Flor-eure L. Bat-law
Rofcnkrunsen.
Autoriseret Oversættelse af
N. P. Madseu.
AFovtsatJ
Der var dødsstille i Zinven Doktoren bavde en
Følelse af, at lian varved at tabe Zlaget Lan vone
de ikke at se paa den tavse Zkikkelse lige overfor. Til
sidst talte han:
,,Dalmain, der er to Losninger paa denne Gaas
de. Kunde De itketænke Dem, at Eva i jomsruelig
Undseelse holdt sig tilbage i Forventning ein, at Adam
skulde trænge viere ind paa l)ende.«
«Nej,« sagde Garth beftemt. »Nimm var allerede
gaaet langt not. For Resten — hvis De kendte l)ende,
vilde De aldrig være kommet vaa en saadan Tanke.
Hun er alt sor cerlig, alt for umiddelbar, alt for ab
solut sand til, at hun ikke stulde sige, hvad l)nn mente.
Desuden, hvis Deres Antagelse var rigtig, saa vilde
hun i disse tre Aar, bvor l)nn slet ikle har nsodtaget
noget Livstegn fra mig, have strevet til ntig og sagt
mig cerligt og redeligt, hvad imn mente.«
»Vilde De saa vcere kommet til l)ende?s« spurgte
Doktoren
,,Ja,« svarede Garth tantefnld »Jeg vilde viere
kommet, og jeg vilde have tilgivet — fordi hun hørte
mig til. Men det vilde viere vlevet sum føk. Det vilde
have vceret uvasrdigt for osJ begge.«
»Na vel,« fortsatte Doktoren, »saa er der den an
den Losning tilvage. De var selv indrømmet, at ved
kommende ilke var nagen sivrlig Itønhed, og det var
alinindelig velendt, hvor ineget De saa paa det t)dre.
Kunde De ifte tcenke Dem, at det ljar ver-met hende
Mode-L medensz hun oni Ratten laa og tænkte over
Sagen. Maasse srygtede hun for, at hun i det lange
Lob ikke slulde viere den, De lunde fryde Dem ved at
have oversor Dem ved DeresJ Bord for Dag, og til
Trodg for heut-ei- store stierligiied til Dein-var hini
maaske derfor tcenlt, det var tlogest at give Aftald
Pan en fort Tidis Listle for at nndgaa en pinlig Freui
tid. Netop hendesz sande Ftcerlighed til Dein vildc give
hende Styrte til at handle sctaledes.«
Den tavse Ettktelse overfor nittede igen. Dervct
sørte hendes Sag liebt-e, end hnn tniide have ført den
selv. «
Alter dnb Ztillied i ikoven Oele Naturen jun
teii at lytte efter Svaret.
,,Nej,« sunrede lsiartlx ,,Tl)i i jnn zald vilde lnin
have sortalt Inig jin Frost, og jeg stnlde flink-J lmue
beroliget l)i·iide. Denan Wisning er nvierdig for nen
de.«
Binden suktede i Trceernm og en Zly gled for
Solen. De to, dei- scid i Marien slcvlvede let. Tilsidst
talte Doktoren igen «
,,Min tiere Ven,« sagde han, og bang Ztennne
slwlvede as Bewegt-lich ,,trod—:s alle Beviser man jeg
vedblive at l)ævde, at De var den enesle ene for l)ende,
og at hendesJ Plads var her ved Tores Zide i·DeresJ
Blindhed Hvein ved nioaste nun i dette Øjedlik
sidder med en drwndende Længsel ester at innatte bre
re her. Vil De sige inig hendeg Navn og give inig Lov
til at opsøge hende for af hendes egen Mund at horc
hvorledes hun har set paa Sagen, og — hvis jeg har
Ret — bringe hende til Dein, for at hun kan bevise
Dein sin Kærlighed og sin oposrende Øinhed.«
«Nej, aldrig,« raubte Gotl), «aldrig saa længe
jeg leder. Forstaar De da ikte, at det er umuligt. Saa
lcenge jeg havde niine klare Øjne og ellers alt, hvad et
Dierte lunde øiisle, tunde jeg itke vinde hendes Kærs
lighed Kan De da itke se, at det enestk, som hun vilde
sølc sor mig nu i niin hjcelpeløse Blindhed, var blot
Medlidenhed Og Medlidenhed sra hendes Side kunde
jeg ikte holde ud. Hvis jeg blot var ,,en Dreng« sor
tre Aar sidcn, saa er jeg, ,,blot ct blindt Menneske«
nu — et Menneske, som kun kan være Genitand for
Medan. Hvis De havde Ret, og hun altsaa ikke havde
Tillid til min Kcerlighed og min Troskab den Gang
saa vil jeg nu og sor evigt være ude as Stand til at
bevise hende, at hun tog fejl, ude as Stand til at be
vise hende min Troslab. Men jeg vil ikke tillade, at
mit Syn paa hende, jeg elskede, tilsløres ved en saas
dan Antagelse Nei, Sandheden er, at hun krævede
mere, end jeg kunde give. Gan sttdte mtq dort, sordt
jeq ilke var hende mrdig. Saaledeg vil jeg ogsaa helst
se paa Sagen, og lad os lade den blive derved.«
»Da lade Dem blive i Deres Ensomhed,« sagde
Doktoren taugt
»Im foretrcekker Ensomhed for Skusselse,« svarede
M. «Men hor, nu rinaer det til Vordö, Brand,
oq Margary vil blive bedroveh hviö vi ikke kommer
prceeis om SIndaqen.«
Don rejste sig oq vendte sit Aniigt ud mod Bier
gene.
Moor husker jeg godt Udsigten her fra. Naar
sit-ten Gran og jeg sidder her oppe, saa sortoeller hun
miq alt, hvad hun ser, og saa got jeg hende opmærks
som paa det, hun itke ser, men som jeg ved er der. Hun
bar et aabent Øje for Kunst og overhovedetlsor de fle
ste as de Ting, der interesserer mig. Jeg maa bede om
Deres Ann, Brand. Thi slønt Stien er bred og god,
kan jeg dog risilere at gaa sorlert. Jeg er allerede et
Par Gange saldet sied, og jeg bar derfor lovet Fro
6ken Gran --— — ja Stirn er bred nok, vi kan godt gaa
to ved Siden nf liinanden —— tre oni saa flnlde verre.
—- Det var ndninsrleh at Vi sit lavet denne brede Sti
—- inen den er nuget ilejl pan sine Zteder.«
»Ja, tre Ued Iiden af hinnnden, oni det slnlde
være,« gentog Toltoi«en, idet lmn listede hen og greb
Jane og lagde hendes Haand i sin venftre Amt
»Saa, min kerre Ven — Deres venstre Arm i min højs
re og saa Stokken i højre Haand.«
Og saaledes vandrede de tre ned ad Stien paa
den dejlige Sondagmorgen —- Doktoren midt imellem
de to« saa sorskellige Menneskebørm som han stilte ad
oq somtidtg forenedr.
Pludselig standsede Garth og lyttede.
,,Jeg synes virkelig, jeg herer Fodtrin foruden
Deres og mine. «
,,Skoven er fuld af Fodtrin,« sagde Doktoren,z
,,ligesom det mennefkelige Hierte er fuldt af Ekko Hvisi
De vil lytte rigtig til, saa kan De baade i Skoven og i
Hiertet høre omtrent, hvad De vil. « «
»Im lad os hellere fkynde o« « sagde Gartl).
»Jeg fkal nemlig sige Dem, at naar jeg i gamle Dage
koni for sent til Maaltiderne, saa vankede der ordent
lig af Margary.«
xXVL
Hierm- mjdcs i de Blindes Land.
,,Det er mig absolut nmuligt at sige, hvad jeg
tænker oni det, De har gjort for mig, Frøken Gray·«
Garth ftod ved det aabne Vindue i Bibliotheket.
Morgensolen kastede sine Straaler ind i Veerelset, Luf
ten var fuld af Vellugt fra Foraarsblomsterne og gen
lød af Fuglefang. Enhver Linie i hans ranke Figur
fom han stod der i Solftinnet, vidnede om Kraft og
Energi. Uvillackrlig ftrakte han begge Hænder ud
imod Sester Rosemary mere som et Udtryk for, hvor
lnth han scattede hende, og hvor taknemtnelig han var
end fordi han ventede, at hun skulde rcekke ham sine
igen. .
,,Og her gik jeg og udnkalede mig, hvorledes De
glædede Dein i Deres Ferie og spekulerede paa, hvad
det var for nogle Venner i Nærheden, De beføgte Og
Og saa sad De hele Tiden med tilbundne sØjne i Bre
t«elset even over mig. En saadan Opofrelse kan itke nd
tryttecs i Ord. Men fette De nlligevel ikke, at De paa
en uisJ Maade narrede mig, Freien Gran-«
Jo, lnni hnvde følt det —-- stalfels Jana Derfor
fvnrede hnn beredvillig:
»Jo, jeg gjorde Og dbg var det paa en viI Maa
de sandt. Mine Venner i Nierheden var Zimpson og
Margnry, fein hele Tiden har staaet mig bi. Og det
var ogfaa paa en vis Maade sandt, at jeg reiste hort,
for jeg reiste jo ind i de blindes Land, og det er vidti
sorskelligt fra den Verden, hvor vi kan fe«
»sa, De har Ret,« raabte Gotth. ,,Og hvor hauste-I
ligt er det ilke at faa Falk til at forstaa, hvor øde ogH
enfonit der er, og hvorledes de synesJ at komme fra en
anden Verden, naar de nærnier sig en —- ja, som um«
en deltagende Stemme og en venlig Berøring pluds
selig kom ned fka en eller anden Planet og saa igen
forsvandt Ud til andre fjerne Verdener, medens man
selv blev tilbage i Mørtet i den navnløse Ensomhed
i de Blindes Land.«
»Ja,« indrønunede Søner dicoieniarn »og Inn er
det sanledegy at man ncesten er bange for, de stal tonl
nie, jordi Mel-let er doddelt inørktOog Ensotnheden
ddlslnslt enfinn, nnar de forlnder osJ igen.«
»Ak, hat« De ogsaa erfnret det,« sngde (.8«ynrtl).
,,Ved De, Fristen Gray, at siden De hat« været inde
i de Windes Land, tror jeg itfe, jeg vil føle niig saa
ndeslrivelig ene derinde niere. Vltter dg atter vil jeg
knnne sige: den kcere og trofaste Sester Roseniary har
ogsan været her og tan forstaa Inig.«
Han lo pludselig saa frist og nngdommelig, at
det Inoderlige Element i Janes Kærlighed vaagnede
i hende og drev hende til at gøre et dristigt Spring
freniad imod sit Maul Et Øjeblik betragtede hun
den slanke Skikkelse, der ftod lcenet op til Bindness
karmen, san mandig og iaa smuk og dog saa hjæls
pedes-, og jo Inere hnn betragtede l)ant, jo met-e følte
hun, hvor nteget han trængte til hendes øinme Mer
llghed ;
»Hr Dalmain,« begyndte hun, »der er mange
Enteltheder at fortælle, men før vi taler om dem-«
vilde jeg gerne fortcelle om det største, jeg har lært
i de Blindes Land. Det blev Inig saa underlig klart,
at hvad der kun var navnløs Øde og Tomhed for en
alene, det maatte blive et Paradis, hvis de var to!
Jeg fyntes at forstaa, at Market under visie OmstænsY
dighedek kunde blive en Sfære, der færlig var her-i
lig for to Mennefker at mødes i. Ja selv om kun den?
ene var blind. Hvis jeg f. Ets. elskede en Mand, som»
havde mistet sit Son, saa synes jeg, at jdg maattez
være lyktelig ved at være hans Øjne Paa fammeJ
Mande, som, hviö jeg var rig og han fattig, mine
Penge vilde have dobbelt Berdl for mis, naar jeq det
med kunde vcere i Stand til at hjælpe ham. Paa den
anden Side kan jeg forftaa, at Dagslyset undertideni
und-. blive mig imst, fokdi hcm ingen Der kuude hasl
ve i det. Derimod hvor herlig, naar Aftenen kom, ogs
jeg kunde iige: Nu slukker vi Lyfet og fidder her;
sammen i det dejlige Marte, faa føler vi os meqeti
mere fotenet.« l
Medens Gakth hque iiddet og lyttet til heudesl
Udvikling, var han blevet mere og mere bleg, og derl
var kommet noget fremmed over hans Anstat. Men
pludselig var det, fom Fslelserne i ham vekslede, og
en dyb Rødme bredte fig over hans Ansigt. Det var
øjenfynlig, at han var blevet l høj Grad forbavset,
næften forfærdet for, hvad hun havde sagt. Jdet han;
med den højre Haand famlede efter den orangefarsi
vede Snor, der fette hen til hans Stol, fagde han i;
en Tone, der fik Janes udstrakte Arme til at synkeH
,,Søster Rosemary, det« er nieset venligt af Den«
at fortcelle mig alle de fmukke Tanker, der kotn til
Dem««i Mørket. Men jeg l)aaber, at den Mand, der
er saa lyklelin nt besidde Deres Kcerlighed eller vinde
den, ikke vil tonnne til at friste den Strebne Det
vilde dog være bedre for ham at leve nnd Dem i Ln
set end lonnne i den Stilling at slnlle ersnre, lnwr
meget De vilde vnsre i Stand til nt indrette Dein
efter lnnn i band Mehle For Reiten lnnde vi
itte besørge vore Breve nu?«
Derined lod han Haanden glide langs Snoren,
idet han gik til« sin Stol.
Og pludlelig og med usigelig Ydmygelse forftod
Inne, hvad hun havde qjort. Jdet hun fuldstændig
havde alemt SIster Rosetnary, havde hun gjort, hvad
hun kunde, for at faa Garth til at forstaa, hvor
ineget hendes —- det vil sige Janes — Kærlighed
knnde vcere for hanr i hans Blindhed. Hun havde
glenit, at sor Garth var det Sester Roseinary, der
havde talt, l)ende, der lige lsavde givet hanc et saa
dant Bevisi paa Interesse og Hengivenhed
Ztat"t"el—:» dristige eg ulykkelige Sester Rusetnaryl
--— Hast tnnde selvselgelig itke tro andet, end at lsnn
havde gsnrt hcnn en Kkerligtnsdserklæring. Hund sknlde
hnn dug gere? Hnn seines-, hnn niaatte gaa til Bunds-,
hverdnn lsnn saa end bar sig ad. Men nieget tat-af
teristist for hende gjorde lJun et rask og dristigt Zpring
nd i Disbet Hun git lsen og satte sig ved den nied
satte Zide as Bei-det, hvor han sod, og sagde:
«Jeg tror virlelig, det var Tanken um hum
der beugte Inig ind paa det, jeg fortalte. For Resten
er der i denne Tid en Kurre paa Traaden intelletn
min Wen og ung. Han ved ikke engang, at jeg
er l)er.«
« Lsn ny kliednie, der bredte sig over Garths Anstat
tilfendegnn, at non skammede sig over den Fornwd
ning, l)nn lscwde hast. «
»Im-ten Gray,« sagde han, ,,De vil ikke anse det
for iinsisvist eller nartigt, men jeg lsar virtelig sonnne
Tider nenkt paa, ein der ikke var en eller anden Ink
t«elig Mand, som — ——«
Bester Resemary lo.
»Vi kan vist ikke kalde lsam en lykkelig Mund
sur Tidem lsvad lsans Ferlsold til mig angaar. Hele
niit Hier-te tilhører hanc, onI jeg blot tnnde faa hanc
til at tro det. Men der er kennnet en BliIsorstaaelse
intelleni us —- ved Inin Fejl for Resten —- og hau
vil iite give ntig Leu til at get-e det godt igen.«
»Tnnn·inn,« rnabte Gartl). ,,De er dn alxsaa
sei-leeet?«
Iester Nusenmry tevede.
»Res, s-« itfe egentlig saadan l)elt, skent ui er
det i Hier-tri. Jeg er vis paa, ingen as oEJ nogen
Sinde Dil tasnte paa en anden.«
Denne Vetendelse lettede en Zten sra Gartlsszs
Hierte Han lsavde i den sidste Tid haft en stille Angst
sei-, unt lsan ogsan var ganske ærlig oversor sig selv
og Bester Neseniaris Hun var blevet hnni næsten
nundmerlig eg lsnude ved sin Dygtighed og Op
usrelse erlseerdet sig en saadan Fordring pna hansis
Talnennneliglnd DeresJ Forhold til hinanden var je
saa sei-troligt, og de Var ncvsten altid samtnen Jlke
san nnderligt, at Garttj syntes3, lsan ncesten ikke kunde
undmere l)ende, eg at ljnn gik med Angst for, at ben
deis For-sinnderinde stulde talde hende tilbage.
Lin Tag, da lsnn ytrede noget herein til Dr.
Rob, tilfejede han:
»Im er netop bange sor, at det er imod Anstal
ten-J Regler, at Sestrene antages til en Patient paa
ubestenit Tid.«
»Ligegyldig med Forstanderinden og Anstalten og
for Neslen Dr. Brand med,« sagde Dr. Rob og til
sejede pluinpt: »Hvis De ensker at beholde hende
for bestandig, saa kan det jo let ske. Gift Dem med
l)ende, kcere Oun siger sikkert ikke nej.«
For Garth var det, som om Dr. Rob havde
tkaadt nied tnnge, jernbeslaaede Støvler paa hans
bare Fod Jmidlertid havde Ordene gjort sin Birk
ning. Han prevede paa at saa Tankerne ud af Hos
vedet, men han kunde ikke. Lidt ester lidt begyndte
han at cnistænke Sester Rosemary for at have Athen
sigter med sin Omhyggelighed og Opofrelse — Hen
sigter as tnere intim Art. Atter og atter viste han
den Tanke sra sig, kaldte Dr. Rob for en gammel
Laabe og sig selv sor en Dumrian. Men lige saa tidt
tutn de igen, saa lsan saa den Hensigt bag ved næsten
alt, hvad Sester Nosemary gjorde.
Saa en Nat tog han sig for at se Kampen un
der Øjne og kcempe den ud.
Naar alt kom til alt, hvorfor skulde han saa
itke selge Dr. Robs Naad? Hvorsor skulde han ikke
for bestandig knytte denne yndige, dygtige, opofrende
Kvinde til sig i sin Blindhed. Hun betragtede ham
da ikke som ,,en ren Dreng«. — —- Hvad havde han
at byde hendeP Et smukt Hjem, Luksus, umaadelige·
Rigdomme og et Forhold, som hun jo selv syntes var
ideelt. — Og Fristeren sik ham til at gaa videre
endnu, idet han hviskede: »Da Stemmen er jo al
deleö som Janes, du hat aldrig set hendes Ansigt og
vil aldrig saa det at se. Du kan jo bilde dig ind, at
det er hendes Stemme, hendez Anstat, hendes Sktks
kelse — hende, du elsker. Du kan jo gifte dig med
den lille Sester og dog fremdeles beholde Jane i dit
Hierte.« — Da Garth var kommet saa vidt, blev han
pludselig foksoerdet og raubte
,,Vig dort, Satan.«
Og saa var Kampen sorbi.
Men den Tanke sorueoligede ham dag, at heu
d es Hieriesked muligvik kunde forstyrres for hans
Skyld Dersor var det ham en Lettelse,.da han herste
at der var en, hnn var knyttetstih stsnt han selte en
ganske lille Smule Misundelse overfor den unae
Mand. Og nu erfatede han, at hendeö Stilling over
sor sin Ben var noget lignende som hans oversor
Jana
Da selte han pludselig Trang til en Gang for
alle suldstændig at rydde det as Besen, som i hans
Aand vilde rejse sig som en Skranke imellem dem i den
sidste Tids. Han vilde tale ud med hende, helt aabent
og cerligt, sor at der kunde blive et klart Forhold irneli
lem dem.«
»Ja-ten Gray,«.sagde han, idet han bøjede sig
ever imod hende ined dette lsjertevindende Smil, som
ein« ham ejendenimeligt, ,,det er nlwre venligt as
Tem, at De bar sortalt niig noget ein-Dem selv, og
stent jeg maa tilstaa« —- sagdc han i en spøgesnld
Tone — ,,at jeg er en lille Smnle jalonr paa den Inl
telige, ungeHMand der har vundet Deres Hierin-, saa
«er jeg dog glad ved at kende dette, sordi der dog var
en Mangel i vort Forbold, hvis De aldrfg havde erfa
ret noget om, hvad det vil sige at vcere den enestc
ene for en Mand. Jeg vilde nemlig ogsaa gerne for
»tælle Dem noget om — ja noqet as mit Livs Hem
imelighed Men sør jea qtr det, beder jeq Dem om en
Ting —- ræk mig Deres Haand, Jor at jeg kan fis-.
at vi er nærmere forbundne end hidtil. De, fom hu
været i de Blindes Land, De ved, hvor meget ei
Haandtryk kan betyde.«
Garth rakte sin Haand tværs over Bordet II
ventede spændt. -
«Det kan jeg desvcerre ikke i Dag, Hn DalmaiU,«
sagde Søfker Rosemary med en Stemme, der fkæls
vede lidt. — »Nei, bliv ikke forskrcekket, det et ikke
noget«sleint. Hvad var det saa, De vilde fortælle?«
Garth trak sin Haand til sig og laenede sig til
bage i Stolen. Over hans Ansigt var der et Udtryk
af Renhed, et Skær af Beaanding, der Vidnede em, O
han var hcevet over Fristelfer af lavere Natur. Jdet
Jane fad og betragtede hom, blev hendes Øjne fyldt
med Taarer. Hun forstod, hvor meget hans Kærliqk
hed til hende og de svære Lidelser havde udrettet s
Henseende til at forædle hans Sjcel
Han begyndte at tale ganske sagte uden at vende
Ansigtet om inwd hende.
,,Sig mig —- er han meget for Dem?«
Janes Øjne blev ved at hvile paa det dyrebave
Ansigt, og hendes Stemme skælvede, da hun svaredu
»Ja, han er mig det kcereste i Verden·«
,,Elsker han Dem, som De fortjener at elskes?««
»Ja, han elskede mig meget mere, end jeg bar-de
fortjent.«
»Hvorfor siger De, ,,elskede«? Er det ikke rigtji
gere at sige ,,elsker«?«
»Nej,« svarede Søster Rosemary nied brudi
Steinme, ,,for jeg er bange for at have miftet han
hans Kærlighed—— fordi jeg ikke troede paa den os
derfor handlede forkert.«
»Nei, aldrig,« sang Garth. »Kærligheden affal
der aldrig. Den kan maaske en Tid synes dad, ja
endug begravet Men saa snart Paaskemorgen oprins
der, se, saa staar den up igen. Krcenket Kasrligbed et
som en Fugl med vaade Vinger. Den kan ikke fling
»den kan ikke hasve sig op. Den yopper omkring pas
Jorden og piber cengstelig Men hver Gang den flag
srer nnsd Vingerne, rystes lidt af Vandet af, og ejtexs
haanden sein den sidder i Solskinnet, tørres dens lfitk
szeit Sinirt kan den igen svinge sig op i Trætops
-pen og er bedre tilpas efter det Bad, som syntes II
lljave berøvet den al dens Svingkraft.«
L »Ak, blot hans Vinger ogsaa kunde nettes-·
hviskede Zøster Rosemary. »Og dog kunde han matt
ske ikke flyve alligeveL Jeg .er bange for, at jeg hat
stcekket dem, ja endnu værre -«— at jeg har knækksi
deni.«
,,Ved han, at De ser paa Dein selv sum den jtnls
dige?« spnrgte Garth ganfke sagte.
«Nej, han vil ikke give mig Lejlighed til at
forklare ham min Stillan Han vil kun se Sagen fra
sit eget Standpunkt«
,,Stakkels Søster,« sagde Garth i en deltagende
Tone. »Jeg har selv gjort en lignende førgelig Erfa
ring, saa jeg kan godt forftaa Dem, der har forfpildi
Deres Lykke Men maa jeg give Dem et godt Raad,
Frøken Grav? Striv til ham og bekend alt for han«
Zig han aabent og ærligt, hvorledes alt er gaaet
til. Hvis han virkelig elsker Dem, saa vil han tro Dem
og vcere taknemmelig for Deres Fortlaring. Jeg haa
ber blot ikke, at han straks vil ftyrte her oP og tagt
Dem fra mig.«
Jane smilede igennem Taarer.
,,Hvis han ønsker det, Hr Dalmain, saa vil jek
straks komme til ham,« sagde Søfter Rosemary.
»Ved De, Søster,« fortsatte Garth, «det vil blive
mig svaert den Dag, De koin og sagde: »Na maa jeq
reise« — jeg har sommetider —- ja nu kan jeg aas
bent bekende det for Dem —- jeg har sommetider sids
det og taenkt, om der ikke kunde findes en Mande
hvorpaa De kunde blive her bestandig. De har ja
gjort saa meget for mig og vceret saa meget for mis.
Men nu da De har betroet mig Deres Livs Hemms
lighed, saa vil jeg ogsaa betro Dem — jeg file
Trang til det, og jeg ved, jeg kan det uden Frygt —
jjeg vil betro Dem, at jeg ogsaa bærer et elsket«Bil
lede i mit Hierte Alle andre Billeder bleges efterhaaus
den. Mangt et kært Ansigt, som jeg engang beundretk
og endog har malet, kan jeg næppe genkalde i mit
Erindring. Deres Træk er blevet mere og mere dunk
le og udviskede. Men dette ene træder tydeligere C
tydeligere frem, efterfom Market synes at tage til
Gud skal have Tak derfor. Det vil ledfage mig hele
Livet, og jeg vil se det, naar jeg dør — Ansisted
af den Kvinde, jeg elfker. — De fagde spr.
at Deres Ben ,,elskede« Dem engang, og De er ikst
vis paa, at han ,,elsker« Dem endnu. Jeg kan im
ken fige ,,elsker« eller ;,elskede«« om hende, thi hu
har aldrig elsket mig. Men jeg elsker hende med es
Kærlighed som gør det umuligt, at jeg nagen Stadt
kan skænke nagen anden Kvinde mit Hierte Hvis its
af en eller anden felvisk Grund giftede mig med es
anden, faa vilde jeg gøre denne anden ufigelig Urst
Hendes Anstat, som jeg jo aldrig havde fet, viidt
ikke betyde noget for mig, medens den andeng C
skede Ansigt bestandig vilde træde frem for mig i Mir
ket. Og hendes Stemme vilde kun have Vcerdi for mitz.
forsaavidt som den mindede mig om den anden Zwin
des Stemme. Keere SøsteV naar De beder for mig,
bed faa Gud om, at jeg aldrig maa uedvcerdige miq
til et saadant uvcerdigt Ægteskab »med nagen Kvinde.'
»Men, Hv. Dalmain,« fagde Søfter Rosemary —
,,hnn - — den Kvinde, for hvis Skhld De ikke kan giftx
Dein med nagen anden —- kunde De ikke —- —?«
»Juki afslog min Haand,« aflirød Garth hende
»Im var liende iike veerdig Jeg var kun —- jeg var
jhende ikke jwnnln)idig. O, kwre Stifter De beqiibei
Ziffe, hvad det b tudek ikHe at vcere den Kvinde fwvn
byrdig, man elfker.« ,
Garth begravede Ansiatet i sine Hænder o
stønnede -
Der var et Øjeblik dødsstille i Bibliotheket
Pludfelig begyndte Garth igen at tale uden at
løfte Hovedet — hurtig og fein i stor Spænding.
Gortfættesd «