Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Oct. 28, 1902)
Erik Mcnvrvs Barndom, Historisk Roman af Bernhard Severin Ziegeln-tun (Fortiat.) »Der har gode Veje, Jomsku!« — sparede Else og var nu straks indei sin Yndli.ngsmaterie. —— »Von ben der sig mere orn sin tnandhaftige Heere paa Møllerup, end otn mig og alle Piger i Berden. Siden han var Ined Marsten i den svenske Reig, er han bleven lidt ftoragtig; men det fortænkek jeg harn ikke i; han kan dog sitze, han har været med at rive en Konge af Binden kJ gør store Øjne, JomfruZ men det er dog baade vist og sandt. Blev den forrige svenste Konge ikke affat? og det voldte dog vor drabelige Marst Anderfen og hang raste Folk. Mads Jyde er Marstens hsjre Hasantj tynn er ncesten lige saa hsj fornfm Herre, og han er en forvoven Karl, maa J tro. Var Ihan ikke en fattig Bandes-n, kunde han Skam gerne blive Ridder en Gang. Men ladet han nu ikke snart htre fra sig« —— vedblev hun og flog Nakken tilbage — ,,saa er jeg heller ingen Kastekæp; bryder han sig We mer om lille Else, saa giver jeg harn en god Dag og ser mig nm efter en anden. Her er ogfaa smnkke og karkke Rarle i Sjælland, og jeg behøver itte at lægge mia sng for en jyst Lansekncegt.« »Du ligner We din trofaste Navne i Bisen« —- sagde Jomfru Jnge — ,,hende, som sprgede sig til Døde over Ridder Aage.« »Der har vist været meget længe siden, den Historie stete, det maa J tro, hsjbaarne JomfruL Nu er Verden mere oplyst og Pigerne ikke saa enfoldige- Vi.lde man nu om Stunder sorge sig ihjel over de unge Karles Vergel sind, faa blev her snart ingen lebende Piger met i Lan-net Nei, nej,« vedblev hun og nynnede: »An sotn man treder paa Trosiebro, Saa er de unge Karles Tro. Alt som man griber en Aal om Holz Saa er de unge Karles Tale.« »Den Vife er ny« —- fagde Jsomfru Jnae — ,,saa ledes hedder det i«tte i de gamle! der aaar de tro elsiende i Graden med hinanden.« »Belbetommet« — sagde Ternen —- ,,det tan jeg dog itte sige, jeg havde Lyst til, orn Mads Jyde døde; en dsd Brudgom bliver jo heller itte levende, om man saa ti Gange git i Graden med ham." ,,J gamle Dage var der dog mer Trostab hlandt Folt« —- sagde Jnge alvorlia s— ,,da stod det ogsaa bedre med Land og Kongr. Det har harret lyttelige Mennester, der leoede i Danmart i gamle Dage.« »Hvad «Lytte var der da i at do af Sorg? ædle Jam fru! det tan jeg flet itte begribe; og hvad tornmer det Kon gen og Landet ved, at der ingen Stadiahed er ved de for vildede Krigstnægte?« »Det ftal jeg sier dia, lille Else! naar der ingen Stadighed er ved Krigsmændene i det Stytte, faa er der lige saa lidt i. alt andet, og faa tan man heller itte siole paa dem, naar de stal forsvare Land og Rige. Den, der tan glemme og forlade fin Kærest, tan endnu lettere glem nre og ·forlade sin Hure-« »Det got, min Tro, Mads Jyde itte!« —- svarede Elsr. —- »Han siaar heller alle andre Mennester i-hjel, Tor han taaler, at nogen siger et ondt Ord om hans Herre. han har selv engang ltftet Kniv imod mig for den Sags Styld, hvorvel han forbandede sig paa, at han holdi af mig sont sin Øjesten Han siulde itte være bange for at tage i Kongen selv, hviz det tom til ordenlig Krig mellem Kon gen og Marsten.« »Er du assmdig? Pige!« — udbrod Jomfru Jnge fort-anset. — »Marsten er jo Konaens Undersaai. Vilde han føre Krig mod Kongen, var han jo en Forrrkder og stammelig Oprsrer.« ,,Det forstaar jeg mig itte paa« —- sagde Else — ,,men det ved jeg not, at naar Marsten itte hat kunnet haft sin Huftru i Fred for oor Konge, medens han dog fette Krig for ham fom en brav Karl, saa var det itte faa urimeligt, om den tapre Herre blev vred i- Hu og tog sig selv til Rette, saa godi han tunde«. ,,Det er vist en stammelig, ufandfoerdia Snak. En cegie Stioldung tan aldrig vancere sin høje Slcegt.« »Mig er det lige tært!« — soarede Ternen — ,,men jeg var tilfreds, Mads Jyde tun vilde holde sig fra de store og deres Klammerier. Det gaar til sidft dog ud over de smaa, og han kunde gcerne komme i stor Ulytte derover til sidft. Jeg hufter not hvad der staar i Bisen« —- og nu nynnede hun: »Ridderen og hans Soende De rede fra Thinge i Trop: Riddeten lod man tende, - Men Svendene hangte man op.« »Lad os for synge en af de gamle, gode Vifer, lille Else!« —- afbrtd Jomfru Jnge den letsindige Terne — »og lass dig ret paa Hierte hvad du fyngert saa tommer du maasie vgsaa en Gang i Hu, at du et en daan Pige.« »Du har ieg godt ved at huste« — svarede Eise »a! den Stand ieg itte for-staat et tyst Ord og har Ulytte not med det MU« »Weil en danst Pige et sin Festemand tro, vg en danst Mund fdtstee istte Land og Konse. hufter du Visen om Kons. Didrit7« Lad oö synge deut« Jomfru Jnge heghndte nu, og deggeTernerne sang med: »Formen rpader for Bergen Dg saa for alle Land, Og saa for mangen tastet helt Med draget Sværd i haand7 Men Kotigen raadet for Gegent« Jdet de fang, sahn-des Deren; men Jomsru Jng( tæntte nu tun pa deltesangem som hensdee Moder havdt sauget for hende ·i REFUND-ern os« Mrved hun al tid ubevidst havde tæntt paa sit Desmmebillede af en Range s— A som Kong Wald-same den store. og paa en Borg, som Flyn verborg, hvor hnn var fodi, og soin var den eneste Borg, hun ljendte. Hirn lom altid Deo Sangens rasle Tone og de Barndomserindringer, den oalte hos hende, i en alad og lnklelig Stemning og sølte sig med de raste Heltr. Og: saa denne Gang hnvde Heliesangensamme betrygaende Virt ning. Hun havde glemt alt, hond der nys ænzrstede heu dex hendeg Øjne tindrcde as livlig Begejstring, og Ternerne gave tun Agt paa hende, inedens hun rned sin rene og nscedvanlig dybe Sangstemme vedblev: «Lad Bonden raade for sm Bo! Den Hosmand for sin Heft! Han raader for Borg og Faste; Men Kongen raader for Borgen.! Nu markede Jomsru Jnge og Ternerne first, at der traadte besporede Stovlelyaele paa Fliserne De reste scg overraslede og Jomfru Jnge med en Heftighed, som var hende usaedvanlig. De saa tre fremmede Herrer midt i« Hallen. Den ene var i Jcegerdragt, de tvende andre oare llcedte som borgerlige rejsende, dog med store Rid-i dersvckrd under dercs graa Rappen Det var Ridder Ri-« maardson med Drost Peder og Ridder Tshorstensøn Ved Modernes Jndtrædelse havde den stjønne San gerindes Miner og Udtryt forbavset dem; de vate wil laarlig blevne staaende og havde i.lle villet afbryde hende. Nu ncermede de sig med Artighed og hilsede den skjonne Rinderdatter. Endslondt de ille vare i ridderlig Draqt, robede deres Anstand og beleone Adfærd dog strals, at de vare Mænd as hsj Stand og Vatdighed, og Jomsru Jnge antog dem for de fornemme Gjæster, hendes Fader havde talt om. Det forste Blil paa deres deltagende og oenlige Ansigter beroligede hende. »Værer vellomne, ædle Herrer!« —- sagde hun sattet og besvarede deres hilsen — «n1in Fader har oentet eder og er redet eder i Mode. J er vel altsaa tomne en anden Bej, end han formodede. Eders Staldlnagt eller Vcebner bar vel sagt eder, at her inan «Vi loin forst i dette —Øjeblil, ædle Jomsru!« — iog Ridder Thorstensøn Ordet —- «og vor Bæbner har intet lunnet sige os om Huseis Lejlighedz ban er endnu ille lommet langer, end til Stalden. At eders Hr. Fader har ventet os, lan jeg heller ille formode; vi troede, vi slulde overrasle ham.«« »Til vor Forundring aabnede man os Borg-Worten nden at sporge os om Navn og Ærend« — sagde Ridder Ri.inaardssn. —— »Denne Tillid er os smigrende; eders Sana, stønne Jomfrul vovede vi itle at afbryde; den var os en lær Forsilring om, at vi selo soni ubelendte vare eder veltomne, som Landets og Kongens tro Mcend." s ,,-,"for andre staat itle denne Borg aaben!« — sou srede Jnae.-— —- »Om eders Navn og Ærende spøtger heller xingen endnu, ædle Herrerl J ere min Fader særdeles del llomne, det lan jeg forsilre eder.« Med disse Qrd be »traatede bun de djaerve, venlisge Ansigter med Tillid og Bel belpag. Drost Peder havde endnu intet Ord sagt, men stod foroirret og næsten undselig for hende med et sprun derligt Udtryl as Overraslelse og vemodig, nasten drommei sagtig Glæde i det stille, alvotlige Blit. s »Træder nrermere, mine Herrer!« —- vedblev Jomfru lJnge med let Hierte og solte sig suldtommen befriet sra enhver Tvivl om noget ulovligt i hendes Faders Forbin delser, saa vel som fra enhver Uro over de soroentede hem melighedssulde Gesten — ,,J trcesser her en aaben Frau stue, hoor jeg, san-di at sige, er glad ved at se Venser af »min Faden som lan udfylde hans Plads her i hans Fra vcerelse. Han forlod mig for en halv Time siden og vilde vcere her om en Time igen, hois han ille msdte eder. En Karl som udgav sig for eders Staldlnægt, havde ncer sorslrællet mig her i Slumringm Burgen er ellers aldrig saa tilgængelig. Under disse Omstcendigheder ere J mig Zdeg oeltomnere. Hvis J onsler en Vederlvcegelse, mine Herrerl er den allerede beredi.« Ridderne saa forundrede til l)verandre. »He: maa en Fejltagelse sinde Sied, ædle Jomfru!« —- sagde Ridder Rimaardsøn —- »men shvis J tillader det, vil vi benytte den og opfcette Fortlaringen, til eders Hn Fader lonirner.« »Ja-rund mig et SporgsmaaL aedle Jomsru!« — tog endelig Drost Peder Ordet og syntes nu forsi at ocere op oalt as en underlig slon Drom, medens hans Øjne med oenlig Deltagelse havde dvcelet paa den høje Jomfrues liabne Aasyn og Edle Seinen-e —— »titgiv mig, hvis det synes ubesledentl er eders Døbenaon virlelig Juge, og er J en Datter as Besali.ngsmanden her paa Borgen, Hr. Ridder Lade Litle, og den cedle hensarne Fru Margaretsha, Absalon Anders-Ins yngste Datter?« ,J bar lendt min Moder-, cedle Herre!« — udbrød Jomfru Jnge glad og forgleinte i sin Glcede derooer hans Sporgsmaal og det besynderlig hojtidelige deri. --— »Al, nej! J har doa naeppe lunnet lende hende —- ellers vilde J vel have lendt mig: for jeg stal ligne salig Moder paafaldende.« »Jeg har set eders Moder i min Barndom« —- sagde den unge Drost —- »men da var hun ille længere ung; hnn var paa ederö Hsjdh J hat arvet hendes Øjne, cedle Jsomfrul vg, som jeg horch hendes dybe Sangstemme og Forlaerlighed for vore gamle Heltesange. Den Bise, J nys sang, syntes jeg at have hsrt i- min Vuggez den laldte mig en Ttd tllbage, da jeg drømte lyllelige Dromme om Val dematernes Dage« og om hom, der raader for Borgen og saa mangen raster Helt.« »Bei var vel ille blot Dromme, ædle Ridder!« — svarede Jnge med livlig Deltagelse. —- »At J og disse gode Vetter ere Riddere, maa J tillade mig at tro for det fsrste, slsndt jeg ille er berettlgei til at spsrge derom. AtKongem Gud ste Lov, endnu raadet for alle danste Berge og Lande og for mangen rast- og Wtig selt, det« ved jeg dog er ingen Drsm Sltgt vllde J og disse gode herrer vel mindst lade-innig Hat J Hirt Hellesange ved eders Vugge, cedle Herstel« — tilfssth hun med et Midi furdt Brit — »d« « de visk heiter in- sjuugue fokgqsves «’ Drost Peder todmede, men havede Øjneue teelt og frimodlgt: «le Gud og vor Feue« sag-de han — »er der ingen god Drom saa stor, at den jo lan opsyldeö, og de gamle Tiber tan vel komme tibbage.« Nu aabnede en Bordsvend Diren til Spisesalern «J hat soernodentlig rejst langt og tan- bohve en Bei-erwa L.——..——...F » .—-,--—- » » .—4,- ---.—-——-«,-».-—« gelse!« sagdc Jomfrn Jnac, idct hatt ciindiede sia ins hngmoderlige Pligt, oa peaede paa den aabne Dor. Trost Weder, som var vant til Hosslilten og scedvanlia dar en af de forste i Rangen, ratte Ridderdatteren nviltaarlia km Arm. Hnn forte ham til Enden as Bordet i den runde Taarnstue og gav Ternerne est Vinl med Hensnn til Op vartningen Ridder Thorstensøn og Or. Riinaardsøn sulgte den unge Vckrtinde, og Thorstensøn tog Plads ved hendes højre Side. Et Par stadselige Bordsvendc frenisntte bra set Bildt og ristet Havrebrød paa den frynsede Dun, me dens en gesiæstig Mundstcenk sorgede sor at fisloe Vin bægerne as sin torc S-olvtande. De tvende Terner stode icerbsdig bag Jomfru Jnges Stol ined bestedent nedslagne Øjne, men tastede dog nf og til et nyggerrigt Blit til de fremmede Herren as hvilke den unqe, smull- Trost i. Sokr deleshed syntses at behaae desti. Snart var Samtalen atter i fulo Gangl Joinfrn Jn ge vogtede sig vel onihnkchijg for enhoer Y:ring, som sinan synes at rohe Nysg-Jr:«cosd. nien hun havde dog intet iniod, om ljssndes Gast-« selv vä.f« rvbe Isvet Ie Dase. »Danelsosset skal være endt, siger man« — tog hun ved en pcxssende Ovcrgang Ordet. —- »"Jeg bellager, at jeg aldrig har viere» til Steg-e oeo et Dattelsofl Man derer og ser itse meaet paa denne assid35 Borg· J- hor vel sagten-J set Konzizm adls Herre» jeg gad vist, oni han ser ud, so!.- ieg trenksr rng hani.« »Hvorledes tænker J jer ham da? cedle Jomsru!« — spurgte Ridder Thorstensøn· ,,Jeg tor bande paa, J tren tcr jer ham et helt Hoved «hojere, end mia i det mindste, og som Kong Didrit af Bern eller en af de andre dra belige Kæmpetonger, J synger om.« Jomsru Jnge betragtede den hoje Ridder med det! lange, flettede Mundslæg »Drabeligere end J ser ud til, behøver han just itte at viere« — svarede hun — ,,men saaledes icenker jeg mig hant dog ikle. J Spidsen for en Folk raste Ryttere vilde jeg for tro, J huvde hjemine; men tillad mig, He. Rioderl J ser mig nd til at være vel hastig i Sindet til at tunne styre Land og Rge.« Thorstenspn strsg sig om Skcegget. »Bei tan J vel have Ret i, ston Jomsru!« mumlede han betræstende med sin misfornojede Mine over den unge Dame-Z frimodige Ytring ,,-Stulde jeg sammenligne nogen as eder med min Forestilling om Kongen« — vedblev Jomfru Jnge — »saa stulde det vaere denne Herre« — her dvcelede hensdes rolige, blaaØjne sorstende paa Drost Peder; han studsede ved denne Artiglhed som et spøgende Sinil dog strats syn tes at modsige. ,,Men saa maatte en saadan Sammenlig ning itte forundre eder, ædle Herre!« —- vedblev hun — ,,saa vilde J vel heller ilte havde savnet den store Walde mars Dage, men haft Magt til at talde dem tilbage.« Ridderne iaa fornndrede paa den unge Ridderdatter, der med godmodigt Lune lod til at spiege, idet hun tillige med en Pr nsesses Værdighed udøvede et lsnligt Herre domme over dem som hun selv ilke shntes at ane. Drost Peders Kinder blnssede; han solte sig sorunderlig baade tiltrukten og tilbagestødt as den iae«kle, rolige Pige. Men ved hendes sidste Ord var det, som han glemte sig selv og sine- egne Forhold over en højere og vigtigere Tanke. »Den Magt, J taler orn, aedle Jomsru!« tog han stille og alvorligt Ordet, og hans store Øjne tindrede med Jld og Krast —- «den Magi, som stal kalde forgangne Dages Herlighed tilbage over et Foli, den maa J vel savne, hvor den itte uden ei Vidunder tan sinsdes: —- den Magt havde ikke den bedste Helt og Ridder i Danmark — den Magt har ingen Konge i Verden; den maa komme her oven fra, og den blev det ilte enlelt Monds Lod at eje og udøvex tindrer den itte sorenet fra mange tusinde Øjne, og nd strsmmer den itte sra alle Danmarls Hierter, saa tan ikte den stsrste Konge i Berden oprejse det sjuntne og talde de htje Fædres Aand tilbage over Foltet.« »J maa vel have Ret, ædle Herre!« — svarede Inm sru Jnge med en Deltagelse, der gsav hendes Kinder en sorhsjet deme og. hendes Øjne en næsten straalende Glans —- »men «hvo har sagt eder, at denne Aand er bortvegenI Vor Konge selv kender jeg ikte, og han dadles sormasteligt as mange; men jeg ved dog, han har Mænd ved sin Side, som vaage tro og djcervt over Kronens Sitterhed og Fol lets Aste. Blandt dem tor jeg naevne min egen Froende den gamle Ridder Jon; ham ved jeg, hver dansl Mand vel maa agte. Var den stolte Marst vaa Møllerup saa tro, som han er lcek, havde Danmart maaste endnu en Arel Hvide eller Grev Albert. David Thorstenson hat jeg ogsaa hort naevne blandt vor Tids Heite, og J tender vist mange slere Navne, som gør vor Tid Ære.« Ridder Thorstenson niitede og følte sig hjertelig smigret ved at høre sit Navn blandt den unge Piges Heroer. Hans og hans Venners ceventhrlige Stilling her morede hom, og han sit Lyst til at høre, hvad den unge, sædrelandsbegejst rede Dame tyltes om hans Rejsesceller. »Der glemmer J dog sast den bedste, ston Jomfru!« —- sagde han mun tert —- »l)vad siger J da oin Ridder Bent Rimaardsøn paa T·aarnborg?« »han stal bevogte Kristen som en anden Beihernan, siger man — ham tatker jeg og alle sjaellandsle Kvinder sor. at vi ille her behsve at frygte for den vilde, norste Algrev og den grumme Niel Ufred.« Ridmaardssn bed sig harmsuldt i Lceben og tav ved denne Berommelse, som hans egne Øjne saa nylig havde vist ham usortjent. Thorstenssn vilde gsre sin mislylkede Spsg god igen og tænkte at give sin anden Rejsefaelle bedre Grund til at takle ham for dette Jndsald. »Men vil J nævne Landets og Nonsens gæve Mænd« — sag de han hastig —- »saa but-de J dog ssrst og frennnest have ncevnet den unge Drost Peder besseh her er nceppe enj Ridder i Landet, som saa tidlig shar haft Held at staas Thronen saa noer og fortjene det " Jomsru Jnge tav et Stiel-til og heudes Begejstring synteö plndselig sorvqndlet til Milde. Der fulgte en tort alinindelig Buddha-; men det var en pinlig Evighed for den unge Drost; om han end itte ventede at here sig bersmmei sog beundret as sin stsnne Barndomsbmd, ventede han dog tkte heller at were en Genstand for hendes Uvillie og Rige agi. »Min Finder biiver lange vorte« —- afbrtd nu Niv derdatteren den sorstemmende Tavghed —- ,,Jeg. taler om Ting her med eder, edle Oerreri som maaste itte passer sig blandt stemmede« —- tilfsjede hun »mei: J maa undstylsde Ittig, mine Hei-text Ved visse Genstande glemmer jeg Un Glæde,blot at tale om det lyttelige, daadfulde Liv, det blev og nagtet at tage virtsom Del i. Den Mand, J sidst ncevnede, man J tillade mig her at tie oIn. Ham betrun rer det vist tun lidet, hvad en danst Pige dummer om ham, naar hun itte som Dronningen, tan for-ge hans Lytte og Magt.« Drost Peder blegnede Han følte sig san slagen og dybt kkcentet ved disse Ord, at han stod i Begreb med at noevne sig og i. det mindste retfærdiggøte sig for den sidste haarde Bestyldning; men Døren aabnedes nu til den for reste Sal, og man hørte velbeiendte Stemmer i Nærheden. »Hertugen!« — hvistede Ridder Rimaardsøn — og med Forbavselse saa de Hertugen og hans Drost tillige med Al greven og Hr. Lave Litle ncerme sig Døren til Spisesalen. Jomfru Jnge rejstesig for at modtage sin Fader og de ny Gcester. Ridderne stode ogsaa op fra Bordet· That-sten ssøn og Rimaardsøn saa tvivlraadige paa hinan-den; metr Drost Peder følte sig fuldtommen rolig. Den krcenkende Miskendelse havde vakt hele hans Stolthed; Bevistheden !om, at han ved egen Kraft og Fortjeneste var bleven med TÆre hvad han var, gav ham en Fri.tnodighed, der grænsede stil Overmod· Han følte sin vigtige Stilling her, hvor han rejste i sin Konges Ærende, og book han bavde Ret og Magt til, bvis det behøvedes, at handle med kongelig Myrt dighed Han trcmdte Hertugen og hans Følge med Høflig hed og Værdighed i Møde, men uden at lade som han tendte dem i deres simple Rejsekapper, hvori de saaledes havde indhyllet sig, at han san, de itte vilde lendes. Han heu vendte sin Hilsen sornemmelig til Ridder Lade, som Borg ens Besalingsmand og Herre. Den forbavsede Ridder Lave tendte Drosten straks og stiftede Farbe, men han areb hastig Anledningen og Drostens borgelige Forllædning til at hilse ham som en ringe, fremmed Mand, han aldrig for havde set. ,,Jeg og disse Herrer ere eder dog itke uveltomne? —- sagde Drost Peder, idet han uden mindste Forlegenhed fotesti.llede ham sit Neiseselstab, dog uden at nævne dem. — ,,Bi har, som J ser, uden Betcentning taget vor Til flugt til eders Gæstfrihed, HI. Ridder. Vi hat desuden et Ærende til edet, som kongelig Besalingsmand her; det stal vi meddele eder, naar det er eder belejligt.« Ridder Lave bukkede tavs og fremme«d, med et Eng steligt Sideblil til Heringen og hans Folge, der ikke synteö mindre overrastede ved dette Mode vg hastig havde vendt Ryggen til Drost Peder og hans Beamt »Vi smigre os med at viere eder betendte —- vedblev Drost Peder — »uagtet vi habe foretrutket at rejse i frem med Dragt. Rygterne om Bejens Usikkerhed ere ilke len ger ugrundet; vi har hast alvorlige Prøver derpaa. Jeg ser, disse gode Herter shar brugt samme Forsigtighed.« Her pegede han paa lHeringen og Grev Mindre-Alf, der tillige med Ridder Abildgaard vare traadte tilbage i den mindst oplyste Del nf Snlen, hon de, tcet indlwllede i de store Kapper og med Ryggen til «Spisesalen, talede hem meligt samtnen. Ridder Lave havde imidlertid faaet Tid til at fatte sig. ,,Behag at følge mig til mit Løntammer, mine Her re!« —- sagde han pludselig destemt med tilsyneladende RoligIhed — ,,Jeg ser, min Dattet har sørget for eders Vedertvægelse; jeg er til eders Tjeneste straks og kan uden Ophold høre eders Andragende. Sorg du imidlertid for mine nye Gesten min Datter!« Hun gav Bordsvensdene et Vink, hvorpaa de hastig greb en Vokstcerte i hver Haand og aabnede en liden stjult Dør i Vceggen paa den runde Sidesal. Den ene Bordsvend gik fotan gennem en lang, mørk Gang; den anden blev staaende ved Døren. »Lad mtg vise eder Vejen!« — sagde Ridder Lave sog git soran. Da Drost Peder og hans tvende Ledsagere vare tomne ind i den mørke Gang forsvandt Bordsvenden, der havde holdt Deren aaben for dem. Der blev pludseligt merkt bag ved dem. Døren sprang i Laas med en hul Klang, og Ridderne studsede. «Det er en nem Jndretning« — sagde Ridder Lave i ligegyldig Tone-— «Jeg er beredt paa alle Slags Gæster, man J vide. Herrer som eder, der, som jeg ser, kommer i vigtige StatssAnliggender, taler jeg aldrig med udens saa assides som muligt, hvor ingen uberettiget kan høre det«. Den lange Gang førte til Slottets østlige Fløj og til det Taarn, der vendte ud mnd Sundet. Gangen endte ved en sncever, bvcelvet Vindeltrappe »Jeg maa bede eder gaa en ad Gangen her!« — sagde Ridder Lade. — »Trop pen er lidt smal, og J msaa Ulejlige eder nogle Trin opad. Denne Gang falder mig ofte besvcerlig; men man tan ille vcere forsigtig not i disse Tiber, og lønlige Kongebud maa høres i Løndom.« Han steg hastig soran og saa sig ikke tilbage. Drost Peder, som git nærmest bag ved ham, stundsede et Par Gange og optastede nogle ligegyldige Spørgsmaal om Vorgan Bygningsmaade, hvorved han pegede tilbage; men Ridder Lade vedblev at stige opad og besvarede hans Spøtgsmaal .uden at standse eller vensde Anscgtet imod ham. (Fortscettes.) B. S. Jngemanm Valdemar Seien Omflag 80 Trutz Jndbnnden il.sd Erik MenvedS Barndom. Jndlmnden 81.20. i. prins Otto gis Danmaxkx og hanS Samtid. pmstgg So. Jus-banden MAY Kong Grik Og de steht-ste Jomnagsonemn Jnvbkmveii u.20. . Dum- Mxr. Mr« Zone-. Use-. Ists-. -T?! D rtiden, at man sjaslden vil indtømme mit Køn den lille i H - J F