Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Aug. 9, 1902)
Kong Ertk og de Fredtøte, historisk Roman i to Tele as Bernhard Severin Jngemann. A n de n De l. (Foi·tiat.) De tvende gejstlige Herrer, der fornemtnelig havde ledet Forliget og upattisi taget saa vel Bifpens Rettighe der som Foltets Ftihed i Forsvar, holdt sig nætmest til Kongen og søgte fremdeles at forebngge ethvekt Ubbrud af banö Haetne tnod den fordiste Astlebilps Vennekz dct var Dominitanernes Provinsialprior, den gamle Mester Olaus, der, som Kongens Raadgivek i denne vigtige Sag, havbe ledsaget ham fra Votdingbotg, og det tsbmanb hafnfte Kapitel-Z Generalsupetiot, ber harte til Bispens Folge, men lønlig var Kongen hengiven og selv havde vo vet at protestere mod Jnterdittet. Til disse to Mænd henvendte stongen sig kort for Seingetid tned et Spørgs jemal, der den hele Dag havde ligget ham Paa Hiertet, og som han netop i Bispens Nekrvcrtelse fyntes at ville have «defvatet, inden han begav fig til Ro. »Ein mig en Gang, cerdeerdige Herrek!« — sagde ban bsjt « »l)dokvidt tan den lanoniste Ret med Føje ndstrcettes med Hensyn daa Ægteslab i deflægtede Led? og livorvidt kan Kirtens Dikpensation virtelig anses for nødvendig efter Guds Lod, hdor Slaegtflabet er saa fjernt, at det næppe mer erindres?« »Det er en vanftelig Sag, Eders Eliaade!« —- svarede Kapitletci Generalsuperior unbdigende, med et betænleligt Sideblil til Bispcn og Abbeben fka dedtlnlterei. —»Til at defdate dette Spøtgsinaal retteligt inaa jeg ubbede mig nogen Betcentningstid.« »Vil man folge den herstende 11ftit,« — sdarede den gamle Proviniialpriok heit, med et frimodigt Blik til de lyttende Prcelatcr — »er fast ethvert beregneligt Slægt stab hinderligt og kan fotanlebige For-bring paa Jndul gentjchx dog naat dette udstræktes alt for vidt, tror jeg, Kittens heilige Fædre dilde vcere enige med mig i, at sligt tun til Unntte besvære Samvittighederne, ligefom det lettelig tan blide til Spot og Fotargelse i Stedet for til Odbyggelse for tristne og fornuftige Mennesier. Bilde man viere tonsetdent i flige Sagen tunde tilsidst intet Ægteftab sinbe Sted i Kristenheden uden Dispensation fta den pavelige Stol, al den Stund jo alle Mennestet ete lødelige Fremder-. for saa vidt de alle nedstamme fta gamle Adam og Eva.« »Bei er netdp ogsaa min Mening!« —- sagde Kongen meb et deltilfreds Smil — »det tunde blive temrnelig vibtleftint Hdad er eders Menan bekom? renlibede Bi ftod Johannes!« Bispen inntez forlegen oder den halvt fpottende Mine, twormed Ftongen reitede hanEJ itlieninm han dar ittei forderedt derdaa, og ban lod lige saa lidt til at ville; ten-de Bodens Mnndighed for nær, som han i dette Sie-« blit oodebe at bringe Kongen i Harnist. Han ftammedeH nogle Ird cg sagte at undvige en bestemt Ertlcering »Tillad mig, cktdcerbige Dr. Broderl at besvate dette SpøtgsmaalS « -— tog Abbeden fra Stodtlofteret Ordet tned ftolt og rolig Mine. —- ,,Ei Etscmpel vil bebst op-i lyse Zagen!« —- vedblev han og vendte sig til Kongen — »Jntet ligger os nærinere end Ebers Naades Slægtskabs forhdld til eders unge Frcente, Prinfesse Jngeborg i Sverrig.« «3aamcend!« —- udbrod Kongen og ltudsede — ,,J got ingen Onifvøb, Hr. Abbeds J gaar lige til Sagen. Det lider jeg ogfaa bedst. Lad os blive ved det Etsempell det er mig virtelig i alle Maader nærmest.« ,,Jnden Kirten tan velsigne edets forehavende Ægte stabsfordindelie med denne eders højbaarne Franke« -——» vebblev Abbeden told og rolig — »e: den hellige FadersT Dispensation aldeles nøbdendig, og det af en dobbelt Grund: »den primo««) formedelst Sdogetstabets Baand,; »den secundo«") fvt Blodforvandtstabetg Des-mitteler Hvad føtste Punkt angaar, højbaarne Herre! da er be-; meldte Prinsesse Jngedorgs Mokbrober, Gtev GerhatH af Holstem som betendt, ved sit LEgteflab med eders højsj syrstelige Moder, Entedronning Agnes, Ebers Naabesk virtelige Stiffaderx Grev Getkkarbs faderlige Fothold satt vel til den høje Prinfesfe, som til eder, Heere Konget stern talder et hartad søsterligt og drodetligt Forhold mellem Ebers Naabe og den unge Prinfesse —- og Ægtestab mel lem Ssssende eller dem, der tunne agtes for saadanne, forbydes strengelig of alle guddommelige og mennestelige Lode. « »Der fit J os i en Hast til Søstendel det ek en egen Maade at bringe Falk i ncet Slægtstad fammenl« — af bksd Kongen ham — ,,dog spring tun Svogerstabet over med min Stissadets Solterdatter, ærvcerdige Heere! der er itte en eneite Draabe falles Blod deri; det tagek jeg rolig paa min Samvittighed. Kun et virteligt og nær Blodforvandtstab ertender jeg for faa væsenlig en Hin dting, at blot Guds egen Statholdet paa Jorden ian dortrydde den.« ,,C«ders Naade hat i vise Maader Ret« — svatede Abbeden —- »fot saa vidt det disselig er Blodet, ber i dette Tilfcelde melt besknitter og get enhvet ægtestabelig Iorbindelse mellem Freuden som itte Kittens Inval genits hat helltget, til Utugt, Dvdöfynd og fordsmmelig Blodstam« —- — ».Va! rafer J?« —- opfor Kongen; hans Kinder blusfede; Breden glsdede i hans Blit og paa den hsje Bande; men han betæmpede den opblussende hat-me — »Kunde fotfætdeltge Ord uden Sandhed og Aand flaa Sjæle thjel, havde jeg for lange siden veret aandelig myts det!« —- vedblev han med dampet Rost. —- »Nu stg frem, ht. Abbedt hvor neet regnet J da det Blwdfokvandtstub der i Folge ederö drtftige Paastand kalt stdtte Mlg k stb synd og den fordsmmelige Blodstarns Afgkund, hvtö jeg ttte fotventer Brev sta Rom paa at begaa fltg Its-eben delfe?« · v» »Du fokbundne SlægtsForhold et let at udregne —- svarede Abbeden need roltg Kulde —- »bet! MVCUVM Prinsfedse Jngebokg er, som betendt, en regtest-di Dotter II For det fsrftr. Os) For det anbet. jaf Kong Magtsus, del tpuc en aegte Søn as den hsjbaarne Bikger Jarl, hvis Gemalinde Fru Jngeborg var en cegte Datter af Kong Etit den tiende, hvis Dronning Regitze endelig var en cegtespdt Datter af eders Naades hpjsalige Heere Faders —- Herre Fadeks — Hei-re Faders — Heere Fader —- ,,ergo«-««) er Prinsessen en Datterdatters Svnne datter af eders Naades tødelige Hin Oldefaders højsalige Hi. Fader, den gamle Valdemar den store, højlovlig Ihn kommelse!« »Ganste rigtigl altsaa Barnebarns Barnebarng Born af min Tipoldesader —- det et til visse et ncet Slcegtsiab!« — sagde Kongen og udbrsd i Latier. — »Jeg ønsler eder nn en god og rolig Nat, cewærdige og højlcerde Herret!« —- tilføjede han, som det lod til, hell let om Hjertet og med et muntert, bestemt Blit. — »Jeg hat ikte ret overvejet den Sag førz nu er den mig fuld: kommen klar; nu kan jeg sove saa rolig som i Abrahams Sind naar jeg tænler paa den Synd, jeg med modent Overlceg og fuldt Furcht agter at begaa saasnsart muligt. Jeg vil anste, ingen af eder nogen Sinsde maa faa nogen sværere Synd paa sin Samvittighed.« Dermed hilfede han smilende og gil. Ved Kongens heftige Tale med de gejstlige Herrer var Grev Henrit og en Del unge Riddere blevne owner-ri fommez man havde naermet sig og hørt hvad der tsaltes orn. Da Kongen med Latier gentog Abbedens Beregning, havde nogle af de unge Riddete ret hjertelig leet med. Abbeden blussede af Harme. —- ,,Det er Ofentjeneres Kendemærke« —- sagde han højt — «at le om Kap ved hvad deres nan dige Herrer findet latterligt, om saa Latier-en tun bestem mer dem selv og deres kottfynede Herstab. — Den Fortun nelse sial blive hcevnet, He. Broderi« —- hvistede han Bi spen i Øret med et betydende Blit. —- Bispen studsede og faa sig Engftelig om; han blinkede til sin opbragte Kollege og bemcerkede højt, at det nu vel lunde være paa Tiden at begive sig til Ro og sige alle vetdslige Tanker god Nai. Hushofmefteren med en Flok Kjertesvende lod sig nu se. og saa vel Ridderne som de gejftlige Herret boktfjernede sig til de anvifte Gassteftuer i Ridderloftet og Kongsgaar denö veftlige Fløj. Fiortendc Kapitel. Henved Midnat stod Grev Henrit i sit Værelse soran Konaens Sovelammer i Kongsaaardens Højeloftsbyai nin«a. Han havde sluttet Lyset for at gaa til Hvile, men var bleven staaende, lialv astlcedt, veb det høje Buevindne, Der venote mod Øst, og hvorfra han i det klare Maanes lys saa nd over Sundet og saa fjerne Stibe henglide over det blinkende BølgespejL Han havde siden sit Besøg i St. Jørgeiis-Hospitalet været stille oa betcentsom. Ved As tensbordet bavoe han« for at opmuntre sig, flittig tøint sit Bceaer. Hans Blod pulserede steertt· Fortids Erindrin-· aer og Fremtids Forhaabninaer for rast sorbi hans Sjcrl i stønne Livgbilleder. Han hengav sig ved Synet as Has vet o·a det sjerne til lænaselsulde Drømmerier oa sit sjerne Fadreland oa et tært Billede snntes at foresvaeve hain, idet han trytte det blaa Axelskters til sine Læberoa bang det omhyaaelia over en høj Stolryg. Han toa nu en anl den Hæderstæoe, Kongen nylig havde givet ham, af sit Brvst oa satte sit Svætd til Side. »Daad, Bedrist, Hee der sørst!« —- sagoe han ved sig selv ——— ,,saa vil Kcerlig heben vel oasaa siette mig Kransen. Nu gcelder det hans Fred oa Lytte derinde. Han stal itke soraæves have kal det mig sin Ven! Lad ham blive en Valdemar Sejer! og Henrit as Metlenborgs Navn stal stinne som Albert af Orlamiindes. Men en gansle ansden lystig Karl vil jeg blive!« Han harte nn Klirren as Livvagtens Vaaben i Forsalen og saa sig alvorlig om. Paa Højeloststillien tæt ved hans Værelse holdt en ung Drabant med tolv Laufe tncegte Nattevagt. Det var ellers itte sædvanligt, at Kon gen omgav sig med Vogt, naar ban droa om i Landet i Fredstider oa overnattede paa de saataldte Ksongsgaarde; dog her, hvor den sorviste Ærkebiskop og de fredløse endnu havde hemmelige Venner, og hvor Stadens gejstlige Her skab stod paa en spcendt Fod med Kongen, havde Grev Henrit formaaet ham til denne Forsigtighed, som tennnes lig sornsdem efter en saa nylig deempet Foltegcering, hvorved Konaens Maegling dog itte havde tunnet Alster-s stille alle misfornøjedr. Drostens Lønbrev saldt under Astlcersningen Grev Henrik i Haanden, og han overvejede betæntelig de alvorlige Advarsler, det indeholdt. »Hm! Junkeren!« —- sagde han ved sig selv — «hans egen Bro der — og doa vist en Forrcederi — jeg glemmer aldkig hans Aasyn hin Nat paa Kallundborg —- den ulyttelige Slotshøvdings Blod var vist over hans Hoved. — Han bliver ingen glad Bryllnpsgcest. — Han stod vist hellere ved Brudgominens Grad — som lunde der endnn falde en Krone paa hans Ravnehoved. —- Hmt de er stumle, disse danste Konsgsgaardet« — vedblev han og saa sig onr i den dunkle gotiste Stue med det hvcelvede Lost og de savntytte Mute. — »Er han sitter her blandt sine GE ster? Den lille, lurende Bisp var jo Grunds- gode Ven; han hner mig tllez —- den stolte, msrte Abbed endnu mindre; — det er farlige Fle disse hellige Guds Mand, naar de vil have Fingre i Statssager. — Her sover han sunder Tag i Nat med sine Fjenderz og hist i Pesthuset Iligaer en formummet Kongemorder; maaske var han tun svsvssyg ssk et Syns Skyid — og min Vakmhjkktighed jilde armen-ist« —- Ligesom Grev Henrik stod i disse Be stragtninger og tsvede med at lægge sig til Hvile, banlede sdet sagte paa hans Der. Den aabnedes, VI en gejstlig Heere traadte ind. Greven traadte studsen e tmod ham; det var en stille, alvorlig Olding: Maanelyset saldt paa et blegt, noget tungsindigt Ansigt, og Greven tendte det tjsbmandhafnste Kapitelö Generalsuperivr. »Et Ord s Fortrolighed, velbaarne, unge Herre!« — hvistede han hemmeltghedgfuld — ,,jeg kommer som Nikodemuö; dog det er itte aandelige, men verdslige Ting, der har forstyr ret mtn Nattern. Ebers Herre Konge hat i Dag højmodig reddet mit og mtne Kollegers Liv, hvorvel han itle anser os alle for sine Brauer, og vel med ste; maaste kan jeg nu gsre GengæW — — »hvorledeö?« — ndbrsd Grev henrit —- ,,sig frem, wrpeerdige herritt hvad hat J at betto mig?« VWam »Da oi undoeg sca Axelhus i Dogningen« —- ded blev »den gejstlige —- ,,var jeg fast syg as Gru og Uro og meerkede tun lidet til,« hoad der soregil om mig. Man havde sundet et halvdødt Menneste ved Stranden og as Barmhjertighed taget ham med i Baaden; jeg saa itke hans Ansigt, og hans Rost var mig freinmed; det tan jea lgøre min Ed paa! han blev siden braat til St. Regeng IHospitalet her ved Kongsgaardens Banne Medens Di as Frygt for Ovrørerne laa stiulte under Tjælden i Baa den, var den syge kommen til sig selv og talede manae sor blommede Ord med min Kollega Hr. Abbeden. Hvad des var, hørte jeg tun halvt og kan intet vidne om; men der maa vaere en Hemmelighed ved dette Menneste, som jeg aruer sor; dødssyg forekoni han mig ingenlunde, og paa sin eaen Assted med Verden syntes han Inindst beredt. Min Herre Bispen lod hverten til at kende harn eller hans tnørle Planet; men, fort sagt: Abbeden fra Slodklosteret lendte ham og havde not tilforn meddelt hanI det højhellige Sas lrament. Mer har jeg ilke her at sige; men jeg maatte opsøge jet, hvor sildigt det var; jeg kunde lkke sove sor de nrolige Tanler. Vagten her udensor sandt jeg i dyb Sonn. Jeg ned ikte, om det er med ederg Vidende.« , »Hvorledes.2 det er aldrig mutigt!« — udbrisd Gred Henrih højst sorbadset, og traadte hastig ud paa Dieje loftstillien Her saa han alle tolv Lanselncegte ligge so vende paa Gulvei. Pan Bordet stod en tom Vinkande og nogle Bei-gere. Den unge Drabant, som havde Oderbe falinacn ved Bagten, sad ligeledes sovende i en Krog. Grev Henrik ruslede i dem; men de sov alle som Steue. ,,F-orrcrderi!« — udbrød han sorfærdet og greb hastig en Lanse sra en as de sovende Krigsniænd — ,,Jl til Rid derlostet, eerværdige Herre! vcek alle Kotigens Mænd og tald dem hid øjeblitleligl Jeg kan ikke selv sorlade Kon gens Dor. Jeg speerrer Døren efter eder. Bank ire sagte Zlag, naar J tommek tilbagel For Guds Skyld, ill« Den gejstlige Herre nitkede tavg og aik. Grev Hen ril luktede Højelostsdøten i Laas ester ham og forskan sede den med Borde og Beenle. Han sorsøgte atter at voetke de sovende Krigsmænd; dog det var sorgceves, de syntes itte berusede af almindelig Vin; men deres Søvn lignede snarere den, man faar as en Dvaledrit. Grev Henrit stod ene blandt de sovende og ventede lcenge i en pinlia Spænding. Der var dødsstille omtring han« han hørte tun de sovendes stærle Aandedrcet; men ’.Kongens Mcend fra Ridderloftet udeblev, og den gejstlige Heere kom ej heller tilbage. Han stod vel en halv Time med Lansen i Haanden og lyttede. Alt var stille. Ende lia syntes han« at høre en Lyd, som om noaen strabede paa Muren eller trøb op til Vinduet ad de fremstaaende Mnrtanter ved Højelostgbroen Han tastede hastig et Blit til Vinduet oa saa et scelt, dnghvidt Anstat, fladtrhtt oa ukendeligt, paa Ruden. Han for til med haevet Lanse; men da han tom til Vinduet, var Ansigtet forsvundet. Gred Henrik traadte tilbage, og en Rædsel overfaldt ham, som han aldrig før havde sornummet. Tet var ham, som de snorlende Krigsmoend om ham med dereg dybe, lige: gnldige Ro spottede hans lønlige, stedse stigende Uro. Det soretom ham, som der nu skulde aabne fra hemmeliae Døre si alle de gamle Paneler, og de fredløse Kongemordere fra Finnerup Lade stulde træde formummede frem as alle Krage, for at forny hin St. CoeciliæiNats blodige Op trin, til Hcevn for Marsl Stig og deres henrettede Fran der. Han beholdt Lansen i den ene Haand og hentede sit sRiddeksvcerd, som han holdt blottet i den anden. Saa ledes bevæbnet, stillede han sig uden for Kongeng Der, lige for den aabne Der mellem hans eget Sovekammer og Højeloststillien, og han ventede hvert Øjeblit et Oder sald as de sormodentlig overlegne Stimcend. Det nyt tede itle at gøre Larm: Ridderloftsfløjen, hvor alle Kon gens Mænd sov, laa for fjernt til at bang Røst tun-de naa did, og var Forræderne næt, vilde et Nødraab rnaaste ;netop gøre dem dristigere. Han tænkte paa at vcekke Kon jgen; men alt var endnu stille, og han bluedes ved at syneg Isrygtsom i Kongens Øjne, hvor ingen Fjende var at se Heller here. Til Kongens Sodekamtner var der ingen Handen Jndgang, end gennem Højeloftssorsalen og Gre Jvens Vierelse. Sodekammer-Binduerne var sorsynede imed Jernstcengerz men i Forsalen var de høje Buevinduer uden alt Verru, og paa den ene Side vendte de nd til den ;aabne Mark. Herfra ventede han, Angrebet vilde ste, og Zhan befrygtede med Grund, at der maatte vaere tilstødt den gejstlige Herre et Uheld paa Vejen til Ridderlostet. lJo leengere han overvejede sin Stilling, jo betaenkeligere ssoreiom den ham. Han fik nu pludselig et Jndsald, som ;han strals med megen Jver iværlsatte. Da han atter stoerlt havde rustet i de sovende Krigsmænsd, uden at faa idem vaagne, løstede han dem op fra Gulvet og bandt dem lved detes Axelskcers fast, i naesten oprejst Stillin-g, ved de store Jerntroge i Vinduespillerne, som ellers tjente til at ophcenge Vaaben paa. J denne Stilling vendte de Ryg gen mod Marlvinduerne og maatte udensor synes vaagne og paa deres Post. Naeppe var han fcerdisg meddette be sværlige Arbejde, før han høtte hvislende Stemmer og en dæmpet Klirren as Baaben under Marlvinduerne. Hat sprang nu pludselig frem med heedet Lanse og Sværd msod det Vindue, der stærlest var oplyst af Maaneslinnet, og raabte med bej, triumferende Røst: ,,pas nu paa, Karlel nu hat vi dem i Falden!« « ,,Fly, flyl di er fotraadte! de er alle paa Benene — lpd en hces Stemme Udensor, og han saa i det klare Maaneslin en Flok sormummede Mennesler t Graabrø dretappet tage Flugten henad Sorretsløf Mark. »Gud og St. Jørgen vcere lovet!« —- udbrød han og drog atter sri Aande — ,,saa mange havde jeg dog nceppe faaet Bugt med.« Lansetnægtene og den unge Drabant sov endnu trygt i deres hcengende Stilling. Grev Henrtt bandt dem lendnu dedre fast og lod dem hcenge. « Da Kongen ved Solens Opgang traadte ud as sit Sovelammer, saa han med stor Forundring Grev Henrik af Meilen-barg gaa halv asllædt frem og tilbage paa hpjelostgtillien med Vaaben i begge Hemden medens hele Vagtcn hang snortende ved derteö Axelstcerf blandt de tvsmnie Harnister Paa Binduespillerne. Han udbrød ved dette Syn t en "hpj Latter, og da han nu horte det besyn derlige Æventyr, rystede shan smilende paa Hovedei. »J hat drsmt, min gode Gtev den-ritt eller, rent ud sagt, haft et Berges Vin for meget i Pandent« —- sagde han staunten —- »Jeg mærlede det not i Gaar Aftesz men mod I« « oisse Karte km J til visse vcket gedru! J hat tit Gavns hast dem til Gæk i eders Lystighed.« »Saa sandt jeg levert Heere Konget det er ingen Spazi« —- tog Greo Henrik heftig Ordet; dog nu degyndte Lansetncegtene, den ene efter den anden, at gabe og sttaetle fig: men da de fandt sig bundne til Harnistktogene og saa Kotigen med Grev Henrik lige for sig, teede de sig helt im derligt i deres Stroek og Undseelse. Kotigen vendte sig bort sor at dcernpe sin Latier, mens han nu dog maatte kirrte streng; men Grev Henrik harmede scg over han-Z Bantro og muntre Lune. » ,,Kast den hele Murmeldyr-Vagt i Taarnet!« —- bsd Kongen — »der kan de sove 24 Time: endnu! saa kan de del saa ndsovet og holde Øjnene aabne en anden Gang! J selv skal slippe med at finde jer i min Latier!« —- til føjede han og gik med Greven ind i den ansden Stue. — »Herester kan jeg hverten tro, hvad J eller min kcere iDrost Aage see og hører i Maanestin. As lutter Kike lighed til mig ser J Forrcedere i alle Kroge og gør luttet gale Streger om Kap. Hat noget Menneske set Mage til Drahantvagt!« Kongen gav nu sin tilbagetrængte Lat ier Luft, da Tøren var lutket til Baqtstuenx i Grev Hen rits halve Paallaedning og sorstyrrede Udseende fandt han« sin Mening oxn Sagen-H rette Sammenhceng bestyrket. ,,J forncerrner mig med eders Toivl, Heere Konge!« — tog Grev Henrit atter Ordet med dcempet Hestighed og kastede sin Kappe om sig; — ,,dog saa lcenge J kan udle edcrs tro Tjeneee, er J, Gud ste Takt ved god Helsen, og det bør itte fortryde nogen cerlig Mand. J kan vidne, Karlel« —- Vedblev han iorig og aabnede atter Døren til Vagistuen og de forbavsede Lansekncegte. — »Nei, det er sandt, det ladet J nok vcere, J Sødnetryner!« -—— raabte han harmfuld —- ,,J Taarnet med jer fluksl og J med, darvaagne He. Drabant! J fortjener aldrig mer at be Firer nogen Vagt om Kongens Person« : Den unge Drabant, der nu ogsaa sokfærdet var Jvaagnet og havde befriet sig fra den ydtnygende Stilling, »sortalte til sin Unsdstyldning hvorledes han paa en abe gribelig Maade havde tabt stn Bevidsthed, ester at have inydt et eneste Bceger as den Aftendrik, der var sat ind til dem Saaledes var det gaaet dem alle. Kongen bled en idelig alvorlig og lod Sagen strengelig undersøge. va Ider haddc bragt Dvaledrikken tunde ikke opdages Jngen iaf Kongens Folk vidste det mindste derom J Ridder loftet var ingen bleden vcekket. Den garnle Generalsu perior maatte vcere bortsjernet af Forræderne: han var ingensteds at sinde. Da Bispen og Abbeden sra Sino tlosteret horte, hvad der var stet, syntes de i højeste Grad forbaosede. Bispen ytrede højt den «Meninsg, at det vist havde været de missornøjede Gildesbrødre fra Studen, og at Overfaldet rimeligvis havde gjaldt ham. Siden den sidfte Samtale med de gejstlige Herrer havde Kongen forandret sin Rejseplan og befluttet straks at tage til lHel singborg, for derfra med Jver at paastynde sin For-mee ling og felv berede alt til sin Bruds Modtagelse. Hatt frabad sig koldt og høfligt alt videre Folgeskab af Bistop Johan og Abbeden sra Skovklosteret, der helt tavse ogss Jbetæntelige begav sig paa Bejen til Rostilde, hvorimod iden ganile Provinsialprior Olaus seemdeles efter Kon genS Ønske fulgte ham, for at besørge den fravcerende Kanslers Forketninger med Brevveksling og alt sligt. i Da Kongen faa Timer efter Solens Opgang fotlod tsin Kongsgaatd i Sorretsløs og gik over Højeloststilliem hvor Grev Henrik havde holdt den besynderlige Nattevagt, greb han Grevens Haand og tryktede den hjettelig. »Halt J kunnet slaa mine Fjender paa Flugt her med snortende Karte Paa Knag, maa J tunne knuse dem med vaagnie Mcend i Panser og Plade. J er fra denne Time min Marst, Grev Henrik as Metlenborgi med samme Myndig hed i Krig og Fred, som Marsk Olnssen Biler!« — met-« disse Ord rakte Kongen ham en Pergaments Rulle med Brev og Segl paa den nye, høje Værdighed. ,,Naar jeg en anden Gang ler ad edees Heltegcerninger, kække Greve! og kalder dem Drømmesyner, maa J kalde mig en vantrs Thomas-N —- vedblev han. »Fra jeg red paa Kæphest, hat jeg hast lige saa mange Dødsfjender, som min Fader havde Mordete« — tilsøjede han alvorlig og med bevceget Røst —- ,,dog — saarncend! jeg takker Gud og Vor lære, hellige Frue for mine Fjender: de leerer mig fast daglig at tende mine tro Venner.« Grev Henriks Øjne sttaalede as Glæde; han taktede Kongen med hjertelige Qrd og sulgte ham ned ad Høje loftsbroen til Slotsgaarden, hvor det talrige Folge alt ventede dem til Heft. Grev Henrik svang sig munter-i "t Sadlen med fin nne Bestalling i Haanden og uddelte strals, som Marsk, de nødvendige Besalinger til at sor følge og efterspore Fotkæderne. Da man ted ud as Kongsgaarden, savnede Kongen sine to kæreste Dystløbhingste, og han blev heftig sortørnet. »Saamaend! det er værre end alt det andet!« —- sagde han og saa sig om med saa strengt et Blit og saa mørkt et Aasyn, at de unge Riddere saa sorunsdrede til hock andre, og den gamle Provinsialprior syntes at have et sormildensde Ord paa Jungen. s (Fortsaettes.) B. S. Jngemanm Valdemar Seien imelag 80 Cents. Jndbunden 81.20s Erik MenvedS Barndom. Jndbunden 81.20. PrinS Otto af Danmark og hanS Samtid. Omflag 80. Jndbunden DISC DANISE LVPK PUBL· ROTHE Bleib Rohr-.