Erik Mcnvrvs Barndom,
Historisk Roman
af
Bernhard Severin Ziegeln-tun
(Fortiat.)
»Der har gode Veje, Jomsku!« — sparede Else og
var nu straks indei sin Yndli.ngsmaterie. —— »Von ben
der sig mere orn sin tnandhaftige Heere paa Møllerup, end
otn mig og alle Piger i Berden. Siden han var Ined
Marsten i den svenske Reig, er han bleven lidt ftoragtig;
men det fortænkek jeg harn ikke i; han kan dog sitze, han
har været med at rive en Konge af Binden kJ gør store
Øjne, JomfruZ men det er dog baade vist og sandt. Blev
den forrige svenste Konge ikke affat? og det voldte dog
vor drabelige Marst Anderfen og hang raste Folk. Mads
Jyde er Marstens hsjre Hasantj tynn er ncesten lige saa
hsj fornfm Herre, og han er en forvoven Karl, maa J
tro. Var Ihan ikke en fattig Bandes-n, kunde han Skam
gerne blive Ridder en Gang. Men ladet han nu ikke snart
htre fra sig« —— vedblev hun og flog Nakken tilbage —
,,saa er jeg heller ingen Kastekæp; bryder han sig We mer
om lille Else, saa giver jeg harn en god Dag og ser mig
nm efter en anden. Her er ogfaa smnkke og karkke Rarle i
Sjælland, og jeg behøver itte at lægge mia sng for en jyst
Lansekncegt.«
»Du ligner We din trofaste Navne i Bisen« —- sagde
Jomfru Jnge — ,,hende, som sprgede sig til Døde over
Ridder Aage.«
»Der har vist været meget længe siden, den Historie
stete, det maa J tro, hsjbaarne JomfruL Nu er Verden
mere oplyst og Pigerne ikke saa enfoldige- Vi.lde man
nu om Stunder sorge sig ihjel over de unge Karles Vergel
sind, faa blev her snart ingen lebende Piger met i Lan-net
Nei, nej,« vedblev hun og nynnede:
»An sotn man treder paa Trosiebro,
Saa er de unge Karles Tro.
Alt som man griber en Aal om Holz
Saa er de unge Karles Tale.«
»Den Vife er ny« —- fagde Jsomfru Jnae — ,,saa
ledes hedder det i«tte i de gamle! der aaar de tro elsiende
i Graden med hinanden.«
»Belbetommet« — sagde Ternen —- ,,det tan jeg dog
itte sige, jeg havde Lyst til, orn Mads Jyde døde; en dsd
Brudgom bliver jo heller itte levende, om man saa ti
Gange git i Graden med ham."
,,J gamle Dage var der dog mer Trostab hlandt Folt«
—- sagde Jnge alvorlia s— ,,da stod det ogsaa bedre med
Land og Kongr. Det har harret lyttelige Mennester, der
leoede i Danmart i gamle Dage.«
»Hvad «Lytte var der da i at do af Sorg? ædle Jam
fru! det tan jeg flet itte begribe; og hvad tornmer det Kon
gen og Landet ved, at der ingen Stadiahed er ved de for
vildede Krigstnægte?«
»Det ftal jeg sier dia, lille Else! naar der ingen
Stadighed er ved Krigsmændene i det Stytte, faa er der
lige saa lidt i. alt andet, og faa tan man heller itte siole
paa dem, naar de stal forsvare Land og Rige. Den, der
tan glemme og forlade fin Kærest, tan endnu lettere glem
nre og ·forlade sin Hure-«
»Det got, min Tro, Mads Jyde itte!« —- svarede
Elsr. —- »Han siaar heller alle andre Mennester i-hjel,
Tor han taaler, at nogen siger et ondt Ord om hans Herre.
han har selv engang ltftet Kniv imod mig for den Sags
Styld, hvorvel han forbandede sig paa, at han holdi af mig
sont sin Øjesten Han siulde itte være bange for at tage
i Kongen selv, hviz det tom til ordenlig Krig mellem Kon
gen og Marsten.«
»Er du assmdig? Pige!« — udbrod Jomfru Jnge
fort-anset. — »Marsten er jo Konaens Undersaai. Vilde
han føre Krig mod Kongen, var han jo en Forrrkder og
stammelig Oprsrer.«
,,Det forstaar jeg mig itte paa« —- sagde Else —
,,men det ved jeg not, at naar Marsten itte hat kunnet
haft sin Huftru i Fred for oor Konge, medens han dog
fette Krig for ham fom en brav Karl, saa var det itte
faa urimeligt, om den tapre Herre blev vred i- Hu og tog
sig selv til Rette, saa godi han tunde«.
,,Det er vist en stammelig, ufandfoerdia Snak. En
cegie Stioldung tan aldrig vancere sin høje Slcegt.«
»Mig er det lige tært!« — soarede Ternen — ,,men
jeg var tilfreds, Mads Jyde tun vilde holde sig fra de
store og deres Klammerier. Det gaar til sidft dog ud
over de smaa, og han kunde gcerne komme i stor Ulytte
derover til sidft. Jeg hufter not hvad der staar i Bisen«
—- og nu nynnede hun:
»Ridderen og hans Soende
De rede fra Thinge i Trop:
Riddeten lod man tende, -
Men Svendene hangte man op.«
»Lad os for synge en af de gamle, gode Vifer, lille
Else!« —- afbrtd Jomfru Jnge den letsindige Terne —
»og lass dig ret paa Hierte hvad du fyngert saa tommer
du maasie vgsaa en Gang i Hu, at du et en daan Pige.«
»Du har ieg godt ved at huste« — svarede Eise
»a! den Stand ieg itte for-staat et tyst Ord og har Ulytte
not med det MU«
»Weil en danst Pige et sin Festemand tro, vg en
danst Mund fdtstee istte Land og Konse. hufter du Visen
om Kons. Didrit7« Lad oö synge deut« Jomfru Jnge
heghndte nu, og deggeTernerne sang med:
»Formen rpader for Bergen
Dg saa for alle Land,
Og saa for mangen tastet helt
Med draget Sværd i haand7
Men Kotigen raadet for Gegent«
Jdet de fang, sahn-des Deren; men Jomsru Jng(
tæntte nu tun pa deltesangem som hensdee Moder havdt
sauget for hende ·i REFUND-ern os« Mrved hun al
tid ubevidst havde tæntt paa sit Desmmebillede af en Range
s— A
som Kong Wald-same den store. og paa en Borg, som Flyn
verborg, hvor hnn var fodi, og soin var den eneste Borg,
hun ljendte. Hirn lom altid Deo Sangens rasle Tone og
de Barndomserindringer, den oalte hos hende, i en alad
og lnklelig Stemning og sølte sig med de raste Heltr. Og:
saa denne Gang hnvde Heliesangensamme betrygaende Virt
ning. Hun havde glemt alt, hond der nys ænzrstede heu
dex hendeg Øjne tindrcde as livlig Begejstring, og Ternerne
gave tun Agt paa hende, inedens hun rned sin rene og
nscedvanlig dybe Sangstemme vedblev:
«Lad Bonden raade for sm Bo!
Den Hosmand for sin Heft!
Han raader for Borg og Faste;
Men Kongen raader for Borgen.!
Nu markede Jomsru Jnge og Ternerne first, at der
traadte besporede Stovlelyaele paa Fliserne De reste scg
overraslede og Jomfru Jnge med en Heftighed, som var
hende usaedvanlig. De saa tre fremmede Herrer midt i«
Hallen. Den ene var i Jcegerdragt, de tvende andre
oare llcedte som borgerlige rejsende, dog med store Rid-i
dersvckrd under dercs graa Rappen Det var Ridder Ri-«
maardson med Drost Peder og Ridder Tshorstensøn
Ved Modernes Jndtrædelse havde den stjønne San
gerindes Miner og Udtryt forbavset dem; de vate wil
laarlig blevne staaende og havde i.lle villet afbryde hende.
Nu ncermede de sig med Artighed og hilsede den skjonne
Rinderdatter. Endslondt de ille vare i ridderlig Draqt,
robede deres Anstand og beleone Adfærd dog strals, at
de vare Mænd as hsj Stand og Vatdighed, og Jomsru
Jnge antog dem for de fornemme Gjæster, hendes Fader
havde talt om. Det forste Blil paa deres deltagende og
oenlige Ansigter beroligede hende. »Værer vellomne, ædle
Herrer!« —- sagde hun sattet og besvarede deres hilsen —
«n1in Fader har oentet eder og er redet eder i Mode. J er
vel altsaa tomne en anden Bej, end han formodede. Eders
Staldlnagt eller Vcebner bar vel sagt eder, at her inan
«Vi loin forst i dette —Øjeblil, ædle Jomsru!« — iog
Ridder Thorstensøn Ordet —- «og vor Bæbner har intet
lunnet sige os om Huseis Lejlighedz ban er endnu ille
lommet langer, end til Stalden. At eders Hr. Fader har
ventet os, lan jeg heller ille formode; vi troede, vi slulde
overrasle ham.««
»Til vor Forundring aabnede man os Borg-Worten
nden at sporge os om Navn og Ærend« — sagde Ridder
Ri.inaardssn. —— »Denne Tillid er os smigrende; eders
Sana, stønne Jomfrul vovede vi itle at afbryde; den var
os en lær Forsilring om, at vi selo soni ubelendte vare
eder veltomne, som Landets og Kongens tro Mcend."
s ,,-,"for andre staat itle denne Borg aaben!« — sou
srede Jnae.-— —- »Om eders Navn og Ærende spøtger heller
xingen endnu, ædle Herrerl J ere min Fader særdeles del
llomne, det lan jeg forsilre eder.« Med disse Qrd be
»traatede bun de djaerve, venlisge Ansigter med Tillid og Bel
belpag. Drost Peder havde endnu intet Ord sagt, men
stod foroirret og næsten undselig for hende med et sprun
derligt Udtryl as Overraslelse og vemodig, nasten drommei
sagtig Glæde i det stille, alvotlige Blit.
s »Træder nrermere, mine Herrer!« —- vedblev Jomfru
lJnge med let Hierte og solte sig suldtommen befriet sra
enhver Tvivl om noget ulovligt i hendes Faders Forbin
delser, saa vel som fra enhver Uro over de soroentede hem
melighedssulde Gesten — ,,J trcesser her en aaben Frau
stue, hoor jeg, san-di at sige, er glad ved at se Venser af
»min Faden som lan udfylde hans Plads her i hans Fra
vcerelse. Han forlod mig for en halv Time siden og vilde
vcere her om en Time igen, hois han ille msdte eder.
En Karl som udgav sig for eders Staldlnægt, havde ncer
sorslrællet mig her i Slumringm Burgen er ellers aldrig
saa tilgængelig. Under disse Omstcendigheder ere J mig
Zdeg oeltomnere. Hvis J onsler en Vederlvcegelse, mine
Herrerl er den allerede beredi.«
Ridderne saa forundrede til l)verandre. »He: maa
en Fejltagelse sinde Sied, ædle Jomfru!« —- sagde Ridder
Rimaardsøn —- »men shvis J tillader det, vil vi benytte
den og opfcette Fortlaringen, til eders Hn Fader lonirner.«
»Ja-rund mig et SporgsmaaL aedle Jomsru!« — tog
endelig Drost Peder Ordet og syntes nu forsi at ocere op
oalt as en underlig slon Drom, medens hans Øjne med
oenlig Deltagelse havde dvcelet paa den høje Jomfrues
liabne Aasyn og Edle Seinen-e —— »titgiv mig, hvis det
synes ubesledentl er eders Døbenaon virlelig Juge, og er
J en Datter as Besali.ngsmanden her paa Borgen, Hr.
Ridder Lade Litle, og den cedle hensarne Fru Margaretsha,
Absalon Anders-Ins yngste Datter?«
,J bar lendt min Moder-, cedle Herre!« — udbrød
Jomfru Jnge glad og forgleinte i sin Glcede derooer hans
Sporgsmaal og det besynderlig hojtidelige deri. --— »Al,
nej! J har doa naeppe lunnet lende hende —- ellers vilde
J vel have lendt mig: for jeg stal ligne salig Moder
paafaldende.«
»Jeg har set eders Moder i min Barndom« —- sagde
den unge Drost —- »men da var hun ille længere ung;
hnn var paa ederö Hsjdh J hat arvet hendes Øjne, cedle
Jsomfrul vg, som jeg horch hendes dybe Sangstemme og
Forlaerlighed for vore gamle Heltesange. Den Bise, J nys
sang, syntes jeg at have hsrt i- min Vuggez den laldte mig
en Ttd tllbage, da jeg drømte lyllelige Dromme om Val
dematernes Dage« og om hom, der raader for Borgen og
saa mangen raster Helt.«
»Bei var vel ille blot Dromme, ædle Ridder!« —
svarede Jnge med livlig Deltagelse. —- »At J og disse
gode Vetter ere Riddere, maa J tillade mig at tro for
det fsrste, slsndt jeg ille er berettlgei til at spsrge derom.
AtKongem Gud ste Lov, endnu raadet for alle danste
Berge og Lande og for mangen rast- og Wtig selt, det«
ved jeg dog er ingen Drsm Sltgt vllde J og disse gode
herrer vel mindst lade-innig Hat J Hirt Hellesange ved
eders Vugge, cedle Herstel« — tilfssth hun med et Midi
furdt Brit — »d« « de visk heiter in- sjuugue fokgqsves «’
Drost Peder todmede, men havede Øjneue teelt og
frimodlgt: «le Gud og vor Feue« sag-de han — »er
der ingen god Drom saa stor, at den jo lan opsyldeö, og
de gamle Tiber tan vel komme tibbage.«
Nu aabnede en Bordsvend Diren til Spisesalern «J
hat soernodentlig rejst langt og tan- bohve en Bei-erwa
L.——..——...F » .—-,--—- » » .—4,- ---.—-——-«,-».-—«
gelse!« sagdc Jomfrn Jnac, idct hatt ciindiede sia ins
hngmoderlige Pligt, oa peaede paa den aabne Dor. Trost
Weder, som var vant til Hosslilten og scedvanlia dar en af
de forste i Rangen, ratte Ridderdatteren nviltaarlia km
Arm. Hnn forte ham til Enden as Bordet i den runde
Taarnstue og gav Ternerne est Vinl med Hensnn til Op
vartningen Ridder Thorstensøn og Or. Riinaardsøn sulgte
den unge Vckrtinde, og Thorstensøn tog Plads ved hendes
højre Side. Et Par stadselige Bordsvendc frenisntte bra
set Bildt og ristet Havrebrød paa den frynsede Dun, me
dens en gesiæstig Mundstcenk sorgede sor at fisloe Vin
bægerne as sin torc S-olvtande. De tvende Terner stode
icerbsdig bag Jomfru Jnges Stol ined bestedent nedslagne
Øjne, men tastede dog nf og til et nyggerrigt Blit til de
fremmede Herren as hvilke den unqe, smull- Trost i. Sokr
deleshed syntses at behaae desti.
Snart var Samtalen atter i fulo Gangl Joinfrn Jn
ge vogtede sig vel onihnkchijg for enhoer Y:ring, som sinan
synes at rohe Nysg-Jr:«cosd. nien hun havde dog intet
iniod, om ljssndes Gast-« selv vä.f« rvbe Isvet Ie Dase.
»Danelsosset skal være endt, siger man« — tog hun
ved en pcxssende Ovcrgang Ordet. —- »"Jeg bellager, at jeg
aldrig har viere» til Steg-e oeo et Dattelsofl Man derer
og ser itse meaet paa denne assid35 Borg· J- hor vel
sagten-J set Konzizm adls Herre» jeg gad vist, oni han
ser ud, so!.- ieg trenksr rng hani.«
»Hvorledes tænker J jer ham da? cedle Jomsru!« —
spurgte Ridder Thorstensøn· ,,Jeg tor bande paa, J tren
tcr jer ham et helt Hoved «hojere, end mia i det mindste,
og som Kong Didrit af Bern eller en af de andre dra
belige Kæmpetonger, J synger om.«
Jomsru Jnge betragtede den hoje Ridder med det!
lange, flettede Mundslæg »Drabeligere end J ser ud til,
behøver han just itte at viere« — svarede hun — ,,men
saaledes icenker jeg mig hant dog ikle. J Spidsen for en
Folk raste Ryttere vilde jeg for tro, J huvde hjemine; men
tillad mig, He. Rioderl J ser mig nd til at være vel
hastig i Sindet til at tunne styre Land og Rge.«
Thorstenspn strsg sig om Skcegget. »Bei tan J vel
have Ret i, ston Jomsru!« mumlede han betræstende med
sin misfornojede Mine over den unge Dame-Z frimodige
Ytring
,,-Stulde jeg sammenligne nogen as eder med min
Forestilling om Kongen« — vedblev Jomfru Jnge —
»saa stulde det vaere denne Herre« — her dvcelede hensdes
rolige, blaaØjne sorstende paa Drost Peder; han studsede
ved denne Artiglhed som et spøgende Sinil dog strats syn
tes at modsige. ,,Men saa maatte en saadan Sammenlig
ning itte forundre eder, ædle Herre!« —- vedblev hun —
,,saa vilde J vel heller ilte havde savnet den store Walde
mars Dage, men haft Magt til at talde dem tilbage.«
Ridderne iaa fornndrede paa den unge Ridderdatter,
der med godmodigt Lune lod til at spiege, idet hun tillige
med en Pr nsesses Værdighed udøvede et lsnligt Herre
domme over dem som hun selv ilke shntes at ane. Drost
Peders Kinder blnssede; han solte sig sorunderlig baade
tiltrukten og tilbagestødt as den iae«kle, rolige Pige. Men
ved hendes sidste Ord var det, som han glemte sig selv og
sine- egne Forhold over en højere og vigtigere Tanke.
»Den Magt, J taler orn, aedle Jomsru!« tog han stille
og alvorligt Ordet, og hans store Øjne tindrede med Jld
og Krast —- «den Magi, som stal kalde forgangne Dages
Herlighed tilbage over et Foli, den maa J vel savne, hvor
den itte uden ei Vidunder tan sinsdes: —- den Magt havde
ikke den bedste Helt og Ridder i Danmark — den Magt
har ingen Konge i Verden; den maa komme her oven fra,
og den blev det ilte enlelt Monds Lod at eje og udøvex
tindrer den itte sorenet fra mange tusinde Øjne, og nd
strsmmer den itte sra alle Danmarls Hierter, saa tan ikte
den stsrste Konge i Berden oprejse det sjuntne og talde
de htje Fædres Aand tilbage over Foltet.«
»J maa vel have Ret, ædle Herre!« — svarede Inm
sru Jnge med en Deltagelse, der gsav hendes Kinder en
sorhsjet deme og. hendes Øjne en næsten straalende Glans
—- »men «hvo har sagt eder, at denne Aand er bortvegenI
Vor Konge selv kender jeg ikte, og han dadles sormasteligt
as mange; men jeg ved dog, han har Mænd ved sin Side,
som vaage tro og djcervt over Kronens Sitterhed og Fol
lets Aste. Blandt dem tor jeg naevne min egen Froende
den gamle Ridder Jon; ham ved jeg, hver dansl Mand
vel maa agte. Var den stolte Marst vaa Møllerup saa
tro, som han er lcek, havde Danmart maaste endnu en
Arel Hvide eller Grev Albert. David Thorstenson hat jeg
ogsaa hort naevne blandt vor Tids Heite, og J tender
vist mange slere Navne, som gør vor Tid Ære.«
Ridder Thorstenson niitede og følte sig hjertelig smigret
ved at høre sit Navn blandt den unge Piges Heroer. Hans
og hans Venners ceventhrlige Stilling her morede hom, og
han sit Lyst til at høre, hvad den unge, sædrelandsbegejst
rede Dame tyltes om hans Rejsesceller. »Der glemmer
J dog sast den bedste, ston Jomfru!« —- sagde han mun
tert —- »l)vad siger J da oin Ridder Bent Rimaardsøn paa
T·aarnborg?«
»han stal bevogte Kristen som en anden Beihernan,
siger man — ham tatker jeg og alle sjaellandsle Kvinder
sor. at vi ille her behsve at frygte for den vilde, norste
Algrev og den grumme Niel Ufred.«
Ridmaardssn bed sig harmsuldt i Lceben og tav ved
denne Berommelse, som hans egne Øjne saa nylig havde
vist ham usortjent. Thorstenssn vilde gsre sin mislylkede
Spsg god igen og tænkte at give sin anden Rejsefaelle
bedre Grund til at takle ham for dette Jndsald. »Men
vil J nævne Landets og Nonsens gæve Mænd« — sag
de han hastig —- »saa but-de J dog ssrst og frennnest have
ncevnet den unge Drost Peder besseh her er nceppe enj
Ridder i Landet, som saa tidlig shar haft Held at staas
Thronen saa noer og fortjene det "
Jomsru Jnge tav et Stiel-til og heudes Begejstring
synteö plndselig sorvqndlet til Milde. Der fulgte en tort
alinindelig Buddha-; men det var en pinlig Evighed for den
unge Drost; om han end itte ventede at here sig bersmmei
sog beundret as sin stsnne Barndomsbmd, ventede han dog
tkte heller at were en Genstand for hendes Uvillie og Rige
agi.
»Min Finder biiver lange vorte« —- afbrtd nu Niv
derdatteren den sorstemmende Tavghed —- ,,Jeg. taler om
Ting her med eder, edle Oerreri som maaste itte passer sig
blandt stemmede« —- tilfsjede hun »mei: J maa undstylsde
Ittig, mine Hei-text Ved visse Genstande glemmer jeg Un
Glæde,blot at tale om det lyttelige, daadfulde Liv, det
blev og nagtet at tage virtsom Del i. Den Mand, J sidst
ncevnede, man J tillade mig her at tie oIn. Ham betrun
rer det vist tun lidet, hvad en danst Pige dummer om ham,
naar hun itte som Dronningen, tan for-ge hans Lytte
og Magt.«
Drost Peder blegnede Han følte sig san slagen og
dybt kkcentet ved disse Ord, at han stod i Begreb med at
noevne sig og i. det mindste retfærdiggøte sig for den sidste
haarde Bestyldning; men Døren aabnedes nu til den for
reste Sal, og man hørte velbeiendte Stemmer i Nærheden.
»Hertugen!« — hvistede Ridder Rimaardsøn — og med
Forbavselse saa de Hertugen og hans Drost tillige med Al
greven og Hr. Lave Litle ncerme sig Døren til Spisesalen.
Jomfru Jnge rejstesig for at modtage sin Fader og de
ny Gcester. Ridderne stode ogsaa op fra Bordet· That-sten
ssøn og Rimaardsøn saa tvivlraadige paa hinan-den; metr
Drost Peder følte sig fuldtommen rolig. Den krcenkende
Miskendelse havde vakt hele hans Stolthed; Bevistheden
!om, at han ved egen Kraft og Fortjeneste var bleven med
TÆre hvad han var, gav ham en Fri.tnodighed, der grænsede
stil Overmod· Han følte sin vigtige Stilling her, hvor
han rejste i sin Konges Ærende, og book han bavde Ret og
Magt til, bvis det behøvedes, at handle med kongelig Myrt
dighed Han trcmdte Hertugen og hans Følge med Høflig
hed og Værdighed i Møde, men uden at lade som han tendte
dem i deres simple Rejsekapper, hvori de saaledes havde
indhyllet sig, at han san, de itte vilde lendes. Han heu
vendte sin Hilsen sornemmelig til Ridder Lade, som Borg
ens Besalingsmand og Herre. Den forbavsede Ridder Lave
tendte Drosten straks og stiftede Farbe, men han areb
hastig Anledningen og Drostens borgelige Forllædning til
at hilse ham som en ringe, fremmed Mand, han aldrig
for havde set.
,,Jeg og disse Herrer ere eder dog itke uveltomne?
—- sagde Drost Peder, idet han uden mindste Forlegenhed
fotesti.llede ham sit Neiseselstab, dog uden at nævne dem. —
,,Bi har, som J ser, uden Betcentning taget vor Til
flugt til eders Gæstfrihed, HI. Ridder. Vi hat desuden
et Ærende til edet, som kongelig Besalingsmand her; det
stal vi meddele eder, naar det er eder belejligt.«
Ridder Lave bukkede tavs og fremme«d, med et Eng
steligt Sideblil til Heringen og hans Folge, der ikke synteö
mindre overrastede ved dette Mode vg hastig havde vendt
Ryggen til Drost Peder og hans Beamt
»Vi smigre os med at viere eder betendte —- vedblev
Drost Peder — »uagtet vi habe foretrutket at rejse i frem
med Dragt. Rygterne om Bejens Usikkerhed ere ilke len
ger ugrundet; vi har hast alvorlige Prøver derpaa. Jeg
ser, disse gode Herter shar brugt samme Forsigtighed.«
Her pegede han paa lHeringen og Grev Mindre-Alf, der
tillige med Ridder Abildgaard vare traadte tilbage i den
mindst oplyste Del nf Snlen, hon de, tcet indlwllede i de
store Kapper og med Ryggen til «Spisesalen, talede hem
meligt samtnen.
Ridder Lave havde imidlertid faaet Tid til at fatte
sig. ,,Behag at følge mig til mit Løntammer, mine Her
re!« —- sagde han pludselig destemt med tilsyneladende
RoligIhed — ,,Jeg ser, min Dattet har sørget for eders
Vedertvægelse; jeg er til eders Tjeneste straks og kan uden
Ophold høre eders Andragende. Sorg du imidlertid for
mine nye Gesten min Datter!« Hun gav Bordsvensdene et
Vink, hvorpaa de hastig greb en Vokstcerte i hver Haand
og aabnede en liden stjult Dør i Vceggen paa den runde
Sidesal. Den ene Bordsvend gik fotan gennem en lang,
mørk Gang; den anden blev staaende ved Døren. »Lad
mtg vise eder Vejen!« — sagde Ridder Lave sog git soran.
Da Drost Peder og hans tvende Ledsagere vare tomne
ind i den mørke Gang forsvandt Bordsvenden, der havde
holdt Deren aaben for dem. Der blev pludseligt merkt
bag ved dem. Døren sprang i Laas med en hul Klang,
og Ridderne studsede.
«Det er en nem Jndretning« — sagde Ridder Lave i
ligegyldig Tone-— «Jeg er beredt paa alle Slags Gæster,
man J vide. Herrer som eder, der, som jeg ser, kommer
i vigtige StatssAnliggender, taler jeg aldrig med udens
saa assides som muligt, hvor ingen uberettiget kan høre det«.
Den lange Gang førte til Slottets østlige Fløj og til
det Taarn, der vendte ud mnd Sundet. Gangen endte
ved en sncever, bvcelvet Vindeltrappe »Jeg maa bede eder
gaa en ad Gangen her!« — sagde Ridder Lade. — »Trop
pen er lidt smal, og J msaa Ulejlige eder nogle Trin opad.
Denne Gang falder mig ofte besvcerlig; men man tan ille
vcere forsigtig not i disse Tiber, og lønlige Kongebud maa
høres i Løndom.« Han steg hastig soran og saa sig ikke
tilbage. Drost Peder, som git nærmest bag ved ham,
stundsede et Par Gange og optastede nogle ligegyldige
Spørgsmaal om Vorgan Bygningsmaade, hvorved han
pegede tilbage; men Ridder Lade vedblev at stige opad og
besvarede hans Spøtgsmaal .uden at standse eller vensde
Anscgtet imod ham.
(Fortscettes.)
B. S. Jngemanm
Valdemar Seien
Omflag 80 Trutz Jndbnnden il.sd
Erik MenvedS Barndom.
Jndlmnden 81.20.
i. prins Otto gis Danmaxkx
og hanS Samtid.
pmstgg So. Jus-banden MAY
Kong Grik Og de steht-ste
Jomnagsonemn Jnvbkmveii u.20. .
Dum- Mxr. Mr« Zone-. Use-. Ists-.
-T?!
D rtiden, at man sjaslden vil indtømme mit Køn den lille i
H
- J
F
