Snsanne Gaguebin:
Hittebarnet.
Autoriserket Ovekrsættelse as
Bette Heil-erg.
(Zortsat·)
xV.
VVD M sagte Vansen paa Deren mellem Beerel
serne underrettedesJ Lilimee om, at Fressen Mund øuskedc
at WIC UND Milde Hnn gik hen og lnlkede op og mod
tog hende midt i den llorden, som en Jndflntuing altid
ferer med sig.
»Oui« De sovet godt, Freien Valroser Jeg git saa
sagte i Gaar Aste-J.«
»Ja Tat,« svarede Asmee og gengceldte Mauds
hjektklsgc Humldtkyb »jeg tror,« vedblev hun, niean
hMl Okdllch sit TIL «0t De hat-de kuunet vcrltc alle
Stolene uden at vcekte mig.«
»Na, lad un det ligne og fom mid med Ha sij
Fäolosu Fader vil gerne hilse paa Dem, sør han gaar
u
Vlimee fulgte lidt æugstelig med Mond ued i Spi
sestnen, hvor Husets Heere git frem og tilbage og ven
tede paa dem. Men al hendes Frngt sorsvandt, da lnm
saa hinn; thi ligesom sin Datter var He Walsou saa
natnrlig og hiertelig, at selv det mest uudselige Men
neste selte sig vel til Pas i haus Hieni.
Ved Frokostbordet var Ztemningen slet itte tryi
ket, som Aimee havde trentt sig det, og da Maud var
gaaet dort, sagde Or. Wallson til hende: »Jeg haaber,
at Desnart vil fnle Dem hjemme her. Jeg blendet mig
itke saa meget om, at De skal nnderoise min Dotter
som out-at De skal blive en Veninde for heude Hidtil
har vore Erfariuger ilte vasret gode, miue Svigeriuder
har ilke hast Held med sig, og jeg har derfor opfhldt
Min Datters Ønste, som var at faa en jcevnaldrende
ung Pige til Selskabsdame, som lqu knnde have For
nøjelse as at oiiigaas. Tanterne er meget rare,« ved
blev hau, »men slet itte stiftede til at erstatte den Mo
der, hun bar unstet» og heller ikle til at opdrage et
Bat-n som Mand. De sorstaar hende aldeles ikke og
set tun en lille uopdragen Pige i hende Men De vil
snart se, hol-J Te got Dem den lllejlighed, at under den
lette og spogende Overslade er der en sand og krerlig Na
tur. Nu niaa jeg tage dort til mine Forketuinger.«
Da han git dort, git Aiinee atter op paa sit Bre
telse og ordnede sine Sagen Naeppe var hnn scerdig
dermed, før Deren blev lutket op paa Klem, og et
smilende Ausigt viste sig i Aabuiugen
»Bi! De ikte med nd, Fristen Valrosek Lusten er
saa mild, og vi har Lov at blive ude til den auden
Ftokos
Ajmee luttede med Glæde den Strivemappe, hnn
netop havde aabnet sor at strive til Past. Arnauld, og
tog sin Hat paa. —
»Vil De ingen Trsje have paa?«
»Nei, det behsves itke, naar det itte er toldt.«
-,,Hvor De er lylkeligl Jeg stal altid paktes iud
som en Mumie, ellers saar jeg ikte Lov til at gaa ud.«
»Er De da svag?« spurgte Aimee og saa uøje paa
det smukte lille Ansigt, der stak srem as en Masse
Pelsværk.
»Nei, aldeles itte; men siden Moder-s Død er Tan
terne altid bange sor Sygdomx og de forestiller sig, at
al denne Jndpaluing stal sorebygge alle iunlige Sygs
domme.«
Mens de to unge Piger talte, git de igenuem den
lange Lindealle, hvorester Or. Wallsons Ejendom hav
de saaet Navn, og som sørte helt nd til det aalme Land
Lusten var srist og ren, og stønt Naturen enduu laa i
Dvale, seltes dog Foraarets Nakrværelse i hvert Bind
pust.
De git tavse et Par Minutter, men pludselig vends
te den lille Frøken sig om imod Aimee og Iagde: »Fr
ken Valrosel synes De, jeg ligner mine Tanter? De si
ger allesammen, at jeg ligner dem paa en Pris, og de
er dog saa sorstellige som vel muligt.«
»Det tan jeg virtelig itte sige, da jeg tnap har
set dem,« svarede Lliniee og lo; ,,men jeg findet-, at De
ligner Deres Zadec altsor meget til at tunne ligne no
gen as Deres Tanter.« »
»Men« — hnn staudsede lidt, ,,jeg har alligevel
awet noget efter dem, noget strætkeligt, soiu De maa
have lagt Masrke til. Og ieg tan itte have det sra an
« dre, sor Moder var itte nærsnnet, og Fader ser gauste
udmærket Jeg var saa"bange sor, at De ogsaa stulde
være nærsynet, den næstsidste var det, De ved not heu
de med de nervøse Rysten paa Hovedet De tan not
tcente Dem, hviltet Snu det var at se os to sainineu!«
,,Kan De virtelig itte nndvære Lorgnet?« spumte
Aimee og lo. ·
»Nei, itte lwio jeg oil se ·no«get. Naar jeg hat«
prevet derpaa, get ieg saa manqe Dumheder, saa det
maa jeg opgive Finder De, det er ntlædeligt?«
»Nei, aldeles ist«-; det niver udtrniszlose Ansigter
mer-e Karakter.«
Nu var Tuken til Mund at saa sig en hiertelig
Lotter. »Im glckder mig til,« sagde hun, »at De stal
leere Tauferue at tende, de er saa mærtelige Man si
gcr, at Tante Jsa har været meget snmk og meget
lærd, nu er hun tun leerd. Det er hende, der undervis
see mig, meu jeg« gor hende ikte ncegeu Ære, som De
notvil ersare· Huu er ogsaa den ældste og den strenges
ste og holder over, hvad der er passende og smnm·eligt.
Decindeu sinder hun, at min Opdragelse er meget sor
ssmt: det ler Feder meget as, for shan holder aldeles
«ttte paa det passende. —- Tante Estelle kommer saa;
hun er ligesaa lærd i sit Fug som Tante Jsa og har
stnderet Medicin meget gen-ringt Det er heude, som
leerer mig, —- hvad hedder den Vsdenskab, som handler
om det wenn-stells- LOIMW ' -
. - UÆW«. A .-. -.-«--· «
- , « «
,,Ja, rigtig, Fysiologi. De Timer kan jeg ikke
iidstaa, jeg glemnier alle de skrækkelige Navne, efters
haanden fom jeg lærer dem. Men Tante Estelle vil
-have, jeg skal blive ved, fordi huii synes, at en Kviiis
de, der ikke forstaar sig lidt paa Lægekunsten, har
ikke Ret til at lede; det er nii hendes Kæphest. —
Tqiite Dolores eller Lore, sin jeg kalder hende, er
den hiigste og den rareste, og heiide holder jeg mest
af. Meii hiin er frygtelig bange for de andre og tør
ikke forkasle niig, soni hun gerne vilde.« Hiin tan, men
iiedblev lidt efter: «De er jo ogsaci bleven opdraget af
en Taute? Var hiiii lige saa sin som iiiine?«
Ainiee blev rød og svarede ikke streitig endelig
sagde hiin med lidt usikker Stenime: »Jeg elskede Tan
te Maria, som om hiin havde vieret min Moder.«
Maiid saa paa hende og iidbrød ærgerlig: »Naa,
har jeg nu bedrøvet Dein? Jeg er visJ paa, at De
allerede er led af at vcere kommen hertil?«
»Nei, iiej, slet ikke.«
»Er De kommen imod Deres Villie?«
Aiiiiee svarede tøvende: »Det vil jeg egeiitlig ikke
fige, nien jeg vilde hellere være vendt hjeni til Silve
real, hvis man ilke havde fiindet, at jeg var for ung
til at bo aleiie der.«
»Det er jeg meget glad over, og De vil forhaas
bentlig endiiii læiige viere altfor iing dertil. De kaii
ilke tasiike Dem, hvor jeg keder niig her Fader er
nassteii altid i Fabritken, vi lender ingeii og kommer
cildiig iid, og der kommer ingen hos os «
,,«Lworfor ikke?«
,,Taiiterne finder ikke, det er passende, fordi Vi
har Sorg. Men jeg onikommer af Kedsoinnielighed
iiiiidlertid. Tror De, De bliver hers«
Aiiiiee lo og fvaredez »Det haaber jeg, iiied mindre
Derei- Tanter opdager, at jeg lider af en eller anden
Zi)gdom.«
Mund svarede ikke, men sagde efter et halvt Mi
iiiits Forli-b:
(
,,Vilde De have noget imod at kalde inig
ved
Foriiavii?«
»Er det ikke lidt hurtigt,« svarede Aiinee, ,,hvad
vil Deres Tanter sige?«
»Und Dem sige, hvad de vil, det gør ikle iioget,
for det vil more iiiig at gøre det. Meii faa oil jeg
ogscia gerne kalde Dein ved Foriiavii".8«
»Ja, natiirligvis.«
De forlod nii de aabne Markveje og flog iiid paa
en Sti nied leveiide Oegii til begge Sider. «Gaar Vi
ikke lidt for laiigt?« fpiirgte Ainiee.
»Na skal vi strals vende om. Meii vi er lige
straks ved en Park, soni De vist har lagt Mærke til
fra Deres Vindiie. Nu vil jeg blot vife Dein en af
Egnenis Mirrkvcerdigheder. Se der, til højre, kan De
se?«
»Nei, jeg ser hin et Has. «
,,.Kalder De det et Hiis ! Kom, iiii er vi snart
lige iid for det. Er det ikke et sandt Slot?«
De stod iiii foran et rigt forarbejdet Gitter, bag
hvilket den Bygning sons, som Mond kaldte et Slot.
»Er det ikke henrivende?« udbrød hun halvhøth
,.se dog paa Balkoneriie og Marmorpillerne og de aabs
ne Gallerierl Og paa dette yndige Sted bor der en rig
tig slem og ond Mund-«
Aiinee saa forbavfet og uforstaaende paa hende.
»Ja, en ond Mand,« gentog Maiid sagte, »han
gaar aldrig ud og set ikke andre end Doktoren, foni er
hnns Ven fra Barndommen af.«
,,Hvad hedder han«-«
»Saint-Rock. Men naar De har fet hain, vil De
forstaa, hvorfor han aldrig hedder andet her end den
gamle Rock. Folk er ikke saa dumme, at de ikke nok
begriber. at den sprste Dcl af Navnet ikte pasfer.«
,,Ovad oiidt har han da gj.ori?«
»Det ved jeg ilte, det er en fiildftændig Heniniei
lighed Doktoren alene kender haiis Liv til Bunds
ineii haii vil aldrig tale deroin. Naar De koinmer her
hen oni et Par Uger,« vedblev den iinge Pige, «vil
De se de dejligfte Blonifter, De kan tcenke Dem. Alle
disse Gange er iiidhegnede af ijældne Planter og Bii
fle, hvis Duft man mcerker helt herud. Oan elsler
Vlvnister lidenskabeligt, og Drivhusene er saiide Vid
iiiidere«
»Lwoifra ved De det?«
»Im Doktoren, det er hain, sein« Inn tav
plndselig, thi nian hørte Lyd af Stridt fra eii of
Havegangene
»Lad os gaa iiii,« sagde Aiinee.
»Nei, vent lidt, jeg vil se hinn. Ja, det er hinn,
se hiiordan haii gaar nied bøjet Hoved; han fer os slet
ikke.«
Der koin virlelig en gainiiiel Maiid gaaende iiied
bart Hooed og Hæiiderne paa Ryggen than talte halb
højt nied iig felv ioni en, der var vant til at leve
alene.
i
i
Ved en Bevcegelfe as Maiid lestede han Hovedet,
faa heniinod dem og veiidte sig hurtigt oiii
»Im stnies han fer niere iilyttelig end slem iid, «
hvifkede Almee.
»Det sinieo jeg itke,« svarede Mund.
vi har forfiiiket os «
Da de koiii til Parteiis Begyiidelfe, fagde Mand:
»Na tan vi vielge, hoillen Vej vi vil Alle ferer de
til Rein, det vil fige til ,,Lindeli)«. De trydfesz on
ililch tiin for at have den Fornøjelfe at niødeg on
stille-;s nok en Gang. Jeg koiiinier altid ved at se deiiii
til iit tienke paa Vern, der tmsttes og siirninleI oiii
fliitter Fred for lidt efter igen at beginide at triietteis.
»De ital se, hvor finiikt her liliver oin kort Tid, «i
ltilfijede hii:i, ,,naar Trceeriie daslkes af frifke Blade
og Fuglene kvidrer fra Morgen til Aften Saa laii So-«
len ikke inere soin mi ikinne paa disse Stier.«
»Det er Stade,« sagde Aimee iivilkaakligt, thi hin
tirnlte paa en Tuberkeln-, loni ilte oplives af nogeii
Straale ovenfra.
«Nej, det er itle Skade; det er siia yndig frisktz
det er det enefte Sted, man kan udholde at gaa, naar
det er weint-«
Jdette Øjeblik btrte de en Klokke ringe.
,,Koin nn
« «Tet er Frotosten,« raubte Mand, ,,lad os løbez
gde gesesseng ss d« ss sssss
« « »- « Jun aandeløst til Annee: »Klaed
unt endelig ikke om, men kam blot snart.«
» « Pogle Minntter efter traadte de begge ind i
cdisestnem hver de tre Damer ventede paa dem ined
l)ø1tcdelige Ansigter.
. «Nu faak vi Stamm-« hviskedc Mund tiI nich
cdet de tog Plads. «
Unøjagtighed altifdlger a forfholde de ungc PMB at
Dowllsknb Li . M Fø ge af andre Fejh saasom
. , geghldighed eller Mangel paa Agtelse
for andre. »
Esther tog Fristen Estelle Ordet for at bevise,
Ak dVWO Zeil, der shnes at viere saa nbetydelig, i Al
inindelighed niedsører en hel Miengde Ulytter, da denl
ikke blot skader Sjcelen, men ogsaa Legemets Strud
ded· Hnn ndviklede meget omstcendeligt sine Theorien
Mdtil VII bøjst urkrbødig Gaben af hendes Søstserdatter
standsede hendes Veltalenhed Hun saa paa sit Ur og
JOSDED «Nu st« det pcm Tidcn, du hviler dig, Mand.
Jkg msp- De Vildc MW rigtkg i At gøre det samme,
Fristen Valrosel De ser saa trcet nd.«
»Tak! jeg sover aldrig oin Dagen.«"
»Hm M DE VMAO disse to Tinier, som De vil,
Fand iktil VVUO sig —- det er nødvendigt for hendeis
cnndhed.«
» DE W UUAV Piger trat sig derfdr tilbage, dg
Annee slnttede sit paabeghndte Bis-ev og overgav det
derpna til en Zieler Besprgelse Hnn gik derefter mu
kring i Hnset for at lære det at kende og stod netop
og saa nd as et Vindne, da hun hørte en Dør blive
sagte aadnet dagved sig. Ved at vende sig om sik hnn
Øje paa Fristen Taler-ess, der smilende sagde:
»Lad Dem ikke sorsihrre, jeg sidder lidt herinde
og arliejder, Inens niine Søstre sover til Middag; for
det har jeg aldrig trcengt til at gøre Har De hast
Forrnøjelse as Deres an i Dag?«
»Ja, niegen Fornøjelse, nien den var not lidt
for lang,« fvarede Ainiee smilende, »vi gik hjem gen
nein Parteii.«
»Ur-Wein Parteii! Jeg er vis- paa, at Mand
standsede ved Zaiiit:Noek. Hnn er ligesom de sniaa
Bern, som helft vil se noget, de er bange for, ncen
igennein et Gitter, saa de føler sig sikre.«
»Er den Mond virkelig saa slem, at man be
høver at viere bange for ham?«
»Jeg ved det virkelig ikke; ingen kender ha1n.
undtagen han-s Ven Doktoren, som ogsaa er vor Ven
Men man tnnde lettere saa en Sten til at tale end
ham.«
»Har han ingen Familie?«
»Nei; det vil sige, jeg ved det ikke. Han har ikke
altid boet her; man siger, han er flyttet hertil for at
være nær ved Doktoren, der er hans Barndoinss og
Ungdomsven Men lige fra først as har han luktet
sin Der for alle andre, endogsaa for os, som er den
ældste Familie her paa Egnen, hvad enhver havde kun
net sige ham, hvis han havde spurgt derom.«
J sin Forbitvelse havde Frøken Dolores tadt
flere Muster paa sit Striktetøj, som hun nu maatte
tage op, og da hun atter talte, havdehendes Tanter
taget en hel anden Retning. «
,,Deres Hverv her vil itke være vansteligt,« ved
blev hun, ,,det maa De allevede have lagt Meerke til.
Skønt Maud er bleven opdraget paa amerikansk, det
oil sige slet itte opdraget, har hun en god Natur og et
tcerligt Hierte Den lille Stakkel har lidt meget ved
sin Moders Død og vilde umaadelig gerne veere vendt
tilbage til Amerika; men vor kcere Søster, som lcengs
teH saa meget est-er at gense sit Fcedreland dg sin
Sleegt, sør hnn døde, iik sin Mand til at love, at han
vilde overlade Monds Opdragelse tkl Jsa og Estelle
Dette Ønike var rimeligt, da hun selv var bleven op
draget af dem, fordi Moder døde, da hun blev født
Edwin, det vil sige Or. Wallson, har villet overtale
os til at sølge med ham tilbage til Amerika, men det
har vi itte Mod til. Tænk blot, at viere ti Dage til
Zøsi Vi blev syge blot ved Tanten deromi Edwin
indsaa altsaa, at hvis han itte vilde stilles sra sin
Datter, niaatte han blive her. Han bestenite sig saa
til at tøbe denne Ejendoin og indrette den efter sin
Imag. Nu har han hedt es om at blive boende hoszs
hani, og jeg trot, han ser glad over at have slaaet
sig til No her.«
,,Virkelig?«
,,Jeg vil itte sige andet, end at denne Asgørelse
i Begyndelsen har været temmelig svær sor ham, og
jeg tror endnu, at hvis han itke havde Fabrikken, vilde
det salde hanc altsor tinigt. Men heldigvis sit han
den gode Jde at købe et lille GlasværL som ligger en
Fjerdingvej fra SaintsRambert, og hviS Jndehaver
var gaaet fallit. Dei var et saa vanskeligt Foretagende,
at det vilde viere mislyktet for enhver anden end hasti.
Men taktet være de store Kapitaler, han raader over,
har han ai den lille Fabrik, der ikke tnnde betale sig,
skabt en tolossal Forretning; den er saa stor, at han
har niaattet tage en Kenipagnon, som stal overtage
Ztyrelsem for De tan not forstaa, at Edwin —- jeg
mener Or. Wallson, kun vil beskceftige sig dernied, saa
nieget han har tht til. Zaa snart han følte sig thu
get as Arbejdet, skrev han til en af sine Venner, sein
lasnge havde ønitet at bosaette sig i Europa, oni at
fonnne her-til. Lg denne Mand staar nn i Zpidsen for
liele Fortemingen Men -— jeg hører Ztridt paa
Tisappen ——- sinnd Dein at tage Tøjet paa, nnn Stifter
holder ikte as at vente.« —
Aiinee lile hurtig nd af Deren, nien var lige
ved at støde paa Frøken Jsabean, sont ndstødte set
Steig; den nnge Pige nndskyldte sig frygtsonit, og
et Øjeblik efter tog de fire Damer Pladd i den ele
gante Vogn, som de beugte til den daglige Køretur.
»Hvor skal vil-re hen i Dag?« spurgte Fristen
HJsabean .
»Maaske,« indskød Mand, ,,kunde Aimee have Lyst
til at ie Glaswerk .« «
»Du mener Freken Valrosei«
»Nei, jeg mener Aimee, hun hak givet mig LU«
til at kalde sig ved Fornavn.« -
,,Det er i hvert Tilfælde for sent at se Fabrik
ken i Pay-« svarede Damen tørt
L Jngen sagde 111ere, og Kusken kørte roligt hemä
Landevejen Aimee trak et Lettelsens Sul, da de en
delig steg nd igen af Vognen, og hun gik op paa sit VO
1·-else, hvorhen Mand fulgte hende.
,,Jeg hader Tante Jsa,« udbrød hun.
Aincee svarede ikke.
,,Hvorfor siger De ikke noget?«
»Im-di jeg haaber, De ikke mener det.«
»Enten jeg mener det eller ikke, saa synes jeg,
hun er afskyelcg, og det synes De naturligvis ogsaa.«
Aimee kunde ikke lade være at le, og hendes lills
Veninde gik hen og saa ud af Vinduet.
«3pillser De Klaver?« spurgte hun pludselig oq
vendte sig om.
»Fr1)gtelig daarligt. Jeg begyndte altfor sent at
spille.«
»Det er det samme, jeg har firhændig Musik.
Koml«
Uden at vente paa Aimeeåö Svar trak hnn heu
de med sig, og heldignis for begge, stødte de denne
Gang ikke paa Frøken Jsabeau.
Lidt ester var de saa sordybede i Spillef og morede
sig saa godt, at de slet ikke l)ørte, at Deren bagved blev
aabnet og lukket igen.
»Naa, det kan man kalde Støjl« sagde pludseliq
en Stemme bagved. -
Mond vendte sig hurtigt onl, vceltede Klaverstolen
og omsavnede sin Faden
Aftenen gik fornøjeligt Naar Maud var samtnen
med sin Fader, var hnn sri og ntvungen, og Vis pas
lJauI Bifald gjorde og sagde hnn alle de Dmnheder,
der faldt ljende ind uden at bryde sig det mindste om
Tante Jsas strenge —og fornærmede Udtryk. Naar heu
des Fader blot var glad, brød hnn sig ikke okn noget
andet.
»Kære Edwin,« sagde Frøken Jsabeau, saa snart
de nnge Piger gik ud as Døren, ,,tillader du virkelig,
at Mand kalder Frøken Valrose ved Fornavn «
»Hvorfor ikke, hvis det kan sornøje hende og Fri
ten Valrose kan lide det?«
»Finder du ikke, det ødelcegger hende at blive be
handlet saa fortroligt?« —
,,.svad mener du med at ødelægge?«
»Er det ikke slemt for ljende at blive sat paa fulds
strendig lige Fod med din Datter2«
»Hvorfor skulde de ikke være paa lige Fod? Fri
ken Valrose har rigtignok faaet en bedre Opdragelse
end Mond, og har et smnkkere Vcesen end min støjens
de lille Pige, men vil hun finde sig i, at Maud be
handler hende som sin Veninde, hvorfor skulde jeg saa
forhindre det?«
Her gav Or. Wallson sig til at rage op i JldM
for at skjule et skadefro Smil, som han ikke kunde un
dertrykke. «
»Er det virkelig din Mening, Edwin?«
Han fo’r sammen: »Du forskrcekkede mig ordent
lig, Jsa. Var der noget mcerkeligt i, hvad jeg sagde?«’
»Du er taknemmelig over, at Frøken Valrose sin-«
der sig i, at Maud behandler hende som sin Veninde?««
Damen talte meget langsomt og fremhævede hvert:
s
Ord.
Or. Wallson trak umærkeligt paa Skuldrene vg
sagde ester en Pavse: »Jeg er taknemmelig over hver
en Venlighed, der vises mit Baru, og jeg er megets
glasd over, at Maud synes saa godt om sin ny Selskabsss
dame.« Derefter älsøjede han alvorligt: »Denne Gang:
hat jeg skasfet mig nøjagtige Oplysninger i Forvejeu
og er ikke gaaet letsindig til Vcerks, for jeg begyndte.
at blive ked af disse stadige Forandringer.«
Derbaa gjorde Hr. Wallson, hvad Mændene i Re-«
gelen ger, naar de har paadraget sig kvindeligt Mis
l)ag, han skyndte sig at sige Godnat til sine Svigerins
der og gaa bott.
»Alle Mænd er ens,« sagde Frøken Jsabeau ester
nogen Tids Tavshed. »Alle uden Undtagelse lader sig
daare af Stinnet og fange af et smukt Ansigt —- de
ser knn paa det ydre.«
Derpaa reiste hun sig og gik majestætisk nd af DI
ren med sit tnnge Sle raslende ester sig·
p i
« )
xVL
Det var den Tid paa Dach, som Frøkncrnc Van
drai havde beftcmt til lcwiletid for deres unge Søster
datter.
Ainusc var altsaa ene i sit futuka Værclsc. Hun
fad til-d dot aabnc Vindue med en Vog paa Skødet
og hongav sig til Drøninierier.
« Tot var Søndag, hcnch førftc Søndag paa »An
dcly,« skønt dct forckom l)cndc, at der var gaact Tiger
ja, Manneder, siden hun kom. Jkke fordi liun kedede
sig ellicsr var ulykkclig, tværtimod, sideu Tante Marias
Tod lmvdo lnm iffcs vainst faa fnriiøjet Gud liavdc le
det benle Stridt, dct var fikkisrt san liavde fort hon
dc til dette Stcd, og donnc Forvisning gjordc bende
baade glad og stamfuld; tlii lian bavdc ikke belmudlct
lusiidm sum hun tusd sin Mangel paa Tillid og vcd sit
oprørste og bekymrcde Sind havdc fortjeut at blivc be
lmudlct Dijlst angrondc licrvedc lnm dc taarefyldte
Øjuc opad, umd den Gud, til livein Tantc Mai-tu liavs
do ovscndt jun umnchøiins«.-r, du« nu sasnkcdos ncd over
wuchs Hovod sum en volsignet Dug fm det Wie. Gud
stirrmodc tiende misd sin Englcvagt og vilde eugaug
for-c heude scjrcude lijcm til dct Steh, hvor Tante Mar
ta vcntedc l)endc, og som hun var gaact iud til med
ftraalende Øinc og et Scjersudraab. Maasse havde hun
i dct Øjeblik set, at Guds Faderhaand vilde i Frcmtis
den lcde og ftøttc hcndeö lille Aimee.
Her afbrødes hun af Frøken Maul-, der kom lige
ind ad Døren som en Gast, der er vis paa at verre:
velkommm
" EDITIONS-«
t
