Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Jan. 9, 1918)
Florence L. Vereint-: Rofcnkranscn. Autoriscret Oversættelie af R. P. Mahlen. GouiaU ,,Kcere Zrøsken,« sag-de han, «jeg vføler cui-g til Mode som en gammel Taube De man tilgive mig. Jeg havde aldrig tcrnkst at lskulle -fø e Dem igennem explan dan Prove. Jeg forstod saa godt, lyvorlsedes De maatte W til Mulde, den Gang han wvede med Simoeh Jeg ser, De shar grcedt. Men De Man iikke lage Dem saa met-, at svor Patient sblev sfaa oprevet, fordi Deres Stem me lignede saa meget Fkøken Cl)ampious. Se, hvor meget De alslerede er for hams Nu vil han snakt gaa der nede og vente spaa at nraatte Tot-klare fine Wille-der for Dem. Nu bth iser bange De skal snart vinde frem, og jog vil faa Lotv liil at indbereitte til «Dr.Brand, ils-vor stotartet bot war. Nu man jseg tin-ge paa Tjenes ten og give hmn Besteh. Zog vil ansbefale Dem at gaa en Tut op paa Højene og sank-le Appetit til Fvockostm Men vsag noget varmere Tøj paa, De maa -l)ufke, at det ikke er nogen egentlig Sygepleje, De kommt-r til at udføre Og nsu da jeg shar overbevist mig tilstrcekkei lig om Deres Vaskeægthed og Bvug«barl)ed, kan De trøs stig tage noget varmere Tøj paa for ack beskytte Dom msod Bierglulfteih Men lyar De uoget varmere Tøj med?« »Bist shører med til vore Regler at Obære Dragt,« sparede Jam, »men jeg lJar en graa ulden Dragt med.« »Det er godt, lag bare den paa. Om et Par Timer kommer jeg tilbage for at ie, lyvorledes det gaar. Lad mig «saa ikke opl)o-lsde Dem niede« »Dr. Mackenzie,« ssagde Inne, »maa jeg spørge Dem, hvorfor Te beskrcsv mig fom lys, og gjsordc mit stride, glatte Haar til lrusede, Hilfe-bleibe Alter«-« Dr. Noli Mode allerede sfat Paa Klokkeiy men ved hendes Spørgsmaal vendte han ssig og saa poa Jan-e med et betegnende Glsimt i sine flog-e TI)rki-serøjne sog fva rede: »Aha-ver De svsirkelig at fspørge derein, Festes Rofemary Grav. Eiter Trs Vrairds Brev vais det gauske Ijwiynslig, at han lyavde til Henfigt at tegne et Ville sde of Dem for Patienten, sein ftenimede inod dennes Ihm-l- Da shans Beitr-weise Isvarede saa lidt til Birke lsigtheden, ssliit«tede jeg beruf, at ide Par Tut-L jeg ulyels digvis maatte tilføje, maatte være lige saa ulsig Dem Tom det svrigc Men km maa jeg sbode Dem ——.« Dr· Rosb ringede ·i det sfamme· »Weil hvor kimde De sdog lsøbe iden Risiko at ville lade ham svle paa mist Hoved og mine Hænder?« uds M Jene. »Im-di jeg ded, han er en sfsin Natur,« sfsvarede Dr. M nwften hegng —- ,,Iosm inld, Simpson —- kam sind Wut og luk Dir-en Og lad os to være glade ded, at vi er siwbt fom Mænsd og ikkse som windet-R Da Jene et Mrters Tid efter saa bam løre Obert M hun: »Der-yet shak dog Net. Hvilken meerkelig Blan ding af Skarpsfindighed og Jndstrænsketslpd, og lhwr Mel-ist lbar alt føjat sig Tammen til at fremme have Planet« Met- kunde thun have him, hvad Dr. Rolb mumlede for iig sieh-, medens han strammede Tsmmeme og lod fin Isille kmftige Jslcensder trave af M hen imellem Miene, vilde shun rwre blevet i bejefte Grad lfprlbaw iet. Naar Thau ist-te fka Patienck til Patient, hat-de han den Baue ctt sidde og stale shalivhsjt lom, hvad han havde opleoet· De to Sider af hans sammensatte Natur traadi te sdq i Reglen klar-i from- J idette Tilfcelde kom Sam talen til at lyde slahledes: «.Dvad i Alvede bar bragt Hendes deæJane Champison sher ap?« spurgte Dr. Rob. »Saa san-di jeg lever, jeg ved det ikke,« spare-de »Nm, ma, ikke foærge, min Dreng, du har haft en sfwm Moder,« svarede Dr. Rob. XX. Brevr. Fm Jane Ghampion titl Dr. Deryck Brand Castle Glencefck), N. B. Kære Deryckl Mine Telegrammer og Postkort hoc ikke fortalst Dem ein-get nd over den Kendsigerning, at jeg er lykkes lig ankommen her Obl. Da jeg nu har -vceret her nas sten fjorten Dage, er det vist spaa Tide at meddele Dem, ihvordan det gaar. chnaa buiske paa, jeg dur ille til at ifrive Brew Fra Born af har jeg altid haft vanskeligt ved at komme ud over den fwdvanlsigc Begyndelfe: »Im baaber, J har sdet go«dt«- Nu da jeg har sat mig for crt give en udførligere Beskrivelse af For-holdem, føler jeg det fom en kolosfal Anstren gelle Og zdog ønsfer jeg i hvcrt Feld denne ene Gang at vcrre en dygticx Fortællet Jeg Ved stemliw at jeg hat gennemgaaet saadanne Ding, som sdet ibke ofte falder i en Windes Lod at opleve. « Saftcr Rojemary Gran gsr ftore Frecnfkridt. Hun bliver mere og more uundvasrlig for Patienten, og han viser hende en saa fuldftamdig Tilli.d, at hun føler sig umaadelig stolt i sit Kalb. . Stakkels Jan-e er hisdtil ifke kommet lasngere, end at hun shor hørt im band egne Neben at hun var den sidfte i Werden, chan Bunde sit-sie sskubde Des-ge ham· Da der en Dag var Tale som et muligst Beng af besude sagde han: »Im for alt i Verden,« og hans Ansigt var en enefte Protest. Jene sfaar altfaa sine Pryg«l, Deryck, omtrent sfom en -',Forbrt)derv blwer tildsømt dem af en omhyggelig og sanwiistiahedsfwbd Dommer — m Gange ti sSlag —«altfaa med Mellemvum, ssaa lhun M M ice Ifaar mete, end shun süm taale, men bog not til at holde hendes Ojerted Svar aubent oq den-des Sjæl «i sbestandig Spcewding sog Angst Jeg maa «fi-ge, at De, Xeere,» Ologe Doktor, that sbedøtnt Sticltins gen fuldstcendig rigtigt. Han siger, at Janes Medlidens leod vilde bringe lham stil at ·sogne under csit tunge Kors. Og dog —- hvor lidt vilde hendes Medlidens hed formaa at veje. Den enefte Medlidenhed, hun vir kelig føler, er Medlidenhed med sig selv, hun fom saa ljaaidløst er fanget si det Net, fsom hun ifelv «sn-oede ved ssit eget Fejlgrob. Men at gsøre shasin Idette sbegribeligt deri bestaar Vaniteligsheden Hufter De, hoorledes Jsraelittterne »vor indefluttode intelleni Migdol sog Hawt2 Jeg vidste not, at Mikkdol sbetyder ,,Taarne«, men jeg shalvtde alsligevol aldrig rig tig forstaaet Situationen -før jeg Iseslsv sstosd i den inawre Tal i Ørkenen — med det røde Hav foran og itil Anstre IniodensI Gebiel Attackas lsteile Klipper taarnede ijig op sont en whyggelisg, uindstagelig Fmstnicig tisl «t)øjre, og sden eneste Udgang var den Vei, de netop var konnnet fra, og ad lyoilken Faraos Vogne og Ryttere stormede buldrende ifrem i Heelene paa ldem. Kæve Ven, faule des løber den ftakkels Jane nu -l)id og sdiid i den trange Tal, der Dag for Dag blisver inævrere og snævrere si faiume Grad ·som hensdes Forwivlelise tager til· Mig -dol sbetytder dot frygtseligse, at han tun vil betragte then des Kcerlighsed sont Medlidenshod Det røsde Hav er den aabne Bekendelfe, ifin hnn uundgaaelig masz "tyr·te sig usd i Zfor at unsdgaa det istraskkelige Migdol, lyoori lyans Fisasrligclwd Inaa gaa under i Volger af iTJvivll og Miistillisd —- Tvivl, sont Thau itke miere -l)ar Kraft til at vise fra fig, og sMisstilli«d, som han aldrig tan faa Lejligihsed til crt vise var falst og ubegrundets Og bog ved fommer Faraos Hasr — Lioets Tilfældigliseder ilen de freni paa Omsficendigljedernes Hjul Hsvert Øjseblik kan der ste noget, sont wingser mig til at beten-de alt, og i ssanune Nu svil han nced sønderreune Hirn-der og bindende Fødder begynde at tlatre op ad det stejle Mig dol, medens hun —- den staktels Jan-e — lsiggier paa Linn-den af det røde Hau. — O, onc der fandtes en Moses- ined gnddomnielig Befaling til at strmkke sin Haand nd, den forstaaede K«cerligl)eds Haand, «saa de degge kunde komme »frelft over Havet og insd i det for jnsttede Land! Kære gamle Ven, tør De paatage Dem Msose Rolle? Men :l)er sidder jeg Oirtelsig og ftriver, fom oin sdet sstnlde brnges til et Ilfsnit i en Reisehaandbog, ii Stedet lfor at meddelie Dein Kendsgerningerne Zorn De kan tætrke, blivser Jane tynsd sog mager til til Trods for gamle Margarys Hervregrød — sie-m lyver Dag efter Frotost sblioer »Isat over« tisl næfte Dags Frokost, sog sont entwer, der komcner fortn, maa give en ,,Omgan«g«. Ved De lfor Reiten, at det er den rig tige Man-de at stoge Hasvregrød paa? Jeg troeide altid, at den kusnde laws paa isem Msinntter, om det ftulde viere-. Men Margavy lsiger, at det vist maa være det enigelfke Grads-, fom man formastelig har givet sdet Navn De bar ellers Ingge Mærke til den Sen-behaftele lwormed jeg gengisver de ikaer Bemcerknsinger uiden at sfrisftes til at staave Odem, som sde udtales, slyvad der efter min Mening vilde «s-e Ihelt sindsforivirret ud. sOg være nyttig tillisge. For hvis De We Ei Forvejen hat th-ørt, Ityvonledes gamle Margary ndtaler Ordet ,,«.Vavvegr-d«, eller llyvordan det slyder, mar hun lsiger: »Wir i Harre grødem sSøfter Gray«, faa vitlde at forwivlet Forføg paa at stæve det Okun gsive Dem en Karikatur af Wes prwgtige, iftotske Aecent. For Reiten er jeg iseliv fortbew set over, lhvor godt jeg forstaar ide Jndfndsth vog hvilken Fryd det er for mig at here dem fnakke. Thi efter det Beim-V wovan jeg engang stremspede msig igennem et Par moderne Fortællinger, ltwo-r Handlisngen foregaar oppe i Skotlands Bjerge, ihavde jeg ventet at finde deres Sprog ganste usfiorftaadligt Og trenk Dem min Overs raskelfe wd at finde, at gamle Margary og de andre Skotter her, sStuepigen og Gavtneven, taler næsten et renere Engelsl end jeg. Naa, der kam jeg atter ind paa en Stillsevei — «O, kasre Demok, msit Hieriesaar er faa dybet og faa smertefiulidh ast -jeg endog er bange for Deres fagste Be rsring Men leoor svar det, jog flap2 Noa, det svar Harima-den« Oder sørte mig bort sfra Sagen. — Ssom sagt, Jane sbliver tnnd og mager trods gamle Marga rys Havregrsøds Men Softer Rosemary Gran sblomstrer og Glsisver vod at We den .fsine, konne lille Stabning med det based-z sibkebbøde Haar — Tom Dr Nod isolsv lag-de til for at fubdstrrndiggstre Villedet af den-de Aspropos —- angaaende Dr. Rob. Han forbllnfifede nrig nreften. Jeg «l)avde singen Anelise om, at han var en saa nicerikelig Karaktet For Reiten maa jeg sige: jeg leerer meget af Dr. «Markenzie, iog jog kan gsodt Ude Dr. Rob nndtacpen ved enskelte -Liejlig««l)eder, lyoor iseg Bunde have Linst til at tage sham ved Frakkefkøderne og koste ham Ud ad Vinduet. Angaaende Søster Nossemarys For-hold til Persona let, da fandt jeg det nødvendigt at give sdmn en For klaring. De ihar ingen Anelse om, shvor der tidt can indtmsffe frygtelsige Øjeblikke Som for Ets. sda Gartli sørsle Gang efter siu Sygsdom skom ned i Bsisbliostbefet Han befalede Sincpfon at ihente Trappen til Frøkcn Grav. Sinrpsson fkulde ligc tisl at bemerke-, at Fristen IGray «ikke behøvede nagen Treppe-, da hun godt Hunde naa den øversre Rcekke, naar hun stod paa Tit-erne, dot havde han -fclv fet. «Men at siige sin Herre imod var bewing no-get, som Simpifon We kund-e, han vidfte, hvad der isømmede ssig for en Tjeneri Derfor sagsde hakt blut: »Ja svel, Horn-, straks.« Men sfamtidig sendtsc han ncig et Mik, der fugde saa meget som: ldu er vift en Person, »der holder nie-get af at gøre Falk utmdig Ulejs lig.hed. Havde idet svasret gamle Margary med den- stot -sike Junge-, der vel skal have Tisd stil at komme i Bech gelfe, meu ofbevhaandcn tagcr more og mere Fort on ikke standfeD før shun bar udgydt hele sin Tankeflod, saa havdc ldick We Været ansdet for mig at gøve end at tang jhewlw ·i mine «fine, spinkle« Arme og sbære «hcn sde -ud. For at sundgaa lssasadanne sfarlige Situationer kaldte jeg Simpson sog Margary ned i Spifesalen som Afte nen,.osg ssaa Eforbalte jeg dem, at Or. Dalmain af Grun de- jog We nærmere Bunde for-klare dem, Ihm-de sfaaet en gausve spkkm Ade-M as miu Pesspw Man hast-de ! bestrevet smsig for sham som en tin og spin iog simUk lsislle Skikkelse, og tfor at undgaa lange Fovklaringer og Sindsbevægebser var sdet asbfolut nødvendigch crt Hr. Dahinain ikke ssor Diden Tom usd saf ldennse Jud ibilsdning. Sinmsson hørte spaa msig med hsøifkig Op mærkssomshed men røsbede ikde med en Mine, hsoad shan tænkte. Han lssoarsede ibbot: »Ja vel, Frøksem ganske rigtigt.« Men Eben over gamsle Margarys Amsisgt gled den sen-e Skngge efter den andeu, medens jeg ta·l:te, nten da sseg ivar sscerdig, veg wlle disse Skygsgser for et nenliigt SmisL ihsvori der laa sen Billigelse af, hmd jeg hasvde sagt, og hnn tilsøjede isom Isin egen Forklaring: »Det anser jeg osgsaa sssor rigtigt. sStafBels Master Garth hsobdt acltid isaa meget sas at var-re omgivet as Skønhed Naar han ventede Besøg vg svar saa somhyg gelig sor, sat det gamsle sSølsotøj svar stniuskt Pudsset og Knsstalgiassene sog idet kinesisskse Porcelcen endelig kom spaa Bord-eh ssaa ssagsde jeg osste til lhom, idet jeg sandt, at Lesliqheden Ovar passende Eil ast sanvende et Orsd asf Stristem Masster Gar-Eh, ssagde jeg, jieg «synes De er saa ionuhyggelig for sast --vense Bægere og Fade todvendig, miedens De gslemmer det sindsvensdige — Dei-for ausser jeg diet for rigtigt, iat than sikke sbliver redet nd af sin Jndbildnin, Frøöen Gray.« Msen da Sinrpson i Idet sammse sholidt ssig Ofor Munden og røms mede l»sig og lstødste til Ihendse med Abbusernse, tilføjede hun ligesoni unidskyildendm ,,For selv som et grimt An sigt sorskønnes trog-et, naar det har et venligt Udtryk, saa kan man jo sikke sorklare dette for en Wind-« De ser saaledes3, Deryck, at Edette floge, gamle Stind, Isocn har kendt Garth srsa hans Barndom, sitldsnendig svilde have sbislliget min Afgøvelsse for tre Aar sidsen. Men tiVbakJe til Sagen igsens Sonl De forusdsagsde fsnnde min Stennne ncer shaoe ødelagt alt, sog for den-»f Zsknld onlevede jeg nogle srygtelige Øjebslikke Han tog Oel iniod den Fortlarinsg, vi gav ham, men bag ester sagde shan til Dr. Mackenzsise, at hsan vilde blive sor rnkt, hvis han sskuslde hiøre den Stemme i Vasvelset Dr Mackenzie var dog Situationen vosksen og sit stiklest Garth tiitsrods, og siiden har han istke talt niere om det. Undertiden fan jeg dog sse ham sidde iog lytte, sont ont han lever i Minderne· Men Søster Rosenmry oplever shserlige Tini-er, »me densz den stakkels Jane fu’Id as Smserte sog Længsel er iukket nde Thi Patienten hensoender sig altid til ihendiy stoler «u«detinget spaa «hen’de, og talser stil vnende na·sten otn alt, fortceliler henide, hvad han tcvnker, og spørgser «om heil-des sMenin«g, sog hun Dsasar det Jndtryk, at hun er en meget vasrdisuld Person fsor Ihiann Og naar Jane staat der nden for i Kulden og hører dem tale sammt-en, ibiiner det IhenIde mere og imere klar-L hsvor lddt hrnn stattede den Ividunderlige Gwve, der var lagt for ihendes -Fod, og shkoor «l«idt hun Iforgstod den Monds Na tur osg Sjaalelisv, fom hun stødte Isra sing som ,,en rsen Dreng«. Naar Søster Rosemary sidder hos ham disse lange, dejlige Timer, maa Jane trampe frem og tilbage i den snevre Ørkendal pisket af Fortvivlelsenö Storme. Nap, nu er jeg snavt ved Slnrtninsgem sog iskønt jeg er en Wnde, svitl jog sdog We sskrive nagen Giterskrift Der-yet, ckan De sikke komme en Tut hevoip og taTe med mig? Jeg tror Me, at jog Xan Ihdlde iud Vet megest -længere, Ehr-is ijog iköe sam- Djwln Og shan vil ogsaa bbive ssaa glcrd wd Deres Besøg og glasd wd at vise Dem, war Tod-i sdet gam- «svemad mdd iham, vg Ihsvor meget than abberede er -i Stand til at san-tagte «ssig. De maa komme og Icegge et godck Ord sind for stabkels Jane eller si det mindste sse at udsorsbe ihans Stilslinig Eil shmde O, kære Ven, ihvis De kusnde sofre et Par Dage. »Den sriste Vierg lufst .heroppe vil sogsaa gøve Dem goidt Diesinden hat jsg en stille Man sor, shsvis Udføvebse wshcenger ais Dei-es Komme Dersor kom! Der er fingen, Ider trænger mere —ti-l sDem end sDeres shengitme Ismene Fra »Dr. Deryck Brand til Soff-er Rosemary Grav. Wimpole Street. Min tmre Jeanettel Ja vist vil jeg komme- Jeg wisset fra Eusfton Fre ·dag Aften sog tan sblsive Paa Glseneefh shele Lørdag og det nieste ais Simqu men jeg maawærse biemme igen Man dag. Og jeg sftal se at gøre mit Bedste Wen ak, jog ser ingkn Moses sog iejer itke shans undevgørende Steno. For Reiten ihm- de nyefte Undevsøgelser spaavift, sat Jstaeliets berne ilske kan were gaaet over spaa det Sted, De omtas ler, men at Overgangen maa svære iföet lcengeve Non paa ved den saakckldte Bitt-ersp. Men edette er jso skun En telthedseh »der ikke sforansdrer Hovedtraskkene i Der-es Be «skriwlse, smen ssnsarsere tjsenser til at udfylde dem. Thsi jeg er bange for, at De ogsaa kommer til at gasa igennsem bistve Bande, nrin kære Jana Jeg er dog fnld saf Haab, jia msere endnu —- sfnld af Forvisnisng. J Foobindelfe smed Dem hör jeg ofte i den fidfte Tid tænkt paa Ordet: »Alle Ding ital tjene dem til Gede, ssom ielfler End-« Enhver kan faa noget godt usd of det, sont er godt Msen kun vor Fader si Him len kan søre det "saaledes, at det, fom er sondt, kommer til at tjene os til Gotte-, føre det sairledes, at alle vore Fejl og Misgreb og Daavffcrber blisver sorandret til Bel signelisse for ost Jo niere indvisklset og fortoivlet alt ser nd, jo niere Grund er der for sosstil at folge Herren-Z klare Anoixsninm «3«orlad dig Paa Herren af sdit gsansfke Hierbe, men sorlad dig ikle first paa din Forstand Kend shani sspaa alle diue Veje, oks han skal giøre dine Stier .1·ette.« Det er Herrens gmnle Leveregel under Vandrins gen, Tau sicnipel og san sand, og den gwlder evindelig. Dei glcvder mig, at Søster Nosemary er saa flink. fees hcmber dsog, vi Eskal blive fri for en anden Muligs bed, der ivil gøre Sagen endnu mere indvsikleh Sirt, at vor Patient gasar hen og slænker sit Hierte til denne fine, :fpinklse, lislle Søfter Rossemary, lwad sskckl der saa Isblive as sstakkels Inne? Saa er jeg bange for, at Ørkses nen ist-til aosbne sit Svaxlg og opilugesqhzende Vi maa for enlwer Pris se iat afvasoge en lsaadan Kataftvofe Ja, kasre Jan-e, jeg vilde ikke tillade imig en sau dan -Spøg, shsvis jeg ikke om wogle Dage kunde komme og være Dem still Hin-lap. Wen Sagen ser -fovtv’wlet·nd, det sindwmmer jeg, ssærlig da idet gcelder en sfaa sdyrebar Pevfon Tom Juwe - De kfleste M eruu ewten W euer M est dethe sTilfcelIde er Bat-kommende We Dele. M — jeg nok sfaa shaim stil ack siwdsse —- tbaade til min egen C shaan Tilllfvedsstsillelsfe — det skcm De slkde wo —- M jeg sda zfaar Lejlisghed titl det. Deres salbid hewgsüvne Devyck Brand. Frsa Dr. Devyok Branid til Dr. Robert Maokensz Kcere Mackenziet Mem-r De, det kuswde Oceve af Bsetydn«ing, at jq kom til Gleneefsh og suddalte miu Menin -o-m Patien ten? Jeg «k-an sindrettse idgt sawledes, at jeg kan komme i Sluckningen af Ug-en. Jeg haiasbey De er stiilfreds med »den sSøfteh jss tsendte Der-es meget foxsbunkdne Deryck Brand. Fra Dr. Robert Mackenzsbe til »Dr. Deryck Brand Koere Hv. »Dr. Brand! Den »So-ster, De IsenIdte tkl ast Epilieje Htx Dalmasim sk» meget Natig sog -fuldt ud i Stand Eil at wdsfylde U FKMY Patienten stiller Will shende Jeg er ii Grunden over Jfliøidisg — iog lDe imod for Reiten. Men for hendes Scyld Hans-er jeg idet sfor «i M Grad Abt-endigt at De kommen-, iHun ier sblseven isasa mag-er, sast Ider svisrkeliig er Grund til LEnsØstelse Dot sstorse Anwar, jhsun hat paataget fig, hsviler Gunst psaa «hende, sog sdesudcn synes lhun at bære spaia en ellet and-en Heinmsel«i-g-l)ed. Maasse kan -hun bedre sbetw isis til Dem end til mig. Deres ævbødig forsbunidne Robert Maokenzir. XXL Sekretæken. Søfter Rofiemary sfad hios sin Patient i Bibliokhes fet. Jmellem dem ftsod et liIlse Bord, kworpaa der lot en Stabel Breve, fsom hun fkulsde aabne sog læfe for baut, De fasd tast sved det aabne Bin-due over Veraan Et sfrisft IPusft vfrci den milde Forsaarsbuft gsled hen over here-Z Ausfigter, og Morgenfolen ifendte fine Straalet ind i Værelfet. » Garth Var i hsvidt sFlsonel med grønct Sliips sog mes· en Rose i Knrepihsullset Han laa magelig tislbagelcenet os· sglcvdede fig osver at masrske Solens Straaler paa fI iVaaL Seite-r Rofemary «t)-a·vde «l-ig-e læft et af fiwe em Breve Hun foldede ·det Ifamnven sog lagide det i Kind Lust-ten sigen med en Felsele af Daknemmelsighed. Deryck vilde komme, han ihcwde ikke sskuffset thende «Et Bvov fm en Manid, Ftøken Gray?« M Garth uventet. ,,De-i er vigtigst,« fsvavede Weiter Rosenan »Ob«-J tun-de De vide det?« « »Im-di sdet var faa Vort, kun ipsaa en Side. Et M cfra en Kein-de fævlig om en Sag aif stor W vilde ihape fyldt mindsft to til tre Sider. Og M M var af ftor Betydning.« ,,«Osg·faa vigtigt," sag-die Sester Menmrsy W «Og jeg maa sastter spørge, ihvor ikuwdse De vitde Mk« »Fordi De uidftjdte et lillse Befrisebfens Sack Eier sat have ilæst den førfbe Linie, sog et til, da De W det fammen sog ftwk det i Kontvotluttten -igen.« Søfter Niosematy lo. « ,,De opdager al Ting, Hv. Dalmain, faa vi fnaä siskke kan beholde nogen Hemmeliwhed imeve. Bvevet var sfm —- —« »An jeg lbeder Dem, sfig istke smeve,'f rawbte Gar-s ihurtig sog Hftvakte Darm-den afvcergende frem. ,,D lsfaslsdt mig ikke lind, at sdet kunde fe Iuid fom stgerriss slyctd efter att Den-de Deres private Brwveksling, FW Gray. Jeg svar tun sfaa glcvd svsed at visfe Dem, ast sjw Wider mere og smere dygtig til at ifinde sub af, M der foregaar somkring mig, uiden rt nosgen few m«ig det « Men det var virkelig min Meninsg at fige Dem idet. Vrevet er fra Dr Vras,nd og bl. a. meddeler has mig, at than Sommer her otp ipsaia iLøedag xfor at Te til «Dem.« »Hvor det giæder mig,« Efagdse Garth. »Da bvskls ken Futen-bring Pan sosil finde. Og jseg fskal nosk for vtaslle ham som den ftorartode Sygeplejerfke, Sektetæc Oplcefer og uforlignelige Fører og Kammerat, has send-te o)p til «m·i(g.« Han tilfsøjsode hurtig sog i en ænqs ftelig Tone: »Don komimer da vel ikke for at tage Dem fra mig?« »Ner fvarede ( Jøfter Rofemary, »ik-ke endmt, meu jeg hajode for Reften tcenkt paa at spørge Dem Hr Dsalmain, om De ikke funsde mild-viere mig et Par Da ges3-Tid. Og det vilde jo viere mieget belej"ligt, me dens Dr. Brand er sher. Zaia fuude han viere hos Dem i mit «3-ted. Hvis jeg maatte tage bort Fredag Afters. faa kian jeg komme isgen Mandag Morgen fea tidlig, txt jeg kan ibeførge Dseres Breue Posten Lørdag sog Sim dag kuude Dr. Brand lasse for Dem. Naa, det er fand-L jeg glemte, at der kommer ingen Post som Søiidagem De maa da altfaa kmi uudvære mig een Dag, og han vil sittert gerne gaa i mit «Sted.« »Im maa VeI fige ja « fagde Gsartl), sidet hatt kampedef m ikke at vife fin Util fredtIhed ,,Det havde elleis oæiet mit, osm vi tre tunde have siddet og taki samtnen Meu jeg Lan faa godt forftaa, at De trænger til et Par Dages Frished. Skal Die reife langt?« ,,:?-ej, jeg bar nogle Venner net-wed. Men kmsket De iskke, vi sfkal beim-ge Deres Biene, Hin ODaislmaan ,,Jo,« spare-de han og rakte efter dem. ,,Vent et Øjeblit Der er en Ast-is imellem dem. Jeg Pan liuqte Trykifvasrtem og den holder jeg »ikke af, men vær san veulsig at give mig Reften.« Søfier Rosemary tog Asvifen uId og stubbede Bun Xen hen inwd sham, insdtil den beweise ihans Haand Gareh tog ldem i GMJ «