Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Feb. 20, 1918)
Fluren-e L. Bat-claim Rofcnkransm Autoriseret Oversættelse af N. P. Madseu. GoasaU »N« snler jeg det igen - det jeg fortnlte Brand — aldrig bar jeg sølt det snn klnrt nndtngen en eneste Gang, da jeg um« alone O, Frøken Gray — sid stille, sauste stille uden at røre Dem. Men se Dem om i Verrelset og sig mig, om De ifke ser nogen. Se hen Mod Vinduet eller Døren «- eller hen bog Kantinen Jeg kan ikke tro, vi er alone Jeg er Dis paa, man narrer mig i min Vlindhed. Og dog s— man kan ikke nat-re mig. Hnn er her til Stede -—« den Kvinde, jeg elsker. Det ser mine blinde Øjne Hendes Øjne er fee stet paa mig i Medlidenhed og Sorg. Hendes Kum mer over min dybe Elendighed er saa stor, at den saa at sige svøber sig oin mig, sanledes sum jeg havde drømt, hendes Kærligijed vilde gere. - — O, Inin Gudl Hnn er saa naIr — og det er sna frygteligt, fordi jeg ikke øni skcr hende Inkr. Jeg vilde hellem at der var tusind Mile imellem os. -—- Er det Fantasi? Eller er det vir keligt? Eller er jeg ved at blive sorryktP —- Frøken Grayi De vilde aldrig kunne lyve for mig. De kunde aldrig lade Dem overtale til at nnrre mig paa dette Punkt Se Dem omkring, jeg besværger Dem, og sig mig saa —- er vi alone-?- For hvis ifke, hvem er saa i Værelset fornden Dem og mig?« Søstcr Nosenmry l)nde siddet ined Armene oyer Kurs pan Vordet med Ljnene hvilende pan Gen-thin bøjede Hoveds Jdet l)nn sngde, nt i)nn«ønskede, l)nn var tusind Mile dorte, begravede l)nn Ansigtet i sine Arme. Hmi var hmu san chr, nt hviszs han igen bat-de mkt Haanden ud, vilde l)nn have Inrt ved liendes Udam Men Garth lestede iike Dunedet ug mkte ikke Haonden ud, og Zøster Roseinmy snd Hidnn ined Ansigtet be-l qravet i Arme-te l Der var et Øjeblik ganske stille i Vil-liotheket, saa løftede Søstek Rosenmry Vovedet og sngdm i »Der er ingen i Vcerelseh Or. Dalmain, uden D e mi —- og m i g.« XXVli Dr Eint-, North lsavdc Tillid til. »Juki Te holder nieget as nt sure i AntninobiL Freien Nimm-« De lJavde sprin- Mang tin-rot ude at lim« en an og sad nn — ogsnn sm« sarste Gang — ag dmk Tin sammen i Bibliothelet Tet var fiirst Mandag Eiter middag, men lnsndecs Erfaringer i de Vlindeszs Verden havde allerede givet hende inangen en ni) Forrettighed »Ja, det holder jeg nieget af, Or. Dalknain, smrlig i saadant et dejligt Vejr.« »Hal- De før vieret i Hufe, l)vor de holdt Antwo bil?« Søster Roseinary tøvede »Ja, jeg hat været i saadanne Hieni, og jeg har ogsaa lørt i Dr. Brands Automobil Han hentede mig en Gang paa Charing Cross Station.« »Ja, jeg forstaar,« sagde Gartli »Meget venligt af hom. De var vel paa Vej til en Patient?« Der gik et Sniil hen over Sester Roseinarys An sigt, saa svarede lnm alvorligt: »Ja, jeg var paa Vej til en Patient. Jeg kørte hen til Dr Brand for at modtage hans Jnstruktioner. « «Det man viere herligt at arbejde under saadan en Mund sont Dr. Brand, og dog er jeg vis paa, at ljvad De selv finder paa for at hjcelpe en Patient ofte er me qet hehre. Det var jo ikke Dr. Brand, der sit Dem til at gaa ind i de Blindes Land —- var det vel? Nei, jeg tæntte det not. Og livor var det en forunderlig Jde. Jeg mærlede i Dag, da vi kørte sammen, at De hat-de været der. Han standsede ikke en enefte Gang eller ksrte langsommere eller tudede, uden De straks sortalte mig, had Grunden var, hvem det var, der kom imod os, eller hvad der var i Vejen. Snart sagde De: »Na kommer vi forbi et Lces H-, og det vil blive van steliqt at komme uden om.« Ellen »Der staar en rsd Ko midt paa Bejen noget botte, men den flvtter sig vel, naak ban tuder.« Naar han saa pludselig drejede til Siden eller standsede lidt eller tudede, saa kom det al riq uventet· Bed De, det er ellers frvqteliat at sare assted oq pludselig mærke, at man qu et Sprinq eller standser lidt uden at have nagen Anelse oin hvorfor. J citetmiddaq sad ·jeq- saa trvq, sordi jeg bestandiq i Farvejen vidite Bested, ja liqe saa godt, som da jeq ser knude se.« Jane vressede Haanden imod sit Gerte Dvor skuli de der san lidt til, syntes bun, for at qsre Livet lvsere for das-. Oq hvor let vilde det viere for hende at siewe W en Treengsel paa han« Bei, hvit hun sit Ret til at viere has ham altid. ,Jeq stal sortcelle Dem, Dr. Daltnain,« sagde SI ster Posemartx »du jeg i Afteö ksrte rned Dr. Brand til Stationen, ersarede jeg noget af det, De der siger. Jeg hat aldrig sør været new-s, naar jeg ksrte i Au tomobih men da følte jeg, hvor sotfærdeliqt det er at suse afsted uden at kunne se noget, uden at kunne be dsmtne Afstandene eller Hurtigheden og uden at vide, hvorfor man pludselig svingede til Siden. Derfor, naar vi kører ud sammen, saa maa De give mig Lov til at viere Dei-es Øjne.« »Hvor er det venligt as Dem,« sagde Garth tak nemmelig. ,,Sig mig, De saa da Dr. Brand, sør han «rejste?« i ,,Nej, jeg saa ham slet itke Jeg fil tun et ven ligt Haandtryt og et kærligt Farvel, da vi stiltes. Og jeg sad i Autoniobilet og harte Toset bruse assted.« »Var det ikte strengt for Dem at lade ham komme oq rejse igen uden at se hamW Sester Nosemary smilede »Jo, det v ar strenqt, men jeq snskede netop at ers-re vqsaa det.« «OI hvor er det tontt baq ester, ille sandtf« »Ja —- man knnde niesten ønske, at ens Ven ikke var konnnet.« »Al- ja,« snkiede Gar-th, ng dog var der en Tone as Tilsredshed i dette Zuf. Beliidistheden inn, at den klette, nnge Pige lnnide lielmldt Bindet paa endogsaa nnder Vlisleden med Tit Brand, gjorde lnmi nsigelig gudt. »Na-sie Gang jeg stam- Ued en Ziillevej i de Blin ldess Land « sortsatte Nnrtlh »saa Dil ieg innne sige: Hei lnn en lan« Wen staaet sin min -t’i)ld«« »Ja saa MaaltidiMinH sagde Stifter Rosemary og lo. ,,Jnne«3 De il«t«e, at de tan viere lnmde toiniske og lttisns paa en Gang?« ; »san« svnrede Narth nnintert, »iex1 hellste slet ikke »Na at De ogsaa lnnide ersaret det. Jeg hat« aldrig sin lnnnet for-klare Dem, isvnrfor jeg lielst Vilde spise ialt-ne Men nn forslaar De selv noget af denne sagt med Gasse-len, ilke sandt«.-« »Jo,« svarede Bester bliosenian), »du-san er det, man iager efter, niesten aldrig del-, hvor man troede, det Var. Hvis De Vil tillade mig at spise samtnen med Dem ned et lille Vord, san stal Te se, huor let det gaat·. Og sene1«e, naar De begnnder at niodtage Beng — maa jeg san faa Lov at hjielpe Dem — bvigs jeg er her endnn -— san ssal ingen lomnle til at man-le noqet paasal dende.« »Tal,« sagde Martin »der nil jeg Viere innaadelig tasnennnelig sin-. sen lnir saa tidt tasnlt paa en Epim ni nndertiden lnwde sur nun Luerdene, nanr der var Ielsiah Fiender Te den nainle Heringinde as Mel drnn? J det mindne hat« Te vel nak Dort liende onl talt sa, det er sandt, Tr. Brand sendet liende ju. — Onn lnldte lnnn en Naan nd til sin Napegoje Hun liande ilte omtalt Napegnjen i Telesonen, un Tr. Brand, der twedih det var .Lm«tiiginden selv, der var an, op aau et meaet nigtigt Etigelnssog, lian var laldet til, og tug strale afsted Heldigniis oplnildt lnin sin i sit Palee i Bisen. Men lnm nilde baue giort det samme, oin hun liavde nieset paa Lne1«dene. sen lnnde nnsle, Te fendte Enerdene .Lw"tnginden aiver tit nogle niorsunnne Zel fi«al)er, lnmr Fall san lonnne on gan, sont de behagen inedensxs den kasre gamle Hertnginde lripper ind og nd, ser til sine meertelige The og Fugle og altid til-er op, litior lnm inultum-. Zidsce Hang jeg var del-, slap lnin en sein-setz- asgyptiste Zwingman nd i Zalen efter Middagen, nogle forfasrdelig morsonnne, smaa Form der lnnde ligne bitte smaa Kasngnrnee De hoppede rnndt paa deres Bagben og gjorde Tamerne riedsoni forstrceks fede ned at sinntte ind nnder dereis Kjoleiz eller de sit en eller aiiden Tjener til at tabe Balken med siasfen Det sidste Dur, hnn hat« anskafset sig, er en Tnlan — eller Pebersngl sra Sydamerika, med et Nale sont en Banan og en Ztennne sont et gammelt Faary der er fortvivlet. Men Tonnny, den rede Papegøje, er dog hendes Fa vorit, jeg man for Resten sige, at den er klogere og ved niere, end man sknlde tcenke — Naa, det var Spegem ui havde sor. Det var ved Desserten Vi lagde fem smaa Bindrner rundt oni paa Tallerlenen, saa blev vi bun det for Øjnene og sad og stal til Vindruerne med Gas felen. Den, som først fit sat paa alle fem Druck, havde vnndet Hertuginden vilde aldrig selv spille med, men sad og pagsede paa og skcendte dygtigt, naar nogen kigs gede. Frøken Champion og jeg —- hun er Hertugindens Niere, ved De maaske —- spillede altid ærligt, og derfor var det ogsaa sjælden, vi vandt.« ,,Jeg kender godt det Spil,« sagde Søster Rose niary. «Jeg tæntte paa det en Gang, medens jeg spiste, da jeg var i de Blinde-:- Land« »Og nu skal jeg fortælle Dem noget andet pinags tigt,« sagde Garth »Der er noget, jeg er saa bange for — det er Fluer i Waden Lige sian jeg var en lille Dreng, har jeg altid hast en Rædsel for uforvarende at komme til at spise en Flue Da jeg var seks Aar, hørte jeg engang en Dame, som var i Beseg hos os, sige til min Moder: ,,Ved De, et Menneske skal nu sluge en Fer hvert Aar. Jeg har netop slugt min paa Vejen her hen·« Denne skrækkelige Tanke, at man skulde sluge en Flue hvert Aar, optog mit barnlige Sind. Naar jeg tilsoeldigvis kom til at sluge en, var jeg altid taknems melig for, at det var ovre for d etAar. En anden Gang opdagede jeg Nester as Ben og Vinger i et Stykke Pred jeg var ved at spise, og jeg selte, det var en let Maade at komme over det paa, og saa var jeg jo sri hele Resten as Aaret, men jeg maatte dog lebe op og ned ad Ter rassen med knyttede senden medenp jeg spiste den. Jeg tror aldrig, ieg dar sat mig til at spise paa en Restaus rant uden at se efter, oni der ille var en Fer i Ma den —- ligesaa omhyggelig som den gamle Kone, der altid saa efter, om der ikke var en Tyv under SenqenJ f-: huu nædte sig as. Og iideu jeg olev blind, ek det’ næsten dlevet mig en siks Jde og dringet mig frygtei liqe Lidelser. Jeg lan jo ikke sige til Simpson: »Er Dei vig paa, at der ille er en Flut i SuppenW Han vildq jo blot rennne sig oq i alle Tilsælde svare: »Nei, Herre,; ille den mindste Flue, Herre« ; Sester Rosemary satte hans Kop saaledes, at han let kunde naa den, idet hun lod Underkoppen let der-re» han« hsjre Haand ’ »Lad tnig altid spise sammen med Dem,« sagde hun kcerligt, ,,og jeg skal love Dem, at De aldrig nogen Sinde skal risikere at komme til at sluqe nogen Flue. Turde De ikke betro Dem til mine Øjne i den Sag?« Med et lykkeligt og taknemmeligt Smil svarede Garth: »Jo, jeg tør betro mig til Deres Øjne i alle Til foelde. Siden vi taler om det, har jeg netop noget, som ieg gerne vil betro Dem, og som jeg ikke kan betro no gen anden. Er det lyst endnu en Times Tid, eller be gynder det allerede at dæmre?« . Sester Rosemary kastede et Blik ud ad Vinduet og saa derester paa sit Ur. Saa sagde hun: »Vi har drukket The tdligere end soedvanlig, sordi vi var sultne efter Køreturen Klokken er ikke sem end nu, og Solon gaar ned halv otte.« ,,Saa er Belysningen god,« sagde Garth »Er De fcerdig med at dritte Thef Solen stinner paa denne Tid ind ad det vestlige Bindue i Atelieret De ved nol, hvor det liqger — oppei sverste Mage. Det er sandt, De hentede jo engang Studiet as Lady Brand ned. D( lagde sitkert Mærke til nogle Lan-reden der stod i Kro gen Nogle af dein er ubennttede, andre indeholdei Stitser og Ztndier og nogle entelte særdige Malerier. Jlilandt de sidste ei« der to, soni jeg gerne vil have fat i on tilintetgnre For-lede» Dag lod jeg Simpson føre inig dei·op, og lod hain gaa igen. Jeg prevede paa at finde dein ved at søle paa dein. Men jeg hinde« ikke koni nie til Viished inn, hvilke der var de rette, og snart stod jeg haalilesh forvirret intelleni alle digse Lrerredeir Jeg vilde itle liede Zinipson oni at hjælpe mig, sordi Bille derne var ----- naa, ieg vil sige, hvis han sandt, at der var noget hag ned, saa vilde han have nndret sig og snatket oin det, og jeg kan ikke lide at opægge Nin-gier righeden hoc» en Tjener. Jeg kunde heller ikke have bedt Dr. Brand oin det, sordi han Vilde have kendt Por trætterne Hovedfinnren kender han godt. Da jeg Ina lede diszsse Wilh-den drøinte jeg ikte onl, at nogen skulde se dein, nndtagen jeg selu. Men det maa jo ske. Og De, niin last-e, trofaste Zekretasr, er det eneste Menneske, til hvein jeg lan vende Inig i denne Sag. Vil De gis-re hvad ieg lieder Dein uni, og vil De gøre det straks?« Zester Nosemary stødte sin Stol tilbage og sagde: »Ja selvfnlgelig, Hin Dalinain, derfor er jeg her jo. Jeg vil gere alt, hvad De beder niig om, og jeg vil gøre det, naar Te enster det.« Narth tog en Negle op af sin Vestlomme og lagde den paa usendet. »Du ei Nøglen til Oltelier et Jeg trenker, de Bil ;ledei, jeg nnsl e«,i liggei i Hjørnet lcengst fra Døten vag ved en gnl japanesi ist Stieine De er stoie — fein Und lanisii og tie en halt) Fod brede. Hvis de er for tnnge for Dein at beere, saa lceg dein sannnen Ined Villederne indnd ug ring paa Siinpson Men lad hain itte viere alene nied dein.« Bester Nosencarh tog Neglem reiste sig og gik hen og lnllede Jnstrninentet ov. »Spi! Iidt,« sagde hun, ,,niedens jeg gaar op i Atelieiset Og saa vilde jeg gerne spørge Dein oin noget. De ned not, hvor nieget jeg interesserer niig for Deres Malei·ier. Er det Dereis Mening, at jeg ikke maa se mere paa Villede1·ne, end det er nødvendigt for at kun ne overlnsvise mig oin, at det er de rigtige, eller inaa jeg, naar jeg har snndet dein, have Lov til at betragte dein nejere i den gode Belysning deroppe2 De kan have snld Tillid til, at jeg vil gøre nøjagtig, som De ønsker det « Garth kunde ikte inodstaa dette Ønske Som alle Kunstnere glredede han sig til, at hans Brerker blev set og niulig beundret. »Ja, De niaa gerne se paa dem, saa nieget De vil,« sagde han. ,,Det er mine bedste Malerin-, stønt jeg ina lede dem fuldstcendig efter Hulommelsen Det er — jeg mener, det var den Gang —- en let Sag for mig. Og det er ikke paa nogen Maade sri Fantasi. Jeg ma lede nøjagtig, hvad jeg saa-— hvad det"kvindelige Ansigt og hendes Figur angaar. Og det er jo Hovedsagen paa et Billede. Alt det andet har jo ikke saa meget at sige.« Han reiste sig og gik hen til Flygelet. Hans Fingre gled let hen over Tangenterne, idet han anslog Melo dien til «Dit evige Lys«. Sester Rosemary gik hen imod Deren, men stand sede pludselig og spurgte: ,,Men hvorledes skal jeg egentlig kende dem?« Akkorderne til ,,Dit evige Lys« sank ned til det svageste Piano, men Garths Stemme lisd skarpt og klart, og ejendommeligt klangfuldt, som om det var et Reci tativ til Musikken. ,,En Kvinde og en Mond —- — alene i en Have — nien Omgivelserne er kun ganske let skitserede. Hun er i Selskabsdragt — blød, sort med Sloeb — og ægte Kniplinger paa Brystet Jeg har kaldt det: »Hu struen.« »Da det andet Billede?« »Den samme Kvinde — den samme Scene, men uden Manden denne Gang. Jngen Nytte til at male Monden· Thi for hende er han altid der — synlig eller usynlig. J sine Arme holder hun« — her døde Toner ne helt hen, og der var ganske stille i Beerelset — ,,et lille Baru. Jeg har kaldt det: ,,Moderen.« Jdet samme bruste ,,Dtt eviqe Sys« igennem Bre relset ubeskriveliq beaandet. »Hvad kan os ska de, naar du er ncer." Og Deren lukkede sig bag ved Syster Rosemary. i UVIIL J Atelieret Jene fteg op ad Trappen, traadte ind i Atelieret og lukkede Deren efter fig. Aftensolen sktnnede ind igennem et Bindue mod Best, og dens Straaler forhsjede Farverne paa Silkes kcermene med de japanesifke Broderier, paa de ophængte Malekier og paa den gyldne, kinesiske Drage med den mærkelige Hale og de frygtelige Klim, der sad paa helt unaturlige Steder. Jane havde flere Gange vceret oppe i Garths Ate lier men kun et Øjeblik for at hente noget, som hun hurtig skulde bringe ned. Margary havde vel nok en Nøglej Hun gik nemlig daglig derop for at aabne Vin duerne og støve af. Hun holdt Bcerelset nøjagtigt saas ledes, fom hun vidste, Garth vilde synes om det, hvis han havde kunnet se. Men denne Nøgle hængte altid i hendes Nøgleknippe og Jane vilde ikke bede hende om den, da hun ikke vilde risikere et Afslag Men denne Gang havde hun Tid. Hun satte fig i en lav og meget dyb Gyngestol, der var hyggelig uds polstret. Den passe-de nøjagtig til hendes Skikkelse, saa baade hendes Arme-, Knie og Hoved kunde hvile behage ligt. Den fyntes hende at vcere den meft fuldkomne Stol, hun nagen Sinde havde siddet i. Hnn var i ab solut Hvile Kunde hun vcere et saadant Hvilepunkt for sin Elskede, faa hun kunde komme hans Trang i Møde Hpaa ethvert Punkt og hendes Nærværelfe altid være ham en Kilde til Styrke og Trost. Hun faa sig om i Væreliet Hvor det lignede Garth. Enhver lille Ting var fuldkommen, og alle Far verne stod i den herligste Harmoni. Ogsaa Arrange - mentet til at daempe og fordele Lyset fra Glastaget di Vindnerne var udført med Mesterhaand Der var Staf felier af alle mulige Former og Ztørrelseix Paa et Staffeli i Ncerheden af et af Vindnerne ftod et ufuld endt Maleri. Ved Siden af laa Palet og Pensler, sau ledes som Garth havde efterladt dem hin Morgen for neesten tre Maaneder siden, da han gik nd og under sit Forsøg paa at frelse et lille Dyr fra Mishandlins selv blev Genstand for saa stor en Ulyike, hvorved han Inistede sine Øjnes Lys. Jane reiste sig og gav sig til at betragte alle de underlige Genstande, der stod paa Kamingesitnsen Seer lig blev hun fcengslet af en lille Broncebjørm der fad stolt og strunk paa sine Vagleimner, niedensji Forlems merne var slynget am en Metalstang. Den vendte Ho vedet til Siden og itirrede ud i Rummet med sine smaa, perlegraa Øjne Kæden, sont den havde om Hallen, os som var saestet til Stangen, tilkendegav densFangenskab sog dens mulige Vildhed Deus Hoved Var et Laag, der kuude lukkes op, og Jane var vis paa, at den var be stenit til at vcere en Slags Tasndstikæske, men var liges saa vis paa, at der ikke var en eneste Tcendstik i den Hun løftede Laaget — ja rigtig, den var tom. — Uuderligt —- naar Jane tænkte paa det Ærinde, hvori hnn var kommet, saa bavde hun egentlig Lyst til at udsastte det. Deryck havde fortalt hende am Garths Maleri of den ,,eueste ene«, og Garth havde selv nei agtig beskrevet dette for hende. Nu var Øjeblikket kom 111et, da hnn skulde se det med egne Øjne, og det var unyttigt at udsætte det lcenger. Hnn gik hen og aalmede Vindnet mod Vest Soleu Uilde am lidt scenke sig ned bag de purpurfarvede Høje :«Zimlen-.i Ei dybe blaa begyndte at bleges, og et redligt Skær biedte sig nedad mod Horisonten Jane saa op Hnod Himlem og idet hnn knngede Hiendei ne imod hin landen sagde hun højt: f »For Gnds Ansigt vil jeg sige det endnu enganq I i ) -— jeg trat-, jeg handlede rigtigt Jeg satt paa Gaitk L- Fremtid: lykke, ug jeg saa paa min egen Dei var baade for hans og min Skyld, at jeg traf den Af gørelse —- paa Bekostning as en kortvarig Glæde For Gnds Ansigt tør jeg sige —- jeg troede, jeg handlede rigtigt, og — jeg tror det endnu.« i : Det var sidste Gang, Jane sagde de Ord. i XXlX. Janc fcr sig srlv i Tryllcsprjlct. Bag ned den gnle Zkænn fandt Jamken Bunke »Lin-1«edis1«nl«ler, der laa i den oildeste Uorden, et Vidness tnnd oin Garths forgceoegi Zagen Forfigtig tog hnn de ent«elte Leerreder og stillede dein op i Rcekte langEI Vægi gen. Det Var i Sandhed Kunsttiærkeir Nogle var foers dige, andre nsnldendte. Ter Var et Par« kendte Ansigter incellein dem, og det var ncesten, som smilede de til hende. Men de Maler-iet, hun sagte, var ikke iblandt dein. Hnn saa sig omkring. J et fjernere Hjøriie laa en anden Bunle — ncesten skjult af en KairosSkaerm Jane gik derben, og snart fandt hun det, hun state Det var ikke svært, thi Hovedfiguren i den bløde, sorte Selskabsdragt lyste hende i Mode ved det førfte Blit. Uden at se nøjere paa dem bar hun dem hen til Vinduet og stillede dem i en bedre Belysning. Satt trat hun Stolen derben, fatte fig og begyndte at be tragte det ene af dem. Kvindeskikkelfen foran hende var malet med stor Kunst Der var ndbredt en ædel Fornemhed over den høje Pande som over den hele Skilkelse Hendes Figur var massiv men Velforniet og vel udviklet De lange Lennner, de fast plantede Fødder, de lidt store Hænder —- alt Vidnede om Kraft — Kraft til at handle, Kraft til at vcere, hvad hun skulde være, Kraft til at holder nd. Alt dette fik man et stcerkt Jndtryk af. Og bes tragtede man saa Ansigtet, faa blev man overrafkett. Det, der uvilkaarlig flog en, var den Kærlighed, der lyste ud af det — en Koerlighed af den højeste, helligste og mest ideale Art. Og dog manglede ilke det oeqte, menneskelige Element —- den blide Ynde og en forunders lig Ømhed 4 Ansigtet var stort og fvarede godt til den Ivrige Skikkelfe Det havde ikte noget, som kunde kaldes fmukt i dette Ords egentlige Betydning. Trcekkene var reqels mæssige nok, og der var ilke en enefte Linie i dem, der kunde kaldes hæslia Og dog manglede der alt det, som man plejer at kalde Sksnhed Man vilde vcere Alb-ie lig til at kalde det grimt, usksnt i hvert Fald. sen jo lcenger man betragtede det, desto bedke fyntes man out det, o«g desto mere glemte man alle Manglerne, idet man maatte beundre den Ærlighed, den Renhed, den store Karakterftyrke, den Adel, der talte nd af det. Oq gav man sig til at betragte de enkelte Træk, og derester et Øjeblik faa bort fra dem, og atter siden faa paa dem igen, kunde man godt tro, at der var fket et Unber Der var kommet et Lys over det af en Art, som man ikke er vant til at fe. Det fkinnede nd fra de roche, graa Øjne — der faa lige frem ud over den Mand, der kncelede foran hende —. Det var, fom faa man ind i en Kvindes SjæL der uden Bettngelse gav sig hen i en Følelse, som paa den ene Side beherfkede hende oq paa den anden Side gav hende Kraft til mere end noqen Sinde at vcere sig selv. Ud af disse Øjne straalede en Lykke, der var som et Mysterium og dog forftaaet, et Trylleri saa fcengslende, at det fuldstændig betog den Mand, der laa paa Kinn foran hende. Hun fad paa et bredt Marmorbryftværn Hendes sorte Kjole indtog hele Forgrnnden til højre. Paa den anden Side laa Manden — en l)øj, flank Skkkelse i Selskabsdragt — med Ansigtet begravet i de bløde Kniplinger paa hendes Bryst Det eneste, man saa af hans Hoved, var den inørke, kraftige Nalke. Og doq fik man Jndtrylket af, at han var grebet af en altovers vældende Følelse Hendes Haender hvilede paa hanö Go ved. Man kunde fe, at der ilke blev talt et Ord. sen des faste Lieber-, der var halvt aabnede, vidnede om es lig Selvbeherfkelse, men de krusedes af et let Smil, der fortalte om en usigelig Lytta Wo . «