Florence L. Barclay:
Rofcnkranscn.
Autoriseret sterscettelse af
; N. P. Madsen.
(tF-ootsat.)
Med sasie nien lydlnsc Skridt gik Jane hen til
Daten Et Øjeblil blev lsun staaende for ligesom i sin
Uand at stille sin egen Person i Baggrunden Saa
aabnede hun stille Deren og traadte ind i Bibliotheket.
»Herr-listigen boktsuldet aldrig.«
Garth stod ved det aabtteWindue, og han vendte
siq ikke om, da hnn traadte ind. . »
Hun lastede et hurtigt Blik hen til Bordet -—j
Brevet laa paa hendes Side. Det bar Mærke as at haves
betet krannnet sannnen, saaledes soni man krammerY
et Papir samtnen og kaster det i Papirskukven Dets
par dog tydeligt, at han havde gjort Forsøg paa at!
at glatte det ud igen, sør han lagde det Paa BordeH
Da Garth vendte sig om og tog Plads i sin Stol,
bar hans Ansigt Spor as en stor Sjælekainp. Han saa
ud som et Menneske, der twds sin Blindhed havde
qjort fortvivlede Forseg paa at se. Blegheden var for
svundet sra hans Ansigt, og det blussede af Rødme
Det tætte Haar, der altid var smukt friseret, laa i for
virret Uorden over hans Pande og Tindingen. Men
han havde snldstasndig Magt over sin Stumm da han
vendte sig om nnod sin Sekretær og sagde:
,.Min kcere Frøken Gran, vi har en vanskelig Op
save for os. Dei Brev, jeg bar modtaget, er af en ejens
dommelig Natur« Jeg maa bede Dem out at lcese det
sor mig, fordi der itke er nagen som helft andeu, jeg
kan skasnke en saadnn Tillid Jeg sorstaar godt, at Sa
gen vil være Dem pinlig, sordi De ligesom maa have
en Følelse as at maatte twenge Dem ind imellem to
saarede HierteU Men kan det gøre Dem Opgaven let
tere, saa vil jeg forsikre Dein, at det vil vcere mig
mindre smekteligt at høre detsi Jndhold fra Deres Lac
her end sra nagen andens i Ver-den, og mindre pinligt
idet jeg ved, at det er Dei-es Øjne, der skal skne ind i
Hemmeligliedeir. Og -jeg vil forsikre Dem, at jeg er
fuldt overbevist om, at ingen vil dømnte met-e venligt
og overbærende, og ingen bevare Hemmeligheden mere
trosast end De —- den Hemmelighed, som ellers ilke
var bestemt for nogen tredie Person«
«Tak, Hin Dalmain,« sagde Søster Rosemary.
Garth Iænede sig tilbage i Stolen og skjulte An
sigtet i sine Hændeiz idet han sagde:
»Saa, hvis De vil vcere saa god.«
Og med glad og rolig Stemme begnndte Søster
Rosemary at læse:
Rast-e Gartlpl
Da du itle vil lade mig komme til dig, faa jeg i
Enrum mellem os to alene tunde sigc dig, ljvad jeg har
paa Hierten saa er jeg nødt til at strive Det er din
egen Styld, Gartl), og under den niaa vi begge lide.
Thi hvorledes tan jeg ilrive til dig ganite aabent og
frit, naar jeg ved, at du ved hvert Ord, der naar dit
Ore, maa have den pinlige Følelie, at jeg drager en
tredie Preson nied tnd i den Hemmeligl)ed, sont var be
stemt for os to alone Qg dog maa jeg strive ganste
aabent, for at du fuldt nd lan forftaa det. Thi baade
din og Inin Stilling i Fremtideu vil komme til at af
hænge af det Soar, du giver mig. Jeg maa strive gan
fke, sotn om du tunde holde Brevet i din egen Haand
oq læse det selv. Derfor, hvis du itke med fuldkommen
Tillid kan betro din Setretcer dit og mit Hiertes Hi
storie, saa lad hende give dig Brevet tilbage, naar hun
bar lceit forste Side, og lad mig felv komme, Gotth
og fortælle dig Reiten.
»Fsrfte Side et færdig,« sagde Sester Roiemary
oq ventedg
Garth tog itke Hcenderne fra Ansiqtet
»Jeg hat fuldlotnmen Tillid til Dem, oq hun
maa ikke tonime,« iagde han.
Ssster Roiemary vendte Bladet og fortsatte:
I
Jeq vil bede dig om at tro, Gotth, at bvert Ord,
jeq stritten er den simple, uintinkede Sandhed. Raak
du Unter tllbage paa vort Forhold, vil du sitkett ind
rannte, at jeg altid hat vieret opkigtig og aldriq hat
itemsttllet noqet fauledes, at det ikke stemmede med
Virteliqheden Dog een qun hat jeq fast, M, ntn
netop denne Undtagelie tan maaste vcete diq et Revis
paa, at der ellets herfker oq altid vil berste fuldkoms
ten Optigtighed imellem os. Det er netop Bekendeliens
as denne Lean, ioni dette Brev vil handle om, oq jeg.
help-ver vel næppe at stge dis, hvor ydmygende det er:
for mln stolte Natur at aflcegge en iaadan Betendeliej
for en Mand, der hat væqret sig ved at modtage mit;
Bei-s. Du ved sittert, at jeq ikke af Naturen er yd-I
myg, men derimod i Besiddelie af en hel Del Stoltsj
hed — men niaaite du i Storheden af den Selvoversx
vindelie, det toster mig at strive, kan se et Maal for»
hvor højt jeg elfter dis. Gud hjoelpe dig til det — tntnä
dyrebare, min elskede, min ftatkels ensotnme Gotth. »
Stifter Notemary holdt pludlelig inde. Ved denne’
uventede Kærlighedsertloering var Garth nemlig sprun·!
get op og gaaet et Par Stridt hen imod Vinduet, fomj
om han vilde flygte fra noget, der var altfor vældlgtl
til at iorstaas· Men han vendte strals rolig tilbage ogT
satte fig igen, idet han atter ftjulte Ansigtet i fine Hien
der, og Søster Roiemary fortsatte:
Ak, hvor handelede jeg forkett til Stnerte bandel
for dig og mig tell-. Du husser den Aften paa Tersj
ragten paa Shenftotte, da du bad miq ont at bllve —H
da du taldte miq — din Huftm Gotth, jeq ladet de’
sidste to Drd staa og vil ikke strege dem ud. De skal lee
fes for dig. Jeg var jo dybest set din Huftm og nu
konnner jeg til dig. Jeg sorstod det ikke den Gang
da jeg var saa uersaren i Hjertesager. Jeg var blot
nnmadelig overrasket og forvirret over alle de Følels
ser, der stronnnede igennem mig. Og dog var det mig
allerede den Gang suldt beoidst, at mit Hierte tilhørte
dig, og at det vilde have voeret mig en usigelig Lyka
Hnn jeg knnde ocere blevet hos dig altid
Etennnen svigtede plndselig Sester Rosemary, og
lnm lioldt op med at lasse. !
Garth tiavde lcenet sig forover nied Hooedet be
standig begmvet i sine Heendee Han nmatte med
Magt toinge den Hulken tilbage, som vilde bryde skem
i det Øjeblit, Søster Roseinarys Steinme svigtede.
Dog var lsan den sorste, soni inandede sig op
llden at lefte Hooedet stralte han Haanden tværs over
Bordet og sagde niedlidende:
»StatkelL-, kcere Zeiten det gor niig forfærdelig
ondt for Dein. Oin Dr. Brand dog havde oæret her.
Lg alligevel —- det hjalp jo ikke. De maa læse det.
Men prnv at lcese uden at tænke over, hvad De liefer
men overlad det til mig.«
Lg Sester Rosetnary sortsatte:
Da dn leftede Hovedet i Maanelyfet og saa op paa
niig — ak, nied diese dyreoare Øjne «— da stod det
niig plndselig forfwrdelig Hart, ljvor nsfon jeg var
og lsoor lidt der var hoo mig, soin var vcerd at se Pan
for diese lienndrende Øjne Derfor overvceldet as denne
Folelse preissede seg dit Hoved ned igen, for at dn
itte stnlde se paa mig. seg forstaar godt nn, hvors
ledeci du lnn Aften niaatte niissorstaa denne Betnegelsei
Gattin jeg forsilrer dig, at det var seist, da dn loftedes
Hooedet anden Gang og iidl11«ed: »Min Huftrn«, at?
jeg sorstod livad du niente, sorstod, at dette soi«nnderlige, E
der one stet, betod, at dn enstede niig til Ægte. Jegs
ved godt, det inaa lyde utroligt for dig, sont om dets
our et otte klar-L- Barn, og ille en tredive Aar-Z Kvin .
de, der skrioer. Men du Inaa huske paa, at jeg ind c
l
til den Tinte aldrig havde kendt til noget andet For
ljold til Mit-nd end Pension Og gleni heller ikke, el J
stede Gattin at dn jelo ointrent lige indtil den Tid"
haode staaet for niig som saa inange andre unge«
Mennesker, der taldte inig ,,gamle Jane«, og for l)vein«
jeg tun var en god stammt-rat Jeg jolte niig jo san·
nieget ældre end du, og derfor faldt det Inig nldrigf
ind, at det Baand, som blev knyttet iinelleni oLJ hin«
Listen paa Ovekdene, liavde noget at gore nied Krec I
liglied Da jeg saa bad dig oni Betcentningsztid til nie-I
sie Dag, saa gik du straks ind paa det — korrekt, soni
du altid har optraadt, og sorlod knig ligeledes stritt-J
da jeg bad dig om at maatte være alene —— sorlod
mig med et Udtryk i dit Ansigt, som jeg aldrig lan
glennne. Det aabenbarede for mig, hvor højt en Mond
as din Natur scetter den Kvinde, han elster· En nej
agtig Stildring as de folgende Timer haader jeg en
Gang at tunne give dig mundtlig, jeg kan ikke strive
det. Derimod vil jeg nedskrive det, ligesaa hægligt det
er, hvad det var, soni skilte os og forvandlede vor
dæmrende Lykke til bitter Stuffelse og Lidelse Garty
— det var dette. Jeg troede ikke, at din Kærligyed
vilde blive ved at holde ud oversor min Ustønhed
Jeg vidste jo, hvor hejt dn beundrede alt, hvad der
var stont, og hvorledes du trcengte til at vcere oins
givet as Skonhed under en eller anden Form. Da du
fortalte mig om den hæslige Prcest, hvis Ansigt blw
sorvandlet paa Grund as hans Sjcels Skønlsed, saa
nedstrev jeg det bag ester omtrent Ord til andet. Du
sagde, at han aldrig vilde synes hoeslig mere, nien at
han dog beholdt sine ustønne Takt Og du sagde til
lige, at det var itke den Slaas Ansigter, man knnde
enske bestandia at have oversor sig ved sit Bord, det
vilde i hvert Fald være en Tortur for dig. —
Ak, paa hin sloebnesvanare Asten loeste jeg disse
Ord atter oq atter, indtil de næsten paa en sygelia
Maade havde sat sia sast i min Hierne Og ved du saa
hvad jeg gjorde — ja saaledes onsker en Kvinda der
ved sig elsket, at blive sia selv bevidst —- jeg tændte
alle Lysene ved mit Toiletspejl og gav mig til kritisk
oa omhygaelig at anders-ge det Ansigt, som du vilde
komme til at se ved dit Bord Das for Dag, Aar efter
Aar, hvis jea nceste Dag sagde ja. Elslede Ven, jeq saa
ikke paa mia selt- med dine øjnq hvad jeq senere hat
sagt at gere, og jeg tilstaar, at jeg havde ikke
Tillid til, at din Kcerlighed vilde
holde nd. For mig stod det saaledes, at hvis jeg
gav Askald paa den Ijeblikkeliae Syste, saa vilde vi
bque blive sparet for Skusfelse os Lidelse i Frenitiden
Min kære Ven, jeg ved godt, at dette vil sorekonune
dig som en kold Bereaning, en Bereaninq, der var din
store Koetlighed umdia. Nu sotekotnmer den ogsaa
mig uvcetdig, nu da jea selv hat lært tilfulde, hvad
Kerlighed er. Men den Nat syntes det mig sornustiat
og ret, oa tilsidst toq jeg den Beslutning at sige nej,
skont jea selte, mit Liv blev tomt, oq jeq maatte grie
de, som om mit Hierte skulde briste. Ak tro mig, jea
havde inaen Jde oni, hvad det vilde betyde for dia.
Jea tcenkte, at du sikkert vilde komme til at elske en
anden, der var bedre i Stand til at sylde dit Liv ud
paa alle Punkten Ja, du skal tro mig, Gotth, naar
jeg siger —- jea tænkte, det var mia alene, der vilde
konnne til at leve ensomt. Saa kom Spørgsmaalet
—- hvorledes stulde jeg forme dette Afslag? Jeg var
vis paa, at hvis jeg havde angivet den sande Grund,
vilde du med glødende Ord have søgt at overbevise
inig onl, at jeg tog fejl, og maaske vilde jeg da have
givet ester. Dersor —- da jeg ikke tnrde lobe den
Risiko, saa sagde jeg en Wan. Du stod saa lind sor
mig soin en Mand, jeg baade niaatte og gerne vilde
være underdanig, ja du stod for inig som niit Hjertes
Kotige, og dog sagde jeg til dig, at til dig sagde jeg
det: »Im kan ikke gifte mig med en ren Dreng.«
At, dyrebare Ven, jea undskylder det ikke, jeg sor
svarer det ikkef jea bekender det blot, idet jeg er vis
paa, at du vil näman at ten ikke ved noget andet
Svar havde opnaaet, hvad jea vilde. Ak, stakkels, stat
kels Jane, hvor enfom følte hun siq ikke, da du var
gaaet. Du skulde have set hende i den lille Arke-, hvors
ledes hun laa der og raabte paa dig og lyttede i usi
gelig Lcengfel og Spænding efter dine Fodtrin, lyttede
;efter, om du ikke kom tilbage. Men min Garth er
ikke en Mand, der staat og venter ved en Kvindes
Dør, indtil det behager hende at kalde ham tilbage.
Hvor var Livet tomt og ensomt derefter. Jeg
følte mig saa nedbrudt, at Dr. Brand sagde, jeg vilde
gaa til Grunde, hvis det blev saaledes ved, og saa
befalede han mig at reise. Jeg adlød, fom du ved, og
i de nye Omgivelser, jeg kom til at leve i, kom jeg
efterhaanden til at se anderledes paa Livet. Da jeg»
i Slutningen af Marts stod paa Toppen af den storel
Pyramide, da blev det mig klart, at jeg ikke længe
kunde leve uden dig. Jeg saa ikke, at jeg havde hand
let urigtigt, men jeg lcengtes saa megset efter din Kærs
lighed, at jeg besluttede at rejse hjem og anmode dig
out at komme — besluttede at risikeve det. O, min el
stede, faa var det, jeg hørte om din Ulykke. Jeg skrev
til dig, men du vilde ikke lade mig komme.
Nu ved jeg godt, du kunde sige: Hun havde ingen
Tillid til mig, da jeg havde mit Syn. Nu, da jeg ikke
kan se, er hun ikke længer bange. Ja, Garth, du kunde
vol friftes til at sige faadan, men det vilde ikle ·v(ere
sandt. Jeg har i den sidfte Tid faaet Beviser nok paa
at jeg dog handlede urigtigt, at jeg burde have skænket
dig fuld Tillid Hvorledes jeg har faaet disse Beviser,
skal jeg senere fortcelle dig. Kun saa meget kan jeg sige
» hvis dine dyrebare, straalende Oer kunde se, san
Uilde de nu se en Kvinde, sum helt og med fuld og
nindslrcenket Tillid er din. Skulde der opstaa Tuivl
hos l)ende, naar hun fer paa sit Ydre, san vilde hun
blot ganske simpelt sige: »He-altes Ydre behager ham,
og sum hun er, er hun hans Ejendom Det er mig
unk, alt andet lommer mig ikke ved.«
Zptsrgssmaaleh hvorom det hele drejer fig, er
dettet Kan du tilgive mig? Hvis du kan tilgive mig
saa iler «eg straks til dig. Hvis derimod min Uret er
for stor ti at kunne ti"lgives, ja saa maa jeg blive horte
Men, min dyrebare Ven —- det Hierte, hvortil du en
gang bar haeldet dit Hoved, bar længtes efter dig i
didfe lange Ensomhedens Aar. Derfor, hvis du eudnu
hat Inig lær, saa vis mig ikke bort.
Skriv nied din egen Haand blot det ene Ord: ,,Til
givet.« Det er nok. Saa snart det naar mig, kommer
jeg straks. Dikter ikke et Brev til for din Sekten-ev
Det kunde jeg ikke holde ud. Skriv blot —- hviS det
er dig muligt — ,,tilgivet« og send det til
din Huftm
Da Søfter Nosemary var foerdig med Læsningen
og lngde Brevet, var der en Ztund dødsstille i Væi
relset Hun sad og tænkte paa, om det var muligt at
heute et Glas Band uden at forstyrre ham. Men hun
besluttede at lade viere
Tilsidst løftede Garth Hovedet
»Hu« har bedt mig om noget, som er Umuligt,«
sagde han, idet et Smil gled straalende hen over hans
forpinte Ansigt.
Jane pressede Haanden mod sit Hier-te
»Kan De ikte strive ,,tilgivet«?« spurgte Søster
Rofemary Ined brudt Stemme.
,,Nej, jeg kan ikke,« svarede Gotth. ,,Lille Søfter,
giv mig et Art Papir og en Blyant.«
Søster Rofemary takte ham det.
Garth tog Blyanten, famlede hen over Papiret,
indtil ban fandt Midten, og der strev han med store,
faste Bogsmver et Ord.
»Er det læseligt?« spurgte han, idet han skubbede
Papiret over til Søster Rosemary.
»Ja, udmærket,« svarede hun, idet hun lige fik set
det, for Taarerne blcendede hendes Øjne
J Stedet for «tilgivet« havde Garth ffrevet ,,el
fket«.
»Lad det ftraks blive besørqet,« sagde Gotth. «Hvis
det kan naa Nattoget, kan hun vcere her i Overmor
gen. Tænk, hun kommer —- o, min Gut-, hun kommerl«
Saftethofemary tog Brevet, og ved en næften
overmenneikelig Anstrengelse fik hun sagt med rolig
Stemme:
»He-. Dalmain, der er en Sfterskrift i Brevet. Den
lyder: ,,Skriv til Paladsssotellet i Aberdeen.«
Mit-km odeahaewsssaaeWx
af Bevægelfe. «
,,J Aberdeen,« raubte han. »Jane i Aberdeen. Saa
kan hun faa mit SvariMorgen tidlig og være heriLø
betaf Degen. JanelJaneMære,lille Rosemary, hørerDel
Jane kommer i Morgen. Sagde jeg ikke, at der vilde
ske noget De og Simpfon var altfor britisie til at for
staa det, men Margary forstod det, og Skoven fortalte
os, at Smerten vilde blive aflsst af Glcede. Tror De
dst kan naa Posten, Frøken Gray?«
Majdagöstemningen havde attet grebet hom. Hans
Aniigt skinnede, og hele hanö Skikkelse var som fyldt
med Elektricitet og Spænding. Søster Rosemary fad og
betragtede ham med Haanden om Sagen. St stille Smil
krusede hendes Leeber, da hun sagde:
,,Jeg vil selv gaa paa Posthuset med det, Dr. Dol
main. Jeg vil gerne spadfere lidt og kan viere her inden
Thetid.«
Paa Postbufet beforgede hun ikke Garths Bren
Det havde hun gemt. Derimod affendte hun to Tele
stammen
Det forste lød:
Hertuginden af Meldrun,
Paladssszotellet Aberdeen.
Kom i Illften med Toget 5:50.
Oq det andet:
Dr· Deryck Brand,
Wimpole Street, London.
Alt i Orden.
Syster Rosematy modtager iin Lin. k
»Gr. Dalmain,« sagde Søster Rofemary kcerlig ds
bgejdendh »De maa virkelig sidde roligt og have Der
Opmærksomhed henvendt paa Theen Hvor kan De ht
ske, hvor alting staat, naar De bestandig springer op C
rykker Stolen hid og did. Sidste Gang var De endos
ved at vælte min The· Hvis De ikke forbedrer Den-,
kommer jeg virkelig til at bede Margary om at wan
og scette Dem paa en Barnestol og binde en Serviet ot
om Hallen paa Dem «
Garth strakte sig, saa lang han var, i Stolen Ins
Hcenderne om Nakken og lo, saa det klukkede.
»Ja, og faa blev jeg nødt til at fige: »zum-e Sp
ster, tillader De ikke, at jeg gaar ned at lege-« -— Hos
ken streng lille Person De er bleven, De, sont plejer il
være faa overordentlig høflig Naar De taler med dems«
strenge Nøst til mig, kunde jeg ncesten tro, at det vakj
Janes Stemme. Og dog —- jeg ved ikke — i Grundes
har jeg aldrig bragt Dem i Forbindelse med Jane II
een Gang, men aldrig, siden Dr. Rob fortalte mig ost
Deres krufede, silkebløde Haar. Jeg tror, det var dem-F
Bemærkning, iom frelste mig den første Dag, ellers tcC
jeg, Deres Stemme havde giort mig forrykt Zog sys
tes ikke, jeg knnde holde ud at hjre den. De fornaar mi«
l)vorfor, ikke sandt? Og dog —- det er alligevel ikte h
des Stemme. Den er dybere, og tidt taler hun nied es
kostelig Dialekt og bruger en Mcengde Studenterudtan
De derimod er saadan en lille sart Person, der tol
fnldstoendig korrekt, som om De Iæste i en Bog. Dei
kunde være morsomt at høre Dein og Jane tale fu«-unen
Og dog — jeg ved ikke — jeg Vilde hele Tideu sidlk
fom paa Naale.« »F
»Hvorfor dog?«
,,Fordi jeg vilde vaeie bange for, at De ikfe skuly
knnne lide l)inanden. Ser De, paa en Maade var A
vceret mere for mig end nogen anden i Verden Ogh ;
— ja, hun er min Vordern Jeg vilde voere san bat Je
for, at hun ikke skulde fkatte Dem not, og De itke hR
forftaa hende Hnn har den Baue at staa og se vist CI
Folk, og det holder Kvinder i Reglen ikke of —- jætlis
smaa, fine Kvinder med silkeblødt Haar· De har en Fi
lelse af, at hun gennemskner dem og kan fe, lnmd det;
er uægte.«
»Hos niig er ikke noget uægte,« sagde Sestcr Nob
mary. — »Man jeg byde Dem en Kuge, Hin Daltth
men De nma virkelig holde Tallerkenen rigtig Ja fas
dan, det er rigtigt.«
,,Det var akkurat saadan, som Jane vilde have sas
det: ,,Det var rigtigt.« Er det ikke underligt — i May-.
gen vil jeg sikkert tidt komme til at tænke paa, hvos
hendes Stemme ligner Deves.«
,,Det tror jeg virkelig ikke,« fagde Søster RO
mary. ,,Naar hun først er hos Dem, vil De ikke tæics
paa nogen anden.«
«Jo,« fagde Garth. »Jeg vil komme til at favi
Dem ineget, kære, lille Rosemary. Jngen —- heller Q
hun kan erstatte mig Dein Ved De,« fortfatte han, is
der gled en Skyggse hen over hans Ansigt — »der its
noget, der har begyndt at cengste mig. Hun har jo ist
set mig siden Ulykken skete Jeg er bange for, huu C
blive rystet ved at se mig. Tror De, hun vil finde III
meget forandret?«
Jane saa hen paa det elskede Ansigt, der var vens
hen imod hende som i Angst. Uvilkaarlig kom hnn is
at tænke paa den Morgen, da han troede, han var als-II
med Dr. Nob, idet han rettede sig op i Zeugen ved II
høre hendes Steinme Hnn huskede, hvorledeg lnui hav
de vendt sig oni mod Kantine-n, for at Dr. Nov ill
skulde se, hvorledes Taarerne strømmede ned ad head
Kinder. Og nu saa hun det igen, æiigsteligt og næsts
fortrukket foni den Gang — ved Tanken om l)ende, os
hun kunde nceften ikke holde det nd.
,,Ser jeg nieget flem ud?« spurgte Gotth, og hats
Stemme skælvede let. is
,,Jeg kan naturligvis ikke svare for en andeu, m
det er min Overbevisning, at Deres Anfigt, netop III
dan som det er, altid vil være hendes Glcede.«
»Men hun «er jo ikke vant til at omgaas mig i M
nuvcerende Tilstand Jeg er bange for, jeg vil forektss
me hende saa hjælpeløs og saer. Hun har jo ikie vcersj
de blindes Land, faadan Iom De, og hun kender is
vore Jndretninger med de forfkelligfarvede Snore os O
dre Mærker. Lille Nofemary, De maa love mig ikxs
rejse i Morgen. Jeg længes efter hende, kun Gut -
ved, hvor meget jeg længes efter hende, men der e
get, jeg er begyndt at blive bange for. J Hovedsas
"alt jo i Orden, og der er kun den eneste ene, met
er saa mange smaa, daglige Ting, som fpiller en »F
stor Rolle i min Blindhed, dem er De kun kendt M
De, min kærlige Festes-, derfor vil jeg iavne Dem.
Først fandt jeg det i sin Orden, at De havde heilt-U
at reise, naar hun kom, nu fynes jeg derimod ikke, j
kan lade Dem reise, netop fordi hun kommen At bo
hende vil jo vcere Livet og Lykken for mig, men det I
ikke vcere det samme som at have Dem-«
Søster Rosemary modtog i dette Øjeblik iin Lsx
og den var saa stor, at den næiten overvceldede hendt
Saa snart hun blev Herre over sin Stemme, sagde hu
stille:
,,Lad Dem ikie oprive, Hi. Dalmain. Tro mis
naar De hat vceret samtnen med hende i fem Minutletxc
faa vil De finde Dein til Rette hos hende lige faa W
sont hosJ mig Og ved De, om hun ikke har vier-et i U
blinde-:- Land En Sygeplejersle gør iidt saadanne Tini
af Jnteiei je foi sit Kalt-. Jeg toenker, at den swindtz
sont eljtei Dem, knnde have gjort det af Kreilighed M
Dein« «
»Ja, det kuude ligne hende,« sagde Garth og les-d
de fig tilbage, idet der bredte iig en uiigelig Fred over
hans Ansigt »O, Janel Hun kommerl Hun kommerk
Søster Nosemary saa paa Urtei
thW-) , I