Den gode gamle Herbei-K
lAf Ernst Ebers-J
lFortsaU
Grossereren saa sørsi helt alvorlig til, saa iaade
ban: »Men Herbert, saaledes var det ille meni. Hvad der
er for dyri for tnig at lebe, det niaa De iile give Dereks
Penge nd til for Barnets Styld.«
»Undslyld, He. KolberL nien —.« Videre lom Konto
tisten ille, for det livlige, henryltc Barn sprang op paa
hans St-d, tag hain am Hals-en, lyssede hant og fand-H
»Du adde, gamle Herbertl Hor, Ved dn lwad, jea
trat slei itle, at »du er saadan en gammel Mand.«
Da Barnei lyssede hain, blev Herbert gansle for
dirret; nien da hun talte oin hans Alden maatte han sniile,
on det var lcrnge siden, at han havde smiket »Bei lan du
have Ret i, Anna, ire oa sirs er jeg i.lke endnu, tnen —- am
dendt —- oite oa trcdive. Or. og Fru Kolbert saa sor:
davsede paa ham. ,,H-:rbett,« bad Grosfereren, ,,scrt
Dem og foricel os Deres Lidg Historie.«
»En anden Gang, Or· Grogscricr,« svarede Herd-eri,
jeg hører Ftlollen slaa otte.«
Or. Kolbert smilie over sin Slrioers Punltlialped
nten sorstod hinn. Dieblillet var ille heldigi valgt til a:
lade Fortirszn trasde frem for Daaens Los.
Fra nn as dar-: Anna og den ande, aatnle Herbert de
bedfte Venner as Verdm Oni Morgkncm naar den name
sad alene, aansle alene melleni alle Pultenh lob lntn ind
til hain for at tiludre nied band Oni Astenen bleo de
sprfte sranste Glaser, hun blinde lwtt i« Stolen, udiilaprede
for l)am, on linntorifterne til ltøjre og til denftrc svidscdz
Sien, na.ir den tarveliae, sattiae anmle sorisedrede bcndcis
lldtale cllssr reitet-J lzendes Fejl Jngen bar-de før anei, at
Herbert tipaeiisinde bavde lært Franit, on de vilde hellerl
aldria bade troct, at lian dilde give saa inanae Penae nd
til Leaxroj til ei Varn. --— s
Eoin Zinerne draae hen over Foraarcsdaaene, frank-N
Aar for Aar. Al Lærdom var en Leg sor Barmi, lnm
nicrrlede niedre-, at bun ait i Stole-; oq hiennne bog For
aldrene bes lnm vcrnnet til at sie nd til itrivftug sont vari
Liog Erl, Da bun lærte den Vandrina i Lyiet, der inte
bolder Forjættelscm »Ob«-in der aør Sandhed, loininer
til Lnset, at han-J Gernsinaer lan blide aalienbar-:, tbi de
ere ajcrte i Gud.« Da lknn i Paasledaaenc sor første
Gang ester den lanae Vintet fit Lov til at bestes-te den gamle
Herbei-i uden for Byen, talte de for-sie Blomster om nsii
Liv: Tra: da anl valie nye Tanier bog den unge Piae,
og hun beanndie at forsiaa, at den gamle Mand herudc
maatte blive langt tavsere end inde i Bven. Her sprte Af
tenstillxeden Or-det, den hvislede til Vandringsmandens in
derste Sjcelt »O dvillen Dnbde i Erlendelsen as Gud!« —
Da han blev starre, sil hun ogsaa Lov til ai besøge sin
gainle Ven hver Ssndag Efiermiiddag til Kasse. Dei var
en rigtig Fest- og Højtidsdag sor dem begge to. Saa sad
de saa hyggeligt samtnen ved hans Bord henne ved det
lave Vindue; han ved Siden af Kanariesugken, sont godi
fotstod, at den stulde istennne Festsangen, og hun ved Si
den as Rosentrceetx og naar der igen var Roser paa Trek
et, blomstrede de om Kap med Lillierne paa Pigebarneis
Ansigi. Og de to vare godi til Pas; det var ligesom der
altid var Paaste has dem, og som oin de hvilede med hin
anden, ligesom Jsrael en Gang hvilede under Elitns Pal
mer og bsrte Guds Brsnde rislr. Anna var ointrent tret
ten Aar den Gan-g; hvor tunde hun snalle nie-d den gsamle
Mand, der ellers var saa indesluttet mod alle, og som
ingen ellerö brsd sig om ast iale med; sor hain udiratnmede
hun alle sine smaa Hemmeligshederz han maaite tende dem
alle sammen, sot bam vare de svel forvarede. Hvor lunde
hun udmale alle Hjemeis og Stolens Glceder og Sorger
for han« han maaite bjælpe hende at bære alt det, der
paahvilede hendes unge Hierie, og dei lunde han ogsaa nol,
for han havde ellers ingen, der bad ham oin at dele nogei
med sig. At ja, naar Anna, den lille Ssudrepose, sprst sit
Munden paa Gled, saa lunde den liebe ustandseligi i hele
to Timer, og han horte stille til; for hani lvd det saa tlart,
saa mildt, sont den sagte Susen i Kornmarlen, naar Mor
genvinlden sarer hen over den.
«Herbert«, udbrsd hun en Dag, »hvor var du, fsrend
du tom her til Byen?"
»Bei vil jeg fortaelle dig, Anna, naar du er bleven
stor.« Hans Stemme lsd saa forunderlig, og hans Oer
saa saa bedrsvede nd, da han svarede, at han itte vooede
at spsrge smere derotn. En anden Gang laa hans Bibel
paa Bordet. Hun bladede i den. Enkel-te Siedet havde
han understreget. Da han vilde slaa Bogen i, faldi ben
des Blii paa det sorreste hvide Bla-d, hvotpaa der stod
sirevet: «.Het«bert Stenbergs og Anna Trauimanns Myl
lupsbibeL Deres Bryllupssalme var 130, V. 7: Israel,
haab paa Herren; thi hos Herren er Naaden, og der er
wegen Forlssning has ham.«
»Va: Herbert Stenberg din Onlel2 Hvor boede
Herbert Stenberg og Anna Trautmann?« spurgte hun.
han bfev alvorlig og «svarede: »Naar du blsider stot,
Anna, vil jeg ogsaa soricelle dig det.«
»Men hvornaari Ieg holder saa meget af at høre
dig foricelle dine laste hisiotim bvornaar vil du sor
tcelle mig disse?«
»Nam: du er bleven lonsirmerei. Naar du er aiten
Aar gammel.«
Den nceste Søndag spurgie Anna igen: »Hvordan
hed nu den Mand, lyois Navn stod foran i Biblen?«
Han aandede leitet sap, som om der var saldet en
Byrde sta hans Vierte. »Aa«, svarede han, «det sortaeller
jeg dig altsaimnen paa engang.« —
Det var en solvarm, herlig Paasieidag, at Anna blev
lonsiemeret, og baade i den ensomme Mansdö dybe Kalder
og t det rige Ksbmandshus var der en stille, frei-dig, hist
tidesig Glcede. Da tunde den gode, gasmle herbert umn
ligt lade Dagen gaa hen uden at bringe sin lille leere Anna
sitt-e Lytsnslninger. Hatt vidste godlt, at Dr. Kolbert aller
helst vilde tilbrsinge Dei-gen alene smed sin Familie; men det
tunde vel meppe ste, en Mengde fornemme Fett vilde nol
paa denne Dag bringe den rige Mantis enesie Datier detes
Gaver og Ønstetn Saa ksrie Herberi derben i en Dro
sie. det var jo bans Yndlings Ætesdag, og han havde
-
besuden en stor Kurv med; men da Piaen hats-de sagt ha:n,
at Frotenen oa hiendesss Forældre vare inde i Daaliaftnen
nted en Mcengde sornemnte Gassten smuttede han stille on
ubemeeriet ind i Annaö eaet lille Værelse. Der patteve
han Kind-en ud; der var to deilige Rosentræer deri, som
han selv havde opelftet; en morterod, der havde ndfvlkei sit
Blomsterstnnile, og en lyserod, der lige var ved at springe
nd. Dem itillede han hen foran dset hojse, lyse Vindne,
areb iaen ned i siurven og fremtog en Bibel, indbnnden
i Flog
un ei Lieblit stosd han tanlefnld i Annas Eine
Da saa paa de lnsearonne sinnt-per; han var saa fornnd-:r
lig til Mode. baade glad ca hebt-net — han ved itte selv,
hvad der sejler ham, men han lunde gerne grcede. Saa
vendte han sig rast om, git ud nd Der-en, styndie sig ned
ad Trappen, sprang ind i« Droslens, tryttede sig op i de:
ene Hiørne, eg brisier i Graad.
Hjemme i sin stille Keeiverftue tog han sin Bibel frem;
den havde hun i de sidite Aar hol-di omhyggeliai sljul!,
isaer for Anna Kolbert Han betragiede lcenge det forste
YBlad, hvorpaa der stod to leavne og en Bryllupgtetit, oa
Jiilsidst grced han bitterligt. Men da han længe havde
liest oa tæntt, oa tæntt og lce"st, iotn en Vogn rullende og
holdt for Ficelderdoren Herbert havdie næppe faaet Vi
belen stubbet ned i Sinffen, forend Anna stotd nudt i
Einen.
»Du ilenitne, trete Herbett«, sagde hun, ,,iror dn,«
at jea kunde ende renne Tag uden at have trhltet din»
velsianede Haand, nden at have skcendi paa dig on satt-It
dia for oit Bei-In i mit Veerelse?« Hnn havde grebet hatt-II
.L)aand, men hun stintes neefien, at dei var liaesom som hunJ
iaien stod for det helliae Alter oa tnaatte tncele neD, ch
ban laade iin Haand Daa hendeö Hoden oa hnns oarnse
Taarer faldt vna hendes Haar.
»Na vil du altsaa fortcrllk mia noaei«, saade hun.
»Nei, nei,sitte i Tan«, fvarede han. »Din Roderi
Vean holder for Toren, dn man ikte lade den aatnle sit-it
vente saa lernae Mcn forend du staat-, har jeg en Von til
dia: dn tnaa itke sine til dine Jota-ler at jea hnr lovet
at ville fortkkllsz Pia tnit Livs Historie -— for den er
nreaet skrzielia Jeg vil ellers aidria forlede dia til at
lxave Hemmeligheder for dine Fcrælvre, tnen denn-;- Mann
man iea alliaerel nor-.- det; lad de node Mennester itle
saa at vi.de, at jseq hat hedrovet deres Liesten.«
Anna dlev alvorlia. Hun havde aldrig haft neaen
Hennnelinhed for sine Fortder Oasaa Herbert saentede
det hoide Hoden »Bei kan vi drøfie en anden (!5anz1«,
saade han og sulgte hende ud til Bonn-en
Saa var han atier alene, ganste alene, men han var
saa stille og frevelia stemt. Hvor en Konfirmand med
Paaftehaab paa Panden, med Paastetcerlighed i Ljet og
Paaslefreo i Hiertet har dvaslet, der maa der endnu hores
Palmesusen og Hossiannaraab i Sitten, efter at hun er
gaaet. Men lidt efter lidt begyndte den ensomme Mand
ai blive uroligz han foldede Heenderne og ten-tie: ,,Herie,
min Gud, tor jeg ogsaa læage saa sior en Byrde paa dette
ung-: Barn? Kan jeg sorsvare at opfordre hende til itte
at betro sig til de tasre Forældre? Tor jeg leegge en Hem
melighed paa dette tene, livsglade Sind? O Herre, du
ved, hvor svcert og lcenge denne Byrde hat irytlet den
en"somme. Du irofafie Gad, for hvem sial jeg udose mit
Hierie, om itte for hende, det tære Barn — mit —
Hierieblad?«
Nogen Tid efter fad den faitige gamle og det tige
Bakn sammen og talte fortroligt med hianden. Anna
havde Tid not, for hendes Forældre vare bortrejste, vg hun
var alene hie-time
»Ja, Anna«, begyndie han, »det jeg hat at fortaelle
dia, er en tort, men sorgelig Historie, jeg var den Gang
ung, ca mit Haar endnu itte graanet. Jeg var en velha
vende Kobmand i en lille Provinsbyx havde itte alene ar
vet Penge og Ære efier mine Forælldte, men ogsaa en
dlomstrende Forretningz men jeg satte akt over Sink. Alle
holdi mig for at vcere en brav Mand, og jeg havde en
rar, god Huftru, som jeg levede i. Fred og Lytte med; men
jea tunde itie beere denne Lytte, og jeg fortjenste iite denn-:
gode Hufttu — hun var meaet for god for mig; hvett Blit
i hendes Der talte om Godhed. Ja, Anna, hun var lige
saa ren og god som du. Men jeg fotstod itie, hvilte Stat
te mit Hus gemie, og fette et lystigt Liv, drat og spillede.
Dei trodde Ieg den Gang var at leve; men det var Dod
intei andet, for der var itie Paasteliv deri. Jeg higede
eftet Statte, der tun var Elendighed og Fordcerveise, jeg
higede efier Lyst og saudt Gift — Og det var bitterspd
Gift. For mine Kasmineraier var jeg en- behagelig. lei
fcerdig Ven; hvor det gialdt om at hjælve den ene eller
den anden ud af en Klemme, var jeg straks ved Hasandsen
Men om Afienen svirede vi sammen, og det taldte vi et
lyfiigt Liv — i Birleligheden var det ynsteligt og sor
geligt. At min Forretning led derunder, er en Selvfolge;
men jeg stolede paa min Kommis, som jeg ansaa for at
veere lige saa iro som dygiig. Af vg, til tsom min tære
Hustku paa stn blide Maade med en ellet anden Bemerkt
ning om mit Liv; men jeg lo blot as hende. Jeg vilde
jo itte gore hende nogen Sorg; i min Letsindighed iaentte
jeg. at hun not selv tunde indse, at det var et dejligt og
fornuftigt Liv, jeg fort-e. Da Vorherre saa tog vori forste
og eneste Bam, en lille Dreng, spurgte hun:
«Ser du itte, Heil-ern hviltet moegiigt Fingerpeg det
er fta Herren-Z hvor han talder dig i Stilhev, hvor han
ved Kors og Grav indbyder og lotter dig til at begynde et
nyt Livi«
J det forite Øjebfit var jeg ogsaa som tnust, for jeg
havde rlstet detie Barn heit; men i Stedet for at vende om,
føgie jeg Adspredelfe, og da der var votset Grces over
mit Bartes Grav, tunde ingen mærte paa mig, at mit
Barn hvilede dekun!der. Da der saa blev fodt os en lille
Dotier, syntes Lylien aiter at ville tsage Bo hos os.
Da siytiede paa en Gang Ulytten ind orer os, dei ene
Slag ramie Forreiningen ester det andet; det var som Lyn
vaa Lyn fra en sori Usvejrsstn Min Kommis var paa
min Ordre rejsi til en Ssstad Men i- Siedet for at nd
rette, hvad jeg lhavde ipaalagt ham, havde han i mit Navn
indiasferet alle de Penge hun tunde, og menö jeg git og
oenstede paa hatts Tilbagetomsi, soomsmede han allerede
vaa Oceanet. Forst nu gii det op for mig, at han var en
Bei-ragen og jeg var iaabelig not til at fvrioelle min Hu
-—-I
ittu Ulykken, stønt liun isndnu laa ing. Zaa snatt mit
Tab tygtedeg, toin adstilliae af mine aode Beim-et fot at
se, hootdan det var fat med mig, det dil siae, de Vilde
habe deres Penae, soin de havde sat i Fortetningen.. Flete
udenlandste Inman sein havde faaet Nys om Sag-en,
fotdtede ideres Tilaodehavende. Min Kasse var tom.
Lige over for mine Kreditotet beraubte jeg mig paa
det aode Ny, mit Hus stod i, og paa min nedatvede LEte
Te svatede med at ttætke paa Siuldtene. Aldeles for
tvidlet gennemløb jeg hele Huset og kom til sidst ind i
Zyaevcrtelset. ,,Hvotdan hat du det?« sputgte jeg min
Kont. Hirn saa sttats, at jeg var optiidset, oa ratte
Haanden ud imod mig; jea lod, som om jeg iite saa det.
»Im hat det itte riatiat godt«, saade hun. Jea censede
nceppe, hvad hun svatede, men ifede ud af Hufei. Jea
nennemfvitede Ratten, styttede fta en Nydelse i en andcn.
iDen fotste Eftetteini11a, jeg sit den nceste Morgen, var
lden, at et Firma, jeg ellets stod paa god Fod med, hatt-de
indstillet sine Vetalingct — jeg dar gaaet i Kavtion iot
dem oa for en stot Sum. Nu var min Skaebne afajott. »
Da jeg tom ind til min Hustru, areb hun min Haand
»Hetbett«, sagde hun, »slip mig ikte, jeg er saa angst. Du
set saa sotundetlig ud —— saa — fotstyttet. Blio hos
mia — derbenne i Ktogen staat der Mennester, der Vil
satde over inia —«
Hendes lilide, aode Øjne oandtede omtting i Stuexi
on føatc mit Anstat. Jea tunde itke udholde dette Blit.
Eaate ttai jea min Haand nd af hende5, og fotlod Lende
ildenfor mødte jeg Læaen Han satte et alvotliat, betæn
keliat Ansiat op; men iea ttoede, det oat sotdi, lian liadkcs
liettt, at mit Hug nat ødekaat; det saldt mig aldtia ind at
itiiate for min Husttuss Lib. Jea stnllede en Flaste Bin
ned -— endnu haode jeg den — i Morgen itke. Mino
Vennet koni: de stottede til min, men Vilde alligedel not
dritte nie-d mig. Om Aftenen aik jeg hjem —— den nieste
Tag Vilde det blide betend-t, at jeg var under stoiititrs.
Jea vilde ind iil min Husituz i Forstuen kom Enaeplejet
sten min i Mede:
»Die man itte aaa ind, Hi. Herbsttt«, sagde hun.
.,Bliv bellete her ——«
»Man itte«, spottede jeg, ,,men jea — dil, heiter De?«
»Tere—:- Husttu et meaet sita — De maa take sagte«
»Me» jeg vil ind til hende —«.
»J; den Ti.stand, De set, Hi. Hetbett, tan jeg paa
ingen Maade tillade det.«
»Men jeg vil vaaae i Nat hos bende.«
»Bei stulde De tæntt paa lidt søt.«
Jea stødte Konen til Side, oa git detind. Der laa
hun saa blea, saa blseg og sttatte Hcenderne ud, men ikke
til mig. »Hu!« sagde hun, ,,et du HerbettZ Nei, du set
andetledes ud end Herd-ert· —- Se der! — det et de! —
de taget mig bott fta mit Barn, fta min Mand! — De
tommet for at hente mig! — Hoem stal opdtaae mit
Vatn? Naar de taget mig med, et dit Liv fotspiidt —
du og mit Batn — o ve! — det et de igen!«
Sygeplejetften trat mig ud af BeetelseL Jeg adlød
villieløs og lod mig lede som Barnet ved Modetens
Haand, nej, som en Fotbtydet, det ladet sig sote til
Fængslet af Lovens Haandlanget. »Vat De blot bleven
het, He. Herbett«, sagde Konen. ,,Ja«, stønnede jeg og
sank ned paa den ncetmeste Stol; jeg vat pludselig bleven
aldeles ædtu, men følte, at jeg havde en stætt Febet, der
ttat niig i alle mine Lemmet. Saa tom Sygeplejetsten ud
til mig og sagde: »Styn«d Dem, Hr. Herbett, De maa
sttats heute Lcegen — det bliver vcette og vierte med den
syge.'«
Jeg stotmede assted. Det svat Nat. Jeg ventede nede
paa Gaben, til Lcegen blev faetdig sog tunde gaa med.
,,Ht. Dottot, et der Fate?« sputgie jeg.
»Ja! —- iscet naat Febeten taget til hen imod Mot
genstunden. Jeg havdse forordnet sulsdstændig Ro. Detes
Kone hat fothaabentlig ingen Sindsbevægelse haft?«
»Jo netop megen, og det et jeg Styld i —«
»Stattets Mand!« soatede Lcegen deltagende.
To Timet eftet oat jeg Entemand. Af alle mine
jotdisie Statte var der intet andet tilbage end mit syv
Dage gamle Botti.
Dei var ved den hellige Paastetid. J Kittetne og ved
GtaVene blev det talt om Liv; Fuglene under Himlen og
theetne i Haven talte om Liv —- jeg saa tun Død, itte
andet end Ded· Fied! Ftedt genlød diet i Vetden, men
i mit Hierte vat det tun Ftedløshed Da man btagte mig
min lille Pige, stieg jeg i vildt Raseti. Jeg løb til Poli
iiei, stieg og raubte, at de stutde flasa min Husttus Mot
det ihjel: men Msotdeten vat jeg — og tun jeg.
Hvad det saa videte stete, ved jeg i,tte. Jeg hasvdse
ittse mindste Begteb om, at min Hufttu blev begtavet, mit
Batn baatet bott og mit Hus folgt: fot da jeg endelig
vaagnede op, sad jeg i en snevet Celle, som tun sit Lys
sta oven. Føtst troede jeg, at de havde tastet min Hu
ittus Motdet i Faengsel; men da de fette mig ud i Ha
ven, og jeg saa de andre Stittelset, der boede sasmmen
med mig i dette stote Has, oa da jeg havde høtt detes for
undetlige Talemaadet og set detes fotstyttede Ansigtet,
ait det endelig op for mig, at jeg itte var i et Tugtshiis,
tnen i en Sindssygeanstalt Og da jeg« var paa det tene
hetmed, faldt jeg hen i lange, merke Dtønimetiet. Det
entste, jeg bemerkt-ede, vat, at de hentede mig ud at spasete,
og ingen speettede mig inde: af og til tunde jeg tale ganste
fotnuftigt med min Opsnnsmand Lcegen iagsde osgsaa nu
og da sin Haand paa min Skuldet og talte itte alene ven
ligt cg mildt med mig, men ptøvede endog paa at indgyde
mig Mod og Trost. — Eftetthaanden tosm jeg i Tantet
om alt, hvad det var fotesaldet i mit Hjem. Jeg begsyndte
at betegne Tidenz jeg sputgte Opsynstnsanden om, hvot
lcenge jeg hat«-de vcetet her. »Setsten Maane"det«, svatedc
Man-den. Sagte og invende sputgte jeg osm mit Bam
»Bei et vet fotvaret hos gode Folt.«
Saaledes vedbleo det at gaa ftemad med mig. Da
jeg havde vætet to Aar i Anstalten, kom Direktoren ind
til mig og sagde, at det ganste vist «havde vertei bedte, om
jeg tunde iitve vder et halsvt Aar lcengete, men man for
langte, at jeg skulde komme tilbage, og at han havde den
satte Tro, at naar jeg havde en fast, alootlsig Villie, vild
jeg nu viere helsbredet, ogs tunde gsodt slasa mig igennem
Han gasv mig Rejsepenge, og jeg sotlod Anstalten; mer
hjem vilde jeg itte. Direktoren var saa venlig at give mik;
n Anbefalingsfkrivelfe nied til en Købmand i en
Stad. Han antog mig fom Kommis. Det var en -
og brav Mand, der havde budt mere end een fotladt
sit Hiern.
Han førte mangen en god og alvotlig Sasmtale
mig, og hain var det, svm henvifte mig til, at tun Eek
iornødeni. Men jeg havde ille No paa mig Jeg ma -
ud i den vide, vide Verden. Men først vilde jeg gtäå
mit Hjem, mit Vsakn og minHustrus Grad
,,Hetbett«, sagde Købmanden, da jeg tog Afsked MS
ham, ,,mit Hus ftaar Dem aabent til enhver Tib. Led·
det itte gaa Dem som det visne Blad, der blæser ned es
Trceet og hvirvler hen over Markerne. De tan blive ho
rnig, om De vil, og fkulde De hellexe føge Dem en Plads
andet Sied, faa fkal jeg give Dem en Anbefaiing filed-T
sfom tan aabne Dem Tieres Medmenneslers Dan«
Saa gik iea tilbage til Hjeminet. Da jeg var komm «
iuden for Bnens Port, mødte jeg to unge Mand. Jeg hin-»
»te, at den ene i Forbiaaaende sagde: »Den gamle Mund
lignede Købmand Herbert «
Senere horie jeg hyppigt Fall omtale mia svin »den«
aamle Mand« Den første Gang blev jeg forskrcetket, fakt
niig paa en Sten ved Vejen og tcentte paa mit graa Haar
cg paa min bøjede Holdning, flygtede bag ved Gærdet
og fad vg grundede og tcenlte, til Titssmørlet vævede sit
Zlør fra Vuft til Bufk, fra Hus til Has. Saa gik jeg
langfomt tilbaae til Byen Nu vidfte jeg, hvor jeg vilde
søae Nattetvarter. J Hotellerne ten-die de mig; jeg vilde
hellere fove isaa aaben Mark, end jeg vilde sage dertil;
men nede i en af Gndetne lioede min gamle Gaatdskarl, ;
Peter Bøhmett, med fin Kone. Som Barn havde jeg -
manae Gange redet Heft paa hans Knce, og jeg vidfte, at s
hvis det blev nødvendigt, tunde jeg lcegge mit graa Haar
til Hvile i hansI Stein Jea git ned ad Kceldertrappen og
bantede paa bang Der. Han maatte have aentendt mig
paa min Blinken, for han raabte itke: »Kom ind!« mm
,,Herbert! ·Herbert!«« OR ov flkij Deren, vg han greb milt
Haand ng trat mia ind i Einen, uden at jeg fik sagt han«
et Ord. Han fpurate heller itle; uden Spørgsmaal for
ftcd han, hvorfor jeg var kommen til ham. Hans Huftm
gjorde et Kammer i Stand til mig og redte min Seng,
meng ban fortalte mig om Bennet og Nabvein
Den ncefte Morgen vaeklede han mig meget tidligt.
,,Kcere Herre«, saade han, ,,jeg kan not forstaa, at De
helft vil ud paa Kirtegaarden saa tidligt fom muligt.«
Saa fulgtes vi ad. Jea vidfte jo ikke engang, hvor de’
havde lagt min trvfafte Huftru til Hvife. Han vifte mig
Graveu, en fand Rosen-have, fom jeg vidfte, at den trofaste
Karl havdse anlagt og plejet, for han holdt af Roset, og
han havde elstet den afplukkede Rose, der hvilede dernede i
den tølige Grav. Da maatte jeg grade. Osg han lod mig
grade, grade rigtig ud, for han forftod, at Taarerne var
en Velgerning for mig. Da maatte jeg bede. Dei var vel
ikte ftort andet end Stammen og Sutten; men jeg selte,
hvvr Himmelfreden omfufede mig, og hvor Himmelsros
ten ftyrtede mig, og at jeg nu beghndte at ane, hvad det
vil sige at holde Paafte. — Dei var mit Livs første fande
Paaftefest.
Da Solen fteg højere, bankede Peter mig paa Stum
ren sog msanede til Opbrud. »Tilgisv mtisg, Peter, at jeg
lod dig vente faa længe, du sial jo paa Arbejde.« -
« »An nej, Herre«, fvarede han, «jeg.har send-i Afbud
Dag-, at jeg ikle kom. Jeg holder Bargerinefterens vg
Amtmandens Hader i Orden, og hat Lov til at blive dorte,
en entelt Dag.«
»Er du itte merej det gamle Has?«
»Nei, Herre. Jeg tunde godt være bleven der; Met
det havde vceret for fvcert for mig.«
Vi kam hjem. »Peter«, begyndte jeg, ,,ved du neiget
om mit Barn?«
»Ja, Herre, Amtmanden har flete Gange fortalt mig,
at Deres lille Pige var bleven optaget hos gode og tige
Fvlt« —
Vi talte mange gode, alvorlige Ord med hinanden
paa denne Dag Han fpurgte mig ogfaa am, hvor jeg,
vilde rejfe hen, naar jeg havde fundet mit Bam. «Ud k!
den vide Verden«, fvarede jeg ham »Nei, Herre«, sagdeZ
han, ,,De maa nu trcekte Dem tilbage og leve i Stilhed.
»Petek, jeg har ingen Ro paa mig — jeg ma
dort.«
»Der er endnu en anden Rv for Guds Betn«, sag
den gamle højtideligt
»X3vor Jean er inde, der lnier han Frei-:
Ei Eli-den, ei Toben, ej Yndesh ej Oad
Sial stille os ad!«
»J Stil-heben, Herre, der findet Guds Folk Fted
Ro. Verdensbørnene findet den hverten derude i Sto s
eller derinde i Stuen Herre, J stal itke gaa fta ,
uden at have faaet en Erindring med om al eders for-di
Lykte. Timeligt Gods har jeg itte meget af, men
havde den Gang not til at købe eders Bthllupsbibel ;
paa Auttionen; den har jeg gemt til eder og vil atter f
den i eders Haand, naar J oil love mig at iage den
eder, hvorhen J rej"fer.«
Det lovede jeg med et Haandtryt. Den ncestr
gen gil jeg til Amtmanden Jeg tom en Time f
ham, for det, jeg vilde vide kunde den yngste Sjrider is -:.
faa godt give mig Besied om. «
Jeg fpurgte efter mit Baru. Han bkadede l —
Protokolle-me, tog faa ei Stykte Papir og sitev Ab v
op. Jeg faa til »Bei er itte mit Varus Navn«, W
leg
»Da-es Barn er adopteret af den hek nævncke
og bærer hans Navn. Maa jeg bede Dem om at
her i Protokollem ifølge en Strivelse fra Minister-M
tiende Januar f. A. blev dette bevilget. «
Hvotledes jeg tom ud, ved jeg ikte. Jegk r---..
Papiret mellem Fingrene Jeg flæbte mig msjso ,
hjem til mine Venner og sank ned paa en Stol. ,-,
ftønnede jeg, ,,de har taget Barnet fta mig. Jes- has
ftet alt, alt «
Jeg fortalte hatn, hvad der var forefaldet. Js
ham Sed en, Striveren havde givet mig.
