En polsk Familie.
AIJ.C.Haucb.
H Anden Del. ZE
(ertsat.)
Hvorlesdes jeg forkesten var tilmode, hverken kan ei
ler vil jeg bestrive, thi jeg hat elsset faa Mennesier mere
end Casimir, jeg hat baaret ham paa mine Arme, da
-han var lille, jeg hat leget med —ham, Hda han blev sie-r
re, han bat sidet pasa minse Knec, jeg hat lært hmn at
fsre Svcerd vg at kam-me den flyvende Falk i Luften,
og nu —- Dettc er altsaa Fälqsen nf Statroftens Ger
ninger ng alle bans og hans Vcnners Kunfter. Naer
jeg tcrnker pc.a dissse Statssnænd, da svnezs De mig at
ligne et Slsags Lixmefkjney dir udrnge ANY Tom de tro
deres egn:, men fom Dickrlen egeutlig hak tagt dem i
Reden.
Ja i c-(-,ndheb blandt oJ Gamle find-: s der endnu
en Mangde fordasrvet Vl lod, verfar vil næppe nvgsen nf
os se det forjcrttede Lan-U
Farrelk jeg ilex til We lhynicn, for at lege Umrin
ger om Dod og Liv.
Ezernim
Esterskri«ft: Nu fik jeg Vud derein, den arme
Dreng er alt der, hvok Gaabetne løfes3. Da L pvakferen
var dorte, ker han, rimeligvig med stor Anstrengelfe og
Smerte, ben og greb en ladt Pisto! ozx ftp-D sig lige i
Hinter Endnu engang, Farbe-U Fidelio fkal aldrig
still-sk- fm mig.«
Undkr Steg-ringen af d tte Brev forclom det Bona
ventura, sont om han høtte de tunge Slridt of Gengæls
delfens Gubinde, der, hwr langsomt hun end gaar, bog
aldrig forfejler sit Maul. Efter nogen Betcenkning bl:V
han imidleriid enig web sig selv om, at sdette Brev stulde
blive en Hemmeligshed for Abdan
Tre og tyvende Kapitel
Lykke og Ulytke rækkcr hinanden Hund.
Mod Enden af Mart-Z rytkede Heere-: igen i Matten.
J den førfte Trckfning Var Adalbert ille med, i Singet
ved Dembe drrimsod ftxlgtc han Scarzynsli, da denne over
faldt det rusisie defolL Men i det efterfølgende An
geeb af det fjendtlige Rytteri sit nun et Sind i Knceet,
medcns Hans Heft i samka Ziehlit blev kamt qf et Land
festil faa den steilede og tastede ham til Jotden. Kort
efter galopperede en Rette af Hefte hen over ham bog u
ben at tilføjc ham nagen Stadt Jmidlertid havde han
faaet et stærtt Slag i Siden, on kunde aldeles ilke reife
sig op; kort cfter tabte han Beviftheden.
J benne bevibstlns Tilftand blev han nted flere Saa
tede brcgt til Warschau. Her blev han ved Leontines
Omsorg optaget og plejet i det Hilf-, hvori hun selv tid
ligete hnvde faaet Tilflugt. Da han vaagnede, laue han
Pan Sygelejet og befandt fig meget mat.
»Hm-r er jeg?« eabte han, »he: vi sejket eller
ille?« —-—
»Vi hat vundet en glimrende Sejer,« fagde en Rost,
sont Tmn vel kendte. Hatt vilde da vende sig om, men
en sterende Smerte i Sitzen hindtede hom. »Leontine!
lan jen tro mine egne Tini-, ee det virkklin Dem?
raabte han.
»Jeg bat tcentpet ved deres Side,« svarede hun, »og
hat lovet mig felv itke at forlode Dem, før Deres Staat
ere liegte.«
»Er det muligt!« udbrød igen Adalbert, og et Ub
teyi elf den bøjeste Tilfredäihed maledc tin i lkans Øjtm
met-Ins Viloth strømmede stcektere genuem han Anker
og farvede hans Kinder med en Eilands-, som de længe
havixe savnet.
»En læt Soldat, der hat visi, at han menek dct
Erligt med sit Land, kan Vel fottjene et stsort Offee,« svass
rede hun, »men nu maa De ilte lcengete bevcege Dem, da
vil De fnart vinde deres Sundhed igen, og vi vil samlede
ile til Kampen.«
Ro var virtelig nødvendig for Adalbertz thi ikke
blot bank- Saar i Knceet var betænkeligt, men hans ven
ftre Hnand var des-litten bleven sorvreden ved Faldei, oc;
et Nibksen Var lnust, sem det lod til, at dct itle vilde
gaa san hurtig med hcms Hei Stets-eise, som Leontine haa
bebe
Adaibert sittlede dylit ved Tanlen om, at han nu.
da den alvorligste Fiasnp foreftsoix Var fcengllet til Sym
lejet. Leontine forelcrste heim teclig enshvee Bereining sra
« Krigsskuepladsem hcndeZ LIer glinsede, hver Gang hun
let-sie om en ny Seien og man fast tidt, hvorledes hun
kæmpede med sig selv for at holde det Leite, hnn havde
givet Adalbeet; imidlertid ovcrdcndt lmn sig bog og var
da dosbitelt ivrig for at ospfnldc etlwert af hans Lnsier esg
uudertrytie cnhver ntaalmodig Ytteiiin,sat1lænk1e hun sad
sved hast-ji Side.
- Ren naar shnn sind alene paa sit Bettelle, da sfyldtes
heut-veg- "-L-jne med Takte-eh da sont hun Paa sine since on
kais til Gnd og den heilige Jamka at de dog endnu vils
de forunde slsende den Lyike at deltage i hendes Land-?
mcknds Finmp og nted ciJne Øjne at se deres Lisltezkers
nimm-.
For at forstaa Leontines Opførfei, maa vi erindre,
at hnn var et Besen, sont sØjeblitket tun hat-de lidcn
Magt wer, on hvis Hengivcnlyed ene tunde vindes ved
Beme- etg ved lang ngang. En saadan Baue bandt
hende nn til Adalbert, ligefom den tidligere hat-de but-yet
hende til hendes Sølter og til det Lan-d, hvor heut-es
Bngge hat-de staaet. .
»Der fiel lang Tid til, søt man via-ver Leontine,«
sit-ev anaventnra ttl Adalbert, »was hat du fsrft dun
det heade, bit opvssm hun sine ice-erste Ønslet for ditg og
ee ing- txp ttlsi Mit-«
- Estmitniwen fee Keigtsineplavsen antog ssnart en
anden Natur, Uenigthed og Stindsyge Vaagnede blandt
Hanf-term, og uagtet der endmt stedte glimrende Bedtisf
tec, saa opstod dek dog tidt en Vatlen og Uvished i Hee
rens Bevaegelser, ja undertiden en fuldtommen Stille
staaen, der niste, at den polsle Heer, selv am den forstod
at tiltaempe sig glimrende Seite, dog tun lidt forstod at
benytte dem.
Malatowstis Fald og Dwernictis Ovetgangs til Ga
lizien vare de førfte state Ulytter, fsom denne Gang kam
tnede Polen. Adalbert tystedes dyibt, og Leontine bleg
nede sont Dødem da de hatte det. Ængstelsen vattes nu
has alle dem, der mente det vel med deres Fædrelan-d, og
det iblev siden til et aslmindeligt Munheld i Polen: »Me.d
Dwernicti hat al Lykke forladt os.«
Efter Dtvcrnictis Bortfjernelfe fra Krigssiuepladsen
tiltog Uenigheden hvek Dag, idei de vildefte af Falte
partiet og de ensidigste blandt Adelen gensidig tillagde
hverandre Stnlden for Ulytten.
Noget efter tom Czeknim til Warfchau. Efter
Dwernictis Tilbagetog singtede han fortlædt fra Galizien
over Griendscrne, og da den venstre Weichselbred itke var
Geiat af Ruserne, kunde han endnu naa Hovedft-aden.
As Czernim erfarede Adalbert fns Veoders Ded, sont git
ham dnbt til Hiertetz dog opfyldte de offentlige Anlia
gender den Gang saaledes hansJ SjceL at han ikke i den
Grad overlod sia til Zittern-J, sont i rolige Tiber vilde
have dastet TilsældeL Ferreften erfarede ·h«a«nq aldria de»
ncermere Omstcendighedkr ved Cafimirs Dad. I
Nu forefaldt det nheldige Slag ved Ostrolenka, dei;
virtede som et farstenende Meduiahsoved vaa flere af de;
everste Hækførcre Oder-mais git da has man-ge over til»
Madløshed, Anelfe ist-i Ulntte fnldte Hierterne, Armeen’
trat sig langtomt tilbaae, ag man opgav de Fordele, sont
en Rette af Zejerdindinger havde tilvejebragt. Dog stete»
der endnn Fgeltegerningeh som vifte, at Krigens Mod
itte var udstutt, oa at dek maafte tun behøvedes et dri
stigt Talent i Spidsen for Heeren for atter at fcengsle
Krigsslntten til den polfte Ørn.
Men dette Talent blev itke fundet, de bedre Gene
raler fortrcengtes af mindre gode; paa samme Tid tom
friste Tropper til den rusiste Heer, der saaledes, uagtet
Halvdelen deraf var ndelagt,nu igen vvtsede til et over
vejende Antal.
, Jmidlertid vaagnede, sont sagt, de gamle Stridig
lheder i Polen, de Rusistsindede hcevede igen Hovederne i
Vejret, Opsætsighed viste sig blandt Generalerne, Foltet
ophidsedes af rasende Strigere til Uorden og Mord, Oe
Taleke, der, lig Pater Vincent, formanede til Fred og
;Forsonina, bleve itte mere horte, og Folgen var, at Po
stens- Stjasbne tilsidst nedlagdes i Raentefmeden Krab
Jviectis Hamdey som, ledet af egennyttige Hensigter, plan
fmæssig styrtede sit Fædreland i Ilndergang.
? »Bei er itte vore Fjenders Antal,« fagde Adalbert,
spitte deres Heersøretes Erfarenhed, der overvinder os, thi
Feder alt dette have vi oer sejret, men det er —- desvcerre
smaa jeg denne Gang give min Fader Ret —- det er
Seldkaadighed og Uenighed, disse djævelste Aander, der
alt i saa mange Aarhundreder have sønderslidt voet Jn
dre, hvilke nu igen dritter as Seiten af Hændetne.«
Noget før Firutowieeti bavde redet Magten til sig,
vendte oassasa Banaventura saaret tilbaae til Wsarschan.
,,.L)vorledes er Hierens Stemning?« spukgte Adol
bert, da han sei-sie Gang iaa ham igen.
»Den-n et fuld af Mod, hvis det blot blev brngi.i
Hvis Generalerne uden at underhandle, uden at beregneI
Fjendernes Antal, blot havde fett os rast fremad, da vari
der itte bleven en Mand tilbage, der tunde dringe Efters
retninaen om Rusernes Rederlag til Petersborg.«
,,Trcer du, at vi flet Jntet tunne vente af de Frem
medes Deltagelse?«
»Ja dist, de banger den polste Ørn i deres Uhrkæder
Dg male vcre Helte paaderes Tabatsdaaser og paa deckst
Pibehoveder, nien dog vedblive de rolig at tyge, og naar
Piben er til Ende, tande de den paany, videte gaar Tel
taaelfen itte.«
»Saa er det itte Tid at ligge her len-gere.« sagdc
t
Adalbert og reiste sig op, ,,«hvad faa Liege-n indvender,
saa hat jeg i det niindste Kraft til at tcempe Paa Volden
og til at falde nied Atte«
Leontine faa paa ham ined et smerteligt Smii. »De
vil ftade Dem felv derved,« sagde hun, »men De hat Net,
De tan itte handle anderledes.«
Virtelig sbebeldt Adalbert en Svaghed i sit Finay
hvilten aldrig siden forsvandi.
Stratg efter fm Hjetntomst ertlcerede Bonadentura
sig med Heftighed for Krutowiecti, som den Gang for
gudcdeg af Foltet. Ja før han endnu var fnldtommenj
lcegt, besiegte lian de patrietiste Forsanilinaerfng deltcg it
flere af de vilde Optrim i Folge hvilte den hnjeite Magd
blev nedlagt i Krittowieetis Haknder; siden forandrede
han sin Mening og angrede sin foregaaende litten-ean
somhed· «
1
i
—
i
i
Jmidlcrtid var Rusferne ruktcde mer IMMENan !
Haken nasrmedc fig hver Daq merk, og ti( sidft sind de tian
en Mit boric fra LxäarfchmL
J denne Tit-. bavde Bomventura ficrc Itsemmeiigc
Zamtaler med Leontine, m paa den Dag, da «.-«lX-ciibertj
isten havde meldt sig til Tjenesie i Hasten, txsacibic Bo
navcniura ham i Mode med sin Søster ved Hsiaiidem
Czernim oci Pater Vincent fulgte dem.
,,(5-n sivinde ek i vsvre Dkige ensforladt Skalming,«
skiqde Voi:m)entiira, »vil du dsekfor time dig af Leontme,
mais jea er b-orte, Adakbcrt« »ch vil oposre Liv Ogi
Ejendom for hende, hvilket Øjeblit det forlcmgea « spa
rcde Adaliberi. —- ,,Nn faa tag hende da, ihi dct anerj
mig, at jcg ikke bliver lcenge hos Eder,« sagde Bomben-I
tara. .
Adalsbert siod gsansie forbavset ved denne Tale og
svarede itte et Ord, ihi han kunde ikke engang fæste Lid
til sin egen Lykke·
»Tag du hende, Adakberti« sagde Czernim, »tag
hende heller i Dag end i Morgen! grib Sieblikkeh fsr det
spinder dig af Haanidenj min Meng! ihi Livet et usu-l
tert, og i Morgen et maaste det hele for-bi.«
I »Eders Ægtestab var et af Alexandras højefte In
sier,« lagde Munten til.
»Du himmelste Gud!« udbtpd Adalsbekt, medens
Blodet samledes saa stcrrtt otn hans Hjette, at han ann
dede trangt og blegnede derved, »Leontinet er det sandt,
er det virlelig Deres Villie?«
I »Hav«d.s hun, dkk er saa fokerseet i Valpiadseme, ver
»siddel her saa lasnge veo dit Sygeleje, hvis det itte var
hendes Villies« svarede Czetnim »Hun«tcentte førft at
stænke dig sin Haand, naar Landet var ftelst, men da
det kan vake noget længe, før det ster, og da du nu en
gang« sher pegede Czetnim paa Adalberts saarede Kuck)
»der-ver et Ridderbasand, som i hewdes Øjne langt opvejer
den engelske Hosebaandsorden, saa —«
Nu trasadte Leontine frem sog rakte Adalbert sin
Haand, »ja,« fagde hun med et vernodigt S—1nil, ,,-hvis
de fcm Dage, jeg hat tilbage, kan kaste noget Lys over
Deres Lin og belønne Dem for de Offere, De bragte De
tesz Land, saa er jeg rede til at rcekke Dem min Haand.«
Endnu famme Aften blev Adalbert of Pater Vin
«ent viet til Leontinen
Kun den, der hak oplevei et sligt S«ammenttæf, tun
ren, til bvem den dybefte Sorg og den højefte G sede en
kmng Haand i Haand have n krmet sig, kan satte den blan
tsrke Felle-se, Der i dennc Tid gennemstrømmede Adol
berts Jndre; itzt uagtet han inderlig stønnede paa sit
Heid, saa vidsie han dog nccften med Vished, at det itke
tunde vedblive. Ja tidt var shan tilmode, sum om han
lsefandt siq i en fortryllet Egn, hvori en venlig Acmd git
Deo bangZ Side og rakte ham paradiste Frugter, men pac
snmme Tid foretoin det horn, fom om alt dette tun var
en Drønn Ost naar han saa paa Leontines Ansigt, ia
snntes det han« sum om han pludselig maatte udstøde et
højt cg stærende Smertesftrig under hviltet hun selv ng
den hele Herlighed Vilde fplittes ad sont Stygger i Luf
ten, hvorefter han vilde staa fort-adt«tilbage i en øde Ort.
»Er du nu tilfreds?« spurgte Bonaventura Adal
bert koti efter dennes Giftermaal. —- »Hvis jeg nu skal
dø, da kan jeg- dog sige, at jeg nogle Dage har levet,« spa
rede Adalbert.
Bonaventura rystede pasa Hovedet ved disse Ord.
,,Lyttelig er den, hvis Længsel en Kvindes Besiddelse
tun meette,« sagde han. — »Og naar vil din Længsel
nicettes?« spurgte AdakberL —- «Først naar Slavelæn
terne falde fra den undertrytte Verden,« svarede Bona
ventura.
Nogle Dage fildigere, da Adaibert, Bonaventura og
Leontine Var samlede, nærmede Pater Vincent sig til
dein med et forfeglet Papir. «Dette Brev er fra Alex
ondra,« sagde han, ,,og det er nu paa Tib, at J mod
tnge det.«
Brevets Indhold var folgende:
,,Til mine Søftende.
Da det saaledes, som du og din« Brodek er, min
Leontine, fotetommer mig rimeligt, at J engang fattige
og fotladte nma føge Tilflugt i fremmede Lande, san
hat jeg lidt efter liot, dels ved Salget as mine Juveler,
dels paa andre Metaer sammensparet en Kapital, der
lan silre Eber en taalelig Fremtid. Denne Kapital, som
bestaar af titussinde Durater, vil blisve udsbetalt til den
of Eber, der foreviser dette Brev til den lyøjærværdige
Fader Dominieanerklosterets Prior i Byen Krakau. Bre
vet selv vil ikke blive edek overgivet, før den Ulytke, jeg
frygter, alt er næk for Deren Sknlde den mod Immob
ning ittc indtræffe, da beholder Pater Vincent Pengene,
saalcenge han lenkt, og nddeler Renterne deraf til de sat
tige efter sit bedste Skøn, og J arve først Kapitalen efter
hans Dsød og dele den imellem edet i lige Lod«der.
Gud velsigne edek begge! hvor J goa, vogter en hol-·
ere Haand pem eder, og efter en kort Smerte skulle J ind
gna i den evige Frev.
Eders forangangne Sestet
Alexandra.«
Fire og tyvende Kapitel
Ten siditc Kamp.
Kort efter Krutsowiectis Udncevnelfe til Hoved for
den ny Regeting forlod en Del af Herren Wut-schau under
Nomnrineis cslnfeksel for at ndføre et Strejftog i Omegss
nen. Dette erfor Rai-ferne eg besluttede nu, da Bestei
ningen var svættet, hvnd det san stulde koste, at storme
Binn. f
Da Adnlberis Haand endnu ikle mcegtede at styre en
Heft, tog hnn denne Gan-n Tjeneste Ved Fodfolket, hang
Etscmpel fulgte B:onavent:sra, der, dkeven af en seelsokn
Anelse, udbad siq en Mads paa en as de yderfte Skands
set foran Landsbyen Wahn book dog ingen af de polste
Hcerførere troede, at Anneebet vilde begynde.
Adalbert strd pas den nnden Forsvsarslinie undkr
Uminåiis Befalikig, Use-ruhn han«-ne en Ryttertomnmndo
i Nasrizeden af heim paa sanissre Linie; ogsna Pater Bin
cent var med pack Volden, lyoor han vandrede qennem
Kkigerneg Rætter og vpmuntrede Soldaterne til Stett-m
Leontine blev heller ilte denne Gang til-hage, Un
skønt man sagde hende, at hendes Ncervcerelse kun
lidet bilde nytie, saa indfandt hun sig don, liqesom hnn
plejedse, og holdt snart hos Adnlbert, snart non-vers Czers
nim, der havde jin inderligc Glæde af hende. Ogsaa
mellem Tropperne frembragte hendes Noervcerelse endnu
den gamle Begejftring.
Da Bonaventura sidfte Gang saa Adalbert og Le
ontine. tkyttede han dein Ined usædvanlig Heftighed til sit
Bryst. »Farvel!« Tingde han, »det tunde nu maaske vsare
noget, til J se mig igen.« — »Hvorfor er dsu saa bevor
get?« spurgte A-dal"bert. -—— »Bei bæres mig for, at jeg
ikke stal overleve mit Lands Undergsang.«, svarede Bona
ventura ogfgtk tantefuld bott.
Det var en klar Efteraarsmokgen Melken fem, de
man pludfelig «høkte et Par enkelte Skud fra den rus
siske Lejr, kort eftet forkyndte en Torden af mangfoldige
Jldsvælg, at det afgøtende Øjeblik var kommet. Eftet
halvanden Times Fort-b hortes et bedpvende Strald,
shvorved Jorden bævede, paa samme Tid saa man en tyk
hoid Røgsky, dek hævede sig i Luften spaa den Kant, hvot
Wola laa. Man sendte Bald for at erfarc, hvad der
var foregaaet. Jnden Budet tom igen, udbredte An
yrebet sig ogssaa paa den Side, her Adalbert stod, her
bleve imidlertid Russerne med start Tab slaaede til-dage.
Man jublede alletede højt over Seiten, da man endelig
erfakede, at Angrebet paa Fløjen tun var et Stin, og at
Rusferne med deres Hooedstyrke date trcengte frem imod
Landsbt;en -Wola, at de to Skandser, der laa foran den,
date ftormede, og at Fjenden en-delig, efter en fortvivlet
Modstand, havde bcmasgliget sig Wsola selv.
Alle de polske Krigere, der hasvde nogien militær
Jndsigt, blegnede. da de horte dette; thi Wola var Midi
punktet i Forsvarslinien og Nøgslen til Warschau.
Man begreb ikke, hoorledes det var muligt, at et
-saa stasrkt sbefcestet Punkt, hvis Forsvar vax betroet til de
lækleste Mcend, saa hurtigt tnnde falde, fsørst sildigere
erfor man, at den svage Befcctning hele Tiden havde tem
;«Pet med den ruåsiskeHovedstyrke uden under Kampen at
Lmodtage den mindste Forstcerkning.
) Kort eftek ncermede en Offieer sig til Adalbekt, »Bo
naventura Zaleski er død«, sagde han; ,,han har fprcengt
sig i Luften med Lieutenant Gordon, da de itke knnde
forsvare Standsen lættgere.'«
»Ti, for Himlens Styld!« hdiskede den blege Abit
bert, ,,ser De ikke, at hans Søfter nceppe er tolv Skridt
lfra os.«
! »Nei, skle det ikke for mig«, sagde Leontine, der nu
red nærmere, »l)an er død den Død, han sønskede, og fkal
Polen gaa til Grunde, da kan han sige, at han var den
lykteligfte af os.«
Naeppe horte Adalbert, at man, om muliat, vilde
tage Wola tilbage, før han udbad sig Tilladelse til at
være med imellem de stormende som frivillig. Leontine
betragtede ham da smilende, idet hun blev bleg sont et
Lig. »Jeg: folget dig«, fagde hun, ,,jeg ved, at du gaar
til Die-dem derfor blivek jeg ikke til:bage.« Adaldert ben
faldt hende med stor Jsver om at blive hjetnme; den
Strid, sont i denne Anledning opstod imellem dem, bi
lagdes imidlertid snart oed en Ordre fra Hærføreren,
der bød Adalbert at blive paa sin Plads.
Om Eftermiddagen fornyedes Kampen om Wola,
men Russerne havde nu befcestet dette vigtige Punkt saa
stcerkt, at Polakkerne, ttnds al deres Ta«pperhed, itke kun
de tage det tilbage igen, og endelig tav Kanonerne, og
Diebs-stille fulgte ovenpaa Stormen.
J ISildigere besiegte Czernim Adalbert. Han syntes
lstcerkt bevceget, og man fan, at han havde fsceldet Taarer.
H»Der er sket Vidundere af Tapperhed«, fagde han, »me
Tften i to Timer hak ni Kanoner vaerget sig imod halt
femsindstyve, og tre Kompagnier hat modsiaaet Kannen
af den russiske Armee; var der blot kommen Undsætning
i Tide, da var Wdla aldrig falden i Fjendernes Hænder,
men hnad hjælper det alt; førft har den fejge Skurk
tirukomiecki nægtet de tapre Mænd al Hjcelp og givet vor
digtigste Sksandse i Fjendehaand, og nu handler han oven
i Kobet om at overgive Byen.«
»Det ek ikke muligt«, raabte Adalbert, ,,endnu er jo
vor Linie utørt, og hvett Øjeblik kan Moniarino vende
tilbage.« «
»Du skal dog fe, at jeg hak Ret«, svarede Czernim.
Samme Aften modtog Adalbert et Bren, som Bo
naoentnra havde efterladt med den Befaling førft at over
give det, naar man fik Efterretning om hans Døxd J
dettc Brev tog han Afsked med- sine Venner og erklcerede,
at han var bleven enig med Befalingsmanden paa den
site og halotredfindslyvende Skandse om, at de, naak de
ilke tunde forsvare sig længere, vilde sprænge Stander
i Lasten.
»Braoo, Bonaventura!« udbrød Adalbert, da han
hnvde last dette Brev, ,,denne Daad vil aldrig dit Fae
drieland forglemme.« ,
,,Vor Smertes Hav er nu saa ftort«, fagde Cza
nim, ,,at felo de bedftes Død kun er lig en Draabe i
Lccsanet.«
Der var sluttet en kort Vaabenstilstand, under hvil
km Fjendernc opstillcdc to Hund-rede Flimmner paa Wo
la mod Cznste, sont dannedc Midtpunkiet i den anden
Linie, ffønt bettc var aldeleLE inmd de Bciingelfer, under
tsoilkc Vaabensftilstandcn blev afslutteL -
Filotken to nassie Dng begonnte Stormen many,
after at Nrukowiecki forgsæves havde villet overtale de
øvriqe Reaeringgmedlemmer til at overgive Studen. Alle
Angrcb paa den vensire Floj, sum Umichki uns-orie, mis
slyfkedes oqfcm denne Dag, «hvorinmd de to Hundrede
Kammer-, der tordnede mod Cznsie, virkede med en uimod
staackig Kraft. Til sidst, da Kanonerne paa Czyste vare
Fragte til Tavghclx stormede chndernc, ccn Gang bleve
de M tilbagedrevne, men da Mandstabet Pack Czyste hel
ler ingan Undsætning fik, bragte et nyt Angreb endelig
Dgfaa dette vigtige Punkt i Fjendernes Hænder, og nu
var ogscm den anden Linie brudt.
Denne Standse stræbte man ligeledes at tagc til
bage igcnx Uminski underftøttede Angrebet, og Adalbert
var denne Gang imcllem de kckmpende, Landsbyen Wo
la gik op i Lucr, der antettsedes et uhyre leodbad paa
Russctne, og uagtet Czyste ikke kunde tilbageerobres, saa
havde bog heller ikke Uminski tabt en enefte Standse paa
sin Fløj, og stod nu truende i Russernes Ryg og paa be
res Flanker. Den næste Ding var der-for siktert bleven
Ineget farlig for dem, hvis ille Krukowiecki. for at fulds
ende sit Fozrædeki. mod Umsnsxscis Vichnde med List
hade lokket en stor Del af hans Falk bort fra Skandsets
ne. Da nu besahen den Del af Haaren, der sstulde tjene M
Undsætning, af Krukowiecki var bortsendt over Mäsk
lcn til Praga, faa blev det mdekig unmligt long-te
fortsætte Kampm
