge Frue gik tilbage til sme fremrnede, og Karl hentede en Dragt frem, som han lod Faderen prøve. »Vi maa have dig en Smule pyntet«, sagde han. ,,«’For dig, Moder, vil min Kone sørge. J bliver her dog nogle Dage, skulde jo ogsaa gerne se eder lidt om i Ho vedstaden, og saa ser eders egne cheder for paafaldende ud til, at J kan folge-s med os.« De gode Folk blev sorskræktede. De skulde tlaesch paa saaledes som Sønnen og hans fine Konel Med Fa deren git det an, han passede ntaaske saa nogenlunde Sønnens Tei, men hdorledes stulde hun, der var vel ved Magi, doa komme i den slanie Ssvigerdatters Dragters Det var jo helt umuligt. Hnn blev saa angst, at hun nceppe kunde traetke Vejret, og store Sveddraaber stod paa Pandein Men det blev ordnet helt anderledes. Faderens brede Skuldre kunde daarligt vaere i Karls Frakle, ogsaa Benklcederne var for lange. »Ja, da maa vi hjcelpe os paa en andcn Maadie«, mente Borgmesteren, gik ud og kom lidt efter tilbage nied et Bud, der bar en hel Dragt med Skjorte, Jlisx Slips, Handsfer og Støvler, ja, saagar en shøj Hat, alt passende for hans Fader, medens den unge Frue samtidig havde la det en fcerdig Dragt komme lijem til Svigermoderen Og nn stod Mertens i sm fine Dragt foran det høje Spejl oa rystede bedrøvet paa Hobe«det, der var bedcekket med den stive Silkehat, og Sønnen mønstrede ham med utilfredse Blilte. ,,Bonden tigger dog igennem al Stadsen«, sagde Mertens resigneret. Med Grethe «var det ilke bedre. Korsettet soa det faste Kjoleliv foraarsagede bende en Følelse af, at Sjælen truede med at sprcenge sit Hylster! Men de holdt begge tappert ud, kun sover for Hand sterne opaav Mertens Evret, den højre revnede med et Knald under Forsøget paa at vresse den over den harke de Haand Saa blev de Ved Aftensbordet forestillesde for den fi ne Dame og hendes Forceldre, der var i Besøg hos deres Svigerføn. Og Fader Mertens tøede op ved den fremmede Da Ines Venlighed og fortalte hende Hist-orien, den Venner Vg ’Betendte havde hørt ·de hundrede Gange, om hvorledes han og Grethe havde slidt og arbejdet, savnet og ofret, sor at deres leere Dreng kunde laere alt det, han havde laert, og blive den, han nu var bleven. Den næste Dag var Karl meget ordlnap, han sorlod hurtig Forcrldrene og soregav Fsorretninger; ogsaa den unge Frue lod sige, at hun ikke var vel, saa hun forbled paa sit Vaerelse hos sine Gasster, der allerede Astenen før havde sagt, at de itle vilde forstyrre og derfor afrejste den .ncesste Dag. Saa sad begge Forældrene der alene og ist-r .te det fine Tøj, der generede alle Steder, og lcengtedes til Tbage til deres beidemme Dragt og deres gode, lille Hjem. Og da de horte, at Gcesterne var borte, trak de i de gamle cheder, gik ind til de unge og sagde med baevende Stem me, at nu vilde de ogsaa rejse! »Nej, bliv dog nogle Dage«, sagde Karl, og den unge« Frue stemte med sagte Stemme i med. I Men Mertens og hans Kone rystede milde og demo dige paa de gamle Hoveder. »Lad det nu vcere godt, min Sen«, fagde han. ,,Vi herer ikke til her. Jeg ser det først nu. Vi maa nøjes med at vceres lykkelige ved at vide dig lykkelig, og ved vor Bevidsthed om, at vi har gjort vor Styldighed imod dig, da du var Barn. Gør du det samme mod dine Born Og da ønster jeg dig den samme Glcede, min Sønl« Og dermed stiltes de og levede Resten af deres Liv stille i deres Landsby. Men naar Mertens senere talte om sit Besøg hos sin lSien, havde hans Stemme en egen Klang, og det soretom Ida altid Grethe-, at den mindede om en sønderreven LStreng paa et Instrument. l »Mm’s Sdgsbl.« l Gode Bøger, som anbefale5: Miriam Roscnbanmo En Fortælling fra spdiste Krebs-. 125 Sidety i Omslag, 25 (Ie11ts, indbunden 50 Cents. Martyren i St. Lindtcwso (G-k Billkde fm den stotste ! Zirke. 93 Sider, i Omslag 20 Wirts, indbnnden 40 (-!ents. Martyrernc i deu luthetfkc Kirkc. Mka km ! Tysk. 221 snma Süden indbundcn i Shjrtingsbind 40 (isettts. chn Hure En ysterlandst Fottcrlling fra KrisiiTid. Cnaf j Amerikag bebste Bogen Af Lewis Wallace paa Dunst veb » Bill-. Mpllen Pris, gvdt indbunben, 81.25. IDM Brodcks Blods En Form-Eing, iom sinds-c Live» Orienten, fængflende og interessant Pan Dunst ved N. P. Madfem 174 Sider, i Omslag, 40 («sents. Herren ct mit GEIle Eis Fokmuing, sum stinmk ver kkisielige Liv i Rusland. 150 S., i OmiL Zär, kahl-. we. c Roger sei-des portofrit. Betalinqen bebes indfenbt samtnen med Bestillingem Fkimaetker modtages iom Betaling. Danish Lutheran Publishing Haufe, Blend-, Nebraska