sk-» :
Det, der bestaa
Petcrs sprsie Bren.
Z. Kap. Z, 1—7: Ligejam J Hu
struekt undecokducr eder under
eders egne Mænd, for at selv om
nogle ere genstridige jmod Zwet
de kunne vindcii udcn Ord ved Hu
struerneö Band-Eh naar de iagttage
eders kyske Bande-l i zrygt. Werg
Prydclsc sfal iktc uære den udvors
tes med Haarfletning og paayængte
Guldsmykkek euer chededragt, meu
Hjektets skjulte Meuneske med den
iagtmodige og stille Aands ufor
krcenkelige Prydelse, hvilket er me
get kosteligt for Gud. Tyi saulech
var det ogsaa, at fordum de hellige
Kvinder, som haabede paa Gud,
prydede fig, idct de underordnede
sig deres egne Mcend, som Sara
var Abraham lydig, saa hun kalds
te ham Herre, hun, hvis Børn J
ere blevne, naar J gøre det gode
og ikfc frygtc nogcn RædseL
Ligefaa J Mæud! Leder med
For-stand sanuuen med eders Hu
struer sum mcd et svagere Kar, og
beviser dem Ære som dem, der ogs
saa erc Modarvingcr til Livets Nan
degave, for at eders Bønner ikke
fkulle hindres.
Ægtcfolkss iudlmrch Forliold.
Ver guar .««Joziclcii over til at
give ji« Zoniiuuiug om »god Van
Dtt Heut-. .«, ZU säumtlile pas-i
ckgtupkks i.iot·z)1kk«;X Zorljolo
Rappe Aug-I zorljuld i Saul
suuoct ct iiisstrrc Bettwuing end
Aigzoiolid zorljold til i)inaudcn;
dit jain Betijdxiuig ji«-r andre Livi
furi)old, jun-. iiitkst aus-et got-. Ægtc
staut-L er Hiægtuiiis .’;r«icitcd.
Vi likggcr Masrtc til, at Peter
ounjittisr solissanmic er om Hu
siruczio zorljoid til im Mand, som
him hat- brugt til at vctcgne Un
dersaatterg Fordold til dereS Ov
rigljcd og chnercs Zorljold til de
res Herren ,,J Huftrucr, underord
net oder under oder-J egne Mikcid,«
siger han.
Leid oLs strath yenvise til to Para
lelsteder. Eferscrbrevet ö, 22 sigcr
Paulus: »Hustruerne skulle under
ordne sig undor deres cgne Mir-id,
som under Herren.« OgTit. 2, 5 figu
han om Ægtekoinder, at de stullis
være ,,sindige, kyske, Unglng gode,
der-es egne Mcend undergivne, for
at Guds Ord itke stal bespottes.«
atter her stenimer de to Hoveds
apostle overens.
Der er to praktiske Fokhold, fom
i denne Forbindelfe tommer na
turlig i Betragtning, det ene or
Kvindens Stemmeret, det
endet er Huftruens ster
fkilte Ejendomsret
Om begge disse Ting vil vi blot
sige, at vi ikke kan se, at de er i
Strid med, hvad Apostlene lærer
om Kvixidens underordnede Forhold
stil sin Mand. .
Men lad os til Belysning vise
tilbage til Forholdet mellem Øvs
righed og Und-erfunden
Dewm siger Paulus-, at der »it
te et Øvrighed uden af End-' men
Peter kaldet Øvrighedens Form
en «mennesielig Ordning,« og beg
qe formaner de de Kriftne til at
underokdne fig Øvrigheden.
Neu alligevel findet vi det i fin
Orden, at Undersaattef baade hat
ciendomsret og Stemmetet. Hvors
for Null-e san Huftruens under-ord
nede Forhold hindre hende fra at
nyde lignende Rettighederl
Sagen er, at det er Øuds Vil
lie, at der i alle Forbald stal ves
re Orden, og det et baade natur
liqt og ntdvendigt for at
Moll-et kqn virke velfignens
he. »
Det er i Grunden det samme
hele den civiliserede Verden læreiy
idet den overalt hævdey at nam- en
Mund og en Kvinde former sig i
Hanskaly at da kong Kvinbeu
sit Familienavn og tager Mondens.
Wen vi matt vel merkte os,
at bet ikke alone er Hustruens Jot
hold til sin Mand, Apostelen umta
lec, men tillige Marthens For
lerholdt findt-ftru,ogdeter
ikke paralelt med Herrens Fort-old
ti! fin Time-r eller Øvrighedens
ÆVW ti! sine Undetfaattek.
M mer hei: »New I
som dem, der ogsaa ere Medurvins
ger til Livets Naadegave, for at
eders Bønner ikke sknlle hindrcs.«
Og Paulus skrivek: ,,J Mændl
elsker cders Hustruer, ligesom og
Kristuö elskede Menigheden og heu
gav sig selv sok den« (Es. ö, 25).
Paa samme Tid, som Monden
gives Herrestillingen i Familien,
saa paalægges det ham som den
stærkere at omgaas med For
stand, at elske, kort sagt at ydc
Kcerlighedens Tjenergerning, som
som Kristus hengav sig selv for Mc
nighedm
Begge Sider as Formaningen
maa tages med og efterlcves, hvis
Forholdct skal være lykkeligt og bi
drage til Velsignelse.
Og lad os sige det — det er
paa sin Plads i denne Forbindcls
se: hvis Ægteskaberne i vor Tid
stiftcdes med dot for Øje, at Ægtes
folkene gensidigt vilde føre deres
Samliv estcr Apostlencs Fokma
ninger. saa fik Skilsmisserne snart
Ende
To Tanker maa vi cndnu frem
holdc. Den ene er den om Kvin
derncs Prydelse. Vi Wer
nor, at den Tid Kvinder og vor
Tids Kvinder er deslcegtede. Vi scr
da ogsaa, at der i den apostoliske
Tid var vundet Kvinder sor Kri
stendommcn, sont havde Raad til
at hænge Guldsmykker paa sig, alt
saa rige Kvinder.
Det er imidlertid ikke et For
bud, Apostelen nedlæggcr icnod al
ydrc Prydelse, mcn sclv naar
deunc er smnmeligst og tækkcligs1,
saa vejer den tun lidt imod »Hier
tets skjulte Menneske med den sagt .
modigc og stille Aands uforkrænkei
Jlige Prydelse.«
s Om denne siges, at den er »me
»get kostelig for Gud,« men den er
sandeljg ogsaa værdisuld for Men
nesker, i Ægtemandcns Bedømmels
»se.
Den anden Taufe er om Huftru- T
ens gode Vandels Mission: ,,For at1
selv om nogle ere gcnstridige imods
Ordet, de kunne vindes uden Ord
ved Hustruernes Bande-L naar de
iagttage eders kyske Vandel i Frygt. «
Ja, ogsaa Nutjdens Mænd
er beslægtede med hin Tidii
Mænd; de staat tilbage for Kvin
deme, naak det gælder at adlvdc
»Otdet.
« Huftruerne sknldc altsaa ikkc stil
le sig sra dates vantko Mænd, mxsu
ji dets Sded søge at vindc dem for
Trer og deres egen Frelse ved god
kysk, kristelig Wandel.
Men at alle Moendene ikke var
vantto eller genstridige, det fes as
yormaningen til dem om at levcH
saaledes med deres Hustrucn at d:
res Bønner ille hindre-s.
s
iDen danite Knie — zssttidi
staut-d .
(Ester »Dannevirke«)
De, der var med fra farste Feud
da den danske Kirke begyndte her
til Landg, ved, at det var under
smaa og bange Kaut. De ved og
saa, at det var ud af Hierternes
dybe Trang, at man tog Mod til
fis og fik kaldt Præster herover,
der kunde forkynde Ordet paa Mo
dersmaalet. Emigranterne folte sig
ensomme og fattige, og derfok maat
te de have Rand til at faa Evange
liet iblandt fig. Ja, fmaat og primi
tivt var det, saadan fom hele Livet
den Gang, men der var dog Glanz
over det, unge og baabefulde var
de, der begyndte, oq led de end man
ge Skuffelser, saa tabte de dog ikke
Modet.
Var der kun faa, der iamledes
om den danske Kirke i de Dage,
Iaa havde det ikke sin Grund i mang
lende Villie, men der var simpelt
hen ikke mange Danske herovre end-.
nu.
J 1860 var der under 10 ,000!
Danskc i de For Statt-n og i 1870
var Tallet ca. 30 000
Men Tallet øgedes jo snart, og
Udvandrerftrømmen blev jo scerlig
i Flrferne og Halvfemferne saaj
mægtig, at der nu ved sidste Fol-·
kotwlling sandte-Z 18!,649 Dnnske
her i Lande-i og med dem af danskf
Æt, fsdte her, bliver Tallet pan
Danskshllmerikancre 400,064. J
dette Tal er saa ikle medregnet alle
Senderjyderne, der, nam- de kom
mer her over, regnet sig selv sont
Dunste ds spm bekendt donner«
sent-Motten i like faa of vore Me
nighedek. 33
J Aarene fra 1860 til vore DaH
ge er der fket et mægtigt tnaterieltl
Fremskridt
Hvad Danskislmerikanerne ejede
den Gang, var vel paa faa Undta
gelfer nær kun arbejdsvante Hoku
der. Nu maa vel det, de ejer, tcels
les i de Hundrede Millionen
Tet er derfor ikke til at undre
sig over, at det ogfaa hat vist sig
kendeligt i vore Menigheders Liv.
Den niægtige Ttilstrøtnning af Dan
ske gau ogsaa dem Profit Den nges
de Vetstand lod sig se i, hvad nnni
i Fællessjkab evnede at sætte paa
Benene.
Som man fik Raad til at lud-«v
Jerdlmtten afløse af et smukt Bau
ningsl)ug, fik man ogsaa Raad til
at hygge stirke og Stole.
Htsad de faa sattige ikke eviin
men drønite oni, kunde de nian
velstillede let Inagte
Zaa fikiert nok har der Unsrer
arbejdet; den Oserning, der har N
ret Met, er al Priss vcerd og lim
snt sit Spur i Uivet iblandt o—:s.
Asre Unsre denk, der ovede d.«:.
dein, der .gik i Epidsen Det er M
i einigt nnødnendigt at bennm ..
at det Arbeide itke ret Oel ti:-s."
Være evet paa unden Tlliaade
det dlev.
Tet var dansk Kirie for Dnnns
Tor var ingen, der knnde Zink
paa, at den iknlde viere Eng»
Efulde siirten Viere til Velsigknstiu
for Uduandreren, faa nlaatte dor
konmie i en Ziiilelfe faa neer jmn
inulig den Dante.
Tot siger sig selv.
Man intedeloni en Trang, tin-LI«
den, juin den stnlde mode-A og der
for vlev der ogsaa Beljignelse i .:s.·
bejdet.
, Det gik fremad, der var Vasm
Men den Vætft standfede; im
paa en Gang, nien dog ret plndjei
ligt.
Tor tont et Tidgpuntt, da inan
ikke naaede videre, og det til Trudz
for at Udvandrerstrømmen itte
standsede. Der har været en meget
stor Udvandking fra Tanmark i det
fidste Tiaat — fka 4000 til SUW
aarlig. Vi tør vel gaa ud fra, at i
nit Fnld nogle af dem blev Mkd
lennner af den danske Kitte.
Men ikte en Gang en rimelig
Tilvaskft viser den danske Kirkc -.,:—.
Med Rette kunde vi vente i dis
se Aar en meget stor Ttlvækft, som
Folge af at en ny Slægt —- den
danst-ainerikanske —- den her i Lan
det spdte —- var blevet voksen. Al
ligevel staat vi i den danste Kirte
nhjaslpeligt stille, og ,,3tilstanden
er for unge Hierter Døden«.
J Ztedet for at hvile Tanten ved
det, der blev naaet i Tidens Leb
eil det være not saa l)eldigt, om vi
i Tide set de advarende Tegn
Gar man sig i vokt Zamfund
rigtig klart, at der er et saadant
Djdvande, vi er kommet ind i?
J 1s905 var Tallet paa dem, der
islte sig knyttede til den danske
Kirch 21,800 —- maafke var man
naaet faa højt op ist-, jeg hat in
gen Statistik for det, men i 1917
var Tallet 21,491 — omtrent det
samme. Og det efter 12 Aars Ar
bejde — 12 rige Aar — 12 Aar
der hat-de set en ny Slægt vokfe op
—- Iey der stnlde have baaret
Fruqterne nf de tidligere Arbede
Der er vift nappe Grund til at
taqe Tonen faa fortrsftninqsfuld
og glad iom Past. Henningfen Ist
det. Staat vil ice innrere fom
dsmte af Tidenk Den lsb fra os.
Vi ier dveelende tilbage for at
glcede os over, hvor langt vi maede
frem, men vi set ikke, at vi staat
ved en Afgrund Vi hviler i For-;
tiden og glemtner Fremtiden. Pf
ligner ikke dann der skrev til Me
nighederne, »qlemtnende det, derj
ligget bagved, higet jeg items-Mci
—- Men er« vi first rigtig blevets
opmærkfomme paa Standsningwi
faa vi set vort Ansvar —- vilde det:
iaq ins were paa sin Piave at«
spat-ge: Hvorforf !
Maa vi ikke lede til vi findet
maa vi ikke le og om efter Raadf
Og ligger det san-Mk nær at se
denne Standsning i Forbindelle
med vort Samiunds ejenddmmelige
Syn paa» Modersmaalets Bot-atem
et Synspunth der hnr bevitket, atI
me Meter er lukkede for Predi
Ien i det qulfke Spros, men os
fan lnllede for Stlkltedelen as den
her i MAX-Wiss W
Or der M enden Mk
tade- W vie-de meis
ssssc W-« »Erns- veiss o
det blev ikke Nederlag, de heutede
hieni.
Jeg tænler ikke paa den for-ja
gede Amerikanisering, som mange i
disfe forvirrede Tider gør sig til
Talsmand for, men paa den jævne
ag rolige lest henimod Brngen.
af det engelske Sprog i Kirken for!
Ungdotnmens Skyld Den Vej gil!
de andre, de fnlgte, om end maaske»
dvælende —- Børnene.
» Skal vi mon faa ikke se at totnU
nie ud af det selvkloge og selvsT
glade og prøve paa at komme i
Gang igen. Det ringeste er at la
Jde staa til og mene, at det ardner
sig af sig selv· Jntet i Verden
ordnet iig af fig selv. ·
Kan det vcere faa lielt galt at
sige, at vi maa folge vore Bern,
lage dein ved Haanden og folge-J
med dem? Giver vi dem et andet
Fedeland, end det, der er vort, faa
jmaa man tage Felgerne
i Der er ikke andet at gere, lwis
det ikke stal ende i Skuffelse Hvis
"nian hat den Folelse, at ens Bei-n
skal veere danfke, saa lmr man den
Pligt at lade dem vekse op i Tan
mark.
Man bar ingen Ret til at for-lan
ge, at de skal folge en i Falelfen
for det Fcrdreland, der var ensti
eget, eller i Kcerligbeden til det-:
Zprog Tet san aldrig EILUH Lw
«i«e-Z, sont det er vert.
F De lever nnder andre Kam-, og
det er os, der gan dem disk-se andre
»Kaar. Og derfor inaa vi folge
IBin-neue i den Henieende, bvis vi
kvil gøre Ret overfor dem. ·Det er
Title Tegn Paa Slapbed, nien Tegn
sma, at man Vil staa ved, lwad
Unan gjorde.
, Hvad Ret har ni til at gøre vore
EBørn til fremmede og ndlckndinge,
Tom vi selv er det. Er den Lud faa
l)erlig?
Man inaa tage Felgerne af jin
Handling hvis man vil veere et
Iredeligt Mensneske
. Detsnytter ikke noget, oni man
.faa drukner Birkeligheden i nok
lsaa mange fagre Ord. Med lidt
Igod Villie kunde rimeligvis ogsaa
Pastor Kunder have forstaaet, at
jdet var Meningen med C. Jensens
Jndleeg i Sagen. Men for at vins
de en Sejr over dette Synspunkt
sokvrcenger han det, for saa at
flaa det ned. Den Slags Sejre er
let vnndne, men de holder ikke.
Den, der fkal forvrcenge for at
hinde, hat allerede tabt.
Og Pastor Knudsen hat denne
Lyst til at vende lidt om paa Tin
gene, for at det kan se ud sont om
han kan bringe Seiten hjem.
J Hovedsagen som i Biiagen for
drejer han. Dei var f· Ets. ikke min
Artikel fra 1904, der var faldet C.
Jenseit eller Falk i det Oele taget
for Brystet, ,,som den ogfaa stulde«.
Slet ikkex Der er ikke en eneste,
der bar anket over den. Men De
tes Anvendelfe af den« Pastor Kund
fen, den er vist faldet de fleste hon
nette Mennesier for Brystet, og det
var vel i Stunden ikke Meningen
Den Mmaade stabet ikke no
gen Tiltw til, at Deres og Deres
Still-engeres Anstuelser kan staq for
en trittst Underfsgelie z
A. T. Dorf. J
l
, .
I»Krisiendomman Odysfe.«
’ AfQPHansen
Et Tusinde Aar for Kristi Fad
fel kunde man saa vel i Grækenland
iom i det sydlige Italien paa Æs
qerhawts Øer og i Lille Afien
høre Mennesker fynge HomersSaw
ge, der for svrigt i Tidenö st
com til at udgsre det vigtigfte Ele
ment i Ungdommens Undervisninq
og fauledes efterhaanden blev Fol
kets bedste aandeliqe Eie. Sau ind
gribende en Betydning havde den
ne Heltedigtning, at den satte sit
Prasg paa hele dct græste Aandss
liv, og dct kan siges om enhvcr
Græker, om hvcm vi besidder Kund
stob, at han var ,,b1) this vision
fplcndid upon bis way attcndcd.«
Det Heltidigt, vi kender Kinder
Navnet Odysfecn, dreier sig hovcsd
sagelig om en csnkislt Monds Ve
driftcr og kmr fmnme liistorifke
Skucplads sum den, der omfattksr
den storc Hedningeaposthls Mis
sionsrejser, og dct kunde ligge ncer
at drage en Sammenligning mel
lem de to Helfeskikkellcr, Tom fin
deg tegnet henholdsvis i Odygfeen
og i Apostellagaen.
Bed Hiælp af Mist og Mod
Driittqhed as et fast Vierte, der un
der Farer altid er fuldt af Glæde,
baner Odysses sig ene Mund
mod den hele Verden med eqne
Hænder Bej til sit Konserise, hvor
den liqe faa stsnne som trofastr»
Penclope ventede ham komme. »
Skønt han baade havde Natur-,l
Mennestek og Guder imod fig, be
sejrer han dog al Modstand og
overvindeh alle Gindringer. Selv
naar hans Ledfaqere opgiver alt
Haab om Frelfe, since han stedse
en Udvej og mangler aldrig Mod
til at træde den, idet han dog als
tid ek vinig til at bøjc sig i Ly-!
dighed mod Visdommens Stemme. I
Og ester paa den lange Firde
gennem Jordans sagte Niger ats
have ovlcvet Eventyr og fiskt Kam
pe udcn Tal øjner han ved Nrj
fens Maal Hjemlandets fasse ants
og ofter at han bismaet af gode
Guder hak bisfisjret sin Dødsfjeuda
Havgudem der bot-wer hanc den
fidste Vmgstuntp af THAle Wori«
lmu sollt-de betraschr ban sit Nige
og tagcr fin trofastcs Auftrn i FAM.
Grundtankm i distte storslcms.-d:
Digt, der bar M dkslwrc Preis paaN
Postens Civilisation end noget an-l
dcst littcsrwrt Vwrk mcd Undtagelfe
af Bibelcm er Villiisns Seit- over
Modstand, Aandens Herredømme o
ver Stoffet.
J
i
Og i Iortællknqerne am det!
- q--—— ————-.——--—-.·
Slaraffenland, hvor Lotusæderne
boede, den loksende Sinn-sinns
den farlige Sejladö mellem Schl
la oq Carybdiö er der not as etiist
Motiver, der afgiver Ver-rings
punkter med Evangeliets Sandha
der, fom den store Hedningeapoftel
forkyndte paa sin Sejlads tnellest««"
de sfønne Øetz der fvsmmede i
Man-erbauen og langö det blin
kende blau Middelhavs Kystety hvor
By laa ved By sont Perler i en
Kraus
Kristendommens Odysie, bevæs
get sig blandt de femme Falk, dec
havde fuget Næring af den gamle
Heltedigtning, og den dreier-« fis
ogsaa væsentlig om en enkelt Mand,
der var besjælet af en Aand, der
stod i Fyk og Flamme-, og i Vesids
delse of den fsdte Scjrberrcss Mod
og Kraft, ene Tom han stod i Kam
pen ntod en bel Vordem der lagde
Hindringef udcn Ende i Beim for
hem.
Er Odnsfens Grundmotiv Vil
licns Sejr over Overgivolscsrnes Ex«
Modfknnd san er den lebend-U Tan
ke i leostelsagmsn Troenss chr
unn- dsen Hedningeverdew der las
i ondc Aanders Bald. Og del Van
ben, den ftore Hcdningeapostel føts
te i denne Aamp paa Liv og Dsd
mod Møtketö Droh der herfkede i
Hedningeverdenem var det Ord, fein
er start-etc end noqet wes-IF
, . ? ,
H.
T
Opdyrkecko og uopclykksds kanns
til sslgs i Becher Gotth, mod Ovekflod ak vskke Indsøek og en god
krugtbar Jord; nye skandinaviske settlementer mod let Adgimg til
skole og Birken-. Nil-t- Det-roit, vod Not-. Pac. og soo Bauen. Jus-den
er Dokt, levholdig saudjord, tildels Prasrielanck tildels Tømmerbmsoki
set. Uopdyrket Land til salgss for 15—-—40 Donat-s per Acke, updij
kede Pia-me km 40—-100 Don-im Pot- nipkmerc Oplysninger skrjv til
Mk MECIIÄNTS NÄTJIONÄL KARL - Vstkoit Minn.
II
Bilsen Im Danmark
50 Bkcvkort uusd Prospektck og Wille-der fm de forfkclligv Cam
i Dank-tork, demf adskillich sra den jnfkc Heda Dcls imukkcs Far
vctrnk og dcls fims Fatogmvurcsr i Zenta. Et særdclcs ged
Udvalg.
Hvett Sæt i en net Papæske stuykkest med dct danikc Flog og
Vaabcn
Ptis sl.00 —- portoftit
Disfe Kort fælges ogiaa Dusinvis fortekct a 25c. per Dusin
Das-ists Luth. Publ. Haufe,
Maik, Nebe.
salige Dødslejen
I 511 Es i-« xjwn s« DI- « III-DE ;,( his. San.
··«--, H««isi ug udgivto tsif lustnr (· (·. Kloth H H
Han limck Samt (n Hcttsiyfinnsk insr Emer
»Zum-A- N· Je ilmlru som do E llisrrisn"
Furt-Pllink-»nu- (-r af Isusstsndss Lusngslis M Us)
lass-sing weil Krindssmoder og mnlrp Imjligslnwlpt
Pris —— will-. —-- .5(- (,’k.««c.i.
Muts hos legivoren isllor i
DANIHH l-ll·l’11. PUBL. ll()l"sl«2.
Blaitx Nebr.
l .-.«.,.,.
Luthers Liv
fortalt for ngdommen
af N. P. L a n g.
Pan en livltg og fckttgslende Maade er Hovedttækkene i den
store Reformator-T- Liv og Viele, samt de dekmed ncermeft fokbunds I
ne Person-er og Begivenhedek, fremstillet under folgende Kapitel
overikrifter :
1. Bamdoinshiemmet. 2. Omgweliekneg Magi. 3. J Bsmes «
steten. L. Pac- egnc Len. s. J got-e Ocender. 6. Pan Universi- i
tetet. 7. Klostergiven 8. Jnd i Prceftestanden 9. Reisen til Rom. I
10. Teologisk Professor 11. Aflad. 12. Udfordringen. 13. As
sm fra Falter 14. Papismens Genivar. lö. De to Vennet
16. Luther og Eck. 17. Det state Brud. 18. Luther i Vermö.
19. J Skjul paa Wartburg 20. Fta Luther-O Bitt-Liebt 21. Lu
ther indtrcedcr i Ægtestanden. 22. Striden om den hellige Nod
vet. 23. Den store Bekendelfe. 24. Trcek fra Lutheks Liv og oms
gangskkeds. 25. Paa det sidste
Bogen er paa 152 Sider, tkykt pas godt Papst og iorsynet
med mange Billet-er Sælges i imukt ndstyket Papbind til den
forholdsvis meget billige Pris of 50 Eents.
Bogen egner sig fortrinligt som Gavebog i Ssndagsstoler og
Konfirmandllasser.
Bed Partika opnaag betydelig Rahab
Dauifh Luther-as Publifhiug Buse,
Bleir, Nebr
