Ilereuce L. Batelayx
Rofcnkranscn.
Autoriseret Overscettelse as
N. P. Mai-sen
(Fortsat.)
Jsald De sknlsde masrske, at den gotde Doktor lsar
fattet Mistanke, tag Ilsani saa til Shde, Vis ham det
Brim, De shar med, og fortwl ham hele Sandheden
Men jseg antager ikke, »det vil blive nødvendsigt An
gaaende Patienten maa De huske paa, at Herelsen has
blinde Falk bliver useedvanliig skævpet Gaa stille. Giro
hain aldrig Lejligtsed til at Glive klar over, siwor høj
De er. Husk saaledes paa, at De efter min Beskrisoellse
umnlig svil viere i Stand til at naa en Bog oppe paa
øverste Hylde as »l)ans lhøse Resol uden at brnge en
Trappe eller Stol. Og naar khan begynder at staa
op, søg saa ait undgaa, at han kannner til at nickt-ske, at
De er lsøjere end han -selv. Det Ivsil sikkert ikte salde
Dem vanskeligt En as sde Ting, —l)an har sat sig i
Herreden sisden than blev blind, er dette, at han aldrig
visl røre ved nagen Kviiide. Hans Tjener stal ledsage
ham alle Vegne Det vislde ogsaa viere rann-lng Jane
at ungen, sont engang lsar trykket Deres Haand, ikke
skwlde kende den igen. Jeg raaider Dem dersor til, at
De fra Begyndelsen as ikke rrekler ham Haanden Dog
—- den aller største Vanskeliglsed er tilbage. Jeg tænker
paa Derecs Stamme- Er De OisJ paa, at hsan itke vil
L kende den?«
»J- dette Tilsaslde vil jeg tage Toren ued Herrn-ne
og De maa llsjaslpe mig. Tal til mig, saaledecs sdm De
vilde gere, lwsis jeg virkelig var Eøster Rasen-am Gran
og havde en Stemme som min.«
Doktoren sinilede og -l)egt)ndte:
,,M«in kære Bester dltosemary, De niaa ikke blide
anerraskeh hsuiI ivdr Patient sknlde dpdage en nicerkelig
Lighed ntellem Dei-es Ztemme og en ansden Dame-J
ssom han og jeg staar mer. For inig er denne Linde-d
i lssvert Fald paasaldende.«
«Virlkel«ig,« ssagde Jane »og maa det være mig til
ladt crt spørge, lwem den Dame er, lwis Stetnrme san
paasaldende ligner min?«
»Det er Freien Jane Elnunpinn,« sagde Doktor-ein
med det venlige Esmil, lsnormed lsan altid talte til sines
Etxseiklejeksleir »Kender Te Ik)ende?«
»Ja lidt,« svarede Jane, ,,men jeg haaber med Ti
den at komme til at Lende lsende bedre.«
Saa lso -de sbegge
»Tai, Densct,« ssagde Jane »Nu: vied jeg, lyvad sen
skal sige til imin Patient· Men, kcere Ven, lwor er det
skrcekkeligt saaledes at sknlle narre Gartls --— Garth
med bis-se skarpe, kloge Øjne, Eder aldrig var tisl at nar-»
re. Man jeg vil lhave Mod til at gennsemsøre det?« "
»Hois baade hasns ag Deres Lytkke ligger Dem paai
Hierte saa viil De det, kære Jam. Men nu Imaa jeg
bestille et Aærtanvabil til iDem, ellers skommer De for
sent til Middag, noget, sam Hertuginiden aldrisg vilde
sunne tilgive en Person, der kam til-bage sfra en Reise
omkving Jordan Og »in-is De vil sølge mit Nachd, saa
skal De sortælle Dei-es venlige, sornuftige, gamle Tan
te det chele — selvsølgebig alle Enkeltheder derude d Maa
neskiynet day-ver De so ikke at meddele —- eg spørg lhien
de saa, hoad hun mener ern Sagen. Hemdes kloge RaadJ
kan være as ster Værdi for os, sog Isenere kan De rnaafke
blivc glad ved Ehendes ijklp.«
De rejste sig sog saa et Øseblik paa l)ina-n«den, saa
sagde Jane Wet:
»Kerl-e Deyycb De har altid været saa god og tro
fast overfsor mig. Hvad der end ster, saa vil jeg altid
være Dem tasknemmelig.«
»Ti «blot stille med -det,« sag-de Doktoren· »Naar det
dreier sig am at atfsbetale en gannnel Gsælsd, saa er der
ingen Brug «f-ar Taknemmelsighad — J Mvrgen lhar jeg
ikte et eneste Øjeblik fri, sog i Overmorgen er jeg sog
saa omtrent optaget. Men vi kan spise til Alsten samtnen
paa Euston Banegaard, sog saa süal jeg ssørge sor, at
De Hammer gsodt as Stad. Toget gaar Kl. atte. De er
i Aberdeen Oed syv Tiden naste Morgen og naar Gle
neesh ved Frotossrtid Køreturen i sden friste Morgen
lusst med» den sdejslsige Udsigt saver Dis-jene og Genuas-er
ne vil gøre Dem godt. —- Tak, Staddart, Frøken Eihaut
pion er 1parat, nn konnner vi. Halle, ««Flower! Se engang
derap, Jane —- «der staar Flawer, og Der-Eis dg Vldssom
hænger nd over Gelwcideret sog Vaster Dynger as Kys
ned tilDem. Ja, Zlodem De amtailste, vil twk freut-bringe
en sand »Herrens .«.dave Gud vcere med Dem, kære
Jene. Naa, læn Dem nu gadt tilbage og træt Sløret
ned. Maa, Idet er sandt, De bcerer ikke Slør. Uhyre
klogtl Hans alle Kviivder sulgte Deres Etszsempeh saa
vilde Øjenlægerne blive forarmede Naa, men lcen Dem
godt tilbage, ssor De maa ikke ses. Dust paa, man trat-,
De er i Kairo. sOg sinkst saa sogsaa — saa lidt Bagaga
sont nnolig, ·det brnger Sygevlejerskernes Og saa et start
R. G- paa Kaiserteki.«
»Tak, kære en,« sagde Jana ,,De tænker da ogsaa
paa alting.«
»Zei; tcenker paa Dem,« sagde Doktoren
J de sivære Dage, der kom, var det ofte Jane en
Trost at mindes disse Ord asf hendes Venz
——..
XVlL
Sjster Rosemary Gran.
Sester Rosemary Gray var antannnet til Glenee"l).
Da husnstad inted sin Kakier paa den lille Landsm
tipm s de Dis-un en Følelse sont am hun svar faslden ned
sra - rne, sog lkxwde efterladt sin egen Verden og sin
egen Personlighed «paa en sllee enden sjern Planet.
Foran Stationen ventede et AsntsomesbiL dg »du-n srvgs
tede et Øjeblik lim- at Ghawseuwi sskulrde ten-de hende
Men shan sad som fastnagslet til Siedet wden at skænke
ehopetden ihewde eller her-des Vaaage nagen Opmærbssoms
heh. Den ene var io tun en Syaeplejeeslke sog den ansden
have en passiert Og Osar ham sunde disse to Ding »am
trent viere det samme. Det var blet to Westen-de han
-
hiavtde saaet Besalan til at bringe til Gleneeßl). Han sad
sblsot og Isaa lige ud usbevægelig sosm en -Ss-ints, nredens
en lanigssom og verrdig Drager «l)jal«p Jan-e da -l)-endes
Bagage isnsd i Autonvobilets Hun gav Drageren en Drit
«keskil«lsinsg, ederjnsogenlnnde kunde spat-e til Kossfertengi
-3størrel·se, -og-i isasnnne «qu sbevæg-ede—Cl)auseuren LDann
den, stille sog præeig sont en Masstiine og de s«o’r as Sted
nid «i det aaslme Laswdskab sin-n into-d Heilandet
Bei-en førte over en Hede og isordi graa Fiel-de
sog derapcra slangt ind i et bølgenide Højsland, aabent og
etkssonit. Her thamde Jane endnn insere Esel-elfen af, at
nun var faldsen ned i en anden Werden Men den slille
Ting, at Tjeneren ikle Ihsilste paa Wende nied sannne Ær
bedighed Isam «hun var vant til sfra de nnder-ordenede,J
havde gsivet Il)ende en ungderlsig Følelsse af Zifferlised i
sin nye Rolle.
Hun ihavde sossite hart Garths ganrle Zlot der soPpe
i Norden onitalt — en Arv frsa shans Maders Familie
Itnsen shun shaode dog aldrig troet, at sdset laa saa malerisk
smnkt eller Var ssaa »Wenn-reiche Da de størte hen intel
leni Højemy sog sde graa Taarne med de pragtfnlde Gran
«swve i Vsaggrunden koni til Inn-e, var det, som sont shun
knnde høre Ganths unadoninielige Stein-nie l)i-n Ding
nnd-er Egdertrceet paa Ouerdenez »He sstsnlde se en Uds
ssigt oppe ifra sDerrasssen —- lige ned ii Bier-gkløfst)en og
lasngt ad ever de rnørte -Høje.« Hsun hustede ogsaa, hear
ledes «l)an ssnisilende tyawde talt sont at isndbyde Hertugs
inden og andre Venner Hnn -l)avde tasntt vsaa tidt paa
idette Vesøxh og hour aanske aiidierledes Var sdet nn ifkse
qaaet Nu laa sl)an, Eseren af al Zkønhed, derinsde, bslind
»du «l)sa"lpeløs:s, oa slnm kørte ind gennem Ziotdetsz dejlige
sPortaL nkendt ass han« nskendt af alle sde andre, soni en
ganske alncindelsig Sygenlejersle —--— LWOrledesJ vilde det
man gaa? ,
Barth Dalmainis Tjener Sinn-san insoidstag fiende i
Dørem og atter var en ny Fare overstaaet. Han Var
fersl for tre Llar sidsen konnnet i Gartljs Tjeneste ag
»l)a«nde ganske siktert aldrig set «l)etrde. Jan-e saa sig oms
trina i den ganrle Entree paa den hienilige Mande
Inan plejer, nsaar man sørste Gang træder insd i en af
isinse Venners Hieni. Hnn betragtede den nirderlige store
Kainin eg ktievircsrne paa Vaiggene Men i det samme
betnasrtede hun, at Zimpson stosd oppe pasa den brede
dTrappe og ventede paa l)ende, og lnin fulgte med· Oven
for Tranpen sblev Ihun modtaget saf aanile Margary.
Hnn behøsvede ikve at Ehwve fbemaerket «det sorte Silkefors
klcede, Iden lyvide Brnstdng og de lilla Huedaawd for at
dlive klar over, at det var Garths gamle «skatske Has
beswreriwde «og mioderli e Wen-inde, ider itod der. Et Blik
spaa ldet soenlige, wirkeng Ansiigt, »der bar Spur Wade
as Sundhedens Farve og fremrykket Alderdonc, var nok.
Hain bød Jane Velkomimvn sog satte bende sind paa heades
Værelses Den gamle Winde viste lhende en saa kcerlig
Ontilnn at Idet svar nahen-dart, at hun gsjorde alt, fior at
sden nye Sygeplejerste tsknlde ifølse sig ihjemme Men over
lhendes milde Anssiat «baa »den ssanrme Sorgens Sky, som
khvilede over «hele Wet. Hirn kaldte Gerede »Ser
Gray«, sog Vdsenne Titel gentog hun si Slutningen as ihver
Sætning og med en saa Ihred Iskotsk Arke-tm snurrensde
Pan r’et, at -det sfrydode Jane Dir-n shavde tden imderlisgs
ste Lyst til at siige: «Min leere, gamle Margery, «l)vor
er jeg glad ved at sksulle vcere samtnen med Dem« Men
lykkeligvis Vom ihnn øjebliskkelig si Danker som, at en saai
dan Vemærkning, som kunde være passende, ihr-is Fra
ken Jane Man shavde wdtalt Iden, viltde klinge siom
en anmasssewde Fortroligihsed sra Søfter Rosenmry Garys
Lreber Beskeden fulgte hun med insd si det prægtige
Værelse, Ider var indrettet stil ·l)etrde, idet ihsun udtalte
sin Glcede over, hvor hyggeligt det saa ud. Da hnn havde
besvaret nogle Spørgsmaal angaaende Reisen, sagde hun,
at ikkun ivilde mre glad ved at saa noget at spise samt
bad oin at maastrte Ifaa et varmt Bad, Ewis sdet liod sin
gøre
,- Begge Dele than-de Jane viaaet, og hun stod shesnne
wd Vindnet i ssit Vcerelse og saa ird sover den dejlige
Egn, sidet lnm ventede paa, at thegen stulde komme og
tage shewde med sind ck Garths Vcerelse.
Hun bar SIstevdragC samt slyvidt Forklcede med
store Sommer Og hun havde taget »den lil«le, sklædelige
Kappe paa, soin sbruptses paa »den Anstalt, ljvor hun i
sin Tisd lhavde slcert Sygepleie. Diet var ikke then-des
Mensing at sbcrre denn-e Kappe senere, men lved dette
ssørste Mode need Dr. Maekenziie vilde -hun gerne be
styrke det Jirdtryt shos «l)am, at hun var en svirkelia
Engeplejenske Det var shende lidt ipinbigt at lregge
Markte til, at ihnn i denne enkle Dragt syntes ewdnn
liøjere ensd ellers, scønt hnn ingen Hæle thavde paa sine
Sko, sor at knnnse aaa mere lysdløst Hendes eneste
Haab nar, at Deer lxande bedømt Dr. Mackenzie
rigtigt ·
Hnn saa en Vogn skonnne Eben ad Besen langt
dorte. Der sad en Herre i den —-— sairdsynliasvis Liegen
Den afgørende Stirn-d var komm-et.
Jane saldt «paa Fisan ved Vinduet og dad Otud um
Kraft,’V-isdotn og Mod. Alt syntes at ligge sont en
Taage onrtving «hende. Selv Garths dyrebare Ansigt
var ligesom nistet nd, sinnt lsun anstreng,te sin Hure-In
kommelfie for at ssastholde hans Trost Dei enesny der
var ganste klart sör shende, svar !dette, at ihun atn saa
Minnstter vilde blive sørt ind i det Vrerelsse, ilyvor lJan
laa. Hnn vilde faa ddet Ansigt at se, sam hun ikte
hat-de set, lsisden lhun sog Dal skiltes si den bille Kitte,
det Anisigt, over Ihnilket der den Gang havde sbredt sigI
i
et Sler as bitter Skusselse
Dist einige ELys samstraale
Marien ssom gør mig blind.
H-« n.vil«de se dette kære Aar-at slworimod l) a n,l
Thendes blinde Ven, ikke knnde se llyendes til Gengreld
»ja iskke engang vilde «faa at leide, at det svar ihende
i Vogsnen sbøjede ind si Parteit, saa den sitte loengier
tin-de seg.
Jane reiste sia ag Gletz smaendeii spcendt For-vent
nina ledfelig nrindedes thun to Swtntlniger sra sin
Samtckle med Deryck. »Hm havde sagt: »Man jeg visll
lhasve Mvd til at nenneme dess« Og Deryet hat-de
svaret i en ssaa aloorlig Tone: ,,Hvis bocrdse Indus og
sDeres tLtjlee liWer Dem paa Hierbe, saa evil De det
»kære Jan-e.«
Det bankede paa Deren, sog Jene gsik shien og
lustkede cden op. IUden lfor stosd Sinn-Ihn
»Dr. Masetenziie er -i Bsilrliothekseh Sester,« sagde
than, «.og «l)-an ansmoder Dem som at komme der nied.«
,,De vil nok være saa oenlig ast fsøre mig der ned,
Hrs Zimp«sion,« lsiagde Stifter Rosemary Gran
XVIlI.
Napoleon.
Doktor Robert Macbenzie eller som -l)an nielslein
Venner bleso kaldt: »Dr. Rob« eller ,,Ganrle Robbie«,
stod paa Bjørneskintdstæppet for-an Kwrninen aned Rog
gen til Jldein da Jane traswdte ·i-nd. Hun see-d sovevfor
en lille, tætbysgget Skikkelsse med Holldninig som en
thospoleosn —- ssmach sininkle Ben lplanitet vidt sra hin-z
-an«den, Armen-e sooer Kors paa Brystet, og Slkulsdvenes
i Vejret — hvad der uviilkaarlig lsod sen ventse: et løftet
Horn-T en Hud shioid »som Eisen-dem ien vorn-erst Riese-,
trastfnlde Kceber og sum-de Lieben spresgset samtnen i
sselobeoidsst Kraft — J Stedet ssor saa man et redh
fregnset Ansi·gt, en opadbøjet Riese, en brsed DobsbeltlJage
og gra—at, hcengendse Dreck-stieg
Det eneste iniponerende si lxasns mærskelige Ydre var-i
de !starpe, dlaa Øjne, der næsten sfsorsvandi inde uns-der
sde bnskede, røde Vryn, slworfra sde gslimstede en i Mode’
sont et Par stinnende Tyrkiser, saa vsnarst Von saa for-!
stende paa sen. !
Jene »l)sas-vde iikte «været sum-merk med -l)a1n i to Mi- s
nutter, sør hun into-de -oP-daget, sat naar lhans Aand ar- l
sbejdede var han ssuldstasndig sosm borte sra Legetnet,
lsaa dette osntoniatisk kunde foretage sig de sielsonrsie
Ting, usden at han lnrode nosxen Anelsse der-one Det
gik soin et Ordsprog blandt hans Venner: »Ro-lsb«ie kan
tygnc en halv Ines Penneskaftser situ, Inedexks Dr.
Mackenzie n«dta·ntser en eller amden sfortrinlig . ecept.«
Da Jan-e tro—a"dte ind, stod Thon sog sstirrede ufraoent
i et Bren, som shun isnstisnktmcessigt anede var sra Der-yet
Du lmn ensdelig saa op, bemcerkede hun, at hsan «fo’r
smnmen sein as Ooerraskelse Han aabnsede Munden ssom
for ast sige n-oget, og Jane kom til at tænke paa de tamme
Gnldsisk pcm Qoerdene, sont kom soip til Oversfladetn naar
»Hertngsinden tmstede Brødkdummer i Vandet. Han gao
sig atter til at stirre i Breoet, og Jene følte sig uvil
taarlig ssom den Krumme eller rmaceste rettere den Ka
mel, som han ikke kunde sluge.
Medens Ihun svod sog iventede i ærbødiig Tcwshsed
»f-o’r Deryccks IOrd sberoliigenide sigennem hendes Sind:
»Hans Ade ais-beider liangssiomt om ewd sibkert. Naar
lmn en Stund hat betragtet Dein, vil than blot være
tonnnen til den Overbevisnsing, at jeg iklie hat synderlig
megen Sonnen-d Paa at besdømmse Minder-«
Endelsig lsnstede den slille Skikbelse spaa Kamnrtæps
spet Øjnene igen sog san op paa Jan-e —- ak, Ehvor ihøjt
hosn ntaatte se i Beide-L
,,Søst—er—?« sagde han spørgende, og Jane syn
tes, hans forskende Blik lignede et lille Stykke Berliner
blaat i en Heftat
«Rosem«ary Gray,« sparede Jan-e si en web-die
Tone, idet hnn var tilrnode, som naar de indstuderede etl
Stytste paa Heerden-e
»Ja vel,« sag-de .Dr. Mart-anzie, »jeg tæntte det.«
J sank-me IØjeblit Ibsegiyndte than at stirve skarpt spaa ;
et Treppe i den anden Eane df Værellset, gik saa wærs
over Gulsvet sog tog et Stran, Ider var breetket of en
Treppe-Post gik til-bage til Kommen iog ng ssig til crt
unsdersøge Idet med uihyre Grundig·hed, htvovefter han stak
det sind isniellem Tænderne og begyrvdte at tygge paa det.
Jene stosd og grnwdede soöer, lyvad der var mest
torvekt at sgøre und-er et Jntewisetv af den Art, sidet
Dobtoren hverken selv satt-e ssig eller opfordrede den-de
til at gøre det. Hirn ønstede Ihnnhavde spurgt Deryct
oni det. Og dog —- han lhavde Oel sckfvist Spørgsmaalet
siom overflødigt Det sfiørsste, than niemlig attitd selv sagsde
til en Sstygenlejerske naar hsun traasdte sind, var -dette:
-,Kære Sester -saa eller swa, maa jeg bede Dem tage
Plast. Mennester, der stal sstaa «saa meget som De, man
svirkelig we sig i den Kunst at kmme sidde, saa ofte der
gives Lejsliigslnsd.« Men den lille, fimstaarne Stiftelse det
paa Kamintceppet var ikke Demut
Jane blev saltsaa staaemde sog sventede, alt iinedenss
lnm betragtede Straaet, der loippede op og ned og »bl-ev
kortere og fort-ere. Da det endelig var siorsvundet, be
gyndte Dr· Robert Mariens-je at tale igen.
»De er altsau stsonnnet, Sester«Gr-ay,« sagde han.
Heer var ldet sandt —- en Stottes Hierne arbejdede
lanqssomh tasntte Sinne, Insen shnn sfølte sig tastnsemlig,
sdrdi hun nnrrtede paa den Ton-e, ilwori Doktoren talte,
at han tog intod hende nden Jndvewdi-ng· Og hun føslte
en nsigelig Vettelse «oed at være sri for at sknlle betro
denne underline Mand Hemmelsiglhedem ider hvilede over
hendes Person og Gerning her. f
»Ja, Or. Doktor, jeg er kommet,« sag-de hun.
Jsgen lang Baue-ind, hsvorunder en Nest af Straoet
atter totn til Syne og sorsvandt igen Saa sagsde Dr.
Maokenzie: »
«J-eg er glad oed, at De er kommen Bester Gray.« !
»Ja-g er glad oed at voere öommet, Or. Doktor,«3
sag-de Jana idet hun nassten ventede at ihøre Hering
indens »Ha, ha« fra Kulisse-me Den lille Kontediie lsor
løb programmæssig.
De nieste fein Minutter var Dr. Mackenzie beskæfi
tinet med noget langt dorte. Sau sosendte lsan sig plusds
selig om into-d l)ende, sog hun moevbede Glimtet ssra to
stinnende Tyrtiser gliide hien over lsit Ansigt som Blink
fra et Par Lyskastere, og Doktoren begyndtie igien at
Oele-« Denne Gan-g Ihuvtigt sog smed en stcert Snurren
Paa r,erne. — «
»Wie jeg forstaar det ret, Freken Gray, saa er De
sewdt ihertil mere -for at Væve Patienten til Hjælp sjælei
sligt end fsor at Pleje hans Legeme — Nei, De bebt-ver
itte at gsitve ewig wogen nærnære sFoVkliaring. Dr. Brand
tm focklaret alts Det er W Reaept til Patienten, og
jeg biwiger ihans M, ja man jeg WOR- ot
-føjse —- jeg beanter dens .Jngvodiensfer.«
Jane igjorde en shøfliog Bøjning.
Doktoren gik hen ti«l Bordet ioig igaO sig til at D
tderstøgse sen gwmmel Blækkbat Vod Sssden af lau s
Draabe styvknet Stern-in Den skrasbede han Mehng
crf used Bonumetfingeren og stog den med tislbage til .
Htrinsen Fonsigckig lagde han den iwd paa Kullene soq h
Ttragdede den undevføgende, medens iden -smeltede og fiv
«"ssoandt. Sau vewdtse ihan ssig osm mod Jasne sog m—
»den-des harnnfulide Blsi«k. Men ban fsckgde Eblot volkst:
» «Jseg trenker kfor Reiten ikke, ider er megset ast is
»f«øjse angaaensde Behandslinsgem Fristen Gvay. De I
sinkert mosdtagiet nøjagvisge Jnsstmktioner fra Or. TI.
Brand. Hovedsagsen for Tiden er at faa Patienten I
at interesserse fig sfor den ydve Ver-den igen. Mennefkttz
der pludselig blsisoer totialt blinde falldet j-o fom W
«i den Fri·stsel«se at Lukke sfiig inde i sderes egen, W
Verden og udelukkende leve i Fortiden, i Erindrinqexi
Jndbisldniingem den eneste Ver-den, Ihvori de «an at si
kan se.«
Jene shavde begynsdt at lystsde —- spændt sog is
teresserset Hqu tun-de mactske dog, naar alt kom til alt·
lsære noigset saf denne mærkeligse lille Scotte, tænkte has.
« Om .-l)sun dog sbslot kunde hsolde hans Opmcersksocnhd
sra Sstrsaa sog Blcefplettcn Der-for faglde hun:
,,Hr- Doktor! Fortæl mig trog-et meve.«
»Ja, sdot ier Vawskelighoden fsor Øjeblikket,« M
satte Dr. Mackenzsie »Det synsesj gsansskie umuligt at f
"l)a«1n til at interesse-re sig for den ydve Verden Han A
kka miodvagse Bsesøg crf nogen, og han bryder fig D
oIn at dort-, hoad der staat i Brevene, der ligger stil has
Der gcmr Time-r il)ien, uden at han Tiger et Ord. Zkuik
han ønske at talie med mig alone, na-ar ivi bieggse er hol
hanc, saa fsorlasd Wke Værelsset. Gaa blot hen i en Kro
wf Værelifcst og bliiv der. Jseg oil netop gerne, De M
horch at han gosdt fan tage sig sammen, na·ar yan vis
Som sagt, Deres Hovcdopgave, Zøster Gray, vil vckt
lidt after lisdt at hjwlpc shain til at lseve jgen —- s
Blindd Lin, det cr sandt, men derfsor ifke nødoendik
sojszi et uvirkssosmk iog vindhoLdILiissst Liv. Nu da Saate
snart er lasgtcy ban hsan godt stasa op og spasdseve os
kring i Værelxjet for at øoe «fig i at find-e Viej soed Hjash
as Hur-elfen og Føbelien Han er jo sen Kunstwerij
sog fkønt han aldrig kan komme til at male mer-e, f
er der dog mach-e andre Besfoeftig«ebsser, ssom soil kun
sgive sLiivet Jndhold for en ifaadan Naturs«
Han haode øjensyntisg faaset Øjse paa en eller ande
Plet et Sxed «"1 Vcerel«set, og Jane var Dis paa, at h
oiilsde gaa Iderihsem da han pludsfeljg vensdstse sig om M
Ihende, hurtig 'siom et Lyn, sog fagde:
»Kan lhosn -fpislle?«
Jane var dog paa jin Post ogsaa overfor Wandel-«
Overrumplingser og ssvarede roliigt:
,,-Dr. Brand Ihar sikbe wdtalt fis om, shoowidt st.
Dcrlrwain er msxusiskalsk eller ej.«
,,sSaa maa De se at san opdaget det,« sag-de Dis
oor-en, sidet than isgen antog jin sNiaIpolsooniHsolbniww Os
— hvasd jeg soilde «fi-gse, Soster —- sspilsber De ·selv?'
»Ja, en Smube,« ssvarede Juwe.
»Og isyngex sog-san sen Smube — ikke?«
Jan-e niköedes
»Ja vel,« sagde Doktoren, «jeg vu dsog paa s
sbestomdeste raade Dem til hverken at «sijle en W
soller fynsgse sen Ssnvule fsor Or. Dalmain Vi, siom kan f.
kan nak diwlide nd at høre Falk spillie ,,en Smulie«, fors·
vi kan ’f«e as onI sog tcenkie paa ansdre Ding. Men for U
sblindt Meintest-z ag sti«lmed for en sfølfsom Kunstweer
tundie et saadant Efkspersinvent Oblhvse farligt. Det M
gøve ham hebt Iforrtjkh Og det maa vi iikbe rifibere B
gør mjg ondt, am jog har lforieksommet iDem näh-stig, m
Henfynset tisl en Patients Vel nIaa gaa fsorud fsox als
andve Hect"syn.« -
Jan-e -smibede. sHun begywdte at kunne lide Dr. Ros
,,Jeg ssskal slsvoe Dem, Hr. Doktor,« Osagdse hun, «
j-og Ihvekken sskal Isynge ewer spilslie fsor Or. Dalmain.' -
,,sGo-dt,« lsag-de -Tr. «Mackenzie. »Men derbmosd s
der nogot, Dsom jeg vil raade Dem tsisl. — Se at lob
hain Lnsn til Sklave-ret- Ansbrisng iham «paa en fobid SU
saa han kan jøslcs sig sdkkiey og iköe paa en af disse vak
lcnde Drajestola Wr et ljllc Jndsnsit under det midttts
stc C, fasa ihan lset san finde M. Og latd ham male i
Toner- Thsvad »der bor i nun-I chel. Det oi-l beskceftist
hant ·i Tinnevisz iug i lyøj Grad opliive darn, sskal De ie.
Hvis shan «da er missikaslfck og tan «fpi«llse noget. Qg di
gaar j-eg vud fra —- da dier i«kbe er nagen af disfe as
derne Mesanjkandrietninger paa hans Instrument J
;l)"vc-rt Fald bør than fsorskaanes for idisfe Methoder ell
Eyfteniscr, man hiar opfundet for Blinde Blut et list
Jndsni-t pasa Trwværket under det tnisdtcrste C, saa has
skntrtiig kan finde det, ssaa findet han let de andre Tap
genter. —- Ha, cha! Mc saa tsoskdssct fundet paa as es
Ekottse l)svad, Søstcr (851·ay?«
Janc Inn-de ika le, sfønt hun astter haudc en Zi
nsbe sont stad Hertnginsdon i Knljssson og lo og klap
Podc· Det var ingcn Konto-die for lnsnsde « at foreftillt
insg Garle hienduö blinde Narrn siddende ved Insta
ntsontct on føle fig for nnsD Finnvenc for at finde del
lillc Jndsnit i Tangcntcn —--— Hnn syntuis næstem hu
l)avdc den lillc, hierieløsc Mand, der knan tale saa M
og fpøsgcfnldt unt-en Sag sont Garths BLL Dich
»Naa, men, Søfter Gran,« bcsgipttixq Dr. Marte
zie nvcntet, »d«et førfte, der liggscr «, ier at føre Das
ind til Patienten« -
Der nar, sont alIt Mode-: ;· un Gang veg bort its
Jan-es Anf-ig«t iog ftrønnnodc ..i Hjiertcsh Ifaa l)1nr-«na-stes
kuwde hsøre dct sma. Hm blau doig staasendse rank, III
om intot svar Paa Faer , og ventede EIva
Dr. Mackcnziv 1·ingsede, ag Simpfon traadte ind
»"Brinq on »Ja-fiel S«herrv, est Var Glas-, ·og lis
Bisc.nits,« Dr. Rob. «
Einwian .fiors.va»n«dt.
»Ækle Sllkennioffe,« tcenktcs Jan-e. ,,«Vin Kl. elliove U
ForncsiddaMn.«
Dr. Rab ftod .-og vDenke-da-.i1dsat than tygqode Msk
paa ·fi-t mch Ordensng W ftiirrede fovfkensde sud ad MI
i duct.
(W.) z
,