Mes. E. Pianiss
Paa Himmclvcjcn
Oversat as Ellen.
Gortsau
«Med andre er,« sagde jeg, »Toppen as dett Sti
ge, sottt ltvilek paa Jorden, ttaar ind i Hitnlett, og vi
skttlle stige op ad den liaesotn Englene i Jakobs Dt·øtn.«
»Da stige ned ligesotn de,« indsted Helene socsagt
»Na stal De ille tale i den Tone,« ndltrod Frøken
Clissord, ,,lad oii se Littet sra den lyse Zide og tro, at
Gnd vil, Vi altid slttlde oandre op ad, altid tonntte
hant nasrtnete altid llere ttoget nyt otn l)ant, altid elsle
hant indetligere og ittderligere. Billet-litt et« vore Sile
le sttge og ktnnte itte as sia seltt tiasre ,,paa Flttgt,« tttett
jeg har i den sidste Tid saaet saadatttte slonne Tanter
ved at liese Titlen paa ett Vog, »Gut-J Fretngattgssi
maade over for Sjtelenii Ettgdottntte.« Tet aitter saa
datt No over sor alt, lntad der snness sttnt i vor Liv, at
trente tsaa hatn linn nor Liegt-: at alle Dabei-ne et« Stege
midlet«, alle Zatntene tnn en aattnlia Dilet, alle Fejl
indeilntte Vindinns Eltledenis jeq studerer det ettlelle
Tilftelde og ser, lntorledecs lsan taaltnodig og ndltoldende
sorstsaer inart dette, snatt ltittt Lttsaetniddei. oq from
usrtroigelig l)an ltelltreder den thei, sent nnderlasler
sig hatt-J Midlet·, ntaa jea elsle itatn saa ttsigelig; sa,
jeg elsler ltatn saa lntth
Lg ieg si.tt«lntltses:s over at se, at tn er aenstttdiae
under intttcs.aldt«it1 fejlende Haandv .le!orledes:- ltar ltatt
ikle itattdlet nted tnial Miit Ein-l txar sttg til Jedem
syg as Vet·den-Itterliglted, Zeltslteltageliglyed oa Tant
skalt. Der Var lntt en etteste Vei, ad lntillen jeg lnnde
bringt-L- til Fornnit, og ttetott den Bei sloa itatt ind paa.
Hatt ten ntig ltelt nd as Verden on lttltede tnig inde i
et eneste Va«t·else, en MrolilitnL ltjasslttelesxs oa ene, on
satte ntig til at tasttl«e, ttenle, tatnlty ittdtil jeg saa Onl
heden og Totnlteden i alt, ltttad jea lndttl ltavde leitet i.
Derester lendte lian Dein oa dere-;- Moder til ntia fut
at titse ntia Linetcs «llit«lelighed og sor at aalnsnltare tnin
ustntliae, ttlendte Liege sin« ntia
Flan jea da elste ltant tned et delt Ostern-? nan
jeg spat-ge, ltoor ntcaet ji«-J ital ailt«.—tttle as, lnntd sen
slnlder l)atn?«
Oeleneii Tllrltejde ttar niedet nd at ltendecs Stett
der, oa littn liattde Laut-et- i Linene
»Amt« jea taller Tent,« saade tntn ltltdt, »sor alt,
bund Te itar sagt Te hat« fortlaret nna Littet Te bat
gitset ntia en nn Lttiattelle as tnin Hind og Fi·elser.«
Frelen Eltisord lod til at ltlioe neddtetnttet og nd
nmget af diese er; ltendeii Vegejstritia stntttdt, og lttttt
saa nndsftjldende itaa Oelenth idet lintt saadec
«Eig ifle det! sen liar aldrig selt tnta stta nsliltet
til noget sont ltelst andet end til at sidde tted Herren-I
Disciples Fedder og lasre as dettt.«
Lg doa littvde jeg, sont i saa ntanae Aar liattde
hørt til Herren-J Disctttlsh siddet til-d ltettdess Fodder og
leert as l)ende. Illdrtg naode Ztotslteden as den Ger
nittg, der gereci i dentte Verden, oa haan Magt og
Godhed, sont snldserer det altsatntnen, staaet saa levens
de sor mig.
Jeg var glad ved at knnne trcetle ntig tilbage og
synge hant Lovsange for lnter Gang, han sottt ntin Læge
havde skusset mit Haab og tilintetgjort ntin Glas-de
og sat Sorgens og Savnets Kalt til ntine Lasbetn
—- Den st. Maj. —- Jeg hat« leest det Uddrag as
Fettelom sottt ajorde saa stasttt Jndtryt paa tnig, sor
Ernest
«Enl)ver Zorretnittgsntattd, etthver sont er i Virt
sonthed, bnrde lasse det,« sagde hatt. »J Steden for at
ittdltilde os, at Forretningerne er et og Gndslivet et att
det, stnlde oi sorvandle vort Slid og Slcvb til Tilbe
delle. J Steden for at gaa til Mode sor at komme i
en god Stentning, slnlde vi være i en god Ztetnning
sra Morgen til Asten, sra Listen til Morgen, og Bøn
og Lovsang stttlde ktnt vcere et andet lldtryl for den
Kakrlighed og Tro og Lt)digl)ed, vi hak levet i midt
under Travlhedens Trt)t.«
»sec; vilde tun øttsle, at seg havde sorstaaet dette
sor loenge siden,« sagde jeg, ,,jeg hat- alt sor nteget gjort
Bettnen til en Lnlsns og har oste tttdvendig vceret gnas
ven og cergerlig, naar Ltnsorgen sor tnitte Born gjorde
ntig det ntnnligt at sorlade dem sor at ltellige ntig til
mine egtte Bedetinter, naak de for Eloetttpel hat vieret
syge eller i lignende, nsorudsete Tilscelde
Fett tasnkte sont saa: Her stilles sterliae Fordringer
til ntin Taalntodigited, og jeg er as Naturen ntaaltnodia,
altsaa tnaa jeg have Tid til at trcette mdg tilbage on
bede Herren stettc ntia i Stand til at ntede denne Gen
vordighed Men nu set jeg, at selve den sortrøstningsi
sulde Modtagelse af den Pligt, hatt lagde paa ntig og
den Unddragelse af Hvilen og Tresten, hatt sørte tnig
ind i, vilde have sorenet tnig dybere nted Krislns, end
selv den hejesle Nndelse as hans Nærhed vilde sormaa.«
»Ja, enhver Lydighedshandling er en Tilbedelse,«
sagde min Mand.
,,Men hvorfor leere vi det lkte hnkttgereY Hvoksor
bortodsler vi vort Liv, sør vi lære at leve?«
«Jeg er itte vis paa,« svarede han, ,,at vi ikke
leere saa hurtig, sont vi er villig til at leere. Gud paa
tvinger os itke sin llndervisnittg, tnen naar vijsom Lu
ther siger: ,,Mere Lys, Herre, ntere Lysl« saa kommer
Lyset.«
, Da han var gaaet, spurgte jeg mig selv, om dette
lunde vcere sandt med Henlyn til mig. Er der ilke en
hemmeltg Modstræben mod at tende Sandheden i mit
Gier-te, sor at ikke denne Sandhed skaktalde mlg lnd
i et renere og helllgere Liv end det, jeg hidtil bar levet7
—- Den 2. Juni. —- For et Par Dage siden hat
jeg været henne at se til Im Eampbelh og til min
store Gliede sandt jeg- at Geleite hat-de vceret der, og
at de havde haft en loenqere, alvopllq SamtaIe Fru
Mbell er salden meqet af l den leitete-Sitz oq det
er tkte sandsynliqt, at vi eet lawqu bebolde hende
lblapdt op, Hvert at heute- Ord oq Bler er miq
« . «
dyrebart, naar jeg tcenker paa, at hnn saa snart stal
gaa ind i den usynlige Verden og se vor Frelser og by
des velkommen as l)ani. Dersom det er saa dejligt at
viere sannnen med dem, som er pna Vej til Himlem
hvad man det da itte have vceret at vnndre ined l)am,
som kein sra Himlen og kunde saktaelle os, hporledes
der er.
Hun talte aabenhsertigoni Deden og sagde, at Erk
nest havde lovet at sørge for hendeLs Begravelse og for,
at hnn kom til at ligsje ved Siden as sin Ægtefælle.
«De ser, min kære,« tilfnjede lnni med et Smil,
»at stønt jeg snakt venter at vcere blandt de hellige i
Hinilein er seg endnn et mennesteligt Vcesen med men
nestelige Svaglseder. Hund lan, det i Virtelighedens
have at sige, hvor dette triette, gainle Legeme bliver
lagt, naai« jeg for evig hat« ferlndt det? Lg dog efter
ladet« seg Inig Bestennnelser onl, lsnad dei· skal gøres
nied det.«
Jeg sent-ede, at det alasdede min, at lsnn endnu var
menneskelig, men at jeg ikte regnede det sor» Svaghed
af lsende at tcenke paa det Legenny lsnori hnn saa længe
lsnvde hast Bolig sen san, at lsnn vat- ti«iet, ag jeg
vitde gan, inen lsnn lialdt inig tilbnge, idet hnn sagdes
»Ja, jeg er tra-t, nien lwad gin· det? Nu er der
tnn anrgsmaal um Dage, ug san vil al niin Tra-tl)eds
felelse viere farbi. Saa uil seg dlive san nng og frisq
sank nagen Zinde, og jeg vil have Ztnrte til at leve og
·prise Gnd, sein seg nn ilke kan det. Men sin· seg drager
lseis isra, niaa seg endnn en Gang s01·eta«ll Dein, lsvur nen
sdelig god lian er, hvor velsignet det ei at lide ined l)ani,
og lsver intkelig seg hat unstet i hain selt) nijdt i den
glndende Lunis stasrteste Hede Det nil sinrte Dem un
der alle Dereis Primelser at genialde Teni dette mit«
Vidneslnnd i Døden Der er innen Liten san sergelig
at liaan siærliglied itte tan spieds Lnts over den, ingen
Ensainhed saa soilndt, at ban itte tan niildne den. Jeg
Ded, lwad jeg siger. Jeg taler itke i Vildelse Jeg trot,
at den dnlieste, rein-sie Visite tnn tendeii nf dem, sein
hat« leert Flristns at tende i Ingenierelset, i Faitigdoni,
i pinlig Zpiending og Ænnstelse, under Trasngsler og
sved den nalme G1«al).«
Ja, det straalende Ansigt, iidtwi«i-t as Zugdoin og
Lidelser, nien dag bestandig sirimlende, sagde i et endnn
met-e nsigelig udtrntcssnldt Epidgz
»Bl: tende strislnsrs er at lede!«
Zum en, der ftiger ned sm et Bjeig Vendte sen
tildage til de larmende, tast befeltede Minder, og da jeg
naaede l)jein, sandt sen inin trete llna tin-get lidende i
Ernesiizs Anne. Hnn var falden ag lnwde slaaet sit Ho
ved Heer lsavde seg itte liedt Gnd nni at inildne Lus
ten sur dette tlippede Lam, og nn Var l)nn falden saa
leitet-!
Vi nnagede over isende indtil langt nd paa Ratten;
ni tnlte ineppe til l)inanden, inen jeg lnnde incerke paa
den Mande, hvorpaa Ernest lsoldt niin Haand fast inden
i sin, at lsendes dt)i·«el)aie Liv endnn var i Fore. Til
sidst git lian ind pna at liegge sig lidt, men Velene blev
ins-: niig
Gnd alene lied, lsvad et Hjerte tan gennemleve i
den Tib, som vi Mennester kalder Tiiner. Jeg gennems
git lsele Barnets Historie, idet jeg genialdte mig hendegs
milde Ord og Blicke og min egen hemncelige Sorg over
hendes svage Helbred, som afstar hende sra saa mange
as de Glæder, der følger med hendes Alder. Og so
mere jeg taentte, des sastere klyngede seg mig til hende,
der, svag som hnn var, dog allerede var begyndt at
blive min Støtte, eg hvis Jndvirtning paa vort Hjein
jeg tun med Gysen tunde tcenke mig at sknlle undvasre
Ak, min Tro var et Øjeblik nær ved at svigte, on
seg saa, hvad et stattels, inennesteligt Vcesen vilde vasrei
uden den« Men endnu sør Dagslyset begyndte at liste
sig ind i mit Vcerelse, strønnnede Lys sra det høje igens
nein mit Hjekte, og jeg overgav selv dette, mit Yndlingss.
lam, til Gnd, som et srit og villigt Osser. Kunde jeg
ncegte ham mit Bann sordi det var min Øsesten? Nes,
nei, lad mig give ham, itte det, jeg scetter mindst Pris
paa, men det, jeg statter højst og fryder ntig mest over.
Stulde jeg itte kunne udholde denne Hiertelidelse sur
hani, som gav sin enbaarne Søn for mig?
Netop som jeg saaledes havde givet mit Minde til
at lide, lagde han, som tun havde løste Niset for at
prøve niin Tro, det atter ned igen Mit elstede Bat-n
aabnede sine Øsne eg saa paa os med fuld Bevidstlied
og tned sit gamle, tærlige Stint Men jeg vovede itfe
at gribe hende og trykte hende til mit Hierte For ben
des Styld maatte seg være i det mindste ndvortes rolig.
— Den 6. Juni· — Alle de andre er gaaet i Kir
te, og seg er alene hie-inne nied niine dyrebare Unn.
sc un ligaer saa fredelig paa Seligen, sørgelig mishandi
let for Øjebliktet, men Ernest siger, at nu er der intet
at srygtiy og vi er en inderlig, takneinmelig Faniili
Bnrnene er alle dybt greben af de sidste Dages Bonn-« n
lieder og vaager nied stor Medsølelse og Ømhed ove r i «
res ( ist« Hvorfra eller hvorledes hnn faldt ned ir »
der ingen, der ded; knn kan selv ikke sshnske noget ein -
det, og det visl vedblive at viere en uoptlaret Gnade
Det er anden Gang, at dette elstede Varn er bleuet
givet os tilbage, ester at vi havde overgivet det til Gnd -
Og som det nu kostede os ti Gange mere at give
Aftald paa hende, end da hun var et svagt, lille Bat-n,
saaledes modtager vi hende nu som en Gave as vor Fa
ders Haand med tifoldig Glcede.
Vi har i Sandhed ingen Undskyldning for ikke at
overgive os helt til ham. Han har aubenbaret sig for s
es igennem saa mange Sorger og saa mange Glieder,
aubenbaret sig saaledes, som han ikke aabenbarer stg for ;
Bei-den.
XXVI. »
—- Den 13. Maj. — Denne Søndag vil jcg længe
mindes. Tidlig i Morges blcv vi kaldte til Fru Camp
boll for at være Vidne til hendes Glæde over at blivc »
frigjort fra de Lcenker, som faa længe hat tynget hende.
Mit Tab ved at miste hende er uerstatteligt. Men jeg
kan i Sandhed takke Gud, fordi endnu en as de trætte
Pilgrimme er naaet hjem· Jeg vil ikke mere knnne
lijcelpe til at opfnlde hendes legemlige Fornødenheder,
ifke mere knnne lthte til hendes Raad Men hnn var en
Oilsen sta oven for mig, og jeg vil altid takke Gnd, sordi
lian gao mig denne trosaste, keerlige Veninde. Lidet
inei· de, som trasttess ved det, de kalder unyttigs Inge
lejei·, eller lider under en svag Helbred, hvilken Ger
ning de knnne have for Herren, ved at lebe et lykleligt
ein og bede for andre.
For-end hendeLs Ord forsvinder as min E1·indring,
.iil jeg nedskrioe hendes Svar paa nogle af de sidfte
Ewigssinaal jeg fik Lov at rette til hende. Hun be
Eandt sig med Mellenirmn nogenlnnde bel, og i et af
Die-se Øjeblifke spnrgte jeg l)ende, hvad der saerlig be:
ieanede en si·einslreden Udvikling i Kristenlivet·
»Seit ti·oi·,« sbarede hnn, ,,at en moden Kristen
iltid og nnder alle Lnistcendigheder er, hbad han tid
Iiaere vak- i entelte Øjeblilke. Der gabezs Tiber, hvor
san over alle Ting elstede Gnd, hvor han med hdning
fxiibel tog sit nor-J i Faun- hvor han havde inderligt
Zanijnnd nied Herren og elslede sin Nasste sont sig
Teln Men under alt dette cengstedes han for, at han
"k«nlde give ester for Fristelsenss Magt og falde hen i
Tesd og Lnnlenhed, for at blive opseetsig i Primelsensd
Tieblit og lonnne til at donnne fin Nil-sie haardt og
.iittiit, idet Vrede og Lidenslab tog Overhaanden. Men
Itasrliglieden til Herren niaa lilibe den stadige, inderste
«’-i·nndoold for lianz Lin: han lonnner til at elsle Gnd
net-s for det, han ei, endf ot det, han har gjort og bil
iore for ham peisonlia, og Heirent Wie bliver ham;
7aa din·eln«n«, at han sein« sia perfonliq saaret, naai denI
Anlioer fnenlet Wind-: Villje blivei ham saa kan· , at han(
let den niest, naai den fejier over hain sein i
En Gang bad lian lnn til Tider og fi·1)dede sigH
wer jine gode Eteinninger oa brasndende LPlofteelsis«:
Jcn beder lian nden Lein-L oa enten han ei· paa Vier
iist eller i Lligrnndzsdnlsen siolei han fiildt og fast paa,
in Frelset i
Hans aanile Lelotillid har oegetsPladsen sor en!
Z·-ai«iilig deinahed dei- itte gioer hani Lob til at gøre
eridt paa sac n Lniand; og den Unds Med, der f1)l- l
see hani nnd-er Veoidiiheden om hanJ egen Eltebelia i
i d, aioer liain sinnliahed til alle hanks Mednienneske·.
Oan tior og haaber da taaler alt og optager alt i bed
fie jllienina Zile hanii Ztemniegs Klang og haniss Bin«
fiTat-J lldtryt foi«and1«e«:i«, idet Flierliglieden nu i·aadei·»
iear de nienneflelige Lidenskaber fin« havde Herredoin ;
net. stort sagt, han ilte blot er ennh Zkabnina i Kri-«
"in«:» Jesus, nien hat« den fladige, oelsignede Forvistsnings
dsni at nasre det.« .
»Te hat« lnsstreoet inin Moder, sont hnn var, eitel-;
it hendeszs enesie Zon, den sidste af set-is, bleo tagen fra.
Eiende,« sagde jeg, efter at hnn langfomt og estertcenth
somt habde ndtalt ovenstaaende, ,,ald1«ig før har jeg saa-:
ledes forstaaet, hvorledes denne sidfte Sorg, man kun
de inesten sige, brennede hende fra sig selb og syldte
hende med Kcerlighed til Gnd og Mennesker. Men nn
ser jeg det. Kære Frn Cainpbell, bed sor mig, at jeg
maa lonime til at bcere hendes Kappe«
Hnn sniilede saa lnstydningssisnldh at jeg forstod,
at lnni allerede bad for niig derom, og saa skiltesJ vi, —
stille-I, hnn for at fnldføre sin Pilgrimsfærd og gaa
til «stile, jeg sor at vandre oidere, jeg ved ikke hvor
lcenge, eller gennem hvor mang- Sorger og Trængsler,
hvor megen Trcethed og Smerte, —- sfiltes for at mo
des igen hoki ham, vi elsker, og vcere samtnen med dem
fom er kommen ud as den store Trcengsel, og fom har
tvættet dekes cheder og gjort dem hvide i Lammets
Mod, som er for Guds Trone og tjene ham Dag og
Nat i bang Tempel, hvor de ilke sknlle hungre mere og
ikke tørste merk-, thi Lannnet, sont er i Tronens Midte,
skal lede dem og søre dem til de levende Vandkilder, og
Gud skal astørre hver Taare as del-es Øjne.«
— Den 25. Worts-. — Vi talte om Fru Camp
bell, om heneds oelsignede Liv og velsignede Død; og
Delene sagde, at hun tabte Modet ved at høre derom.
,,3idst da jeg saa hende, saaledes at hnn var i
Stand til at tale med mig,« sortalte hun, ,,sagde jeg
til hende, at soidi jeg havde saa svcert ved at under
kaste mig Gndo Tillie, kom jeg til at tvivle paa, at jeg
oirkelig er han: Varn Inn svaiede da mildt og kirr
lig sont altid:
«Vilde De, selv oin De kunde, vove at staa hain
imod? Bilde De oii·lelig, dersoin De knnde, falde Dered
leere Jakob tilbage til denne Verden?«
»Ja, det oilde jeg, det er fikkert,« spare-de jeg.
,,Lfte«, saade hnn da, ,,naai« jeg er slov og tnng
i Wonnen, iiger ieg til mig selvx Dersom Kristns nn
Kiste sig sor dia, saa at dn lnnde se hanc, ligesom han
gifte sig for fine forste Disciple, hvad vilde du da sige
til han« Iaa ei- han inig met-, og jeg siger det samme,
iom jeg vilde fige, hvis jeg Virkelig saa hani. Naar en
im Sorg trner mig, liærer jeg mig ad paa sannne
Munde-. Jeg tasnler mig, at min Forløser selv konnner
:il niig og sigeisr »Fei· din Skyld var jeg en Mandi
«uld af Pine on forsøgt i Shngm; giv niig da for min
Skyld dette Ba1·n, basr for min Skyld dette Tab og den
ie Bindi-. Kan jeg da sige nej til horn?
Nu er han kommen saaledes til Dem og hat bedt
Dem om at vise hain Deres Tro ved at give ham det
Peereste, De ejer. Derfom han var her i dette Øjeblik
1g tilbød at give Dein det tilbage, vilde De nu svare
Imm: »Ja, Herre, jeg ved meget bedre end du, hvad
der er godt for ham og godt for mig. Jeg vil have
Tiam tilbage, hvad det saa end skal koste? J denne Usiks
Bethedens og Stuffelsernes Verden vil jeg være sikker
Iaa at blive lykkelig med hain, og han vil finde mere
Bykke her paa Jorden hos mig, end hau ejer i alle
Xnglenes og de helliges Samfund og hos Herren selv
: Himlen Vil De vove at fige dette2 Aa, Katy, hvor
jun bragte mig i Vaande. Nej, jeg turde ikke sige det.«
,,Min kære, lille Søster,« udbrød jeg, ,,saa vil du
tltfaa opgive denne Kamp· Du vil give Gnd Lov til at
me, som han vil, med sit eget. «
»Ja, det maa jeg jo,« svarede hun, ,,men jeg un
terkaster mig kun, fordi jeg er nødt dertil.«
Jeg betragtede det teue, blide Ansiqt oq Bunde kun!
undres over den stcerke Villie, som ikke var til at op
dage i dets lldtr1)k.
,,3ig niig,« sagde hun, »tror du, at et sandt GudQ
Varu kan tceule som jeg? For mit Vedtonunende tvivs
ler jeg derpaa Jeg tvivler paa alt. «
,,Tvivl ein alt, men tro paa Kris: u:·, « svarede jeg,
,,og scet endvg, at du ikke er et Gudss Bam, saa kais
du jo blive det nu·« «
Eu frisk Rødme farvede hendes yudefulde Ansigt,
sog hun flog Hæuderne sannnen, idet huu ined Jubel
udbrød:
»Ja, det kau jeg.«
Endclig hat« da Herren sendt heude det Ord, huu
trwngte til.
—— Den 38. Maj. --— Heleue kam ued til Fiotost i
Dag i en tarvelig Ovid Kjole Jeg gl)avde itte Tid til
at paaltegge Viunuu ikle at heutiij dertil, og de nd
bwd alle i Kol:
»Meu Tante Helene, du har hvid Kjole paa.«
»Me« Taute, livor du see niersom udl«
»Hm-ea! Zank oin lniu itke skulde ligrie aner
:l1c’euuest«erl«
Linn tng Iued siu siedvaulige Blidhed iiuud det
altsauuneu, ja, luui viste eu saadau Mildlied, at
liun tag alle here-I- Hjerter nied Stann, som aldrig fix
ved sin afviseude Taalncediglied Jeg sagde intet fat
lnin seuere paa Tagen kein heu til inig ug sagdet
»Kann Oiud lasrte dig, livad du slnlde sige J
alle diiise klar liar jeg pint iuig selv uied Tvivl am,
lumr vidt ieg lunde viere hausi- Barn, naar jeg ikke
luude sigez »Di» Vilje stel« Hvis du ljavte sagt:
»so vist er du et Gudis Baru, du har jo for lang
Tid siden liefeudt dig at vasre det, ag du liar sideu da
levet sum et Guszs Baru,« saa vilde jeg liave været
lige saa elendig sont sør. Men nu er et Bierg takes
durt sen uiit Hjerte Cza, del-sein jeg itke var Gilds
Bat-u i Gaan tau jeg blive det i Dag; dersom jeg ist«
sur hat« elstet l)ani, lau jeg begiuide at elsie limn uu.«
Jeg tvivler un itke inu, at huu vai insa Bank
i Usaar ug i zjoe ag i flete Aar. Men uu er der doj,
sein ein lniu liar liegyndt et unt Liv, jeg trat-, det et
et Liv i ulietiuget Heugivelse til Herren, vg nd af lieu
des Zur-g vil eu vidunderlig Glasde ln«i)de freut
Den L. September- —— Vi er paa Laudet, as
Ernest liar tilbragt Zendagen has os. Nu ljar jes
lige fulgt hain til Statieuen og set liaiu vel paa Vej
iijeui ad. Alt liar feiet sig saa lykkelig for vis, at hatt
for i Emuiner liar vieret saa overdaadig at give mig
kliaadiglied euer en ni)delig, lille Heft, ag er ganuneli
dagss siøreteL vg jeg liar leert at køre Rigtiguot be
gyndte jeg iued at kucetke eu as Vognstæugerue paa deu
stattelsJ, gatule Judretuing, da jeg vovede niig ni,
aleue. Nchie Tag liavde jeg ncer vceltet hele min Lad
uing af Beru nd i en Dani, hvor jeg var saa taabelig
at vande iniu Heft Meu Ernest havde sont scedvauliq
Taalinodighed ined inig ag vad mig oin at anvende saa
iuegen Tid sont iuulig paa at køre onikriug nicd
Vornene
Det er eu ni) Foruøjelse, og jeg nyder den saa
fuldt, sein hau havde trenkt sig. Helene bot ikte has
sog, liuu har tilbiagt hele Sommereu hos Martha, som.
den Staffel, lider meget af Rheumatisme og er ncestes
lijælpeløs Det gør mig ondt for heude, thi det maa
vcere svært efter saa inange Aars ubøjeligt Helbred at
ifiude sig i saa niegen Lidelse. Med denne Undtagelse
lhat vi haft en herlig Soimner, ikke eu Tag-Es eller en
Nat-I- Sygdoin Da jeg ikke har noget lille Barn til at
holde niig vaageu, sover jeg hele Natteu igennem as
vaagncr srisk og glad om Morgenen.
Nu skal vi snart l)jem. Det er ncesten ubam
leertigt at opdrage Børn i en stor By. Men hvad skal
iuan gøre ved det? Hvor der er Maend og Huftwetz
vil der ugsaa som Regel vcere Baru. Hviltet sitz-ske
ligt Øde vilde ikle baade Stad og Land være ndenszdenr
Den eneste Mangel i min Lykte er Adstillelsau sue
)Ernest, fom for hvert Aar bliver as begge mere pinkkg.
iGud ljar velsignet vort Samliv; det bar ganste vist
haft sine Brydninger og Bølgeslag, meu takket vcere
Heiren er det gaaet over til at blive et roligt Hav aj
uforstyrret Fred «
Medens jeg hennnelig liebrejder niin kælse Mand,
Hat lian gil« saa ineget up i sin Gerning, at lian der
HVed forsønite Børueue eg mig, udvitledes han Tag for
Dag til at blive, livad en Liege skal viere: Kaldblvdigf
relig, omtasulsoni, flittig og til l)vei« en Tid rede til at
oft-e sit Lin i Menuestelusdens Interesse Hvor ostr
liar jeg ikte lietragtet liaus 9ldspredthed soin Ligegyldigs
lied; hvor inange Gange bar jeg ikke i mit Hiertx
lieslyldt lJani soc siuldiy niedens lians hele Zjæl as
·stei«te var npfyldt af Lunis-, — ug Dis-dens, —— alvorsi
sulde Sporgsmaal
Men nu forstaar vi hinanden, og jeg er vis paa
at det er Guds vise og kcerlige Rand, der liar forenet
to saa niodsatte Naturer- Jugeu Mand, der var lige saa
heftig sum jeg, kunde have baaret over nied mig, sont
Ernest hat« maattet; og hviltet inoerkeligt Hieni, uskikket
til smaa Bin-us Opdragelse, vilde det ikte vazre blevete
dersoui hau havde faaet eu Huftt«u, der var lige san
wlig oa behersket sont hau selv.
Nu efterlader intet Møde og ingen Adfkillelse noqu
Misstemning, nu glemmes ingen Fødselss og Mcerkd
dage. Det er skønt at se deune rynkede Pande glatte-.
uaar Hustrn vg Børn er til Siede, og jeg hat« nu ende
lig det lykkelige Hieni, jeg saa læuge har længteö ef
ter. Men er det Ernest alene, der er forandret? —
Kan det ikke være muligt, at jeg er bleven mere fav
nuftig, mindre egenkærlig og barnagtigs
Vi bor i en Forpagtergaard, hvor alt er tat-ve
ligt, men ordentligt og net. Forleden Dag spurgte jeg
vor Baertinde, Madam Brown, om hun ikke mizundte
mig mine fire smaa Kæledægger. Hun svarede satt
lende, at de er de sadeste Bern, hun nagen Sind- ht
set, og naar man kan scette dem i Bei, kan det viere
meget rart at have dem; men hun for sin Pakt let-ei
fra Haanden og i Wunden, og hun vilde aldrig kunn
overkomme alt det Bryderi oq den Mejltghed, dar ts
ger med at have Hulet fuldt af Smaasolt
»O