R
js
Susanne Gagnebim
Hittebarnet.
Autorisetret Overrscettelse as
Berta HeibergT
(Fortsat.)
Hvorsor vilde her-dei- Formynder dog sorbyde hende
at lm i :)llil)ediet? lspuillen Forskel knnde dog et Aar
met-e eller mindre gere? Aa, ljvor hnn lcengteis efter at
blive mmidig, saa lnni lnnde Uende tilbage til det eneste
Sted i Ver-dein lmn brød sig om. Der vilde lnin føle sig
nær Ved Tante Mai-ta; det vilde viere, som oin hun
endnn knnde lede og trøste hende.
Maasse vilde det vcere en Fejltagelse, maaste vilde
ogsaa der den skrreltelige Tomlied aøre sig gceldende, ja,
maaske mere der end andre Zteder. Men lige megetl
hun var tnsstemt paa at Ville vende tillmge og do der. Hun
vilde degraveirs ved Ziden as Tante Marta, først der
vilde lnni faa det godt, der var innen Soraer og ingen
Pastor Arnanldl Ja, lmn l)aal!ede, at det Øjeblik snart
vilde komme; Qud vilde sittert itke lade hende blive
lcenge lnsr paa Jordem hvor hnn var saa ene og sorladt.
Naar man er tyve Aar gammel og sund og srist,
har Taner om Døden intet afstraslkende ved sin. Det
er llngdonnnen, der tan keins-s saa steerkt efter Døden
Senere, naar Vanex oa Tilbøjliglieder tnntter dsJ til
Jordelioet med deresz ntallige Vaand, snnes Døden altid
at komme for tidligt.
For Lliniee var det at do det sasnine sont at forlade
en øde Tilvrerelse og nense Tante Maria i de saligesz
Heile Der var derfor intet forliavsende eller nnatnrligt
i hendes Ønske
Timerne gik enssorniigt Nogle as de rejsende var
steget nd, og andre havde indtaget deres Plade Vlimee
begnndte at lslive treet af den lange Stillesidden Ovid
hnn blot knnde soneF Hnn lagde Hoedei tilbage efter at
have taget Hatten af oq lnktede Zittern-, slønt lmn var
viiz paa, at det ikte lnnde notte
Da lmn atter flog Linene op, saa hun, at der var
kein-riet andre rejsende ind. Moderen og Vornene var
borte, oq paa dereiJ Pladszs sad nn en gammel Dame, sont,
efterlignede lnsndecs EisempeL sov de retscerdiges Søvn,
og lige overfor var der fommet en nng Herre, der syntes
at more sig ineget over hendes Forvirring. Onn tog
hurtigt sin Hat paa og trat sit llr frem. Nei, drt var
uninligtl hnn hat-de so kun lnttet Øjnene et Øjeblik;
hun holdt Uret op til Tret.
«Vil De vide, lioad Klotten ers-« snnrgte liendeiz
Genbo. «
»Ja, Tat,« soarede lnrn sagte.
»Den er et Fioarter til iire. Er De, niensJ De sov,
kørt sorbi den Statiom lwor Te stiilde-as?«
Hnn rystede paa Honedet og Uendte det til Ziden
sor at se nd.
»Hvilken Profit l« sagde den reisende halvhøjt, aabeni
bart fvr at blive hart, ,,billedskon sont en Statnel'«
Alniee var vred paa sig selts, fordi hun blev red.
Hendes Hjerte bantede ooldsomt, og lnm tnrde knieeten
sorlade sin Pladd eller dreje Hovedet igen for iktc at
made det srætte SmiL hvormed han hele Tiden Nil-rede
paa heade.
Nu pel) Lotomotioet, og Toget sagtnede sin Fakt.
Den gamle Dame var vaagnet og samlede hurtigt sine
Sager samtnen som en, der var lige ved at have sove
over. fig. «
Aiinee sad ubevkrgelig i sin Krug og saa paa, at
hun fjernede sig, mens en rasende Lyst til at kunne got-es
det samme opsyldte bende. Men livordan skulde det geresk
Bilde lnm saa Tid til at tage sit Reiseth inedk Zkulde
hnn lalde paa en Heilmittel-? og litiad skulde lnm saa
sige til darn, livordan iorklare liain sin Skrkelh sont
maaste ogsaa var rent nrimelig og latterlig. Mens- alt
dette so·r igennem hendes Hoved, Morde-not en Fløjten
as Lotomotivet en brat Ende paa die-se Overvejelser. Hnn
vovede da at se over paa Genstanden sor sin Stræl og
niødte et uforstammet Smil
Dei itaftels Barn falte, at lntn var sangen som en
Fugl i et Net; nu var det umnligt at slippe dort. Onn
samlede alt sit Mod og aabenede en Bog, men alle Bong
ltauerne sind i et sor hendc. s
Toaet var lige sat i Gang, da man kniete nagen
taade udenfor: ,,Tet er ior sent! det er for sent! inaenj
konnner ind!« T
Den nnge edel-re nat tdovedet nd as Vindnet vgl
slog en straldende Latter op. »An, det er rigtigt —- det
er godt not til dem, der kommer dagefterl Han tan
blive ndensort God Natt« .
Aimee kastede et Blik nd as Vindnet i det Øieblik,.
hvor den forsintede reisende nden at bryde sig oin del
Tilraab, der lød eiter hant, sprang op paa Trinet og
dersra ind iVoqnen lige saa rolig oa fattet, som oni lian ;
havde ventet en lialv Time paa Stationetr s
Da han kom ind, saa lian lien paa de to andre rej-«
lende oq trat oaa Zinilebanndet, idet lvan teenlte: »Nam;
der er ieg not kommen galt af Stedl Han der ønsterH
mia vist lnnidredeMile dorte, lian ser lielt rasende nd!-——i
Det er fein-lind men lyan er nodt til at taale mig —— fett
vil doa anre, lwad jeq tan for iife at viere for meaet
i Veien.« Ternied traf lian et nlmre itort Daghlad on as
Lonnnen oq noldt det on niellem sig og dem, som han?
mente var et nngt Wintepah der var lede as liaus ntidigei
Jndtrasnsten i
Fuld af Glasde bavde Ainiee igen begnndt at lmse."
Linn liande gerne soldet Keenderne en sanf. sann Tante
Maria fordmn: »Hm-m er jeg, lGekre, at dn taaer Vare
’ paa migy Men liendesrs Trngt var doq ikte sorstnmden.
Den unge Hei-re havde strald lagt Meerle til den
andens Missorstaaelse og belluttede at benytte sig deraf·
can bøiede slg samiliært hen til den ungee Pige og bvls
stehe noget, lam ban intet Svar iil paa. Men slønt hun
Wan op sra Bogen, tnnde hnn ille lade være at
etdme og blive forikrcektet over at here hans Snat, som
hun ikle rigtia lot-stolz men som blev hvtsket næsten
Use ins thde Ore.
I
.«L
Stillittgen blev undholdelig; for hvert Minut tiltog
den nnge Mands Usorskannnetlied Dett stakkels Pige
knngede Hienderne kmmpagtigt samtnen. Hvilken Ret hav
de han til at behandle nende saadan, og hvorved havde
lntn paadraget sig denne FornrerntelseP Satt hatt da
ikke, at lnttt var ene og forsvarsløsP Qg hvorlænge
stnlde den afskylige Spøg vate?
Mens- l)nn ttenkte l)erpaa, ltegyndte Toget at gaa
langsomntere, og dett fremtnede, sotn ltidtil havde for
l)oldt sig sttldsttendig t·olig, lagde sit Vlad samtnen
»Mit gaar han,« ttvttkte Nimm-, og i sitt Angst lnks
kede hun Øjnene
En Haand lagde sig ovenpaa ltettdes.
J samme Øieblik besandt lnnt sig sottt trnssen as
et elektrisk Stød staaende ntidt i Vognett. Med ktidhvidt
Ansigt og foldede Hænder stirrede hnn part den frem
ntede, sottt nden at afvente ett Forklaring sprang op og
kastede sig over hendes Forsølger.
,,·soad vil De,« lo denne l)aanligt, »et· De gal?«
,,U«Jling!« svarede den anden og pnsfede hant heu
imod Døren
»Naa, saadan! pac» bare Dem selv!«
,,Det er ttetop det, jeg got.«
,,Slip ntig!«
,,the sør De er kastet nd as Døren.«
»An, saa De ntetter —« og saa slog han fra sig
nted alt det Raseri, sont Følelsen as Underlegenhed giver.
Den st·emntede der var større, stcerkere og roligere, holdt
itam sast sottt i en Skrttestik.
»Man nd,« sagde hatt t·olig, »gaa sttraks nd, eller
jeg mal-er ottt Hirt-lo«
,,Det er Dem, der skal staa nd --— saadan en Yattkeel
De kan gaa lifem og prcedike Moral hos Dein selv,««
skreg den ttnge Mand
,,Ont Forladelse, jeg er lige saa tneget ltjemtne her,
sottt De er det: nten jeg kontmer oirkelig sra det Land,
l)vot· man mener, det er en Ære at sorsvare en Kvittde,
sont bliver fornærntet.«
,,Pa-Z Dem selv, siger jeg nok en Gang; jeg resser
med den Dante.«
,,Det et- ikke sandt; jeg troede det i Begtntdelsen,
tttett nn ltar ieg dort nok til at oide, hvordan det sor
ltolder sig. Nu standser Toget, jeg vil raade Dem til at
stige nd gattske roligt.«
Hatt aabnede Deren nden at slippe sitt Fanges
Arm, skont detttte liele Tiden stred itttod.
»Stat: ntf ned, ellers kalder jeg.«
,,Jeg skal not sinde Dein igen,« streg den unge
Mand, idet hatt so’r nd as Deren, ,,og saa stal De slaas
ttted mig.«
,,Med dem! —- det manglede bare!«
»Ha, tned mig, det skal De blive nødt til.«
Den sremntede trak paa Sknldrene '
,,De er bangt-, « lo den anden spottende nted Faden
paa Gangbreettet.
»Ja, ieg er bange sor at dreebe Dettt — pas paat« —
satte sig rolig lien paa sitt Plads igen.
Annee havde ogsaa sat sig ned og sad nbevægelig
nted Ansigtet vettdt mod Vindnet
Den sremmede, der saa opmrerksomt paa hende,
lagde Mikrke til, at hendes Hænder rystede. Hatt nærs
mede sig lidt og sagde: »De liar vceret ttteget bange —
ieg beklagen at jeg itke tidligere kom Dein til Hjælp,
men ieg tin-de itte: jeg var vis paa —- jeg var bange
sor at vcere paatkængende. «
Aimee vendte et helt sorgrtedt Ansigt ont itttod ham
Tod« sagde hun og sorsøgte at smile, »ieg sejler ikke
noget «
»Hm- De ikke noget ttted at drikke. De trættger
virtelig til ttoget.« ,
»Nei, Tak, det gaar nok over,« sagde lnnt og saa
for attdett Gang op paa hont, der var saa god og med
lidende. Hatt var tntg og havde et smnkt og sorstandigt
Ansigt med klare ntørkeblaa Øjne, der bavde et godt og
muntert Udtrttk. Ogsaa Mttnden vidnede ottt Mtntterhed,
og ltan bar Overskeeg as satttme Farve sont det krollede
sorte Haar, der saas nnder Resseltnen
,,Skal De rejse langt endnn?« spttrgte dan.
»Nei, Takt jeg skal til SaintsRantbert, hvor jeg
oenteLs. Vi t-r'oist ikke langt dersra nn?«
»Der er tnn to Ztationer tilbage.«
»in-»der De det Sted? Er der ligesaa iidt sont
sont l)et·?« spurgte Illimee og pegede nd over det slade
Stetteland, sont strakte sig saa langt, tnatt knnde se.
Den tntge Mand smilede og sagde:
»Ist-g bar tnn boet et Par Uger her paa Egnen,
nten De ved, at det kommer an paa, hvad det santmåts
lignes med. Den, sottt hat« boet i den sydlige Del as
Frantrig, vik natnrligvis sittde denne Egn slad og stng.
Alting her er jo graat i graut, endogsaa Httsency der
synes at viere skndt op as Jordett sotn Paddeliatte, saa
dan ligner de den.«
Aitnee smilede, tttett den sremntede lagde Mærke
til, at det var et sørgntodigt SntiL Hatt vilde gerne
ltave spttrgt tiendc om, bvorsor lntn stnlde til Saints
Ratnbert, eller otn ltendes Nattn, nten ltan tttrde ikke,
for den ttnge Pige ltaode endnn ikke ytret et eneste Ot«d,
der vedtttrte ltettde selts. Siont liendes szett var elssttoer
digt og prwget af Taknentligited, var ltettdesJ Holdning
dog saa oastdig og tiloageholdende, at den forbod en(
lttssr Ztittttsnnelstu
Saul-tanzt oplnnte snart. Aimee betragtede nden at s
det otmte stenttnede Eint, sont ikke liavde den tnindft eTi i
ttttl i tg sst it nde. Al ltendes Skreek var kommen til
ltage, og ett ultestentt nmlist Følelse samntenstmrede liendecs
Werte Et Ant- er en lang Tid at vente i, isasr naar
dette Aar knn inne-I at looe Enterte og Sknsselse
Den frentmede iaattog nlnstttreeket Illimee og gjorde
liende as og til opntceetsom paa et eller ander oed Ud
sigten. Hendess tiltagende Uro og Vetttegelse nat- ikte
itttdgaaet.ljatn, nten livad knnde hatt gere? De engang
oedtagtte Regler for Hoflighed og Jagttagelser as de ndre
Former ttoder os tidt til at skjnle den Medsølelse, vi kan
søle sor Menttesker, vi møder paa vor Ves. Den uttge
Mund maatte altsaa som saa mange andre skjttle sin
Interesse og nøies mcd at gwtte sig frem, mens hap
jimed en paatagen ligegyldig Mitte saa paa det Flege,
sksnne Ansigt lige obersten
-
«Nn konimer vi til SaintsRambert,« sagde han, da
Toget sagtnede sin Fari. Han rejste sig, samlede hendes
Reisetøj sannnen ng steg stärst ud«as Vognen.
»Er De Dis paa, 1nan,venter Deni?« spurgte han
og saa sig omtring.
»Ja, Tak, det er jeg ganske Vis paa. Vognen holder
nok gabved Stationen.«
tönn ralte l)anI Haanden
»Tak,« sagde hnn nok en Gang; det var alt, hvad
lmn knnde sige. ·
Den nnge Mand havde taget Hatten as sit rige,
sorte, krøllesde—Haar. Han trykkede hastigt Aimees Haand
sag fkyndte sig np i Vognen igen.
XIV.
Da Iliinee liavde naaet et Par Skridt, kenn en nng
Karl hen til hende og kalte hende et Kort, idet han
sagde: »Er det til Dem, Frøken2«
Lilimee lceste det og sagde: »Ja, Takt og her er
Garantiseddelen paa mit Tøj.«
Karten tog bendes Vadsrek og gik foran ud til en
elegant Von-n som lioldt ndenfor. Da det allerede var
inørkt, saa lnni slet ilke nd af Vindnet for at gøre sig
kendt ined Egnen, sont hnn nllerede vor ked af. Des-nden
bavde hnn io et lJelt langt Aar til at leere den at kende i.
Hnn laade siq dersor tilbage i Vognen og lnkkede
lØjnene for at saa Vngt ined sin Uro og Ængstelse
Ontsider standsede Vognem en Tjener aabnede
Vogndøren og gis foran ind i en rigt møbleret Forstue.
Derfra førte en Dør ind til en stor Sal, oplyst af en
flammende Kaminild, omkring hvilken der sad fire
Dann-r, flredt i sort Krepslor
Ttliinee blev staaende paa Dortrerskeleth bleg ng for
slrwllet, da alle Hoveder vendte sig om, og sire Par
lØjne stirrede pna liende gennem deres Lorgnetter. Sau
reiste den ynafte siq lntrtigt og ønslede bende Velkominen
paa meaet daarliqt Fr«ansf, nien saa lijerteligt og Ined
et saa arint Haandtrnlh at den stakkels Aiinee blev ganske
varni um Hjerte derved.
,,-3røken Valrose, maa jeg soreftille Dem for mine
Tanter.«
De tre Dainer bøjede Hovedet, og en as dem kalte
liende Haanden og spurgte, om hun var træt af Reisen;
hvorpaa lmn bad den nnge Pige om at ringe.
»Det behøves ikle, Tante Love, jeg følger selv
Frøken Valrose op paa bendes Værelse.«
»Men, Mand, det er bedre, Katrine gør det, mit
Barn.«
Uden at bryde sig om denne Jndvending tral Miss
Maud Portieren til Side og forsvandt, fnlgt af Aimee,
som heller end gerne unddrog sig de nndersøgende ·Øjne,
der iuaalte hende fra Top til Tan.
Den nnge Pige fo’r som en Pil op ad Trappen og
ventede deroppe paa sin Ledsagerinde
»Der er deres Værelse,« sagde hnn og aabnede en
Den ,,og der er mit, de ligger ved Siden as l)inanden.
Tanterne bor langt borte i den anden Ende«
Derpaa gik hun soran ind i et rneget smukt og
dvggeligt Vcerelse, hvor Jlden brrendte lystigt i Kaminen
og kastede et varmt Skær nd over Msblerne
Maud tændte selv Lysene. «Ser De,« sagde hun, ,,vi
lan genuem denne.Dør komme ind til hinandenz men
lwis De ikke synes om det, kan vi ogsaa lukle den af. Mit
Vierelse er ganske ligesom Deres,« tilføjede hun, »den
enefte Forskel er, at Farven paa mine Møbler er lysei
rød, og DeresJ er blaa: oq det passer rigtig godt, for De
er jo ncesten lielt lys.«
Den fortnmlede og forbløffiede Aimee svarede kun
med et Smil, mens hnn undrede fig over, at denne
lille Freken allerede vidste, hvad Farve hendes Haar
havde.
»An skal jeg ringe,« sagde hun, »for at De kan saa
Deres Middagssmad og saa gaar jeg min Vej.« Men i
det samme vendte lnin oni iqen og sagde: »St)nes De,
min Udtale er itcegetWaarlig ?«
,,Det fan jeg virkelig itle rigtig dønnne om endnn,«
svarcde tIliniee lsalvt iorlegen, skønt Spørgsmaalet mo
rede liende
,,Jeg vilde gerne tale rigtig godt Fransk,« sagde
den lille Frølen nted et dybt Sul, ,,men det er saa vanskes
ligt. Tror De, jeg kan lære det?«
«Det lan De meget godt.«
Den nnge PigesI Ansigt opllaredes as et straalende
Smil »Na gaar jeg,« sagde hun, ,,men —«
,,Men l)vad'.2«
»Er det nbeskedent at spørge oin, hvor gammel
De er?«
,,?lldelecs ikte, jeg er nitten Aar.«
,,Hvor det er yndigtl alle de andre var meget ældre;
jeg er arten, nien ieg er meget mindre end De,« til
søiede hini med en saa klagende Stemme, at Aimee ikke
tunde lade viere at le; men ved sig selv beundrede hun
derhindtagende Slikkelfe, der passede saa godt til det
lille merke Ooved
J dette Øiistvlit foni der en Tjener ind og begyndte
nt dnskle Bord. «
»An gaar jeq,« saqde den unae Pige, »du jea haa
l3er, De nil soue godt Jeq stal not prøve paa at lade
vasre nied at sie-re Zwi, naar jeq kleeder nqu ais fnen
jun er saa leitet, at jeg itle tan gaa forbi en Stol nden
at rive den um«
icsun raite Iliinee Oaanden oa saades ,,De er saa
stisætkelig blen, er De sngW
»Nei, slet ikfe, inen jeg Zr meget trcet.«
,.Naa, Taadaih det er da beldigvis ilfse smitsomt,
for ser De« — on lntn lo bøjt -«— »De er den fjerde
Zelskabszdame, im lmr haft i Wbet as tre Maaneder.
Den fsrste —- vent lidt, io nn knisker jseg det, bun knnde
ikke mere Franst, end der beliøves til at vrere Banne,
og blev tun nogle Dage. Den anden led as. nervøse
Trækningser i Musklerne, saa hun stadig rnstede paa
Hovedet Det lader til at vcere meget smitsomt, for jeg
begyndte strats at gøre det- samme, og saa rejste lnm
efter tre———fire Ugers Forlslx Den tvedie kunde ikke læse
hsjt uden at blive hies. Da hun havde været hersjorten
Daqexskaldte Tantexne en Læge, som opdaqede, Itt hun
-
havde Halsbetcendelse Og saa reiste hun pludselig, udes
at jeg ettdogsaa maatte sige Farvel til hende, for De vsd
not, at det er ttteget stnitsomt og der maa ingen gaa ins
i hendes Vcerelse. Jeg tror Virkelig, at hvts Tantetse
tuttde se Dem nu, san vilde de vcere bange for at lade
Dem blioe het- i Nat. Mett det et- tnig det samtne; fes
bilde have en, som jeg kunde more tnig bed at sttatke med,
og da Fader holdt med mig, saa git jeg as tned Seiten
iFor Resten,« tilsøjede l)tttt, og ljendes fløjlssorte Øjw
istmalede stasltttst, ,,gaat· jeg altid af nted Seiten; det
Hskal De not faa at se.«
« Detnted løb hun bott, efterladende Atmee temmes
lig forvirret ved dentte uventede Meddelsomhed
«Det ser maaske ikke engang værdt, at jeg pakcec
ud,« tænkte hun, mens huti bøjede sig ned for at lukte
Kufsertett op. De vil vist ogsaa opdage en eller enden
Sygdottt hos tnig og settde ttttg bot-t, før jeg faar Tid
dertil. Jeg skal ikke tage mig det saa ncer, stønt Be
gyttdelsen itke var saa slem, sotn jeg havde tættkt mig.«
Jtttidlertid var Maud oendt ttlbage til DagligsM
ltvor ljtttt saldt tted sont en Botnbe tttellent de tre sat
atgede Damen
»Naa,« sagde ett af dem, vistnok den ældste, thi
ltettdeåi gtsaa Haar Var prydet nted en ltlle Kappe, der
lignede en elegattt og luftig Hattetam, ,,nu maa du da
ltave gjort gruttdigt Bsekettdtskab tned den Frøkett Jss
er viLs paa, J er helt fortrolige allerede.«
,,Jkke ettdttu, Tante Jsa, tnen—det er hettdes Stle
og ifke tttitt.«
Ftsøkett Vandrai havde et spottende Udtryk og hvis
skede ttoget, hvoras tun ,,daarlig Opdragelse« var hørligt
»Hun saa sorskrcekfelig danklig ud,« sagde en af
de andre Datner, ,,jeg erimeget bange for, at det bliver
en ny Skufselse.«
»Det et- itke ttoget, Tnttte Estelle, l)utt er bare
tt«cet. Htttt har fortalt mig, at hun er fttldstcendig mik.«
»Nu skal vi l)øre, ltvad Doktoren siger; hat« du toll
til hattt deront, Dolores?« tilsøjede Damen Uden at tage
Hensytt til Mand·
»Nej, ikke ettdnn; jeg tcenkte, hatt kuttde tale tued
Frøkenett, ttaar hatt tomnter næste Gang«
»Na, hvor du er rar, Tantse Lorez jeg trot, hutt dil
de vcere blevett tneget ked deraf.« ,
Damen stnilede og den unge Pige trak sitt Stol hes
til ltettde—:». »Jeg tror,« sagde hutt fortroligt, ,,at vi vil
fottntte tigtig godt ud af det sattttnett.«
»Det kan du jo itke vide endnu, min søde Ven«
,,Dolot·es:s, ltvad er det for noget dnmt noget, Baru
et siger·.2«
,,Det er en Hemmelighed, jeg betror Tante Lan-·
sont dtt ikke tnaa here, Tante Jsa. Jeg har en Fortd
følelse af, at oi dettne Gang hat« vceret heldige,« tilføjede
den lille Drillepind ettdnn sagtere for at opvække de
andre-I- Nysgerrighed
,,Det var ogsaa paa Tiden,«.sutkede Freien Lon,
»ntett hvorfor tror du det?«
I ,,Jeg ved det ikke, men alting tyder derpaa. For
det første er hun smuk og har et nydeligt Væsen; og jes
er vis paa, hun er ged, det fer man af den Mande, hock
paa hun smilek og ser paa en.«
,,Din lille Nar! husk paa, hvor ttærsynet du er. Du
ltar vist set galt, det har du jo gjort saa tidtl«
,,Det er utnuljgt; jeg hat set paa hende baade met
og ttdett Lorgnet Nu skal jeg bestrive hende, saa km
du seiMorgett, ottt det er galt. Haaret er midt imelles
mørkt og lyst og krøllet lidt; naar hun ikke smiler, hat
Mundett et sørgmodigt Udtryt, som jeg saa godt tot
lide; Øjnette er dejlige, og Øjenhaärene er saa lange«
»Hm du maalt dem?«
»Nei, Tante Jsa, jeg shar let dem.«
«Mattd, du maa tage dig i Agt for at overdkive
saadan; man katt jo sttart itke tro mere, hvad du siget.«
»Men, Tattte Jsa, det var tun tned Fingrene,-«jss
overdrev — — aa, der set Fader!« og med et Sprink
tastede den uttge Pige sig i Artttette paa en stor, mjtl
Mand, ttted hvent httn havde ett slaaettde Lighed,og solt-·
ltavde staaet et Øjeblit ittdenfor Deren « J
»Hu« er kommen, Fader —- —« ,
,,.Lwettt, tnin lille Beut-« «
»Den fjet«de, Frøkett Valrose.«
,,Aal« «
»Du ser ikte vtdere forttøjet ud.«
»Bi! dtt have, jeg ital hoppe og springe af Glcedef
Lad ntig dog først se ltettde Syttcks du otn l)ettde·.-«
,,Hviltet Spørgstttaah Edwittl Hur du ttogen Sinde
hørt Maud sige, at l)ttn ikte syttes om nogenL Hut
mattgler jo helt Smag og Døtntttekrast.«
,,Vit«telig! det hat jeg aldrig lagt Meerke til,«
sagde Htc Watson, idet ihatt tog sitt Dotter paa Siedet os
kneb hettde i Kittdett for at strasse hettde for Mangeles
paa Dønttnetraft, og Maud gentog for ham en be
gejstret Beskrivelse over sitt tty Selitabsdame
»Na-der dtt dig itte til at se l)ettde, Faden-«
»Jeg er bange for, at det itte hindrer mig i at
sove godt i Nat,« svakede hatt.
,,:’la, hvor dtt et« slettt; J gør allesatntnen Nat qi
ttttg, tttt gaar jeg t Zeitg«
»Hät- dtt unstet paa Fabrttten lige til nu, Edtottt?«
»Im elleth var jeg Inmitten for l)jettt. Jeg ventede
eftet Dottay.«
»Hm- l)tttt haft ett god R-ejse?«·
«Jt’t«e rigtig godt, trot« jeg. Hatt traf ikke de Folc,
hatt oilde befugt-, tttett hatt tager jttart derhen igett for
at satt tnetse nt oide Nu tnaa hatt overtage Tilsynet s-—
men, hvad bestitler du der, Mand, jeg tt·oede, dtt var
tgaaet i Seng?« «
»Na, del ltttster itte, tnett nu gaar jeg; god Nat«
- Dg itta forsvattdt hun.
J
Fortsætteö.
i
.-c.ki-»
.
