Den gode gamle Herbei-K lAf Ernst Ebers-J lFortsaU Grossereren saa sørsi helt alvorlig til, saa iaade ban: »Men Herbert, saaledes var det ille meni. Hvad der er for dyri for tnig at lebe, det niaa De iile give Dereks Penge nd til for Barnets Styld.« »Undslyld, He. KolberL nien —.« Videre lom Konto tisten ille, for det livlige, henryltc Barn sprang op paa hans St-d, tag hain am Hals-en, lyssede hant og fand-H »Du adde, gamle Herbertl Hor, Ved dn lwad, jea trat slei itle, at »du er saadan en gammel Mand.« Da Barnei lyssede hain, blev Herbert gansle for dirret; nien da hun talte oin hans Alden maatte han sniile, on det var lcrnge siden, at han havde smiket »Bei lan du have Ret i, Anna, ire oa sirs er jeg i.lke endnu, tnen —- am dendt —- oite oa trcdive. Or. og Fru Kolbert saa sor: davsede paa ham. ,,H-:rbett,« bad Grosfereren, ,,scrt Dem og foricel os Deres Lidg Historie.« »En anden Gang, Or· Grogscricr,« svarede Herd-eri, jeg hører Ftlollen slaa otte.« Or. Kolbert smilie over sin Slrioers Punltlialped nten sorstod hinn. Dieblillet var ille heldigi valgt til a: lade Fortirszn trasde frem for Daaens Los. Fra nn as dar-: Anna og den ande, aatnle Herbert de bedfte Venner as Verdm Oni Morgkncm naar den name sad alene, aansle alene melleni alle Pultenh lob lntn ind til hain for at tiludre nied band Oni Astenen bleo de sprfte sranste Glaser, hun blinde lwtt i« Stolen, udiilaprede for l)am, on linntorifterne til ltøjre og til denftrc svidscdz Sien, na.ir den tarveliae, sattiae anmle sorisedrede bcndcis lldtale cllssr reitet-J lzendes Fejl Jngen bar-de før anei, at Herbert tipaeiisinde bavde lært Franit, on de vilde hellerl aldria bade troct, at lian dilde give saa inanae Penae nd til Leaxroj til ei Varn. --— s Eoin Zinerne draae hen over Foraarcsdaaene, frank-N Aar for Aar. Al Lærdom var en Leg sor Barmi, lnm nicrrlede niedre-, at bun ait i Stole-; oq hiennne bog For aldrene bes lnm vcrnnet til at sie nd til itrivftug sont vari Liog Erl, Da bun lærte den Vandrina i Lyiet, der inte bolder Forjættelscm »Ob«-in der aør Sandhed, loininer til Lnset, at han-J Gernsinaer lan blide aalienbar-:, tbi de ere ajcrte i Gud.« Da lknn i Paasledaaenc sor første Gang ester den lanae Vintet fit Lov til at bestes-te den gamle Herbei-i uden for Byen, talte de for-sie Blomster om nsii Liv: Tra: da anl valie nye Tanier bog den unge Piae, og hun beanndie at forsiaa, at den gamle Mand herudc maatte blive langt tavsere end inde i Bven. Her sprte Af tenstillxeden Or-det, den hvislede til Vandringsmandens in derste Sjcelt »O dvillen Dnbde i Erlendelsen as Gud!« — Da han blev starre, sil hun ogsaa Lov til ai besøge sin gainle Ven hver Ssndag Efiermiiddag til Kasse. Dei var en rigtig Fest- og Højtidsdag sor dem begge to. Saa sad de saa hyggeligt samtnen ved hans Bord henne ved det lave Vindue; han ved Siden af Kanariesugken, sont godi fotstod, at den stulde istennne Festsangen, og hun ved Si den as Rosentrceetx og naar der igen var Roser paa Trek et, blomstrede de om Kap med Lillierne paa Pigebarneis Ansigi. Og de to vare godi til Pas; det var ligesom der altid var Paaste has dem, og som oin de hvilede med hin anden, ligesom Jsrael en Gang hvilede under Elitns Pal mer og bsrte Guds Brsnde rislr. Anna var ointrent tret ten Aar den Gan-g; hvor tunde hun snalle nie-d den gsamle Mand, der ellers var saa indesluttet mod alle, og som ingen ellerö brsd sig om ast iale med; sor hain udiratnmede hun alle sine smaa Hemmeligshederz han maaite tende dem alle sammen, sot bam vare de svel forvarede. Hvor lunde hun udmale alle Hjemeis og Stolens Glceder og Sorger for han« han maaite bjælpe hende at bære alt det, der paahvilede hendes unge Hierie, og dei lunde han ogsaa nol, for han havde ellers ingen, der bad ham oin at dele nogei med sig. At ja, naar Anna, den lille Ssudrepose, sprst sit Munden paa Gled, saa lunde den liebe ustandseligi i hele to Timer, og han horte stille til; for hani lvd det saa tlart, saa mildt, sont den sagte Susen i Kornmarlen, naar Mor genvinlden sarer hen over den. «Herbert«, udbrsd hun en Dag, »hvor var du, fsrend du tom her til Byen?" »Bei vil jeg fortaelle dig, Anna, naar du er bleven stor.« Hans Stemme lsd saa forunderlig, og hans Oer saa saa bedrsvede nd, da han svarede, at han itte vooede at spsrge smere derotn. En anden Gang laa hans Bibel paa Bordet. Hun bladede i den. Enkel-te Siedet havde han understreget. Da han vilde slaa Bogen i, faldi ben des Blii paa det sorreste hvide Bla-d, hvotpaa der stod sirevet: «.Het«bert Stenbergs og Anna Trauimanns Myl lupsbibeL Deres Bryllupssalme var 130, V. 7: Israel, haab paa Herren; thi hos Herren er Naaden, og der er wegen Forlssning has ham.« »Va: Herbert Stenberg din Onlel2 Hvor boede Herbert Stenberg og Anna Trautmann?« spurgte hun. han bfev alvorlig og «svarede: »Naar du blsider stot, Anna, vil jeg ogsaa soricelle dig det.« »Men hvornaari Ieg holder saa meget af at høre dig foricelle dine laste hisiotim bvornaar vil du sor tcelle mig disse?« »Nam: du er bleven lonsirmerei. Naar du er aiten Aar gammel.« Den nceste Søndag spurgie Anna igen: »Hvordan hed nu den Mand, lyois Navn stod foran i Biblen?« Han aandede leitet sap, som om der var saldet en Byrde sta hans Vierte. »Aa«, svarede han, «det sortaeller jeg dig altsaimnen paa engang.« — Det var en solvarm, herlig Paasieidag, at Anna blev lonsiemeret, og baade i den ensomme Mansdö dybe Kalder og t det rige Ksbmandshus var der en stille, frei-dig, hist tidesig Glcede. Da tunde den gode, gasmle herbert umn ligt lade Dagen gaa hen uden at bringe sin lille leere Anna sitt-e Lytsnslninger. Hatt vidste godlt, at Dr. Kolbert aller helst vilde tilbrsinge Dei-gen alene smed sin Familie; men det tunde vel meppe ste, en Mengde fornemme Fett vilde nol paa denne Dag bringe den rige Mantis enesie Datier detes Gaver og Ønstetn Saa ksrie Herberi derben i en Dro sie. det var jo bans Yndlings Ætesdag, og han havde - besuden en stor Kurv med; men da Piaen hats-de sagt ha:n, at Frotenen oa hiendesss Forældre vare inde i Daaliaftnen nted en Mcengde sornemnte Gassten smuttede han stille on ubemeeriet ind i Annaö eaet lille Værelse. Der patteve han Kind-en ud; der var to deilige Rosentræer deri, som han selv havde opelftet; en morterod, der havde ndfvlkei sit Blomsterstnnile, og en lyserod, der lige var ved at springe nd. Dem itillede han hen foran dset hojse, lyse Vindne, areb iaen ned i siurven og fremtog en Bibel, indbnnden i Flog un ei Lieblit stosd han tanlefnld i Annas Eine Da saa paa de lnsearonne sinnt-per; han var saa fornnd-:r lig til Mode. baade glad ca hebt-net — han ved itte selv, hvad der sejler ham, men han lunde gerne grcede. Saa vendte han sig rast om, git ud nd Der-en, styndie sig ned ad Trappen, sprang ind i« Droslens, tryttede sig op i de: ene Hiørne, eg brisier i Graad. Hjemme i sin stille Keeiverftue tog han sin Bibel frem; den havde hun i de sidite Aar hol-di omhyggeliai sljul!, isaer for Anna Kolbert Han betragiede lcenge det forste YBlad, hvorpaa der stod to leavne og en Bryllupgtetit, oa Jiilsidst grced han bitterligt. Men da han længe havde liest oa tæntt, oa tæntt og lce"st, iotn en Vogn rullende og holdt for Ficelderdoren Herbert havdie næppe faaet Vi belen stubbet ned i Sinffen, forend Anna stotd nudt i Einen. »Du ilenitne, trete Herbett«, sagde hun, ,,iror dn,« at jea kunde ende renne Tag uden at have trhltet din» velsianede Haand, nden at have skcendi paa dig on satt-It dia for oit Bei-In i mit Veerelse?« Hnn havde grebet hatt-II .L)aand, men hun stintes neefien, at dei var liaesom som hunJ iaien stod for det helliae Alter oa tnaatte tncele neD, ch ban laade iin Haand Daa hendeö Hoden oa hnns oarnse Taarer faldt vna hendes Haar. »Na vil du altsaa fortcrllk mia noaei«, saade hun. »Nei, nei,sitte i Tan«, fvarede han. »Din Roderi Vean holder for Toren, dn man ikte lade den aatnle sit-it vente saa lernae Mcn forend du staat-, har jeg en Von til dia: dn tnaa itke sine til dine Jota-ler at jea hnr lovet at ville fortkkllsz Pia tnit Livs Historie -— for den er nreaet skrzielia Jeg vil ellers aidria forlede dia til at lxave Hemmeligheder for dine Fcrælvre, tnen denn-;- Mann man iea alliaerel nor-.- det; lad de node Mennester itle saa at vi.de, at jseq hat hedrovet deres Liesten.« Anna dlev alvorlia. Hun havde aldrig haft neaen Hennnelinhed for sine Fortder Oasaa Herbert saentede det hoide Hoden »Bei kan vi drøfie en anden (!5anz1«, saade han og sulgte hende ud til Bonn-en Saa var han atier alene, ganste alene, men han var saa stille og frevelia stemt. Hvor en Konfirmand med Paaftehaab paa Panden, med Paastetcerlighed i Ljet og Paaslefreo i Hiertet har dvaslet, der maa der endnu hores Palmesusen og Hossiannaraab i Sitten, efter at hun er gaaet. Men lidt efter lidt begyndte den ensomme Mand ai blive uroligz han foldede Heenderne og ten-tie: ,,Herie, min Gud, tor jeg ogsaa læage saa sior en Byrde paa dette ung-: Barn? Kan jeg sorsvare at opfordre hende til itte at betro sig til de tasre Forældre? Tor jeg leegge en Hem melighed paa dette tene, livsglade Sind? O Herre, du ved, hvor svcert og lcenge denne Byrde hat irytlet den en"somme. Du irofafie Gad, for hvem sial jeg udose mit Hierie, om itte for hende, det tære Barn — mit — Hierieblad?« Nogen Tid efter fad den faitige gamle og det tige Bakn sammen og talte fortroligt med hianden. Anna havde Tid not, for hendes Forældre vare bortrejste, vg hun var alene hie-time »Ja, Anna«, begyndie han, »det jeg hat at fortaelle dia, er en tort, men sorgelig Historie, jeg var den Gang ung, ca mit Haar endnu itte graanet. Jeg var en velha vende Kobmand i en lille Provinsbyx havde itte alene ar vet Penge og Ære efier mine Forælldte, men ogsaa en dlomstrende Forretningz men jeg satte akt over Sink. Alle holdi mig for at vcere en brav Mand, og jeg havde en rar, god Huftru, som jeg levede i. Fred og Lytte med; men jea tunde itie beere denne Lytte, og jeg fortjenste iite denn-: gode Hufttu — hun var meaet for god for mig; hvett Blit i hendes Der talte om Godhed. Ja, Anna, hun var lige saa ren og god som du. Men jeg fotstod itie, hvilte Stat te mit Hus gemie, og fette et lystigt Liv, drat og spillede. Dei trodde Ieg den Gang var at leve; men det var Dod intei andet, for der var itie Paasteliv deri. Jeg higede eftet Statte, der tun var Elendighed og Fordcerveise, jeg higede efier Lyst og saudt Gift — Og det var bitterspd Gift. For mine Kasmineraier var jeg en- behagelig. lei fcerdig Ven; hvor det gialdt om at hjælve den ene eller den anden ud af en Klemme, var jeg straks ved Hasandsen Men om Afienen svirede vi sammen, og det taldte vi et lyfiigt Liv — i Birleligheden var det ynsteligt og sor geligt. At min Forretning led derunder, er en Selvfolge; men jeg stolede paa min Kommis, som jeg ansaa for at veere lige saa iro som dygiig. Af vg, til tsom min tære Hustku paa stn blide Maade med en ellet anden Bemerkt ning om mit Liv; men jeg lo blot as hende. Jeg vilde jo itte gore hende nogen Sorg; i min Letsindighed iaentte jeg. at hun not selv tunde indse, at det var et dejligt og fornuftigt Liv, jeg fort-e. Da Vorherre saa tog vori forste og eneste Bam, en lille Dreng, spurgte hun: «Ser du itte, Heil-ern hviltet moegiigt Fingerpeg det er fta Herren-Z hvor han talder dig i Stilhev, hvor han ved Kors og Grav indbyder og lotter dig til at begynde et nyt Livi« J det forite Øjebfit var jeg ogsaa som tnust, for jeg havde rlstet detie Barn heit; men i Stedet for at vende om, føgie jeg Adspredelfe, og da der var votset Grces over mit Bartes Grav, tunde ingen mærte paa mig, at mit Barn hvilede dekun!der. Da der saa blev fodt os en lille Dotier, syntes Lylien aiter at ville tsage Bo hos os. Da siytiede paa en Gang Ulytten ind orer os, dei ene Slag ramie Forreiningen ester det andet; det var som Lyn vaa Lyn fra en sori Usvejrsstn Min Kommis var paa min Ordre rejsi til en Ssstad Men i- Siedet for at nd rette, hvad jeg lhavde ipaalagt ham, havde han i mit Navn indiasferet alle de Penge hun tunde, og menö jeg git og oenstede paa hatts Tilbagetomsi, soomsmede han allerede vaa Oceanet. Forst nu gii det op for mig, at han var en Bei-ragen og jeg var iaabelig not til at fvrioelle min Hu -—-I ittu Ulykken, stønt liun isndnu laa ing. Zaa snatt mit Tab tygtedeg, toin adstilliae af mine aode Beim-et fot at se, hootdan det var fat med mig, det dil siae, de Vilde habe deres Penae, soin de havde sat i Fortetningen.. Flete udenlandste Inman sein havde faaet Nys om Sag-en, fotdtede ideres Tilaodehavende. Min Kasse var tom. Lige over for mine Kreditotet beraubte jeg mig paa det aode Ny, mit Hus stod i, og paa min nedatvede LEte Te svatede med at ttætke paa Siuldtene. Aldeles for tvidlet gennemløb jeg hele Huset og kom til sidst ind i Zyaevcrtelset. ,,Hvotdan hat du det?« sputgte jeg min Kont. Hirn saa sttats, at jeg var optiidset, oa ratte Haanden ud imod mig; jea lod, som om jeg iite saa det. »Im hat det itte riatiat godt«, saade hun. Jea censede nceppe, hvad hun svatede, men ifede ud af Hufei. Jea nennemfvitede Ratten, styttede fta en Nydelse i en andcn. iDen fotste Eftetteini11a, jeg sit den nceste Morgen, var lden, at et Firma, jeg ellets stod paa god Fod med, hatt-de indstillet sine Vetalingct — jeg dar gaaet i Kavtion iot dem oa for en stot Sum. Nu var min Skaebne afajott. » Da jeg tom ind til min Hustru, areb hun min Haand »Hetbett«, sagde hun, »slip mig ikte, jeg er saa angst. Du set saa sotundetlig ud —— saa — fotstyttet. Blio hos mia — derbenne i Ktogen staat der Mennester, der Vil satde over inia —« Hendes lilide, aode Øjne oandtede omtting i Stuexi on føatc mit Anstat. Jea tunde itke udholde dette Blit. Eaate ttai jea min Haand nd af hende5, og fotlod Lende ildenfor mødte jeg Læaen Han satte et alvotliat, betæn keliat Ansiat op; men iea ttoede, det oat sotdi, lian liadkcs liettt, at mit Hug nat ødekaat; det saldt mig aldtia ind at itiiate for min Husttuss Lib. Jea stnllede en Flaste Bin ned -— endnu haode jeg den — i Morgen itke. Mino Vennet koni: de stottede til min, men Vilde alligedel not dritte nie-d mig. Om Aftenen aik jeg hjem —— den nieste Tag Vilde det blide betend-t, at jeg var under stoiititrs. Jea vilde ind iil min Husituz i Forstuen kom Enaeplejet sten min i Mede: »Die man itte aaa ind, Hi. Herbsttt«, sagde hun. .,Bliv bellete her ——« »Man itte«, spottede jeg, ,,men jea — dil, heiter De?« »Tere—:- Husttu et meaet sita — De maa take sagte« »Me» jeg vil ind til hende —«. »J; den Ti.stand, De set, Hi. Hetbett, tan jeg paa ingen Maade tillade det.« »Men jeg vil vaaae i Nat hos bende.« »Bei stulde De tæntt paa lidt søt.« Jea stødte Konen til Side, oa git detind. Der laa hun saa blea, saa blseg og sttatte Hcenderne ud, men ikke til mig. »Hu!« sagde hun, ,,et du HerbettZ Nei, du set andetledes ud end Herd-ert· —- Se der! — det et de! — de taget mig bott fta mit Barn, fta min Mand! — De tommet for at hente mig! — Hoem stal opdtaae mit Vatn? Naar de taget mig med, et dit Liv fotspiidt — du og mit Batn — o ve! — det et de igen!« Sygeplejetften trat mig ud af BeetelseL Jeg adlød villieløs og lod mig lede som Barnet ved Modetens Haand, nej, som en Fotbtydet, det ladet sig sote til Fængslet af Lovens Haandlanget. »Vat De blot bleven het, He. Herbett«, sagde Konen. ,,Ja«, stønnede jeg og sank ned paa den ncetmeste Stol; jeg vat pludselig bleven aldeles ædtu, men følte, at jeg havde en stætt Febet, der ttat niig i alle mine Lemmet. Saa tom Sygeplejetsten ud til mig og sagde: »Styn«d Dem, Hr. Herbett, De maa sttats heute Lcegen — det bliver vcette og vierte med den syge.'« Jeg stotmede assted. Det svat Nat. Jeg ventede nede paa Gaben, til Lcegen blev faetdig sog tunde gaa med. ,,Ht. Dottot, et der Fate?« sputgie jeg. »Ja! —- iscet naat Febeten taget til hen imod Mot genstunden. Jeg havdse forordnet sulsdstændig Ro. Detes Kone hat fothaabentlig ingen Sindsbevægelse haft?« »Jo netop megen, og det et jeg Styld i —« »Stattets Mand!« soatede Lcegen deltagende. To Timet eftet oat jeg Entemand. Af alle mine jotdisie Statte var der intet andet tilbage end mit syv Dage gamle Botti. Dei var ved den hellige Paastetid. J Kittetne og ved GtaVene blev det talt om Liv; Fuglene under Himlen og theetne i Haven talte om Liv —- jeg saa tun Død, itte andet end Ded· Fied! Ftedt genlød diet i Vetden, men i mit Hierte vat det tun Ftedløshed Da man btagte mig min lille Pige, stieg jeg i vildt Raseti. Jeg løb til Poli iiei, stieg og raubte, at de stutde flasa min Husttus Mot det ihjel: men Msotdeten vat jeg — og tun jeg. Hvad det saa videte stete, ved jeg i,tte. Jeg hasvdse ittse mindste Begteb om, at min Hufttu blev begtavet, mit Batn baatet bott og mit Hus folgt: fot da jeg endelig vaagnede op, sad jeg i en snevet Celle, som tun sit Lys sta oven. Føtst troede jeg, at de havde tastet min Hu ittus Motdet i Faengsel; men da de fette mig ud i Ha ven, og jeg saa de andre Stittelset, der boede sasmmen med mig i dette stote Has, oa da jeg havde høtt detes for undetlige Talemaadet og set detes fotstyttede Ansigtet, ait det endelig op for mig, at jeg itte var i et Tugtshiis, tnen i en Sindssygeanstalt Og da jeg« var paa det tene hetmed, faldt jeg hen i lange, merke Dtønimetiet. Det entste, jeg bemerkt-ede, vat, at de hentede mig ud at spasete, og ingen speettede mig inde: af og til tunde jeg tale ganste fotnuftigt med min Opsnnsmand Lcegen iagsde osgsaa nu og da sin Haand paa min Skuldet og talte itte alene ven ligt cg mildt med mig, men ptøvede endog paa at indgyde mig Mod og Trost. — Eftetthaanden tosm jeg i Tantet om alt, hvad det var fotesaldet i mit Hjem. Jeg begsyndte at betegne Tidenz jeg sputgte Opsynstnsanden om, hvot lcenge jeg hat«-de vcetet her. »Setsten Maane"det«, svatedc Man-den. Sagte og invende sputgte jeg osm mit Bam »Bei et vet fotvaret hos gode Folt.« Saaledes vedbleo det at gaa ftemad med mig. Da jeg havde vætet to Aar i Anstalten, kom Direktoren ind til mig og sagde, at det ganste vist «havde vertei bedte, om jeg tunde iitve vder et halsvt Aar lcengete, men man for langte, at jeg skulde komme tilbage, og at han havde den satte Tro, at naar jeg havde en fast, alootlsig Villie, vild jeg nu viere helsbredet, ogs tunde gsodt slasa mig igennem Han gasv mig Rejsepenge, og jeg sotlod Anstalten; mer hjem vilde jeg itte. Direktoren var saa venlig at give mik; n Anbefalingsfkrivelfe nied til en Købmand i en Stad. Han antog mig fom Kommis. Det var en - og brav Mand, der havde budt mere end een fotladt sit Hiern. Han førte mangen en god og alvotlig Sasmtale mig, og hain var det, svm henvifte mig til, at tun Eek iornødeni. Men jeg havde ille No paa mig Jeg ma - ud i den vide, vide Verden. Men først vilde jeg gtäå mit Hjem, mit Vsakn og minHustrus Grad ,,Hetbett«, sagde Købmanden, da jeg tog Afsked MS ham, ,,mit Hus ftaar Dem aabent til enhver Tib. Led· det itte gaa Dem som det visne Blad, der blæser ned es Trceet og hvirvler hen over Markerne. De tan blive ho rnig, om De vil, og fkulde De hellexe føge Dem en Plads andet Sied, faa fkal jeg give Dem en Anbefaiing filed-T sfom tan aabne Dem Tieres Medmenneslers Dan« Saa gik iea tilbage til Hjeminet. Da jeg var komm « iuden for Bnens Port, mødte jeg to unge Mand. Jeg hin-» »te, at den ene i Forbiaaaende sagde: »Den gamle Mund lignede Købmand Herbert « Senere horie jeg hyppigt Fall omtale mia svin »den« aamle Mand« Den første Gang blev jeg forskrcetket, fakt niig paa en Sten ved Vejen og tcentte paa mit graa Haar cg paa min bøjede Holdning, flygtede bag ved Gærdet og fad vg grundede og tcenlte, til Titssmørlet vævede sit Zlør fra Vuft til Bufk, fra Hus til Has. Saa gik jeg langfomt tilbaae til Byen Nu vidfte jeg, hvor jeg vilde søae Nattetvarter. J Hotellerne ten-die de mig; jeg vilde hellere fove isaa aaben Mark, end jeg vilde sage dertil; men nede i en af Gndetne lioede min gamle Gaatdskarl, ; Peter Bøhmett, med fin Kone. Som Barn havde jeg - manae Gange redet Heft paa hans Knce, og jeg vidfte, at s hvis det blev nødvendigt, tunde jeg lcegge mit graa Haar til Hvile i hansI Stein Jea git ned ad Kceldertrappen og bantede paa bang Der. Han maatte have aentendt mig paa min Blinken, for han raabte itke: »Kom ind!« mm ,,Herbert! ·Herbert!«« OR ov flkij Deren, vg han greb milt Haand ng trat mia ind i Einen, uden at jeg fik sagt han« et Ord. Han fpurate heller itle; uden Spørgsmaal for ftcd han, hvorfor jeg var kommen til ham. Hans Huftm gjorde et Kammer i Stand til mig og redte min Seng, meng ban fortalte mig om Bennet og Nabvein Den ncefte Morgen vaeklede han mig meget tidligt. ,,Kcere Herre«, saade han, ,,jeg kan not forstaa, at De helft vil ud paa Kirtegaarden saa tidligt fom muligt.« Saa fulgtes vi ad. Jea vidfte jo ikke engang, hvor de’ havde lagt min trvfafte Huftru til Hvife. Han vifte mig Graveu, en fand Rosen-have, fom jeg vidfte, at den trofaste Karl havdse anlagt og plejet, for han holdt af Roset, og han havde elstet den afplukkede Rose, der hvilede dernede i den tølige Grav. Da maatte jeg grade. Osg han lod mig grade, grade rigtig ud, for han forftod, at Taarerne var en Velgerning for mig. Da maatte jeg bede. Dei var vel ikte ftort andet end Stammen og Sutten; men jeg selte, hvvr Himmelfreden omfufede mig, og hvor Himmelsros ten ftyrtede mig, og at jeg nu beghndte at ane, hvad det vil sige at holde Paafte. — Dei var mit Livs første fande Paaftefest. Da Solen fteg højere, bankede Peter mig paa Stum ren sog msanede til Opbrud. »Tilgisv mtisg, Peter, at jeg lod dig vente faa længe, du sial jo paa Arbejde.« - « »An nej, Herre«, fvarede han, «jeg.har send-i Afbud Dag-, at jeg ikle kom. Jeg holder Bargerinefterens vg Amtmandens Hader i Orden, og hat Lov til at blive dorte, en entelt Dag.« »Er du itte merej det gamle Has?« »Nei, Herre. Jeg tunde godt være bleven der; Met det havde vceret for fvcert for mig.« Vi kam hjem. »Peter«, begyndte jeg, ,,ved du neiget om mit Barn?« »Ja, Herre, Amtmanden har flete Gange fortalt mig, at Deres lille Pige var bleven optaget hos gode og tige Fvlt« — Vi talte mange gode, alvorlige Ord med hinanden paa denne Dag Han fpurgte mig ogfaa am, hvor jeg, vilde rejfe hen, naar jeg havde fundet mit Bam. «Ud k! den vide Verden«, fvarede jeg ham »Nei, Herre«, sagdeZ han, ,,De maa nu trcekte Dem tilbage og leve i Stilhed. »Petek, jeg har ingen Ro paa mig — jeg ma dort.« »Der er endnu en anden Rv for Guds Betn«, sag den gamle højtideligt »X3vor Jean er inde, der lnier han Frei-: Ei Eli-den, ei Toben, ej Yndesh ej Oad Sial stille os ad!« »J Stil-heben, Herre, der findet Guds Folk Fted Ro. Verdensbørnene findet den hverten derude i Sto s eller derinde i Stuen Herre, J stal itke gaa fta , uden at have faaet en Erindring med om al eders for-di Lykte. Timeligt Gods har jeg itte meget af, men havde den Gang not til at købe eders Bthllupsbibel ; paa Auttionen; den har jeg gemt til eder og vil atter f den i eders Haand, naar J oil love mig at iage den eder, hvorhen J rej"fer.« Det lovede jeg med et Haandtryt. Den ncestr gen gil jeg til Amtmanden Jeg tom en Time f ham, for det, jeg vilde vide kunde den yngste Sjrider is -:. faa godt give mig Besied om. « Jeg fpurgte efter mit Baru. Han bkadede l — Protokolle-me, tog faa ei Stykte Papir og sitev Ab v op. Jeg faa til »Bei er itte mit Varus Navn«, W leg »Da-es Barn er adopteret af den hek nævncke og bærer hans Navn. Maa jeg bede Dem om at her i Protokollem ifølge en Strivelse fra Minister-M tiende Januar f. A. blev dette bevilget. « Hvotledes jeg tom ud, ved jeg ikte. Jegk r---.. Papiret mellem Fingrene Jeg flæbte mig msjso , hjem til mine Venner og sank ned paa en Stol. ,-, ftønnede jeg, ,,de har taget Barnet fta mig. Jes- has ftet alt, alt « Jeg fortalte hatn, hvad der var forefaldet. Js ham Sed en, Striveren havde givet mig.