—------»-—s -- -..-.- .--...---.-—
Snsamte Gagttebiux
Hittebarnet.
Antoriserret Overrsættelfe af
Berta Heil-»O
» (Fortsat.)
Dot var tlelns Dag; da sit den syges Ansigt paa
engang et Udttsttk as stor Angst, shnn reiste sig plndselig
on i Zeitgen, sttatte Htenderne stetn og seegtede traut-p
agtig ttted dettt i Qttxitett
,,IDet er et« ".’-lnfald,« lkvitskede Kante Rosa gansle
sagte og lob then for at holde paa l)ettde. ,,Lttk Vin
duerne otpl Nan, naa, Marm, dett gaar nok.«
Mett den syae teenttpede sotgattves for at saa Vejret,
Øjnette traadte iltelt stent af bete-J Httlet·, og de blau
ILiasber sortrak siq irnateliat
Plndselia iant Oettedet ned ttaa den ette Zkttder,
Artnsette sank ned, og slntn dlen liggettde ttsbettægelia
,-’Det er .s-ot«lti,« «Itttistede Tante Riosa.
Tattte Marta stets-date at stttile og søgte ester dett
Haand slntn ltavde iilnppet
»Das Te det dedm Marias-« sttdnrgte Prasstett sog
ncerntede sig.
Ten tstyae isoatede itie.
»Der et ttan,« taabte tlntn tttlttdselig, og shsendes ttidt
aatbne Øtjtte saa allerede ind i Ettiglyedetts Dtjd »Seit
lotnttter « tålitnee dn tontntet onan « ————«
Ee liierteikasnsnde Jst-im sont Tante Marta itke
horte, svar Svaret.
Den gatnle Kette lltojede sig over den ttttge Pige og
llyvifkede: »Mod, tttit Vom — Hv. Vatikan vil Te
thjatltpe tttia ast dcete sitende then spaa hettdes Sena, jeg
trot ikke, ihntt katt Itolde sig optte lasngre —— Saa,
stattels Laut, nn nat dn dog Fred et Øjeblik —- det
et· tnesten Stntd at talde hende tilLive igett for at lide.«
Mettsts Tante Rosa talte faadan, aned ltnn ltestigt
dett ttttge sPigeLi Handets og Tittdinaen Olitttee slog
OØjttene op, saa sig ottt oa vettdte Honedett bot-t.
,,.f)nn ttil sotte,« sagde Tattte N«osa, ,,og det er det
«bedste hnn latt aøre,« oa saa listede slnttt sia stille nd,
sttlgt as Prcestett
Saa snatt Jlitnee var sbltsttett ene, lod bun sia glide
tted as Zeugen, on stont sltntt knasp tnnde staa paa Be
nene, aik stntn llien tiltlattte Marias Sena, stwor htttt knces
lede tted og betraatede det stille sekklatede Attsigt,
sont saa tttange Stumm-, Smerter og feil-fla—gne For
haabnittger var draget lten over. Knn eet var blevet
tilbage: Den dnbe Fted, isont Gttd stcettker sitte ttdvalgte
»Tatt»te Matta," liniitede htttt ettdelig, ,,Tattte
Matten lad tttsig tolae ttted dia, jeg tatt itke lot-e ganste
ene.« — Hatt ttntktede ottttssdett tsaand sont beayndte
at blive stisv on told, og lagde sin Kind op til den
dsdeku —— ,-I-attte Marm, jeg er dit Barth sieg that
ikke andre, ·ssoklad ntig iste, jeg eliker kutt dig, Tante
J Maria«
( Amt Bodens stille, hsjtidsfttlde Tavshed foarede
«’ hende
R »Am Tante Marta,« hultede -lntn, »Im bar ieg
( intet Wu, jeg iaak aldrig mere noget Nonn« Og det
stafkels Bat-n tastede sig liorkvivlet nod tpaa Gultvet og
etgw sig til sitt Sorg. -
,-Saa, ina, De er io stielt ttiornntitig,« sagde Tantez
Hi, sont kigede ittd ad Toren, ,,idg tvoede, Te sov,s
.« ieg Edle-v saa siokitrasktet Kotn tttt nd i Kotkeneti
N og drilk noget vartnt, sont fees bat lavet til Detn.« s
» s , Ajmee vilde asslaa det. s
,-tdois Dante Marta shorte det, vilsde nun blive
maget ted as idet.« i
»Im vil helleke do.« « H
»Man maa forst leve, sor man dor: naar De en-?
sang tblsiver liaa gndirygtig soitt Tante Maria, saa
saak De sntaaste Lov at do.«
»An iea wilde saa gerne do nn, iea kan ikke leve
uden hettde.«
,,ttdys, twok det vilde bedrove bettde at chore Dem
sige det. Kam nu og Darm Dem, De er ganfke stivs
stoslen Tante Marta oilde vcere tneget.ttrol«tg, twis
thun vidste det.«
Aitttee reiste iia og inlate Dante Rosa nd i Kik
cenet, hvor ttmtt blav tat ntrr ved Dtttteth drak, lwad
hun fik, og sad qattske stille med Heettdettte for Ansigtet
Neste Morgen iettsdte Pastor Arnauld Vind efter
hende. Hatt lud ved Tante Marias Strivebord og
Reste i et Mit-. »
»Oet er bendes sidste Vilie,« sagde than, »og ie,
hvad der laa ved Siden ai.« Der-med raste hatt Atmee
en lille, otnhyggelig ith Passe, sont indcholdt
det Anstatqu sintn Elnwde hast paa, da Roland fandt
hende ved Besen, og det Papie, twonpaa den vdtnyge
M, det ene Ord var ist-weh som Tante Maria havde
spottet tpaa tned al den Barmdjektighed, Ømhed og
Melisideo iottt thendesz Hin-te nannte-de
Tot tstaktele Bat-us Øjtte ·it)l-dtes med Taater.
men tntn toenttpede iok at Woherer tsig.
Pastor Arttattld vcdblev: «Tante Mart-hu hat
teitatttettteret sitele sitt chttdont til Tent. Abbediet ei
Wer-es, og Etettdeks lille Fdrntnew lnttt beder tnig ont at
boststtve den tsont tI:I-dtil Ig at date tTeres Forntynder.
Ei reisek hersra ottt et Pat- Daae, og sTe svettder til
baqe til Fett Robert.«
Ilintee reiste iig sur at gan.
»Vettt lidt, jea citat- ettdntt noget at sige Dem:
Oe ded, at en stomnntder itte sltlot stal sorge for sitt
dettdlingcs titttelige Meinst-T tnen at tftan ogsaa ital
opdkage hende, raade hende og irettestette l)ende, naar
hatt Finder dot nebst-endigt Hang Opwve et, fort sagt,
at erstatte sendet de Zetteler cknnt tiarxntiitetE
Atmee isaa optttwrtsmnt paa- sdet abnorlige tolde
Unsinn thvis Icsfjertnandv tskulde erstattet ttettdos Plejes
modet og grobe-:- ai en bitter Smerte
»Jet; »L)aabet«,« vedblev sPastortAtnauld »De vil
wert-, jcg ,s;.«tt· Derei- Vel ior »Die oa onsyldek mitt
Pltpt zmod al den Trostckd den. ’t’resver.«
M ratte thettde Haandety og den unge Pige qu
v,
ham Spidsen wf sfinse Eingre, sog faa gik thun atter ind
til ihendc, fsom ikke mere kunde ckftøkre chendes Saaten
mildnis tliendcs Simerte og med et Ord eller Blik
stille ebendes Sjæleangst
O II .
Der var gaaet en Uge. En lille Jordhøi, hvorpaa
dcr laa nogle tørre Blomster og shalovisne Man-se
oar det cneste, sder tiltendegav det Sted, lyvor Tante
Marta iiyvilch
J Astjbediet, Tom thun faa m)lig Ihavde forladt,
soar der stille. Den altid svirksoinme Tante Riosa gik
lydløst sud -og ind i Vcerelferne og gjorde r-,ent tog
IGardpnernc ned og dækkede Mnblerne til. I Iaa bukkede
hun alle Skodderne og beholdt kun til eget Brug
Kette-net og det tilftødende Vastelssse, llyvori ll)-un havde
tibbragt csaa mange gode Ti-mer, og lyvor det Ifoteöom
ishendcy at Tante Martas Squ endnu dvæle-de.
i Llimoc var reitst uden at shavc været i Haven
,—cllcr i Staldcn og Hømfehuset Alenc i Tante Marias
IVasrelse tue-elende ved chendes Sen-g sog shivilende sit
list-Deo spaa Sengetmppet oentede thun, til der blev
taldt paa OlJende, for at hun sskulde indtagc jin Plads
iigen ved «- Siden af Positur Arnauld i den Olille Vogn,
ider kørte chende tilbage til Pensionatet
! Gan gjorde ingen Modftand, «og Heller ikte gkcod
Hyum da lyun med Haanden vinkede et sidste Farvel
Ytil Tante Rost-, ssom stod -i Deren og sviitede med Lom
;ntctørt«lædct. Saa svar alt forfvundet: den gambe Kone,
lAlihediet med sine gulc Vinduesfkodder, Haven og
Jszrugttmserue Men der »vor nsoget, der-« ikke fsorfvandt
"det Var den sskrwkkelige Tour-bed, Gom fjles af den, der
that misstet alt, ihvad thun that cbsket, alt, ihvad der
gjiordc Livet lyft, let og frydefsuldt
XII.
. Attnee fad atter spaa sitt oattte Pladss i Læsestuen,
alt dar sont ser- nndtagen at lnnt nsn nar iiørt en
tneaet fitntpel fort Welt-. Det Var det ettest-e, der nd
norteszs talt ntittdede unt, lwad der var flet, tnett der
lnat- innen, der anede den f«t’ra-klel-ige Tontiljed -hun
Heite. Da htttt altid var flittig og pasfede sine sTing,
;-vidste ingen, at Sorgetrlltdldt sitende vaagen til langt
;nd tpaa Matten.
’ Der er to Siags Mennefker til: de, der lan ibære
Zornetn og de, iont butter under sfor den. J første
spØjesblik et· Snterten og Savttet ens ’i-or detn begge.
HMen ned Hin-bit af Forttnfteth Ellødvendigtlteden af at
arbejde ug saa Mennefloltjertets sLettssind elle Eaegs
;l(t-t·lig·l)ed blisver dett iønste Slagsz Meint-offer del ikke
Hielt traftede, tnett dog i Stand til at gettotptage Lisvets
ititaarde staut-u Te andre derintod Pasjek deres Besseres
ttigelset ottt Dagen, ndett at den tærende Smerte for
"lader dem et Øiejblik, og om Ratten, naar Sonnen
istltrlde ftyrke dem, under-holder de sig imed Sorgen,
sbtsbrejder sig svisrtelige ellek indbildte geil, gennemgaar
deres Erittdringek, baade de glade sog de sørgelige,
holder, Fort sagt, Sorgen frist og lovende, indtil den
stadig ifdrtmede Smerte gsr dem vanvittige eller tvinger
»dem til at sbcwe tdcrttderne ntod idintlen sog raabe ein
Wande. ·
! IDet var dotte, Vliniee giokde, eg Arn-dem der
ttar ior tsnttg for sitettdes fvage -Ztttldt·e, blev lettet.
»Der totn eiterlxranden No i iltendes Sind, vg thun be
gyndte at vattdre ipaa den Vei, sotn Tante Maria saa
tappert tltande gennentstridt Men thvor tyttn var langt
ettdnn fra at ligne fin Plejetnoderi Der var saa tnange
daatlige Tanker endmt i hendes Hierte, sfaa mange
iØnfker otn at tltcwne Fig, ssaa megen ?Bitterhed, sont
det itte faldt hende ind at tasnttpe inwd, før det var
’foriettt, saa det overtnandede Ihetrde.
»Den tpligtdpfyldettde Paftor Arnanld kont tidt
lag belegte sin Myndlsittg, og det svar chatn en inderiq
Tikjredsstillelse at lægge Mast-te til, at Ihnn itle
lasngere ivar det glade, tnrolige Vakn spm tidligere.
Cet var slet ille tttere nsødvettdigt at ikettefcette hende
og viie heade, twor thendes Plads var. Det unge
Ansigt tltavde tnistet det Ildtmt af glad Zorgløsztted,
der saa lasnge ltrwde smdt Ida-ni. Men snart blesv Ittans
Mlasde .f«ortnørlet. Mens Aarene gif, skete der en merkte
lig Forandring ttted den unge Pige. lDset var noget,
sont det var nntttligt at ·f«ot«lyittdre, og hatt var ved at
Ureders part selve Naturen og tro, at det var en Fell
tagelse af Forsyttet Thi denne forældrelsfe Pige, der
»vor beftemt til at sknlle leve et« ydmygt, ubemærket
Liv, lod til irke at vilsle staa tilibage for nogen sont
slyelst andre i Skstchod og Ynde.
Forgtwes legte den gode tFornnntder noget at
ndsætte spaa Ainteess Masdedragt7 shan maatte isnsdrøntnte,
at hettdes Asjoler var saa tawelige, sont de Inn-de verre
endogtlaa tarveligere end hans egett HastmT sidønt 1de
gjorde en helt andett Virkning Miit-selig not, fyntes
Aitnee ikte at have noget Begreb om, at heudes Hud
var saa ltuid, Trætkene regelmcessige, lØinene nted de
lange Piwitptper strlædvanlig Mutte, og Wrne iom
etc Ratte Verler. Munden var Mel-en asvant med at
lle oa hat-de et alvorliat, nndertidett lidt fmerteligt
’«lldtrt)k, thn fjerttede Inende sra den slattermilde sog
letsindine illngdotm tlynn levede intellem
Den fanwitxixtssisttlde lertttynder inkkede st1ed at
txt-nie tpaa de Mittel-set og Vattikeligtlteder af alle Slattsy
-,«ont tttvisvlidtttt vilde ntsøde idet staksels Varu, tfør Intn
naaede den Alder, siwor matt» ifte higer og lwnges
Ffter nosget eller ger siiig sfalfke Forlmaibningen tnen
thtn øttlter Ired og Ne.
! If s I
) sOgsaa Frtt Robert opsttldte ttaa sitt sMattde de
tstottvliqtelser, tlnnt tlnwde lpastaget iia imsod den Iforladte
tun-ge Pige Men til tht Ifsor sin Slætsligslted haittde
jxtyttn lasnge tntt iaaet et fvant, .flygtigt Ztttil Lidt
tefter lisdt svar intisdlertid det genliidiige Tillidviorlmltd
Iqaaet ever til et vitktelisgt Venftab intelletn Last-winden
,-og Eli-ven. th da »den, sont holdercrf ttogen, gerne visl
dire tiig sivr dem, sbldn Aimee ifnsart sttendes utrættelige
Hjaslpety sont ftsttede hettde, Ihtuor thun hunde, delte
heades Betymring sog Anbede og späte-de wende, im
vidt fom muligt, for de tufinde Plagen der altid
følger ined at sftyre et iPerrfisonat
Saale-des git der fire svirkfomme, arbejdsoinme
lAar, i shoilke Ajinee talfxipert havde fegt at Vandre ipaa
den fnoeore, Istenede, tornefulde Vej, foni Guds Born
ikke nisasa -f-orlade. Der-es Fødder kan blive ømine, deres
Hirn-der risves ti-l«blo-ds, de kan falde, blioe trætte sog
snisodløfe, men de er like ene; ihvert Saar lcegeg af
en niedlidende Haand, og efter lhvert Fald vidner en
sagte Rpr i deres Hierte om sGudS sfovbarmende
Kærliglhed
Paa den Maade gaar Vejen «frenisad og opad
og bliber eiterihaansden lett-ere sog jaivnere For Aimee
gar den sendnn ftenet og torneftrøet, nien ihun opgav
»den itte; shun istrmbte at ovewinde fit heftige Sind
og aflregsgse fine Fejl sog klagede Ifig tun ’for sham, der
ihører osort ifeageste Sink· Hendes glade, tillidsifulde,
sineddelende iNatur Var ibleveii mere indadvensdt, og hnn
trak jig isiiftinktiiiasssfigt tilbage -fra den Iftsøjende Etat-e,
der onigav hende. Det Var et ret enfomt Lib, hun
lenede, og shendes shøjefte sØnfke svar at tunne hjrelspe og
stette den Veninde, «foni knugedes mere og mer-e af
Sygdoin og Overanftrengelfe
Endelig olpranidt den Dag, da iFru Robert maatte
give efter og ertende, at lhendes Krsæfter var oplbrugte,
og hendes Gerning til Ende. Der var ingen Tid at fpilde;
hnn inaatte opgiive fit vante Artbejde sog fige Faeoel til
den llngdoni, linn shavde ofret fig for og holdt faa
nieget af. Hnn niaatte——og det var tungt at trenke
deppaa s- sogfaa fisge iFarivel til den forældreløfe sunge
Pige, fsoin havde tmntet fig saa inderligt til hende,
og foni nn igen vilde sblibe faa ene
Ta linn en Aften fad obewældet af disfe førgelige
Tanter, aasbnedesz Deren sagte, og Aimee fagde: »Di
vhar vilslet tale med mig?«
»Ja, mit Varn.«
Døren sbleo l-n"ktet, sog Ajniee gisk ihsen til Laniestolen,
ilwori den fyge Weile-de
»-Skal jeg Eli-eilte en Lampe, her er faa niørkt?«
,,)Tet beide-Des i«tte; lfast dig sher Oed Siden af inig,
Vliinem sLægen shar været lher.«
»Det ved jeg; finies han, det ser daarligere?«
Mens- den ftakkels Aimee fagde dette anftrengte hnn
fig for at læfe Svaret paa det blege Anfigt, foin hnn
tnap tnnde sfkelne i Market
»Nei, det fsyness ihan egentliig ilke, nien than vi«l
Ihn-ve, at jeg firats fkal opgive niin Stilling og forlade
Byen fnareft nisulig.«
Der var ganfke stille et sØjedliL
»Im har en «3«øster,« vedeo-o sFou Robert, »foni
bor i Stiejtsy ihoss sliende svil jcg lbo. Hirn lhar lcenge bedt
niig oin det, inen jeg lhar itte tunnet besteinnie niig
dertil. —— Oboefsor sisger du ikte n-oget, Ilimee?«
»Im lved ikte, jeg trenkte — ——«
»Wind tcentte du?«
,,-S!lt jeg faa gerne vilde rejfe med Denn Aa, kære
Fru Robert, tag mig med, jeg fkal pasfe Dem faa godt.«
iFru Robert klappede eng den unge Pige paa
Rinden og ifagsde stille:
»Im vilde isaa inderlig gerne, men jeg fer ingen
Miniathed for at kunne gøre det. iDu kan not forftaa,
at inin Søster og shendes Gern helft fele -vil pleje mig.«
iAisiiiee nitkede Lidt after hvifckede thun: ,,leorfor
ftal sjeg altid niiste dem, jeg lholder af? lspread sftal jeg
net gere? Jngen ihar Vrng «f«or mig ineee; jeg soar faa
gslad over at knnne were Dem til Nytte.«
Fru Robert fvarede ikke, hnn ftsolede ikte paa
fig felv.
ngaa Vliniee fad tavs med Hovedet støttet til.
fin Venindes Stod
»Ta-’b ikke Mai-eh mit lære Barn, du bed, ihvem
det er, foni sfaetter es spaa Prove«
»Trot- De,« ifagde Aimee niodløst, og shendes
Stemme sfkcelvede, »tror ·De, at than — at Pastor
Arnaaeld Ovil til-lade mig at Den-de tilbage til Asbbediet?«
»Die-g er bange for, han mener, du er altfor ung
endn-u, nien than har ilke fagt mig, hvad chan tsænker
M-«
,,iAltfor unle slyvad svil shan da gsøke ined mind
lwor vil han fende niig then? Det er tun for at drille
sniig, shan ikte svil lade mig vende hjem til Asbbediet,
det er fun, fsordis jeg fagde til iham en Dag, at det var
mit befieer iØnfte Aa, «jeg san ikte lade vcere at afft. .
»Ehe-» ins-, mit Vern, du vil som lidt tfortwde,
shvad du der fsiger. Paitiofslrnauld har indtil nu været
en omhyggelig Form-ander for dig, og jeg er vis paa,
han ikke vil gore andet, end hvad han tror er hans
Pligt.«
.,Men Ihvorfor er det altid thans Plisgt at gøre
netotp Idet modfatte af, shvad Ojkg Infker,«
»Da og lhan er saa 'forfkellige. Du ladet dig lede
af dine Jndfwdelsfer, oq than handlek efter Fornufti
grinnde J fiorftaar ikte hinanden, derfor er der ingen
Sympati nielslem jer. . ·1Nu maa du gaa ind og rette
an ved Bovdet og fende tLiamipen insd til mig; jeg gaar.
tidlig i Seiig, for jeg er faa træt.«
Blienee fande, idet chun rejfte fig: ,3Maa ieg com-i
me igen eiter Middag"«
Fru Robert sfvarede fniilendm
»Ja, koni, faa tidt »du shar Leist«
I O s
Nogle Uger fenere visie alle, at Hufets Frue
var fyg m ftnlde reife tbort, endoafaa før all-e de nnge
Pia-eh der var oben-de betroet, ilxwde faaet sTid til at
reife, va for Asimees Fremtid var bleven ordnet.
Midt i den Uorden og Forftyrrelfe, fom alle
disfe Wireifer «f-oraar.faqede, koni Paftor Arnanlsd en
Einermiddaq ior at beføge fisn Mond-sing Hirn gik
ind til bam i den forladte Dagligftne, fom niidt i det
almindelige Vinvar dog shasvde lbevaret lidt Czng en
friede: »st Worladelfe, ilmis De lliar maattet beut-U
Tjeneftepiaeene han« faa msaet at sbeftslille faa det Var
tilfasldiat at en af de sunge Piaer faqde min, De var
den« «
Passtor Arnanld fette Tfig ned sog lbad Almee got-e
ligefaa
« »Na bar iea siaaex Stier-« lag-de shcmk
Blodet fo’r sosp i »den nnge sPsiges Kinder-.
,,Det er et gunftigt Svar. Familien bestaar ck
den snnge Vige oq bendes Fader ·famt tre South
sIlsimee snkkede »Fordringerne er meget smaa De M
-tale Frau-ff nied den -nnge sPige, alde shende lasse gos
osg lwrerige Vøger osg ledfage !k)ende, niaar bun ges
ud, ksort sagt, giøre IDem behagelig for ihsenide.«
»Ist-g wilde stellere shave inndersvisst nogle smaa Beruf
»Man kan ikte altid sfaa det, som man onst-«
Per wriat tun man have det gsodt ov«eralt, naar mai
tun gør fsin Pligt Jeg vilde naturligvis have Treks
trnkket, at De var sbleven Ssygseplejerfke eller Diakonisk
men da Te iselsv shar tilstaaet, iat den lhellige Gemis
er Dem nsbehagelig og fraftødende, ønsker jeg, at A
modtager dette Titlbud; jsea str.or, det svil dvære fordelp
agtigt Ifor Dem · . .Hr. Wallsfon sbor tpaa lLansdet, lim
tfra de store Byers Fristelser og Synd Han er Eickss
mand, og Tanterne er der iHuset for den uns
USE-ges ·Etyld.«
,-Zkal jeg rejse straks?«
»Es nasste Ilgse — De «kan bestemme Das-en I
skal jeg skrive soni det. Reisen er ikke lang, Sand-·
Rmnbert lsigger knn (;—7 kTimer ifra Jeriibanen.«
Der lTalen et Øjebliks Tavshed fom endelig bl
afbrndt af Præsten.
»Im ved ifke,« sagde han lidt f-orlegen, «om A
.forstaar, Ihvorsfor jeg shar gjort mig faa megen Uma
for at finde en Familie-, der lever ganfke wie-«
Paa Landet.« « «
,,«:Iiej,« ssiiavede Aimee og Løftede sine klare Øjs
spørgende op Ipaa sham
IPaftsor Arnanld vendte fisg om, sein om dette VII
var hanc nllnihageligi.
, »Im giorde det,« —fortsatte han, ,,for at flam
Dem for Fristelser og Ydmygelfer, o-g, man kan ji
»aldrig Vide det, maafke endog for Hieriesorg.«
Ajmee sagde itte et Ord.
,,«F-aIn-ilien Wallson,« Evedsblev sPrcesteih «Ihar litt
boet Hanser fort Tid i Frankri(g, og da de tilmed hat
dnb Sorg, lever de ganske stille. De svisl altssaa ilie dek,
sioni det knnde,·ske andre -Zt-eder, være sudssat for U
komme ssamsmen med «frennnede «M-ennesker, færliig uns
Miit-nd Dhi,« Iher rømmede shan fig, »Der maa vidtz
at i vor-e IDage ser de unge Msænd ikke romantiske as
til at elfke en sung Pige for Gen-des egen Swld A
sforlianger baade et godt vam god Familie sog Fortune-«
Aimees sbrændende Rødme viste tydelig not, C
ilisnn nin lfsorstod «ham. ·
»Im er vis !paa,« «s-a-gde Hv. Arnauld, ,,at De es
ganig »vil erkende, selsv om De iskke gør det nu, at I
Um- Inin Pliigt iog til Vedste fsor Dem at handle los
jeg bar gieri. Jeg ved, at Dante Marta vilde bil
været enig med mig, sog denne Dante er misg uendels
Jdnrebar og sbør ogsfaa svæve det for Dem«
! Aiiniee csivarede Me.
»Gr. Wallsion,« tilføjede Priester idet han rejp
fig, »er underettet om alle de Omstændigheder, der
knytter iig til Dei-es Fødfeh men than bar ikke wes
at Burde underrette sin Familie »der-unt Man-sie h
han -frygtet for, at Damerne fknlde gssve Was
»m-od at modtage Dem. Kort sagt, shan er sden enefh
Hom «kender tDeres Hist-dreie«
! sAimee svavede itk · thun kalte ssin Faman
IsHaanden med et iramærenide Udtryk og fulgte lham II
JDevpaa sityrtede hein op ad Etappen og lassede h
iHide i sit Beet-elfe.
·
«
i
; ,,«Farvcl, mit Varn, Gud were mcd sDem!« Tags
Pastor Arnauld, idct lian trykkiede isin Myirdlinsgs Hamj
after at have sowie-set Esig om, at lhendes lille Vadstsk
og øvrigc Reisctøj laa lsikkert i Nættet oben-over, oagik
saa nd as Vognem da Weg-et satte ·fig i Bovægefr
Jlitncc viftcde til Affked med Haanden ud af Vis
dncst on tsoa dcnpaa tPladiz i et 1Hiørncs —- lwarjot
sknldsc lntn liljsoc staiacndr og fsc nd? der var jo inge
at »Ich nnd Ljncncy ingcn at vifto til med Lamms
tørklsasdet Hnn siaa sig adfpredt omkring. En gamm
Herve i det modiattse Hjørne Ehavde indrettet Ifisg nis
ncsligt paa at sont-, og lidt borte forsøgte en Moder
at lholde Styr spaa :—k—-—4 Vørm der alle Paa eng-us
vilde vsc nd af Vinduet Aismee tprøvede at sse nid II
sit, men alt var graat i grant, baade Jordeih Lus
og Oliventræerne. Og hun fslte sig saa nedtrykt, T
cne iog fsorladt som aldrig stät-.
Hvad Wulde thun i »denn-e Werden, og bvad M
hnn paa dot fremmede Sted shos disfe Menneskerz so
izmn iktc Ihde cLyft til at ivære not-, og som rimeliss
ais knn i shende vklde sfse cn Ding, der kunde Ofwa
-og more sderes dumme lille sPige lDane Danke is
bitrcdo besude. Maj, Tante Marta vilde gaufke sitt-l
»ika imm- sholdt af den Plan; Ilpun svilde itkke ihæve sseus
Wende alone nd intelchn fronniwdc, i det mindsfte D
Enden at have forvissct fig om, at hun vilde faa dck
«g-odt. Men dkt llIrød lPastsor Arnanld vfig slet ikie ost.
Qllldriig tsidcsn sTantc Marias Død iticwdc thun W
q"aa iorladt na saa Thron-von nun f-yntcs, alt ivar saa kais
og ligogyldigt lbaade indeni og udenom thvnde
Fortsættes. «
) x111.
i
,,We’ll lceep 01ck Cloty k’lying.u
A new national Flog sang of lotty -
Sentiment and Itkjking form. The right S soc .
at the right time-.
Words and music — our spoin pries -«
25 dont-. «
Von« Luth. Publ. sonst-.
Blgiy Nah-.