Den stolslie Kot-me can Tjeles
Livzskildring fra Reformationstiden
of
h. F. Ewald.
J Fjerde Bog. ask-,
(Fottiat.)
»U«dspejde edet!« udbtsd The-get. »NU ved Gud, den
Alsommægtigste, aldtig hat jeg høtt et mete taabeligt Paa
fundl Hans Naade, vot Kongse, hat, thltes mig, for San
den vist edet og det ganste Kleresi. at han ille hndet at gaa
paa Ravetlset, og han hat det ikte heller nødigt. J hat alt
solt det sptste Tag af vaens Klo, og dog staa J imod og
tase som Vorm der ikte stønne Fatens Stothed. Mig khfe
J itte med edets hpje Ra—ab«, vedblev han, da Muntene af
btpd ham med Forbandelset, »itke heller med edets Stcelds
ord. Jeg hat set vrede Papistet i Øjnene for denne Dag,
og det nogle, der havde støtte Magt end J. Men stulde J
udføte edets Ttusel, Abbed Peter, og hol-de mig tilbage med
Bald, lid da paa, at J ret fnatt vil faa et lidet lysteligt
Besøg og haatdt komme til at undgælde for den Misget
ning.«
Endnu medens Thøget talte, toni Bruder lebtosius
i ftor Strast ned ad Cellegangen. De hsje Raab vate am
sidet ttcengte ind til ham, og han havde anet Utaad. Han
banede sig Vej gennem den tætte State af Munle og Leg
btødte, hvis Tale fttats havde undettettet ham om, hvad
het ait for fig, traadte ind i Kredsen og ftillede sig fotan
Thøget.
»Ihr-met Løvenhall og Jomftu Matgatet«, sagde han
i stot Harme, »ete her sont mine Gceftet, og det vil volde
mig ftot Ktænlelfe, tilfojes der dem nagen Ovetlast; dog
endnu vierte Fttaentelse for vott hellige Samfund og dette
Klosters Ærel Hade J mistet al Omtanke, ætvætdige Faå
det«, faade han, idet han vendte sia til Abt-ed Peter, »san
som dette fotegaat lige for edets Zink, og J itle paatalet
det?«
»Endnu et jeg oa ittc J dette Klosters Forstandcn
Menet jeg, det et min Pligt at hole denne Kasttet og Kit
tens arge Fjende tilbaae scm Fanae, blidet det min Sag,
og J hat itte at stille edetg Nase deti.«
»Nu, ved Guds hcllige Moder!« udhtød Ainbtosius,
idet hang Zer lyste af Harme. »F vil da saa ved dennel
Voldsdaad give Kettetne Ret, sotn fige as alt paa, og brin-»
ge ydermete Elendighed over note Hoveder. Jeg ftygtetl
itke den Geng«ccldelfe, som vil tammc edet og os; men jeg
ftygtet Stammen og vil itle dele den med edet. Vid da,
Ahbed Pedet, at jeg itte viget fta disfe mine Vennet, og
ladet J dem flæhe i Katcetet, gaat jeg med og d«elet Fan
genftahet tned dem.«
Dis-se Alvotsotd bragte Ahbeden til Zamling. Bec
sin egen Hidsighed havde han ophidfet Muntene, men han
indsaa, at han var gaaet for didt, da at et Tilbagetog vilde
vctte det ønsteligfte, om det tunde gøteg nogenlunde med
Ætr.
»Nu, mine V:ødte«, fagde han, idet han vendte fig
mod Muntene, »Na Bruder Ambtofii Farben lade vi
denne stattet slippe. Hellere maa han gan, end vi flule
tilfsje dort Klosters Ældste den state Ktcenkelfe, han me
net, det vilde væte fot ham, om di sittede os denne Spei
sdet og hans Ledsagetfle, fom hat liftet sig hetind. Jeg
fsler mig vis paa, at han ingen Sinde tiete vover sig hid.«
»Detpaa fide J ttngt«, sagde The-get med et Smil,
,,jeg hat for Sanden denne sene Gang faaet not af de Øm
Brpdres Dannichcd og Gctftedenstab.«
Detpaa git han med Margaret. Anihtosius ledfageoe
dem til den ydetste Port, hvot han venlig og søtgmodig
tog Affted med dem; men en Zlate Munte og Lægbtødtc
date fulgte med, og da The-get og Margatet vate lomne ;t
lille Stytle hen ad Vejen, fløj en Sten over Klostermuten
eftset dem oa flog ned tcrt ved Margaret.
»Du Djæveleng Revettule!« taahte Thøaer i støtste
Harme, idet han vendte sig mod Klostetet og løfiede truen
de sin lnnttede Haand. »Du, som er fyldt med vanvittige
Dagthve og Ulve i Faarellcedetz den Dag stal komme, ja
komme fnatt, da du jævnes need Jordem og det itle lades
Stett tilbage paa Sten!"
Matgatet tattede et Blit paa de ptcegtige og stolte
Bygninger, det tnejsede i al detes Walde, og tcenlte, at
denne Spaadom dog nceppe vilde gaa i Opfhldelse. Dog
vifte Fremtiden, at det var ptofetifte Ord, hendes Ftænsde
handk udtaltz thi alletede inden en Mennestealdet hat1
gaaet, var itte alene Klostetet nedlagt, men Bygningetnet
nedtevne og Stenene bottfsttr. Kun nvgle henssmuldrede
'Mutbrottet viste det Sted, hvot Ciltetcienlernes stvlte
Klostetbolig havde staaet.
Ciende Kapitel.
Skvnne oq Lus. l
Bote Forfcrdte hadede Haltvckrl i alle Livets vigtige
Sagen Sindig og tænlsom var dekes Fern, og meget,
fom i vore Dage gaar for sig med fawOmstændigheder, km
vede den Gang store Ophavelser. l
Falkner Rud havde i ilke tinge Grad denne cegte dan-?
sie Ejendommelighed. Han var en llog Mand, der saa sig
for, for han handlede; men han var tillige en ung Mand,
der elsiede med et varmt Hier-les hele Fykighed. Rettig
hedens Bane havde for ham varet toknefuld, han havde
længe vandret focn gennem en Sitten, alene, fulv af Angst
og vansmkegtende; den Tildkagelse endelig, der omsider
fette hans elsiede tilbage til hasm, havde meet rædsclsfuld
og haft sau- siæbnefvangte Folget-, at hans Livslylle nett
for altid vat bleven tilintetgjort. ·
Det ««vllde da være ttlgtveligt«o"m han uden at btyve
sig om Verdens Dom stralg eftek.Maegatets"Dritte-helfe
havde holdt B.tyllup ogs fsrt heut-e som sm« husttu til sit
Hjem. Han tænlte ogsaa et Dieblil derpaax men Thlgek
stenbalh fotn natutligvis var i Stand til at dsmme me
re uhildet i denne Sag, taadede afgjort fra.
Falkner fulgte hanc lloge Rand, og Margatet var ham
tatnemmelig for den henftand, ·han undte hendez thi Om
slaget i henves Indee havde vatet volvsomt og eftetlod,
lig en Storm paa Hoden Danning. Hoor fast, hun under
tiden mente, at hun dar, rejste der sig atter Tvidl, og hu
fit Kanipe at udholde; inen hendes chelesørger var bedr
end hendes Fastemand stittet til at bane for hende den Be;
der stulde søre hende til Fllarhed dg jordisi Lykke, til e
gudsrygtigt men tillige nyttigt og virlsomt Liv.
Dei blen da Bestemmelsen Folrner drog nied Jd
og Knud til Kjellinghøl for at tilbringe Vinteren der
mens Genete og Margaret, ledsagede as Thøger, drog ti
Viborg og opslog deres Bopcel i et Has, sont Folmer hast
der. Det laa i Riddergade paa det Strøg, hvor det snar
med Adelens tiltagende Vcelde og Rigdom skulde blivi
Stil, at dens vigtigste Medleminer byggede sig Boligei
i hvilte de opholdt fig, naar de koin til Studen, iscer un
der det berømte Snapsting.
HverGang Folmer i Vintekens Lob tom tilBiborg for a
se til sin Festemø, sit han stadig mere Aarsag til Glæde
Hendes Sundhed sæstedes, hendes Livsmod vokfede, og lnf
og straalende var nu det Smil, hvormed hun hilste han!
naar hans svedige Ganger dansede med ham for Deren
Naae han niindedes den blege, tungsindige Ungspster i Vie
sing, as hvis Øjne Fanatisniens inørte Jld lyste, vikde hat«
næppe tro, at hun og denne ungdomssriste Jomsru, hoii
Aasnn straalede as den ammeste Kcerlighed og den dybestc
Glæde, vare en og samine Person.
Det var det heller itket En fuldstændig Omdannelsk
as Margarets indre Versen var soregaaet langsomt og sit
tert under Thøger Ledenbalts lyndige Bejledsning og aa:
rnagne Omhu. Der hat ilte siden hine Dage vceret bedrc
Sjælesørgere i den danste Kirle end noglc af disse til lis
thcrste Præditere omvendte Munteprcester, der sra derek
tidligere daglige Samldem nied Menighederne medbraate
en rig Livserfaring. De vare itte stuelaerde, men Men
nestekendere, sont sorstod at lade det levendeOrd vinde Ind
gang i deres Soaneborns Hinten saa at Livet dannede iig
derefter og prcrgedes dems. De bedste as dem, den luther
lsle Lkrreg Fortceinpere oa OrdetH egentliae Scedemcenb,
Jmedbraqte sra det aamle kirleliae Menighedgliv det, soni
trods alle padististe Vildsarelser niaa taldes et Gode, tnen
som i Tidernes Lob mere ag mere et gaaet tabt, neinlia en
hiertelia Forstaaelte cg et forttoligt Sanilvem melleni
Prasst da Meniglien
Sarnlivet med Thøaer Da bans milde, gndfryatiae Hii
stru bleo da en Velsignelse for Margaret, sont sit-en altic
med inderlia Talnennneliabed mindedes disse lnttelige Ta
ge, sont hiin tilbraqte i Etilktcd oa llbeincertethed, stadizi
arbejdende i Blanken. Dog sit oasaa Theger on hans Hu
steu et rigt tldbntte dems; thi Margaretg dnbe Fglelser
robede sig undertiden paa den crdleste Mande, og fra hendek
rigt beaavede Sjæl tunde der lnsne Tanter, hdis Klarhed
og Dybde sit The-get til at studie. Don oilde det uden haan
tyndiae Vejledning og uden den Ztøtte, hans faste Tri)
ndede l)ende, have varet hende uinuligt at komme til den
Klarhed i sin trifteliae Opfattelse, fom hun efterhaanden
stassede fig. Hun indsaa tilsnlde, hdor nieget hun sinldte
sin aandeliqse Vejleder; men han indrøminede itte i samme
Grad, hoer han hadde sin Leerling at tatte for, nemlig stør
re Mildlzed og Iderbcerenhed i Donnnen over sine papistiske
wodstandere
Det tyltes egentlig den brave Praediter en Gnade, at
Margaret, ester ait det, him haode geniienigaaet, dg efter
at hun hadde maattet set saa dnbt i det padistisle llvcesens
forteste Llfgrund, dog ille bar Nag og dar gansle uden Bit
terhed· Han kunde itte tonmte til Rette dermed; thi ungtet
en Ziemme i hans Jndre scrbød han at laste lristelig For
fonliqhed on Tilgidelse, saa voldte dog denn-e bløde Sten
ning liog hans unae Frcente hain httfnastelse Han tat dte
den da, ganste i Tidens Arm-d, en Snare, invillen den pa
pistisle Djædel and-en Gang tnnde saa Held til at fange
lrendez Ein-l, nieng han burde have laldt den Mattigan
iom er Firiitendomnsens steinneste Fragt, —
Fristen var udrunren; det dar Baar, oa alt dar rede
til Brudesasrden
Tagen, for Vielsen stulde snldbnrdes, sad Mars-tatest
ined sin Moder i et lille Kammer i Foliner Rnds Hui i
Tltiddergadr. Behavet var slønt, og alle Omgidelserne oidi
nede om ten store Forandring, der var soregaaet i det ben
gaaede Aar; dog intet mere slaaende end Margarete-, egen
Person. Hendes Legemisfnlde, den srisie Rodme paa ben
des Kinder, Øjnenes dybe Glans vifte ved forfte Blit,
at baade Sjæl og Legeme havde genvundet deres Ungdoms
sristhed og sortalte oni hendes Hiertes Lytsalighed. Den
derdslige Dragt nied dens rige Farver og pyntelige Snit
hævede hendes sjældne Stpnhed, ligesom Ædelstenen i en
sixlig Jndfatning.
Dog til dette friste og dejlige Billede dannede hendes
Moters Udseende en stcert Modscetning. Genetes Aasyn
var magett og blegt, hendes Blit tungsmdigt drømmende,
og hendes Klædedragt havde det garnle llosterlige Snit.
Dei dar tlaet, at den Gang sor hende ira Klosteret ud i
Verden itte havde beagt hende Lytle eller Frev. Ester at
have mistet Klostertugtens Stotte og det sengslende Stue
as den papististe Gudötjenestes barnagtige Pomp, var hun
aandelig sunten samtnen For hende var Thsgers Sand
hedstærlighed intet, og naar han var til Stede og talte,
gled Nosenkransen gennem hendes siælvende Handa, og
hun bad sit Ave Marie, mer sorn en Besvcergelse end som en
EB-n.
Nu sad hun hos sin Dotter og legede paa den underlig
tanlelsse Mande, som var hende egen, med den Guldtaede,
Hsom smyttede Margarete Hals og hang ned paa hendes
lhvide Brystdug. Hendes Blit var tomt, men hun smilte
dog, soin om hun var glasd ved sin Datters Reihen
Margaret selte sig oste underlig stødt as Msoderens
Versen; thi nu, da hun var kommen til Stels Alder og Aar,
tæntte hun over det og sorstod det ilte. Hun var andern
den til Mode, som om hun var den celdre, Moderen Bar
net. Naar denne pinlige Ftlelse greb hende, fyldtes heu
des hierte med bange Anelser, og huns fokdodlede sin Om
«hed.· Hvadhun stimtede, sua Knud endnu slet itle — den
Sie-lenken soin alleeede Mtede sin Stygge foran sig, sont
spart stulde omtaage Geneteslsvtstand og gsee hendes
Vierte dsdt for alle smme Felelsey og sotn endeltg til en
Tit-, da Slcegtens Ære kredede det, og da Kund etllertneft
enstede det, stulde gere en Fortlartng mellem Genete og
hendes Stn umultg.
J een fssrseende havde Moderens Vierte vænt sont en
lutlet sog see hendee Datter. Margaret havde nemlig
- »O -
icerlig straalede Jdes Aasyn as Lytke og Fred, og Aarsas
innen Jlnslse om sin Moders Tilbejeligbed for Hat-:
TlJrrdsen eller om den Mutighed as Livslytte, der soin et
Zdlnlimt havde vist sig pna Genetes merke Vej. Denne
Haabets Stierne var bleven slukt i Faxmtismens Taage,
mens hun var i Klosteret, for aldrig at trendes incre. Dog
hadde diese Dages Hæiidelser vakt Mindet derom, og en
frag Straale af Lnå syntes nu at glimte for hendeg indrc
Blit. Hun saa pludselig op, rødmede let og sagde:
»Det var Uret af Knud saa at affcerdige Hans Thord
sen og lade ham gaa uden Tak. Det Var tungt at stue
: hans nedtrykte Aasyn.«
,,U«den Tak?« udbsrød Margarest sorunsdrei. »Da
. ydede Knud ham dsog, tykes mig, stor Ros og Tak; men os
voldte det Sorg, at han med saa sær Stolthed tilbageviste
den rundelige Belønning, der blev ham buden for hans
Umage.«
Margarets Stemme havde en ncesten haard Klang, da
hun sagde dette. Hun fandt Hans Thordsens myndige og
stolte Versen utilbørligt, da han dog kun var en usri Mand.
Dei maatte jo komme, idet Margaret atter traadte ud i
Verden og følte sastere Grund under sig, at Slcegtstolthe
den paa ny vaagnede i hendes Bryst. Det var lykledes
Folmet at styrke hendes Tro paa Modereng Ære; men der
ded blev den fri Kvindes Selvfølelse genvalt hos hendt,
idet begge Dele nøje vare knyttede til hinanden.
Knud sorstod Hans Thordsen fuldtud, og hat-de hcn
for «ijeblilket ringere Tro end sm Søster og en mere leren
de Følelse af deres Stillings Mislighed, des mere pirrelig
eg øm over sin Ære var han. Haabet om Oprejsning lede
de dog stadigt i hans Hierin og da han slønnede, at hans
Moder, overladt til sig selv, turde blive et let Bytte for
den dristige, usri Bejler, saa foresatte han sig at hindre en
Fordindelse der tun vilde drage dem alle dnbere nedadJ
Folmen til hvem han betroede sin Frygt, var nanske uf
Mundes Mening, og maatte som et cegte Barn as sin Tid
ca trdds sin Fordomsfrihed i andre Retninaer veere det.
Stnilede Margarets Moder fig hen til en ufri, vilde iltc
dort-ed den Gerning srexnmes, som Thøger lsarde laldzt
isjrnndlcquelsen af Folmer Nuds Huftrus Ære.
De bleve da enige om, at Hans Thordsen slulde fjer
Hei-, ea· Folmer vcere Geneteg Lavveerge. De foretog denne
Forandring med større Etannsomhed og paa en mere hens
snnifnld Mande, end de allerfleste of deres Standsfeeller
under lianende Omstændiaheder vilde have gjort; men nan
:et de ndede Hang Thordseng Retstassenhed oa Tjsenstvillia
lied al Llnerlendelse og tilbød ham en rundelia Belønnina,
Felle lsan sia dda dyvt treenlet. Al denne Tatnennnselighed
l«,-s:-,vde intet Veer for ham; han fordrede itle Tal oa Rod,
nren Broderslalx Derfor teg han den Haevn at afslaa den
tilbndte Lon, eg k;an drog da frn det sidste Mode med Gene
te oa hendes Born med den stolte Tillid, at de vare ham,
l)-.rn itle dem Tat slyldig. De stolte, frie Mænd bleve ydi
nsngede af den itle mindre stolte ufri; men Folmer og Knud
diste ham lige fuldt, naar hans Vej i Fremtiden irydsede
deres, al den Agielse, han sortjente. Hun sorblev regist,
irg meget tndede paa, at han ingensinde glemte scn Fiærlig
ljed til den blide, tunnsindiae slotsle Kdinde.
Fenud og Jde lonI nu, glade i Hu, til Viborg for at
orerrnere Folmers ca Margarets Bryllup. Man saa paa
dem benge at noaet glaedeligt maatte vcere hcendet dem;
gen dertil tunde man stønne allerede as den Omstcondighed,
at de tom fra Holmeaaard
Kristosser Kruse havde as Venslab for Folmer os(
devcrget red at børe alle de Lidelser, Margaret havde gen
nemqnaet, ladet fia forsone, og Jde havde faaet sen For
nninderes Tilnivelsr. Don innatte Knuky treedende i sen
Farsader5, Jens Rielsen Løvenballs Fodspor, med al den
kred sline Lejligdeder verrgelige Formelighed og Omstænde
ligl;ed sorst gøre Bod.
Akten var da nnlig i Vennerg og Fremd-ers Ncervce
relse idreanaet pan Holmegaard, Oder Ziristofser Firufe end
nu odiioldt sia, da Genopbngninnen af Vingeaaard ille
var til Ende. Knud harde sremstillet sig i Forsnmlingen,
bøjet Knae for Kristosser on ndmnat indrvmmet sin Brode,
idet han ratte Kristosser sit Sværd og bad ham støde det i
bang Brust oq saaledeg heevne Brodcrens Drah. Kristoffer
havde da rejst ham op og slænlet ham Livet, hvorefter han
stededes til Haandlns hos Oldemoder. Selvfølgelig betalte
Knie-d en i Forvejen fastsat Bede, som Krisiofser inodtog,
iite as Pesngegekrighed, thi han vilde lade den komme de
sattige tilgode, men for itle at gælde for en ukcerlig Bro
der, ligegyldig ved den Slcegten tilføjede Ktænkelsr.
Saaledes var Knuds Brøde i Mennesienes Øjne nd
sletteL Dest var tun Slægten5, ilte det offentliges Sag at
rejse Klage. Derester fulgte det, som gansie as sig selv,
at Kristosser Kruse, Lavrids Lunow og deres Hustruer ble
ve indbudne til at overvære Margarets Brudesærd. Kri
stosser blev Folrners Forlover, da hans egen Broder, as
LIErgrelse over det ester hans Mening uhaederlige Ægtestab,
Folmer tvcert imod sine Frænders Raads vilde indgaa,
havde trænket ham ved et Asslag. Baade ved at paatage
sig dette Hverv og ved at modtage Sonosseret godkendte
Kristofser Kruse Knuds og Margarets rette adelige Brut-.
De vare ham begge til deres Dsdsdag taknemmelige for
hans højsindede Venslab og Folnrer Rud ikte mindre.
Alt syntes nu Glæde, og den Slygge, den drømmende
Moder udbredte omlring si·a, magtede instet mod det strac
lende Lys, de unges Lylte tastede paa alt. Da Brudetoget
paa Bryllupsdagens Morgen drog til Korsbrødsretirkem
viste det sig vel at vcere nsoget mindre end seedvanligt ved
adelige Bryllupperz men Pragten i Klædedragt og ödeste
nes Udsniylning var saa stor, at den hojlig msorede Byenö
Borgere vg« Kvinder, som strsmmede til Kirlen for at over
vcere Vielsen. De Undeede sig over Brudens Dejlighed og
misundte hende hendes Lylte, men holdst sig stadesløse
ved at hvisle indbydes om hendes tvivlsomme FedseL
Brudgom og Brud gjorsde sig imidlertid ikke mange
Tanier om, hvad andre monne dømme. Da The-get for
Guds Alter havde lagt deres Handeel hinanden og velsigz
net Pagtens, svulmede dereshjetteZ af Tabiemnielighed
invd den« Jlllgode vg af Fryd over Foreningenz Fuldbprdeb
se estei’ saa mänge bitre L’idelser. De vildejikkert Baa« den-«
ne Dag helt have glemt Verden omlring sig, hvis itke
Fjender usormodet havde trydset deres Vej og est Øjeblik
lastet Stygge over Gleedens Solstin i deres Vierter.
Det handie neinlig, da de ester Vielsen red fra Kitte,
at Crit Strom, Marm, Jsrgen og Gert med deres Folge
»
Tas Zoende, kommende fra » Tiele red ind i Sinken og km
imod dem. De holdt M idten as Und-en og Vilde ikte disk
hvorfor Fnlmer Rud sagttnodig bøjede sin eg Margareis
Hest til Side, mens Erit Stram og hans Folge stoltelig
red forbi.
Kolrt og hvast var det Blit, Maren Lavkidsdutäer
tiltastede sin Broderdatter, og Margaret bleV blegibed i sitt
Fasters Aastxn at lcese et Had, som sorst stulde slulles T
Graden Erit Skram stottede forst til det pragtsulde But
detog og harmedes over at se Kristosfer Kruse og Lavtkdz
Lunov blandt Gaesterne. Jøtgen derimod blottede sitt Ho
oed og shilste Brudgommen, men tun ham, ligesom for at
Vise sm Agtelse for Slaegten Rud og tiltendegive, at hear
alene agtede Folmer en Hilsen vcerd.
»Den Brut-", sagde Marm, inden de endnu oate tota
ne helt sorbi, ,,burde paa ingen Maade søre Perlebinbikes
og Hovedguld. Tte Dalek butde hun give i Bode sot sitt
Freihed at anmasse sig en ærlig Bruds Rettig-heb."
,,De Spillemcend og ovetflsdsige Brudeblus oare ting
paa urette Sted«, tilføjede Gert med lydelig Rost og med et
ondt Smil.
De giftige Ord bleve horte og meddelte Brudepaktei.
Miargatets Aasyn blussede as Harme, og da hun var kom
sten ind i Brudehuset, brast hun i Graad. Folmer dtog
yende assides og llappede hende paa Kinden.
! ,,Lad os unde vore Fjender deres Ondstabs sattige
Glæde, mit Hierte, og huste spaa vor egen Lylsaligheds
ooeroattes Storhed og Fylde!«
»All« udbrød Margaret heftig, »jeg har advatet dig
og sra forste Feekd sorudsagt dig, at sligt var at vente, hvis
du knyttede din Strebne til min. Min dyrebare Ven og
tcere Husbond, din Vandring ved min Side vil endnu bli
ee tornesulo."
»Vel muligt«, svarede Folmer, ,,at Tornene ere det,
men mia stille d-: ikke. Jeg glemmer dem, naar jeg set paa
min Rose, som ikle har sin Lige i Dejlighsed. Stulde dog
Mennestenes Ondslab og Verdens ubillige Ringeagt frem
releI sank-: dit stolte Hierte, min Huftru, og afpresse digx
Taater, da oil jeg note som nn; jeg tysser dem liortl« ——
Nogle Tage senere red De, ledsagede as Frænder og
Vienner og af et stort Folge af Spende, ind paa Kjelling
hol. Mens den nedladte og med grønne Kvisie overstrøede
Vindebro donnede under Heitenes Hovslag, tnsaldede Ha
niebosserne til Velkoinst sra Borgvolden, on Gudenaaens
Bande rødmede as Fallernes Glanz.
Dei røde Slær faldt ind i den hockte-ehe Borgpork,.
og der sna Margaret aamle Bodil Hansdatter, sont med
Vorgsogeden og alt Tnendet stod rede til at niodtage sit
Herstab. Da Margaret Var stegen af Hesten, traadte Vodik
hen til hende, tyssede ærbødig hendes Haand og overrakte
hende Hufets Nøgler. Den unge Husfrue modtog dette
Tegn paa sin Værdighed on fcestede dem strals til sit Belie;
men for at trøfte Folmers gamle Fostermsodcr crer Tabet
af sin Magi, drog hun hende til sig, omsavnet e l,ende og
aav hende et hjerteligt Kiss. Dybt rørt læste Bcidil fital-Z
oed det forste Blik i Husfruens dejlige og mi lde Acit)n, at
med Margnret drog Korrlighed, Fred og alle gode Engli
ind paa Borgen.
Margaret hilste dem alle Venlig og gensaa med ei
rort Hjerte blandt dem to gatnle Belendte, liden Gertrud,
hois sordum blege og tungsindige Ausyn nn straalede af«
Sundhed og Glcede, og Søster Veronika, der viste sig ien
ny Stiftelse, tsørt en pyntelig, oerdslig Dragt, saa mun
ter og stælmsk en Kammerpige, som nogen arelig Frue i
Lan-del havde i sit Brod. Margaret tcentte, at Sssier
Veronita nappe vilde komme til at staa længe ledig paa
Torvet, og sit Net deri. Jnden Aaret var omme, hseinsstte
Folmer Ruds flinkeste Stoogemmer hende sotn sin Husttm
Dog lod del til, at Margaret savnede nogen. Hure
iaa sig om og nævnede et lenkt on leert Navn for sm Has
liond; men han svarede hende tnn med et Sinil og sprie
lrende, derpna, efterfulat as alle Bryllupsncesterne, op ab
Taarntrappen on ind i Hallen, den skønne Hal, hvor hatt
iaa oste i de bitte oq ensomme Modganasdone i Aanben
hnvde set sit Hierteg elskede, og hvor hun nu virkelig ind
traadte som hnns Hustru. Drommene havde efte haft Vir
telighedens Klarhed on Fylde, nu tyttes Virleligheden ham
ncesten at være en Dem.
Margarct havde ved Jndtrcedelsen tun Øje for M
cervcerdig Stiktelse, som traadte hende i Mode og udbredte
sine Arme imod hende. Hun udstødte et Glaedesraab pg
laa ved Fader Ambrsosius’ Bryst. Han tyssede hende paa
Banden, lagde sin Haand paa hendes Hooed og sagde:
»Velsignet være din Jndgang i din Hugbondg Fede
nehjeml Gud Herren lyse sen Fted over dig, harn og alt,
hvad edets er eller vorder! Han stætme eder og vejledes
dig, min Datter, ved sin Helligaand, at du ved Gudsfkygt,
Kærlighed og milde Sceder maa blive en Pryd sor dette
Has, din Husbonds Lytsaligheds tro Vogterste og alle dines
Tjenere og Tjenerinder en gosd Moder!«
Margatet bojede sit Hioved, greb den gamles Hat-nd
sotte den til sine Lceber.
»Folmer Hanssen«, oedblev han dybt bevoeget, »der
ielv onstet af mig, at jeg slulde hilse og velsigne dig ved bin
Jndtrcedelse i hans Fcedrenshah hvor du nu stal indtage
den Plads, hans hedensgangne Moder tlædte med Ærr.
Dog nu er det paa Tide, jeg yder dig Tat for din state
Kerlighed othofasthed mod en gammel, strohelig og hieni
løs Ven, som uden din og din Husbonds overvættes Gab
hed vilde have oæret ilde saren!«
Margaret horte nu as Folmer, at Broder Ambrosins
var bleven mistcentt for Kætteri og havde maattet dif
Spot og ilde Medfatt af de fanatisle Munte og den i sin
Beerdighed trcenlede Abbed. Det San’dhedssord, Tshtget
havde sagt ham, hasvde der-Est, jo mere han teentte det
over, des tlarere vist heim, at han burde vandte ud. Bette
havde han ogsaa strals sat i Vert; men da hans stksdelise
Heloted gjorde den lange Pilegrimssart til Rom til m
Umulighed, var han dtagen til Kjæts Molle og havde His
ven sig i Kost hos Pet Kome, s om barmhjettig hande mid
.taget ham nagtet han tom sattig« til hanö Døx. Per M
"haode imidlentid ved Lejligheds sendt Melding til Kjelliqs
«,h-l om, i heilten Nod Broder Ambrosius vat. Fall-et
Rad var strals tejlt derned, og ved venlig Ovettalekfe
havde han saaet den nedbøjede gamle til at folge steh A
Kjellinghoh hvor han allerede havde opholdt sig et Ist
Maaneder.
«-»
i .-I«.s«.-.th
. Gottseettey
-.s
’J
I
