Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, January 02, 1918, Image 7

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    Jlskeuce L. Inseln-:
Refenkransen.
Autoriseret Oversættelse as
R. P. Madsen.
Wulst-)
Sinn-jun traadte ind, stillede det sorlangte paa
Vordet og git igen.
Dr. Rob skasnkede et Nin-J Eben-n, trat en Stol
hen til Bordet og sagde: s
»Zøster, scet Dein ned og drik det og tag en
Bisenit til.«
Jane protesterede
»Men.Doktor —- jeg er virkelig itte vant til —-— --—«
»Det tvivler jeg itke mn,« sagde Dr. Rob, ,,nien
i Dag gør De det, ikte sandt? Naa spild nn ikke Tiden
med nnyttig Diskussion De har reist en hel Nat, og der
oppe venter Dem et sprgeligt Son, sonI not tan ryste
Deres Nervesysteni. De har hast en lang Underband
ling med niig og har maattet staa op i tre og tyve
et halvt Minut. Jeg staat netop altid selv op, naar
jeg taler, og jeg holder ogsaa niest af, at de, jeg taler
til, staar op. Jeg kan ikke tale til Fall-, naar de
sidder og ruller i en Stol. Altsaa scet Dein ned i sem
Minutter og drik Deres Vin, De kan trcenge til det,
og det vil gøre Dem sristere og stcerkere til at niøde
det, dei· nu tonnner. «
Jane var rert og lieskasnnnet og adlød uvilkaars
lig. Trodd denne Mondes iiciget.nbeliageli;1e Ydre og
meertelige Optrceden, flog der dog et deltagende Hier-te
under den gamle Stindvesi, ligesoni lian havde en
starp Forstaaelse af de Mennester og Forbold, lsan
havde nted at gøre. Medens hun dmt Binen og spifte
en Biscuit fandt Doktoren isigelig Veskcestigelse i den
anden Ende as Værelset. Denne Vestceftigelse bestod
i at tjrre Vindnerne af nied sit sZilkelomnietørtlcede
Han syntes suldstændig at have glenit lsendesz Tilstede
vcerelse Men neppe ljavde hun tønit Glas-set, før«
han stod ved Ziden us t)ende og lagde Haanden pan
hendes Skulder, idet han sagde:
»Naa, Søster, kom saa ined op. Og niaa jeg
sige Dem, tal i Begnndelsen .sna lidt sont mnligt Hast,
at enliver ny Stemme, der trcenaer ind til liani i bang
bælgmørte Nat, betyder une, fortvivlede Tanker og
ubestrivelixse Lidelser for Patienten Tal lidt og tal
sagte, og Gnd den almægtige give Dem Takt og
Visdom.« i»
Der var noget vcerdigt og noget, der dav Jane
et Jndtryt as Kraft, over den lille, Inwrkelige Skiks
kelse, der gik soran liende op ad Trappen. Medens hun
sulgte bag efter l)am, gik det op for hende, at hans
Nætværelse var hende en Stykke og Hjcelu Hans
sidste Ord, der lød mere sotn en Vøn end som et Øns
ste, gav hende Mod. ,,Gud den almægtige give Dem
Takt oq Visdom,« havde han sagt, kun lidt anende, i
hvor hsj Grad hun trængte til det. Samtidig var det,
som hsrte hun en anden Sternum akkompagneret as
dejlig Orqelmusik:
»Hm-d kan as skade, naar du er ncer«.
Da med saste og dog lydlsse Trin ttaadte hun
ind i det Beetelsa hvor Garth laa —- hjælpelts —
blind — og wnsiret
Xlx.
- Stein-neu i Mit-let.
Kun hans merke Hoved paa Puden. Det var
alt det, Jane saa i det ØjebliL hun traadte«ind, Og
Virteliet var fuldt af Sollt-in Hun havde ellers fores
stillet iig et Vcerelse, hvor der var trukket for Vin
duerne, idet liun ille liavde tirnkt paa, at Merke og
Los var det saninie for l)am, saa dei- ikte var nagen
Grund til at udelukke Zollylet med dets helbredende,
renlende, ’oplivende Kræfter.
Han havde ladet sin Seng flytte hen i en Krog
—- den Krag, der var længft bot-te fra Dei-, Kamin
og Vinduer »s. Den fiod tæt op til Vceggen, saa han
tunde mcerke dens glatte Flade med Haandeiy og
naar han vendte sig imod den, ligesom fsle sig be
ikyttet mod alle spejdende Øjne Saaledes laa lian
netop nu, og han vendte fig ikke, da de traadte ind.
Knn det merke Hoved paa Puden, det var alt ,det,
Jane saa, da lnm tkaadte ind. Men da hun kom
nærmem fil bun ogsaa Øje paa hans niagre, hvide
Haand, der stat frem af Ærmet paa den blaa Silkes
sljorte og’laa ilapt og tungt paa Tæppet
Jane pressede nvilkaaklig Hasndeme samtnen paa
Ryggen og inaatte ligefrem anstrenge fia for ikke at
ile hen til Sengen og gribe lians Haaiid og bedcekke
den med Ki)s. Hvis hun havde giort det, faa var bnn
iikter paa, at Garth vilde have vendt sig oin fra
Virggen og fkjult sit Ansigt lios liende i Siedet for
ved den l)aai«de, lolde Væg· Men i hendes Øken
klang Derycts Stein-ne bestmidig advarendet »Hvis
baade bang og Dei-es Lykkesligger Dem paa Vierte
saa -—- -—s«. Derfor pressede Jane Heenderne sam
tnen paa Ripggen
Dr. Mackenzie gis lien til Sengen og lagde siii
Haand paa Garths Sknlder. Da han begyndte at tale,
lød hans ellers laa lmarde Stennne saa utrolig mild
og rolig, at Jane ilke kunde tw, at det var den ianmie
Mand, der for lidt siden lmvde talt til hende saa by
dende og skarpt
«Godmorgen, Hin Dalmain. Zimpson fortceller
mig, at De hat« haft en udinirrket Nat, den bedfte
endnu. Det er sittert godt, at De er blevet fri for
sahns-Im skønt hatt var meget flink, og har faaet
Simpson igen Diese uddannede Dialoiier tror aldrig,
de kan gsre not. De vil altid gøre mere, end de fkal,
og dette met-e er altid en Plage fot Patienterne. J
Dag bringet jeg en, iom er instrueret til at gisre det,
De tkrenger til, og som jeg er vis paa aldrig vil triette
Dem med at gøre niere, end De ønskeL Hun, fein Dr.
Brandt hat anikasset, Seiter Nosemary Gran, er her.
Og fest tret-, at hun egner sig til at viere baade Sel-«
ital-Name Setretær, Forelcefey oq hvad De- ellers
i
-
I
l J
knnde anste, saa at sige Iet Par nye Øjne for Dem, HIU
Dalmain. Hun er i Besiddelse as en klar Hjerne og
et last-lind medlidende Hierte til at styre og kontroli
lere denne Hierne Søster Grat) ankam i Morges, Ho
Dalmain.«
Jntet Svar sra Zeitgen, men Garths Haand
samlede efter Væggen, rørte ved den, og saldt saa
slavt tillmge igen —
Jane havde i Øjeblilket helt glemt, at det var
hende, der var Søster Gray, og onskede i sit stille
Sind, at han kunde blive sri sor denne Soster, da
hnn slet ikle syntes, der var Brug sor hende.
,,Sester Rosemary Gran er i Værelset, Hr Dai
ntain,« sortsatte Doktoren.
Saa sik Garths Ridderlighed instinktmcessig
Overhaand over hans rugende Sind. Han vendte ikke
Oovedeh men gjorde en lille høslig Bevoegelse med
Haandem der skulde betyde en Hilsen, og sagde sagte,
men dog med tydelig Stemme:
»Goddag. Deter meget venligt as Dem at rejse
saa langt for min Skyld Jeg haaber, De har hast
en god Reise.«
Janess Læber bevasgede sig, men der kom ikke en
Lyd over dem.
Dr. Rob skyndte sig at svare uden at se paa
hende. .
»Ja, Frøken Gran har haft en "udmærket Reise
oq ser saa srisk nd, som om hun havde ligget i sin
Zeug hele Ratten. Hun er siklert en ung Dame, der
har hærdet sit Legeme.«
»Im haaher, min Husbestyrerinde vil gøre det
hekvenit sor Dein. Vasr saa venlig at give Ordre der
til,« sagde Garth træt og vendte sig endnn mere oml
mod Bangen som sor at ende Samtalen.
Dr. Nob bearbejdede sit-Obersng vældig og stod
et Øjeblik og stirrede paa den blaa Mulden der stak
frem. Eaa vendte han sig oin til Jane og sagde:
»Kann nied her hen til Vinduet, Zøster Grav
Her skal De se en Stol, vi har faaet lavet til Or.
Dalmain Der lan han sidde niageligt og bekvemt,
naar han kommer op. Se en Gang. Her er en Stette
til Hovedet Den can herveg op og ned efter Behag
Og se disse Opstandere og Borde her, der ved et lets
Trhl tan svinges rundt og komme til at indtage alle;
inulige Ztillinger. Jeg synes, den er sortrinlig, og
Dr. Brand har givet den sit Bifald. Hat De set no
gen af den Slags før, Søster Gray?«
»Vi havde en lignende paa Hospitalet, men den
var ikke saa fuldkommen som denne,« sagde Jane
Gennem Stilheden i det sollyse Værelse lød i det
samine et Strig henne fra Sengen, pludselig og sor
fcerdende, som fra en, der er sortabt nede i en As
grnnd as Marte, et Skrig ester et Øjebliks Lys.
,,Hvem er det, der er her?«
Hans Ansigt var endnu vendt om imod Væggen,
men han havde rejst sig op paa Albuen og sad i en
Stilling, som om han lyttede i den heieste Spren
ding·
Dr· Mackenzie svarede:
»Der er ingen i Værelset uden Søster Gray og
mig, Or. Dalmain.«
»Der er en til her,« raabte Garth heftig. »Hvor
kan De vove at lyve for migl Hvem var det, der
talte?«
Jane ilede hurtig hen til Sengen. Hendes Hæns
der skoelvede, men hun var fuldkommen Herre over
sin Sternum
,,Det var mig, der talte, Gr. Dalmain,« sagde
hun. »Søster Rosemary Gray. Jeg forstaar saa godt,
hvorior min Stemme forbavfede Dem. Or. Brand
har sorudsagt mig, at det nok vilde ske. Gan sagde,
at jeg maatte ikke blive overrasket, hvis De skulde
finde en moerkelig, Lighed mellem min Stemme og en
anden Kvindes, som baade De og han tendte saa
godt. Denne Lighed havde han oste bemærket, sagde
han.«
Garth sad ganste ubeveegelig og lyttede og grun
dede. Tilsidst spurgte han langsomt:
»Sagde han, hvem det var?«
- »Ja, for jeg spurqte ham om det. Han sagde,
det var en Frøken Champion·«
Garths Hoved saldt tilbage paa Puden, idet han
sagde i en venlig Tone: I
,,De maa tilgive mig, Frøten Gray, at jeg i;
min Overraskelse sor saadan op, saa dumt og utilsi
giveligt. Men De sorstaar not, at det at være blind
er endnu saa nyt for mig. Enhver ny Stemme, der!
trænger ind til mig genuem den evige Nats mørle
Forhasng, gør meget stcerkere Jndtryk, end nogen
aner. Og Ligheden mellem Deres Stemme og den
Durstes-, som Dr. Brand omtalte, er saa mærkvcerdig, at
stønt jeg vetz hun i dette Øjeblik er i»Ægypten,
tunde jeg næsten ikke frigøre mig sra den Tro, at
hun alligevel var her i Bcerelset. For Resten maa
jeg sige Dem, at det vilde være noget af det utoeni
leligste i Werden Derfor beder jeg høsligst Dem
og Dr. Maclenzie om Undslyldning for min Hestighed
og Mistillid.«
Han stratte i det samme Haanden nd.
Jane soldede trampagtig sine Hocnder paa Nim
gen.
«Søster, hvis det er Dem belejligt,« udbrød Dr.
Macfenzie i det samme henne ved Vinduet, »der er
et Par Smaating, jeg äerne vilde for-klare Dem
her.«
De talte lidt samtnen, og den shge laa stille nden
at sige nagt-L Men idet Dr. Rob. sluttede med at be
1ncvrte: »3aa antager jeg, jeg lan gaa,« faldt Garth
ind:
,,Doktor, jeg vilde gerne tale med Dem et Par
Minntter alene.«
,,Zaa vil jeg vente neden for Trappen, Dr.
Maclenzie,« sagde Jane og ncermede sig Deren, men
paa et bydende Tegn sra Dr. Rob. standsede hun og
git lndløjt hen til Kaminen Hun oerqrede sig over
det, da hun itte saa nagen Grund til denne Frem
gangsmaade nu. Men den fregnede lille Napoleon
var ikke en Mand, som man let saldt paa at vise
Ulydiahed Gan qik hen til Deren, aabnede oq lukkede
s , -·—1
den igen, trak saa en Stol hen til Sengen og satte fig.
»Saa er jeg til Tjeneste, Hin Dalmain,« sagde
han. ,
Garth løftede sig op i Sengen og vendte sig ivs
rigt om til ham.
,,Doktor,« sagde ban, ,,fortcel mig noget om denne
Søster· Beskriv hende for mig.«
Baade Tone og Holdning røbede, hvor spændt
han var. Han strakte de foldede Hænder bedende frem,
og Trcekkene i det ndtærede, blege Ansigt var saa
auspasndt, som om han vilde se gennem Merket
,,Veskriv hende for mig, Doktor, denne Søster
Rosemaw Gray, som De kalder hende.«
»Det er ikke noget, jeg kalder hende, kære Hr.
Dalmain,« sagde Dr. Rob bestemt. ,,Det er den nnge
Dames virkelige Navn, og et kønt Navn, synes jeg.
»Rosemary vaskker Minder,« er det ikke Shakesspeare,
der siger det?«
»Besfriv hende for mig,« sagde Garth for tredie
Gang.
Dr. Mackenzie saa hen paa Jana Men hun
havde vendt sig om for at skjule Taarerne, der strøms
mede ned over hendes Kinder.
Dr. Rol) trak Demcks Brev op af Lommen og
studerede i det.
»Gut er en fin, spinkel og elegant lille en, netop
en af den Slags Kvinder, De vilde vcere glad ved at
have om Dem, hvisJ De knnde se hende.«
»Er heades Teint mørk eller lys?« spurgte Garth.
Doktoren saa hen paa den Smnle af Janes Kind,
der knnde seg, og paa de brune Hemden der hvilede
paa Kamingesintsen
»Ly"ci·,« sagde Dr. Rob, uden et Øjebliks Benedik
nmg.
Jane sor samtnen og saa hen paa hom. Hvadt
Grund knnde lm n have til at lyve.
,,Haar?« lød det igen ivrigt fra Sengeu, og D1«.«
Ruh svarede: F
»Und tnig se en Gang -—- det er omtrent skjnlt un-««
der en beskeden lille Kappe, ellers kunde jeg trenke ming
at det er den Slags krusede, silkebløde Lotter, som giver
en fin og spiukel lille Dame en særlig Ynde.« »
Garth lagde sig tilbage og trak Vejret tungt, idetT
han boldt lHeenderne for sit Ansigt.
»Doktor,« sagde ban, »jeg bar gjort Dem saa me
gen Ulejljgl)ed, og De maa vist tcenke, jeg er halv tau-:
helig i Dag. Men jeg vil sige —- hvis De ikke ønsker,
jeg skal blive formtt i min Blindhed, saa send den Søs
stets bort Lad hende ikke mere komme her ind.«
«Hør, He Dalmain,« sagde Dr. Mackenzie ind
tmsngende, ,,lad os se nøjere paa den Sag. Jeg anta
ger ikke, De har noget at udscette paa denne unge Dame
nndtagen dette, at hendes Stemme tilfældigvis ligner
en anden Dames, som De kender. Var denne Dame ikke
noget bebageligt MenneskeW
» Garth lo Pludselig bittert. Hans Latter lignede
niere et dybt Sak.
»Jo, vist saa, hun var et meget behageligt Men
neste.« ,
»Rose1nary vækter Minder«, citerede Dr. Rob,
»l)vorfor stulde Stifter Rosemary da ikke opvække be
hagelige Minder? For mig iynes hendes Stemme at
klinge saa venlig og faa regte kvindelig, og det er vir
kelig noget, man ncaa være taknemlig for i vore Dage,
da saa mange Kvinders Snak næsten kan skræmme Kra
ger, saadan skratter det —- fom Stene i en Blikæske. « .
»Men kan De ilke forftaa, Doktor,« sagde Garthi
tungt, «at det netop er disse Minder og denne Lighed,
som jeg i min Blindhed ikke kan holde ud. Jeg har
ikke noget imod hendes Stemme, Gud ved det Men;
jeg vil sige Dem — da jeg hørte den første Gang, tænkdi
te jeg, at det var --— hende — den anden — som var!
komntet -—— hertil — og —
Garthiss Steinme svigtede pludselig.
»Jeg fokstaar Dem, Hr. Dalmain,« indstød Dr.
Rob. ,,Men ved De —--- Dr. Brand sagde, at det bedste,
der kunde fle, var, om De fik Lyst til at modtage Be
søg. Der er jo mange Venner, som længes efter at se
Dem og være Dem lidt til Hjcelp og Opmuntring.
Hvorfor da ikte strive til vedkommende Dame og ind
byde hende2 Der er ingen Tvivl om, at hun vilde
komme. Og naar hun havde siddet og talt med Dem,
saa vilde Søsterens Stemme itle lceuger voere Dem
pinliq.« x
Garth rejste sig igen op paa Albuen Hang An
figt var en eneste Protest. Jane vendte sig oin og bes
tragtede ham spændt
»Nej, Doktor,« fagde han, ,,ikke for alt i Verden.
Hun var den sidste, jeg vilde lade komme her ind.«
Dr. Mackenzie bøjede sig frem og iagttog under
søgende en mein-n nsynlig lille Stopning paa Sengei
tæppet.
,,Hvorfor det?« spurgte han.
»Fordi vedkonincende Dame hat« et nebelt og leer
ligt Hjerte, der uilde vcere suldt af Medlidenhed Ined
mig, og Medlidenhed sra hendes Side vilde vcere niig
uudljoldelig Det vilde gøre mit tunge Kors saa tungt,
at jeg itse kunde beere det. Jeg kan bære Koriet, Dok
tor, jeg lnmder nnsd Tiden at komme til at brere det
som en Mand, indtil Gud giver Inig L ov til at lcrgge
det ned. Men dette sidste —- hendes Barmhjertighed
— vilde tnnge niig ued. Jeg vilde segne om i Merket
og aldtig He je mig niere «
»Im foisnnn det « sagde Dr. Rob venlig, ,,det er
altsan nimmt, hun skal ikke komme «
Han jad tun-J i nogle Minntter, saa rejsie han fig
up og fagdeL
,,Jncidlernd maa jeg ljenftille til Dem, Or. Dol
main, at Unsre venlig iniod Søfier Rosemary Gran og
itke gøre Opgaven alt for vanskelig for l)ende. Jeg tør
ikke sendo hende tilbage, da hun er antaget af Dr.
Brand DeSuden —- tcenk paa, hvilket Slag det niaatte
være for hende at blive afskediget efter at have tilbragt
fem Minutter i sin Patientd Brei-elfe, fordi — ja tcenk
en Gang, jordi hendes Stemme var ved at gøre ham
forryktt Staffel-s Seiterl At itulle møde frem for sin
Forstanderinde efter en faadan Afskedigelse Or. Dals
main, prøv en Gang ædelmodig oq nielvilk at sætte
Dem i hendes Sted. «
Garth tøvede lidt, saa sagde han:
»Dr. Mackenzie, vil De svcerge paa, at Deres H
skrivelse af denne nnge Dante var nøjagtig i alle II
keltheder ?«
»F skulle aldeleg ikke svcerge,« citerede Dr. M
med Salvelse «Jeg har haft en from Moder, Or. DO
min Dei uden kan jeg gøre noget, som er endnu behe
Jeg skal betro Dem den Hemmelighed, at den Bestrin
jeg føt gov, læste jeg op as Dr. Vrands Brev. Jeg et
ingen Autoritet i Henseende til Bedømmelse as Kais
der· Aaben tilstaaet har jeg altid betragtet Hunde is
Heste som mindre farlige og lettere at omgaas end M
der. Jeg satte dersor ikke Tillid til mine egne His
men foretrak at give Dem Dr. Brands Beskrivelse U
vil sikkert indrømme, at han er en as de paalideligs
Dommere i den Henseende Hat De set Fru Brandt-«
»Om jeg har set hende,« svarede Garth livlig. »F
jeg har mere end set hende, jeg har malet l)ende. S
De ikke Billedet paa Udstillingen for to Aar siden, DI
tor? Hun stod ved et Bord og ordnede nogle gule Rad
cisser i en gammel, venetiansk Vase, medens Solsttak
lerne spillede i hendes Haar«
«Nej, jeg saa det ikke,« svarede Dr. Rob. »Jeg et
sjælden at finde paa Udstillinger, men« — lian kab
de et spørgende Blik hen til Jane, som nikkede -—- J
skal sige Dem noget, Søster Gran fortalte mig netQ
at hun havde set det.«
»Herr hun virkelig?« udbrød Garth interesse-L
,-;Man trenker sig ellers ikte, at Søstre har meget J
gøre med Knnstudstillinger.«
,,Hvorfor ilfe deri« sagde Dr. Rob. ,,De maa h
gaa et Sted hen i Deresi Fritid De kan da ikke FU
med Nresen mod Butiksruderne i al Slags Vejr, bess
for da ikfe gaa en Tut ind paa en Udstilling. Desndes
er Frøken Rosemary et dannet Menneske Dr. Braut
fertalte mig, at hun var en Dante af FødseL vel oplyI
og intelligent. —- Naa, kaste, unge Ven, hvad skal U
saa gøt«e?«
Garth grundede taus. s
Jane greb fat i Kantingesimsen Hvor meget af
l)ang ikke af Garths Svarl
Tilsidst begyndte han at tale, langsomt og tøvendeI
»Du jeg blot kunde lade være at bringe deu
Stemme i Forbindelse med —- med den anden Pers-d
lighed Om jeg blot kunde blive sikker paa, gansh
sitker paa, at hun —- skønt hendes Stemme ligner des
anden saa Ualmindelig — at hun ikke« —- han holI
inde, og Janes Hierte syntes at staa stille. Hvad vilb
lsan mon sige um hende —- ,,jeg mener, at hun ikke I
det ydre lignede hende, som Stemmen minder mig ort
,,J den Henseende twtiker jeg, vi let kan betrle
Dem,« sagde Dr. Rob. »Sygeplejersker ved jo, at h
tnaa føje deres Patienter for at opmuntre dem. Vi I
kalde Søsteren herind og lade hende komme hen til SO
gen, og saa kan De lade Deres Hænder glide hen U
hendes Ansigt og Haar og iøvrigt overbevise Dem C
livilkeiGim elegant lille Person bun er i sin blaa W
og sit höide Forklcede.«
Garth brast i Lotter, og hans Stemme klang i
munter, som man ikke havde hørt den længe
»Hvilket latterligt Jndsald, « sagde han »Jet; I
aldrig kendt Magel Hvor har jeg dog været et Th
Jeg kan godt sorstaa, at jeg har overdrevet Ligbesx
Om et Par Dage eller tre vil jeg slet ikke mere Im
Mærke til det. Og —- hvad jeg vilde sige, Doktor —-e
lwis det virkelig kunde interessere hende at se dette H
leri — halløj — hvor gaar De hen?«
,,Det er ingen Ting,« sagde Dr. Rob. »Jeg sal
blot en Stol hen til Kaminen og tog mig den Fribed s
skænke et Glas Band. Det er vældig, hvor Deres H
relse er skaerpet. Saa, nu er jeg til Tjeneste igen. Hund
var det, De vilde sige om Maleriet2«
,,Jeg vilde blot sige, at hvis hun — Sesteren IV
ner jeg —- virkelig kunde interessere sig for at se s
Brands Billede, saa er der nogle Udkast til det iII
Atelier Hvis hnn bragte dem ber ind, saa kunde «’I
for-klare —- men det er sandt, Doktor, jeg har helt als-s
—-— ieg kan da ikke lade en fin, ung Dame komme II
ind, medens ieg er i Seng Men l)vorfor skulde jeg is
ogsaa staa op og prøve Deres nye Stol. Vcer saa TO
at sende Simpson lier ind og lad ham bringe mig mit
brune Dragt og den blaa Krone Gnd vreret lot-etf s
jeg dog i Erindringen kan se Farver og ved, hvorleds
de staar sammen. Trenk paa d- Ztakler, der er fis
blinde. Og vrer tillige saa god at bede Frøken Grad III
at gaa en an ud i Fyrreskoven eller op imellem Hilf
ne, eller maaske køre en Tur i min Bil eller hvilts sk
eller for Resten gere, livad bun har Lyst til. Bed henk
om at vasre ganske, som om hun var hjemme, men ist
komme her ind, før Simpson melder, jeg er frei-hig·
,,De kan ganske forlade Deut paa Stifter Gras
Diskretion,« sagde Dr. Rolt munter-t. »Da i Henseende
til at staa op, kkere Dalmain, saa drer lidt forsigtig i
Begt)ndelsen, fet at Deies Krcefter kan slaa til. For
Resten maa jeg sige, dei er inan Grund til at blivet
Zeugen leer-ger, lmisrs De ltar Wir-til at staa op.«
,,Farvel, Doktor,« sagde Gotth- idet han famieh
ester han-I Haand, »det ger- mig ondt, at jeg aldris
eil lunne tilbyde Dein at male Frn Marfenzie.«
»J« saa Fald vilde De komme til at male hende met
laaddent Honea sire Peter og de blideste Øjne i Ves
den,« sagde Dr. Rob, ,,og det mest tret-site og liengims
Hundeltjerte paa Jorden lnsende nd nf disse Øjne J
alle de Aar-, vi hat« vaeret i Hut-» Iammen, liar hun ais
drig nndladt at byde mig neltommeih naar jeg km
lijem, aldrig modsaat mig, aldrig sorlangt det sidste Ort
og aldrig plaqet mig for saa meget som sor en Hat
Jkke sandt, er lnm itke storartetl —— FarveL kcere Ven,
og Gud velsigne Dem. Pas saa paa, at De ikke ftødet
Dem. For Reiten skal De ikke blive over-rasten hvis its
paa Hjemvesen 7ra min Runde kigger herind igen sit
at se, livoroau De synes om Stolen.«
Dr. Mac:"en.zie aalmede Deren, og Jane git JO
løst nd for-an l)am. Jdet de gik ned ad Trappen, gab
han l)ende et Tegn til at folge med sig.
Da de kam ind i Bibliotheket, vendte Jane sig q
Og saa forfkeudc paa ham Han bød hende en Stol is
stillede sig foran hende. De lyse, blaa Øjne var fast
under de buskede Bryn
Wiss-I ; )