Det, der besagt
ssr Iuds Ord bestaar evindelig.
Gi. 40, 8.)
Appftelen Peter.
(Fortscettelse.)
Næste Gang, vi nieder Peter, er
i Kap. s, hvor der fortaslleö um
.Diakonen Filipgs Mission i Eania
ria. Da Apostlene i Jerusalem bør
te, at Samaria havde taget iinod
Guds Ord, sendte de Peter og Jo
hannes til dem.
Dis-se lagde Hienderne paa dein,
der havde troet og var bleven dedi,
og de fik den Helligaand Blandt
dem, der troede, Var der en Simon
sont før havde drevet Troldmniskun
stets da lian san, at den Helligaand
blev givet ved Apostleness Haand
paalæggelfe, bragte lmn dem Pen
ge og fagde:
»Giver ogsaa mig denne Magr, at
livem jeg lcegger Heenderne paa,
han maa faa den Helligaand.« Her
træder Peter frem, tager Ordet og
siger:
,,Gid dit Sølv maa gun til Grun
de tillige med dig, fordi du niente
at kunne erhverve Gnds Gane for
Penge. Du bar ikte0 Tel eller Lod
i dette Ord; thi dit Hjerte er ikke
ret for Gud Omvend dig derfor
fra denne din Lndskab og bed Her-—
ren, om dog dit Hiertegs Paafund
nmatte forlodegidig Thi jeg ser,
at du er ftedt i Bitterdedss Golde
og Uketfoerdigheds Lcenke.«
Peter genneskuer Troldmanden,
og han er itte bange for at siqe liam
Ecmdheden lige i Anfigtetf
Næste Gang findet vi Peter
blandt de bellige i Lndch, hvor
han helbreder Aktien-z en Mand,
der var veerkbruden og liavde lig
get til Zeug-Es i otte Aar (9 Kap.
32—34).
Herfra er det, han lientes til
Joppe, hvor Tabitha, der havde vcei
ret saa rig paa gode Gekninger,
var ded. Da Peter er kommen der
hen, og de har fort ham op i Za
len ovenpaa, hvor den tære afdøs
de laa, hedder det:
,,Men Peter bød dem alle gaa
ud, og han faldt paa Knæ og bad;
og han vendte sig til det døde Le
geme og sagde: ,,Tabitha staa op!«
Ren ihun soplosd sine Øjwe, og da hun
saa Peter-, satte hun sig op. Men
han gav hende Haanden og reiste
hende op, og han kaldte paa de hel
lige og Enkerne og fremstillede
hende levende for dem.«
Det er Herrens undergørende
Kraft, der viser sig gennem Peter
men ban hat Tro til at modtage
og benytte denne Kraft til sGuds
Ære og til at tjene Mennesker.
Endnu et Par Steder i Ap. G.
meidet vi Apostelen Peter. Det me
fte Sted er i 10. Kap. Det er et
meget vigtigt Sted, da det gælder
Guds Riges Overgang til den store
Hedningevetden
Peter er endnu i Joppe En ro
mersk Høvedsmand i Kcesarea, Kor
nelius, en from Mand, der fkygi
tede Gud med hele sit Hus og gav
Folket mange Almisser og bad al-«
tid til Gud, fik Tilfagn om at sen
de efter Peter-, han skulde sige ham,
hvad han fkulde gere.
Kornelius sendet to af sine Has
folk og en Soldat for at hente Pe
ter. Men medens disse var paa
Bejen og nærmede sig Byen, steg
Beter op paa Taget for at bede
ved den sjette Time. Og han blev
hungrig og vilde have noget at spi
se.
Men medens de lasvesde det til
kom der en Henrykkelse over hom.
Hatt faa Himmelen aabnet og no
get, der dalede ned, ligesom en
stor Dag, der ved de fire Hier-net
scenkedessz ned paa Jorden; og i
denne var der alle Jordens firføds
dede Dyr og krybende Dyr og Him
melens Fugle Og en Rest sagde
til hom: JStaa op, Peter, slogt og
ter var, og Aanden siger til ham:
»Se, der er tre Mcend, som søge
ester dig; men staa op, stig ned
ug drag med sdem uden at wivlez
thi det er mig, soin har sendt dein.«
Peter melder sig til Mcendene
og spørger dem, hvorfor de er koni
msen. Da de saa har sorvettet der-es
Ærinde, byder Peter dem ind og
herbergerer dem, og nceste Dag dra
ger han med dem.
Her har vi saa en underlig Be
kendelse as en Hedning og nok en
Tale af Apostel-Im som vel i og for
sig var værd at standse ved (tag
og lces dette skønne 10. Kap. as
Ap. G.).
Vi skal kun lægge Mærke til de
klare Toner i Peter-s Forkyndelse
Hans Tale her er sorskellig baade
sra de to til det jødiske Folk
og fra de to til deres Ledere
«Men den korsfæstede og
genopstandne Jesus as
Nazareth er altigevel Hovedsind
holdet af denne soin ai de andre.
Men her begynder Apostelem
Jeg sorsiaar i Sandbed, at Gud
ikke anser Person«-: men
i hvert Folk er den, som srngter
ham og gør Retfærdigl)ed, velbe
hagelig for "ham« og han ilutter:
»Dein give alle Proseteriie det Vids
nesbyrd, at enhver, soni tror
paa ham, skal saa Syndernes
Forladelse ved hans Navn.« .
Han behøver her ikke at tale til
sine Tilhørere som dem, der hat
dømt eller korssæstet Jesus-, og han
er bleven overbevist em, at Hed
ningesolkene har Adgang til samme
Frelser som Jeder-ne
Begyndelsen af il. Kap. slutter
sig nær til 10., idet der her (1----iR
V.) fortcelles, hvorledes Peter sor
svarer sit Forlwld til Hcdningerne
at han ikke gik paa egen Haand
men efter Guds Anvisning i Sy
net iwd til Kernelus
J 12. Kap. fortcelsler Lukas, at
Kong Herodes lod Jakob, Johan
jnes’ Broder, heitrette med Svcerd
og lod Peter scengsle, men Herrens
Engel udfriede ham paa underlig
Bis om Ratten, meu Peter drog
fra Jerusalem til Kæsarea
Den eneste Lejlighed, ved hvils
ken vi endnu møder Apostelen Pe
.ter, er Apostelmsdet i Jerusalem
(15. Kap.) Det gcelder Anerkendel
sen as Apastelen Panliis's Ger
ning blandt Hedningerne Her har
vi følaende sksnne Ord af Peter:
»F Mænd, Brsdrel J vide, at
for lang Tid siden gjorde Gud det
Valg iblandt eder, at Hedningerne
ved min Mund skulde here Evan
geliets Ord og tro. . . og han gjor
de ingen Forskel mellein dein oa
os, idet han rensede deresz Hierter
ved Troen. . . . Men vi tro, at ni
blive frelste ved den Horte-J Jesn
Naade paa samme Maade som og
faa de.«
Sinnes-,
-s---——.-cs.-.- — - «
Et Var damit Bogen
s)
Man kan kun glcrdc fjg over, at
den religiøfc Litteratur, der udkom
mer i Tanmark i on Grad sum
maaskcs nasppcs nagen Zindc tidlj
gere ikke blot fuldt nd smar paa
Højde med, bvad der i avrigt sfris
Ums paa Dansk, misn indogsaa gi
lver hele Perioden sit Praskx De re-.
ligiøse Forfattere bar forftaacst atT
fange Ungdommens Øren og des
uden givet vægtigc Bidrag til at
bryde den Encvælde, dct litteræke
Zritænkeri udøvcde i saa vide Kred
se.
Jeg har tidligere omtalt Ri
cards Forfatterskah og skal her blot
suinde um SkovgaardsPcters
sens store Verri: Menneskei
skikkelser. Bibelske Karakterer
(J. Frimodt), der i fin Art er ene
staaende. Denne Forfattercr hat
fkrevet mange større og mindre
Bsger af betydelig Vcerdi, bl. a.
Ungdommens Bog, der er et iandt
Mennefkeværh men der er dog mep
pe nagen, hvor hans færlige Evne
til Sjælefkildring lægger sig kla
rere for Degen end i dette start an
lagte Bearb der, naar det fokeligs
set assluttet, vil omfatte Stildrini
gen If over html-rede bibelste Per
sonen videve skiIdrer det ffrewde
Træk i hvert as Mikelivets tre
state Assnit: Mennestecivet paa
Syndens Jord, Menneskelivet —
lem Dsd vg Dom, og Menneiielivet
i W, oq Witz Isivesden en
W as Minnen-W
en Mai-harmoni, del- et Sok
spg paa en Kriftuspsykologi (som
den kcndte Pædagog Stanley Hall
her i U. S. nylig bar forsøgt i et
ftørre Inbede ——, J Sandhed en
Kcempeopgave, soni kun kan leises af
en Mand, der sidder inde med et
dybtgaaende Bibelkendfkab, rig
Fremftillingsevne og bøj aandelig
Kultur
Det er saa fint og rigt et dansk
Zprog, sont kun en Digter kan for
me det, man findet i de allerede
foreliggende fire Bind. Zorn knn
fna besidder Forfatteren Evne til
at fremdrage Gudsordets Sksnhed
og lukke op for dets Rigdomme,
saa den hellige Skrift bliver soin
en ny Bog for Linse-ren
Jseg vilde ogssaa gerne henslede
Opmcerksomheden paa en lille Bog
der i Damnatk er bleven meget
liest, navnlig af Ungdonnnen og
sikkert ogsaa kunde lilive til Vels
fignelse for vor danske Ungdmn
her, neinlig Aancssz Lethe, ei
Livsbilledm udgivet of Hans
K och (Lobse.)
Bogen handler om en ung Knin
de, hendes aandelige Udvikling
nendeiis Ansægtelser og Fristelser,
hendegs anendelse og liendesKanw
og Zeit, kort sagt liendesis minde
lige Udvikljngszshistorie, indtil en tid
lig Tod lmrtrev l)ende.
Der er noget forfriskende ved at
lasse diLsfe Brei-eh sont den unge
Pige hat skrevet til For og Mor:
de er saa cegte i Følelsen, saa til
lidsfulde i deresz Ilabenl)ed, iaa san
de i deres Bekendelse, at man ikke
can andet end gribes deraf.
Dei er ogsaa en fortmsffelig Bog
ikke mindit for Ungdonimen, som de
nnges Forng bar udsendt: ,,k ro
Korfet til Koret,« en Rund
gang i Kirkehusset ai Joh. Luft.
Man foritaar, at Forf. sslet fig
som lijenime i Guds Hus og har et
fint Øre for den tavfe Tale, det
form-. Zelve Hufet, der bar givet
Li) for san« Inange nu hedenfarne
Zlcegter, hat meget at fortælle
den, der bar et opladt Sind, ja
det giver jo i sin Jndretning, fine
Symbole-r og sin hele Udstyrelse Ud
tryk for bele vor Børnelækdom
Adjunkt Loft er en god Forer
gennem det gamle Ous og ved paa
en frifk Munde at fortælle om den
Sksnhed og Rigdom, han selv hat
fundet og tilegnet sig her
Det synes, som om første Zerie
af Hjemmenes Bogsams
ling har fundet Vej til mange
danske Hjem herovre, det samnie vil
iikkert ogsaa blive Tilfældet med
den anden Sei-ie, der omfatter faa
fortræffelige Beger fom Vilh.Becks
Erindringer, Skovgaard Petersens
Vil du frem?, Fibigers Kongespejl
og Egebekgg fine Fortcelling. alle
Bretter-, der hver paa sin Bis derer
til de vedste inden for nyere dansk
Litteratnn
De burde ikke savnes i nagen
dansk Bogsamling her, alene Becks
Erindringer giver den bedste indre
Missions Historie, man kan ønfke
ng. H.P. Hausen
Riisefmulen
Af G. B. C.
M. Sau Fraun-Im Caljf.
Ton Jl. Oktober begyndtc Re
formationsfcston og Pacjfic med
sonizi Ilarsömøde Aug-gars- dunst
lutlnsrske Wirte var Samliugszssusdet
for desttc kakakteristisle storc Fest
mode.
AnggariKirfen er en af vore
Moka Kirker i Zamfundet. Tun er
daadc imponerende og ærefmgtmds
gydende. Den var fyldt til Trasngsz
sel under hele Moder Ansgarmess
nigheden havde forstaaet at ordne;
alt vedrørende hele Festlighedcn paa!
en saa smagfuld Mande, at des
mautte vætke alle Deltagercs Be
uudring og Takuentmeligl)ed.
Oele Ilnordningcm i Forbmdelse
med det fortræffeligc Bein dan
ncde den ydrc Aariag til, det i
Zandhed talrige, skønnc og aandsi
forfrislende Kirkemøde.
Da Krediens Sekretær sank-syn
ligvis giver. et specifian Referat
af Modeh hvad der jo ogsaa ligget
uden for min Opgave, sont tun
er at opsamle Smuler her oq« der fra
efter bedste Skjn —- faa, ja faa
naturligvis alt her kun i store
W. «
Med Heniyn til den Del af MI
det, sonstwo ferliqumaa be
tegnes Iam WIL- da er bet
mis« en Glcede at kunne list-: »Der
var en ypperlig Aand over Mo
det.« Og Behandlingen as Em
nerne blev ledet med Grundighed
og var as en niegen vækkende og
belærende Kamkter.
Toneih Aanden og Takten var
of en ineget velgsrende Art.
Kredsformandens Soliditet og
leiligliedsvis rannnende Bemerkt
ninger tiente ikte inindst til et vels
lyktet Kredoinode «
J ganste scerlig Gmd vor det en
Gliede at ingttage en betydelig Ne
dedondhed i at ofre til Herrens
Zosg. En rundliaanidet Ofservsilligi
Lied til Herren-Z Sag, er et as
de ypperste Kendennrrker poa fand
Kristendow thi hvod der er blevet
en en Hierteglæde, det bliver magts
pnaliggende for hain Han Hnster.
at linns Medmennesker kan fan Del
iden sannne Gliede og Rigdom
Lebende Kristendom skaber en le
oende Missionsfanå
Llliissionslcerlighed Mission-Ism
lion, Missionsarbejde og Missionss
offer-oilligl)ed, det var inrrte To
ner i Pacisic Kredsnnsde
Det der imidlertid paa seerliq Vic
egfna tjente til at gere seredstsinødet
til et faa anndsbnnret oq bevinget
Mode, det var den derined for«
onndne Reforinationsfest: Etltlislnrss
Feinsn for Refornmtionen
zllllerede den ferste Elstern den
:31, Oktober, slog Reformationstoi
nen an (efter Kredsmodetis Anb
ningcstole nf Pastor Karl Hausen,
Zelnia), getmein et i insrlig Grad
lnstorisf Foredrag as Postor :’-l. E.
:llielsen, Eugene, Oregon Eiter det
te Foredrag sainledeis en stor Vennes
sknre i Kittens Kropt til en Art
klleception, eller Velkoniitiei1. lln
dertegnede talte her ved denne Uej
liglied over de tre lntderste Sait
ningr: ,,"’Frelsen er ns Rande olene,
for Kristi Ewld nlene oq ved Troen
nlene«.
Lin Fredog Aften dlev der frem
deled holdt et Foredrog over Ent
net: »Det store Middel.«
Sondagen var, som ved alle san
danne Moder, Glanspunttet —- en
ovennande velsignet Daq — en Don
»der vil mindes i lange Tiber, ja,
vi liaaber. helt ind i Eviglicden
Ztrønnne af Naade rislede den over
mange Hierin-, og Stricca-let fra
Golgathasolen trcengte ind i nionge
seroge og Egne i vort Liv.
Zangen: »Der er Solskin i min
Zjeel i Dag« var et levende Ud
tryt for Ztemningen i mange Hier
ter.
Dei store Feellesniaaltid om Sen
dag Esteriniddog ’med Zang, Sam
tale og fondige, sprudlende Refor
inationstaler dcrnipede ifte Feststems
ningen, inen meget niere for-gebe
den.
Jan Franrisco Folkets meiterlige
Festforanstaltni1m, den vil sent gaa
Gcefterne ud ai Minde.
Disse Sau Franeisco Inmler
sluttes nied en hjertelig Tat til
Præstefamilien sor den Glcede og
Gæstsrihed, sont undertegnede nød i
eders Hjem
U. Haywatd, Calif.
Lin Lordag Alten, den 3. Nov.
gik Turen over San Franciscos
storslaaede Havn via Oatland til
Hayward Det er her den tidligere
bekendte JowasPrcest, Postor M. C·
Jenseit Engl)olm, der arbejder i
Kredss og Samsundsmissionens Tie
neste, nu bor. .Det var en sand
Hiertensgloede at mode denne Prces
stefainilie i dens Hieni. Meget
baode sammelt og nyt blev i en
Fort gennemløbet til sælles Glæde
og Tat til Herren for ,,Naade over
Naade.«
Summe Asten var de; berammet
et Møde i Dania Hal. Undertegs
nede var nenilig bleven anmodet
om at holde et Foredrag ved denne
Lejlighed over et eller andet Em
ne. Emnet for Anledningen var:
»Dort herlige Fædrenearv« —- den
foltelige og den kristelige Ato
; Der var en ret talrig danil
JForsamling til Siede, og For-Ora
get blev hørt med stor Interesse
og Ertendtlighed Maa Herren
velsigne den Gewins, som Postok
M. C. Jensen Engholm tver der
steds. Et trofast Arbejde i Der
ren er itke sokgæves. Det bietet
Fragt i sin Tit-. Kalt dit Brsd
paa Vandet, og du ital finde det
lænqe efter.
Tat for det sksnne Samvær i
Hemmt-d M Vesicantian ogVeni
nerne versteht -
lö. Otllud Mis
en Snartnk til Vollend, Calif.
Ferst et Bei-g hos Prcestefamilien
—- de ret pravede Pkæstefolk —
Mrs. Olsen hat nemlig verret me
get daaklig for et længere Thes
rnm, og for en væsentlig Del lJar
lnm maattet holde Sengen. Under
faadanne Omftcrndighedek kniber det
ofte Ined at holde Moder oppe. At
lære at forsmn, at Livets Pre
velfer er de bedfte og frngtbnreste
Tider for os, det toger Tib; men
det er et enstennnigt Vidneslmrd
af alle prøvede Gnds Folk«igens
nem Tidernes Leb. Med nagen For
staaelse af Pravelser vil jeg blot
sige til Præstefamilien i"Oakland:
Tag alt af Herrens Haand ’tned
Hengivenljed i Gnds Villie og med
Øvelse i Taknennnelighed dekfor,
san ender det med det skønne Re
sultat: »Don gar alle Ting vel.«
Summe Aften var der berannnet
et Mode for mig i Menighedens
skenne Kirkesal Der var fnldt Jus-.
Da det var feinte Tags Fen, saa
fik Oklandfollet knn ——- »Smuler«
den Ylfteih men en hel Kurv fnld.
Navnet den Aften paa Smulerne
var — »Naadesmnler«. anrnnsre
lieftemt lnsd de saaledes: Den stel
sensde Rande — den helliaxwrende
Rande den virksomme Rande on
den herliggørende Rande
Pan Etenkningen saa det nd til,
fein om Ztnnlerne fmagte ret
godtz thi Folfet for ika ud of
Deren med det sammt-: nej! vi fik
len Art af Efternmde ved legemljg
IForfrifknjng, Sang og Bordtaler
Incm asgte lutlnsrff Vis. Oakland
MeniglnsN Du lmr sikfert en veli
signet Fremtid foran dig. Knn
Ermde
Lg san min Viert og Vcektinde,
Mr. eg Mm Unnd « Tat for
edel-L- Gcrftfriljed og skønne Familie
uygge Et Hieni, book Jesusk- Kri
stns yar den centrale Plads i Hier
tet og Hjemmeh det er neget af et
Paradies paa Jord. Tat for del
skønne Familieminde
(Fortsættes.)
W
Noglc Notetiugek fra
Arena-noch
(Af Jvar Marias Hansen).
Paa en vis Maade er vore Bluts
ntøder Midtpunktet i vor kirlelige
Virkfonihed J dette Centrum sam
ler iig Inange Traube, og der fra
spinder Inange fig ud igen. Vor
Kirsedag konmier til at pro-ge Sam
snndetci Arbejde pna niange Moos
der fra Aar til Aar.
Der er sagt og skrevet en god
Del ont Menalnnødek det har meft
nanset flink og Lovord, der bar lydt.
Tet nor ogian et Vlargmøda lwor
om nteget godt kan iige5. Mig
forekonimer det at vcere en Kitte
dna vel vierdig Neforniationens Min
Raub
Med folgende Noteringer vil jeg
dog ikke sætlig rose det, endnu
mindre dadle det; — nej, det er
jeg for glad ved det til; Inen jeg
vil fremdrage nogle Forhold til
Lvervejelfe, fordi jeg trot, de bar
overveje5. Provit Fr. Zeuthen sag
de: »Den bitrefte Sandhed er
bedre end den niest glimrende Løgn.«
Ja deroin bør der knn være een
Mekking Jeg vil gerne se sandt
og skrive iandt ogsaa i diese Note
ringen
l.
Afkottningcin
Hvorfor er vore Aarsncøder ble
vet afkortet, saa de med Heiisyn til
Tidslængden knn er omtrent halvt
san lange nn sont før? Saaledess
Fliar jeg tænlt, sauledes er jeg ble
"ven spurgt; og jeg bar ilke kunnet
besvare Spørgsniaalet, l)verlen for
Inig selv eller for andre. For var
det nemlig fauledes, at de varede
en Uge bande i ,,Kikkesaininndet«
og »Nordkirken« inden Summen
slntning 1896, og det satnme var
Tilfældet i Den sofenede Kirkes
første Leveaar. Aarsnmdet i Greens
ville, Mich» i »Es-N begyndte Tots
dag Eftertnid d. Z. Juni og sluts
tede Torsdag Middag d. 1(). Juni
-slarsniødet i Outchinsom Minn., i
1899 holdtes endnu længere; det
varede fulde otte Dage, ldet det
aabnedes Torsdag For-Ind. d. l.
Juni og endte Torsdag Akten d. 8·
Juni. Saal-an git det en tun-rette
Men laa begyndte man at tkække
lidt fra og lidt fra, og nu er vore
Aarsmsder svundet ind til godt det
halve. J Aar varede det 5 Dage,
og det samme var Tilfceldet de to
fokegaaende Aar; men det vil to
"ge, at Flitkedagen bat knn ski
.lrbeid—:-dage, idet dett ferste Rat
tttiddttg Dinge-:- til Opbyggelfe. ttg
den-J sidfte Dag et« en Søndag
Ett Kettdisztetttitta er det, at her
er wregaaet en Jlfkortning ttted
ttore Ilarstttedetz ug det er alliges
vel ejettdotttttteligt. Da Zamfnndes
ne vat- iaatallige i del-es Begon
delse, da holdt man Itarstnøder en
ltel lige, ntt da Den forenede Kirke
Mit-et- tnere tnattdstterk og faar en
met-e sorgt-einst Virkfontbed ag Mis
sion ltaade ltjetnnte og nde, da
nejesk tttatt tned nteget kortere Tid;
fet· titu- Lilcettigltedertte agan faatals
lige, Medlenntteme ikle velstaaende,
og bete-J lthtse oste trastge, tnen da
knnde de tnodtage, lterbergere og
ltespise Aarsmøderne frit i otte Ta
ge; nn er tnattge as Illkettighedetne,
ltvot Llarstttøderne holde-I, ttokseet
ret bemdeligt i MedletnsrsantaL Bel
ftanden et· forøget, og Husette er
ltlevet rntnnteligere, men da affetter
tnan Medetidett Zttarere burde det
ltave met-et faaledesziz føt fcerre, tttt
ilete LIlededage for Kirkesagett; tnett
det tttodsatte et« Tilfasldet.
»Es-ad fan Amt-sagen viere til den
ne Udvikling — for ifke at kalde
det TilbagegangP
Finale vil anqive Tttrtidem tsi ltar
i de settere Blatt Nonen Jndvirks
ning ltnt den Del; tnen den bterer
nannte ltele anldett Deltageme
ltetaler je nn en tinteIig Prisks for
Vespisningett
Maasse er der starre Fortsetttingsks
dttgtiglted nn end set-. Den kan
dog lteller ifke gete Udilaget.
Zotn sagt ved jeg ikke, ltvor
Grttttdett til Aflttrtttingen af Ma
dettte lixmetz iig jeg attklager hvers
kett Mitte-meidet eller nagen attden
detfor; det· et· vist ittqen Bestems
ntelfe fattet nagen Linde ont Rat-s
tttøderneszs Lasngde Men det er
uitnodsigeligt» at den ·korte Fort-et
ttingsItid hat gjort, at der et kom
tnen et Jag 'og Hastvasrk over Ma
dernes Fotltandling sont lwerken
er sttndt eller godt for vort Sam
ftntd« Hastværk hat Overfladifkhed
i Folgt-; i Jaget blivet der ingen
rimelig Tid til grundig Treftelfe af
de foreliggende Sager og Afstemttitts
gerne derfor en Gaasegang, hvor
man maa sige Ja eller Nej udeu
den Forstaaelie, sont en nogettltttts
de alfidig Dreftelse given
Jeg san nasvne et Effempel fra
Neenahmsdet: Reglekne for Pensi
ons-fanden de blev hsvlet igennetn
og vedtaget uden Drøftelse og blev
derfar ogsaa derefter. Wen
Tiden var ncvsten onnne: derfok
tttaatte del gaa nted Jerttbattefart
Nogle vil sige: det er godt, at
Aarsmødets Tid er knap, saa er
der ilke Lejlighed for dem nted et
godt Mundlæder at faa saa meget
sagt. Vel! Mett kan saadanne ikke
ftækles paa en nentmere Maade
end paa hele Santfuttdets Belast
nittg? Matt ital da ikke bruge en
Forltamtner til at jage ett Fltte
fra Barnets Pattde med.
Andre vil mene om Aflorteliett
at de forskellige Udvalg, Direktio
ner, Kirkemad o. l. kan udfsre Aarss
mødets Beslntninger uden at faa
saa otnftasndelig Vesked Zelvføls
gelig ntaa en Kirkedag og et Sam
fttnd gøre tneget af sit :’lkbejde gen
nem Nævnx ntett det vil vift
nok vise fig, at det et stittdeft og
bedst, ttaar Generaltnødet san op
traslke Linierne for Nasvttene at
folge, saa Subjektivismen ikce skal
blive det afgørende
Vi lever og arbejder under de
ntokratiste Forhold ogfaa med vort
Frikirkeakbejde, og lad ingett be
flage sig derover. Mett derfor tttaa
ntatt ogsaa bestræbe sig for at
have klart optruktte Littier og god
Forstaaelfe mellem de beslttttettde
og de udsprende, ellers laser man
Spirer til revolutionæte Udbrud,
og det bør man uttdgaa.
Altsam jeg er af den Overbeviss
nittg, at det vilde vcere gavttligst for
vor kirkelige Udviklittg, om note
Aarsmøder holdtes flere Dage end
nu er Tilfceldet.
II
Only-Wellen
Den -forenede Kikte hat diese
Ord i sit Segl: »Den-AK Ord bli
ver evindeligt.« Gud vcere lovet,
at vi hat dog anget, som« beitaar
i denne omstiftelige Ttlværelle. Det
tendes ogsaa paa. voce Aquin-den
der seetms Ordeti Lys paa Sta
gen, at det matt scitme for alle
