Flut-eure L. Varelayt
Refenkransea
Autoriseret Oversættelie af
N. P. Mader.
(Sluttet.)
xxxVIIL
Det kvige Lin-.
Maanelysz paa Terms-sen —--— dejligt, sølvsiinnende,
vidunderligt.
Det hade lokket Garth og Jane derud. Aftenen
var saa mild og stille. En Nattergal fyldte den nærligs
gende Stov nied sin jnblende Musik. De rykkede deres
Stole hen til Brystvcernet og fad der og lyttede til alle
Nattens Toner.
Garth sad og strøg hen over fin Huftrus Haar.
Af og til løftede han hendes Haand op til sine Læber
gg lysiede Ringen sont han aldrig havde set.
De fad længe i absolut Tavshed Nu da de endelig
var alene, var deres Lylke neesten for dyb, for heilig
til at tnnne udsige5. Stilheden og Tavsheden fyntes at
sige ineget niere end Ord. Garth kunde site-holde det
ud, naar yan itte bestandig kunde beholde hendes
Haand Jane forstod godt denne Trang hoS hant i hansl
Blindhed Hun havde selv den santme Trang. Hvor havsj
de hun itte i alle disie lange Uger hungret efter det»
ØjeblitJ da nun tunde gride hanI Haand Trangem
Ihavde oite været saa stor, at hun itæsten itte tundeH
fejre over den.
Heit, spit, spit, fang Nattergalen i Stovem ogj
Gartn prevede at eite1«1igne dens vidunderlige Trittenl
»O, niin elstede,« sagde saue, ,,det minder migt
oni en Bon, jeg har til dig. Der er en Sang eller Hat-I
nie, jeg saa gerne vil hat-e dig til at junge sue insg»
Jeg sendet den il«t’e, inen jeg mitten dn san lmsfe deni
Du ynjter not den Mandag Listen, da jeg havde set Ma-·
leriet«ne, og Bester Roseniary lJavde bestrevet deni for
dig. Vi var begge dybt bevægede. Jeg var gaaet opj
paa init Værelse for at nedstrive niin Betendelse Me
dens jeg sad ug ftrev, harte jeg dig spille neden under
i Bitiliotyelet Meget "af det, du jpillede, kendte jeg.
Men plndfelig sneg der jig et Tema ind, Luni jeg al
drig hat-de yørt fo«r, et dejligt, vidunderligt Tema, samt
greb tnig Jeg lagde Pennen og li)ttede. Du spillede det
flere Gange ined forikellige Variationen og saa paa en
Gang vegyndte du at junge. Jeg aabnede ganske sagdte
Vinduet og lasnede mig ud. Jeg tunde høre mange af
Okdene, nien itte dein alle· Der var særlig to Linien
der gjorde et ouervceldende sndtryt paa inig De tlang
saa usigelig vemodigt, at jeg ncesten itte kunde stkive
mete.
Jeg tasnede mit Hoved ntod Vindnestarnien og niaats
te opbyde hele niin Sjælsstyrte for itte strakg at ile
ned til dig.«
»Hvad var det for Linier?« spurgte han.
,,Det var disse:
sk!
«
«
Og vi gaar ind i fetten Nat
til alt, hvad Makkets Skygger dslge.
O, Gotth, jeg same-s, der klang en iaa uendelig
Smerte ud af de Ord: »Og vi gaar ind i forten Nat.«
Den, sum hat digtet disfe Ord, hat not kendt noget as
den fannne Lidelie som vi. Men faa vetslede Teniaet
igen, og Tonerne var fulde af et saadant Haab og en
iaadan Glæde, at jeg felv fit Haab paann, tog inin
Pen og strev videre. Jeg haftet- ogsaa to Linier as det
te Tenta.
Jeg ser saa klart ved Himlens Rand-,
den Evighedens Sol oprinde.
Sig mig, Gaiti), hvor har du den Salme fra?
Syng den for mig nu, hører du· Jeg vilde gerne, at du
skulde synge den netop nu. Jeg synes ikfe, jeq san ven
te.«
Garth lo. Det var en Marter, der kunde fige faa
nieset.
«Janel Det er iaa morsomt at hsre dig sige, at du
ikke san vente. Det ligtier dig slet ikke —- du, som es:i
iaa ftrerk og taalmodig — du, fom er iaa sand. NaarT
du ftler det, faa maa du ogiaa fige det. — Ordene eri
af en Salme, som ftod i en gammel Sohneon jeqj
faudt l Ijok ved denne Tid Ordene greb miq laa for
undekliq, og jeg skrev dem op i min Noteboq. Natur
ligvis vil jeg gerne fynge den for dis, hvis du sniker(
det Jeq er dog bange for, Sangen vil lyde fattig udens
Akkompagnement Men for alt i Verden vil jeg ikke!
forlade dette dejlige Sted nn. « !
Sau rettede han sig op, og idet han foldede finei
Hænder over Knceet, begyndte han at innge.
Dq Jane lyttede til med et Hier-te, der ftrsmmede
over as Gliede.
Den klare Dag forsvinder brat
med al dens Liv og Lys i Folge,
og vi gaar ind i iorten Nat
til alt, hvad Mørkets Skygger dølger.
Men lud det blequ sont det kan,
det LUS, der tasndtes for at jvinde.
Jeg ser san sinkt ved Hindean Rand,
den Evigljedenssol oprinde.
Da er forsvundet hveri et Gys,
uq innen Zingger mer flal falde
Tlpi da er Herren selv vort WI,
un Gnd skal vasre alt i alle.
Te fidjte Ord klain sonl en Triumfsnng ud i Nat
ten og dude Dort i Stiche-den
,,Dejligt,« udbrød Juni-, »l)vor var det dejligt, min
Gotth. Maasse var det, fordi det var dis, der sang det
eller fordi Ratten omgiver os, jeq ved det ilke, men
jeq synes aldrig, jeg hat hørt noget saa fmukt far.«
tm
I Han bøjede sig ind imod hende og hviskede lykkes
lig:
»Jane —- jeg synes næsten, de Ord passe-: allere
de nu: »Da er forsvundet hvert et Gys, og ingen Skyg
ger mer skal salde.« — Blot fordi Gud har givet mig
dig, blot fordi jeg har dig.«
»Min kaere Ven,« sagde hun, »ja, du har mig og
alt, hvad jeg er i Stand til at give. Men der var ogs
saa Dage, hvor de andre Ord passede —- Dage, da Ly
Hset svandt, ja for os begge. Og lad os itte glemme at
Jlade Jesus Kristus vcere alt i vort Liv allerede her.
"Det er dog ham, der hat tændt Lyset for os, Garth
Hvor jeg elsker den Tanke, at han er Herren til Gud
Faders Ære Han skal ogsaa være Herren i vor Kike
1ighed, i vort Liv og vor Lytte, min Ven, itle sandt?
Og ital vi se Dagen gry ved Himlens Rand, og Evigs
hedenI Sol oprinde, skal vi blive suldtommen salig
hver især, saa maa vi vcere eet i hain. Er det ogsaa
Sandhed for dig, Garth?«
Garth ledte efter hendes Haand, indtil han fandt
den, saa løftede han den op, tyssede Ringen og sagde:
»Jo, niin Hustru. Jeg takker Gud, fordi jeg tan
sige i mit Mørke og under alle Ting, at jeg tan se Evigs
hedens Sol ved Himlens Rand. Jesus Kristus er og
saa det evige Lys for mig.«
Der fnlgte en lang Pause. Pludselig sagde Jane:
«Men Musikken, Garthie Jeg syntes3, den Var saa
dejlig. Hvem har ndsat den«-M
Garth smilede ncesten forlegen
»Der glcrder ncig, at du syneS oni den. Jeg man
nenilig l)et"ende, at det er niig selv. J Zalmebogen var
der ingen Melodi angivet. Du husker hin forfærdelige
Aftem da Zøster Roseinarh havde bestrevet mig Bille
dekne Da lilev jeg paany niindet on1, hvad Janes Kret
lighed vilde have været og tnnde have oakret for mig.
La da tunc jeg i niin Fortvivlelse den Saline i Hu.
Da var alt jordiiz Yhzs smindxtfpknidk det hdxe og del
indre, men da saa jeg i Aanden det evige LyI ved Him
lenS Rand. Eaa satte jeg mig ved Flhgelet og fremsag
de Ordene højt, idet jeg flog nogle Akkorder an. Og
plndselig saa jeg det hele for inig —- Melodien. Musik
ten. Zorn jeg saa tidt har« set en Zolnedgang og derefs
ter ined Kridt eller Farver fcestede den paa Lærkedeh
saaledesJ syntes jeg ligesom nu at høre den. Og jeg meer
kede den saninie Kildren i Fingrene, sont saa tidt havde
bragt niig til at gribe Pensel og Palet. Saa spillede
jeg det hele Vers for Vers —- Lysets Soinden og det»
evige Lys’ Opgang, hvor Gud Herren selv stal vcere
Unseh indtil alt til sidst klang i fuld Vished og Time-»
delse, og mit Hierte blev fuldt as Fred Det var lige-»
som Studiet til et Maleri. Derfor var det, du hørte detf
samnie Tema om og om igen i forstellige Bariationer.;
Til sidst fandt jeg den endelige Form. Hvor det glæderw
mig, at du synes om det, Jana Maaske tan du skrivej
Melodien ned, og jeg vil vcere lykkelig ved, om du enz
Dag vil synge den, saa kunde jeg spille Akkonipagiie-;
mentet. —- Men hvad er det, begynder det at regner
Jeg synes, jeg følte Dkaaber paa min Kind og paaj
Haanden.« ;
Jntet Sonn Da følte han, hvorledes Jane holdt
:«landedmsttet tilliage, og han focftod, at hun græd. ;
J det sannne laa han paa Knce foran hende ;
»seine! Hvad er der i Vejen? Hvorfor groeder anW
Hur jeg sagt noget, som bedrøvede dig? Jane, hvnd ers
det? O, Gud, hvorfor kan jeg ikke se dig?« »
Jane legte at beherske fig. Han trat hende ned paaj
Kna- til fig, og Jnne sagde med saa rolij Etennmh hun
kunde: «
»Der er intet, min elslede, vcer blot stille. Jeg
grasder af Glcede. Uæn dig op til mig, faa stal jeg pre
ve at fortlare dig det. Du skal vide, at du har ioinpoi
neret den dejligste Musik, jeg har hørt. Jfke blot jeg
din lykkelige Husmn er stolt af den, men alle andre,
der har Forstand paa Musik, vil nyde din dejlige Zang.
Gartl)ie, ved du —- Skaberkraften i dig er faa stor, at
naar den ene Kanal er lukiet, saa bryder den sig en
ny. Da du havde dit Syn, da skabte du store Vcerker
med dit Øje og din Demut-, nu bil du fkabe med dit
Øre og din Haand Kraften er den samme. Den udgys
der sig blot igennem en anden Kanal Hat du tænkt
over, hvad det betyderP Hat du tænkt over, hvilken dei
lig Verden der endnu liqger for disk«
Garth lo og klappede hende paa Kindem der endnu
var vaad af W. «
»Und btyder feg miq om Verden,« iagde haa.
,,Jeg trcenger ikke til Verden.«Jeg trænger kun til min
Hustru.«
Jane slyngede Armene otn hom. Hvor var han dog
et stort Born paa saa mange Mandel-, saa fuld af over
strømmende, uimodstaaelig Ungdomsfylde Hun følte fig
i dette Øjeblit saa weget ældre end han, men hvad
gjorde det? Desto bedre kunde hun omslutte ham med
sin Kærlighed, skærme ham mod alle Ubehageliqheder
og Skuffelier og hjælpe bam til at frugtbargøre sine
rige Gaver.
,,Det ved jeq not, min kære Ven,« sagde hun, ,,og
du bar hende jo ogfaa. Hun er jo helt din. Men tænk
alligevel paa den herlige Fremtid, der ligger for dig
Gud være lovet, at jeg er i Stand til at kunne neds
skrive dine Kompositionen Og teeni’, Gotth, dig i qlan
den, l)vorledes vi en Dag feiges nd ind i en nf vore
lierliqe Doinkirker for at børe en of dine Lovsnnqe eller
Koncerter, liøre dein foredmget nf de dejliqfte Stisnimer
i Verden Tasnk, bimd det Vil siqe nt knnne ariliss Sies
terne nied ren on heilig sllltifif, nt lnnw fmde des-i nin
de vidnnderline Villedeiy sont du lim« nmlet for dein i
Zeiten«
Nin-ils- loftede Hovedet
,Ci« d«t Mildt, ·J»".-:1..s, inne-: du !!i:-f.,sl«,1, ins "s.’-s’«l
er snn b(stndelig?«
,,«.Ui"i5’s, Eise-C Ven,« spart-US lslsci il«««!:«-kl.
iigc diq dn du sung dsn fcizsw («-’-.s..-.·-; H-, ’
de feq file den sjerne71e Jde ins-, at del ou- d12. zsn
da niaaite jeg siqil til niig soll-, at del our noggj m· ?
sninikefte, jeg nogeu Sinde lmvde l)m«t.«
,,Det glreder mig,« sagde Garth stille »Me» m
vil vi tale om noget andet. Ved du —- Nutiden er ins
sorunderlig, at jeg ncesten ikke hat nogen Tanke til
overs for Fremtiden. Sig noget om Nutiden.«
Jane smilede. Det var dette løndomsfulde, med
følende, ømme SmiL hvori hele «Hustruens« Kærligs
hed laa. Hun lcenede sin Kind ind til hans og sagde:
»Ja, min kære Ven, vi vil tale om dette Øjeblik,
hvis du synes. Begynd selv.«
,,Se paa Huset her og beskriv mig det, saaledes sont
du ser det i Maanelyset.«
»Ja, Garth, jeg ser det staa der, gammelt og cer
vuerdigt, stille og suldt as Fred — saa hjemlig hygge
ligt.«
»Er Vinduerne oplhste?«
»Ja, i Bibliotheket bræuder Lys endnu, og Glasw
ren staar vidt aaben. Staalampen med den røde Bille
skcerm tager sig saa dejlig ud her sra og breder et un
derligt varmt Lys over alt derinde. Der er ogsaa Lys
i Spisestuen Jeg tcenker, Simpson er ved at lægge
Zølvtøjet ned.«
»Er der Lys flere Steder, Jane?«
»Ja, der er ogsaa Lys i Hjømevcerelset Jeg kan
’se Margarh gaa ind og ud. Hun shnes at være ved at
ordne noget. Der er ogsaa LyLs i dit Værelse· — Det
er hende, der gaar igennem. Nu staar hun og ser sig
om sor at være vis paa, alt er paa skn Plads. Den gam
-Ie, trosaste SjasL Garth, hvor er det dejligt at være
hjemme og·« saa have en saa trofast, omhyggelig Sjcel
til at gaa og pusle om sig.«
»Im er saa glad ved, at du ser saadan paa det,«
sagde Ga1«tl). »Jeg var næsten bange for, at du skulde
savne Bryllupsrejsen Og alligevel —- nej, jeg var ikke
bange for det. Det, du lcengtes efter, var dog det, at vj
to var samtnen kae sandt, min Huftrux «
»Jo, min Ven.«
Et Ilr inde i Huset slog ni.
»Tet kaste, gamle Ur. Jeg fan huske, at jeg saa
tidt hørte det slaa ni, da jeg var en lille Dreng og laa
og ventede, indtil ntin Mor var gaaet iud i sit Wie-rel
se. Deren intellem hendes og mit Vierelse stod vidt an
ben, og saa snart jeg saa Lysstriben fra hendes Lampe
oppe paa Lostet, faldt jeg straks i Søvn. Zaa vidste
jeg jo, at hun var der, og saa var jeg relig. Sig mig,
Jane, can du lide Hjørskeværelset?«
»Ja, Garth. det er et hndigt Vcerelse, og det er mig
særlig l)elligt, sordi det Var duldet-. Laute Georgan
vilde absolut se det, og hun paastod, at det Inaatte ma
les og tapetseres· Men det vilde jeg ikke here noget
um, scerlig fordi jeg synes, de gamle Lostmalerier ag
Freskoerne paa Vceggene er saa smukke Jeg er ogsaa
vis paa, at du elsker disse gamle Billeder, som du har
set paa, fra du var Dreng, og sikkert husker alle sam
n1en.« .
»Ja, tydeligt,« svarede Garth med Liv. ,,En fransk
siuustneu der engang var vor Gæst, hat malet dem.
Zog ser det hele for mig —- Vandet, Sivene og de dejs
lige Flamingoer, der vader omkxing eller spreder Vin
gerne sor at flhve op — den blege, graa Himmel oven
over de hvide Klodeskyer. Jane, jeg tror, at jeg med
Bind for Øjnene —-- nei, jeg mener, som jeg er nu —
kunde gaa lige hen og pege paa det Zted, hvor Fla
mingoerne staar.«
»Ja, det maa du gøre en Dag,« sagde Jane Amt.
Disse Øjeblitke, hvor han i sin Begejstring kunde glems
me, at han var blind, gjorde hende altid saa smertelig
ondt. »Du maa estekhaanden sortælle mig alt, hvad du
som lille Dreng holdt mest as. Hvor det vil glæde mig
Var det altid dit Værelse —- det ved Siden as diu
Moders?«
«Ja, san lcenge jeg kan lniske Og Døren imellent
ob var altid anben Først da min Moder døde, blev den
lukkct. Men Ratten før Inin Fødselsdag plejede jeg at
lukke den op. Naar jeg saa vaagnede am Morgen-In og
saa, den var nahen, sprang jeg op og løb derind, sur
jeg havde en Fornemmelse af, at hun paa den Morgen
var usynlig til Stede for at ønske mig til Lytta Men
jeg maatte skynde mig derind, saa snart jeg vaagiiede,
saaledes som man maa skynde sig ud at se Solen staa
op, naar Skyerne begynder at farves røde ganske tid
lig. Margary opdagede det dog, og en Gang havde
hun med en,stor sorthovedet Knappenaal fæstet et Styls
ke Papir paa Toiletpuden, hvorpaa hun selv havde
1skrevet med sine sinukke Bogstaver: ,,Hjertelig til Lyk
lke, Hin Garthic.« Det var saa rørende, og saa velment.
Men det ødelagde alligasel Jllusionen Siden bar Dis
reu altid weret lasset«
Der var lcenge ganske stille. Oppe i den fjerne
Skov sang et Par Nattergale deres Vekselsang.
Pludselig brød Jane ud i Taarer og sagde:
,,Lad os gaa ind, jeg kan ikke udholde Maanelysct.
’Det minder niig saa sorfærdelig om Shenstone og al
den Uret, jeg tilføjede dig. Og det er, som vilde det
stille os ad — dettc grusomme Lys, som du ikke kan
dele med mig.«
Hendes Taarer saldt paa hans Haand, og Garth
sprang op. Paa en Gang fslte han sig som Mand, som
den steckte, som den, der skulde styre og lede. Og det
fyldte ham med en scerlig Fryd. Selv i sin Blindhcd
var han den stcerkere Part. Selv i sin Hjælpeløshed
maatte Janc i de store, asgørende Ting støtte sig til
ham. Han løftede hende lcmpelig op, lagde Arinene um
hendeg Liv, og som han stod der ligcsom fortlaret as
siu Kirrligl)ed, udbrød han:
»3ig ikke det, min søde Hustrn Hverken Lys eller
Mørke ian unt-use nagen Stillcuasg iinclleni dig og
mig. Zlilanmslnsol tan ikke lage dig fra mig. Men san
nie-get ci· der sandt deri, at i Marlct vil du i højcrc
Grad spie dig sanl min, sordi der iliu ei- nuget, sont vi
iike lnsggc inn del-»s. drum incd itid i Lilvliotlnsicb san
Jil ni sinds Unsinn-rni- og dragu (·-’)ni«dino1"iie jin-, ug
In s.«11 Hirn Wo »Den as nng Nu »oui«-m noli Hin-gis
"-"t, lin i« du sah hin heilige Yssnsih in Jg fundt din
·-Ti Em, n; ;««-.i Jst-H jin-mein jin nilcrnicn niin ist «.
—n.1-.·. :-.:is.n s« « nl singt sind-L lnul nn er niin cgcn
-,n tin-get unn- d«.-i er ja les-du nsg lusnciist d t «
Zank-, jin tin-imm- til — sams, Jane sank-, som
Toll Wiss-(- cus.". dicht misd ind, s-m vis jpg spusp »k-,k,sp.«
spann-M fin- dig ha dssn fnlnny du hold-T san tin-gi
’f Da im W Wiss-« H« WWE ssnn i djasis lnnnis qlms
vi har været skilt ad, hat voeret den hemmelige W
til Fred og Kraft for mit indre Liv.«
»Ja,« hvifkede Inne, »lad os gaa.«
Garth lagde hendes Haand i sin Arm, og nieder-I
de gik hen ad Terrassem sang han stille:
A
at««.,
Dit evige Lys omstraale
Mist-ket, sonkgør mig blind,
faa mine Øjne kan skue,
Gud, i din Herlighed ind.
Kom og vær hos os, o Herre kæri
Hvad kan os flade, naar du er nær.
—- Ii L I
l
Og idet huu støttede sig til sin Ægtefwnc og dok
ledte ham frem, gik Jane usigelig lykkelig ind i sit up
Hiern.
Bedre end Livet.
Er der noget, som er bedre end Livet2 Der føgec
man jo at bevare saa laenge fom muligt, det kasmpec
man for med alle Evner og Kraefter. David siger, at
Herrens Misknndhed er bedre end Livet (Ps· GU, Q
Det var maaske not voerd, at du, der i en flygtig Itund
tager dette lille Blad i Haandem et lille Øjedlkk stod
stille og toenkte over dette.
Hvor er et Menneskeliv nsikkertl Blot den lille
Fieder inde i Værket, der hedder et banfende Gerte-,
gaar i Stykker, faa falder Legemet fammen i et Nu
og Livet er udslult. En los-reden Tagstem en Bannnskah
lnan glider i, et Hinl, der triller af den Vogm Lin ki
rer i, en lille Rift i en Finger, du slet ikke mise« kan
blive Anledning til, at det store Punktum du«-ex fut.
-Om du saa ogsaa prøver at tlamre dig fast Iel Uiveh
faa lonnner dog den Stund, da det glider uyjcelpeliqt
fra dig.
Men nndt i al denne Usifkerl)ed, som Uliucr deb
belt trylkende, naar man Horn David i Ps. Us) paa etc
eller anden Maade er koniniet ud i en Ørlem nnsder des
levende Gud dig med Tilbud onk Naaden Den tun gan
ske vist ikke uden videre modtage5, thi den niaa ma
føkst lære at trienge til, lasngeis efter og dede din. Meit
saa er det ogsaa GudS Kcerligljedg store Gave til den
dedende Sjæl, at Naaden er rede. Den ital irre invi
fommeligt skaffes til V-eje, thi vor dyrebare Frelser af
sluttede sin Frelsergerning tned det herlige Ord: Dei
er fuldbkagtl
Med SynderneI Forladelse holder Glæde og Lod
fang Jndtog i et Menneskehjerte, thi hvor Syndemet
Forladelse er,« der er Liv og Salighed. Livet skal by
Iniste en Gang, men Naaden fra Gud kan du blive veh
at behelde
Den er bedre end Livet. Thi i den ejes det evigc
Liv. Bed derfor Gud om at fylde dig med fin Rande
Jm Bang, Sogneprcest i Vivillx
«
Strindbergö Gravmæle.
Paa Areanen i det gamle Amfiteater Colosseum k;
Rom, der, hvor saa mange krisine Martyrer hat W
Jorden med deres Blod, staar der, efter hvad jeg hat
l)ørt, et mægtigt Kors med denne latinske Jndskriftx
»Ler crux, spes unica salutis« — »Hu dig, Karg-, du des
eneste Haab out Frelse,« Det samme Billede as Korfet
saa man paa den danske Digter Johannes- Jørgenfens
lille bekendte Bog «Livssandl)ed,« der fortalte um den
fnldstændige Oncvendelse hod denne Mand, da l)an hav
de fnndet sin Plads ved Korfets Fod hos Jesus-.
Og saaledes er der gennem de stiftende Tider bles
vet flere og flere, som har isteint den gamle Hyldestsanq
til Jesu Kristi Kors, den arme, faldne Slægtsz eneste
Haab om Frelse. Naar Gladiatdrerne paa Roms Are
na sang: »Am-, Cæsarl« hil dig, siejserl —- saa sank
Martyrerne deresz »Am- crux,« l)il dig, Kors! ug den
Sang er aldrig forstunnnet sidem thi der er noget af
Tonen fra Himlen, som klinger deri. -.;
Nylig blev der paa Aarsdagen for den svenske Dis
ter August Strindbergs Død (død 14. Maj 1912) reift
et Mindesmasikk Dei svenske Folk havde tænkt at fett
Iham et prægtigt Gravminde, men Folkets Ønsker mast
te vige for hans fidste Villie, og i den ftod der llarh
at det eneste Windes-merke han ønskede paa sin Grav,
var et simpelt Trcekors med en Krans omkring, i hvilk
ten der skulde staa: ,,Ave crux, fpes unical«
Paa sit Dødsleje tog Strindberg Bibelen og lagy
de den paa sit Bryst. Saa fagde han til iin Datteu
»Na er alt forbi; men denne er det eneste rettc,« as
med de Ord døde han. J et as fine sidste Skrifter, den
blaa Bog, siger han: ,,Summa summarum: bed os ak
bejd; lid; men fat Haab; hav det ene Øje rettet mod
Jorden, det andet mod Stiernerne; scet dig ikke fast os
slaa dig ikke ned; thi det er jo en Fodvandring, ikke et
Hieni, men et Gcesteherberge; søg Sandheden; thi den
findes; men den findes kun paa et eneste Sted, ljos den,
sin selv er «Vejen, Sandheden og Livet.« — Hermed
sigter han til Jer Ord i Joh. 1-1, 6.
Og saaledes slynger ogsaa Ztrindberg sin Rosen
krans oin Jesu Krifti Kurs-, Lg ogsaa han koin med i
Staren af dem, sont istennner den enige lHyldesn »Ur-e
l
crux, spes unica!« Jl. Fibiger.
-M4«—U
9 u )
,eW ll keep 01d Glory Flying. ,
. -X is--.xk;,-.i1ml Islugs Sang of iuity
Z .--..»«i-««-n: umi sit-Ring kunn. The right- WHK
! U ils-s rjssM time. D
: VI :-’-: :s·«l innsie —- out spoojal III-ice — I
z 25 Gen-is
s
: Dun. Luth. ruht now-. !
i man-, Nah-.
l .
