Erik Menveds.kBarndom,
Historisk Roman
Bernhard Sctrxrin Zuges-kaum
T r c d i e D e l.
(Fortiat.)
Ved Turneringen selv git alt med den stetste Pomp
og Hostidelighea Festens Dronning, den lille, lyshaarede
Prinsesse J:igeborg, sad mild og barneglad paa den lange
lige Balton ved Siden as Dronning Agnes; paa den an
den Side havde hun sm Moder, den muntre, godmodige
Dronning Hedvig der særdeles lignede sin Bruder, den
vatte Grev Gerhard. Ved den svensle Dronnings hejEe
Side sad en hei, mager, men majestcetist Stiltelse med ei
strengt, næsten srygieligt sKrigeransigi. Han bar en to.1g:
lig Purpurkoabe med Hermelin og gyldne Kronen Dei
var den mcegtige Ziona Magnus Ladelaas selv. Blandt
Prinsesse Jngeborgg Damer var der mange, som baade d:
danste og svensle Ricsdere betragtede Ined opmcerlsomme
og lwloende Blit: merk den Me, stille Jonisrn, d:r sad
ncermest Ved de tongelige, valte dog mcst Opiiiærlsoinh:d.
Det dar Jomseu Jnge Liitlc. Hirn bemærlede ilte den
Deltagelse, knin opvalte. Med vemodigt Aasnn lsetranteke
nun Freiseredelserne til dsn prceatige Vaatienleg. Denk-ec
Blit for licn over Stik.dderne-Jsliætle; men hun san itle Trost
Pcder blandt sin unge Keimes stiidderr. Hun vidste hans
Ulylte og havde tun lidet Haab om ihang Bestielse as Fan
nenslabet pac. Nordborg, saa lasnge dset spændte Forhold
endnu fandt Stcd mellem Hering Valdeinar og ret danste
KongelmsZ. En and-en endnu andere Sorg nedtryltc ten
cllers saa lcekte Ridderdatterx hun vidste, at hcndeg mutte
lige Fader som en sarlig Statssorbryder sad fangen vaa
Kallundborg Slot og ventede sin Dom. Dog for der un
tertiden soxn et Lys over hendes stille, vemodige Aasyn,
naar hun saa paa Prinsesse Jngebokg og den li.lle, rid
»derlig-e Kong Erit; det var da, som hun glecnte sin egen
Hiertesotg over Fædrelandets slønne Haab og som attee
Bangen: »er Erit, Kongen hin ungel« genllang i hendes
Hierte
Nærinest ved Stranlen sade de ældste danste og svensle
Riddere som Kamldommere, og oberst blandt deni saas
gamle Ridder Jan. Paa Kamppladsen gi«t en statelig Bar
bentonge og en stor Mengde Herolder med hvide Stave
og Fjerhatte i Handernez disse stulde holde Orden og
tilligemed deres undergivne, de saataldte Persevanter, give
Tilgt paa ethvert Sind og enhver Bevaegelse hos de tem
Pende.
Nidderspillet aabnedes med en Kamp til Hest og med
stumpe Lanser mellem den dansle Kong Erit og den lille
Pein-Z BitgeL De vat ncesten as lige Alder oa Hode
og bare smaa, leite Vaaben, der svarede til deres Alder
og Styrle. Den dansle Range bar Prinsesse Jngebvegs
hinimelblaa Forde, og hendes lille Handste var saestet Paa
hans Kronhjælin Prins Dinger bar ogsaa sin Fæstemøes
Faun-, og hans Rustning var hvid som Prinsesse Meretes
Silleljortel. De visit sig begge som raste og vaabendygtige
Riddere; men den gensidige Hoslighed sorbød, at nogen
as dem lunde anses som den andens Overvinder·
Niddetspillet ledsagedes as Sang og Musik, og der
var itte saa dansle og svenste Sljalde til Stede sor at se
og besynge Riddernes Bedrister. Næsten alle Ridderne b-,«
og besynge Ridderneö Bedtister. Nesten alle Riddetne ba
bare Handsler. Sm, Perlebaand og andre Kvindesnmi
let paa deres harnister ellek Hjælme, og under Kam
pen udraabie de oste helt dunlle og besyndersige Oad ellet
Lesenek, hvis Betydning tun deres Damet sorstode. Man
ge Lanser blev brudte og mange Riddere stsdie as Sadlen;
men der sægiedes med stumpf Lanser, og der saldt ingen
sarlige ellek dræbende Stad. Det var som de danste og
svensle Niddere ved denne stedelige Glcedessest niest syntes
at ville overgaa hverandre i artige Sadek og tidderlig
Hostighed «
Den Ridder, dee mest udmcertede sig ved dette Niv
derspil, var Grev Gerhard as Holsiem son: nied Hinten-T
Lyst og under godmodig Spsg tastede sels Riddere cf
Sadlen uden selv at rottes. Med den slønne Dronning
Agnes’s sotte Hoveddug paa Brystharnistet syntes han
uovervindelig. Hans Lssen var Omkvcedei paa en Bise,
han havde hart synge hos Ridder Jon den Asieis, han
sprste Gang talede med Dronningen og traadte den sørste
Dank i sit Li.V; han sorandrede tun et Ord deri, og
hver Gang han stpdie en Riddet as Sadlen, raabte han
glat-:
»Bei er san høvist en Dame, der· netg tvknger:"
Da ingen længek vilde maale sig med shani i Van
bendygiighed erilceredes han som den første Seierherre i
Ridderspilletz han sprang munter af Sadlen .-)g mudtog
tnælende Weisen af Dronning Agnes’s Haand
Niddetspillet fyntes endi, da en feemmed Ridoer i
fuefotgyldt Harnist cg med en Krone pag den luttede
Hjælm lod sig se for Stranken paa en vild, fnysende
StridshingsL Han kastede sin Staalhandfke fo-: Gtev
Gerhards Fod, og uden at sige et Ord berøkte han med
den statpe Od af sin Laufe det sorte Stei- paa Grevens
Brysthaknist og rev en Rift deri. Ved denne fjendlige
Handli.ng angteb han paa en hsjt formermelig Maade
den Dames Ære, shvis Pant han saaledes fothaanede.
Dtonning Agnes blegnede. Alle ftudsede og betragtede
den pkægtige Ridderstiktelfe med Forbavselse. «Het1ugen!
—- Hertug Baldemat!« hvislede den ene til den andeu;
men ingen vidstr dog med Vished, om denne Formodning
dar grundet.
Grev Gerhard for, fnysende af harme, paa sin Gan
gek og opftillede sig til Kampem efter at han havde optaget
Handsten til Tegn paa, at han modtog Udfotdringen
uden al videte Fortlaring. herdldekne aabnede Stran
ken, og den fremmede Riddet indlodesz than tumlede stolt
fm hinng og svingede en starp Laufe, som bebudede en
alvotlig Kamp. Grev Gethakd greb ogsaa det drabende
Banden. Kampdnmmeene erindtede, at dette var et Fest
thdetspil og ingen Starpfcegtningz men den opbragte
Geev Gerhard fordrede, at Kampen maatte svare til For
ntermelsen, og derimdd tun-de intet indvendes.
Med lynendse Furt sore Ridderne mod bittenden
Grev Gerhatds Lanse brast mod det forgyldte Brysthar
nist; han selo sit et steettt Stod for Brystet, men blev
siddende utollelig i Sadlen og drog sit Sveerd.
Den stemmede Riddet havde saaet et veeldigt Stød
og var lostet højt op i Sadlen; men han sad strats som
sostgroet til den igen og lo haanligt bag Hjcelmgitteret.
Han tastede sin Lanse og drog Sværdet. Klingerne mod
tes i hurtige Sing. De scegtede begge med stor Bot-ben
scerdighed. Grev Gethatd flog en dyb Bule i den sor
gyldte Hjcelm og ashuggede Kronen; men hans ubcendige
Hidsighed gav hans lette og besindige Modstandek en stor
Fordel over »dann Alle saa tned spendt Opmeerksotnhed
paa den farlige Kamp
»For tnin høje Dames Ære!« — raabte nu Grev
Gethard og vilde gore et afgoeende Stag, hvorved han
blotede Hals og Hoved. Hans Modstander havde Sværdet
hakt-et for at soretomme ham og benytte denne Usorsig
tiabed, men undoeg kun Singet og holdt pludselig inde,
idet han stirrede stist hen for sig over Stranken. J det
samme lød der en ltaftia Stennne: »Hu keemper en
eerelos Ridder!« Alle saa studsende hen mod Eh
det, twor denne Rost lom sta, og de saa en ranl, anseeliq
Ridrsek i staalblaat Harnisl holde med lnlket Visir for
Stranten med en prwatig Doggert i sin udstraite Haand.
,,Kendek du dette Vidne? Forrerder!« reddlev
den sannne mergtine Rost; den blau Ridder drei-de Dag
Hierten i sin Haano, og den goldne Lørse, hooras Heritet
besten glimrede stekrtt i Solslinnet.
»Den Dagaert btev dkagen of Kona Erit Clnistoplyee
søns Lig St. license Nat« — lod nu en stcert Stenmie
blandt Folket.
»Den Dcll lzar Vaoltenimed Troels i Melsar folgt
Hering Valdemar!« -—— raubte en nnden Stemme —- ,,det
kon jseg vidne og fvceroe.«
»Det er Marstens Deli, Matsl Stigs Do!k!«
raabte en tredie Stemme.
Lampen var aldeles standset. Ridderen med det for-«
gnldte Harnist sad som forstenet og stirrede gennemHjælm
gittetet paa den blaa Ridder og paa Dosten. Svcerdet
saldt ham as Haanden, og han svimlede i.Sadle.1, sont
«l)an var en Afmagt nar. Men nu stemtraadte paa den;
unge Konges Vint Vaabenkongen og udraabte: ,,Jngen
maa under Livsstraf forstyrre de tæmpende med Ord og
Adscetd!« »
Ved dette Bud bojede den blaa Ridder sig cerbodig
og soroarede Daggekten ved sit Btyst; men han blev hol
dende tolig og stiktede paa Grev Gerhards Modstander·
,,Rcet bam sit Værge igen!« —- raabte nu Grev
Gerhnrd til Vaabenpersevanten. — »Jeg lcetnper med en
løgnagtig cg cereløs Ridder, det ved jeg; men en af os
sto man her lade sit Liv!«
Jdet Persevanten bojede sig for at tage det tabte
Sveerd, sporede Pludselig den forgyldte Ridder sin Hingst
Heg satte i Fikspring ud over Stranten. Alle saa sorbav
sede estek darn, og der var dsdsstille, til ingen længer
tunde Ijne hont. Nu saa man ester den blaa Ridderz
men hnn vor ligeledes fotsvunden blandt den stote Felle-s
hob, der omtingede Stranken
Grev Gerhard holdt ene paa Kamppladsen og exkl-e
reres af Kampdommekne for Sejnherre i denne Ætesstrid.
Den userdvanlige Begivenhed oaite de foestelltg te For
itnodninger blandt Tilstuernr. Ridderspillet var til Ende
sog de tongelige begave sig tilbage ·-.Slottet Da gamle
Ridder Jon git forbi Jotnsru Jnge, hvistede han sagte
l,,Deost Peder?««
. Hun nitlede tavs med en hoj Nodme paa de slsnne
sKinder. Hun havde set et rosenrsdt Baand poa dens
Iblaa Ridders Hornisi, og hun havde trcet at genlendes
Esit Haarbaandx men hvotledes det var muligt, at hendes
Isangne Ridder her havde tunnet lade sig se, var hende
lubegtibeligt.
Næppe var Ridderspillet i Helsingborg endt, forend et
vigtigt Budftcib laldte den unge, danste Kongc med alle
hans Riddete til Sjcelland· En norst Flaade var set
,i Kattegat, og man frygtede en Landgang ved Ørelrog,
tlwor Festningen Flynderborg ved Ridder Laves Forræderi
lendnn var i LPreternes Hemden Da gamle Ridder Jon
Falte den tko Jnge Haanden til Afsleb, hvislede hun ham
hemmeligt nogle Okd i Øret, idet hun kalte ham et li«bet
tPerxiamentgblaL hvorpaa der med flygtige Trcel var af
ltibfet en Bnnning og ligesom en Vej betegnet med smaa
Rom Han betragtede hexide med Forbavselse og syntes
med sprendt Opmckttsonihed at høre hvert et Ord, hun
fande. Hun gentog et Par Ord og Pegede paa Vlndet;
Tderpaa forvarede han det omshyggeligtx han nittede qlad,
tryttede med heftig Bevcegelse et Zins paa hendes Panbe og
styndte sig ombokd med de tongelige. »
Man landede uhindret paa den sjcellandslc Einst i;
Ncetheben af Øretkog. Grev Gerhard ledsagede ittalst
Dronningen og Junker Christopher til Ribehus, som man
i denne urolige Tid anfaa for det silreste Qspholdssted
for KongehufeL Men den unge Konge var ille at bevcege
til at forlade Sjckllanvz han drog sttats med Rimaardspn
til Taarnbotg ved Kurs-r for at bese denne higtige Freit
ning og selv siynde paa Flaadens Udruftning. Jsmidlertid
føjede Riddek Jon Anstalter til at beftytte det nordlige
Sjcelland mod et fjendtilgt Angreb.
De Langftibe, der laa vev Kurs-r, lod Kongen strats
befætte og drage op mod Kystekne of Nordsjcellnnd, for
der at virle i Forening med Ridder Jan Den unge
Konge var i høj Grad opmærlsom paa alt. Borgens
Forstansninger havde han meget at udscette paa. Ri
nmakdspn moatte i mange Ting give ham Ret og beundre
hans tidlige Kundstab i Befæftningstunsten, sont han
ishavde leert af Drost Beher
. Fite Dage efter Kongens Anlomst til Taarnborg, git
;han en Morgen tidlig paa Jordvolden omlring Vorger
zledfaget af Rimaordføn og en Ridder fra Øretrog, soml
jhavde bragt hatn vigtige Esftettetninger. De norste havde
lgjort Landgang ved Oreltog og bkændt Byen til en Aste
shob7 men Bot-gerne havde faaet Undfcetntng af Ridder
Jen. Gennem en undetjordist Løngang, fom han viste
dem Vejen til, havde de med den gamle Heere i Spidsen
ttcengt sig ind paa Flyndetborg og bemcegtiget sig Freit
ningen; fta vette feste Punkt havde man drevet Fjenden
tilbagr. Riddeten gentog nu omstcendeligt for Kotigen;
Ihvorledes det hele var gaaet til, eg at man i Slotsher:
rens Løntamrner paa Flynderborg sorgæves havde spat
de Brevsiaber sra de sredløse, soni Ridder Lade Litle vai
bestyldt for at have modtaget sør Kongemordet
,,Bed alle hellige Maend! det er mig wert« — sagdt
den lille Kongr. — »Den gamle, tro Jon hat ilke villet
spilde et Ord for sin Fcetter Laves Liv; inen nu har han
dog udslettet en Del as hans Synd. Lad Kansleren
melde Statsfangen paa Kallunborg, at hans Dom er
atter opsat et Aar, fordi hans tro Fcetter tog Flynderborg
og man itte fandt Beviserne for hans vcerste Forrcedeti!«
Rimaardsøn saa paa den unge Konge med et vemodigt
Blit. »Give Gnd og vor Fruc,« — sagde han — ,,at hver
tro Mand, J har, kunde gore godt, hvad hans Frcendcr
giorde ilde. Her er nu sast ingen crrlig lMand i Landet,
som jo har Slcegt og Venner i Taarn eller Galge, —
og Enden er itke endda.« Den tungsindiae Ridder tasnlte
paa sin henrettede Broder Lade og paa sin Brod-er Jon,
der nu oasaa var anklaget paa Livet.
»Er-den er ja alle Mands Herre« —- sagde den unge
jKonge nied et Sul. — ,,Det var itke for det gode, jeg
’saa tidlig blev Kanne; men Herren stc Takt her er endnu
manqu tro Mcend i Landet. Havde jeg tun Trost Peder
ige:1!«
Medean Kannen git tildaae til Slettet med den as
stndte kitidrcr fra Freitag estersaa Rimaardjøn« on! alt
dar i Orden paa Etanserne Medan lsan saaledes ait
eg berragtede de sdcrre Forsvarsmastiner, blev han en
lille, tnl Stiltelse Varr, der i en Messedrengs sorte Kappe
Da nied exr lan Hat nedtrntt i Panden vraltede nied en
Bøiineboa i Erstanden lien ad Volk-en og snnteg andægtigt
at lnrse sin illtorgenbøn Den svcrre Drengestiltelse og
bang vraltende Baadsinandsgana var Borglmvdingen paa
saldendex tian betragtede hain nøje, og idet han opdagete
Zpor as et slet asraaet Mundslceg, troede han sorbavset
at lende den plumpe Jarl Mindre-Als ,,God Morgen,
ZWE« ——-— sagde Risncardsøn og traadte ham i Vejen —
,,l)ver stal du hcn saa tidlig?«
,,Jeg stal hente Vin for Prcksten, at han kan lcese
for jer Sjæl!« —— bruininede den trytte Messedreng nied
en dnb, raa Sternum
»Tov lidt! « —- sagde Rimaardsøn, idet et Par Lanse
tuæate paa Vint sprang til --— ,,mig syncs, jeg stulde
lende dig. Sade vi to itle en Gang paa Beent sammen i
Lyse Stolehus? og slog du itte den Gang Tænderne ind
paa os alle cg traadte os under detserP Du vilde vcere
Greve og Jarl! er du endnu tun en ussel Messedreng?«
Med disse Ord løstcde han den nedtrytte Hat op og saa
harn i den brede Tyrepcnde.
»Forraad mig itie, Bent Rimaatdsønl for gammelt
Kammeratstabs Styld!« — hvistede den røbcde Algreve.
— ,,Vi er jo Frænder, og jeg tog mig af dig i Stolen
som din Faden Det er sorbi med mit Grevstab og Jarle
domme. Jeg er nu en sredløs Mand og maa søge Stle
hos de fromme. Vcer en brav Karl, Beut! sorband dig
paa, at du tender mig ikte, og lad mig smøre Hase1!«
»Binder "ham, Karle!« -— bød Rimaardsen sine Lanse
lncegte — ,,det er en Rever og Mordbrænder!«
Den stcerke Vikingshøvding tastede Bonnebogen og
Messedrengstappem han stod i sin Ridderdragt og huggede
drabelig om sig med sit Svætdx men Lanseknægtene sprang
ham tcet ind paa Livet og asvæbnede ham. Han blev
sttats lagt i Bolst og Lcenkerz og uden at gøre Opsigt paa
Bergen lod Rimaardsøn harn Ijeblittelig under stcert Be
vogtnsing søre til Haraldsborgs saste Fotbrydertaarn.
Rimaardspn vilde itte sorurolige den unge Konge og maasle
paadrage sig en Jrettescettelse med den Tiden«de, at saa
sarlig en Fjende havde tunnet indtrænge sig paa Borgen.
Han troede sorresten Slottet suldtommen siklert, og han
betymrede sig ikte om den trodsige, næsten djcevelste Latter
hvormed den sangne Fribytterhøvding lod sig slæbe ud as
B«orgen, da han sorgceves havde tilbudt Rimaardsøn en
uhyre Pris sor sin Frihed J sin Sorg og Forstenithed
havde Rimaardspn ikke gi.vet Agt paa, at der om Ratten
var lebet et Fribytterstib under dansl Flag ind i Noret
ved Taarnbotg Jtte alene den forvovne Jarl Mindre-Alf
var tommet ubemcertet i Land. Marst Stig selv med en
Floi dristige Fribyttere var hemmelig siegen i Land, og
om Astenen stod Mads Inde, klcedt som en af Kongens
Landsetncrgte, udensor Deren til de tongelige Gematter,
hver han gjaldt for en tro Stildvagi. Jmidlertid gik alle
til Sengs, og der var roligt paa Burgen.
Midt om Ratten vaagnsede den unge Konge ded en
sorscerieläg Latin. Hele Borgen stod i lys Lue oni l)am,
og det Forsærdelsesstrig: ,,Marsten! —- Marsten! —- de
sredløse!« lade alle Vegne blandt de sorvirrede og over
rumplede Krigere Der thørtes Vaabenlarm og Strig sra
alle Kanten og den unge Konge stod enc, halb nøgen i sit
Sovetanimer, som alletede var onispckndt as Røg og Flam
nier ,,Forbarmende Gud!« —- raabte han — ,,fkal jeg nu
indebrcendes as min Faders Mordere!« Han tastede i Hast
en Kappe on1 fig, greb sit lille Svaerd og vildse styrde sig
ud as Døren gennern Flammerne. Han hørte den tro Aage
Jonsøns Rost i Vaabenlarmen udensor hans Gemakter;
men Flammerne sloge ind alle Vegne — Regen bedyvede
hom, eg than tunde næppe finde Deren. Da solte han sig
pludselig greben as en mcegtig jerntlcedt Arm! han havde
tabt Ssværdet as Haanden og var uden Bevidsthed. Da
han tom til sig selv, saa han sig paa et lille, aabent Far
tøj, som soer pilsnart bdrt med ham i. Mulm og Sturm.
,,Hvor er jeg?« — sagde han —- »er jeg blandt min
Faders Mordere?«
»Blandt tro Venner osg Undersaatter!« —- svarede
en venlig Stemme ved Siden as ham, eg han stimtede i
Msrtet en ridderlig Stillelse i suld Rustning.
»Ehe-oft Peder! ved alle hellige Mænd! det er eder!«
— udbrpd han sjæleglad.
,,.hvo jeg er, tpr jeg ilte sige« — svarede Ridder
stiltelsen gennern den tillutte Hjcelm og Kongen troede
nu at gentende den blaa Ridder sra Turneringen. .
»Et Æresord bindet min Junge« —- vedblev Nil-de
ren — »jeg maa stjule mit Aasyn sor min Konge og hele
Berden. — Jeg soter eder i Sitterhed til Ribehus. —- Jeg
selv drager til et Sted, her der er mørtere end her. Jeg
besvaerger edel-, Hetre Konse! tro hvad J vil; men seist
mig ilte til at sige et Ord mer og btyde mit Ri«dsderløste!«
»Ti da, i Guds Navn,« —- sagde den lille Konge
Lsog tryktede hanö pansrede Haand —- »vtsselig er du Drost
Psedek, nun-e jeg ikke kende vin Røste Du hak stets sc
Lin i denne Nat Er du endnu i Heringen-Z Mast,
jeg befri dig, hvad det saa kostet!«
,,Jntet voldsomt Sirivt mod Heringen!« — TM
Ridderen med et dybt But-—- «han hart sin W THE
i sm Magt.« -
Den unge Konge tav. Skibet foet fort og var TM
fotfvunden paa hin Side Sprosse-, hvor Matst M M
Taarn stod mørkt og truende i Ratten.
Faa Dage efiet var det almindeligt bekendt, at M
Erik var i Siklethed paa Ribehus, men at Taan It
ødelagi af Msarsi Stig, og den tro Riddet Mit
var falden. Nu erfarede man ogsaa, hvotledes Mut-tad
s-n, kcrt føt han faldt for Marskens Kerkvaerd M
fang-et den mægiige Jarl Mindre-Ali Dei first, m
hørte om Kongen, siden han var kommen til Rihchnx M
den Vigtige Nyhed, at han havde udnævnt den leite I- ,
vedsmand paa -Slottet, Ribder David Thotsimspky M H
«Rigets Drosi, faalænge Drosi Pelz-er var i Heringens In- T
genfiab, og at han efter den m)e Drosts Raad iillige wes
kDronningen havde nnderfkrevet Jarl Mindre-Als W
idonr Om Heringen hed dei, at han laa syg i Slesvig til
Istor Sorg for hans unge Gemalinsde Dei var en Sächs
s1)ado«m, mnmlede man om, og Rygtekne om hans Ist-thin
deife incd Aandeverdenen fik atter ny Næring ved de bi
fyndekliae Omstændigheder, der fortaltes. Han siulde
nemlig i sin Sygdom paasiaa, at ban Ined legemlige Øjne
havde set Anklaaelseng Engel. Kort spr han blev sys,
havde han i. nogle Dass været forsvundem og hanö for
nnderline Sygdom skulde pludfeliq værc udbrudi da hatt
paa Nordborg havbe besøgi fin vigtige Fange, Dtosi Pæ
der HegseL oa fundet ham rolig i sine Lenker-. Blandt
andre forvildicde Udbrub, man havde lhørt om Heringen,
nævnedes ogsaa den ?)«iring, at bang Fange Paa Notdbotg
ftod i Pagt med chevle og mægtige Aander inwd hom·
Femtende Kapitel.
De norfte og de fredløse Vedbleve endnu længe at
forurolige Danmark, og stønt det ilke lykkedes den ewrstr
Konge nogensteds at faa Fod i Landet, var han dog es
tapper og mcegtig Fjende, som i denne ulylkelige Tid
var dobbelt farlig for Dantnark. Paa Amager og hvees
hadde han brændt og hcerget; han havde gjort et dristigh
dog mislhktet Tog til Aalborg og heller ikke stammt Hek
Itug Valdemaes Bher. Man tænkte alvorlig paa Forlis
Log Underhandling med ham; men han hadde lovet de sied
lløfe i et Bestærtnelsesbred, at han ikke vilde sintte Fted
Ined Danmark uden deres og Marstens Samthkke.
En stille Efteraarsnat lød Vaadefangen sorgelig free
Krypttirlen under Kong Erit ChristosPhersøns Grad i Vi
borg Domki.rke. Binden bar fra Kirken ud over Sm,
og ved Færgehufet paa den anden Side asf Soen kunde
man undertiden høre de dhbe Vigilietoner, der sauledes
slulde tone hver Nat for den mhrdede Konges Sjcl til
den hderste Dag. Forbi ergehttfet gik Beer til Asmild
Kloster. Her sad paa en omvendt Basad en hIIL Stamm-!
Piligri.m med nedbøjet Hoved i dhbe Tanker, og ved W
Side stod en ung ’Pige, ligeledes i Pilegrimsedragt Halt
havde en rast, sorthaaret Yngling ved Haanden. Dei nnge
Menneste var klcedt «som en Vcebner med K«øllert vg Steinc
lhuse, eg foruden de sædvanlige Vcebnervaabcn bar han i
Haanden et langt, forgyldt og slangebugtet Speers-, der
mere syntes at have tjent til Prhdelfe end til Berge.
,,Stal di gaa til Klosteret og danke paa? Fadek
Henner!« — sagde Ynglingen. —- »Hverken du ellet Aas
tan udholde at gaa læng-:r i Nat.«
»Tøv tun her, Stirmen!« —- svarede den gamle —
,,at lhdile lan di fagtens udholde, og vaaget hat vsi mau
gen god Nat under Guds fri Himmel, uden at hvile, sideu
vi. sidst faas. Førend jeg hat set den formastelige Warst
og sagt ham, hvad der er mig pasalagt, er min Bodsgawg
ikke forbi: før sial jeg heller ikle hvile under Tag; det hat
jeg lovet og svoret!«
»Men, kcere Fader Henner!« — fagde Skicmen —
,,hvad vil J da her ved Viborg? er den bandsatte Markt
ttte paa en af sine Røverborge paa Hjoelm ellee Sprac,
faa er han del atter ude at plyndte og brænde Kongens
Bner og Slotte Stege Slot maatte han del lade staa« —
veddlev han, da den gainle ikke svarede —- ,,men mes
Sljelfkør og Borgen paa Sams gik det som med Taum
borg. Ak, Gud hjælpe os!« —- ti.lføjede han mismodig
og knufte et Rot, han holdt i Haanden — »Siden na den
incrgtige Kong Ladelaas er død og dorte, er der ingen
Korea-e mer i Verden, Marflen er bange for, og vor unge
Kvng Erik vel allermindft."
(Fortscettey
B. S. Jngemanm
Valdemar Seien
Omstag 80 Cente. Jndbunden 81.Y-’
Erik Menvcds Barndom.
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
I og hanS Samtid.
Omflag 80. Jndbunden disk-.
Kong Erik og de Fredlizsfe.A
J Omslag 80 Cents. Jndbunden 01.20.
l DANISE LVPZ PUBL. EOVSL Malt-. III.
