Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Feb. 5, 1904)
En polsk Familie. AIJ.C.Haucb. H Anden Del. ZE (ertsat.) Hvorlesdes jeg forkesten var tilmode, hverken kan ei ler vil jeg bestrive, thi jeg hat elsset faa Mennesier mere end Casimir, jeg hat baaret ham paa mine Arme, da -han var lille, jeg hat leget med —ham, Hda han blev sie-r re, han bat sidet pasa minse Knec, jeg hat lært hmn at fsre Svcerd vg at kam-me den flyvende Falk i Luften, og nu —- Dettc er altsaa Fälqsen nf Statroftens Ger ninger ng alle bans og hans Vcnners Kunfter. Naer jeg tcrnker pc.a dissse Statssnænd, da svnezs De mig at ligne et Slsags Lixmefkjney dir udrnge ANY Tom de tro deres egn:, men fom Dickrlen egeutlig hak tagt dem i Reden. Ja i c-(-,ndheb blandt oJ Gamle find-: s der endnu en Mangde fordasrvet Vl lod, verfar vil næppe nvgsen nf os se det forjcrttede Lan-U Farrelk jeg ilex til We lhynicn, for at lege Umrin ger om Dod og Liv. Ezernim Esterskri«ft: Nu fik jeg Vud derein, den arme Dreng er alt der, hvok Gaabetne løfes3. Da L pvakferen var dorte, ker han, rimeligvig med stor Anstrengelfe og Smerte, ben og greb en ladt Pisto! ozx ftp-D sig lige i Hinter Endnu engang, Farbe-U Fidelio fkal aldrig still-sk- fm mig.« Undkr Steg-ringen af d tte Brev forclom det Bona ventura, sont om han høtte de tunge Slridt of Gengæls delfens Gubinde, der, hwr langsomt hun end gaar, bog aldrig forfejler sit Maul. Efter nogen Betcenkning bl:V han imidleriid enig web sig selv om, at sdette Brev stulde blive en Hemmeligshed for Abdan Tre og tyvende Kapitel Lykke og Ulytke rækkcr hinanden Hund. Mod Enden af Mart-Z rytkede Heere-: igen i Matten. J den førfte Trckfning Var Adalbert ille med, i Singet ved Dembe drrimsod ftxlgtc han Scarzynsli, da denne over faldt det rusisie defolL Men i det efterfølgende An geeb af det fjendtlige Rytteri sit nun et Sind i Knceet, medcns Hans Heft i samka Ziehlit blev kamt qf et Land festil faa den steilede og tastede ham til Jotden. Kort efter galopperede en Rette af Hefte hen over ham bog u ben at tilføjc ham nagen Stadt Jmidlertid havde han faaet et stærtt Slag i Siden, on kunde aldeles ilke reife sig op; kort cfter tabte han Beviftheden. J benne bevibstlns Tilftand blev han nted flere Saa tede brcgt til Warschau. Her blev han ved Leontines Omsorg optaget og plejet i det Hilf-, hvori hun selv tid ligete hnvde faaet Tilflugt. Da han vaagnede, laue han Pan Sygelejet og befandt fig meget mat. »Hm-r er jeg?« eabte han, »he: vi sejket eller ille?« —-— »Vi hat vundet en glimrende Sejer,« fagde en Rost, sont Tmn vel kendte. Hatt vilde da vende sig om, men en sterende Smerte i Sitzen hindtede hom. »Leontine! lan jen tro mine egne Tini-, ee det virkklin Dem? raabte han. »Jeg bat tcentpet ved deres Side,« svarede hun, »og hat lovet mig felv itke at forlode Dem, før Deres Staat ere liegte.« »Er det muligt!« udbrød igen Adalbert, og et Ub teyi elf den bøjeste Tilfredäihed maledc tin i lkans Øjtm met-Ins Viloth strømmede stcektere genuem han Anker og farvede hans Kinder med en Eilands-, som de længe havixe savnet. »En læt Soldat, der hat visi, at han menek dct Erligt med sit Land, kan Vel fottjene et stsort Offee,« svass rede hun, »men nu maa De ilte lcengete bevcege Dem, da vil De fnart vinde deres Sundhed igen, og vi vil samlede ile til Kampen.« Ro var virtelig nødvendig for Adalbertz thi ikke blot bank- Saar i Knceet var betænkeligt, men hans ven ftre Hnand var des-litten bleven sorvreden ved Faldei, oc; et Nibksen Var lnust, sem det lod til, at dct itle vilde gaa san hurtig med hcms Hei Stets-eise, som Leontine haa bebe Adaibert sittlede dylit ved Tanlen om, at han nu. da den alvorligste Fiasnp foreftsoix Var fcengllet til Sym lejet. Leontine forelcrste heim teclig enshvee Bereining sra « Krigsskuepladsem hcndeZ LIer glinsede, hver Gang hun let-sie om en ny Seien og man fast tidt, hvorledes hun kæmpede med sig selv for at holde det Leite, hnn havde givet Adalbeet; imidlertid ovcrdcndt lmn sig bog og var da dosbitelt ivrig for at ospfnldc etlwert af hans Lnsier esg uudertrytie cnhver ntaalmodig Ytteiiin,sat1lænk1e hun sad sved hast-ji Side. - Ren naar shnn sind alene paa sit Bettelle, da sfyldtes heut-veg- "-L-jne med Takte-eh da sont hun Paa sine since on kais til Gnd og den heilige Jamka at de dog endnu vils de forunde slsende den Lyike at deltage i hendes Land-? mcknds Finmp og nted ciJne Øjne at se deres Lisltezkers nimm-. For at forstaa Leontines Opførfei, maa vi erindre, at hnn var et Besen, sont sØjeblitket tun hat-de lidcn Magt wer, on hvis Hengivcnlyed ene tunde vindes ved Beme- etg ved lang ngang. En saadan Baue bandt hende nn til Adalbert, ligefom den tidligere hat-de but-yet hende til hendes Sølter og til det Lan-d, hvor heut-es Bngge hat-de staaet. . »Der fiel lang Tid til, søt man via-ver Leontine,« sit-ev anaventnra ttl Adalbert, »was hat du fsrft dun det heade, bit opvssm hun sine ice-erste Ønslet for ditg og ee ing- txp ttlsi Mit-« - Estmitniwen fee Keigtsineplavsen antog ssnart en anden Natur, Uenigthed og Stindsyge Vaagnede blandt Hanf-term, og uagtet der endmt stedte glimrende Bedtisf tec, saa opstod dek dog tidt en Vatlen og Uvished i Hee rens Bevaegelser, ja undertiden en fuldtommen Stille staaen, der niste, at den polsle Heer, selv am den forstod at tiltaempe sig glimrende Seite, dog tun lidt forstod at benytte dem. Malatowstis Fald og Dwernictis Ovetgangs til Ga lizien vare de førfte state Ulytter, fsom denne Gang kam tnede Polen. Adalbert tystedes dyibt, og Leontine bleg nede sont Dødem da de hatte det. Ængstelsen vattes nu has alle dem, der mente det vel med deres Fædrelan-d, og det iblev siden til et aslmindeligt Munheld i Polen: »Me.d Dwernicti hat al Lykke forladt os.« Efter Dtvcrnictis Bortfjernelfe fra Krigssiuepladsen tiltog Uenigheden hvek Dag, idei de vildefte af Falte partiet og de ensidigste blandt Adelen gensidig tillagde hverandre Stnlden for Ulytten. Noget efter tom Czeknim til Warfchau. Efter Dwernictis Tilbagetog singtede han fortlædt fra Galizien over Griendscrne, og da den venstre Weichselbred itke var Geiat af Ruserne, kunde han endnu naa Hovedft-aden. As Czernim erfarede Adalbert fns Veoders Ded, sont git ham dnbt til Hiertetz dog opfyldte de offentlige Anlia gender den Gang saaledes hansJ SjceL at han ikke i den Grad overlod sia til Zittern-J, sont i rolige Tiber vilde have dastet TilsældeL Ferreften erfarede ·h«a«nq aldria de» ncermere Omstcendighedkr ved Cafimirs Dad. I Nu forefaldt det nheldige Slag ved Ostrolenka, dei; virtede som et farstenende Meduiahsoved vaa flere af de; everste Hækførcre Oder-mais git da has man-ge over til» Madløshed, Anelfe ist-i Ulntte fnldte Hierterne, Armeen’ trat sig langtomt tilbaae, ag man opgav de Fordele, sont en Rette af Zejerdindinger havde tilvejebragt. Dog stete» der endnn Fgeltegerningeh som vifte, at Krigens Mod itte var udstutt, oa at dek maafte tun behøvedes et dri stigt Talent i Spidsen for Heeren for atter at fcengsle Krigsslntten til den polfte Ørn. Men dette Talent blev itke fundet, de bedre Gene raler fortrcengtes af mindre gode; paa samme Tid tom friste Tropper til den rusiste Heer, der saaledes, uagtet Halvdelen deraf var ndelagt,nu igen vvtsede til et over vejende Antal. , Jmidlertid vaagnede, sont sagt, de gamle Stridig lheder i Polen, de Rusistsindede hcevede igen Hovederne i Vejret, Opsætsighed viste sig blandt Generalerne, Foltet ophidsedes af rasende Strigere til Uorden og Mord, Oe Taleke, der, lig Pater Vincent, formanede til Fred og ;Forsonina, bleve itte mere horte, og Folgen var, at Po stens- Stjasbne tilsidst nedlagdes i Raentefmeden Krab Jviectis Hamdey som, ledet af egennyttige Hensigter, plan fmæssig styrtede sit Fædreland i Ilndergang. ? »Bei er itte vore Fjenders Antal,« fagde Adalbert, spitte deres Heersøretes Erfarenhed, der overvinder os, thi Feder alt dette have vi oer sejret, men det er —- desvcerre smaa jeg denne Gang give min Fader Ret —- det er Seldkaadighed og Uenighed, disse djævelste Aander, der alt i saa mange Aarhundreder have sønderslidt voet Jn dre, hvilke nu igen dritter as Seiten af Hændetne.« Noget før Firutowieeti bavde redet Magten til sig, vendte oassasa Banaventura saaret tilbaae til Wsarschan. ,,.L)vorledes er Hierens Stemning?« spukgte Adol bert, da han sei-sie Gang iaa ham igen. »Den-n et fuld af Mod, hvis det blot blev brngi.i Hvis Generalerne uden at underhandle, uden at beregneI Fjendernes Antal, blot havde fett os rast fremad, da vari der itte bleven en Mand tilbage, der tunde dringe Efters retninaen om Rusernes Rederlag til Petersborg.« ,,Trcer du, at vi flet Jntet tunne vente af de Frem medes Deltagelse?« »Ja dist, de banger den polste Ørn i deres Uhrkæder Dg male vcre Helte paaderes Tabatsdaaser og paa deckst Pibehoveder, nien dog vedblive de rolig at tyge, og naar Piben er til Ende, tande de den paany, videte gaar Tel taaelfen itte.« »Saa er det itte Tid at ligge her len-gere.« sagdc t Adalbert og reiste sig op, ,,«hvad faa Liege-n indvender, saa hat jeg i det niindste Kraft til at tcempe Paa Volden og til at falde nied Atte« Leontine faa paa ham ined et smerteligt Smii. »De vil ftade Dem felv derved,« sagde hun, »men De hat Net, De tan itte handle anderledes.« Virtelig sbebeldt Adalbert en Svaghed i sit Finay hvilten aldrig siden forsvandi. Stratg efter fm Hjetntomst ertlcerede Bonadentura sig med Heftighed for Krutowiecti, som den Gang for gudcdeg af Foltet. Ja før han endnu var fnldtommenj lcegt, besiegte lian de patrietiste Forsanilinaerfng deltcg it flere af de vilde Optrim i Folge hvilte den hnjeite Magd blev nedlagt i Krittowieetis Haknder; siden forandrede han sin Mening og angrede sin foregaaende litten-ean somhed· « 1 i — i i Jmidlcrtid var Rusferne ruktcde mer IMMENan ! Haken nasrmedc fig hver Daq merk, og ti( sidft sind de tian en Mit boric fra LxäarfchmL J denne Tit-. bavde Bomventura ficrc Itsemmeiigc Zamtaler med Leontine, m paa den Dag, da «.-«lX-ciibertj isten havde meldt sig til Tjenesie i Hasten, txsacibic Bo navcniura ham i Mode med sin Søster ved Hsiaiidem Czernim oci Pater Vincent fulgte dem. ,,(5-n sivinde ek i vsvre Dkige ensforladt Skalming,« skiqde Voi:m)entiira, »vil du dsekfor time dig af Leontme, mais jea er b-orte, Adakbcrt« »ch vil oposre Liv Ogi Ejendom for hende, hvilket Øjeblit det forlcmgea « spa rcde Adaliberi. —- ,,Nn faa tag hende da, ihi dct anerj mig, at jcg ikke bliver lcenge hos Eder,« sagde Bomben-I tara. . Adalsbert siod gsansie forbavset ved denne Tale og svarede itte et Ord, ihi han kunde ikke engang fæste Lid til sin egen Lykke· »Tag du hende, Adakberti« sagde Czernim, »tag hende heller i Dag end i Morgen! grib Sieblikkeh fsr det spinder dig af Haanidenj min Meng! ihi Livet et usu-l tert, og i Morgen et maaste det hele for-bi.« I »Eders Ægtestab var et af Alexandras højefte In sier,« lagde Munten til. »Du himmelste Gud!« udbtpd Adalsbekt, medens Blodet samledes saa stcrrtt otn hans Hjette, at han ann dede trangt og blegnede derved, »Leontinet er det sandt, er det virlelig Deres Villie?« I »Hav«d.s hun, dkk er saa fokerseet i Valpiadseme, ver »siddel her saa lasnge veo dit Sygeleje, hvis det itte var hendes Villies« svarede Czetnim »Hun«tcentte førft at stænke dig sin Haand, naar Landet var ftelst, men da det kan vake noget længe, før det ster, og da du nu en gang« sher pegede Czetnim paa Adalberts saarede Kuck) »der-ver et Ridderbasand, som i hewdes Øjne langt opvejer den engelske Hosebaandsorden, saa —« Nu trasadte Leontine frem sog rakte Adalbert sin Haand, »ja,« fagde hun med et vernodigt S—1nil, ,,-hvis de fcm Dage, jeg hat tilbage, kan kaste noget Lys over Deres Lin og belønne Dem for de Offere, De bragte De tesz Land, saa er jeg rede til at rcekke Dem min Haand.« Endnu famme Aften blev Adalbert of Pater Vin «ent viet til Leontinen Kun den, der hak oplevei et sligt S«ammenttæf, tun ren, til bvem den dybefte Sorg og den højefte G sede en kmng Haand i Haand have n krmet sig, kan satte den blan tsrke Felle-se, Der i dennc Tid gennemstrømmede Adol berts Jndre; itzt uagtet han inderlig stønnede paa sit Heid, saa vidsie han dog nccften med Vished, at det itke tunde vedblive. Ja tidt var shan tilmode, sum om han lsefandt siq i en fortryllet Egn, hvori en venlig Acmd git Deo bangZ Side og rakte ham paradiste Frugter, men pac snmme Tid foretoin det horn, fom om alt dette tun var en Drønn Ost naar han saa paa Leontines Ansigt, ia snntes det han« sum om han pludselig maatte udstøde et højt cg stærende Smertesftrig under hviltet hun selv ng den hele Herlighed Vilde fplittes ad sont Stygger i Luf ten, hvorefter han vilde staa fort-adt«tilbage i en øde Ort. »Er du nu tilfreds?« spurgte Bonaventura Adal bert koti efter dennes Giftermaal. —- »Hvis jeg nu skal dø, da kan jeg- dog sige, at jeg nogle Dage har levet,« spa rede Adalbert. Bonaventura rystede pasa Hovedet ved disse Ord. ,,Lyttelig er den, hvis Længsel en Kvindes Besiddelse tun meette,« sagde han. — »Og naar vil din Længsel nicettes?« spurgte AdakberL —- «Først naar Slavelæn terne falde fra den undertrytte Verden,« svarede Bona ventura. Nogle Dage fildigere, da Adaibert, Bonaventura og Leontine Var samlede, nærmede Pater Vincent sig til dein med et forfeglet Papir. «Dette Brev er fra Alex ondra,« sagde han, ,,og det er nu paa Tib, at J mod tnge det.« Brevets Indhold var folgende: ,,Til mine Søftende. Da det saaledes, som du og din« Brodek er, min Leontine, fotetommer mig rimeligt, at J engang fattige og fotladte nma føge Tilflugt i fremmede Lande, san hat jeg lidt efter liot, dels ved Salget as mine Juveler, dels paa andre Metaer sammensparet en Kapital, der lan silre Eber en taalelig Fremtid. Denne Kapital, som bestaar af titussinde Durater, vil blisve udsbetalt til den of Eber, der foreviser dette Brev til den lyøjærværdige Fader Dominieanerklosterets Prior i Byen Krakau. Bre vet selv vil ikke blive edek overgivet, før den Ulytke, jeg frygter, alt er næk for Deren Sknlde den mod Immob ning ittc indtræffe, da beholder Pater Vincent Pengene, saalcenge han lenkt, og nddeler Renterne deraf til de sat tige efter sit bedste Skøn, og J arve først Kapitalen efter hans Dsød og dele den imellem edet i lige Lod«der. Gud velsigne edek begge! hvor J goa, vogter en hol-· ere Haand pem eder, og efter en kort Smerte skulle J ind gna i den evige Frev. Eders forangangne Sestet Alexandra.« Fire og tyvende Kapitel Ten siditc Kamp. Kort efter Krutsowiectis Udncevnelfe til Hoved for den ny Regeting forlod en Del af Herren Wut-schau under Nomnrineis cslnfeksel for at ndføre et Strejftog i Omegss nen. Dette erfor Rai-ferne eg besluttede nu, da Bestei ningen var svættet, hvnd det san stulde koste, at storme Binn. f Da Adnlberis Haand endnu ikle mcegtede at styre en Heft, tog hnn denne Gan-n Tjeneste Ved Fodfolket, hang Etscmpel fulgte B:onavent:sra, der, dkeven af en seelsokn Anelse, udbad siq en Mads paa en as de yderfte Skands set foran Landsbyen Wahn book dog ingen af de polste Hcerførere troede, at Anneebet vilde begynde. Adalbert strd pas den nnden Forsvsarslinie undkr Uminåiis Befalikig, Use-ruhn han«-ne en Ryttertomnmndo i Nasrizeden af heim paa sanissre Linie; ogsna Pater Bin cent var med pack Volden, lyoor han vandrede qennem Kkigerneg Rætter og vpmuntrede Soldaterne til Stett-m Leontine blev heller ilte denne Gang til-hage, Un skønt man sagde hende, at hendes Ncervcerelse kun lidet bilde nytie, saa indfandt hun sig don, liqesom hnn plejedse, og holdt snart hos Adnlbert, snart non-vers Czers nim, der havde jin inderligc Glæde af hende. Ogsaa mellem Tropperne frembragte hendes Noervcerelse endnu den gamle Begejftring. Da Bonaventura sidfte Gang saa Adalbert og Le ontine. tkyttede han dein Ined usædvanlig Heftighed til sit Bryst. »Farvel!« Tingde han, »det tunde nu maaske vsare noget, til J se mig igen.« — »Hvorfor er dsu saa bevor get?« spurgte A-dal"bert. -—— »Bei bæres mig for, at jeg ikke stal overleve mit Lands Undergsang.«, svarede Bona ventura ogfgtk tantefuld bott. Det var en klar Efteraarsmokgen Melken fem, de man pludfelig «høkte et Par enkelte Skud fra den rus siske Lejr, kort eftet forkyndte en Torden af mangfoldige Jldsvælg, at det afgøtende Øjeblik var kommet. Eftet halvanden Times Fort-b hortes et bedpvende Strald, shvorved Jorden bævede, paa samme Tid saa man en tyk hoid Røgsky, dek hævede sig i Luften spaa den Kant, hvot Wola laa. Man sendte Bald for at erfarc, hvad der var foregaaet. Jnden Budet tom igen, udbredte An yrebet sig ogssaa paa den Side, her Adalbert stod, her bleve imidlertid Russerne med start Tab slaaede til-dage. Man jublede alletede højt over Seiten, da man endelig erfakede, at Angrebet paa Fløjen tun var et Stin, og at Rusferne med deres Hooedstyrke date trcengte frem imod Landsbt;en -Wola, at de to Skandser, der laa foran den, date ftormede, og at Fjenden en-delig, efter en fortvivlet Modstand, havde bcmasgliget sig Wsola selv. Alle de polske Krigere, der hasvde nogien militær Jndsigt, blegnede. da de horte dette; thi Wola var Midi punktet i Forsvarslinien og Nøgslen til Warschau. Man begreb ikke, hoorledes det var muligt, at et -saa stasrkt sbefcestet Punkt, hvis Forsvar vax betroet til de lækleste Mcend, saa hurtigt tnnde falde, fsørst sildigere erfor man, at den svage Befcctning hele Tiden havde tem ;«Pet med den ruåsiskeHovedstyrke uden under Kampen at Lmodtage den mindste Forstcerkning. ) Kort eftek ncermede en Offieer sig til Adalbekt, »Bo naventura Zaleski er død«, sagde han; ,,han har fprcengt sig i Luften med Lieutenant Gordon, da de itke knnde forsvare Standsen lættgere.'« »Ti, for Himlens Styld!« hdiskede den blege Abit bert, ,,ser De ikke, at hans Søfter nceppe er tolv Skridt lfra os.« ! »Nei, skle det ikke for mig«, sagde Leontine, der nu red nærmere, »l)an er død den Død, han sønskede, og fkal Polen gaa til Grunde, da kan han sige, at han var den lykteligfte af os.« Naeppe horte Adalbert, at man, om muliat, vilde tage Wola tilbage, før han udbad sig Tilladelse til at være med imellem de stormende som frivillig. Leontine betragtede ham da smilende, idet hun blev bleg sont et Lig. »Jeg: folget dig«, fagde hun, ,,jeg ved, at du gaar til Die-dem derfor blivek jeg ikke til:bage.« Adaldert ben faldt hende med stor Jsver om at blive hjetnme; den Strid, sont i denne Anledning opstod imellem dem, bi lagdes imidlertid snart oed en Ordre fra Hærføreren, der bød Adalbert at blive paa sin Plads. Om Eftermiddagen fornyedes Kampen om Wola, men Russerne havde nu befcestet dette vigtige Punkt saa stcerkt, at Polakkerne, ttnds al deres Ta«pperhed, itke kun de tage det tilbage igen, og endelig tav Kanonerne, og Diebs-stille fulgte ovenpaa Stormen. J ISildigere besiegte Czernim Adalbert. Han syntes lstcerkt bevceget, og man fan, at han havde fsceldet Taarer. H»Der er sket Vidundere af Tapperhed«, fagde han, »me Tften i to Timer hak ni Kanoner vaerget sig imod halt femsindstyve, og tre Kompagnier hat modsiaaet Kannen af den russiske Armee; var der blot kommen Undsætning i Tide, da var Wdla aldrig falden i Fjendernes Hænder, men hnad hjælper det alt; førft har den fejge Skurk tirukomiecki nægtet de tapre Mænd al Hjcelp og givet vor digtigste Sksandse i Fjendehaand, og nu handler han oven i Kobet om at overgive Byen.« »Det ek ikke muligt«, raabte Adalbert, ,,endnu er jo vor Linie utørt, og hvett Øjeblik kan Moniarino vende tilbage.« « »Du skal dog fe, at jeg hak Ret«, svarede Czernim. Samme Aften modtog Adalbert et Bren, som Bo naoentnra havde efterladt med den Befaling førft at over give det, naar man fik Efterretning om hans Døxd J dettc Brev tog han Afsked med- sine Venner og erklcerede, at han var bleven enig med Befalingsmanden paa den site og halotredfindslyvende Skandse om, at de, naak de ilke tunde forsvare sig længere, vilde sprænge Stander i Lasten. »Braoo, Bonaventura!« udbrød Adalbert, da han hnvde last dette Brev, ,,denne Daad vil aldrig dit Fae drieland forglemme.« , ,,Vor Smertes Hav er nu saa ftort«, fagde Cza nim, ,,at felo de bedftes Død kun er lig en Draabe i Lccsanet.« Der var sluttet en kort Vaabenstilstand, under hvil km Fjendernc opstillcdc to Hund-rede Flimmner paa Wo la mod Cznste, sont dannedc Midtpunkiet i den anden Linie, ffønt bettc var aldeleLE inmd de Bciingelfer, under tsoilkc Vaabensftilstandcn blev afslutteL - Filotken to nassie Dng begonnte Stormen many, after at Nrukowiecki forgsæves havde villet overtale de øvriqe Reaeringgmedlemmer til at overgive Studen. Alle Angrcb paa den vensire Floj, sum Umichki uns-orie, mis slyfkedes oqfcm denne Dag, «hvorinmd de to Hundrede Kammer-, der tordnede mod Cznsie, virkede med en uimod staackig Kraft. Til sidst, da Kanonerne paa Czyste vare Fragte til Tavghclx stormede chndernc, ccn Gang bleve de M tilbagedrevne, men da Mandstabet Pack Czyste hel ler ingan Undsætning fik, bragte et nyt Angreb endelig Dgfaa dette vigtige Punkt i Fjendernes Hænder, og nu var ogscm den anden Linie brudt. Denne Standse stræbte man ligeledes at tagc til bage igcnx Uminski underftøttede Angrebet, og Adalbert var denne Gang imcllem de kckmpende, Landsbyen Wo la gik op i Lucr, der antettsedes et uhyre leodbad paa Russctne, og uagtet Czyste ikke kunde tilbageerobres, saa havde bog heller ikke Uminski tabt en enefte Standse paa sin Fløj, og stod nu truende i Russernes Ryg og paa be res Flanker. Den næste Ding var der-for siktert bleven Ineget farlig for dem, hvis ille Krukowiecki. for at fulds ende sit Fozrædeki. mod Umsnsxscis Vichnde med List hade lokket en stor Del af hans Falk bort fra Skandsets ne. Da nu besahen den Del af Haaren, der sstulde tjene M Undsætning, af Krukowiecki var bortsendt over Mäsk lcn til Praga, faa blev det mdekig unmligt long-te fortsætte Kampm