Snsnnne Gaguebim
Hittcbarnet.
Autoriserket Overrsættelse ns
Bette Heil-ein«
(Fortsnt.)
Her nslnsødesz lnnt ns Freien Mand, der kont lige
ind ad Toren sont en Geldst, der er vis pnn nt viere Del
kommen.
»Wind hnr Te dog bestilt snn lnsnge?« spnrgte hnn
og nnermede sig.
»Im læste, sottt De ser,« svnredtr Ajutee og pegede
pna den nnbne Bog.
Mond snn sørst Pnn Lilinteth snn pnn Bogen.
»Er det en sorgelig Historie, Te hnr læst?«
»Nei, livorfor?«
»Fordi De link grwdt.«
»Det ved ieg slet itke nf: jeg hnr væket san own
gen as ntine Tattker.«
Mnnds lille merke Ansigt fik et nroligt Udtryk: »Er
De nlykkelig? Vil De rejse bort?«
»Nei, nej, ikte sor nlt i Verden,« svnrede Aintee
med Banne
Et tneget pludseligt og ltjerteligt Kys lønttede hens
de for disse Ord·
»An, De ved ikke, t)vor det glæder mig; jeg vnr
snn bange sor, nt De ikke knnde ndholde Tnnte an
De ser tidt snn bedrøvet nd, især nnnr De ikke tnler;
derover blev jeg sna bange.« ,
Aimee sngde stnilende: »Jeg sorsitrer Tent, Te be
hever itke nt være bange, for jeg hnr ikte den aller»
mindste Lyst til nt tnge l)ersrn.« I
»Da De holder lidt ns mig?«
»Im holder nteget nf Deut; ved De ikte det?«
»Nej — jeg vnr i det mindste itke vis derpna De
kceler nldrig for ntig.«
,,Det er vist sordi, jeg er lotnnten nd ns Vnne tned
det. J gnmle Dinge kælede jeg nltid for Tnnte Martn;«
og Aintee bosede det stnnlle lille Ansigt ned til sig og
kyssede det øntt.
,,Nu tnnn vi nnn ned,« sngde Mand, hvisz flole
bløde Øsne strnnlede. »Herrerne venter vift pnn an
sen, sont jeg plejer nt streute sor detn ont SondngetM
»Hvilke Herrer?«
Inder og hans Kotnpngnon.«
»»St’nl jeg ogsnn gnn ned?«
»Ja, ttntttrlinttig; Te ved jo not, nt jeg ikke kntt
undvcere Dent.«
Aintee reiste sig og sttlgte tned den nnge Pige ned
i Dngligstnen, ltvor Or. Wallsott, der hnvde nnbragt sig
pnn nnteritnnsk i en nlmre stor Lænestol, tnlte nted en
ung Mand, sont stod ved Kontinen
»He. Douny,« sngde Mattd,— idet lttnt rntte den
- unge Mund sanndetn ,,tnnn seg sorestille Dent for ntin
Veninde.« Snn tilsojede htnt tned en sornojet Latier-: t
»Jeg ved nol, hvnd De tænler paa; ntett nn er det vix
kelig sidste Gnnn.«
Den nnge Mund svnrede hende ntuntert og vendtH
sig derpnn om sor nt hilse pnn Aintee, sont imidlektidj
hnvde betrngtet ltntn opntwrksontt Hun hnvde set det«
krollede Hoved spr, kendte denne Stennne, det vnr hnnt
—- det var hnn vis pnnl !
Hvilken Kvinde hnr nogen Sinde været utnknem
melig nok til nt glentnte sin Beskytter og Rednings »
wand? Hun ventede gnnste beveeget pnn, nt hnn onsnn»
skulde genkende heitde Hnn bnkkede nlvorlig —- tnen
pludselig stnndsede ban, ltelt sokbnvset, dog hnns Tøven
vnrede tun et Sekund.
»Im nnede itke,« sngde hnn og gik et Pnr Skkidt
-—srent, »nt sen snn lntrtigt sittlde san den Foknøjelse nt
se Dem igen Derpnn tilføjede lJnn tned et lidt ironisk
ikke mete. Fortrel ntig ont Deres Reise i Sydeu: hvors
hageliqe Folger sor Dein«
,,Tnk, det hat« den ikte,« svnrede Atmee rødntende
lidt.
,,Men,« udbrød Mand, ,,kender De hinnnden?«
»Vi link tneget nnlig gjort Bekendtsknb, Freien
Mand. Jeg lsnvde den Ære nt resse sntntnett tned Iris-»
leiten, dn htnt kont hertil.«
»Den lille Freien ryntede Pnnden og sngde: »Mett
det sortlnrer itte —- —«
»Me? De vil not engnng snn Fortlnring derpnn.«
,,Engnng! Det vil sige nldrig; hooksor ikke line
strnts.«—
Den nnge Mond vendte sig lidt sorlegen ont intod
Aimee, men bun ltnvde nllerede rejst sig under Pan
sknd ns nt ville hente Kassen.
»Foer nu hurtint,« sngde Mund, sna stinkt Ilitnee
hnvde lnlket Toren.
»De er en rigtig Evndntter, Freien Mand, og sor
tjener slet ikke nt snn Dei-es Nysgerrighed tilfredsstils
let. Wen sor nt vi nlle, og jeg i Særdeleshed, fnn fnn
Ro, er det vist bedst, seg ndlydet.« Og san sortnlte han,
hvnd der interesserede hende snn nieset
Estetshnnnden sotn linn tnlte, opklnredes hendes sor
msrkede Ansigt, og til sidst sukkedc hun dybt og lettet
og liviskedex »Hvor jeg er glnd!«
,,Hvorover?«
»An —- det ved jeg iste; ikke over noget,« sngde
hnn lidt sorlegen »Im tttnde icse sorstnn, lwordnn De
snn linrtint hnvde giort Vetendtsknb, det ligner hende
snn lidt. «
Nu totn Aintee tilbnge, og Mund bnd Kassen oms
krim.
»San vidste De nltsnn Me,« sngde hun, ,,nt De
vilde ten-sie Iroten anrose bei-? Nan, der ligger nl
Der-es Kasse pnn Treppett Ovor De er nervøs i Dan
jeg tror virtelig, De kostet-. «
»Ont Forlndelse,« sngde Douny uden at vende sin
enn, »det var en skræktelig Plet, jeq der lnvedel«
»Det nor ille det mindste,«.« sngde Or. Wallson,
»Mein en nnden Kop, Magd. « «
Den unqe Pige ndl·d, men smilede lidt ondsknbös
stillst
,,De skulde scette Dem ved Siden as det lille Bord,«
sagde hun,« ,,De kunde let komme til at ryste igen· Godt,
det er mere beroligende —- men De har endnu ikke svas
ret paa mit Spørgsmaal.«
,,Hvilket Spørgsiiiaa12 Over den slemtne Plet har
jeg glemt alt andet.«
,,Jeg spurgte Dem — men nej, det interesserer
mig ikte niere. Fortæl niig am Deres Rejse i Sydeu;
hvorsor kom De saa hurtig tilbage?«
,,Fordi der var ikke inere sor mig at gnre,«
»Det var da heldigt, for derved traf De jo Aimee.
Men hvadjeg ikke begriber endnu, det er, at De ikte
vidste, hun stiilde hertil.«
»De niaa nndskylde mig, Frøken Mand, men her
har været en saadan Kommen og Gaan i den sidste
Tid, saa det er ikke underligt — — «
,,De er ligesaa slem som Fader og alle de andre,
aflnsød den nnge Pige ham, »jeg vil ikke tale mere med
Denn« dermed satte hun sig ned ved Kantine-m bestemt
paa ikte at aabne Munden for det første
De to Herrer genoptog deres Sanitale, og Aimee
tog en Bog og satte sig ved Vinduet.
»Hvad er det dog for en interessant Bog, De læs
ser i?« ndbrød Maud lidt efter, »nu har De allerede
gabet tre Gange, mens jeg har set paa Deni.«
,,Det er en Ashandling om Navne·«
»Na-ja, saa forstaar jeg Deres Interesse«
,,Forfatteren mener, at alle Navne bør have en
Betydiiiiig.«
»Forfatteren er Jdiot, ikte sandt?«
,,-Er det til mig, du taler, lille Ven?« spurgte Or·
Wallson, idet han afbrød sin Samtale.
»Nei, lille Faden det er til He. Douay.«
«Til mig? Om Forladelse, jeg tænkte — —«
»Ja, jeg ved not, hvad De tcenkte,« svarede Maud
leende, ,,har jeg ikke Ret?«
»Hvori?«
»J, at det var bedre, om Navne intet betød.«
»Er-erkor det2«
»Fordi de kommer let i Modsætning til det Men
neskeg Scrrprwg, som bærer deni.-Har De itke lagt
Mast-te til, at alle Vlancher er mørte som Nøddetrce
eller rede som Kirsebcer, at Patiencerne i« Reglen er Iaa
blide sont Vulkaner, og at Desireerne er srastødende og
saa videre.«
Douay gav sig til at le: ,,Det tan vcere, De har
Ret,« sagde han, ,,men der er ingen Regel uden Und
tagelse.«
»Lad os here Der-es Mening, Aimee, De er jo selv
et Efsenipel i denne Sag.«
»Im foretrækter ogsaa Navne, som intet betyder.«
Hun ternkte paa, at hendes Navn engang havde sores
tonnnet hende at vcere som en bitter Jroni over hendes
Liv.
,,Vravo! det tæntte jeg not! De kan altsaa ikke
lide Deres Navn?«
Eiter et Øjebliks Betænkning svarede Aimee: ,,Jeg
holder af det, fordi jeg holdt ai dem, som gav mig
det.« Jdet hun saa op, medte hun den unge Mands
Blit, der betragtede hende med et Udtryk, hun itte
tunde sorstaa, men som forvirkede hende.
Han lagde Meer-le dertjl -og saa dort.
,,Naa, Sniaapiger,« sagde Or. Wallson, ,,slal vi
saa have lidt Musit?«
Aimee saa -forskrækket nd. ——
,,De skal itke viere bange," hviskede Maud til hens
de, men højt not til, at de alle kunde høre det, »Hu
Douay er ncesten ligesaamusikalst som Fader, han kan
itte kende en ren Tone fra en salsk.«
,,Jeg tender nogen, der ligner mig meget i det
Stylse,« svarede Douay rolig, idet han rejste sig og
stattede sin Arm mod Kantinpladen
Mand havde Ret, han bevarede sin Ligevægt og
Sinder, hvor falsk de end spillede. Et Par Gange end
ogsaa, og det paa de vcerste Steder, opklaredes hans
Ansigt as et blidt Smil, som sik hans Øjne til at strau
le·
!
l
all
Et pludseligt Uddrnd af Maud brød Fortryllelfen.
»Jeg er vis paa,« raabte hun, »at der ikke er Tid til
at tlæde sig paa til Middagl« Og saa sincetkede hun
hurtigt silaveret i og fo’r nd af Stnen.
Eiter Middag tog Tante Lore sit Strittetøj og sin
JVog, mean hendes Sein-e spillede deres evindelige Tril
«trat. Or. Wallson lasste et Dagblad, og hans Kompag
non ton, maaste tilfceldigt Plads ved Siden as Aimee,
lmen Mand, der sad paa Kantintæppet, halvt dreinmen
Ide betrngtede den blnssende Jld, sont tastede en egen
»Man-s over hendes lønne Ansigt.
»Aimee maa en af Dagene se Fabrittem itte sandt,
Fader2« raubte hun pludselig.
»Wind er det, du siger, min Vent«
»Hvor det er tedeligt, at du aldrig hører, hvad jeg
siger!«
Or. Wallson var atter fordybet i sin Lædning.
»Har· De aldrig set et Glasværk?« spurgte Donay
Atmen
»Nei, aldrig, er det interessant at se?«
»Ja, det er det, spørg blot Fristen Mand. Naar
De kommst-« tilsøjede han, ,,vil jeg vise Dem de For
andringer, der er giort ved niin egen Bolig.«
»Na, jeg haaber da, at De ilke har rørt ved den,
det vilde viere stannneligt —- tænt, Aimee, hvor det er
magelest for Or. Donay at bo ganske alene i et gam
melt Zlot —«
,,En»Rnin,« afbrød han hende.
Nei, et gammelt Slot med henrivende smaa Taars
ne med Murtinder paa.«
,,1lglereder — sulde as Hallen«
Mund trat paa Sknldrene og vedblev: »Da saa er
der Vuevinduer, der« dcekkes as den-nedhængende Bed
bend, og en Stenbalkon, der kan saa de mest prosaiste
Mennester til — jeg forstaar iste, at der var noget at
sorandre. «
»Im har tilladt mig at rydde omkring Vindnerne.«
»idvad skulde det dog til?«
«Det vat, for at Solon tunde bessgemig og sor
hindre mig i at faa vGith
Maud spidsede Munden foragteligt og sagde:
,,Mcendene tcenker aldrig paa andet end Gigt; de ofre
alt for dette Skræniselsbillede.«
,,Finder De det saa forbavsende?«
«Nej, nei, der er ikke noget, der sorbavser mig
niere. Jeg tret-, De er i Stand til at hugge Trceerne
oin paa Terms-sen og.alle de andre nied. Rive Vedbeni
Jden ned og kalke Murene og strabe Mosset as de Pil
ler, sotn bærer Balkonen. Alt kan gøres, tror jeg, naar
det drejer sig oni Gigt.«
Annee maatte le, men det lykkedes den unge Mand
at bevare sin Moor-, tnens han svarede: ,,De har Ret,
man kan ikke ofre for Ineget for at bevare sit Helbred.«
Maud svarede slet itke, thi hendes Vrede var for
heftig til at udtrykke i Ord.
»Er der Inange Arbejdere paa Fabrikke11?« spurg
te Aincee
«Ztørste Delen af Mændene her paa Egnen,« sva
rede Daimy, »der er Arbejde nok for alle, selv for Børs
neue. Jeg er vis paa, det vil«de interessere Dein at se’
det.«
»Tante Lore,« asbrød Maud hant, ,,hvad bestiller
dn i dette Øjeblik?«
«Jeg lasset, mit kcere Parn«
Den nnge Pige raabte leende: »Jeg synes, du gras
der over dit Strikketøj. «
»Im lceser en Elegi. « sagde den lille Dame be
Umged
«En Elegjksani du græder over? — Aa, Tante
Late, lcesJ den højt, det vil være saa inorsomtl«
Elegier er aldrig morsomme, Mand, og denne er
Ineget rørende.«
»Hvem er sen as, Dolores?«
»Det Ved jeg ikke, kære Jsa Den hedder »Den sat
tige Pige«. Lille Ainiee, vil De ikke læse den l)øjt?«
sagde Frøien Lore,· idet hun rakte hende Bogen.
Aimee vilde nødigt, men da de alle beredte sig til
at hørez Frøknerne Jsabeau og Estelle var holdt op at
spille, og He Wallson havde ophørt med at lcese, var
hun nødt til at begynde.
Jeg vaagnede af min tunge Søvn,
der ikte oplivedes as glade Drømme,
og ventede paa Bierget
Solens sørste Straaler, der væktede Naturen
Fugleungen pippede paa den udsprungne
s Fuglenngen pippede paa den udsprnngneHvidtjørn
Mine Øjne fyldtes as Taarer —
l)vorsor, aa hvorsor har jeg ingen Moder?
Hvorsor ligner jeg ikke den lille Fugl
i den-S gnngende Rede paa Elmegrenen?
Jntet paa denne Jordv er mit,
aldrig har jeg ejet en Vugge.
Thi jeg blev sont lille fundet paa en Sten
udensor Landsbykirken
Oangt fra min Sleegt —
Her tav Riniee pludselig og lagde Bogen fra sig.
«Men det er jo ikke sluttet, mit Barth der er to
Vers tilbage,« sagde Freien Lore.
,,Jeg kan ikke læse mere.«
Alles Øjne, paa een Undtagelse nasr, stirrede nn
paa hende, og Frøken Estelle udbrød: ,,De har ondt i
Halsen, det er jeg vis paa. Jeg syntes nok, at Deres
Stemme var tilsløret.«
Den stakkels Pige rystede paa Hovedet
,,Sadanne Barnagtigheder har ingen Siedet hieni
tne,« sagde Frøken Jsabeau tørt og tilføjede derpaa i
en elikvcerdig Tone: »Hu Donay, vil De ikke gøre es
den Glcede at læse ud.«
Den nnge Mand saa op og ophørte med at trække
i sit Overskæg, idet han svarede: ,,Jeg, nej Tak, Frøs
ken,« og dernied lukkede han rolig Bogen og gav hens
de den tilbage
,,Det er Stade,« sagde hun halvl)øjt, ,,at Ung
dommen Ist til Dags ganske er blottet for Naturlighedl
og Troskyldighed Denne Elegi er af Soumet, og det
er en af de stnukkeste, man har.«
»Im hader den,« udbrød Mand, ,,for det første
fordi den har giort os allesammen gnavne, og der
næst fordi den er saa forskraekkelig sørgelig. Men hel
digvis er den da ikke sand.«
,,Fordi den ikte er det for nagen as os, er den
det sikiert for andre, niit Varn.«
Jngen svarede. Douay havde reist sig og gik srem
og tilbage i Vaggrnnden af Salen Hin Wallson var
atter sordnbet i sin Lcesning, og Aimee sad nbevægielig
ined Honedet leenet til Haanden og hørte og san intet
af, hvad der soregit onikring hende. Hnn sølte tun den
ene, bitre Snterte, sont brcvndte indeni hende.
Heldignis for alle Parter kom Tjeneren i dette
Øjeblik og nieldte, at Or. Donays Vogn ventede.
Sau snart han var borte, sulgte de unge Piger
hans Etsempel og gik ovenpaa·
«Elsker De hain, Nimee?«
,,-6venc?«
,,.sain, Domm«
»Det ved jeg ikke endnu.«
« ,,Lagde De Meerke til, hvordan han saa paa Dem?
Jeg trot, han kunde have dræbt Tante Jsa; han har
saadan et qodt Hier-te «
»Im-di han vilde have dreebt Frøken Jsabeau?««
ivarede Tlliinee og smilede sørgmodigt
,,Nej, nei, mir ilke Nar af mig, jeg kender han
san var gaiske bleg as Vrede; jeg ved, at han ikte
kan ndstaa Ilretscerdighed, og Tante Jsa var uretfcer
dig.«
,,Jkke ret meget — for hnn inaatte jo anse mig
sor at vcere baade dnm og egensindig.«
»Ja, ja, jeg kender een, som hverken har fundet,
De var det ene eller det andet, det er jeg vis paa. De
kan ikke ioeeitille Dem,« vedblev Maud og lod sig
falde ned paa Seinem ,,hvor vort Liv er blevet sor
Tandret Fader er bleven en hel andeu, siden han har
Iiaaet ham til at styre Fabrikkem og for den er han en
iand Belgører.«
»De tror maaske," titsejede hun ivrigt, ,,at han
lægger Armene over Kot-s og hviler fla, naar Boerki
Psiederne lukkess Nei, landtiral Han hat fundet paa at
indrette ftore Stuer i selve Fabriksbygningerne, M
Arbejderne kan bruge deres Vinteraftener til at lasse .
hvile fig; der tilbringer han en ftor Del af sin U
ikke for sin cgen Fornøjelfe kan De nok tænke, met it
at holde Orden og Disciplin. Undertiden læser han U
for dem og føger i det hele taget at vække og Linde-O
»dem. Han gjorde det famme i sin Faders ftoke I
brikfer i Amerika, men De kan uok begribe, at her h
høvede ban ika at gøre det; der var ingen, fom ves
tede det. Det er af egen fri Villie, han har bequI
derpaa,k1m af Mennefkekærlighed Men De kan asi
tro at han et tilbedt, ikke blot af Arbejderne, men is
af del-es Koner, der ikke nokfom kan udtrykke det
Glæde over, at deres Mænd behandler dem bedre, I
den de ikke more tilbringer Aftenerne med at sidde I
drikke i Kroen.«
,,Nu kqn De nok forftaa, at jeg havde Ret i J
sige, at han har et godt Hierte, meu jeg behøvede f
Reften ikke at fortælle det, De vil nok fnart felv O
dage det.«
»Nu, da al min Veltalenhed er opbrugt, vil -
gaa i Seng God Nat kære Ven, lad endelig vcere II
at drømme om Tante Jfa eller om den frygtelige Eleqik
i
XVII. —.
Da Ajinee nieste Dag efter Frokost var komm
op paa sit Vierelse, blev Døren pludselig redet op, tI
Mond styrtede ind og kastede sig paa Sofaen, lielt of
løst af Lotter
»3e dog ikke faa forbavset nd, Ainfee,« udth
hun, ,,jeg kan ikke udholde det.« Derpaa vedblev h
alvorligere: ,,De maa gaa nied, Doktoren venter M
Dein. Dante Estelle har fortalt hain, at De i Gm
pludselig holdt op midt i Lcesningeih og nn konnt
lian for nced egne Øjne at undersoge, hvad der kan Us
re Skyld i dette nicerkelige Tilfælde.«
Aimee trak paa Skuldrene og sagde: ,,-Det er altfs
nrinieligt, jeg gaar ikke.«
»F dette Tilfælde, men knn i dette, raader jI
Dein til at folge mit Ekssesnpel og underkafte Dem s
elskvrerdigt soni niuligt. Doktoren og jeg er fortroll
Venner og afhandler alt Innligt, undtagen Sygdos
Han har kendt Tanterne fra sin Ungdom og koll
detn endnn ved Fornavn· Han har været Læge bsD
hos Moder og Bedftemoder, og derfor kommer han fis
og besoger os.«
Meine lod sig faa, uden dog at være helt rolis
føre ned i Dagligftnen, hour Doktoren og Frøken EDU
le holdt Raadslagning.
»Her- konnner jeg med den ny syge Frøken, Dos
tor,« sngde Mand, da de traadte ind, ,,hun er vift lif
faa haardt angreben som j-eg.«
»F faa Tilfaelde niaa jeg virkelig ønske hende s
Li)kke,'· udbrød en lille tyk Mand med et inuntert II
sigt og en blankskinnende Jsse, idet han rakte Akt
Haanden og trak hende hen til Vinduet.
,,De skal ikke vcere bange,« sagde han, ,,det kan II
voere, det tun er et let Halsonde.«
»Ja, men jeg har slet ikke ondt i Halsen·«
»Er De vis derpaa2« .
,,Aldeles vis.« «
»Weil det er mig sagt —«
»Det er en Fejltagelse, jeg er fuldstændig kais-«
»Har De god Appetit?« «
»Ja, udmcerket.« F
,,Jngen Hiertebanken?« « k
,,Llldrig, uden der er Grund dertil.«
»Naar De gaar op ad Trappen, for Eksempelk
,,8Jdej.«
»Jngen Luner2«
»Det forftaar jeg ikke rigtigt. Jeg tror illa II
har den FejL skønt det maaske nok faa faadan ud.«
»Ja, det vedrører ikke mig,« sagde Lægen smilep
de, ,,jeg niener Uregelmoesigheder i Appetitten. «
,,Nej, det tror jeg ikke, inen jeg har aldrig l
Mcerke dertil.« - « »g(
»Godt, gsodt; ingen Feber, ingen organisk ges
en god Appetit, livad kan inan ønfke niere. Frøken —
hvad hedder De?« .
,,Aimee Valrose.«
Fristen Riniee er fuldstcendig fund og rast, Fes
ten Estelle Lad hende blot gaa lange Ture, for at hi
kan faa lidt Faroe i Kinder-ne, det er det eneste, M
Inangler. Og hoad figer den lille Trold i Dag?«
,,Jngenting, Doktor,« soarede Mand, sont vidih
nt dette snnilke Navn var tiltcenkt hende.
Aimee gik hen til Døren og var lige oed at ons
ne den, da Doktoren kaldte hende tilbage med de Od;
»Au, Froken Nimm det er Forræderi. man stille- s
drig fra sin Lcege uden at sige Farvel.«
Aiinee gav ham faa Haanden og gik saa dort.
»Hvordan bar De faaet fat i de Øjne, Frøken Eitel
le?«
,,Edwin har faaet hende hertil ved Hjælp af s
Bekendtgørelfe i et Blad.«
,,Naar rejfer hun igen?«
»Doktor, De er uartig.«
,,Hvorfor, lille Trold?«
,,Det ved De ligsefaa godt som jeg; inen De bät-:
rigtignok norret, for Aintee rejser aldrig.«
»Ja faa!——«
,,De tror det ikke?«
»so jo, nien hoorved liar hnn fundet Naade —«
»Ist-g tror ikke, hnn liar fnndet Naade for Tant
;Jsas Øjne, nien det gør ikke noget, for Fader og j
ljolder sannnen iniod hende, og faa gaar det not-«
Doktoren braft i Latter sog sagdet »Ja, disfe st
Ainerikanere, de kan tale og de kan ordne det, Ist-D
for de ganile og for de unge. Hvem er De faa bru
for?«
,,Jkke for Dein, Doktor.«
,,Nej, det var jeg vis paa, det lieh-ver De ilke I
fortcelle mig. Nu gaar jeg, Farvel, lille Amerika
jeg haaber, at Deres ny Veninde vil faa niesen U
flydelse paa Deres Karaktey siden hun skal blive I
Dem here sit Liv.« «
GUWD
i
J
