Under vilde Rosenj
AfJan Marlaren.
Lachlan Campbells Forvaitdling.
(Fo.««tsat).
Burnbrae tav et Øjeblil, saa sagde han med Taarer
i Øjneue — i Drumtochth grader Mændene itke -—-:
»Den-en er barmhjertig og naadig, langmodig og If
Inegen Mislundhed.«
Ptæsten tog den gatnle Monds Arm og git met
ham ind i Prassteaaardem hvor han fit ham til Sicrde i
den stote Stol ved Kannnen i Studereværelsei. »Gud
vare lovet, Lachlan, at vi nu er Vennet; fortcrl Inig nu
alt, sont om jeg var Deres Son og Flor-as Broder.«
Faderen tcg med stælvende Haand et Brev op af sin
Jnderlomme, on ved Lampens Lys laste Carinichale
ists-ende: !
»Na-re Fadetk
Naar du faat dette, er jeg i London, og jeg er ittss
mere vaetdtg at gaa over din DortcersleL du maa ille altid
blive ved at verre vred paa mig, men Ptøsv at tilgide mig,
for nu vil du aldrig mere saa Sorg as min Lyst til est
danse og pynte mig. Tro ilte, at jeg vil bebrejde diq no
get, sor du hat været en god Fader for mig, og du hart
tun sagt og gjott, hvad der stod for dig sont det rette; men
det et ttle let for en Mund at forstaa en ung Pige. Aa
hvis jeg hat-de hast Inin Moder! Hun vilde have sotstaaet
mig, og saa vilde jeg ille have htagt Sorg over dig. Glem
statlels Florag Daarftaber, men hende selv oil du sit
tert itte gtemme, ja maaste vil du blive ved at bede sor
mig. Pas Geranierne godt sor min Sthld, og giv ende
lig det ltlle Lam, som du optaldte efter mig, Malt. Jea
saar dtg aldrig mere at se, hvetlen dig eller Moder, hort
len i denne Verden ellet den anden« ther var Brevet meget
tlattet) —- »Naat jeg tcenler paa, at du itte har nogen,
som lan sorge sot dig og passe dig og have Stuen vorm
til dig orn Vinteraftenerne, saa er jeg lige ved at staat
op og saa tildage til dig. Men det et for sildet Aa
silten en Stam jeg dog bringet over eder i Dalenl «
» Din uværdige Dotter
F v « « Flora Campbell.«
« ,,Det er en gtutnme tung Ptovelse, Lachlan, og jeg
lan jo end-da flet itke satte mtg ind i, hvad De maa lide.
Men De maa itle fortvtvle, for dette Brev er itle strevet
as et sIet Mennesle. Maasle hat hun verret utaalmodig
og er dleden vildledet. Men i sit inderite Hierte er Flora
god, og De maa itte tro, at hun er tabt for Dem fot
hstandtg.«
Lachlan stonnede for sørste Gang, derpaa refste han
sig vatlende op.
»De er gcd og tærlig, Mr. CarmichaeL og det var
Butndrae ogsaa, on jeg tatler eder alle; men J forstaar
det ttte. Aa nei, J sorstaar det itte!« Lachlan holdt iig
satt ved en Stol og saa Prassten fast i Dinene
»Don et borte og tomnter itte mete tilbage. J vilde
ille stette hendes Navn ud sont Medlem as Meniqheden,
og det vtl jeg itte hlande mig i. Men jeg hat streget
hendes Navn over i intn Bibel, hdot det stod samtnen med
hendes Modus og mit eget Navn. Hun har btagt Sorg
over Jstael og over en »Ældstes« has, og jeg —- jeg har
ingen Dotter. Men jeg elstede hende; hun hat aldrig vidst,
hvor hsjt jeg elstede hende, for naar jeg saa vaa hende,
var det, sont saa jeg ind i hendes Modets Øjne.«
Preesten sulgte Lachlan til Foden af den Butte,
hvorpaa hans has laa, og ester at de i Tavsthed havde
trhktet hinandens Hemden hlev han staaende i det tolde
Mannefltn og saa ester den gamle Monds Stillelse, til
den fotsvandt, idet han git ind i det forladte him, hvot
Jlden var gaaet ud paa Arnen, og hvor hverten Karligs
hed eller Haab ventede ester et sonderlnust Hjettr.
Jærtthanen git dengang ille ltge fotbi os, og vi var
asstaarne fra den Ivrige Verden ved en milelang«) Stovz
tet var maaste derfot, at vi dar vedblevne at veere noget
gammeldags i Taute- og Handlemaade. Fotuden Prok
strn var tder setz ,,Ældste,« som tendte Flora Campbells
Livö Tragedie; men ingen ais dem aabnede deres Mund
derom. Mrs. Mac-Fadyen, som ellets var vot levende
Avis og tendte sin Pligt i saa Henseende, gjorde intet
sot at trænge ind i denne Hemmelighed. Alle i Dalen
splte sor og med Lachlan; men der var ingen, der saa me
get sont sendte et spsrgende Blik til hom, naar han om
Sondagen sad alene i Kittem ellet naar han Lordag Es
termiddag tom ned til Ktbinanden i Landsbyen sor at
tsbe ind til næste Uge. Mine Vennet i London «synte3
ofte, at jeg var taabelig i min Begejstrlng for det hiern,
jeg havde valgt mig; men naat jeg spurgte dem, om de
i Londonä sinefte Kvatterer tunde sinde en lignende Takt
og Zins-lele saa tav de stille. Mine Naboer t Drum
toehty vilde have gjort en meget daarlig Figur i en Sel
stadssatz men intetstedö hat jeg trusset Meend og Kot-i
der noed saa regte Finsplelse og saa tærlighedöfulde
Hinten
»Mit Hjette bltder ved at se ham,« sagde Nits
Machadhen en Dag til mig, »saa bojet og htudt han
et dienen, han, som var saa trasttg og start. Hans hatt
er blevet hvtdt paa en Maaned, og han fylder ingenting
i stne Moden Men jo mindre man talet om det, des
bedre. Vi hat itte Ret til at blande os i andres Sorg,
og det vtlde date stor Shnd at tale ondt om den stattels
Pisa Vi maa blot haabe, at Flora snatt maa tomrne
tikdage, sot hviö hun tlle gsr det, beholder di ille Lach
lan lamge tinelletn os. han siger tngenting og det agter
jeg harn sor, men enhver san se, at h«ns Dierte er ved at
brtste.«
Hi sslte og hjælpelsse, til Margaret howe trafLarchi
los hos Lob-standen og med et enette Bltt leeste han
Sorgx hun tom hjem til sin Mond t stot Leu-selig
»Bei var ncsten itte ttl at holde nd at se den gamle
Mond samle stn Smule Sager samtnen med rystende
haand os tale ttl mtg om Betret, ment han- Une hete
M- taqdet »Nota, Flora!«
O) cssettke Mil.
»Hvor tcenler du, Pigebatnet er Margaret?«
»Det behsvcr ingen at vide, Wiilliany og du maa ille
tale i den Tone, tshi hvad der end et overgaaet hende, saa
ejet hun Guds og sin Faders Karlighed Jeg oil gaa op
og se til Lachlan; jeg tan itte lade dct væte, for jeg tren
let, at naar vor Fader i Himlen sendet os Trst saa
et det ·hanVillie, at vi sial gøte, hvad vi tan, for at troste
andre-« -
Da Margaret lom tundt om Hjørnet til Lachlans
Has, saa hun, at Floras Blomstet var stillede ud i Solln
og at hendes Fadet laa paa Knæ og dandede dem. En
af dem oat nær ved at gaa nd, saa lagde han sin Kappe
for den, saa den lnnde staa i Lee. Matgatet tom bag paa
ham; men han satte hende strals ind i Huset og bsd hende
gæstsrit veltommen.
»Bei et rigtig venliat as Dem, Mrs. Howe, at kom
me oa se til en gammel Mand, og det paa saadan en
vatin Dag. Te btyder Dem jo ille om Spiritus, men
jeg tan lave tigtig god Te.«
Matgaret var ilte som andre Kvindet; hun lom
sttats stem med, hoad hun havde paa Hjettr.
,,Mr. Cainpbell, De vil vel not tro, at jeg et kom
men, dteven af Guds Ftætlighed og sotdi vi bcrgge hat
haft Sorg. Jea havde en Son, som er gaaet bott, og Te
lmvde en Dattet, som et gaaet bott. Jeg ved, hvot
Geotge et, og detsot er jeg ttyg sot hain; men jeg tænlet
nasten, at Dei-es Sorg et endnu stotte end min.«
»Ja, Gnd give, hun laa oppe paa Kirlegaardenk
Men jeg dil itle tale oin hende· Hun et intet for mia
nn. Se het, jeg vil vise Dem, hvad jeg hat gjott, sotdi
kann hat gjort sit Navn Stacn!«
Han aabnede Bibelen, og hun saa, at FlorasNavn var
ovetstteget med usilte, bølgende Streget, men Blættet var
leoet ud, som om det var blevet blandet med Taater.
Matgatets Hjette btaendte i heade, da hun saa det,
oa hun tnnde ilte bøje sig sot Lachlans Theologi.
»Naa, saa det hat De gjott, og dette Deres Bart
vifer De til en Kvindei De et en gammel Mand og i sveer
Belymting; men jeg siget Dem for Guds Aasyn, at De
tes Stam et den støtste. Flora var lige syldt tyve Aar
og hendes Moder Var ded. Jngen Koinde var der til at
vaaae ooet hende og vogte hende; detsot foroildede hun sig
og git sine egne Veje, og alt, hvad De saa tan gste, et
at slette hende ud as Deres Bibel! Ve os, hvis vot Fadet
i Himlen havde slettet oore Navne nd as Livets Bog,
Ida vi sotlod hans Has. Men han sendte sin egen Søn ud
for at sage ester os, og det var en trat-sont Vej, han
maatte vandre. Jeg siget Dem, en Mand vilde ille nd
sætte sit Faat sot at otnlotnme, saadan soin De gør med
Detes eaet Barn. De er værte end Farisaeeten Simon,
sot Maria var da itte as hans Slægt. Staltels Flora,
at have saadan en Fadet!«
«Hvem steter-, at jeg er en Fatisceet?« taabte Lachlan,
itystende over hele Kroppen, og gteb Margarete- Atm.
«Tilgiv mig, Lachlan, tilgiv mig! Dei var Tanlen
pag den staltels Pige, sont tev mig med; men jeg er itle
totnnien het hen for at gote Dem Bebtejdelser.«
Men Lachlan var sunten ned i en Stol og havce
glemt hendr.
»Der traf hun det rette Ord, fot dei er netop soin
Simon, jeg et, og Gud vil nu dtioe Stoltheden ud af
mit Hiertr. Jeg hat vertct haatd ved mit Batn, og jeg
hat oceret haard ved Ptæsten, ingen hat vaetet som jeg.
Herren hat tastet mit chn i Stsoet, og saa oil jeg dre
deö paa hende. Men det et tn i n e Synder, som gaat nd
over hende, og nu er hun gaaet ud i Ortenen Gud vcete
mig Syndet naadig!« Mere sorstod Margaret itle, Re
ften as hans Tale var paa leltisl; men hun hatte ham
nævne Flotas Navn samtnen med et andet, sotn forma
«dentligt var hendes Modets.
Saa vidste Margaret, at det endnu vilde blive godt
med Lachlan, og hun sttev da folgende Breo:
«Min tat-: Pige!
Du ved, at jeg altid hat vatet din Ven, og jeg
strivet dette for at sige dig, at din Fadet elstet dig bog
ere end nogen Sinde, og at hans Hjette er næt ved at
driste as Lcengsel efter at se dit Ansigt. Korn tilbage,
ellers tager han sitt Dsd ovet Savnet af sit Barn. Dalen
et lys og stsn nu, for paa Batterne blomstter den tøde
Lyng, og nedenfot staat det gyldne Korn med Blaallol
let og Valmuer imelletn. Jngen vil spørge dig om, hvor
dn hat vatet, eller om noget andet. Der et itte et Barn
i Egnen, sotn itte langes eftet at se dig. Og lille Flora,
naat der dil væte saadan en Gliede i vor Dal, naat du
tommer hieni, hvad tat-riet du saa om Glieden i vor Fa
ders Hast Reis lige saa snatt, du faar dette Btevl din
Fadet beder dig otn at komme, og jeg sttiver dette i din
Modets Navn. Margatet Howe.«
Margatet git og vandede Blonistetne, mens.Lach
lan lceste Brent, og da han gav hende det igen, var Adres
sen streven derpaa ined hans egen Haand. Han sulgte
Matgatet ud til Toppen af Ballen og stod og saa es
tet hende, da hun sit hen ad Vejen til Posthuset, til hun
til sidst tun tegnede sig sotn en lille Plet paa Vejen. Da
han lom ind i Huset igen, saldt Msrlet paa, og han hu
slede da, at det var snart Asten.
»Naat Flora tatnmet, bliver det i Mørtningem og
saa stal hun wide, at hendes Fader ventet efter hende.«
Med stælvende Haand tenfede og pudsede han en
Lampe, som hidtil havde staaet til Pynt og aldtig var
bleven btugt. Saa tog lhan to af sine gudelige Bogen
og oven paa dem lagde han den stote Familiebibel, htm
as han hasode slettet Flotaö Navn. Paa denne Grundvold
satte han Lampen i Vindnestarmem og hver Asten, til
Flora lotn hjem. stinnede dens Lys ned ad den stejle
Sti, sont satte op til hewdes hieni, ligesom den guddotn
melige Katliglked sra de aabne Dste i vor Fadets Hug.
Man maatte næften beuge Magt paa Slistestatio
nen for at saa Pagsagererne ind i Toget til Kildtummie,
og Mendene sra Drumtochty var alttd·-de sidste til at
tage Platok Anat Vooedtoget, sont de var tomne med
sta Mnirtown, var sotsvundet i det fjerne, samlede de
Its t smaa W for at tale om Magpttsernq men
»
i
Peter, sont var Faktotum paa den liille Kildrummiebany
banede fig Bej imellem dem med store Styitet Bagage
og stcelsdte dem ud utden Persons Anseelse.
»Det er da ogfaa utaaleligt, Drumsheugh, at hore
dig staa og tale om Priserne, som om du var en sattig
Husinand, der havde solgt sin eneste Ko, og vi er endda
tolv Minutter forsinkede. Se dog til, du tan komme ino
i Toget. Den, som tober noget af dig, stal ikke blive fed,
det stal jeg losve sor.« »
»Det er svcert, saa Peter har hcesbiæsende travlt
i 1,Aften« sagde Drumsheugh, da han satte stg til Rette
zpaa sin Plads.
i Peter horte ham ikte, for han havde opdaget en
HKvinde henne i Mørkei.
J »Hejda, du Pige, hoorfor gaar du og roder derhenne,
hvor ingen kan se dig2 Jeg var ncer iørt uden dig.«
Peter gentendte nu hendes Ansigt, og hans Vcesen
isorandrede sig pludseligt og blev venligt og mildt.
»Kom herhen, min Psige, kom herhen. Jeg kendte
Dem ikte strats, men jeg har not hort, at De har vceret
en Tur Ssønder paa. Der er saa ftrwkielig fuldt der heu
ne as alle de Fyre fra Drunitocl)ty, og der vil De itte
here andei end Drumsheugs Sludder orn Kvægprisertte.
De sidder megei bedre i en anden Klasses Vsogn.« Og
Flora steg ind, uden at nogen lagde Meerke til hende.
Jmelleni Stationen og Kildrutnntie plejede Peter
at gaa langs ad Fodbrwttet for at samle Billetter og faa
sig en Passiar med de reisende. Men denne Aften holdt
ltan sig hele Tiden henne ved anden Klasse og vifte sig
iorst i fidste Øjeblit ved tredie.
«De bar gjort en lang Reise, Miss Cammil, og
De maa være forfcerdelig trat; bliv De nu bare siddende
gansle stille, til alle de andre er gaaede, og gør saa min
Kone og min den Ære at dritte en Kop Te hos os, før
De gaar hiern. Jeg stal komme og heute Dem, saa snart
Vognene er komme, og jeg er icerdig med mit Arbejde.«
Peter ftyrtede as Sted hjem i en saadan Fari, It
hans Kone blev helt forstrcetiet
i »Nej, der er ingen Ting i Vejen Men du kan n-:— t
huste Flora Cammil, som lob bort sra sin Fader, Ig
ingen af Drumtochtyfoltene vilde fige noget om hende.
Taent, hun er i Toget, og jeg har bedt hende tomone her
hen oa hvile fig, og hun blev saa glad ved det, ftatkels
Pige. Nu maa du endelig snsle hende hiertelig oeltommen
og give hende det bedste, Hufet formaar, for vort Hjem er
det første, hun totnmer i paa sin Vej hiern.«
Vore Kvinder kysfer itte hinanden saadan som Da
merne i Byerne; men Mary Vruces icerlige, moderlige
Haandtryt git Flora lige til Hiertet.
,,Nej, hvor det er sent af dem, Miss Cammil, at
komme herind saadan ganste ligeirem Det vil ocere mig
en umaadelig Gloede, hvis De vil gøre det, hver Gang
Te reisen Det er megei trættende at køre med Toget,
og Te lan not treenge til en Kop Te; den vil toikke Dem
op. « Mary fit Flora anbragt i den bedste Stol og fyldte
l)endes Tallerlcn med lettert, hjemmebagt Brod. -
Peter talte iite om andet end om det nye Lokomotiv,
som stulle lomme, og fom stulle gore Kildrunnniebanen
til en rigtig Jcernbane, og om denne store Begivenhed
blev han uden Afbrydelse ved at tate, til han stilies fra
Flora ved Jndgangen til Skoven, som stilte Drumtochty
ira Kildrummie.
»Godnat, Misg Cannnil, og endnu en Gang Tat
sor Besogett Tag den gamle nie-d nieste Gang, De lommer
forbi, hvis De itte er bleven ied af al vor Snat om Lo
iomotioet.«
Flora tog Peters Haand, fom var kaar og ru af at
dreje Bremserne og toblc Kcrderne sam·nen.
,,Det var iiie Lotomotivet, De teenite paa i Aften,
Peter Bruce, men en staikels Pige, fotn er i Nod. Jeg er
ilte god til at tale for mig; men jeg vil mindes Deres
Hjem, saa icenge jeg lebet-«
To Gange stod Peter stille paa Hjemvejen. Førite
Gang sslog han fig paa Benet og sagde, mens det klat
kede i hom:
,,Det var min Sandien godt gjort af mig. En hel
Bogn fuld as Folt fra Drumtochty, og der var itle en
af dem, der saa saa megei som et Glimt af hende.«
Den act-den Gang, han standsede, ftrøg han sig med
Haanden over Øjnene og iagde:
»Stattels Pige! Jeg vil haabe, hendes Fader vil
være lidt venlig irnod hende, for hun er meget forknyt
og ligner mere en dod end en levende.«
Man kan ilie snsie sig en smuikere Spadseretur
end igennem en stotft Granstov i Slntningen af Septem
ber, naar man indaander den sunde, harpiksholdige Lust,
og Jordbunden under ens Fødder er stor og elastisi;
paa begge Sider af en springer Dyrene sly til Side, og
af og til tommer man til en aaben Plet med- en lille So
og lidt Tjornekrat. Mangen en Gang, saerlig paa Mar
tedsdage, havde Flora gaaet fyngende gennem disse
Si-ove, idet hun haode plultet Masser af vilde Vlomfter
og havde benyttei bver en Vandpyt ssom Spejl, saadan
som unge Piger plejer; men i Dag stcelsvede hnn af Angst.
Bladenes Raslen i Mortet, en Ugles Tuden, Maanestin
nets stærende Hvidhed i Lysningerne, Vandets kolde
Glans, altsammen var det for shendes urolige Samvit
tighed Vatsler om den Dom, der stulde ramme hende.
Havde det ille været for Peter Bruces Venlighed, saa
vilde hun ikke have haft Mod til at gaa igennem den
Skoo, og det var ined et Lettelsens Sul, at hun slsap nd
fra dens Skygge og atter en Gang kastede Bliktet ud
over den gamle Dal, der fra Ende til anden laa badet
i Hostmaanenö Straaler. For hendes Fødder lob vor
lille Flod med dens soere, gamle Bro over; lidt til højre
halbvejs oppe i Dalen laa Landsbyen omgiven af Korn
marter, og der bagved var Heden, hvor der laa en Syr
debolig der ejede hele hendes Vierte. Et Par Timer tid
ligere haode der oæret Lys rundt omtring i Hufene, og
sde fortalte om Barme og Hygge indenfor; men da Flo
ra nu gik ford: det ene Hus efter det andet, var det for
hende, som om alle Mennester, hun tendte, var dabe,
og hun var ene og forglemt i sin Ulytte. heudes Hierte
bleo forn Js, og v«l)un snstede, shan tun-de lægge fig ned
og do; da sangede hendes Øje et Glismt af et oplyst
Vindue. Der var altfaa nogen, der levede og kunde saa
at vtde, at hun angrede, og hun lnælede ned mellem
Blonrfterne og lyttede ved Bindi-et for at hkre Lyden
af en mennestelig Stemme. Archie Moncur havde haft
Arsbejde langt botteog var kommen filde hieni; men hatt
tun-de iite gaa i Seng uden at holde Aftenandagt mes
sin Spottet-, og han haode været sheldig i- Valget af en
Salme den Aften. Floras Taater faldt paia Reiedaerne,
da de to gainle Folk sang:
Da Herren for-te titdage
Zions hjeinvendende Folt,
Som dwmniende da oi var:
Da fyldtes nied Latier vor Mund,
Vor Tunge mrd Ftydetaab,«·)
mens Blomsternes Duft steg op som Rogelse til Gad.
Hele Vejen igenneni Dalen lod de sidste Ord af Sal
men: »Skal vende glad tilbage« i hendes Øren; men oa
hun drejede om ad Sstien til sit Hiern, svigtede Modet
hende. Margaret havde sitevet i hendes afdøde Moders
Navn; men der var ingen, sont tnnde soare for hendes
Faden Hun vidste, hvor ftolt han var i sin Gudsfrhgt,
og hoille jcernhaatde Principper han hande. Hvis han tm
lutkede sin Dør for hende, saa havde det været hedre for
hende at do i London. En Dreinan af Stien bragte hen
de Hytten i Sigie, og Hiertet stod stille i hendes erhst,
thi Køkkensvinduet var et stort Lyg. Strats bleo hun ban
ge for, at Lachlan var shg; men i næstse Dieblit forstod
shun alt, og i sin navnlose Glcede lob hun Reiten af Bei
en. Da hun naaede Døren, var hendes Siyrte forbi, sog
hun var ikke i Stand til at banke paa. Men det bebt-ve
des heller itle, for Hundene, fom aldrig glemmer ellek
fiorstøder nogen, bod hende Velkommen med sinaa, hen
rykte Bjcef, og hun kunde høre sin Fader famle efter
Klinken, som han inod Sæxdvane ikke kunde finde, og
høre sham sige: »Flora, Flora!« Hun havde belaoet sig
paa, hoad hun vilde sige, men det eneste Ord, hun fik
sagt, var: »Fader!« thi Lachlan, som aldrig havde thö
fet hende, itie en Gang i hendes Barndom, sluttede hen
de hulkende i sine Arme og velsignede hen-de, mens Hun
dene slikkede hende med deres bløde Jungen
,,Det er Stade, De ikke lan Gaelisk,« sagde Flora
senere til Margaret, ,,,det er det bedste Kærlighedssprog af
alle. Der er halvtreds Ord for ,,Kæledcegge«, og Fader
brugte dem allesarnrnen til msig den Aften, jeg kom hien1.«
Lachlan oar saa betagen af Glaede, og Lampelhs et
faa stuffende, at han ilke lagsde Mærke til, hvor shg Flora
saa ud; men Dagslyset bragte ham ud af hanH Bild
farelse, og han bleo da meget bekymret.
»Du er vist meget træt efter den lange Reise, Flora,
og det vil dcere godt for dig at hvile. Der er en Mund
henne i Byen, som jeg slal tale med, og han tommer
maaste tilbage med mig.«
Da han tom til det Sted, hvor han plejede at bede,
kastede han fig paa Jorden og raabte: »Hut) Medliden
hed med mig, Herre, og fpar hende for din Tjeners Stnldx
lad mig ikke mifte hende, efter at du har bragt hende til
bage og lukket mit Hierte rpl Tag hende itke hort, for
hun har set, at jeg elsier Ihende — giiv mig Tid til at vife
hende Kerlighed til Bod for al den Tid, da jeg hat
undertrykt hende —- aa, vend Strassen for tnin Haardhed
fra mig, og lad ikke Barnet lide for sin Faders Skvld.«
Saa reiste han sig og styndte fig at hente Doktoren.
Det blev Efterniiddag, for Dr. Mac Lute kund-:
komme; men alene det at se hans Ansigt bragte Solstins
ind i Værelfet, hvot Lachlan sad ved Siden af Sengens
og holdt Floras Haand i sin idet han gjorde forgævez
Forsøg paa at lade, som om hun itle var sog.
,,Naa, Flora, « sagde Doktoren, »nu er du not kom
men tilbage fra din Reise, og jeg vil bare sige dig, at vi
har savnet dig grueligt. Jeg tror ikke, at Folkene Syd
paa har givet dig noget ordentligt at spise, eller ogsaa et
det Byluften, som har taget paa dig. Den kan jeg heller
aldrig taale. Det er, ligesom jeg stulde koæles, hoerv
Gang jeg er i Glasgow, og hvad London angaar, san.
er der alt for mange Mennester til, at der kan væke sundt.««
Alt imens havde Doktoren trasvlt med sit Ardejde,
og ingen kunde gorc det bedre eller hurtigere end han.
stont hans Ydre ikke var opmuntrende.
»Lachlan, hvorfor render De saadan ud og ind mes
et Ansigt som sur MæM Hvad fejler Dem, Monds
De bilder Dem del ikke ind, at De stal mifte Flora? Dei
er ogsaa u«taaleligt, at faa snart et Menneste her i Drum
tochth har ondt i den lille Finger, mener hans Vennes
straks, han flal do.«
Lachlan hast listet sig hen til Floras Seng, og
begge ventede paa, shvad Doktoren videre vilde sige.
»Nei, nejl J ved godt, at jeg aldrig bildet Folk
noget ind faadan som de store Lceger i Bhetne, og jeg vil
itaa inde for, at Flora stal komme i Kirte før Msoetensi
dag.
Flora lagde Armen om sin Faders Hals og bøieoe
hans Anfigt ned til sit; men Doktoren faa til den anders
Side.
Entferner
«) Davids 126nde Saln1e.
Gode Bøger, som anbefasess
Beil Hut. w pstekcaudsk zokkasuing imszisii Tit-. im as
Americas bedsie Bogen As Leian Wallace paa Tsanik ved
Vill). Moller. Pris, godt indbunden, BLA-.
Din Bruders Blau tm zortælliusp son- fkildker Livet
Orienteu, fængfleude og interessant Pan Dunst ved N. P.
Mal-few 174 Süden i Omslag, W Gurts-.
Herren er mit Skjold. Rn Fokccklliug, iom fkitdkek de
kkisielige Liv i Akt-stand- 150 S» i LmsL Use-, indb. Mc.
erlam Rosenhaumo En Foktoellistg fra jødiste Kredit-.
125 Sider, i Omflag, 25 Geists, indbunden 50 Gerns
Martyten i Sto Andrewso Oft Billede fm den siqtstk
Kitkr. 03 Sünd-, i Omslag 20 Cents, indbtmden 40 Cenm
Mattyrerne i den lutherfte Kitte. Opskspx i-«
Tysk. 224 smaa Sitten indbunden i Shirtingöbind 40 Gent-.
Bauer sendet vom-krit. Vetnlinaen bedes indfendt samtnen
med Bestillingen. Frimæckek mediuqu iom Betaling.
Danifh Lutheran Publishing Honig Plain Rebrasm
