Fluren-re L. Bat-loy:
Rofcnkransen.
Autokiseret Oversættelse af
R. P. Mahlen.
GottfaU
Hun vensdte siig og begnndte at gaa up ad Trup
pen, nien Gurt-h standsede stiende ved at fige:
»Et Øjablik, Fristen Ctnnnpion Der er nioget, jeg
gerne eil spørge Dein uni, lniiiz ieg niaa?«
»Ja «scI-·11ffllgellg.« ,
»Da De vil ikte kalde niig niorsskannnet eller mes
viLs?« "
»Au, ved De head « im unser sDem fior i Stand
til alt innligt i Asten, ssaa de Par Zinig niere eller min
dre vil jo itte sige iaa nieget.«
»Ist-ten Champion, shar De en Rosenkrans?«
»Nei, kasre Dal,« sagsde hun, »jeg sigier lGusd Tat
for, at jeg er bleoet spat-et for »Minder« faa søde —- og
bitte t-Tlige« —- og jeg lmaber heller ikke, at jeg skal
komme til at tsende dein-«
»Me« sia niig saa --- «l)oor tunde De da synge
,,Rosenkransfen«, foni Te fang den ——- sont am alt det,
De sang sont ---— Gliede og Zmerte s— var Deres eget
— noget, De jelv havde opl-evet?«
»Mt skal jeg sige Dem. Jeg lever altiid i det, jeg
synger. anter De itste, shvad jeg fortalte Dem am
Hinsdntoindeng Ben? Dei-for ——— da jeg san-g »Rosen
kransen«, var den i det Øjeblik niin exten. Men bott
fet derfra, saa «er jeg Gnd vcere ladet ingen«
Gartn fieg et Par Trin op og iagde ined scenket
Stennne:
»Men» Freien Et)-aiiipioti sig mig —— livis De
nu havde en Rosentrans ——- vilde De saa vcere soni i
Sangen —-- føle det paa den Maade?«
Jane tøvede li·dt, for lnin jvarede
»Ja —-— t)1)i-J jeg havde en, iaa antager jeg, jeg
vitde iøle det, sont jeg iølte det i det Øjeblik.«
»Det var altsaa dog Dein -— Dem selv, De sang
ont, its-in det drejede fik oin en anden.«
»Ja, det lan.nian vel not iige » forudjat at ui
tan txetragte asz- ielo bortset ira Otiiitieirdig-l)ederiie.
Men iiør Dal - er inn- Eaintale egenstlig jkke.
hvasd Te vilde talde isor en ,,ept)ln-st Lnitballon«".- Der
tor Nod Nat, Muster sittarthiek
»Nei, blot endnn eetl Fig niig - — nil De innge
for mig i Morgen? Vil De tonnne op i Musikvcereliet
og sinnge de Sange ior mig, jog Iholder inest af? Og
maa jeg faa sliasve Nov til at atttoinpagnere Dein? Vil
De lave inig det? Zaa ital jeg love Dein itte at plage
Dem mere nu.«
Han saa up cpaa nende nied en saa straalende
Glanz i Øjnene, at Jane følte sig iorvirret sog forte
gen. Men pludselig mente hun at ihave fundet Nøglen
til hans sbesynderlige Adiaer og saqde nied et Forspg
pua at finile:
»O, hvor J Kunstnere dog er nagte underlige Men
nesker. Hvor vansteligt er sdet ikke for osJ almisndelia
dsdelige, os as mere practisk Støbning, at forstaa jer.
Her gaak De og er ved at fopdreje Havedet paa eni
gammel en Tom Vmig, bare focdi De er faldet si Henryts
telfe iover nogle Toner, »iin liar naaet Deres Øren
Ganske paa sanune Maade, iiain De Gang paa Gang
er blevet «betaget, naar et eller andet ydre skant bar
straalet for Dei-es -Øjnc. Jeg begynder virkelig at for
itaa, hvorledes «De tan fovdreje Hooedet ipaa de Zwin
der, De malen Nan, nien Dal, De er nn en god en al
ligeveL og jeg stafsnot love at fange for Dem i Mor
gen, alt tivad Te oil. Men iaa inaa De ogsaa lholde
hvad De lsovede for. — - Osg tlpør gaa nn sitke lyele
Ratten dein-de i Partien A-— lov inig det. ctu niaa jeg
virtelig i Senat Teils jseg tan not basre Unfet sele
Gaa De dlot ud og tcel sDeresI Verler. Og her-, Dai,
still-de De- alliaevel finde et Kurs ved Derei- RosentranV
iaa scan sdet da iendes tilbage til Cliicago. Godnat!«
Jane fmilede endnu, sda hun traadte ind i sit Vie
telsie og satte Lnfet Paa Teiletbavdet.
Pan M brugtes Tun Mlige iLtys og
Lanwen sHertnginsden holdt ikke ai den nnntodens Jud
retning, sont kaldtes elektrift LUS. Men der var Lys i
Overflod —-— ogfaa i Janesz Vierelse Der itad to paa
stwer Ssisde af Spejlet Wa Teilettsordet, ilet-e var an
sbragt i Lanwetter spaa Væggencn og et ftod i en Selvi
lysestage paa Skrivebordet. Og da hun kalte en under-»
Iig Lsnit til i TIliten at je iit Virrelfe straalende ovlnsi,!
txeriidte hun dem alle.
Sau satte linn jin Ued Etrimslmrden ten ssin Lom
mebog freni oq gao iig til at neditrine Lunens Begi
venbedee
»Sang ,,Rasenkransen« ved Dante Mino-J nencert
i Stedet for Velma, soin var blevet fyg (Laryngitis).«
Hun grundede liidt, iaa lagde hun Pennen. Der var
noget i Steuern-e med Martin iom var vansteligt at
forme, en de Falelien de tmnde opvatt has Liende, Var
det nende abialnt ninnligt at ndtrykke Hnn gennein
git endnn engang det bele i Lan-kein on efterhaanden
snnteis vLinn at konnne til nogenlnnde stlari)ed, i Zwert
Fald var de Slntninnser. nun tanc tit, ag sont tinn neds
streu, sasa godt tinn hinde, nanite tilfredsftiltenide for
hensde fett-.
Naak Narrn haude nreret iaa sinsrtt are-bet, ja saa
sta-rtt, at »det endog brante nenne-:- roline Natur ud
ai Oinevcenn jna var det jtte nagen der lnwde det
inindste nced liendess Person at non-, nien tun et llds
ilag ai hanc- Begeiiiring iur giendes Sang. Ligesoin
lian tun-de blioe betaget at noget itønt, nan faa, saas
ledes ltyavde liun inn eriai·et, at lian med fannne Swrte
vBunde lade ssig rive iyen af noget fkønt, han bei-te
Det var blot en ren lunitneriit Betagevlyed ai det
sit-ane, ligegnldig indem Genitawden faa var. Havde
det saaledes været Madanmie Manche, »der haode inn
get, tiende, two stwem en dejlig Ztennne var forenet
med perionlig Stettin-ZU saa uilde lian være blevet end
nu inere betagt-L Dei-fah naar hun nu tyaldt siit
Les-te og sang for hanc de Sange- -l)an elskode, vg· lsod
sham selv akkompagnere, faa viltde Gan viere itislfredss
ftillet.
Da Jan-e var Sommer faa viidt i iine Slutniwger,
gled ihm-des Tanke hen paa Paul-me Listen den ssmuks
ke A-merikanerinde, shvis Navn i sden fenere Tid var
blevet nasvnet i Forbinsdelse need dank-. Hun var et
Menneike, der vilde tilfredsstille ham helt — og hendes
jun-de Jemand Gen-des aabne, naturlige Væsen og
hendes praktifke Sans vilde sdanne en cpasfende Mod
ncegt mdd hans molige Temperament Dest var hendes
Pers o n, »der sejede Gardhs Hjerte, sog naar tde first
var blevet gift, saa vilde shan høre op med ait svcerme
for anste sog at kysfe Falls Hæwder paa idenne .—
,,forrtjkbe Mande« var Jane ved at sfigex men hun var
grundærlig sendog i ssine Denken derfor sblev sdet til
—- «denne »usasdvanlig-e« Mande.
Hun sbøjede Fig jrem oder og sbetragrede sine Hcens
der, idet shun i Tanken gennemgik sden lsille Seene bog
ved Ren-per Saa rettede hun sig op med et Ryk Og
lag-de Ein-it
»Jane .Chanrpion, mer ingsen Taojbe Du vilde
get-e denne kunftneriske Sjasl større Uvet end dig few
hvis vdu i det lØjeblik tdg lhtml alvorligt «De11·Hylde-st
han viste sdig i Aftes, bar-de ikke nvere tnsed din Person
at gøre, end hansz begeistrede »Von-take over Tante
lGeorginas Miiddag i Dag lhavde med hendes Koks
Person J lJans Glasde over Sang-en tog han San
gerinden med. Det er vvdet «l)ele. Bær takneinlig over
den Sangens Gave, du fik, og fpoler ikke din Glasde
derover ved dumt Føleri. Bad-ff blot dine klodfede
Hændser og flyird dig sasa i Zeng.«
Ude i den ftore Park under en Eg stod Garth
Dalsnain Rundt oin ham sov Dyrene, -ubevisdft sont
nans Nasrvaerelse Ovenover «l)a1n lyste thernernie sont
Laknper paa den dnbe, merke Himmel Oasan ban talte
til «sig felv.
»Ist-g bar lundet hende — Jdealet af en ·Kviirde
al imte Knindeliglyeds Krone, den ypperste Medhjælp
baade til Rand, Zjasl ug Beginn ior den Mand, der
kan ninde Olyende — Janel Janel Hvor lmr jeg vceret
blind. « at have kendt sheiide i mange Aar iog ikke
nidst det. Men nn l)ar hun løitet ’Forl)cenget, og jeg
er gaaet ind i Helligsdommem og aldrig vil hun kunne
drage zornænget ned igen mellem hendes og min
SjæL »Und stal have Toll Intet Menneske ejer, og
instet Menneske har nsogen Binde ejet det, sont jeg
begærer niere end noget ansdet paa Jorden —- Janes
Fiwrligyed Hvdr meget vil det isbe unsre? »Jeg tceller
niine Perler.« Ja visit, hun v il tsælle dein en Dag —
ihendes og mine. Guid spare ios for Kot-set Er det
fandt —-— er der ingen Rosenkrans uden et Kors?
Maatbe Gusd da give Inig den tun-ge Ende, og maastte
den faslleg Bord-.- blsost tjene til at binde os mere lam
men! O, disse Hirn-der og sdisse cerlige, trofoste Øjwel
-—- — - JaneT —- Janel — Dei «har jo altitd været
Jana jeg shar blot ikte vidst det, blinde Baade, ssom
jeg bar meet sOg det vil altid blive ved at være
Jane —- fva denne Nat og ihsele Tiden her paa Juden
sog —- om Gud vil sdet — en Gang i al Evighed.«
Den kølige Vind strøg hen over hans tætte, merke
Haar, medens han lsftede Hovedet, og Blikket twbte
lfig ude i den uewdelsige Sjterneverden even over.
Jene, der allerede var falsdet i Sam, blev halvt
vækket op ded, at et Rullegardin flog mod Vinduesi
karinen, og hun slwisfkede:
»Forlc«ing af mig, lwaid du oil, og jeg ital nøre
det.«
Men splndfelig vaagnsede nun hell sop til klar Be
nidirned uni, hsvad nun havde sagt, og fortfatte:
»Dumme Nar! Du vil taldes iornuftig og sat,
og siaa kan en Drengs Smigreriek fordreje Hovedet
paa djg.- Kam til dig selv igen Eller ogsfaa ietlad
Ooendene nie-d det iørfte Zog i Morgen«
VIII.
Jaued Etfatiaget.
Dom-um »der fltlgte paa Festafslenrm var goldne
Dagc for Jene
Den «Oplcvel«scs, hun havde haft, fyldte hende Ins-D
en Glas-de som invel kuwde for-swer
warth Dalmain fyntes at være blevet helt for
oandlist Der var kkke merk dette fværmeriske, ncesteu
storucendc over Iham, fom shavde gjort lyende urollg
og sonnt-ret. Han var stille og inchdvensdt -og syntes
ikke unsre m følsc fig sont en jyv Mars Vreng ——— ikke
engalm owefok Hortuginsdm sZselvfslgelig lagde allt
Meer-te til dot, og da on spnrqtc bank, om Vau gis og
vol-de sig i at blioc isn tmsrdig og adjtadig JEAN-»mild
iuavcde von rafft:
»Ja«
»Kommet «l)un ogsfaa til ShenstoneW sspurgtcs
Nonald, sont «tilligt- IIWd ils-re af Hertugindens sGæsnsr
uar iudbwdt til Ladyg Jnglebog Zelskab i Blumin
af Ugen.
»Fa, lum Mr,« fnawde Wurm
»New nu bar jeg nlsdrig — Or det Ortes Allwo
miu Horn-l« raubte Oilly theatralst
Jacke-, der stod og kiaglsde i lsn sAviL-, som fkjullls
lyclwciz Anstat, lag-de Avisen iog ssagde med saa sagte
Stil-Innre san tun shan Hunde more det:
»Er M Virlelig sandt, Dol, llwor det gilt-der
una. Om- Do ragst den ajgørcnde Beslutuing i New-«
»Im i :Ic’at,«
»Oui« nor Samtalc i Haar Eitermiddags twgct at
gøre mcd disn BosluluingkM
»Nei, sflset ·i«kke.«
,,«Var det »Rosenkranssen«?«
»Don wol-de l-isdt, lau sag-de ihan uden at sc spaa
hemdm -
»Dek, sont «R-of-en-kranf-en« ausbensbarcstde — ja.«
Nu forfwd Jane tilfulde »den uprørte «Stemnjnk1
lmn licwde svaswt i, og lyun visdfte, at hun saabent on
udetk at sdet vildo stiliskorftaas kunde vom-me baut i
Mode ssom l)i-dtisl. Hun glwdode iig over, at sderes
Venskab lbliot var sblevest ewdnsu mere inderligt, liigesom
hun glwdesde ssig til at skulle synge og spille lsamtnen
med hatn
swarth aabendarede større musikalsk Begavelsse,
end ljun shavde tænkt, sog det var shende sen Fryd at
lcegge Mærke til hans krastige sog ntandige Anslag
ligiesoom hans dejlisge, blødse Piana
Hvad «l)an tsænkte eller selte, naar hun ·sansg,
det aabendaresde han ikke. A-n-gaaende sdet Punkt var
ban siden hin Asten ganskse stum.
Han hwvde nemlig iderude under ·Egen taget en
ihellig Bestatninsg —- «l)an nilde vente en Uge, sør -l)an
lhandlede
Mien om shan itke sag-de idet si Ord, saa sagde han
det paa niange andre Maader, at hendes Sang glcei
ldede l)a1n. Og «det var en ny og lherlig IFølselse at
smærke at hun Var noget for et Menneste —- noget
more end blet til illnderlyoldning i Mangel as nogset
dedre. Garth holsdt as h«ende, idet kunsde shun i«kke und
gaa at lægge Mast-te til. Det viste shan ved sdet straaH
lensde Blit, chvorrned han kunde se paa hensde, iog ved’
niange smaa, sine Opmærtsomheder. Dog, selv llworl
nteget de end i disse sgyldne Dagse delte sammen, faldt
det hewde alsdrig et Øjeblik ind, at han elskede hsende.·
Hnn shavsde aldrig msødt nagen, der haode elsket hensde
sog sbegceret hende for shsendes egen Styld Der havdes
sellers oceret not, der havde antholsdt om henldes Haand.(
J den sidste halve Snses Aar havde hnn saaet mindst
en halv SneS Ægteskabstildwd Hun var jo sen rigl
Eli-Ding nafhænsgjg as Foraeldre og Forniyndere osg’
en Dame as det reneste adeliige Blod Det var dersor
en S-elofølge, at .l)un hat-de faaet tnange »Tilbnd.«
Saale-des tra slere Mænd, der var oppe i zslarsene,
Mand, der var trastte as det ensonnne Lin, og soml
ved Hin-by af Janesz Kapital vlssaadede at bringe der-est
daarlige -Pen-geaffmrer paa Fode igen. Rent sorrset-l
ningsntcessigst vhavde de henvendt ssig til heiede og an
inodet oni Lhiendes Haand Men hun yavde sni·eget(
lnirtigt afoist dem i en ligesaa sorreningsniæsfigs
Tone.
Hun havde ogsaa opleoet, at et ungt Meinieste,
soin lntn hat-de reddet nd as en stor Forlegenhed, i et
Ansald as rørensde Laknetnnceligded og i Øjebliktet
ooervceldet as Isine Følelser bat-de dedt iyende out at
blioe bang Hinstrn Han lnwde stildret, lnior nieget
lnin kunde viere ssor hanc Naar ki n n havde lsacn oed
Haandem saa vilde han sblsive et helt ansdet Mennseske,
saa vilde han Dære stcvrk. Hun vilde blive bang gode
Engel, der kunde søre sham og hjælpe -l)a-m sog —
tasntte han selvfølgelig i Isit stille Sind — altid betale
hans »Gut-id. Men Jane lJavde ask-let hans shede Blod
sved at bede nasm om at passe spaa -sin izorstand
s Et as sde Ægteskabstilbtod, hun hat-de modtaget,
Var mere højtidelisgt. Det var sra ien celsdre Praest Han
lnwde ofte slaaet paa den Streng, «og sen Dag, da dels
var sammen paa sterdene, »og Jane »ja-d ved tSkrivesH
bondet, kom «t)an og satte lsig i en iLænsestol sved Siden
as hetrde :og begynldtie at irudlede en Santtale Hun de
gveb itke straks hans Hensigt, men ida lhan bagywdDe
at ’tale om alt det, Ihun kuwde vcere fsor dam, sasa Mode
husn det. Han sit idog aldrig aabendavet «l)ende, ljvad
han havde paa Hier-ten men kam kun til Jndlednins
gen, sont Ebestosd i steigende Ord: .
«·Det er »ikke alene as selviiske Motiven steten
Elmnrpiom cuen as Hensyn til min Wenig-ded, til mine
Sognebørn sog til den stove FondeL Kirbem vor Kirkse,
kunde ihave as — —«
Mere sik l)an iffe sagt, tlsi Jane afdrød lsani og
sagde l)urtigt:
»Her. Pasior Bilde-kry, det istalocere mig en stor
Glæde at tegne inig for et Bidrag til Deves Kirhe
—— Er idet til Dabeszonten eller Prædikestolen eller —«
»Mei, niin leer-e Frasken -»—— sDe migsorstaar inig
—-—-- sdet er jso til Alt-even jeg vil føve —- —«
»Na-re Or. Pastor,« skyndte Jane sig at stac
.,,-det sorstaar jeg godt, og det er ogsaa nodvendigt. De
trænger virkelig til en ny Alt-erdw. Det can alle se,
sog det lhar jeg ogssaa lagt Mkerke til. Iog lsar nemliig
i den Isidste Tid flsere Wange von-et i Der-es Kiefe, sda
jeg lpolder saa sineget af en Espadseretur gennem Sko:
ven. De maa gerne tegne mig for ti Pund til »den Sag.
Men De vil Isikkert gerne l)ilse lpaa tnin Tantse, kør
De gaar. Hun er inde at se til ssine Fugle sor Hie
blikdeh men naar De gaar uid ad »denn-e Glas-dar og
til venstre shen ad Terrassem saa vil De træfse hende.
Wien losv mia ikkse at onctalie denne Sacntalse fsor
.l)-ende, jeg sfal nemlig sige Dem, lhnn er imod, at der
sosres Psenge til Kirken —- og ihun vilsde skasnsde paa
mig og »si-ge, at jeg skulde shellere anvewde minse Penge
til fattiae Børn Nei, lære Or. Pastor, ingen Tak.
Dei er ncizs knn en Wir-de at maatte over-e med til at
støtte Dereiv Virtsonrhed Farvel.«
Der nai- Janesz Ersaringer paa det Oncraade.
Hirn lnmdse aldrizi solt, lisoad Kirrliglyed vilde since
Og nn da Kwrliglheden strømtnede dende i Møde
varni og saprigtig, 'saa begreb hun «det sikle Og hun
vilde heller jkke give en saadan Tanke Rum
. Hnn visdste j-o, at Garth tilhørtse en anden Kein
-de, og tilined en Kvinde saa ung og »M, at hun
aldrig tænkte paa at sammenlignse lsig med shende
Saaledes stod Sagen den Dag, sda Selskadet paa.
Overdene lvrød sap. Jane reiste nogle Dage til Von-J
den sor at besøae ssine Rennen Dr. Deryek Brands
og lmns Hnstrn Og North toig til Zi)ensione, lwors
slmn sknlsde nie-de Freer Lister og llnsndeszi Taute, ogi
htzor Jane ogsaa oilde tage lien i Zinstningen ass
Ugen i
(
IX. · »
Lady Juglebys Selfknb. !
Jane havde taget IPlads i Togch og lidt eitel
bruste det usd .af Statisonen i London. Hun lasnode sig
tilbagc i en Krog med en Føbelse af Befriclfe. Hvor
llnwdc sdisJie Lage dog onst-et utaaleljsg lange. Underlisgt
not. Ellers splsejede Tiden ast gaa saa gosdt, naar ihqu
var i tLowdoIL Der Ihcwde ogsaa denne Gang været
nok af Adspredelfer og Underhvbdyiwg. Men gllsigevel
havde hun splt Fig saa teist til-mode, saa fvedkfl I
-enssom. «
Sein ·l)un iplejsede havde ihun købt en hel Bund
Asvisey og hun shavde ogisaa awden Rejselsekture M
Aviserne laa urørte ved Siden as hende, og eftec d
shave -kastet et flygtigt Blik i en Bog lagede shun des
ssra isig -ig-en.
» Hun liegyndte «i Trinken at gennemgaa Ihr-er Dis«
en ssor en — Tirsdagen —- sOnsdagen — Taste-.
indtil Fredagen endelig var oprunidet Heer hause
Tisden dog vceret lang, og Odet var ikke de kcere Ve
nerg Skyld. Dei-yet havde vævet venlsig og interessant
sont «sædvanlig, Flower havde været henrjvende os
Bernene saa søde. Hvad var da Grunden2
«Nu oed jeg det,« sagde shun plswdselig til fs
selv — »ja naturligvis· Mærkeligt, at »det ikke sst et
saldet niig ind· Pan Qvevdene Ihørte jeg saa mes
Mussit yog saa wegen g od Musik — altser messen —
saa jeg var dleven ganske for-weint Det er den«
jeg hat savnet. — Dejligt, at jeg stal til Zhenstotq
der vil jeg igen san Lejlighed til at nyde Musik i fulI
Maul. Skulde Myra glemme det, saa skal Garth nck
sorge for -det.««
Med et stilfreds Smil greb Jane en Avis og or
«snart ssovdybet i sen Artikel um sdet sydafritmistt
LeergsmsaaL
Myra ihsoldt paa Stationien ined en Ponyoogn, C
oed Siden as sholdt en Vogn til Bagagen Og jun-i
rnllede de i straft Trav tsen ad Besen
Mark og Skoo stsod i grønt, iog uilde Roser blos
sede langs- Hegnene. Foltene var ued at tøre del säb
ste He hieni. Der var en Judel i Fuglenes Sang. s
Lasten var syldt cned en Bellugt, som Jane aldris
synteg at have oplsevet før. Med Beldeyag indaawdedt
nun Duft-en as det sriskse He og uddrsed uucltaautgp
,,.v;)uor er det dejligst at være l)·er.«
,,Og dejligt at yaue Dein,« sagde Lade sagtes
idet nun nied et gratiøst Sving smed Pisken heimkeh
nogle Høsisolks Hilsen «T·e er saadan liigesotn Bus
sen i en Sang —- der er saadan nosget set-underli
scødt osg roligt over Dem, som er saa trygt, særlis i
stsore Firiser Ved »De, jeg yader Krisen De ser ins
jasadan en Plage. Zorn jeg altid siger — lnwrfor tu
Oioet ikte altisd gaa siii rolisge Gang? Og sdet vilde det.
»Hei-J Full date knnde være ordentlisge Men naar ist
Iliar Dein, saa synes jeg aldrig, nioget slemt kan ske«
Myra gno Hesten et Rad as Pisketn idet des
sprang ti Side, og de sog assted slyen ismelliem Us
Hætte nied dpstende Jasniiner og oild Klemcttis·
Jene snctppede en Haandfulid Klematis i »Fort-.
»Der er sen, der lsar sagt, at Klemcrtis skal W
Wiede« — sag-de hun, sidet yun satte set Par Bin-nist
i Knaplsullet :,Bare det niaa oære et godt Var-sel'
»Sei gaar for Resten uidmærket smed Dai,« I
gyndte Myra lidt efter. »er sskulide seg glwde wip
oni det kunde komme i Orden under mit Tag. III-)
rikaneriwden er nu shenrivewde, «vi-l jeg sige Denn f
livlig sog iwdtagende Og tscenk, lDei er Iflet ikse si
«mere, svm han tplejser —- -ja, jeg synes nu aldrig, II
har vceret slen1, smen seg ved not, De synes det. TH
er sblevet saa vol-is og sat — shtvis idet ickke var Abt-·
saa vilsde sog sigse —- tedelig. De strejser om samm
alsle mutig-e Steiden Jeg lhar sor sResten mit CLEB als
at faa Ton-ten of Vejen —- for at Dal ikke fkal hist
Ialt for meget as shendes dumsme Stint De ded, at h
er saa kritisk. Jeg bar lovet Villty mit halve Kons
ri-qe, »Im-is «i)an vil tage Isig as Fru Parker Bangi- I
intolsde lsende bot-te fra Dai. Og Bislslsy er paa een Gas
edle-net saa onerstrømmewde elstvcerdig, næsten feel
jsooersur IFrn Pakt-er Bangcy at jeg somnretidet et
Wange sor, at Knægstien i et Anfald as Ømhed W
Tfalide ipaa at tiage smig iom Halsen Zkulde det ih,
skal jeg send-e sham sben til Dem, for at De san opiduse
hinn, De lsar en lirillimit Maade at tage disse Kuæglk
paa. —— Naa, hmd Tal dg Pauline Isister aiigaar, si
tror jeg ganske destomt, at det vil gan si Orden i Aste-.
Jeg tan nu ikke begribe, at ldet ikkse stete i After-. De
var nede oed Søen, og ldet var dejlsiat Maaneskiie O
slyoad Bunde Dal søtrske niere? — Sø og Maane sog es
nirdig IPigseP Billy Hat-de taget llFrn Bangi- need nd fi
en lille Baad, soni var lige ved at kcentre, saadan l
jiian ad Obendes Bemærkninger Men -1)an fsik dog ins
Wen-de over «pcra den tin-den Siide as Søsen — twad its
Iliavde bedt sit-am om.« .
s »Ernst det glasder iniig — det onc Dal sog Jst-k
!"Liitei-. Det er iietop en tin-n IPigse fsor iliarn Han ina
ljo have en sinnt Hiistrn.«
) »Es linn er egsaa nndelig. De skulde var-e set
zslieiide i Aftedz i hvidt Silke med oilde Roser i Haar-t
)Jeg begrisber ikke, at Dal kunide lade viere. Me
Hnakrske dei er et godt Tegtn crt lian er saa relig. Hist
xnil ssittert tusnfe grnnsdig over Zagen, sør Tun tag
; ILiseslntninnen·«
? »Nei, det tror sen, lian qjurde pna Ouerdenr.
Men im Ded, at PEgresfabet er Liain en ineget alvorlis
Zag. Ein niisg —- hvem dar De for Reiten ind
«bndt?««
Lndy Jngleby nævnte en hel Nætte Mann-e Jau
kendte dein alle.
»Der er sdejligt, Myra. Hvor er jeg glad sued II
tonnne sliernd J London var sder ssaa bedt og grimt
Sande-n snnesz ieq aldriq, der hat været sør. — Me
se, der er den lsille nndigie Kirfe Der er so kommst
et nnt Orgel, det illa-der ieg mig til at bere. Hat d
tu eller tre Liliiiiiiialer2« «
»E» lmlv Zins-J, tim- jeg, og saa noget Brit-mat
eærk, noiget niean sdnbt noget, soin snian vist trædet
nied Føddemse,« sagde Myra osvergioen
Feine ssmilede, lmn kendte not sbendes Minis
forstand .
De tørte forbi den lille, malerisbe Kirke M
Mute var dcekket as Efeu, og et Øjeblit ester sm- h
irrd gemiem Poeten til SThenstone i en saadan Furt
at Nonnen skradede msod en Stolpe Mvra lagk
Mcerke til Janes forskroekkede Blik oq sagde:
Wirth-Ue
c
J
