Te Unges Afdeiing
Karte Betragtninger
paa Rim.
Uddrag af Salomos Ort-Imag
ens Hmtd Schnitt-y
XXIIL
Kap. 117 Vers 28I
«Hvo, fom fotlader sig paa Rigdom,
han skal falde;
seen de Netfcerdige skulle gtønnes
som et Nod-«
Saaledes den himmeIske Vigdomstpft
Vatslende vil kaide
Opmaerksomheden frem for hnab
aldrig splges nd
Riadom oa Selvrvohetfens Gnve
broduligsindet siceldent sandte-s i Verhen;
Rigdcm gis-r fin Eier fordern-esse N sinElwe
Tomhed tilfidn er doa alt for hans Jhcerden.
Hvad er vel iusi sn Gniets Lod,
mmr man det m betragter2
Det. sem hejst hcm i fin Livsfcrtd agier,
for ham just blivcr Todens Brand.
Sau sorgelig mange of alle Kraftet
just btger eiter
det imnldrenbe Gods og forfasngelig Æke,
- Iom Tnoe kan fjiwle og Rast fottcete:
de glemme den Lcrre,
at naar vi standfer vtd prms Port,
det bicklper ej stort
om her vi var Kiifer hvad eller Tigget —
«thi sont man reden fault-des man ligger.«
Ja, vandt vi end Alvetdens Gnld og Akte,
eg kunte Rat-n iom stets- paa Jsrden beere,
med Manier suldt af Irud og Held og Syst
hoor var del dog en singe Trost !
paa Veien mod den sjerne Ryst, ’
hvis Guddomslyset ej vi hnvke inde,
ved Hnsp as hvilket vi stal Faden sinbe!
Hvad brydek vi os da mn Kongens Sal.
naar vi kan greinnes som et Blad i Skovens
man ikke ftisies kan af Hofma11dsptagka17
naar man sig føler hjemme i en certig Drath
og aldkig kan for Verdens Guld vi kncele,
sanlcenge vt i Kirkens Ly kan drcele —
hvad Verden kaldek stott. gjsr Jngen gladz
Retfærdighedens Udvalgte gremnes som et
Mad.
Om hvad der kaldes Lykke var os huld,
og om vi knnde hobe Tynger vp af Guld,
i Kraft of dette over Mængden byde —
hoor stulde vi det bit-etc doq fortrybe,
tm Hjettet beugte limende fast
ved dem Forgjængelighedens Muld;
thi om nu midt i denne Jagen Hjettet drast.
bet hele vil sig vise tun com Small-.
Sau vil vi ikke hige eftet Vetdens Guld,
hvok Synbens Smuds dog fast ped Glandsen
liebst,
det kom as Muld og det stal blive Malt-,
pq ben, fom spg.t dec, bog knn mod Muld
jord siteber.
Knn erklig kaut-, Retfærdighedens Sind «·
sub Kjætljghedens Oid paa sandbm Leber
san iooxt biette Ins-e Himlen ind:«
ans Kjætlighed hoer Muldets Tanke dræbek
Ihi tun i Kjætlighedenz Solglandsbad
san gtpnnes fmukt Retfætdighedens Blut-.
Et saligt Bytte Gud Herren us stjænkey
naat hisiet blandt Engle i Fud you pg
banker
Fot Smertetaab
faea vi Evighevsdaab,
pg Binger istedetior Lenker;
for Tjsknekmt
fast vi Salighedsstat
og aldrigtwisnende Palmen
ja, maaite vi sukke og bede paa Jord,
iaa stal vi hist, nam blandt Engle vi bor,
vel syugesde dejligfte Salmer.
Ftoken Bruns Missionskurv.
En Fortælling af Mes. H. Charles.
Oversat af M. T.
Monsau
Paa denne omtalte Morgen paa hvils
ken vor liue Fonaljjng begyndey sad
vot Pia-Ist oq saa sin Breooost ooer
forend yon distribuerede Breoene, og
fandt iblandt dem et nnd et udentandst
Poftmcerke ,Kalkutta!« ranbte han
es let von daode oetraqtet det en Tib;
«hoem i al Beiden kunde jtrioe til mig
fra Kalkutta!« !
»Det er vtst en Fejltagelse, kære,«’
sagde Fru Graham, »euer det et maaste
en nf Ronalds Venner.«
Rona1d, sotn var nu med hans Regi
ment i India, var den eneste Oøn og var
alttd for-est i sin Modetg Tanter
»O, aaben Brevet, kære Onte1,faa
vilde vi alle føle bedte,« sagde en ung
Pige med et smukt Ansigt som reiste sig
og stod og soa over Præftcns Statt-en
»Læs dtt sclv kære, for nng gerne
det set ud fom det var mere for djg end
mig,.« sagt-e hin, og tilføjede efter at
han havde betrogtet det en Tit-, »maaske
det er en sorn beder om Alsnisfe.«
»Du er en of Ronalds Rennen er
det ikte?« ipurgte Ftu Graham.
»Det oed jeg jtke Tante,« sagde hun
idet yun begyndte at lcese.
Kalkutta, September— 1862.
Kett Herre. '
Jeg striver herved for at bede om
Detes Benstcb for en ungSlægtning,
sotn er nod til at torlade sit Arbejde her
for en Tit-, vg gaa tilbage til England
for at genvinde ftn Heil-red, sont er
acht-rast under overanftrcengende Ar
ber iMisfkonsmsrkem Ebers Sta
har maaske fortalt Dem om mig, vg vort
lange intime Venfkab maa vare min
Unoftyldning fordi jeg beder dem om
denne Tjenefte. Dersom de bycer
Moreton velkommen først for Ronalds
Styld, vil De, erng overbevift om fnakt
aøre det for hans egen THIle Hang
zadkr havde Kommando over vort Regi
ment for nogle Aar siden, dode under
Arbejdet. Moreton hat Ordre at tage
pas Landet ved V —, sum er i der-s
Nabolag, og det vilde vceke meget takt
ikommen om de vilde se ul ham en Gang
Jimellenk
Eners,
»Aktt)ur Gordon.«
»Im var ganffe siktcr paa at det
havde noget at gøre nnsd Ronald. Det
s«-gde jeg fra det Miste-· bemætkede
Ftu Graham med en tilfredz Mine.
,,Oberst Gordon,« sagde Mtnna,
»dem er Ronalds Broder foicer, rr han
iste? Men han siger itte hoad de Or.
Moreton koinmer.«
»Hm kom naturligvis med dette
B1"ev,« mente Prcesten.
»Vi bllver nnd til at vise ham Peinig
ykd Iost Raitale skyld,« sagde Fru Gra
hacn; »stakkels unge Mand,hvor beklage
lgs at yan slulde gaa og ødsle dort sin
Helbred og Evner i dette fcugtelige
Land, saa langt borte jra andre Men
In ster. «
»Jeg tror ikke at han synes de er«
o d s let both-« iagde Minna stille. »Jeg
husker at jeg saa He Moreton fort-nd jrg
sorlud Jndlm Han er jkke en Mond
iom vilde angre noget han engang havde
paarazet fig, ford! han vude udregne i
Forvejen hvad det vilde koste. «
»Aa Stroh Minna!« sagde hendes
Onkel, med est Blanding af Mildhed og
Ærgrelse 1 hans Stemme, »der var syo
Aar siden—hvor meg t kan et Batn
paa tolv Aar forstaa sig paa Karakter?«
og samlcnde op sine Papircr, begav han
sig til sit Studerværclse.
Minna Gtayam var en forceldreløs
Dotter af en af Prceftens yngre Brødre.
En dyrebar Ven tog hende med sig fra
India, og efter en længere Reise 1 Ud- ;
landet kom Minna tilsidit til at bo paaj
Præstegaatden. Jndia yet-des Jst-e
land hvor hendes lykkelige Barndoms
hiern, stod yavde for hende den dybeste
Interesse. hun Vavde længe Instet og
haabet at hun kunde engang resse nlbage
og gsre noget —- hnn vidfte næsien ikke
hvad til at formilde Tilstanden as de
stakkels Hindukvindey af hvis Isrgelige
Liv, hun vidfte mere om, end de fleste
engelste Pigek, fordi hnn havde været
gammel nok til at huste hvordan deti
Virtelighed var. Hendes Tante og On
kel var meget gode og kceklige og behand
lede hende socn deres eget Baru; men
de havde ingen Anelse vm hvad det var
iom tørte sig san dybt i hendes Sind»
De fyntes hun var alt for tankefuld og
alvdrlig for hendes Alder, og syntes
itke om at tale om faadanae Ting; de
fyntes var over heudes Forstand. Sank
des, ocn tilsyneladende nedtquset, wis
ede Haabet, Længselen deftomete, fordi
den ikte sit Lov til at udfolde fig, og ad
uykke sig i O:d. «
katc Kapitel.
»Im sidder netop og tænker, Patrey,
at det var fedeliqt, at Kurven tkte gtk
til Friets i Gouv «
,,Jeg har felv tcenkt det samme, Frei
ken; men der er mgen Skade net, Fro
ken Janne, eren knn ligefacwel gaa
næste Mannez og Keule-n er magste den
bedste Tld for dens første ,,-Besøg.«
»Sandt Pattey; og maafte ved den Tid
kan jeg tcenke paa nogct at lægge i
Kurvenz medens jeg kkædte mtg paa i »
Mutges, stod jeg og tæntte hoilken god
Plan det vtxde vcere at lave Stoyoldere,
eller Lommer til at holde Sko sont kunde
hcenges paa Væggenz oi kunde sy dem af
Brun Linned Tok, .og kaute dem med
rede Buond, og brodete »Sko,« ell-:
Morgensto, paa Udsiden med rød Bro
derigarn i smutte Bogstaver. Jeg .
kunde laune dig nsin Broderbog at sy
Bogstaverne efter. for mine Øjne er ikke
saa gode jom de hat værcs og jeg er
bange for at jeg kunde tkte se godt nok
til at tcelle Traadene.««
»Du er heller ikke nødvendigt at an
strenge Dem, Ftøken Janne,jeg tan lige
saa vel gøre det for Dem «
»De vil være saa nmtjg, ser du Pat
ten. Jeg ttornok,v1kunde fælge dem. «
»Visselig kaen, jeg er sikker paa at
vi kaude, vg vi kunde hænge dem med
smaa pæne Ringe paa Udsiden og du«-ge
et dobbelt tødt Baand izennetn dem. «
» Ja det vilde vcere ssnukt Pattey, men
et bobbelt Baand vilde koste saa meget,
og du ved vi hat san liden Fordel iom
oet er uudtqgen, « sque Festen Brun,
efter lidt Betaut-nag. «Jeq var dristig
not til at hbe et helt Styktr. «
»Det er lidt billigere den Bei Freien
Janne. Jeg faa imnkt todt Baand
den anden Dag hos Fru Tomkinfens til
en Penning for en Yard, men Nipence
for »iolo.« .
« Zandt Pattey men der er Brudert
garn fom kostet Topence hoer Rnlle, og
der er saa lidet paa does-, og ter er det
brune LinnedsToj sont er saa smalt,
og det koster en Snilling. Jeg tør ikke,
jeg er nød til at voeke paapassende hvis
vi stal tjene nogct med det, til Gudsz
Riges Sag. «
Synes det alt for fmaalig for dig.
kaere Latier, at hare om hvordan en, med
ringe Midler og nieget faa Penge,pwver
paa alle Maader at anoende endog en
Penning til det allxsrbedfte for vor Hier
res Sog; for at hjoelpe de, soin har al
sdrig dort ein ham, al Kæiligliedens Gad;
for at hiælpe dem frem til Lyset ogLi
»vet, sorn bar aldrig hørt om det? O,
Jnejl det vil du ikfejynes naar du tænkir
Iover,at der er intek ,,iniaac« eller »stort«
Ifor hain,ion1 har dannct Stiernerne pga
IHimmelen saavelfom Sand t Haoet, og
Honi dar sagt at ,,endog alle ever-Z Ho
lvedhaar ere talte.« .
i Der er en inegst indskrcenket og kon
iynet Maade at se pna Sagen, som kunne
faa Frøken Brunz Fremgangesmaade til
at se »5maalig« nd.
Hendesz Hjcrte var stort nok og det er
dctte, fom vor Herie ser paa, det er
knn Mennesler som ser Paa det udvoi
tes og ved ikke noget om det sont røre
iig i Hier-ten
Huld-IS Hierte var saa start at dersoni
hendes Midler og Jndflydelfe var lige
sia stor, vilde der iike vcere nogen sokn
lud forgaeves oni Picelp, iblandt den
store hedensle Macedon omkring os.
Dei er en af de mest dunkle og give
ftoaelige Begivenheder i Forfynets Sty
relse, at Villien og Midlerne, til at
udrette store Ting for vor Herre, er saa
ijcelden fundet yos den samme Person.
De Rige har, men undskylder sig med
at de har saa «nieget at gere, med deres
Penge,« at de kan kun undvcere en rne
get liden Del ef det til »Alntisser,« sont
dei Regelen kaldersalt iom er given til
vor Herre.
Der er noble, høxsindede Undtagelserz
men de mindfte Midler og de største
Vierter hører i Regelen sammen; ag de
sotn ikke har mere end de ser trcenger, i
de fleste Tilfælde, har Villien til give
ders Alt. »
Det er en Del af Gnds Plan, at de
svage Ting af denne Ver-dem stnlde
overgaa de stærke.
Frøten Brun havde en Æske, i hvålsl
ken hun lagde de Per.ge, socn hnn todte
Materiale til hendes Knrvz og en til at
gemine Fordelen i: hun plejede at op :
gsre hendes lille Regning hver Jul, til;
Missionen; iaa at Kurer kunde altid
begynde det nye Aar styldfri.
Frøken Brnns dele Jndkonist varl
lidet under et hundred og fem og tredive3
tPnnd orn Aaret: af dette var en Wende-;
del lagt til fide, som oni det itke var»
hendes — Guds Tiendedel —- tretten
Pnnd fom flulde bruges ndeluklende til
Herrens Sag.
Denne Sucn vil maasle synes ftor for
mange, til at give til Missionem scerlig
for dem forn synes at gøre fin Ptigt
naar de givcr nogle Skillinger af deres
Overflod som de aldrig « snvnerz inen
Frøken Brnns Jndkomst var ikke stor,
og de tretten Pand kunde ikke alle abgi
ves til den Sag soin laa ncermeit hendessl
Hierte nien han blev nnd til at dele dein :
til inanqe andre Tsng sont krakoede ben
des Hjælp. Forst var det en hellth
Pligt for hende at hjælpe en fattig
Slcegtning som hendes zader hivde nn
sket hun skulde se efter, førend hnn døde
Denne Slcegtningvar laxn og hande·
vceret nød til at holde Smqu i over
tuoe Aar. Hun havde en lille Pension,
netop nok til at lobe de allernødvendigfte
Ting, nien den halo Krone hun fik af
Frøken Brnn hver Uge, gjorde megen
Forstel i bendes sorgelige Liv.
Denne stakkels Dame doede i en lille
By ved siden af Siden, mange Mil ira
Crutched Feiers, i et pænt lille Værelie
med en fniut Udsigt over Sinn. Pan
Grund af den lange Bei var Frøken Brun
ikte ret ofte kommen til at besøge yendez
men de ti Shilling om Ugen var regel
mcessigt sendt, og med Glcede modtaget.
Festen Brun, i yendes Deltagelse «vr
andres Nød, glemte ikke først at sorge
for sine egne Slægtninaer.
Ud as de andre syo Pnnd betaler hun
sin Subslribtion til Kirer og andre A -
misser og en lille Snm var vrngt sil at
at løbe teligiøfe Beger og Bibler for
dem i Menigheden sont var saa fattig,
at de ikke selv kuade fide nogen; ligele
des ksdte hnn Klæder og andre Ting till
trængende fom hnn bei-gie, og hendes
Jnlegaver ttl trængende socn hnn glat
dede siq ved at overrafke dein ined hverh
Aar, og andre finaa Udgifter soin kam
paa nventet, havde hun altid nogle Stil
tinget lagt tilftde for. Gortjeettey
·Børnenes Afdeling
Dct første Stumm-.
OTHER-)
»Hm du laoet mange scnukke Hausw
arbejderi din forrige Stole?« spnrgie
hun. «
« eg har slet ilke havt Haandardejde
li Stolen-·
! »Mcn del vor jo slemt, hoem hat da
»lcert dig at str-tke?«
»Mm Moden
»Hvor mkget har du da striklet has
heade?«
»J«—’g bar ikke In«.n føifte Strompe
ftesdig,« sagde Grete skamfuld
»Mendu pagier jo flei ikke i denne
Klasse, Baru! Tag nu ncefte Gang din
Sirmnpe med, at jeg lan se, hvorledes
du stritten «
Gretc blco mcget forskrækkct, dette for
særdelige Stritkeroj, ooig ikaroe skiftede
fra graat til fort, iunde hun umulig
frcmoiie for alle Borns Ojne ,,Maa
jeg iike helle-re begynde paa en ny
Strønive?« sourgte hun.
»Jo, her has mig strilke alle det
samme, men jeg oil blot se den. For
Tiden strifle oi fixie, hoide Bornestrow
per med Mønsteo Otiilie, ois mig dit
Arbejde.«
Omlie kom med fit Stritketoj, og
Grete foibaoscdes over det smnfke, rene
Arbejde, som var saa pcent strilket, kg
nu begondte alle at strikke ligeiaadan.
»Du du dog ilke har noget Arbejde,
tan du gaa hjem,« sagde Frokenem »jeg
ssal gore et ArbejdeiStand til dig, men
glem itke at tage dit ganile med.« s
Grete maattelove det, detpaa tog hun
sit Tøj og gik langsomt bott. Da hunl
havde Stolen bag ved sia, var hun til?
Mode som en zugl, der er sluppen ud
afBuret.
Hvad havde hun itke opleoet denne
Formiddag; det soretom heade, som hun
havde voeret borte i lang, lang Tid. »
Hjemvejen fandt hun, men Gadedoren
var luktet, der hang slere Klolkestrcenge,
og da Grete boede paa 2den Sal, stulde
hun have benyttet den Zdie Matte, men
da hun ikxe kendte det,s tog hun den ?den;
hun tænkte ilte paa Stueetagen, og da
Gadedsren gik ov, lob hun op ad Trop
ven. Da him kom til tste Sal online
des Entressy og en gamknelsdags tlcedt, »
ældre Dame med et vredt Ansigt tomi
Hid, medens en lille, artig Moppe gøede,
saa at Grete btev angst og bange-.
»Hvad har du med min Klokke at be
siille?« snetrede den gamle Dame, »Da
har neppe vceret et Var Dage i Huset
oz vil allerede gote Nat ad mig. Stamme
dig maa bu. Hvad hat jeg gjort dig,
maa seg spøtge?«
Dermed lutkede hun Daten heftig i.
Grete stod aldeles tavs; aldrig havte
nogen talt saa batstt til heade, det
maatte vcere Freien Treppner, som Lkne
haode sortalt omz hun saa itte nd, som
om man lunde holde as hende —- og saa
den gruslige Hund! Grete vidste itke,J
for hvem as de»to hun var mesk bange. »
YIerst oprørt ilede hun op ad Trop
pen, men glemte straks sine Oplssoelser
ooer Spøkgsmaalet, hvorledes Moderkn
haode det og hoad List-gen havde sagt.
,,Doktoren siger, at endnu er der in
gen Fari-, men Moder maa være gansse
rolig og maa · Tet ikke tate,« svarede
Leue
»Mssn jeg maa dog vel komme ind til
hendc?««
,,JDag»ikke, Fader has- udttykkelig
sagt det. Hnn sover for det nieste, vcet
kun rigtig stille i Tagligstnen. «
Grete lmtede ved Sovekammerdoren,
alt var stille. Hoor gerne vilde htm
haoe formlt Moderen om alt og udost
sit Hin-re for hende, som hun plejede.
Hun saa fig omkring i Dagligstuem
den var enonu itke rigtigt fcerdig indket
tet. Grete folte sig sremmed der. Hun
saa nd ad Vinduet og saa tun de hoje
Dass-, som saa meget graa og møtke ud
paa denne Efteraargdag Aldrig for
haooe hun føtt sig saa ene, hnn stod en
Stand og gkced bitterlig.
Da lutkede Lene Doren op og jagde:
·erte, hvokfor blioer du dersaa alene,
kom hellere ud til mig, jeg hager Pande- l
kager,’ og da skal saa den forste.«
Grete tørrede fine Øjne og folgte
Leite.
»Du maa itke grcede saa meget, Baru. «
trøftede Lene, ,,Moder blivet nok snart
rast igen med Guds Hielt-, rg saa have
vi dei igen saa rart sammen. lForteel
mig hellere lidt om din Skole.«
Nu stode de to sammen og pasfiarede,
Grete spiste sin Pandetage og sagt-n
-,,Lene. ved du, hvad der etdkt allerver
ste?. At jeg ital have mit gamle Stritkos
tsj med i Stole. «
»Dit Strikketsi, det kau du ist vise
isten-, det maa man so stammt ftg um«
»Men jeg mai-, Fiskenen vil se det i
nieste Time.«
Lene fvarede ikke, nien da hun gik ind
til Fru Reinwald med en Kop Sappe,
tog hun i al Heknkneligbed Gretes Stric
ketøj nd af Moderens Arbejdskurv og
puttede det i Lommen: senere, da Grete
rar inde iSiuenjfastede hun Stifters
jet ned i Kettenbvrdets Skuffe og sagde
ved sig fett-: »Nein Frøken Klingen
jtein vil se den, kan hun hente den her.«
Da Faderen koni hjem til Middag,
bad Grete hani endelig at købe de Ting,
Fristen Zimmern havde stkevet op.
De gik ud samtnen efier Middags
moaltidet og gjorde Jndtøvene. Grete
viste Faderen i den nye Læscbog, hvad
de læste, og spurgie, hvad det var at lcese
! -ned Udtryk, som Læterinden ansiede.
! ,,Hør en Gang efter!« sagde Faderen
Yog lwite nogle Linier op af Bogen i m
Hueget ensformig og ligegyldig Tone, scm
Lgentog han de famcne Linier med saa
Hin Iget Udtryk og Forstaaelie, at det itraks
den Grcte klan, hvad dei var at læse
lined Udm)k. Hun lcefte derpaa en Hi
Jstorie for zadereih fom koste hcnde og
Iglædede sig over, at hun gjoide sig
iumagez hun havde gerne talt !ænqere«
med Grete, men Moderens Tilstand
-opiyldte hani med Bekizmring, hvorfor
han gik ind til hende.
Førend Grete gik i Seng, sagde hun
til Lein-: »Im er ikke i Stand til at
finde mit Strickes-Hi Men, Lene, naoi
j--g ikke kan finde det, kan jeg jo ikkc vise
del frem. «
. Qg Lene var glad over sin Snildhed,
»hun iroede at have gjort det rigtig godt
ifor sin Y.idling, men det var dog ikke
JTilfceideL ktogede Veje fører sjeldent til
«Maolet.
) —
! Tolvte Kapitel
s
Ell sletn Mistanke
De folgende Uger vate megei svære
for statkets Grete. J Stolen var alt
nyt og vansteligt, og niemme havde sau
vel Fadeten som Lene not at bestille med
Modereng Sygdoin J Dag dar det
gaaet Grete særdeles daarligt. Hun
havde faaet to Anmcerkninger, sotdi hvn
for anden Gang ikte tunde stn Lektiei
Geografi.
Vedrøoet git han quring i Fritvar
teket, hnn havde ingen Lyst til at lege.
Herinine savnede hende og sagte ester
hendep
»Tager du dig det nieget nær med
Anmættningerne?« spnrgte hun. »Hu-or
sfor havde du itke lætt din Lektie?«
s ,,’Men seg har jo lcert den, « raabte
Grete foitvivlet, »jeg hat tcest over to
Timer paa den. «
«Men du kunde jagen Eing, da Iw
ten Z mmern horte dig.«
,,,Alt hvad hun spnrgte ons, stod slet
ikke i min BogB
’ »Bitte din Bog do itte er sortert, tad
inig en Gang se. «
» Bogen var rigtig, men Grete havde
taget sejl as Lektien og leert et andet
Sted og tre Gange saa meget, sont hun
havde havt sor.
»Der siger jeg til Its-komm « caabte
Hekknine, »in-n bate sitaks med.« De
bankede paa Fkøten Zimmcrns Der og
tkaadte ind.
»Ja-ten Zimmetn,« sagde Hertnine,
»Grete sonder endnu ikte Bestedi Geo
grafibcgen og bar lært noget helf andet.«
»Er det sandIW spurgte F1·økenen.
Grete oiste hende den lange og— dunste
lige Opgaoe, nun havde lækt, og sagde
den uden FejL Frøtenen horte winke-t
sonit til og sagdez
»Den var en vanskeliq Lettie for djg,
du hat vceret Eneget flitti·q, ser seg« Dkt
gør niig ondt, men Anmærtninqetne
maa du beholde, de slettes aldrig nd;
det gaak so mangen Gang i Livet saa,
at m faa Stle for hvad vi ikte have
gjort. Detmcsd maa man troste fig, jeg
ved jo nu at du hat været flittig, og
j g er tilsreds med dig, saa niaa du vg
saa vcere glad. «
Grete var ogsaalmeget glad; hun solte
om hnn end endnu itte holdt saa meget
asLæterinden, at denne dar tilfreds med
yende, og dct gjotde hende helt lytkelig
»Vis du Grete Opgavcrne i heades
Bog, Heimwe, « sagde Frotenem »det
glasder mig, at J slutte Eder samtnen. «
Da de korn ud i Entreen, tog Grete
Der-inne om Halsen og dansede rundt
;med hende, Hermine raabte ganste sor
sbavsen »Men Grete, saa lyftig har jeg
aldrsg set dig fst!«
Grete var iaa glad og legede sornvjet
ined de andre; hun tunde mi godtlide
sine Kam-neuster unt-tagen Ottilie
Lilientrand, sont altid gjorde Nat ad
heade.
» Haandarbesdstimen var endnn den
vatste tot Grete. Hv- havde its-di
snden den gantle Steinenka og hard
»t,flttet at den var itte til at finde
Ist-ten Klinge-Nu tmde heude itte;
»
imidlertid beghndte hun paa en nh
Strsmpe for Grete, Inen denne lunde
itke sttilke den vanslelige Vort, sonI nat
high..l)t, og hendcs Albejde ttevledes
sdestandig op, Garnet blev snavset, op
iLceIerinden skcendte og blev gnaven.
« »Se nn en Gang diI Ardejde vcd Si
den as de andres, « sagde hun, »tag dit
Strikletøj her den, OttIlie, og hold dct
hen ved SIden as Eueres-. «
Ottilie var strakg der Ined sit·smnkle,
hvide Arbejde, og Grete stod slamsuld
Ottilie sagde hannende til Frøkenetn
,,Mln lille Søstet, som ikkc gaar i
Stole, strilker bedrc end han«
» Jet oil jeg gerne tro,« sagdc III-:
kenen, »te er spildt llmage.«
Grete beslnttcde ved sig setu aI lage
SIIjsletoIet mcd hsern og øoc sig der;
bun oidste, at del Isar sorbudt, nIen hun
kunde ikke holde denne Slam nd. Da de
andre von nanedsz bin-I lmn lIdt lIldage
og skyndte sig op ad Trank-en soc denke
det, Inen saa sont lmn ; Hu, ,at hun ntI
var ved at qute,dvad der var forbndt,og
tun vendte om n ilI paa Trappen
Hvad vilde Gud sige, som san hende,
dg dendeg Forceldre, naaI d e sik det at
vIdeP Nes, hun vilde itke gos« det. Mcn
hnn blev ilte ubemætket, hun nIødte III-In
lIg en af de celdre Piger, som konI Ined
eII hel Del Sytøj, og netop Iabte en
Rnlle
»VIl du tage den Rnlle op for mig.
du Smaa « bad nun, ,,hvad skulde du
ovenpaa?«
»Jng n Ting.« soarede Grete, Iatle
hende Rullsrn og lob sin Ves.
Paa Hjemvejen Inødte hnn Festen
Treppner og den lille Moppe.
Hun gik den til Frøkenen, gav dende
Haanden og sagde:
»De Inaa ikke være vred paa aug, .
Fee-few jeg par slet ikke med Villie kin
get paa hog Dem; jeg troede, det vIII
ookKlokle. «
Hunden so I los paa Gretes Ben,
Inen Frøkenen kaldte den tIlbage« og
Grete vedblev: »Ha! der vceret -B-rn,
soIn ringede paa for vat drille Denks
»Dethar der rigtignok. JntetStedd » -
ere Bornene san ondslabssnlde soIn her;
de sorbitre mig Liset« .
,,.Ak « sque Grete og tcenle pag Ot- .
tilie, zsaaledes gaar det ogsaa mig, soa
passe di godt sammen thi de sorditte -
ogsaa Init Liv. «
,,.Dtt?« spntqte den gamle Frsken sor
davset dg sao paa Gretes blomstrende
Barneansigt.
»Ja, det er gaaet Inig saa daakligt (
Dag, der et en as mine Kamnieiatey ·
soIn spottet miß ved alle Lejlighedet og
jeg tan ille sinde nd as Sttikkentpnsteet « «« « "«
Gretes S«emme var« saa dedksvet, at
Frskenen ille knnde tvivle paa, at det ·
var hendes Alvdt
»HVad strikke J da I Stolen ?« spntgte «
hun. "
»Gansle sinc, hvide StwnIpeI med en
svcet Bott, Ieg sindet ikte ud as det, og
Festen Klingenstein bliver ntaalmodigexe
sor hver Gang- . Jeg Inaa ikke tage Ar
bejdet Ined hjeIn, og det lunde heller ikle ,
nytte noget, Moder er »syg, log Lene Inn
vist ilke strikkeKEdeborten. «
Er del Kædeborten7 Det er ogsaa
eII Ide, hvor Inn Inan sorlange, at
Born stal strikke den!·« brummede den
.gamle Frølen
De date nn lomne hjem Inen do Grete
vilde gaa ind med, gøede Moppen soc
fcerdelig dg vilde ikte tillade det »He-n
holder ikle as Born, « sagde den gamle
Ftotcm ,,hank ved, de dkille Inig det
holden haII illeas « Hnn gov venl xgl
Grete Haanden og gil ind i sin LeslIgs
ed
h Da Grete tom hjein, kom- Lem- hende
hemmenghedssaldt i Møde og sagt-c,
der var nogen;«i Dngligstuen; son» nllde
tcele med heade. Grete lob ind og sandt
til sin stotste Glæde Moderer sIIIn havde «
faaet·Lov" at staa op og sfpise til Mid
dag Ined de andre. Alt havde nu at
helt andet Udseende, Værelset dar WI
geligt, og Maden smagstek Ineget dedre,
alle takkede de Gud as ganske’HseI-te, soaI
havde holdt sin Haand over Moderen,s
« OIn Efternnddagen læste Grete flittigt
paa sine Lektier; da lom Moderen den «
til hende, sit-g IInt over hendes Haa:
og sagde: »Du er jo en slittigx lille
Pigel hvad besticer du nu?«
»Im-H hat jeg skrevet, og Im laste
jeg min Psalme. « .
Skal jeg høre dig i den«-«
»Tror du, at dn kamModerW spuegte
Grete helt lyktelig.
»Ja, det kaaneg nol· « Grete sagde
Psalmen stem. »Der gaar so ket VIde
sagde Modena
,,Men det er ilke godt aol endnu tIl
vor Brief«-·
»Er han saa streng?«
«Nej. men man vil saa gerne gsre del
saa godt soIn Innligt sot hatt Jeg
nilde unste, Moder, at dn tendte dani,
du vilde ogsaa loIIIne til at holde as
han«
»Im bild- qeme ltm hm at leide
oq hunder, at det Inl lade sig got-,
naar jeg er rast ice-X
MWO
