Florenee L. Bat-law
Rofcnksransm
kslutoriseret Oversæitelse af
N. P. Madsen.
Gortsatl
»Ja, lnln konnner,« sngde him. Elennnen var relig,
men Hnsnderne rhslede ,,Lg da det er sidsle Aften, vi
er sannnen under de snsdvnnlige Omstcendigheder, san
har jeg et For-flog nl gere Den-. Jeg lnaa gaa op nu
for at pakke ind og tlwffe sorskellige Forberedelser. Mit
Forslag er nn, at De klasder Dein om, ng jeg vil gøre
det samme. Hviss De san ved hnlvseks Tiden vil komme
fned, soa kan vi san lidt Musik, for vi spiser.«
H ,,Det er ndnlasrlet,« sngde Gnrth »Det er mig li
gegyldigt, hvad Tid jeg llæder mig om, jeg er altid pa
rat til at nyde Musik. Men jeg vilde hellere, at De ikke
pakkede ind, Freien Gran.«
,,Det gør jeg egentlig heller ifte,« sngde Zesler
Rosemary. ,,Det er lnn nogle Engel-, jeg vil pakke l)en.«
«Men det siger jo det sainnce - — at De reisen Men
De lovede mig jo ikke at reise, sør hun var her, itke
sandt?«
»Ja vist, jeg reiser heller itke, før hun er her.«
»Og, ikke sandt, De vil not scette hende ind i alt?«
»Ja, De slal se, hnn vil vide alt det, sont jeg ved.«
»Og De vil love mig ikke at forlade mig, set jeg
virkelig s— jeg ntener, sm· jeg helt kan finde mig til
Rette?«
,,Jeg vil aldrig forlnde Dem, saa lcenge De trcen
ger til mig,« sngds Bester :)losenmrh. Og atter syntesd
Garth at benmerke delte ejendonnnelige i hendes Stein
me, sont en Gang i Tag havde unstet hmn paafnldende
Han reiste sig og gik hen til hende.
»Mac: Leg sing-- Ich-. Te es: iklse sinn andre Men
neskex,« sagde han bevceget. Sau stratte han begge Hern
der nd iniod hende og fortsatte. »Gl« mig en Glæde,
lille Rosetnary, lasg en eneste Gang Derei- Hlender l
mine. Jeg vil saa gerne rigtig takte Den-i en Gang«
Der var gansle stille et Øjeblik. To strecke, meu
skælvende Hasnder var lige ved at lcegge sig i den blin
des, men i rette Tid blev de holdt tilbage Øjeblilket
var itle konlntet endnu, det Øjelvlit, der Djlde blive Skl
ster Rosenmrhis Erinnij Tut Liebljf vilde lnm itke for-»
spilde. 3
»F :Ilsten. naar vi hnr spillel ji«-unnen, san Vil vi!
rætte hinanden Hummeln-' sagde hun - — ,,nn-n nan- for-I
sigtig, Or. Dnlnmin, Te gnar fejl. Her lige paa venslrel
Side as Dem er Zum-en hen til Haue-deren Gan et stje l
blit ud paa Terrassen og træk frisl Lust og syng den!
smukte Sang, som jeg i Dag hørte Dem junge under
mine Vinduer. Jeg maa forlade Dem en Time-J Titl
th Dalmain.«
»Hvad gaar der mon as den lilIe Noseinarh?« treul
te Gotth, idet han famlede ester sin Stot i Kragen »Si
ben hun var paa Posthuset, har vort Forhold vasket helt
underligt. Saadan lunde det ikte vwre blevet ved at
gut-X
Pludselig blev han staaende og sagde smilende: l
»Hvilken Taube jeg dog er. Det er naturligvis dens
unge Mand, hun hat i Hovedet, og man kan jo itke un
dre sig over, at hun længes lige saa meget efter ham
som jeg efter Jane. Den trete, lille, gode Rosemary —
jeg hast-eh han er hende værdig Nej —- det tan han
vlst itke vcere. Men jeg hunder, han fielen at han ikke
er hende værdig. Saaledes er det rigtigere at sige.
Jeg hoc-ber, han tager imod heade, sont hun venter det.«
l
xXXVI
Hund ,,Rofenkmafen« aubeubakedr.
Lidt for lialv seis- gil Zimpsou geunem Forhallen
efter at have ledsagec Gam) ind i Bibliotl)elet. Pludses
lig hsrte han Raglen as en Ziele-, og idet han saa op,
fit han Øje paa en statelig Stikkelse, der kom ned ad
Treppen.
Gan blev smaende som naglet til Siedet Det, der
ovetvældede hom, var ikke den fine, forte Selskabsdmgt
med de ægte Kniplingek paa Bryftet, men derimod det
Udtryk af stille Sejersbevidsthed, der var udbredt over
hendes ædle Ansigt
«Simpfon,« sagde Jene, »mit; Dante. Hertuginden
as Ueldrun kommst i Astr- frn Idetdeen med Kam
merfomfm og Tjener, og hun bar temmelig megen Va
qage med. Fru Graeme ved Befked med de Verelfen
der stal icettes i Stand til hende, og jeg bar givet Ja
kob Ordre til at iende Vogne til Stationeu. Hertugini
den holder ikke af Automobiler. Naar Hendes Naade
ankommer, kan De vise hende ind i Biblliotbeket Vi spi
ser til Midng et Kvarter over otte. Jndtil Hertugins
dens Ankomst ønfker He. Dalmain og jeg at være gan
ste uforftyrret Hat- De forftaaet?«
»Ja vel, Frek -— naadige Frøken,« stammedeSimps
fon, idet han bukkede neesten helt ned til Gulvet. Han
bavde som Drein atmet til Haande i et hertugeligt Hus
m vidste, hde der spinniede sig over-for Hertugindens
Nie-e
»Ist-ten kan viere tilftrcekkelig, Simpson,« sagde
bim og gik lieuimod Bibliotheket !
Geteilt lmrte liende trcede ind og lulke Des-, ogf
bans sfnrpe Øren uvfangede Rasslen nf et Sleeb.
»Halte, Fristen Gary,« sagde limi. »Hm De pakket
Deres Zofterdragt ind?«
«Ja,« svarede Jene
Hiin gis lunkisnmt toter-:- igennem »!ka«1«elset, stille
de sig paa sinntintnsppet oq snu ima bem. Gan var on-—
san i Selstabsxsdmgt med rede Siltefirømper — - en Far
ve, soui lmn lmldt san meaet af. De var beuge flasdt pkm
soin den mindevwrdige Aften paa Shenswne
Jane blev ved at betmgte hom, sum han iad der
tilbagelænet i sin dybe Lænestol Endelig var hendes
store Øieblik kommet Meu endnu maatte hun — for
band Slyld -—— vcere forfigtig og taalmodig.
»Im herte Dem ikde Muse-« sagde hun.
»Nei, førft glemte jeg det. Og da jeg kom i Tan
kcr om det igen, havde jeg andet at tage Vate, og —
ja, Frøken Gray, jeg maa fige, jeg kan ikke synge i Af
ten· Jeg er saa beklcmt og fuld af Længsel.«
»Ja, det kan jcg tcenke,« sagde Jane stille. ,,Mcn
nu skal jeg fynge for Dem-«
Garth løftede Hovedet forbavset.
»Syngcr De?« fpurgte han. «Hvorfor har De da
aldrig sunget far?«
»Det skal jeg sige Dem. Dr. Rob spurgte mig en
Dag, om jcsg spillede, og jcg svakede: »Ja, en Smule.«
Demf sluttede han, at jeg ogsaa sang ,,en Smule,« og
saa forbød han mig paa det strengesto baadc at spille og
syngo «en Smule« for Dem. Det kunde gøke Dem for
rykt, og det vilde han ikke udscette sig for.«
Garth brast i Latier.
,,.Lwor det ligner gamle Rot-die Mcn trods hans
Forbud vil De alligevel risikere at synge en Smule for
mig i Aften?«
»Nei, jeg risikcrer ikkc uogct,« spare-de Juni-. »Im
vil syngcs en encfte Sang for Dem. Her er Snorcn ved
Den-s bøjre Haand. Der er ikke nogct imcllcm Dem og
Flygclet. Hvis De skulde ønske at standse Xiig — saa
kau De komme.«
Hun gik hon til Instrument-et og satte fig.
Hun kunde lige se hans Ansigt over Flygelet. Et
let Smil fpillede om hans Ort-bot Han morede sig øjcns
syulig endnu over Dr. Robs komiske Forbud.
Hun flog Akkordernc an til «Rosenkransen«, idcst
lmn forfkcnde betragtcdc hans Anfigt. Hun saa det gav
et Nyk i hmn af Overraskelse, og han drcjcdc Hovcdet
fornndrot og sum i Forvontning.
Sau bcsgyndte hun at synch Hcsndcs dcjligc Stem
nus, lilød og sfælvende sum on Cellotune, lød betagende
iz1s.-Itmsnt -Ztill)cdm.
»Dc Eimer-, da em- jcg sad hois dig,
· er sum en Snor af dejlige Perlen
Taglig jcsg twllrr dem —— en cftcr on.
Miit Nosenkmnsri min Noscttkrans.
Hun- Time en Perle — —«
Jnne kont ifle kennt-is
North var sprunget op. llden at sige et Osrd faul
lede lmn sixI frem lsen tii Flinselet Linn Vendte sig om
og lindtk "lt«nnne nd foi at tiqc imod hani Nu her-the
linn Jnsnunmuitet oq lLJmn Hinnd fmnlede lien ad Bass
sen. J ln havde lian sundet l)uide, og i det snnnne laa
lmn inia time nied Alnsigtet gunt ved hendesks Brust. Hun
lnqoe sitie.Ln1-1detoiii hanJ Mille-, og i et eneite Zie
lilil um det, som inddmk hun alt det, hnn i alle disse
lange llgu haude lasngtes efte1.
Hun leitede et Øjeblik Ansigtet op imod hende
Tini-« raahte han. »Dig«.- Dig --—— hele Tiden?«
Zaa gemte han igen Ansigtet ved hendes Bryst.
»O, Gotth, min elstede Ven,« sagde Jane lyksalig
idet hun tiytkede hand Oooed ind til sig. »Ja, det var
Inig hele Tiden. Hele Tiden nær ved ham i hans
Ensomhed og Smerte Stunde jeg viere hlevet hortes
Men Garth s — hvad er det altianimen niod dette at væs
re hosz dig, at holde om dit Hoved, at eje dig? —- —
Ja visi, det er mig. O, min elskede, er du ikke helt fik
fer paa det? Hvem kunde saaledes sidde hos dig —-—;
men kom nu op, og lad os scette os her hen.« s
Garth reiste iig og trat hende ined op, og hnn ledss
te ham hen til en Zosa ved Ziden af· Men der saldt
han igen paa Knæ, slhngede Armene om hendes Liv og
liegrnvede Tilnsigtet ved hendesz Brust
»Mi« kaste, leere Ven,« vegyndte Zane stille, ideti
hun nied usigelig Ømhed og ligefom bestyttende lagoe
sine Heendek om hans Hoved. »Jeg har vceret saa usiges
lig lyklelig ved at maatte være om min Ven og hjælpe
ham i hans Mørke og beskytte ham imod unødvendige
Smerter -—- altid at vcere hoS ham og komme hanc
Trang i Mede· Men jeg kunde jo ikke komme —- Jane
selv kunde jo ikke komme -—— for han vidste —— for han
forstod alt og havde tilgivet — nej, ikke ,,tilgivet« men
forstaaet og dog — »elstet«. Thi, ikke sandt, nu fokstaar
han alt? Og han har tilgivet, ikke sandt — o, Garthl
Nei, —- vær blot stille, min kære Ven —- vær ikke ban
ge — nej, jeg vil aldrig forlade dig, aldrig, all-risi
Jeg scckl not fortælle dig alt. Men vær nu stille og hor.
Nogle Tage endnu maa vt Mrc —- W M U bids
til hat været, kun med den ForskeL at min elskede Ben
ved, at det er mig, der er has ham. Tante Gan kom
mer i Alten. Om en halv Times Tid er hun her. Ser
du, Garth —- saa inart det er muligt, vil vi lese Kon
gebrev, oq saa vil vi holde Vryllup. Og Gotth« —- Ja
ne holdt et Øjeblik inde for ligesom i Tanken at iænke
sig ned i den Lylke, hun skulde ncevne ——. »ja, Gar-th
saa er Lykken hel og fuld, saa er jeg i Sandhed og for
bestandig — din Hustruf
En lang, højtidelig Pause, hvori ligesom alle FU
lelsernes Sturme lagde sig til Hvile Var det Guds evi
ge Stemme, der havde hvisket sit »wer stille« over dem?
Til sidst løftede Garth Hovedet og sagde:
,,.lltidl Altid sammeul O det er Solslin i mit
Mittel
Da Zinipson bleg og højtidsstemt under Følelsesi
af Øjeblikkets Storhed aabnede Deren og meldte: »He-n
des Naade, Hektnginden as Meldrun,« sad Jane veo
Fliigelet og anslog nogle drømncende Akkorder, niedeusi
en slant ung Mund i Zelskabsdragt gik hen iniod Deren
og tog hoslig intod sin Glasst.
Hermgindeu saa itte Sillesnorem soin ledte hen til
Date-h eller ogsaa lod hun, join hnn ifke saa den. Hnn
greb Garthcs udralte Haand med hegge sine og udh1«on:»
i »Er det virtelig Dem, min tære Date Heut- zun;
er overrastet Oxeg ventede at finde en blind, og ler»
spadierer De otn, gansle sont De plejer.
»Mit: lasre Hertnginde,« sagde Garth, idet hnu
buttede og tyssede hende paa Haanden »Im kan itte
se Dem desveerre Men i Aften føler ieg ikte nun
Blindhed. Der er tændt Los l mit Mitte ved en Lylte,
som jeg ikte kan sige.«
«Ohol Naa, det er fra den Side, Binden bleeser.
Og hvem er faa den lykkelige, om jeg maa spørge2 Søs
steren vel —- har jeg hørt en Fugl fynge om — for Re
iten en udmasrket ung Dame og fint anbefalet· Eller
sknlde det være Jane, den slemme Tøs, som uden det
ssiiigeste Samvittighedsnag har kommanderet sin staf
lelH, gamle Tante fra den ene Ende af Kotigeriget til
den andeu, eftersom det passer hende.«
Jane kom henne fra Flygelet Jg lagde sin Arm
i Gartl)s.
»Kcere Tante Gina,« sagde hun, »du var glad ved
at komme —- tilstaa det kun. Jeg kender jo nciu leere,
gamle Tante, der holder meget af at være som en
,,Deu-«J—ex-macl)ina« i«rette Øjeblik. For Reiten har
Garth i Sinde at gifte sig med dem begge to, fordi de
degge elskede ham for højt til at ville forlade ham. Og
han synes heller ikke selv at kunne undvære nogen af
deni.«
-Ln-1·tuginden saa paa de to straalende Ansigtser, det
ene blindt og det andet med to fande, kloge Øjne, der
flulde unsre Los for dem begge. Og hendes egne Øjne
-fyldte5 nced Taarer.
! »Dumt Tøj!« sagde hun. »Er vi ved Saltsø
;3"taden'.« Rea, jeg hat« for Reiten altid tænlt, at Dal
"ikke funde wies med een. Hnn bar altid følt Trang til
at kombiniert- alle Fuldkommenheder, og nu synes han
at lmoe fundet dem. Naa, Gud velsigne Jer begge, J
to loklelige Meunesker, og jeg vil ogsaa senere give
eder min Velsignelse, nien ikke før jeg bar spist Men
ring nu paa denne uhyre nervøse Person med de store
Whislerd paa Siden og sig l)atn, at jeg gerne vil have
fat paa min Pige og gerne vil op paa mine Værelser,
men aller først vil vide, hvor de har gjort cif min Tu
kan. Den er saa yndig, den leere Fugl. Jeg ved not«,
J vilde ønske den paa Bloksribjerg, men jeg kunde vir
kselig ikke affe den.«
XXXVlL
J Kirken.
Tet var en ineget stille Højtid, der fandt Zted et
Pai« Tage ester, da Gartn og Jane holdt Bryllnp
i den ljile epislopale Stil-le oppe i de st«dtst«e .Di1jl)jei·gts.
isiuiet nsiedvanligt end særlig stille.
Te tilsiedevieiende vilde inaaske snarere talde Beni
Far Ojaeth og Jane var det Hovedsagen at liline
asgteuiet under saa lidt Opsigt som inulig De sei-fiel
lige Enkeltlieder i :’li·1«angenientet, sont var Mdvendige,
skasnlede de ingen Optneerksoinhed Jane overgav Ue
delsen til Dr. Brand ined de betegnende Ord:
»Ze1«g endelig sor, at Sagen bliver retIgyldig
ordnet, og send os de nødvendige Papirer, Deryck.«
Hertugindeih der trofast holdt paa alle de ganile
Former, jin-langte, at Bisnden sinlde viere iført den sasd
vanlige Vendedragt af hvidt Atlask med Slør og Oran
gebloinster. Men Jane svarede:
,,sia-i«este Tante, tænk dig inig nied Orangebloin
ster. Jeg vilde jo ligne en udpyntet Figur i en Jnles
leg. Lg du ved, jeg vier-er aldrig Flor, selv ikke i
Automobiler. Hvad hvidt Atlask angaak, har en saadan
Dragt altid vceret Inig imod.«
»Men hvad vil du da have paa til Brylluppet,
nnatnislige Pigebarn?" spnrgte Hertuginden
«Hvad der tilsceldig salder mig ind den Morgen,«
svarede Jane og arbejdede videre paa den Zilfesnoi«,
hun var ved at sno, idet hun kastede et Blik nd til
Gattin der sad udenfor paa Terms-sen«
» Hat du en Togplan?« spurgte hendes Naade Ined
soc-nein No, »og tan jeg faa en Vogn til Stationen i
Eftermiddag ?«
»Du kan komme til Stationen, hvad Øjeblik dn
vil,« svarede Jane nied sainnie Ro. »Mei! hvor vil dn
l)en, kcere Tante Gina? Du ved, Deryck og Flower
kommer i Aften.«
«J-eg vil slaa Haanden as dig og rejse Syd paa,«
sagde Hertuginden vredt.
»Det stal du itke, til-re Tante,« sagde Jane be
roligende »Du har slaaet Haanden af mig saa tidt,
men jeg hat den endnu.« Derpaa fortsatte hun med
hævet Stemme: «Garth, hvis du vil gaa en Tur, saa
sig til. Jeg sidder her og taler med Tante Gina.«
Sau henvendte nun sig igen til Herstuginden og
sagde venlig:
,,Kære Taute, tan vi ikke gaa en Mellemvej. Jeg
hart nogle nydelige Dragter deroppe. Lad din Kammer
pige vise dig dem, og den, du vcelger, vil jeg tage paa
til mit Bryllup.«
Nesnltatet blev, at Jane paa Bryllupsdagen var
iført en lang, blaa Dragt med pragth Guldbrokade,
matgul Pest med Sllkebroderi og gamle ægte Kniplins
get om Hals og Haandled
Havde Jone tun bestceftiget sig lidlt med sin Bru
dedragt, saa beskæftigede Garth sig saa meget desto
Inere med sin. Men det var ikke vanskeligt for hatn at
faa en passende Festdragt Det var en meget smuk og
statelig Skikkelse, der stod deroppe i Koret og lyttede
ester de Trin, der meldte ham Janes Komme. Da hun
itraadte ind i Kitten og gik op ad Midtergangen stet
tet til Dr. Braith Arm, gik der et Zinil hen over hang
Ansigt
Hertngindem der prangede i purpurrødt Atlast
Ined hvid Dein-ein« sad i en as de sorreste Stole soni
den, der optmadte i Janes Moders Sted Lige oversor
nende, saa nan- Vrndgontnien sont ninlig. sad eainle
Margarn i en sort Siltedragt ined Hat as niørk Tast
oa lividt Sjal Hver Gang lnin bin-te Lnsrtngindents
jnvelbesatte Smykfer klirre, vendte nun asngstelig Ho«
vedet oin jinod l)ende," ellers var hendeszi Øjne bestan
diq fassiet niod den opslaaede Salniebog, trutt ined store
Von-innen der laa i Skødet paa liende Margary var
jike vant til at overviere sen Gudiitjenicste i den biskop
pelige Kirke· Dersor var hun cengstelig for, om nogen
af Deltagerne skulde komme til at give Anstød Da de
eaentlige Cerenioniser begvndte, voksede hendes Ængs
istelse i den Grad, at hun uviltaarlig hvistede ethvert
izvar ester, sont Brudeparret gav.
Dr. Nob, den eneste ngifte Mand, der var til O
de, førte Brudgommen. Jane havde dog faaet tide
at Garth selv beholdt Ringen i sin Vestclomme III
«»l)an havde opbcvaret den, siden Jane bragte den U
fra Aberdeen.
Dr. Brand, der ragede op over de flefte, tog D
sutuk og statelig ud. Da han havde ført Jane hen til
sin Brudgom, tog han Plads ued Siden af sin Hustrs
bag ved gamle Margary. Da Jan-e slap ljanS ät
vekslede de et kærligt Blik, hvori der ligefom las s
Tat for al gensidig Tillid, al gensidig Forstaaelie es
alle Kærlighedsbeuiser i de forløbne Aar. Lale VII-Jus
faa det og sænkede Hooedet Hun havde aldrig tend: is «
Jalousi, og Dr. Brand havde heller aldrig givet heute
Grund dertil. Hang Flower blomftrede for hum- II
den Duft, der udgik fra yende, var hans daglige th
Men hun havde aldtig ugtig forstaaet det dlee og ædlt
Venskab, der herskcde imellem ljeudes Mond og Jauc
men hande, saa godt hun fande, sagt at dele det.
J alle Tilfælde vidfte hun, at et saadant Blik, sc
l)un selv fjk af Deryck, idet han satte sig ved Sideu of
l)ende, hade Janc trods deres fælles Barndomsi as
Ungdomsminder aldrig faaet.
Den hellige Handlina begyndte. Den umkij
og meget ncrvøse Præst var næsten overvældet as dt
ufasdvanlige Kendsgekningey at der forelaa et Kons
brev, der var affattet med JJerlige Hensyn til, at Brud
gommen var blind,.og tillige, at en Hertuginde var til
Ztech Det var vel Grunden til, at han oplæsle M
tualet saa hurtigt og med saa sagte Itemnny at gnmle
Margary vanskelig kuxsde folge nied. Da han kom is
Epørgsmaaleh out nagen af de tilslcdevaerendc lnude
fremføre noget, der kunde sammer at Bruden ug Brud
gommen retOgyldig lunde blivc vjet, Var gamle Margar
faa lcuende med, at lmn umlkaarlig sagde et lmjt os
tydeligt nej· Brudgonn-«e11 vendte sit Ansigt um i des
Retning, yvorfra Lyden rom, og Dr. Brand bøjede fis
from oder, lagde Haandcn paa lJendeLs Zkulde og dri
skede:
»L"i-·11 lilut reins, «l-’.ui«gn!·1,i, alt »si- i Ironi«
D erpaa fulgte det as Fiirlen fcch Nliivne l)østideliqe
Zpøigsniaal til Gattin oni l)an vilde have Jane til im
UDiiftru Uarth fuarede et dydt bona-get ,,ja«, suin Mat
gan) gentog.
Teiestu dlev det saninie Ewig-zumal stiller Jaut
ng under iaadan en Form, soin um siirken Paa en let
pelig Munde uilde ininde ljiende uni, at linn tug en blind
Mund til Ægte
Jane suarede sit »sa« ined den d1)l)e, fuldttonende
Fromme, ljvornied hun ljiwde sunget »Rosent«ranseu«.
Da dette var stet løftede Garth hendes Haand of
ug tixxssede den ærbødig«.
Dette lille Melleniipil, der ifte var foreskrevet i
Ritualet, dingte nceslen Prassten nd af Fatning. Das
ynevede Hovedet og spurgte:
»Hm-in er det, der har givet denne Kvinde til de
ne Mand?«
Da han itte straks fik Svar, gentog han Spars
niaalet l)vjere, idet han stirrede ud i Kirten fra den m
til den anden
Hertuginden, der havde siddet og tedet fig, M
nu, at Øjeblitket var kommst for yende· Hun reis
sig, gik op til Alteret og sagde:
,,Min kære Ven, det er mig, der giver min Nis
bort, det er alene derjor, jeg har foretaget den til-ehs
gelige Reise her op. Naa, bliv blot ved. Hvad et des
nceste?« »Y
Dr. Rin kunde med al jin Magt ikke lade viere
at le. Hertuginden løftede sin Stanglorgnet og feudte
han et tnussende Blik Margary sad og bladede i st
Bog for at finde Hertugindens Zorn-, men hun fandi
det ikte. »
Flower saa ulyktelig hen paa sin Mand, men ha
fyntes hensunken i Betragtning af noget oppe paa Kot
owed-ingen
De eneste, der ikte havde lagt Meerte til den Eli
Seenc, der var foregaaet, var Bruden og Brudqoss
nien. De var saa fuldstcendig optaget af Bevidftbedes
otn, at de stod der for Gude Axisigt og i hans hells
Ncervcerelse soin Mund og Hustru, at de ikke lagde Us
ke til, hvad andre qjorde. isi
Da Vielsen var forbi, tog Jane Garthjz Arm, .
idet hun støttede siq til den, ledte hun ham ad af Dis-.
Da de sad i Vognen paa Vejen hjem, vendtse M
sig out til Jane og spurgte nked en Naturlighed, it
greb Jane stærkere, end den stimneste Tale vilde I
gjort.
»Naar mener du, de andre vil tage bort, mit el
skede, saa vi kan blive helt aleneF Hvorfor kunde de
ikke køre til Stationen lige fra KirkenW
Jane saa paa sit Ur og smilede.
,,Fordi vi maa give dem noget at spise,« sagde Im ·
»Tænk, hvor gode de har været imod os. Og vi bade
da ikke begynde vort Ægteskab med at være ugæftfkir.
Klokken er et nu, om en halv Time skal vi spisk II
Toget gaar halv fem Om tre Timer er vi alene, M
,,Tror du, vi kan bcere og pcent ad i tre Timetk
udlnød Gattl), kaad soin en Disng.
»Du niaa viikelig bære dig pcent ad, « sagded Hat-.
»ellerI niaa jeg heute Sester RoseinaryR
»O, ti still-e,« sagde han. »Jeg lud-del godt —
det ist« nltfor liellig en Dng tii at drive Spøg i, Jam«
- lsnn Vendte sig plndselig unt og lagde sin Haand
i liendeszi ,,Jnne, tcenl tun dn forstaa det ——— nn e
dn dirtelig soc Gud og Meiniesker -— niin Hnsl·m«
Junk- lustedis Einnij Hnnnd eq tryklede den iinod sit
Hin-te, sont lnni san oste havde gjort med sin egen
.x;wiiid, iinar linn iiwsten lsavde frygtet for, at hat
stutdc høre det slaa
»Mit elslede Veii,« svarede hun, ,,nej, jeg forsiaat
det iste. Men eet ved jeg, og jeg takker Gnd dexiux
sen lied, det er sandt.« ,
