Susnnne Gaguebiu. «
Hittebarnet.
Antoris erret Overr scettelse as
Bei-tu Heil-erg.
(Fi1rtsat.)
Esterhnanden sit det knnnle Libdedi sit surrige Pech
tilbage, der ninnglede tnn Wangen as de Stennner,
der sordnm havde lydt derinde. s Hauen var der Bede
fulde of Salat, liloinstrende Nelliier ug Mai·gnet«itte1.«
J Heilsegnnrden lierstede der Lin og Virtsoinhed; Ha
nerne forknndte Degen-» Kontine, og Hensene kaglede
Hos de tre sinntte Weder i Stalden tilbragte Marta
en god Dei af Tagen. Ved smdig at arbejde og have
fuldt up at get-e sagte lnin at glennne og at nndgaa
at trenke over, thad der var stet. Hund thde nun dess
uden at lietiage sia even-? Oavde l)nn iike det daglige
Brød og met-e til? Onn var lidt ene, det er sandt, inen
den Stiel-ne delte hnn jo ined saa inange andre. —
Gud er retscerdig, det vidste inni, og hvad Ret hnvde
hun til at veere inicsfnrnøjet og knurrt-.
En Dag sii Martn Beseg nf Prassten og haan
unge Susten. Hendes Zeitibcslierstelse svigtede hende et
Øjebiik, og lnin blev ganste bleg as Sindsbevcegelsiy
men hendes Fatning vendte snart tilbage, og hun nied
tog den sninkke Brnd sont en eist«væ1«·dig Vcertinde og
viste hende hele sit iille Menge-eigen den bloinstrende
Frngtt)nve, Henseganisden og Ztaiden, intet blev fortn
gaaet. Dog, lnior ineget den Tag end indehuldt, sure
kom den dog Enebueren i Libbediet at viere inmet lang,
men da den nndeijge lille Kone ned Assteden reiste sig
paa Taaspidserne for nt tasgge jin Eil-in uni ins-usw
Hals og nie-se i)ende, fette Maria sine Ljne finde-J med
Taarer ug gengwldte nnsd Gliede liendesJ tuertegn
Ztaaende paa antwrstelen og styggende ined
Haanden over lFZJjnene, sont sue nt skaertne dein Inod deni
Sol, der sorlcengn um« gnaet ned, stod Marta lernng
og san ester de to, sein gis saa glade dort nied hinanden
under sinnen
»Fei· iiende er der Unite on sinsrligi)ed,« tientte
hun, ,,et virtsoint og nnttigt Liv, Net til at dele hansri
Snierte, hanc- »Ah-beide, haan Wiede, hnn bar den gla
de Opgave at gøre licnn lyttelig —- for mig er der En
somhed, intet andet! Men hvem er seg, at jeg ter knur
re?«
Maria gik langseint ind i anet og lukkede Dei
ren ester sig.
I I I
Den nnge Pige lnwde i Begnndelsen sornndret
sig lidt over den Ensinnhed der dannede sig oin tiende,
men saa havde hnn vcennet sig dertil og fandt sig nn
godt deri. »
Oendes Eneboerliv afbkødes tun et Pnr Gange oin
Aaret, naar hun sik Besøg as sin Ven, Præsten Det
var en Taknennneligliedggasld han ikyldte l)ende,son1
han søgte at afbeta1e, og han opfyldte denne Pligt med
den samvittighedsfnlde Nøjagtighed hvokmed han nd
førte alt. Undertiden var hans Huftru med, senere to-—
tre Smaadrenge, som Marta var ineget indtaget i.
Hvert Foraar com han ufkgvigseligt igen Men
som han tidligere ikte lmvde ænset den nnge Piges
friske Ztønhed saaledes gik hendes Smerte hcnn spor
lsst forbi Han saa itte, at hendes brune Haar blev
graut eller at altfor tidlige Nunker snrede hendes Pan
de; Maria var for bain nltid den samme, og Aarenes
Viert sokbavsede hain iste.
Navnet Tante var ifølge Landsbystik tnyttet til
hendes Navn, da hun blev ældre Det var paa dette
Tidspunkt, at den lille Roland en Aften viste sig i heni
des Der med et Born naa Armen og en Bein i Øjnene og
paa Læberne, sont hun ikte havde kunnet modstaa
WJ«-mäi.s
P
L-,--- . «-...
IV.
»Kon! indi«
Det var Tante Maria, der svarede paa en beste
den Banden paa Deren. Denne aabnedeö langfomt, da
der vifte iig et Ooved, indfattet i en hvid Kappe.
«Kom ind,« gentog hun, da hun geniendte den
qamle Pige fra Villaen, ,,jeq er ganske ene med mit
lille Dam«
»Det er for at se hende, jeg er kommen,« svarede
den gamle Pige, ,,tnen det er virkelig ikle af Nysgers
righed, maa De tro. Jeg mødte Drengen, da han brags
te Bat-net op til Villaen, og det var mig, fom opfors
dtede bam til at henvende sig til Dem, da jeq var vis
paa, De vilde ynles over det. Det vilde naturliqvis
ikke have vceret nødvendigt, hvis min Frue havde le
bei-«
»Trot: De, hun vilde have taget det til fig?«
Pigen Ivarede itle, hun syntes at voere falden i
Tanler.
»Det var underligt, at den lille Dreng fik det
Jndfald at ville bringe Barnet op til Villaen, da han
jo icke kendte den unge Dame«
»Ja, men De ved nol, at han fclv hat vceret der
i nagen Tid, og at hans Moder døde der, efter hvad
jeg hat hørt.«
,,Det er rigtigt,« fukkcde Tante Marta, »jeg hu
fker det, sont om det var i Gaar; hnn var saa fmuk og
faa ung, nceficn et Bam. Roland er hendes udtrykte
Billede Men hun var allen-de nieset fyg, da hun kom,
den lille Stalle-L og hverlen hnn ellcr hendcs Mund
anede det; de mente begge, at vort Klima skulde hel
brede bendes ilemme Hofm«
»Er han ogfaa død?« spurgte Pigen
»Det tror jeg ikke, slønt han ikke more lader høre
fta iig.«
,,Hvorfor tager han da ikke sin Sen til figW
»Ja, Mænd er jo ligefotn Bern, de vil ikle for
jtyrtes i deres Sorg, fordi de mener sig utrsftelige
I
Baruet var ham til Ulejlighed, og han lod Tante Ur
sula beholde det, men lovede at komme fnart igen og
heute det. Nu mener man, han er i Amerika.«
»Stakkels Drengi Min Frue lagde Mærke til hum
og det var ikke saa underligt, det er saadan en smuk
Dreng. Hun holdt af at se ham gaa forbi, han saa al
tid op, og de havde veennet fig til at nikke til hveran
dre. Det er hele Bekendtskabet, men saa kan man jo
not trenke fig, at han vilde bringe «sit Fund til heu
de.« "
»Jeg fik hende aldrig at se,« sagde Tante Marte
»hun gik vift aldrig udenfor sin Hang-, og jeg kommer
sjceldent ud af den Kaut. Men det har gjort mig meget
endt at l)øre, at hun er dad«
,,Jeg san nok, hun blev svagere,« sagde Pigen, »og
dog ventede jeg ikke, at hun skulde die-, sfønt hun talte
tidt om Døden i den sidste Tid Tvoertimod havde jeg
godt Himb; hun var saa modig, at jeg stadig tænkte
hun vilde kunne overvinde sin Sorg. Men nu er huu
lykkelig --— og det er kun mig, der er at beklage. .
»Har« De ingen Familie-W
»Nei; min Familie, det var hende og hendeI
Mand. Hain passede jeg, da han var lille, fulgte med
til hans ny Hieni, og jeg hiir ogsaa lukket haus Øjne.«
Tante Maria tan
,,Naar alt er forbi,« begyndte Pigen igen, ,,vil
jeg vende hjem til mit Fædreland, Svejts, men jeg
haaber ikke at blive der lcenge.«
»Bi! De tage Tjeneste igen?« spurgte Tante Mar
ta lidt fnrundret.
«Nej, jeg banden Gud vil have Medlidenhed med
uiig og stinkt forene mig igen med mit unge HerskalL
Jeg er endnu ikke syldt 50 Aal-, men jeg er træt af Li
vet og vil gerne gaa bort himme
»Ist » san sergeligt for Dem at veere alene i
dette «Øjelilit," Jagde Tante Maria medljdende, »den
leis Tse ingeu til Begravelsen?«
»Nei, ingen,« svarede Pigen sørgmodig. »An, hviis
De vidste alt, hvad jeg Ved « men jeg siger intet, det
bliver inelleiu dem ng mig. De er lytlelige nu de er
samtnen, jeg alene er at beklage; men det vil ikke
vare lceiige — —«
Tante Marta l)m«te ikke incre, hun havde hcevet
Oovedet og lyttede Nei, ljun tog ikke Fejl, det var
hendes Baru, som var ved at vaagne Him reiste sig
og lom snart efter straalende tilbage.
»Hu er l)un,« sagde hun, da hun kom hen til
Pigen, foin havde rejst sig og nu bøjede sig over det
lille Ansigt med de klare, blaa Øjne
»Hm De i Sinde at beholde hende?« spurgte hun
efter at have stirret tavs paa Barnet i nogen Tid.
»Ja, hvis ingen forlauger det udleveret.«
»Gud velsigne Deml Ja, jeg ved, han vil veli
signe Dem·« Hun gik langfomt med scenket Hoved
hen imod Deren. ,,Farvel,« sagde hun, ,,jeg vil, hvis
De tillader det, se hekhen et Par Gang-e endnu, in
den jeg rejser.«
»Ja, det maa Te endelig; san tidt De har Lytt.
Aa, der er et nyt Wes-da Kam ind, min Dreng·« Pi
gen trat sig til Sidc for at lade en Dreng med trøls
let Haar og fornøjede blaa Øjne komme farbi, og med
et Spring stod Roland tnidt i Stuen.
»Du kommer meget sent,« sagde Tante Maria
og lod sin Haand glide hen over det krallede Haar
»Im sit ikke Lov til at komme spr,« svarede han
og strakte Armene ud efter Varnet, fom laa paa Tante
Marias Arm. Denne betænkte sig lidt, men da hun
pludselig erindrede fig, at uden denne Dreng vilde hun
ikke i deite Øjeblik være den lykkeligste Moder i Ver
den, avcrrafte hun ham Barnet. »
»Was godt paa l)ende,« sagde hun, ,,men—:- jeg;
gaar ud og fodrer Gederne og Hausene, jeg har are-!
ften intet faaet gjort i Dag i Huset.« I
Da hun lidt efter kam tilbage, sad Roland paa
Gulvet og faa paa den lille Pige, som laa paa hans
Skød og betragtede ham igen med den dybe Alvor,
iom scerkender nyfødte Børns Ansigter.
Drengen var helt optagen af Beundring over Bar
nets fine, brune Haar og blaa Øjne og den lille be
vægelige Mund; og mens han ftirrede paa det lille
Ansigt, lod han sin Finger glide let hen over de fløjsi
bløde Kinder og undredes over, om hans nagen Sin
de havde været saa bløde og hvide.
Tante Maria faa fmilende til. ,,Naa,« fagde hun,
»hvad ital vi faa kalde vor lille Ptigeim
Dvenqen fvarede for-legen: »Jeg kender ikke noget
kent Navn, men man kunde maafke opkalde hende ef
ter Dem, Tante Maria«
Men Maria rystede paa Hovedet »Nei, nej,«
sagde hun, «det gaar ikke, jeg har aldrig brudt mig
om det Navn.«
»Hvorfor ikkeim fpurgte Drengen
»Maaste,« sagde hun endelig, »fordi Frelferen
foketrat Maria«
,,Aa, nu har jeg det,« udbrød Roland, idet han
sprang op og gav sig til at danse rundt i Værelset.
,,Jeg kender et Navn, der er saa fmukt og faa sandt«
Blodet fo’r op i Tante Maria-s Kinder, hun greb
forskraekket fat i Drengen og raabte: »Er det saadam
du pasfer Tante Ursulas smaa Born. Saa tør jeg
ikke mere give diq min lille Pige.«
Roland saa forbavset paa hende og sparedcn ,,Det
gør dem virkelig ingen Fortræd; alle smaa Born hol
der af, at man danser med dem.«
Tante Maria smilede og tog forsigtigt sin Skat
tilbage igen og fande: »Naa, sig mig saa det Nat-n
der er baade kønt og sandt.«
,,«.Dlimee,« ") svarede den lille Dreim, »an, Tante
Maria: vil De ikfe nat talde liende Rinier-, det er saa
sandt.«
Tante Marias sØjne syldtes med Taarer. »Ja,«
hviskede l)mi, ,,det er sandt«
Saa lagde lmn Bann-is Kind op til fin og fendte
en tavs Von oli til Sind um, at Varnet maatte blive
til Sandhed for l)ende, der skulde bcere det.
«) Aitnee betyder den elskede
Roland var imidlertid gaaet hen til Vinduet og
stod og saa ud·
,,Vil du gerne gaa nu?« spurgte Tante Marta,
der ikke var vant til, at de besøgende blev længe hos
l)ende.
»Nei, svarede Drengen, ,,men jeg vilde gerne
gøre noget for Dem.«
»For mig!« udbrød hun ganske forundret og
rørt Hoorfor vilde dette Barn gerne gøre hende en
Tjeneste, hende, sont aldrig bad nogen om Hjælp, og
som alle syntes at ville undgaa.
»Vil du hugge lidt Pinde til mig i Morgens
mGndet ligger i Skuret. Nu skal Barnet sove; saa
teender jeg imidlertid Jlden op, og naar du kommer
ind igen, skal Kaffen være særdig.«
Roland lod sig det ikke sige to Gange og kom først
igen, da der blev kaldt paa hom
Tante Marta lod ham sætte sig ved Siden af
fig, og han følte sig snart som hjemme.
»Hører du nogen Sinde fra din Fader?« spurgte
hun, da de havde spist·
Barnets Ansigt sormørkedes pludseligt, og han
svarede: «Nej, Tante Ursula har lcenge ikke haft Brev;
hun tror, han har glemt mig.«
»Tante Marta klappede ham paa Skulderen og sag
de: ,,Nej, det tror jeg jkke;« — og hendes Stemme
var saa blød, at de blaa Øjne, der saa paa l)ende,
fyldtes med Taarer — »hvor var han, da han skrev
sidste Gang?«
,,Vestandig i Amerika; han skrev, at han havde
meget at bestille7«og vilde komme og hente mig, saa
suart han kunde.«
»Naa, saa maa du jo tro det,« sang Tante Mar
ta muntert, «og saa niaa du være en god Dreng saa
længe.«
«Maa jeg komme igen i Morgen?« spurgte
Drengen, der uden Tvivl mente, at det var det bedste
Evas-.
Tante Marta smilede og sagde: ,,J Morgen skal
jeg i Byen tned mit Vani, jeg har en Del at besørge
der og sfal ogsaa købe noget.«
Roland havde rejst sig for at sige FarveL »Jeg
kommer alligevel igen i Morgen,« sagde han, ,,jeg kan
jo se, om Skodderne er lutlede.« Og ester at have be-«
taenkt sig lidt, tilføjede han: ,,Barnet bliver jo hop-l
Dent, ikke sandt?«
,,Jo,« svarede Tante Marta, »l)vis jeg faar Lov
til at beholde det, det er dersor, jeg skal til Byen i
Morgen·«
»Jeg l)aabe1«, De faar Lov til det, og saa vil jeg
gerne komme herind hver Dag.« Og uden at vente
paa Svar løb han sin Vej.
V·
Bat-net tilhørte hende, hende alei1e. Alle Ester
snrskninger for at opsøge dets virlelige Forældre hav-·
de vieret frugtesløse.
»Man sastter da ikke et Barn ud for at saa det
tilbage to Uger ester,« brummede Tante Ursula, da
hnn hørte, at Esterretningen om Barnets Fund var
bleven indrhtket i satntlige Blade. «Huguenotten er
hurtig bleven ked af det, jeg haaber, at der intet op
dage—:-, og at hnn saar Lov til at beholde den lille.«
Hendes Haab blev ikke skusset, men hun vilde
vcere bleven mindre glad derover, hvis hun havde set
Tante Marta trykke dette Baru, som hun nu havde
Lov til at betragte sum sit eget, til sit Hierte, se med
Kcerlighed paa de sine Trwk i dets lille Ansigt og
tiltale det med de blideste Navne, som nagen Sindes
var kommet over hende-Z Lieben !
Lykken var saa stor og saa uventet, at hun skcel
vede, naar hun tasnkte over det. Hun, Marta Valrose,;
var sundet vcvrdig til at opdrage et Barn, hun bel)ø-;
vede ikke at frygte for en ensom Alderdom, men kundcY
altid have en has fig, smn hun kunde vise al den Kerk
lighed, hendes Hier-te rummede, og sont var bleven
soragtet — det var en altsor stor Lykke Hun turde
ikke mere sige: Gud er retsærdig; thi hvem var hun
som modtog alle disse hans Velgerninger.
Barnet, som hverken anede eller sattede de Tan
ker, som røkte sig i Plejemoderens Hierte, trivedes
godt og begyndte at kende sine Omgivelser og holdt as
Marta, som det vilde have holdt as sin Moder. Naar
Marta ncermede sig, hilste hun hende med smaa Skrig
og Glædesudbrud, strakte sine buttede Arme ud og
lagde et uimodstaaeligt Udtryk i sine smukke Øjnez
log den lille Mund fremstammede Lyde, som kun Ro
land og Tante Marta kunde tyde.
Tiden gik saa hurtigt for Eneboersken i Abbe
diet, at det undertiden sorskrækkede hende.
»Jeg synes, det er som i Guar, du kam med
hende,« sagde hun til Roland, og se, nu gaar hun al
leredel«
Hvor det Aar dog var fløjetl — Mens Marta
talte, sulgte hendes Blik den lille Skabning, som me
get vallende sorsøgte at slyve ud paa sine egne Vinger.
Roland sulgte hende Skridt for Skridt, rede til at
lhjcelpcy hvis Benene svigtede hende. Men den lille
segensindige taalte ikke længere at blive holdt i Kjolen
sog udstødte et gennemtrængende Strig, hver Gang
hun saa, han ncermede sig, eller slog vredt efter ham —
sen Beim-Helle der henrylte begge Tilst«uerne.
s Og da hnn saa beghndte at snakke for Alvor og
isige rigtige Qrd og Sætninger, blev Beundringen saa
stor, at det ikte kan bestrives.
. I O
l
s Vlimee var nu snart fein Aar, og aldrig var et
Born i denne lhllelige Alder bleven opdraget mninere
sag kcerligere end dette Hittebarn Jntet Barth der
havde baade Forwldre og Familie, kunde viere gladere
end denne lille foreeldreløse Ubekymret om Fremtii
den og optaget as Øjeblikkets Gliede vilde hun silkert
ikke have byttet med nagen af de Bern, hvis Navne
og Fødselsdag er nøjagtig indsørt i Mittels-gerne
Aimee vidste dog nok, at hendes Ven Roland en
sinuk Efteraarsdag havde taget hende i det-l)øje Guts
sum man plnkker en Blumst, ug havde først braqt
hende hen til Tante Ursnla, sum ikke vilde tage imud
hende.
Hver Gang Born-et hørte denne tidt gentagne
Furtælling, tnnttede hun de smaa Hcender ug rynkede
sin Bande-, men saa upllaredes pludselig hendes Anstat.
ug hun lu l)enrykt, naar der furtaltes um, hvordalt
Tante Mai-to havde taget hende paa Armen ug vilde
behulde l)ende. Paa dette Punkt af Furtællingen glems
te Roland aldrig at sige til Barnet, at hun tilhørte
lsain i det mindste lige saa meget, sum l)un tilhørte
Tante Maria. J sin Egensfab as Eier mente l)an at
Inaatte give ester sur alle hendes Jndfald, ug det vilde
itte sige saa lidt, for hun havde saa mange, at en halb
Sues Drenge kunde have vueret fuldt uptagne af at nd
føre dem. Hvem tunde nænne at sige Nes, uaar saa
danne blaa Øjne saa bønfaldende paa yam, ug naar de
rusenrude Lceber luvede ham en Belønning2
Tante Marta roste sig af at vcere meget liestemt
lige uverfur Aimee ug anede ikle, at den, der først ug
frennnest Inaatte rette sig efter Barnet, det var netup
hende.
Men hvem tænkte paa at beklage fig?«Er der nuget
yndigere end at adlyde ug ufre sig for den, man el
sker. Des-Juden var der ikke Tale um alvurligere Fejl.
Hin-in af us bar ikke uæret egensindig ug hidsig, truet
med at slaa den, sum plejede usi, ug stampet i Gulvet
fur saa straks efter at surtryde det ug udslette med
Taarer ug Kærtegn, hvad man har furbrudts
Hvursur skulde Tante Malta fremfur andre have
lnnnet mudstaa to fmaa Arme, sum slyngede sig um
heades Hals-, ug en sød Ztemme, sum fursilrede, at nu
slulde hun nuk altid Være artig? Aimee havde dedudeu
en Egenst·ab, sum i hendes Vlduptivmuders Øjne var
den uigtigsle as alle, lnui Var sand. Hun var sand af
Naturen, men ugsaa sum ethvert Barn er det, der ved,
at dets Uartigheder er tilgivne i Furvejen, saa det ikke
behøver at skjule dem.
Tante Marta glcedede sig i Tavshed over at« se
Barnet uduitle sig, ug ved hvert nyt Fremskridt tak
lede hun Gild.
Nu var det Umagen vcerd at leve ug furskønwe
Auliediet ug plante nye Trueer i Frugthaven bagued
Hønsegaarden Barnet elskede Dur, ug dem skulde halt
saa; der var kuinmet dubbelt saa mange Høns sont
fur, ug et lille Lam havde faaet Plads i Stalden hoc
Gederne. Hun elskede Blomster, og dem var der nuk af
i Hauen. Hun huldt as at spadsere, ug de gik lange
Ture i Skuveu, langs med Strandtanten ug i Byetr
Hun holdt af Kutte, sum Tante Marta ikke kunde lide,
men desuagtet holdt en kulsurt lille Mis en skønne
Dag sit Sejersindtug i Abbediet.
Tante Marta huldt af Ensumhed, men Aimee viste
en afgjort Tilbøjelighed for Selskabelighed, og enten
man havde Lyft eller ikte, maatte man følge hende
rundt i all-e Husene, tale med alle dem, sder gik farbi,
og tillade hende at snakke med de smaa pjaltede Bism
de mødte paa Bejen.
Og Tante Marta smilede til alle dem, der var
venlige mud hendes lille Pige, ug hun gjorde mange
Betendtskaber. Det hændte ogsaa, at Tante Marta,.
naar hun havde strikket et Skørt til Aimee, stritkede
not et af det tiluversblevne Garn, ug saa bar hun us;
Aimee det hen til den lykkelige; paa samme Maade
git det med Strumper og andet Tøj. Det faldt da
af sig selv, at Tante Marta sagde: ,,Kum hen til mig
naar De trænger til nuget,« og de, der koni, havde
aldrig Grund til at furtryde det; saaledes kom det for
en Dag, at Huguenotten til Truds for sit alvurligtz,
lidt stolte Væsen havde et meget kærligt Hiertex x
VI.
Det var henimod Afterr, og Tante Marta sad med
Hænderne foldede i sit Skød og fulgte med Blikket de
smukke røde Skyer paa den blaa Himmel. Dagen hat-de
væket grau og regnfuld, Inen henimod Aften havde
det begyudt at dlæse lidt, saa de mørke Skyer var dreoet
paa Flugt og kun havde efterladt de smaa gyldne
Totter, der, snart i Floh snart hver for fig, drev het
:over Himlen I
Tante Mai-tu var bleven gammelz hendes sM
brune Haar var blevet graut og dækkedes af en lllls
hvid Kappe, fom gav det lidt strenge Udtryk i hendC
Ansigt et uvant Skær af Blidhed. Hun var fordybet c
Tanker: Hendes Liv, der ligesom den forløbne U
havde været graut og regnfuldt, var nu naaet til It
fredelig Aften. J tolv Aar havde hun været W
;uafbrudt lykkelig. Det havde været tolv velfignede Ink,
Hhvori hun havde lært Guds Mast, Godhed og MI
hed at kende. Tolv Aar, hvori den fine Plaude, III
hade betroet hende, havde udviklet sig situt CI
glædeligt.
Ja, hnn knnde kun takke Gud; den lille Skabnknp
som Roland en Aften hade bragt l)ende, var tm et
»fmnk, halvvokscn Pigc, som man børte synqe i M
»set ved Siden af.
! - Tante Marta genncsmgik atter i Tanketne Bat
1n-t-:— fnrfte Ledeunrz bvordan lnm Vuksede oq udviklede
fig, gjorde de fnrsts St«1«idt, stammt-de de sprste Ord
snnnsdc de sprin- Vogsmver. Jan kam den strækkeliqe
Aste-n, da Unn lmrte i Lundssbyech at en frygteliq Fe
ber rasche blundt Vorm-ne; hnn kom forfkrækket hist
lug sua sjg allen-du i Rande-n berøvet sin lille SICH dec
Himidlertid kmn lnsnde glad og frisk i Msda
’ J nmnge Dagc ringedc Dødsklvlleu Osten w
hørligt og furfyndte, naar nok en lille Sjæl fvrlod III
jordifke Volig. Og Tante Marta foldede stne W
uaar den uhnggelige Lyd hørtes, oq M til TM
og Varmhjertighedens Gud »
WJ j