Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Feb. 17, 1903)
Erik Menveds.kBarndom, Historisk Roman Bernhard Sctrxrin Zuges-kaum T r c d i e D e l. (Fortiat.) Ved Turneringen selv git alt med den stetste Pomp og Hostidelighea Festens Dronning, den lille, lyshaarede Prinsesse J:igeborg, sad mild og barneglad paa den lange lige Balton ved Siden as Dronning Agnes; paa den an den Side havde hun sm Moder, den muntre, godmodige Dronning Hedvig der særdeles lignede sin Bruder, den vatte Grev Gerhard. Ved den svensle Dronnings hejEe Side sad en hei, mager, men majestcetist Stiltelse med ei strengt, næsten srygieligt sKrigeransigi. Han bar en to.1g: lig Purpurkoabe med Hermelin og gyldne Kronen Dei var den mcegtige Ziona Magnus Ladelaas selv. Blandt Prinsesse Jngeborgg Damer var der mange, som baade d: danste og svensle Ricsdere betragtede Ined opmcerlsomme og lwloende Blit: merk den Me, stille Jonisrn, d:r sad ncermest Ved de tongelige, valte dog mcst Opiiiærlsoinh:d. Det dar Jomseu Jnge Liitlc. Hirn bemærlede ilte den Deltagelse, knin opvalte. Med vemodigt Aasnn lsetranteke nun Freiseredelserne til dsn prceatige Vaatienleg. Denk-ec Blit for licn over Stik.dderne-Jsliætle; men hun san itle Trost Pcder blandt sin unge Keimes stiidderr. Hun vidste hans Ulylte og havde tun lidet Haab om ihang Bestielse as Fan nenslabet pac. Nordborg, saa lasnge dset spændte Forhold endnu fandt Stcd mellem Hering Valdeinar og ret danste KongelmsZ. En and-en endnu andere Sorg nedtryltc ten cllers saa lcekte Ridderdatterx hun vidste, at hcndeg mutte lige Fader som en sarlig Statssorbryder sad fangen vaa Kallundborg Slot og ventede sin Dom. Dog for der un tertiden soxn et Lys over hendes stille, vemodige Aasyn, naar hun saa paa Prinsesse Jngebokg og den li.lle, rid »derlig-e Kong Erit; det var da, som hun glecnte sin egen Hiertesotg over Fædrelandets slønne Haab og som attee Bangen: »er Erit, Kongen hin ungel« genllang i hendes Hierte Nærinest ved Stranlen sade de ældste danste og svensle Riddere som Kamldommere, og oberst blandt deni saas gamle Ridder Jan. Paa Kamppladsen gi«t en statelig Bar bentonge og en stor Mengde Herolder med hvide Stave og Fjerhatte i Handernez disse stulde holde Orden og tilligemed deres undergivne, de saataldte Persevanter, give Tilgt paa ethvert Sind og enhver Bevaegelse hos de tem Pende. Nidderspillet aabnedes med en Kamp til Hest og med stumpe Lanser mellem den dansle Kong Erit og den lille Pein-Z BitgeL De vat ncesten as lige Alder oa Hode og bare smaa, leite Vaaben, der svarede til deres Alder og Styrle. Den dansle Range bar Prinsesse Jngebvegs hinimelblaa Forde, og hendes lille Handste var saestet Paa hans Kronhjælin Prins Dinger bar ogsaa sin Fæstemøes Faun-, og hans Rustning var hvid som Prinsesse Meretes Silleljortel. De visit sig begge som raste og vaabendygtige Riddere; men den gensidige Hoslighed sorbød, at nogen as dem lunde anses som den andens Overvinder· Niddetspillet ledsagedes as Sang og Musik, og der var itte saa dansle og svenste Sljalde til Stede sor at se og besynge Riddernes Bedrister. Næsten alle Ridderne b-,« og besynge Ridderneö Bedtister. Nesten alle Riddetne ba bare Handsler. Sm, Perlebaand og andre Kvindesnmi let paa deres harnister ellek Hjælme, og under Kam pen udraabie de oste helt dunlle og besyndersige Oad ellet Lesenek, hvis Betydning tun deres Damet sorstode. Man ge Lanser blev brudte og mange Riddere stsdie as Sadlen; men der sægiedes med stumpf Lanser, og der saldt ingen sarlige ellek dræbende Stad. Det var som de danste og svensle Niddere ved denne stedelige Glcedessest niest syntes at ville overgaa hverandre i artige Sadek og tidderlig Hostighed « Den Ridder, dee mest udmcertede sig ved dette Niv derspil, var Grev Gerhard as Holsiem son: nied Hinten-T Lyst og under godmodig Spsg tastede sels Riddere cf Sadlen uden selv at rottes. Med den slønne Dronning Agnes’s sotte Hoveddug paa Brystharnistet syntes han uovervindelig. Hans Lssen var Omkvcedei paa en Bise, han havde hart synge hos Ridder Jon den Asieis, han sprste Gang talede med Dronningen og traadte den sørste Dank i sit Li.V; han sorandrede tun et Ord deri, og hver Gang han stpdie en Riddet as Sadlen, raabte han glat-: »Bei er san høvist en Dame, der· netg tvknger:" Da ingen længek vilde maale sig med shani i Van bendygiighed erilceredes han som den første Seierherre i Ridderspilletz han sprang munter af Sadlen .-)g mudtog tnælende Weisen af Dronning Agnes’s Haand Niddetspillet fyntes endi, da en feemmed Ridoer i fuefotgyldt Harnist cg med en Krone pag den luttede Hjælm lod sig se for Stranken paa en vild, fnysende StridshingsL Han kastede sin Staalhandfke fo-: Gtev Gerhards Fod, og uden at sige et Ord berøkte han med den statpe Od af sin Laufe det sorte Stei- paa Grevens Brysthaknist og rev en Rift deri. Ved denne fjendlige Handli.ng angteb han paa en hsjt formermelig Maade den Dames Ære, shvis Pant han saaledes fothaanede. Dtonning Agnes blegnede. Alle ftudsede og betragtede den pkægtige Ridderstiktelfe med Forbavselse. «Het1ugen! —- Hertug Baldemat!« hvislede den ene til den andeu; men ingen vidstr dog med Vished, om denne Formodning dar grundet. Grev Gerhard for, fnysende af harme, paa sin Gan gek og opftillede sig til Kampem efter at han havde optaget Handsten til Tegn paa, at han modtog Udfotdringen uden al videte Fortlaring. herdldekne aabnede Stran ken, og den fremmede Riddet indlodesz than tumlede stolt fm hinng og svingede en starp Laufe, som bebudede en alvotlig Kamp. Grev Gethakd greb ogsaa det drabende Banden. Kampdnmmeene erindtede, at dette var et Fest thdetspil og ingen Starpfcegtningz men den opbragte Geev Gerhard fordrede, at Kampen maatte svare til For ntermelsen, og derimdd tun-de intet indvendes. Med lynendse Furt sore Ridderne mod bittenden Grev Gerhatds Lanse brast mod det forgyldte Brysthar nist; han selo sit et steettt Stod for Brystet, men blev siddende utollelig i Sadlen og drog sit Sveerd. Den stemmede Riddet havde saaet et veeldigt Stød og var lostet højt op i Sadlen; men han sad strats som sostgroet til den igen og lo haanligt bag Hjcelmgitteret. Han tastede sin Lanse og drog Sværdet. Klingerne mod tes i hurtige Sing. De scegtede begge med stor Bot-ben scerdighed. Grev Gethatd flog en dyb Bule i den sor gyldte Hjcelm og ashuggede Kronen; men hans ubcendige Hidsighed gav hans lette og besindige Modstandek en stor Fordel over »dann Alle saa tned spendt Opmeerksotnhed paa den farlige Kamp »For tnin høje Dames Ære!« — raabte nu Grev Gethard og vilde gore et afgoeende Stag, hvorved han blotede Hals og Hoved. Hans Modstander havde Sværdet hakt-et for at soretomme ham og benytte denne Usorsig tiabed, men undoeg kun Singet og holdt pludselig inde, idet han stirrede stist hen for sig over Stranken. J det samme lød der en ltaftia Stennne: »Hu keemper en eerelos Ridder!« Alle saa studsende hen mod Eh det, twor denne Rost lom sta, og de saa en ranl, anseeliq Ridrsek i staalblaat Harnisl holde med lnlket Visir for Stranten med en prwatig Doggert i sin udstraite Haand. ,,Kendek du dette Vidne? Forrerder!« reddlev den sannne mergtine Rost; den blau Ridder drei-de Dag Hierten i sin Haano, og den goldne Lørse, hooras Heritet besten glimrede stekrtt i Solslinnet. »Den Dagaert btev dkagen of Kona Erit Clnistoplyee søns Lig St. license Nat« — lod nu en stcert Stenmie blandt Folket. »Den Dcll lzar Vaoltenimed Troels i Melsar folgt Hering Valdemar!« -—— raubte en nnden Stemme —- ,,det kon jseg vidne og fvceroe.« »Det er Marstens Deli, Matsl Stigs Do!k!« raabte en tredie Stemme. Lampen var aldeles standset. Ridderen med det for-« gnldte Harnist sad som forstenet og stirrede gennemHjælm gittetet paa den blaa Ridder og paa Dosten. Svcerdet saldt ham as Haanden, og han svimlede i.Sadle.1, sont «l)an var en Afmagt nar. Men nu stemtraadte paa den; unge Konges Vint Vaabenkongen og udraabte: ,,Jngen maa under Livsstraf forstyrre de tæmpende med Ord og Adscetd!« » Ved dette Bud bojede den blaa Ridder sig cerbodig og soroarede Daggekten ved sit Btyst; men han blev hol dende tolig og stiktede paa Grev Gerhards Modstander· ,,Rcet bam sit Værge igen!« —- raabte nu Grev Gerhnrd til Vaabenpersevanten. — »Jeg lcetnper med en løgnagtig cg cereløs Ridder, det ved jeg; men en af os sto man her lade sit Liv!« Jdet Persevanten bojede sig for at tage det tabte Sveerd, sporede Pludselig den forgyldte Ridder sin Hingst Heg satte i Fikspring ud over Stranten. Alle saa sorbav sede estek darn, og der var dsdsstille, til ingen længer tunde Ijne hont. Nu saa man ester den blaa Ridderz men hnn vor ligeledes fotsvunden blandt den stote Felle-s hob, der omtingede Stranken Grev Gerhard holdt ene paa Kamppladsen og exkl-e reres af Kampdommekne for Sejnherre i denne Ætesstrid. Den userdvanlige Begivenhed oaite de foestelltg te For itnodninger blandt Tilstuernr. Ridderspillet var til Ende sog de tongelige begave sig tilbage ·-.Slottet Da gamle Ridder Jon git forbi Jotnsru Jnge, hvistede han sagte l,,Deost Peder?«« . Hun nitlede tavs med en hoj Nodme paa de slsnne sKinder. Hun havde set et rosenrsdt Baand poa dens Iblaa Ridders Hornisi, og hun havde trcet at genlendes Esit Haarbaandx men hvotledes det var muligt, at hendes Isangne Ridder her havde tunnet lade sig se, var hende lubegtibeligt. Næppe var Ridderspillet i Helsingborg endt, forend et vigtigt Budftcib laldte den unge, danste Kongc med alle hans Riddete til Sjcelland· En norst Flaade var set ,i Kattegat, og man frygtede en Landgang ved Ørelrog, tlwor Festningen Flynderborg ved Ridder Laves Forræderi lendnn var i LPreternes Hemden Da gamle Ridder Jon Falte den tko Jnge Haanden til Afsleb, hvislede hun ham hemmeligt nogle Okd i Øret, idet hun kalte ham et li«bet tPerxiamentgblaL hvorpaa der med flygtige Trcel var af ltibfet en Bnnning og ligesom en Vej betegnet med smaa Rom Han betragtede hexide med Forbavselse og syntes med sprendt Opmckttsonihed at høre hvert et Ord, hun fande. Hun gentog et Par Ord og Pegede paa Vlndet; Tderpaa forvarede han det omshyggeligtx han nittede qlad, tryttede med heftig Bevcegelse et Zins paa hendes Panbe og styndte sig ombokd med de tongelige. » Man landede uhindret paa den sjcellandslc Einst i; Ncetheben af Øretkog. Grev Gerhard ledsagede ittalst Dronningen og Junker Christopher til Ribehus, som man i denne urolige Tid anfaa for det silreste Qspholdssted for KongehufeL Men den unge Konge var ille at bevcege til at forlade Sjckllanvz han drog sttats med Rimaardspn til Taarnbotg ved Kurs-r for at bese denne higtige Freit ning og selv siynde paa Flaadens Udruftning. Jsmidlertid føjede Riddek Jon Anstalter til at beftytte det nordlige Sjcelland mod et fjendtilgt Angreb. De Langftibe, der laa vev Kurs-r, lod Kongen strats befætte og drage op mod Kystekne of Nordsjcellnnd, for der at virle i Forening med Ridder Jan Den unge Konge var i høj Grad opmærlsom paa alt. Borgens Forstansninger havde han meget at udscette paa. Ri nmakdspn moatte i mange Ting give ham Ret og beundre hans tidlige Kundstab i Befæftningstunsten, sont han ishavde leert af Drost Beher . Fite Dage efter Kongens Anlomst til Taarnborg, git ;han en Morgen tidlig paa Jordvolden omlring Vorger zledfaget af Rimaordføn og en Ridder fra Øretrog, soml jhavde bragt hatn vigtige Esftettetninger. De norste havde lgjort Landgang ved Oreltog og bkændt Byen til en Aste shob7 men Bot-gerne havde faaet Undfcetntng af Ridder Jen. Gennem en undetjordist Løngang, fom han viste dem Vejen til, havde de med den gamle Heere i Spidsen ttcengt sig ind paa Flyndetborg og bemcegtiget sig Freit ningen; fta vette feste Punkt havde man drevet Fjenden tilbagr. Riddeten gentog nu omstcendeligt for Kotigen; Ihvorledes det hele var gaaet til, eg at man i Slotsher: rens Løntamrner paa Flynderborg sorgæves havde spat de Brevsiaber sra de sredløse, soni Ridder Lade Litle vai bestyldt for at have modtaget sør Kongemordet ,,Bed alle hellige Maend! det er mig wert« — sagdt den lille Kongr. — »Den gamle, tro Jon hat ilke villet spilde et Ord for sin Fcetter Laves Liv; inen nu har han dog udslettet en Del as hans Synd. Lad Kansleren melde Statsfangen paa Kallunborg, at hans Dom er atter opsat et Aar, fordi hans tro Fcetter tog Flynderborg og man itte fandt Beviserne for hans vcerste Forrcedeti!« Rimaardsøn saa paa den unge Konge med et vemodigt Blit. »Give Gnd og vor Fruc,« — sagde han — ,,at hver tro Mand, J har, kunde gore godt, hvad hans Frcendcr giorde ilde. Her er nu sast ingen crrlig lMand i Landet, som jo har Slcegt og Venner i Taarn eller Galge, — og Enden er itke endda.« Den tungsindiae Ridder tasnlte paa sin henrettede Broder Lade og paa sin Brod-er Jon, der nu oasaa var anklaget paa Livet. »Er-den er ja alle Mands Herre« —- sagde den unge jKonge nied et Sul. — ,,Det var itke for det gode, jeg ’saa tidlig blev Kanne; men Herren stc Takt her er endnu manqu tro Mcend i Landet. Havde jeg tun Trost Peder ige:1!« Medean Kannen git tildaae til Slettet med den as stndte kitidrcr fra Freitag estersaa Rimaardjøn« on! alt dar i Orden paa Etanserne Medan lsan saaledes ait eg berragtede de sdcrre Forsvarsmastiner, blev han en lille, tnl Stiltelse Varr, der i en Messedrengs sorte Kappe Da nied exr lan Hat nedtrntt i Panden vraltede nied en Bøiineboa i Erstanden lien ad Volk-en og snnteg andægtigt at lnrse sin illtorgenbøn Den svcrre Drengestiltelse og bang vraltende Baadsinandsgana var Borglmvdingen paa saldendex tian betragtede hain nøje, og idet han opdagete Zpor as et slet asraaet Mundslceg, troede han sorbavset at lende den plumpe Jarl Mindre-Als ,,God Morgen, ZWE« ——-— sagde Risncardsøn og traadte ham i Vejen — ,,l)ver stal du hcn saa tidlig?« ,,Jeg stal hente Vin for Prcksten, at han kan lcese for jer Sjæl!« —— bruininede den trytte Messedreng nied en dnb, raa Sternum »Tov lidt! « —- sagde Rimaardsøn, idet et Par Lanse tuæate paa Vint sprang til --— ,,mig syncs, jeg stulde lende dig. Sade vi to itle en Gang paa Beent sammen i Lyse Stolehus? og slog du itte den Gang Tænderne ind paa os alle cg traadte os under detserP Du vilde vcere Greve og Jarl! er du endnu tun en ussel Messedreng?« Med disse Ord løstcde han den nedtrytte Hat op og saa harn i den brede Tyrepcnde. »Forraad mig itie, Bent Rimaatdsønl for gammelt Kammeratstabs Styld!« — hvistede den røbcde Algreve. — ,,Vi er jo Frænder, og jeg tog mig af dig i Stolen som din Faden Det er sorbi med mit Grevstab og Jarle domme. Jeg er nu en sredløs Mand og maa søge Stle hos de fromme. Vcer en brav Karl, Beut! sorband dig paa, at du tender mig ikte, og lad mig smøre Hase1!« »Binder "ham, Karle!« -— bød Rimaardsen sine Lanse lncegte — ,,det er en Rever og Mordbrænder!« Den stcerke Vikingshøvding tastede Bonnebogen og Messedrengstappem han stod i sin Ridderdragt og huggede drabelig om sig med sit Svætdx men Lanseknægtene sprang ham tcet ind paa Livet og asvæbnede ham. Han blev sttats lagt i Bolst og Lcenkerz og uden at gøre Opsigt paa Bergen lod Rimaardsøn harn Ijeblittelig under stcert Be vogtnsing søre til Haraldsborgs saste Fotbrydertaarn. Rimaardspn vilde itte sorurolige den unge Konge og maasle paadrage sig en Jrettescettelse med den Tiden«de, at saa sarlig en Fjende havde tunnet indtrænge sig paa Borgen. Han troede sorresten Slottet suldtommen siklert, og han betymrede sig ikte om den trodsige, næsten djcevelste Latter hvormed den sangne Fribytterhøvding lod sig slæbe ud as B«orgen, da han sorgceves havde tilbudt Rimaardsøn en uhyre Pris sor sin Frihed J sin Sorg og Forstenithed havde Rimaardspn ikke gi.vet Agt paa, at der om Ratten var lebet et Fribytterstib under dansl Flag ind i Noret ved Taarnbotg Jtte alene den forvovne Jarl Mindre-Alf var tommet ubemcertet i Land. Marst Stig selv med en Floi dristige Fribyttere var hemmelig siegen i Land, og om Astenen stod Mads Inde, klcedt som en af Kongens Landsetncrgte, udensor Deren til de tongelige Gematter, hver han gjaldt for en tro Stildvagi. Jmidlertid gik alle til Sengs, og der var roligt paa Burgen. Midt om Ratten vaagnsede den unge Konge ded en sorscerieläg Latin. Hele Borgen stod i lys Lue oni l)am, og det Forsærdelsesstrig: ,,Marsten! —- Marsten! —- de sredløse!« lade alle Vegne blandt de sorvirrede og over rumplede Krigere Der thørtes Vaabenlarm og Strig sra alle Kanten og den unge Konge stod enc, halb nøgen i sit Sovetanimer, som alletede var onispckndt as Røg og Flam nier ,,Forbarmende Gud!« —- raabte han — ,,fkal jeg nu indebrcendes as min Faders Mordere!« Han tastede i Hast en Kappe on1 fig, greb sit lille Svaerd og vildse styrde sig ud as Døren gennern Flammerne. Han hørte den tro Aage Jonsøns Rost i Vaabenlarmen udensor hans Gemakter; men Flammerne sloge ind alle Vegne — Regen bedyvede hom, eg than tunde næppe finde Deren. Da solte han sig pludselig greben as en mcegtig jerntlcedt Arm! han havde tabt Ssværdet as Haanden og var uden Bevidsthed. Da han tom til sig selv, saa han sig paa et lille, aabent Far tøj, som soer pilsnart bdrt med ham i. Mulm og Sturm. ,,Hvor er jeg?« — sagde han —- »er jeg blandt min Faders Mordere?« »Blandt tro Venner osg Undersaatter!« —- svarede en venlig Stemme ved Siden as ham, eg han stimtede i Msrtet en ridderlig Stillelse i suld Rustning. »Ehe-oft Peder! ved alle hellige Mænd! det er eder!« — udbrpd han sjæleglad. ,,.hvo jeg er, tpr jeg ilte sige« — svarede Ridder stiltelsen gennern den tillutte Hjcelm og Kongen troede nu at gentende den blaa Ridder sra Turneringen. . »Et Æresord bindet min Junge« —- vedblev Nil-de ren — »jeg maa stjule mit Aasyn sor min Konge og hele Berden. — Jeg soter eder i Sitterhed til Ribehus. —- Jeg selv drager til et Sted, her der er mørtere end her. Jeg besvaerger edel-, Hetre Konse! tro hvad J vil; men seist mig ilte til at sige et Ord mer og btyde mit Ri«dsderløste!« »Ti da, i Guds Navn,« —- sagde den lille Konge Lsog tryktede hanö pansrede Haand —- »vtsselig er du Drost Psedek, nun-e jeg ikke kende vin Røste Du hak stets sc Lin i denne Nat Er du endnu i Heringen-Z Mast, jeg befri dig, hvad det saa kostet!« ,,Jntet voldsomt Sirivt mod Heringen!« — TM Ridderen med et dybt But-—- «han hart sin W THE i sm Magt.« - Den unge Konge tav. Skibet foet fort og var TM fotfvunden paa hin Side Sprosse-, hvor Matst M M Taarn stod mørkt og truende i Ratten. Faa Dage efiet var det almindeligt bekendt, at M Erik var i Siklethed paa Ribehus, men at Taan It ødelagi af Msarsi Stig, og den tro Riddet Mit var falden. Nu erfarede man ogsaa, hvotledes Mut-tad s-n, kcrt føt han faldt for Marskens Kerkvaerd M fang-et den mægiige Jarl Mindre-Ali Dei first, m hørte om Kongen, siden han var kommen til Rihchnx M den Vigtige Nyhed, at han havde udnævnt den leite I- , vedsmand paa -Slottet, Ribder David Thotsimspky M H «Rigets Drosi, faalænge Drosi Pelz-er var i Heringens In- T genfiab, og at han efter den m)e Drosts Raad iillige wes kDronningen havde nnderfkrevet Jarl Mindre-Als W idonr Om Heringen hed dei, at han laa syg i Slesvig til Istor Sorg for hans unge Gemalinsde Dei var en Sächs s1)ado«m, mnmlede man om, og Rygtekne om hans Ist-thin deife incd Aandeverdenen fik atter ny Næring ved de bi fyndekliae Omstændigheder, der fortaltes. Han siulde nemlig i sin Sygdom paasiaa, at ban Ined legemlige Øjne havde set Anklaaelseng Engel. Kort spr han blev sys, havde han i. nogle Dass været forsvundem og hanö for nnderline Sygdom skulde pludfeliq værc udbrudi da hatt paa Nordborg havbe besøgi fin vigtige Fange, Dtosi Pæ der HegseL oa fundet ham rolig i sine Lenker-. Blandt andre forvildicde Udbrub, man havde lhørt om Heringen, nævnedes ogsaa den ?)«iring, at bang Fange Paa Notdbotg ftod i Pagt med chevle og mægtige Aander inwd hom· Femtende Kapitel. De norfte og de fredløse Vedbleve endnu længe at forurolige Danmark, og stønt det ilke lykkedes den ewrstr Konge nogensteds at faa Fod i Landet, var han dog es tapper og mcegtig Fjende, som i denne ulylkelige Tid var dobbelt farlig for Dantnark. Paa Amager og hvees hadde han brændt og hcerget; han havde gjort et dristigh dog mislhktet Tog til Aalborg og heller ikke stammt Hek Itug Valdemaes Bher. Man tænkte alvorlig paa Forlis Log Underhandling med ham; men han hadde lovet de sied lløfe i et Bestærtnelsesbred, at han ikke vilde sintte Fted Ined Danmark uden deres og Marstens Samthkke. En stille Efteraarsnat lød Vaadefangen sorgelig free Krypttirlen under Kong Erit ChristosPhersøns Grad i Vi borg Domki.rke. Binden bar fra Kirken ud over Sm, og ved Færgehufet paa den anden Side asf Soen kunde man undertiden høre de dhbe Vigilietoner, der sauledes slulde tone hver Nat for den mhrdede Konges Sjcl til den hderste Dag. Forbi ergehttfet gik Beer til Asmild Kloster. Her sad paa en omvendt Basad en hIIL Stamm-! Piligri.m med nedbøjet Hoved i dhbe Tanker, og ved W Side stod en ung ’Pige, ligeledes i Pilegrimsedragt Halt havde en rast, sorthaaret Yngling ved Haanden. Dei nnge Menneste var klcedt «som en Vcebner med K«øllert vg Steinc lhuse, eg foruden de sædvanlige Vcebnervaabcn bar han i Haanden et langt, forgyldt og slangebugtet Speers-, der mere syntes at have tjent til Prhdelfe end til Berge. ,,Stal di gaa til Klosteret og danke paa? Fadek Henner!« — sagde Ynglingen. —- »Hverken du ellet Aas tan udholde at gaa læng-:r i Nat.« »Tøv tun her, Stirmen!« —- svarede den gamle — ,,at lhdile lan di fagtens udholde, og vaaget hat vsi mau gen god Nat under Guds fri Himmel, uden at hvile, sideu vi. sidst faas. Førend jeg hat set den formastelige Warst og sagt ham, hvad der er mig pasalagt, er min Bodsgawg ikke forbi: før sial jeg heller ikle hvile under Tag; det hat jeg lovet og svoret!« »Men, kcere Fader Henner!« — fagde Skicmen — ,,hvad vil J da her ved Viborg? er den bandsatte Markt ttte paa en af sine Røverborge paa Hjoelm ellee Sprac, faa er han del atter ude at plyndte og brænde Kongens Bner og Slotte Stege Slot maatte han del lade staa« — veddlev han, da den gainle ikke svarede —- ,,men mes Sljelfkør og Borgen paa Sams gik det som med Taum borg. Ak, Gud hjælpe os!« —- ti.lføjede han mismodig og knufte et Rot, han holdt i Haanden — »Siden na den incrgtige Kong Ladelaas er død og dorte, er der ingen Korea-e mer i Verden, Marflen er bange for, og vor unge Kvng Erik vel allermindft." (Fortscettey B. S. Jngemanm Valdemar Seien Omstag 80 Cente. Jndbunden 81.Y-’ Erik Menvcds Barndom. Jndbunden 81.20. PrinS Otto af Danmark I og hanS Samtid. Omflag 80. Jndbunden disk-. Kong Erik og de Fredlizsfe.A J Omslag 80 Cents. Jndbunden 01.20. l DANISE LVPZ PUBL. EOVSL Malt-. III.