Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Oct. 13, 1903)
Den stolslie Kot-me can Tjeles Livzskildring fra Reformationstiden of h. F. Ewald. J Fjerde Bog. ask-, (Fottiat.) »U«dspejde edet!« udbtsd The-get. »NU ved Gud, den Alsommægtigste, aldtig hat jeg høtt et mete taabeligt Paa fundl Hans Naade, vot Kongse, hat, thltes mig, for San den vist edet og det ganste Kleresi. at han ille hndet at gaa paa Ravetlset, og han hat det ikte heller nødigt. J hat alt solt det sptste Tag af vaens Klo, og dog staa J imod og tase som Vorm der ikte stønne Fatens Stothed. Mig khfe J itte med edets hpje Ra—ab«, vedblev han, da Muntene af btpd ham med Forbandelset, »itke heller med edets Stcelds ord. Jeg hat set vrede Papistet i Øjnene for denne Dag, og det nogle, der havde støtte Magt end J. Men stulde J udføte edets Ttusel, Abbed Peter, og hol-de mig tilbage med Bald, lid da paa, at J ret fnatt vil faa et lidet lysteligt Besøg og haatdt komme til at undgælde for den Misget ning.« Endnu medens Thøget talte, toni Bruder lebtosius i ftor Strast ned ad Cellegangen. De hsje Raab vate am sidet ttcengte ind til ham, og han havde anet Utaad. Han banede sig Vej gennem den tætte State af Munle og Leg btødte, hvis Tale fttats havde undettettet ham om, hvad het ait for fig, traadte ind i Kredsen og ftillede sig fotan Thøget. »Ihr-met Løvenhall og Jomftu Matgatet«, sagde han i stot Harme, »ete her sont mine Gceftet, og det vil volde mig ftot Ktænlelfe, tilfojes der dem nagen Ovetlast; dog endnu vierte Fttaentelse for vott hellige Samfund og dette Klosters Ærel Hade J mistet al Omtanke, ætvætdige Faå det«, faade han, idet han vendte sia til Abt-ed Peter, »san som dette fotegaat lige for edets Zink, og J itle paatalet det?« »Endnu et jeg oa ittc J dette Klosters Forstandcn Menet jeg, det et min Pligt at hole denne Kasttet og Kit tens arge Fjende tilbaae scm Fanae, blidet det min Sag, og J hat itte at stille edetg Nase deti.« »Nu, ved Guds hcllige Moder!« udhtød Ainbtosius, idet hang Zer lyste af Harme. »F vil da saa ved dennel Voldsdaad give Kettetne Ret, sotn fige as alt paa, og brin-» ge ydermete Elendighed over note Hoveder. Jeg ftygtetl itke den Geng«ccldelfe, som vil tammc edet og os; men jeg ftygtet Stammen og vil itle dele den med edet. Vid da, Ahbed Pedet, at jeg itte viget fta disfe mine Vennet, og ladet J dem flæhe i Katcetet, gaat jeg med og d«elet Fan genftahet tned dem.« Dis-se Alvotsotd bragte Ahbeden til Zamling. Bec sin egen Hidsighed havde han ophidfet Muntene, men han indsaa, at han var gaaet for didt, da at et Tilbagetog vilde vctte det ønsteligfte, om det tunde gøteg nogenlunde med Ætr. »Nu, mine V:ødte«, fagde han, idet han vendte fig mod Muntene, »Na Bruder Ambtofii Farben lade vi denne stattet slippe. Hellere maa han gan, end vi flule tilfsje dort Klosters Ældste den state Ktcenkelfe, han me net, det vilde væte fot ham, om di sittede os denne Spei sdet og hans Ledsagetfle, fom hat liftet sig hetind. Jeg fsler mig vis paa, at han ingen Sinde tiete vover sig hid.« »Detpaa fide J ttngt«, sagde The-get med et Smil, ,,jeg hat for Sanden denne sene Gang faaet not af de Øm Brpdres Dannichcd og Gctftedenstab.« Detpaa git han med Margaret. Anihtosius ledfageoe dem til den ydetste Port, hvot han venlig og søtgmodig tog Affted med dem; men en Zlate Munte og Lægbtødtc date fulgte med, og da The-get og Margatet vate lomne ;t lille Stytle hen ad Vejen, fløj en Sten over Klostermuten eftset dem oa flog ned tcrt ved Margaret. »Du Djæveleng Revettule!« taahte Thøaer i støtste Harme, idet han vendte sig mod Klostetet og løfiede truen de sin lnnttede Haand. »Du, som er fyldt med vanvittige Dagthve og Ulve i Faarellcedetz den Dag stal komme, ja komme fnatt, da du jævnes need Jordem og det itle lades Stett tilbage paa Sten!" Matgatet tattede et Blit paa de ptcegtige og stolte Bygninger, det tnejsede i al detes Walde, og tcenlte, at denne Spaadom dog nceppe vilde gaa i Opfhldelse. Dog vifte Fremtiden, at det var ptofetifte Ord, hendes Ftænsde handk udtaltz thi alletede inden en Mennestealdet hat1 gaaet, var itte alene Klostetet nedlagt, men Bygningetnet nedtevne og Stenene bottfsttr. Kun nvgle henssmuldrede 'Mutbrottet viste det Sted, hvot Ciltetcienlernes stvlte Klostetbolig havde staaet. Ciende Kapitel. Skvnne oq Lus. l Bote Forfcrdte hadede Haltvckrl i alle Livets vigtige Sagen Sindig og tænlsom var dekes Fern, og meget, fom i vore Dage gaar for sig med fawOmstændigheder, km vede den Gang store Ophavelser. l Falkner Rud havde i ilke tinge Grad denne cegte dan-? sie Ejendommelighed. Han var en llog Mand, der saa sig for, for han handlede; men han var tillige en ung Mand, der elsiede med et varmt Hier-les hele Fykighed. Rettig hedens Bane havde for ham varet toknefuld, han havde længe vandret focn gennem en Sitten, alene, fulv af Angst og vansmkegtende; den Tildkagelse endelig, der omsider fette hans elsiede tilbage til hasm, havde meet rædsclsfuld og haft sau- siæbnefvangte Folget-, at hans Livslylle nett for altid vat bleven tilintetgjort. · Det ««vllde da være ttlgtveligt«o"m han uden at btyve sig om Verdens Dom stralg eftek.Maegatets"Dritte-helfe havde holdt B.tyllup ogs fsrt heut-e som sm« husttu til sit Hjem. Han tænlte ogsaa et Dieblil derpaax men Thlgek stenbalh fotn natutligvis var i Stand til at dsmme me re uhildet i denne Sag, taadede afgjort fra. Falkner fulgte hanc lloge Rand, og Margatet var ham tatnemmelig for den henftand, ·han undte hendez thi Om slaget i henves Indee havde vatet volvsomt og eftetlod, lig en Storm paa Hoden Danning. Hoor fast, hun under tiden mente, at hun dar, rejste der sig atter Tvidl, og hu fit Kanipe at udholde; inen hendes chelesørger var bedr end hendes Fastemand stittet til at bane for hende den Be; der stulde søre hende til Fllarhed dg jordisi Lykke, til e gudsrygtigt men tillige nyttigt og virlsomt Liv. Dei blen da Bestemmelsen Folrner drog nied Jd og Knud til Kjellinghøl for at tilbringe Vinteren der mens Genete og Margaret, ledsagede as Thøger, drog ti Viborg og opslog deres Bopcel i et Has, sont Folmer hast der. Det laa i Riddergade paa det Strøg, hvor det snar med Adelens tiltagende Vcelde og Rigdom skulde blivi Stil, at dens vigtigste Medleminer byggede sig Boligei i hvilte de opholdt fig, naar de koin til Studen, iscer un der det berømte Snapsting. HverGang Folmer i Vintekens Lob tom tilBiborg for a se til sin Festemø, sit han stadig mere Aarsag til Glæde Hendes Sundhed sæstedes, hendes Livsmod vokfede, og lnf og straalende var nu det Smil, hvormed hun hilste han! naar hans svedige Ganger dansede med ham for Deren Naae han niindedes den blege, tungsindige Ungspster i Vie sing, as hvis Øjne Fanatisniens inørte Jld lyste, vikde hat« næppe tro, at hun og denne ungdomssriste Jomsru, hoii Aasnn straalede as den ammeste Kcerlighed og den dybestc Glæde, vare en og samine Person. Det var det heller itket En fuldstændig Omdannelsk as Margarets indre Versen var soregaaet langsomt og sit tert under Thøger Ledenbalts lyndige Bejledsning og aa: rnagne Omhu. Der hat ilte siden hine Dage vceret bedrc Sjælesørgere i den danste Kirle end noglc af disse til lis thcrste Præditere omvendte Munteprcester, der sra derek tidligere daglige Samldem nied Menighederne medbraate en rig Livserfaring. De vare itte stuelaerde, men Men nestekendere, sont sorstod at lade det levendeOrd vinde Ind gang i deres Soaneborns Hinten saa at Livet dannede iig derefter og prcrgedes dems. De bedste as dem, den luther lsle Lkrreg Fortceinpere oa OrdetH egentliae Scedemcenb, Jmedbraqte sra det aamle kirleliae Menighedgliv det, soni trods alle padististe Vildsarelser niaa taldes et Gode, tnen som i Tidernes Lob mere ag mere et gaaet tabt, neinlia en hiertelia Forstaaelte cg et forttoligt Sanilvem melleni Prasst da Meniglien Sarnlivet med Thøaer Da bans milde, gndfryatiae Hii stru bleo da en Velsignelse for Margaret, sont sit-en altic med inderlia Talnennneliabed mindedes disse lnttelige Ta ge, sont hiin tilbraqte i Etilktcd oa llbeincertethed, stadizi arbejdende i Blanken. Dog sit oasaa Theger on hans Hu steu et rigt tldbntte dems; thi Margaretg dnbe Fglelser robede sig undertiden paa den crdleste Mande, og fra hendek rigt beaavede Sjæl tunde der lnsne Tanter, hdis Klarhed og Dybde sit The-get til at studie. Don oilde det uden haan tyndiae Vejledning og uden den Ztøtte, hans faste Tri) ndede l)ende, have varet hende uinuligt at komme til den Klarhed i sin trifteliae Opfattelse, fom hun efterhaanden stassede fig. Hun indsaa tilsnlde, hdor nieget hun sinldte sin aandeliqse Vejleder; men han indrøminede itte i samme Grad, hoer han hadde sin Leerling at tatte for, nemlig stør re Mildlzed og Iderbcerenhed i Donnnen over sine papistiske wodstandere Det tyltes egentlig den brave Praediter en Gnade, at Margaret, ester ait det, him haode geniienigaaet, dg efter at hun hadde maattet set saa dnbt i det padistisle llvcesens forteste Llfgrund, dog ille bar Nag og dar gansle uden Bit terhed· Han kunde itte tonmte til Rette dermed; thi ungtet en Ziemme i hans Jndre scrbød han at laste lristelig For fonliqhed on Tilgidelse, saa voldte dog denn-e bløde Sten ning liog hans unae Frcente hain httfnastelse Han tat dte den da, ganste i Tidens Arm-d, en Snare, invillen den pa pistisle Djædel and-en Gang tnnde saa Held til at fange lrendez Ein-l, nieng han burde have laldt den Mattigan iom er Firiitendomnsens steinneste Fragt, — Fristen var udrunren; det dar Baar, oa alt dar rede til Brudesasrden Tagen, for Vielsen stulde snldbnrdes, sad Mars-tatest ined sin Moder i et lille Kammer i Foliner Rnds Hui i Tltiddergadr. Behavet var slønt, og alle Omgidelserne oidi nede om ten store Forandring, der var soregaaet i det ben gaaede Aar; dog intet mere slaaende end Margarete-, egen Person. Hendes Legemisfnlde, den srisie Rodme paa ben des Kinder, Øjnenes dybe Glans vifte ved forfte Blit, at baade Sjæl og Legeme havde genvundet deres Ungdoms sristhed og sortalte oni hendes Hiertes Lytsalighed. Den derdslige Dragt nied dens rige Farver og pyntelige Snit hævede hendes sjældne Stpnhed, ligesom Ædelstenen i en sixlig Jndfatning. Dog til dette friste og dejlige Billede dannede hendes Moters Udseende en stcert Modscetning. Genetes Aasyn var magett og blegt, hendes Blit tungsmdigt drømmende, og hendes Klædedragt havde det garnle llosterlige Snit. Dei dar tlaet, at den Gang sor hende ira Klosteret ud i Verden itte havde beagt hende Lytle eller Frev. Ester at have mistet Klostertugtens Stotte og det sengslende Stue as den papististe Gudötjenestes barnagtige Pomp, var hun aandelig sunten samtnen For hende var Thsgers Sand hedstærlighed intet, og naar han var til Stede og talte, gled Nosenkransen gennem hendes siælvende Handa, og hun bad sit Ave Marie, mer sorn en Besvcergelse end som en EB-n. Nu sad hun hos sin Dotter og legede paa den underlig tanlelsse Mande, som var hende egen, med den Guldtaede, Hsom smyttede Margarete Hals og hang ned paa hendes lhvide Brystdug. Hendes Blit var tomt, men hun smilte dog, soin om hun var glasd ved sin Datters Reihen Margaret selte sig oste underlig stødt as Msoderens Versen; thi nu, da hun var kommen til Stels Alder og Aar, tæntte hun over det og sorstod det ilte. Hun var andern den til Mode, som om hun var den celdre, Moderen Bar net. Naar denne pinlige Ftlelse greb hende, fyldtes heu des hierte med bange Anelser, og huns fokdodlede sin Om «hed.· Hvadhun stimtede, sua Knud endnu slet itle — den Sie-lenken soin alleeede Mtede sin Stygge foran sig, sont spart stulde omtaage Geneteslsvtstand og gsee hendes Vierte dsdt for alle smme Felelsey og sotn endeltg til en Tit-, da Slcegtens Ære kredede det, og da Kund etllertneft enstede det, stulde gere en Fortlartng mellem Genete og hendes Stn umultg. J een fssrseende havde Moderens Vierte vænt sont en lutlet sog see hendee Datter. Margaret havde nemlig - »O - icerlig straalede Jdes Aasyn as Lytke og Fred, og Aarsas innen Jlnslse om sin Moders Tilbejeligbed for Hat-: TlJrrdsen eller om den Mutighed as Livslytte, der soin et Zdlnlimt havde vist sig pna Genetes merke Vej. Denne Haabets Stierne var bleven slukt i Faxmtismens Taage, mens hun var i Klosteret, for aldrig at trendes incre. Dog hadde diese Dages Hæiidelser vakt Mindet derom, og en frag Straale af Lnå syntes nu at glimte for hendeg indrc Blit. Hun saa pludselig op, rødmede let og sagde: »Det var Uret af Knud saa at affcerdige Hans Thord sen og lade ham gaa uden Tak. Det Var tungt at stue : hans nedtrykte Aasyn.« ,,U«den Tak?« udbsrød Margarest sorunsdrei. »Da . ydede Knud ham dsog, tykes mig, stor Ros og Tak; men os voldte det Sorg, at han med saa sær Stolthed tilbageviste den rundelige Belønning, der blev ham buden for hans Umage.« Margarets Stemme havde en ncesten haard Klang, da hun sagde dette. Hun fandt Hans Thordsens myndige og stolte Versen utilbørligt, da han dog kun var en usri Mand. Dei maatte jo komme, idet Margaret atter traadte ud i Verden og følte sastere Grund under sig, at Slcegtstolthe den paa ny vaagnede i hendes Bryst. Det var lykledes Folmet at styrke hendes Tro paa Modereng Ære; men der ded blev den fri Kvindes Selvfølelse genvalt hos hendt, idet begge Dele nøje vare knyttede til hinanden. Knud sorstod Hans Thordsen fuldtud, og hat-de hcn for «ijeblilket ringere Tro end sm Søster og en mere leren de Følelse af deres Stillings Mislighed, des mere pirrelig eg øm over sin Ære var han. Haabet om Oprejsning lede de dog stadigt i hans Hierin og da han slønnede, at hans Moder, overladt til sig selv, turde blive et let Bytte for den dristige, usri Bejler, saa foresatte han sig at hindre en Fordindelse der tun vilde drage dem alle dnbere nedadJ Folmen til hvem han betroede sin Frygt, var nanske uf Mundes Mening, og maatte som et cegte Barn as sin Tid ca trdds sin Fordomsfrihed i andre Retninaer veere det. Stnilede Margarets Moder fig hen til en ufri, vilde iltc dort-ed den Gerning srexnmes, som Thøger lsarde laldzt isjrnndlcquelsen af Folmer Nuds Huftrus Ære. De bleve da enige om, at Hans Thordsen slulde fjer Hei-, ea· Folmer vcere Geneteg Lavveerge. De foretog denne Forandring med større Etannsomhed og paa en mere hens snnifnld Mande, end de allerfleste of deres Standsfeeller under lianende Omstændiaheder vilde have gjort; men nan :et de ndede Hang Thordseng Retstassenhed oa Tjsenstvillia lied al Llnerlendelse og tilbød ham en rundelia Belønnina, Felle lsan sia dda dyvt treenlet. Al denne Tatnennnselighed l«,-s:-,vde intet Veer for ham; han fordrede itle Tal oa Rod, nren Broderslalx Derfor teg han den Haevn at afslaa den tilbndte Lon, eg k;an drog da frn det sidste Mode med Gene te oa hendes Born med den stolte Tillid, at de vare ham, l)-.rn itle dem Tat slyldig. De stolte, frie Mænd bleve ydi nsngede af den itle mindre stolte ufri; men Folmer og Knud diste ham lige fuldt, naar hans Vej i Fremtiden irydsede deres, al den Agielse, han sortjente. Hun sorblev regist, irg meget tndede paa, at han ingensinde glemte scn Fiærlig ljed til den blide, tunnsindiae slotsle Kdinde. Fenud og Jde lonI nu, glade i Hu, til Viborg for at orerrnere Folmers ca Margarets Bryllup. Man saa paa dem benge at noaet glaedeligt maatte vcere hcendet dem; gen dertil tunde man stønne allerede as den Omstcondighed, at de tom fra Holmeaaard Kristosser Kruse havde as Venslab for Folmer os( devcrget red at børe alle de Lidelser, Margaret havde gen nemqnaet, ladet fia forsone, og Jde havde faaet sen For nninderes Tilnivelsr. Don innatte Knuky treedende i sen Farsader5, Jens Rielsen Løvenballs Fodspor, med al den kred sline Lejligdeder verrgelige Formelighed og Omstænde ligl;ed sorst gøre Bod. Akten var da nnlig i Vennerg og Fremd-ers Ncervce relse idreanaet pan Holmegaard, Oder Ziristofser Firufe end nu odiioldt sia, da Genopbngninnen af Vingeaaard ille var til Ende. Knud harde sremstillet sig i Forsnmlingen, bøjet Knae for Kristosser on ndmnat indrvmmet sin Brode, idet han ratte Kristosser sit Sværd og bad ham støde det i bang Brust oq saaledeg heevne Brodcrens Drah. Kristoffer havde da rejst ham op og slænlet ham Livet, hvorefter han stededes til Haandlns hos Oldemoder. Selvfølgelig betalte Knie-d en i Forvejen fastsat Bede, som Krisiofser inodtog, iite as Pesngegekrighed, thi han vilde lade den komme de sattige tilgode, men for itle at gælde for en ukcerlig Bro der, ligegyldig ved den Slcegten tilføjede Ktænkelsr. Saaledes var Knuds Brøde i Mennesienes Øjne nd sletteL Dest var tun Slægten5, ilte det offentliges Sag at rejse Klage. Derester fulgte det, som gansie as sig selv, at Kristosser Kruse, Lavrids Lunow og deres Hustruer ble ve indbudne til at overvære Margarets Brudesærd. Kri stosser blev Folrners Forlover, da hans egen Broder, as LIErgrelse over det ester hans Mening uhaederlige Ægtestab, Folmer tvcert imod sine Frænders Raads vilde indgaa, havde trænket ham ved et Asslag. Baade ved at paatage sig dette Hverv og ved at modtage Sonosseret godkendte Kristofser Kruse Knuds og Margarets rette adelige Brut-. De vare ham begge til deres Dsdsdag taknemmelige for hans højsindede Venslab og Folnrer Rud ikte mindre. Alt syntes nu Glæde, og den Slygge, den drømmende Moder udbredte omlring si·a, magtede instet mod det strac lende Lys, de unges Lylte tastede paa alt. Da Brudetoget paa Bryllupsdagens Morgen drog til Korsbrødsretirkem viste det sig vel at vcere nsoget mindre end seedvanligt ved adelige Bryllupperz men Pragten i Klædedragt og ödeste nes Udsniylning var saa stor, at den hojlig msorede Byenö Borgere vg« Kvinder, som strsmmede til Kirlen for at over vcere Vielsen. De Undeede sig over Brudens Dejlighed og misundte hende hendes Lylte, men holdst sig stadesløse ved at hvisle indbydes om hendes tvivlsomme FedseL Brudgom og Brud gjorsde sig imidlertid ikke mange Tanier om, hvad andre monne dømme. Da The-get for Guds Alter havde lagt deres Handeel hinanden og velsigz net Pagtens, svulmede dereshjetteZ af Tabiemnielighed invd den« Jlllgode vg af Fryd over Foreningenz Fuldbprdeb se estei’ saa mänge bitre L’idelser. De vildejikkert Baa« den-« ne Dag helt have glemt Verden omlring sig, hvis itke Fjender usormodet havde trydset deres Vej og est Øjeblik lastet Stygge over Gleedens Solstin i deres Vierter. Det handie neinlig, da de ester Vielsen red fra Kitte, at Crit Strom, Marm, Jsrgen og Gert med deres Folge » Tas Zoende, kommende fra » Tiele red ind i Sinken og km imod dem. De holdt M idten as Und-en og Vilde ikte disk hvorfor Fnlmer Rud sagttnodig bøjede sin eg Margareis Hest til Side, mens Erit Stram og hans Folge stoltelig red forbi. Kolrt og hvast var det Blit, Maren Lavkidsdutäer tiltastede sin Broderdatter, og Margaret bleV blegibed i sitt Fasters Aastxn at lcese et Had, som sorst stulde slulles T Graden Erit Skram stottede forst til det pragtsulde But detog og harmedes over at se Kristosfer Kruse og Lavtkdz Lunov blandt Gaesterne. Jøtgen derimod blottede sitt Ho oed og shilste Brudgommen, men tun ham, ligesom for at Vise sm Agtelse for Slaegten Rud og tiltendegive, at hear alene agtede Folmer en Hilsen vcerd. »Den Brut-", sagde Marm, inden de endnu oate tota ne helt sorbi, ,,burde paa ingen Maade søre Perlebinbikes og Hovedguld. Tte Dalek butde hun give i Bode sot sitt Freihed at anmasse sig en ærlig Bruds Rettig-heb." ,,De Spillemcend og ovetflsdsige Brudeblus oare ting paa urette Sted«, tilføjede Gert med lydelig Rost og med et ondt Smil. De giftige Ord bleve horte og meddelte Brudepaktei. Miargatets Aasyn blussede as Harme, og da hun var kom sten ind i Brudehuset, brast hun i Graad. Folmer dtog yende assides og llappede hende paa Kinden. ! ,,Lad os unde vore Fjender deres Ondstabs sattige Glæde, mit Hierte, og huste spaa vor egen Lylsaligheds ooeroattes Storhed og Fylde!« »All« udbrød Margaret heftig, »jeg har advatet dig og sra forste Feekd sorudsagt dig, at sligt var at vente, hvis du knyttede din Strebne til min. Min dyrebare Ven og tcere Husbond, din Vandring ved min Side vil endnu bli ee tornesulo." »Vel muligt«, svarede Folmer, ,,at Tornene ere det, men mia stille d-: ikke. Jeg glemmer dem, naar jeg set paa min Rose, som ikle har sin Lige i Dejlighsed. Stulde dog Mennestenes Ondslab og Verdens ubillige Ringeagt frem releI sank-: dit stolte Hierte, min Huftru, og afpresse digx Taater, da oil jeg note som nn; jeg tysser dem liortl« —— Nogle Tage senere red De, ledsagede as Frænder og Vienner og af et stort Folge af Spende, ind paa Kjelling hol. Mens den nedladte og med grønne Kvisie overstrøede Vindebro donnede under Heitenes Hovslag, tnsaldede Ha niebosserne til Velkoinst sra Borgvolden, on Gudenaaens Bande rødmede as Fallernes Glanz. Dei røde Slær faldt ind i den hockte-ehe Borgpork,. og der sna Margaret aamle Bodil Hansdatter, sont med Vorgsogeden og alt Tnendet stod rede til at niodtage sit Herstab. Da Margaret Var stegen af Hesten, traadte Vodik hen til hende, tyssede ærbødig hendes Haand og overrakte hende Hufets Nøgler. Den unge Husfrue modtog dette Tegn paa sin Værdighed on fcestede dem strals til sit Belie; men for at trøfte Folmers gamle Fostermsodcr crer Tabet af sin Magi, drog hun hende til sig, omsavnet e l,ende og aav hende et hjerteligt Kiss. Dybt rørt læste Bcidil fital-Z oed det forste Blik i Husfruens dejlige og mi lde Acit)n, at med Margnret drog Korrlighed, Fred og alle gode Engli ind paa Borgen. Margaret hilste dem alle Venlig og gensaa med ei rort Hjerte blandt dem to gatnle Belendte, liden Gertrud, hois sordum blege og tungsindige Ausyn nn straalede af« Sundhed og Glcede, og Søster Veronika, der viste sig ien ny Stiftelse, tsørt en pyntelig, oerdslig Dragt, saa mun ter og stælmsk en Kammerpige, som nogen arelig Frue i Lan-del havde i sit Brod. Margaret tcentte, at Sssier Veronita nappe vilde komme til at staa længe ledig paa Torvet, og sit Net deri. Jnden Aaret var omme, hseinsstte Folmer Ruds flinkeste Stoogemmer hende sotn sin Husttm Dog lod del til, at Margaret savnede nogen. Hure iaa sig om og nævnede et lenkt on leert Navn for sm Has liond; men han svarede hende tnn med et Sinil og sprie lrende, derpna, efterfulat as alle Bryllupsncesterne, op ab Taarntrappen on ind i Hallen, den skønne Hal, hvor hatt iaa oste i de bitte oq ensomme Modganasdone i Aanben hnvde set sit Hierteg elskede, og hvor hun nu virkelig ind traadte som hnns Hustru. Drommene havde efte haft Vir telighedens Klarhed on Fylde, nu tyttes Virleligheden ham ncesten at være en Dem. Margarct havde ved Jndtrcedelsen tun Øje for M cervcerdig Stiktelse, som traadte hende i Mode og udbredte sine Arme imod hende. Hun udstødte et Glaedesraab pg laa ved Fader Ambrsosius’ Bryst. Han tyssede hende paa Banden, lagde sin Haand paa hendes Hooed og sagde: »Velsignet være din Jndgang i din Hugbondg Fede nehjeml Gud Herren lyse sen Fted over dig, harn og alt, hvad edets er eller vorder! Han stætme eder og vejledes dig, min Datter, ved sin Helligaand, at du ved Gudsfkygt, Kærlighed og milde Sceder maa blive en Pryd sor dette Has, din Husbonds Lytsaligheds tro Vogterste og alle dines Tjenere og Tjenerinder en gosd Moder!« Margatet bojede sit Hioved, greb den gamles Hat-nd sotte den til sine Lceber. »Folmer Hanssen«, oedblev han dybt bevoeget, »der ielv onstet af mig, at jeg slulde hilse og velsigne dig ved bin Jndtrcedelse i hans Fcedrenshah hvor du nu stal indtage den Plads, hans hedensgangne Moder tlædte med Ærr. Dog nu er det paa Tide, jeg yder dig Tat for din state Kerlighed othofasthed mod en gammel, strohelig og hieni løs Ven, som uden din og din Husbonds overvættes Gab hed vilde have oæret ilde saren!« Margaret horte nu as Folmer, at Broder Ambrosins var bleven mistcentt for Kætteri og havde maattet dif Spot og ilde Medfatt af de fanatisle Munte og den i sin Beerdighed trcenlede Abbed. Det San’dhedssord, Tshtget havde sagt ham, hasvde der-Est, jo mere han teentte det over, des tlarere vist heim, at han burde vandte ud. Bette havde han ogsaa strals sat i Vert; men da hans stksdelise Heloted gjorde den lange Pilegrimssart til Rom til m Umulighed, var han dtagen til Kjæts Molle og havde His ven sig i Kost hos Pet Kome, s om barmhjettig hande mid .taget ham nagtet han tom sattig« til hanö Døx. Per M "haode imidlentid ved Lejligheds sendt Melding til Kjelliqs «,h-l om, i heilten Nod Broder Ambrosius vat. Fall-et Rad var strals tejlt derned, og ved venlig Ovettalekfe havde han saaet den nedbøjede gamle til at folge steh A Kjellinghoh hvor han allerede havde opholdt sig et Ist Maaneder. «-» i .-I«.s«.-.th . Gottseettey -.s ’J I