N
s
H
I
Florenee L. Basel-im
Rofcnkranscn.
Autoriseret Oversættelse as
N. P. Mut-sein
GovtsaU
»Naa, det nai- en ordentlia Dnnge,« saade l)an smis
lende i alad Form-innin »Ved De lmad, Fressen Gran,
De, sont leeser disse mange Brette, alle sokskellige i Stil
og Jndhold, De maa jo engang komme saa vidt, at De
kan ndgive en sortrinlig «Brevsormular-Bog«. Husker
De Frn Parker Bang-Z TrestebrevTZ Jeg trot, det var
sørste Gang, vi begae lo. Den rare, gamle Sjcel, der
vilde trøste mig med, at den blinde Bartimæus blev
dyppet syv Gange i Dammen Silvani. Det er nu alligei
vel bedst at undgaa den Slags Henvisninger, særlig
naar det er Skristen, man anvender. Men her — —«
Garth holdt inde. Han havde sølt paa Brevene, et
ester et, omhyggeligt, set· ban lagde dein til Side paa
Bari-et- og sit just sat paa et med frennnedartet Papir
og sorseglet Gan ljoldt det et Øjeblik i Haandein saa
lod han Fingrene langsomt glide lien over Seglet
Sester Rosemary betragtede liam cengstelig. Han
gjorde ingen Bemærkninger til det, men lidt ester lagde
lsan det til Side og tog det nieste. Men da han tilsidst
skubbede Vunlen over til lsende, lagde lsan det forseg
lede nederst, saa lnm vilde komme til at lcese det sidst.
Derpaa tasndte lian en Cigaret J en as de sørste
Ting, lsan liavde lasrt at aere selv, og satte Askebasgeret
omlithaeligt der-, lwet lian onslede, det sknlde staa.
Sester Rosemary tog det serste Bisen, lceste Post
stemplet eg bessrev Hnandssristen paa sienvolntten
Garth gasttede paa, hvem det var sra, og det var bam
øjensynlig en stor Glcede, da lmn maatte indrenune, han
havde gasttet rigtigt Brevene var ellers as sorskellig
Interesse, de sleste sra Venner, et eller to sra Damer
as band Bekendtstab, som bad oin at mnatte komme og
se til l)am, naar lsan engang modtog Beseg. Et var en
Bønskrivelse sra et Blindeinstitnt om linderstøttelse Des
uden en fort Note sra Dr. Brand om hancs Ankomst og
en Regning sra en Forretning.
Søster Rosemamc Finare skaslnede, da hnn tom til
det sidste. Jdet lmn teg det, lastede Gatth sin Cigaret
ud ad Vindnet, lagde sig tilhag. eg lsoldt Haanden for
Ansigtet
»Sigtede jeg rigtigt, Sester2« spnrgte han.
Hnn bøjede sig ud ad Vindnet og saa den sine,
blaa Røg fra Cigaretstnmpen stige op sra Grnset.
»Ja, udmcerlet,« svarede hun. »He Dalmain, dette
Brev hat« cegyptist Frimeerke og er stemplet i Kairo.
Det er sorseglet med rødt Lak, og Seglet bestaar as
en Hielm med Fjerbnsk og nedtrukket Visir.«
»Da Stristen?« spnrgte Garth nbevcegelig og
rolig.
,,Haandstristen er temmelig krastig og ineget tydes
lig, uden Snirkler og Krnseduller, og skrevet med en
bred Pen«
»Wer saa venlig at aabne det, Festen og sig mig
Undekskristem sør De læser det·«
» Sester Rosemary havde en Følelse, sont om heu
des Strnbe snsredeö sammen, og Stemmen var ved at
svigte hende. Hun aabnede Brevet og saa om paa sidste
Side
,.Det er underskrevet »Jane Champion«, He Dol
main-"
»Vær saa god at lasse det,« sagde Garth relig, og
Saster Rosemary begyndte:
Kcere Dali
Hvad lan jeg egentlig strive2 Hvis jeg var hos
Dem, var der saa meget, jea kunde sige, men at skrive
er saa vanskeligt, san umuligt
Jeg ved, det er svierere sor Dem, end det vilde
have været sor nogen as os andre, men De vil bære det
mere tappert, end vi lunde have gjort,«og De vil komme
herligt igennem det og blive ved at tænke Dem Livet
sksnt og get-e det stønt sor andre. Jeg havde aldrig
set saaledes paa det, ser vi mødtes paa Overdene og
Shenstone, og De aabnede mine Øjne sor dets Skønhed
Siden da bar jeg altid teenkt paa Dem, naar jeg saa
noget stønt i Naturen —- i hver Solopgang og Sol
nedgang, Atlanterhavets blaagrønne Seer, Bjærgenes
Purpursarve, Niagaras brnsende Feld, Japans gyldne
Blomster og Æayptens gule Ørtener ——— og jeg hat
sorstaaet det altsanimen bedre, takket viere Dem. O,
Dal, hvor vilde seg gerne liave Lov at komme og sor
tcelle Dein alt, lwad jeg saa, oa lade Dein se det gennem
mine Øjne, og san oilde Te ndvide min snasvre Horisont
og vise mig det igen i sorstnrret Hei-lialied.
Jeg heter, De modtager ikke Besen Men knnde
De ikle get-e en eneste Undtagelse og lade mig komme?
Jeg opholdt mig ved den store Pyramide, da jeg
harte det, Jeg sad paa Lilltanen ester Aftenszmaaltidet
Maanelnset vakte saa mange Minder til Live. Jeg sad
just og beslnttede at opgiue Nilturen og resse lssein straks
og bede Dem om at liess-ge mig. Saa tom General
Loraine med en engelst Avis oa et Brev sm Myra i
Haanden og — —
Vilde De viere konnnet til mig, GarthJ
Kasre Ven, nn, da De ilke san komme til mig, maa
jeg da komme til Dem? Stkiv blot det ene Ord ,,kom«,
og jeg vil komme, ljvor sum belst paa Jordkloden jeg
end besinder min, naar dette Bndslab naar mig. Post
stemplet er uden Vett)dnina, da jea iske lcenaer er i
Afgtwtem naat De modtaqer d tte Viev Send Deres
Svar gennem min Tante Alle mine Breve gaar igens
nem bende oa bliver sendt videre unabnet.
L a d in i g komme De maa tro «-- jeg sorstaar,
bvor sveert det man viere sor Dem Men Guds evige
Lys knn »omstraale« os Og De maa ogsaa tro, at jeg,
mere end jeq sormaar at skrive, er
Deres
Jane Ehampion
Gartb toq Gaanden sra sit Ansiat oZ sagde:
»Hol« De ikke er tret, Festen Grav, ester at have
lsst saa mange Breve, vtlde seq gerne diktere mit Svar
psq dette snu med det samme, medens det er t srist
Minde. Hur De Papirii Tak. Kan vi faa begynde2
«Kcere Frøken Championi
Jeg er dybt grebet over den Deltagelse, de lægger
for Dagen i Deres venlige Brev. Det var meget koers
ligt af Dem at skrive til mig faa langt borte fra og fra
et Sted, hvor der er saa meget, der kunde drage Deres
Tanker bort fra Venner her hjemme«.
En lang Pavfe. Sester Rosemary Gran ventede
med Pennen i Haanden, og haabede, at hendes Hiertes
Slag kun kunde heres af hende selv og ikke tvcers over
det lille Bord.
«Det glceder mig, at De ikke opgiver Nilturen,
nicn —«
En ensoni Bi sunnnede ind fra Hyacinterneog tørs
nede iinod Ruden. Ellers var der ganfke stille i Bee
relset.
»Men naturligvis, hvis De havde sendt Bud efter
mig, vilde jeg vcere kommet.«
Bien fo’r rasende imod Ruden, op og ned, i slere
Minutter. Saa fandt den endelig det aabne Vindue og
snsede jnblende ud i Solskinnet.
Dødsstilhed i Værelfet, indtil den blev afbrudt af
Garths Sternme:
»Det er mere end venligt af Dein, at De vil kom
me og se til mig, men —«
Sester Rosemary tabte Pennen.
»O, Dr. Daltnin,« fagde hun, ,,lad hende komme.«
Garth drejede Hovedet hen imod hende, og hans
Ansigt ndtrhkte den dybeste Overraskelse.
»Nei, jeg ønster det ikke,« sagde hcin i en affejende
Tone.
«Men tienk paa, hvor svært det- niaa viere for ei
Mennefke, der saa gerne vil se til Dem i Deres Trængs
sel, og san blive nregtet det«
,,Det er knn hendes store, keerlige Hier-te, der har
faaet hende til nt bringe dette Offer at komme, Frei-.
ten Gran Vi har vasret Venner i niange Aar. Hun
vilde blot lilive forfoerdelig bedrøvet ved at se inigxi den
Tilstand.«
»Efter hendess Brev fynes det ikke at vcere hende et
—Offer,« benuerkede Sester Rosemary overtalende. «Kcm
De virkelig itte leese det Inelleni Linierne? Eller skal
der en Kvindes Hierte til at forstaa en Kvindes Brev2
Eller lreste jeg det daarligt2 Maa jeg lcese det en Gang
til?«
Et Treek as Utaolnwdighed gled hen over Garths
Ansigt Han rhntede Brynene og sngde med rolig Be
stenithedz
»Nei, De læfte Brevet godt nok, men det er ikke
rigtigt af Dem at begynde at diskutere det. Jeg maa
have den Følelse, at jeg kan diktere mine Breve til min
Sekretcer uden at skulle forklare dem.«
,,Jeg beder Dem om Tilgivelfe, Dr. Dalmain,«
fagde Søster Rosemary ydmygt. ,,Det var heller ikke rig
tigt af mig.«
Garth strakte Haanden tværs over Bordet og holdt
den et Øjeblik fremrakt, men Jane greb den ikke
»Naa, lad det nu vaere godt,« sagde han med sit
vindende Smil, »og tag Dem det ikke saa nær, min ven
lige lille Raadgiver og Føree De maa rette mig i alt
andet, knn ikke i dette. Men lad os nu komme til Sluts
ningen. Hvor var det, vi standsede? Naa, det var det
—- ,,venligt af Dem, at De vil komme og se til mig«.
Hat De skrevet: »Det er meget venligt« eller: ,,Det er
mere end venligt7«
»Mere end venligt«, fagde Stifter Rosemary med
brudt Stemme.
»Rigtig, for det er i Sandhed mere end venligt
af hende. Kun hun og jeg alene lan vide, hvor meget
niere. Men lad os nu gaa videre.
«Men jeg modtager itte Bei-g af nogen, og onsker
det ikke, før jeg er faa meget Herr-e over de nye Om
stcendigheder, at andre ikke skal sple sig pinlig bervrt as
de Besværligheder, der er forbundet med dem eller endog
blot bemærke dem. J Lobet af Sommer-en vil jeg Skridt
for Stridt siege at leve mig ind i det nye Liv, og saa
lcenge vil jeg holde mig fuldftændig afsondret paa Gle
neesh, og jeg er vis paa, at mine Venner vil refpektere
mit Ønfke i den Henseende Jeg har en Søfter hos
mig, som med uhyre Dygtighed og»,Taalmodighed hjæls
per mig at —- —«
»Nei, vent lidt,« raabte Garth plndfelig, »jeg vil
helst ikke sige det. Hnn kunde maaske misforstaa det,
hnn»t’inide maaste tænte, at — —. Hur De skrevet det?
Naa ifte, hvad var det sidste Ord? Naa ,,Henseende«.
Ja vel. Det er i«igtig. Punktum efter ,,Henfeende«. Lad
niig saa tasnke lidt.«
Garth holdt Haanden for Ansigtet og sad leenge
henfnnket i Tanker.
Sester Nosemarh ventede. Hendes hejre Saand
holdt Pennen over Paviret, og den venstre var preiifet
iinod hendeö Hierten Hendeö lØjne hvilede med nsiges
lig Kasrlighed og sØinhed paa det merke, bøjede Horn-d
« Tilsidst leitede Garth sit Ansigt og sagde afslnts
tende:
Dei-es oprigtig hengivne
Garth Dalinain.
Lg stille sirev Zøsier Nosemary det ned.
xXlL
Da Rob kommer til Hjælp.
Den noget tri)kkende Stilhed, der fulgte paa, ef
ter at Softer Noseniary Gray havde lugt Brevet i sinn
volntten og strevet Adresseih blev afhrndt af Dr. Nolis
muntre Stenime «
»Naa, hveni er Patient i Dag —- Datnen eller
Herren? Jngen af dem, kan jeg se. Begge stkaaler af
Sundhed, san Doktoren er gansle overslødig. Det er
Foraar derude, men Sommer her inde,« fortsatte Dr.
Nob, idet han i sit stille Sind undrede fig over, hvors
for de begge var saa blege og aandsfravoerende, og
hvorfor Luften ligefom var svanger med Storm. «J
Flonel, fer jeg, det minder om Sejlture og lystige Uds
finster, og jeg ser, at De har lagt Dereö uldne, SI
ster Gray, og er atter trukket i den nydelige blaa vaslei
regte Meer Dem ogsaa bedre utvivlfomt, men bliv en
delig ikke forlølet Og De maa virkelig fpise noget
mere J denne Luft inaa man fpise godt, og De har
tabt for meget i Vægt i den sidfte Tid. Man kan ogs
saa blive alt for tynd og feagtig.
,,Hvorfor driller De altid Frøken Gray med, at
hun er saa lille og tynd, Dr. Mackenzie?« spiirgte Garth
i en nresten asrgerlig Tone. »Jeg er vis paa, at hun slet
ikke er saa fpinfeL at der er noget paafaldende i det.«
»Jeg skal gerne i Fremtiden drille hende med, at
hnii er for høj, hvis De hellere vil,« sagde Dr.-Rob,
idet han saa hen paa Jaiie med et fkalkagtigt Blik, ine
dens hnn stod der ved Vinduet rettet op i sin fulde
Heide og betragtede hani koldt og bebrejdende
,,Jeg Vilde hellere, at De slet ikke gjorde nagen
jBeninsrkninger oiii Frøken Grays Ydre,« sagde Garth
fort, iiien tilføjede mere venligt. ,,Ved De — hun er
Hiietop en Fører for mig, en venlig, trofast Fører. J Be
gyndelfen søgte jeg at danne mig et Billede af hende,
inen det vilde ikke rigtig li)kkes. Nu foretrcekker jeg i min
«. « lpeløshed at drage Nthte af alt det has hende, fom
sit-g virkelig kendeiz og beskæftiger mig ikke med det, som
jeg dog ikke kan fareftille mig. Har dett aldrig slaaet
Tem, at hnn er den eiieste blandt mine Omgivelser, fom
jeg aldrig har set, at hendes Stemme er den eneste,
ihvurnied jeg iike san farbinde nogett Ansigt eller nagen
ydre Zkikkelse Med Tiden vil der selvfølgelig blive
mange«
» Medens Garth talte, hade Dr. Robs skarpe Øjne
hele Tiden veeret i Bevaegelse for at finde en Genstand,
der var vcerdig til indgaaende Underføgelfe Pludselig
opdager han det ndenlaiidfke Bren, der laa paa Bordet
ved Siden af hain.
»Naada!« iidlii·nd han. ,,Phrainider? Æghptisk Fri
nirerke2 Det er interessant Hai« De Veiiiier dernede,
He Diiliiiaiii?« «
»Vievlt er iuniinet fra Kairo,« fvarede Garth,
,,inen jeg tror, at Freien Chanipion nu er i Syrien.«
Dr. Noli aiigieb sit Overskreg vreldigt, idet haii
stiirede nnderseaende paa Brevet.
»Chainpion?« gentog han. «Chainpion? Det er et
:dnscr vanligt Navn Det fiulde da ikke tilfcrldigvis vierel
Hendeis Naade, Fristen Jane Champion?« l
»Jo, Brevet er netop fra hende,« svarede Garth
Weiiaftet ,,siender De hei nde?« Hans Steinme fkcelvede
nein-Jst 1
«Oin jeg iender hende?-« fvarede Dr Rob lang-l
lsoint og grundende ,,Jeg keiider hendes Anfigt, og Jegf
ikender hendes Steninie Jeg kender hendes Skikkelfe,
Log jeg iender hendes Karakter Jeg kender hende endog
snnder Kanontordeih hvad der er niere, end de flefte an
dre af hendes Bekendte kan rofe sig af. Men der er no
-get, jeg aldrig har kendt før i Dag, og det er hendes
Haandskrift Tillader De, at jeg ser Konvolutten?« —
Dette Spørgsmaal henvendte han til Søster Rose
inary Gray, der ftod heniie ved Vinduet. Den lille
Sidtte havde virkelig den Froekhed at spørge hende. Men
hatt-J Blik saa kuii en bred, blaa Ryg. Saa vendte han
fig om til Garth, foni nied et Nik havde givet Tilladels
sen, og hvis Ansigt tydeligt udtrykte, at haii ønskede at
here mere
Dr. Mackenzie tog Konvolutten og saa undersøgens
de paa den.
»Ja,« sagde han, »den Skrift ligner heiide — klar,
fast og uden Slinger. — Him er en, fom mener, hvad
hun siger, og siger hvad hun mener. Ja, det er en stor
Kvinde hun, og hvis Hendes Naade Jane er Deres Ven
inde, jaa kan De godtsundvcere en hel Del andre.«
En stærk Rødme steg op i Garths magre Kinder.
;J sin mørke Nat havde han befiandig hungret efter et
Ord der angik hende. Han havde følt sig faa haabløft
Iaffkaaret fra alle Muligheder til at here noget am heni
Ide. Og alt imedens havde gamle Robbie kunnet for
Etælle ham, alt hvad han ønskede Han havde udfpurgt
Dr Brand ganske forsigtig for ikke at forraade sin egen
og hendes Hemmelighed Men overfor Dr Rob og Søs
fter Gray havde haii ingen Grund til en faadan For
»sigtighed Han kunde bevare sin Hemmelighed og dog
spørge og lhtte.
»Hvor —- naar?« spurgte Garth.
,,Det skal jeg gerne fortcelle Dem,« svarede Dr.
Rob, ,,hvis De paa deiine stille Foraarsmorgen føler
Dem oplagt til at høre en Krigshistorie?«
Garth-brændte as Nysgerrighed
»Hm De en Stol, Doktor?« sagde han« »Da har
Frøken Gray en Stol?«
»Nei, jeg har ingen Stol, Hr. Dalniain,« fagde
Dr. Rob, «og det hehøves heller ikke Jeg fkal neinlig
sige Dein » niider Udøvelsen af inin store Veltalenhed
er det altid inin Baue at staa. Og Seiner Gray har
ingen Etol foidi linn sinni- henne ved Vindnet fnldstæn
dig furtabt i den dejl ige Ud iigt Linn har aabenliart for
lasnge siden opheist nied at ffcenke o—:s to nogeii Opinaerks
sonihed De vjl for Reiten ineget sjielden finde en
Fiviiide, der interessiert-r sig ineget for at here en and-en
Liuinde einlalt Me« lieu Die Dein blot selv tilhage i
Stolen og tnsnd en Eigaret Det er storartet at se Dein
gere det, inenet liedise end at se Dein ligge og føle paa
Vasggeir For Reiten niaa jeg fige —- det kan Vi takke
den Dann- sur, fein i Øjeblittet behandler us faa ringe
agtende ag soisetrasifer Udfigten. Naa, min Person er
der nu heller itfe nieget ved at fe paa, og Dein har
hnn ja hele Dagen — Brillant Cigaret, hvor den dnfs
ter. Der er godt, for De koininer siiart til at lngte
Krndt — Ferfte Gang jeg faa Freien Jane Cham
pion, Var nede i Zhdafriia under Voerkrigen Jeg var
gaaet friuillig ined for at fanile Ersaringer i Kirurgi.
og hnn var nied sum Sygeplejerfke Det var en af den
rigtige Slagiy kan De vcere vis paa. Jkke en af dein,
der vasker de fanrede ined Kniplingslonnnetørklæder be
itænket ined Eati de Cologne, naar de i Forvejen er
»vasket af Sygepasfereii, eller soin ferer hndige Sam
taler nied Soldaten foni er i Bedring, niedens de flyr i
lRaedfel fra de døde og døende Nei, saadan var hnn
,ikke, og hun taalte heller ikke andre af den Slags paa
Lazarettet. Freien Champion havde nemlig den everste
Ledelse, og jeg fkal love for, de havde Respekt Hun
var afholdt af alle Lægerne oa Sygepaöserne Og de
faarede Soldaterl Ja, der var mange, som laa der —
--,s-g»» Is- s s
langt borte fra Hjem og Venner og døde med Sms
paa Læben i Følelse af, at deres Moder og Hjem vak«
mer, sordi Jane Champion lagde Armene om deres Ho
ved som en Moder. Og naar hun talte til dem? Ja
— den Stemme vil jeg aldrig gleinnie. Og saa hiiri
hende tale med Kvinderne eller vise Mændene til Rette«
Og saa igen ile hen til en fyg Soldat og pleje ham os
tale saa ømt til l)am, saa hans Moder eller hans Hier
tenskazr vilde have srydet sig ved at here det. Det vat,
en Lektion i hurtig Vending, som jeg den Dag i Das
har godt af. Og dette store, opofrende Hierte maa sil
kert ofte have blødt. Men hnn var altid tapper og op
ninntrende. Kun en eneste Gang sank him sammen. Dei
var over en Soldat, som hun gjorde alt muligt for ai
redde —- en ganste ung Kncegt Hun havde staaet og
holdt paa ham under Operationen, som var den enest
Mulighed til Redning, og da den inislykkedes, og hatt
laa der bevistløs i hendes Arme, saa faldt hun sammelt
og udbrød: »O, Doktor-, tænk —- en ren Dreng — oi
saa lide saa meget og alligevel dø!« Og hnn laa bojck
over liam og groed, som hans egen Moder kunde hakt
grasdt Wegen fortalte niig siden det bele. Han for
talte niig ogsaa, at selv de mest stenhaarde Hierter var·
grebet og kblødgjort Men det var den eneste Gang,
Jane Champion sank sammen.«
Garth havde bedcekket Jlnsigtet med sine Hiendet
Den halot udbrændte Cigaret var faldet paa Gulvet
Dir Nod tog den og sanilede onihyggelig Asken op, dek
laa paa Tasppet Zaa lastede han et Blik hen til Vin
dnet. Stifter Nofenmry havde vendt sig oin og stod og
lasnede sig op mod Karmen. Hun saa ikke paa hom
Hendes sØjne hvilede med llro og Ængstelse paa Gotth·
z »Jeg traf hende ned forskellige Lejligl)eder,« fert
satte Dr. Nob· ,,Men vi var ikke ved den stimme Asde
ling, og hun talte kun med mig een Gang. Jeg var
liestasftiget et Sied, hour vi var ndsat for en fr1)gtelis
Jld og lnwde mange fort-re Tilsælde under Bel)andling.
Jeg inaatte ride ind til Hovedlazarettet i Byen efter en
ni) Forsnning af Kloroform Medens jeg ventede paa
den, git jeg inndt paa Stumm og der i en Krug san
jeg Frøkui Champion Hun var kneelet ned ved Zidett
nf en Mand, bvis sidste Øjeblik var noer, og talte saa
stille og trøstende til heim, saintidig med at ljun paa alle
Maader sagte at Iette thm Smerterne Pludselig lom
der et Knald — et øredøvende Brag —- og et til, og
Frøten Chanipion og hendes Patient var overdænget
dined Støv og Splinter. En Bock-Granat var gaael
igeunem Loftet lige over deres Hoveder. Manden for
forfrerdet op. Stakkels Fyr, hvem vil forarges over
det døende som han var og halvt bedøvet as Morfiit
Men Frøken Chatnpion ikke saa meget som blinkede.
»Lceg Dem kun ned, min Ven,« sagde hun, »os
vær stille.«
,,Jkke l)er,« stønnede den døende
,,Nej, vist saa, vi skal ogsaa snart slytte Deiin
lsagde Jane Champion.
Saa vendte hun sig og fik Øje paa mig. Jeg var i
en ubeskrivelig Mundering J Farten havde jeg trut
ket en gammel Uniformsfrakke paa, som laa der. Dis
havde været med, hvor det gik haardt til, var forsmss
med adskillige Lapper og sorfærdelig støvet og smfo
»Hu Sergent,« sagde hun, ,,kom og hjcelp mit
med den stakkels Fyr. Han Xmaa ikke foruroliges nu
Det var den eneste Bemcårkning Frøken Champios
gjorde i Anledning af, at en Granat flog ned faa Al
fra hendes Hoved Er det underligt, at Soldaterne tib
bad hende. Hun lagde Armene under hans Skuldre os
bad mig om at tage sat om Knoeerne, og saa dar di
ham ud as Stuen og ned i et lille Værelse, hvor der
stod en bekvem Seng og et Toiletbord, hvorpaa der var
opstillet nogle Fotograsier og et Par Bogen
,,Lad os lcegge ham her, Sergent, « sagde hun, os
vi lagde ham paa Sengen.
,,Hvis Seng er det?« fpuigte jeg.
Hun saa overrasket paa mig, og da det gik op fot
hende, at jeg var en fremmed, svarede hun høfligt:
,,Det er min.« Og idet hnn saa, at Patienten var
døset ben, medens vi barpham derned, tilføjede huuzj
,,Stakkels3 Fyr, han Vil ikke mere have nogen Seng bo
lJov, naar jeg faar Brug for den«
Det lalder jeg Mod. — Det var som sagt min ens
ste Samtale med Frøken Jane Champion. Snart eftek
var min Tjeneste sorbi, og jeg rejste hjem·«
Gartb løftede Hovedet
»Hm De aldrig nmdt liende lierhjemme?-« spurgte
inni.
»Jo, jeg bar-« sagde Dr. Rob. »Men hun kendlk
itnig slet ikke va fknlde jeg ogsaa have ventet det.
iDeInde bar jeg Sirt-g Der var jo ingen Tid til at blive
Ibarberet Og Inin Uniform betegnede mig som Ser
gent og ikke som Liege· Det var virkelig ikke bendes
YFejL at hun ikke ventede at treeffe en gannnel Krigsi
lannnerat i —- Picmdillernes Bildnis-sen « slnttede Dr»
Nod med et Sniil »Naa, nten nn liar jeg spnndet en
lang Ende, og jeg bar et Veseg at aflaegge i Gartnerenc
Lunte dernde i Floven Sand Wne »tager af«, siger han«
Naar jeg ser lninsI Hut-» san tasnker jeg altid, at det
tnnde liave Grund til at ,,tage paa«. Men sisrst niaa jeg
se nd til Fru Margem Hnn er dlenet angst, fordi him
ikke lan taale Flcest. Hun siger, det kryber niellein heni
des Sinldre En san uswdvanlig Afvigelse fra dets
normale Rute krasver utyivlsotn en indgaaende Unber
søgelse Saa hviszs De tillader, vil seg gaa ind til den
gode Dame. «
,Jeg vil gerne tale lidt med Dein, Doktor « lit
»en rolig Stunnn nenne sia Vindnet ,,Jeg komnier ind
ii Spifesalen oin lidt. Og naar De saa bar nndeisøgt
W Wargartx vil jeg gerne gaa en Tut med Dem igennem
yckoven hvisls IF Dalmain kan undvære inig en Times
Did?«
Da Jane traadte ind i Spisesalen, stod Dr. Ro
bert Maclenzie paa Kantintæppet gansle som den Mod
gen, da de første Gang mødtes. Han saa op med et
usikkert Blit, da hun traadte ind
«»Naa,« sagde han, ,,det er vel mig, der skal betale
Gildet «
Jan kom lige hen imod ham med degqe Hand-·
udrakt , ,
M ’ ii
