desh- Sttettom
Gcnncm et Naaleøje
Fra Engelss.
(Fortsat.)
»Ja, til Justin,« gentog hendes Faden idet han ef
terlignede hendes sothavsede Tone og urod ttd i ett nn
Latter, ,,til vor Bett Instin. Hersord Slot og 4(),()()0
Kr. ont Aaret Det er itte saa daarligt et Vntte sor en
sattig Lattdsltnprasst Det var alt, tnitt Pige, saa lan
dn gaa.« «
Esther adled itrats, tnett git dog langsontt og Eng
steligt tilltage til sit Vierelse, hvot hntt havde sorladt
Justin sor noqle Mittnter sidett Vallende tovede hnn
lidt ndettsor Deren, og da hntt endelig aabnede dettne
og saa, at hatt var gaaet, selte hun ligesont en Lettelse,
der dog sttart estersnlgtes as en dul) Elttsselse Dog
var lnttt lnklelig, lnkteligere ettd hun nagen Sinde hav
de tcenlt sig at sknlle blive Hun satte sig i sin Etol og
stirrede usravendt, ttten dog aandgsraværende ind i Jl
den. Var det virlelig Justin, sont for kttap ti Minttter
siden hattde staaet foran hende, surtalt at hatt elstede
hende ag missen at hnn var hans Hitstrn Otn Mor
genen havde hnn drei-et nsigelig nlytkelig; thi htmrledes
stulde hnn ttdtrnlte sitt Sorg i Ord, sum ille santtidig
vilde rannne hettde selvP Hun var lige ved at tvittle
om, at Gnd elslede hende, og hnn havde tnttrret, sordi
hendes Lin var tttttrlere ettd de sleste KvittdetsJ. Men
bag det altsanttnen havde Herren gentt dettne store Lyt
ke til hende
Esther ststtlte Attsigtet i sine Htender og grasd as
Glæde Selve Tanken ont, at Justin elstede hende, nd
mygede hettde, og lnttt st)tttes, at htttt ille var dett Lyk
ke vaerd Hendes Liv havde ttæret vidt sorslelligt sra
de sleste Kvittderci, endog sorstelligt sra hendes egne Eo
skendes. Digse havde tidligt vendt dereö Fader og triste
Hjem Ntigqen og var dragen nd for seltt at drin-e Lyk
len, niedettg Esther aldkig havde tnnttet got-e det satntne.
»Es-an er ntitt Fader,« ttavde hnn ntere end en Gang
sagt til siq sein »t-g hätt har tnn tnig til at tage sig as
I hatn.« Kindes asdle Hirt-te hattde ttted ttsvigelig Trostab
liegngt sd ltttttt, hnn Baldte Hader Illiaaste hnn itle
kendte saa tttattqe at han-J slette tsierntttzter sont andre
Mennesterz tnett lnttt vidste saa tin-net, at innen ordent
lige Mettnester titlde nat-e noget ttted hatn at gen-, og
heller ilte tin-d hende, sordi httn var han«-I Dank-it Hm
des Fader havde tnattae ligesindedc tiatnnteraterx ttten
hnn hattde tnn een Vett. LIg dentte Bett var den liedite
Mand i li.-ttde-I ltlle Vetdett, an hatt hvade litte sagt, at
han elstede hettde. Ovad liavde httn dog gjott, iiden
han elslede hettde? «
Ett Tid ester satte htttt sig hen til sit Strinebord,
hvor lnttt saa oste hat-de streitet nhehagelige, niedlidende
Brette til sine Sestettde, sont var dragett ttd i dett vide
Lerdem eg sotn alle tnere euer mindre var i Mid- De
havde iotladt deres Djetn i Harme og var kommen i
W Nod. Esther var den eneste, sotn as Herren havde
faaet ouJVaade at hlive bevaret midt i alt det onde.
·Dnn kunde here sin Faden herusede Lattet og Geestets
nes Bisaldsndbrud give Genlyd i det «sille. Apis. De
andre Born havde svigtet hatn i Harme oa Uviåie,
skulde htnt ttn tives sta hatn tted Lostet ottt Hatte og
Glæde sat sig selvr
Ontt lagde Petttten sra sig, its-jede Hovedet tted
Msdrdet ug sad saaledes en Stund. Hnn grasd itte,
ingen Taate saldt ned paa Verdet. Dersant htttt sagde
ja til Justin, ntatte hnn opgive sitt Faden og htttt spurgs
te sig selv, hvad der slulde hlive as hant, dersotn·han
blev ganste overladt til sine ottde Vatter og Lyster. ttden
at hnn tnnde lcegge sig itnellettt
,,.dvorsor gil De saa hurtigt bott?« sit-ed lnttt en
deligeren at begtntde med nagen Ovetsttist. »Min Fa
der beholdt ntig tun et Øseblib og da jeg totn tilbage,
var De gaaet Hatt kaldte lttn paa ntig sor at sortcelle
mig, at De slulde arve Hersord Det glceder ntig ntere,
end jeg lan sige; thi selv ont Nilard er den egentlige
Arving, hat jeg altid vasret bange sor, at det slnlde
gaa Hersord sont det er gaaet til hos os· De ded,
hvorledes tttitt Fader hat« sdelagt Eretnitagegaardett.
Jeg tan ilke mindes, at den ttogen Zinde har ttceret
hedre, end den nu e r; men seg hat hatt, at det var en
udrnærket Ejendonn da han sit den ester sin Faden De
ded, hvad tttitt Fader tunde have vceret, og De ded,
« hvad han er. Nitard vilde dlive, sotn han er, De vil
blive, hvad han stulde vcere.
»Mit Hjette bloder ved at tasnle paa hant, Justin.
Undettiden er det, sont ont jeg itte ntere tttnde have
Medlidenhed nted eller Kcerlighed til hanc, og til andre
Tidet er det, sotn ottt jeg itte tunde vedblive Dag estet
Dag at se hant styrte sig i Ødelteggelse Men nu tan
jeg bedre btrre det og have mere Taaltnodighed tned
ham, sotdi jeg ved, De vil hsælpe mitz. Jeg burde
have sagt, at ieg ikte lan blive Deres Hustrtn saa lasnge
tnin Fader tttettger til ntig. Der er ingen andre uden
mis, sont hat Jndslydelse paa ham. Dersom jeg sotlod
harn, vilde han meqet snart odeltegge sig haade paa
Sjæl oq Legeme Alle de andre hat svigtet hom, sordi
de itle lnnde udholde det ltengete Men Gud hat gi
vet mis Naade og Kraft til at holde ud, og jeg tot itte
opgive ham. Det vilde viere Lykle sor mig at blive
Deres Susten, men jeg kan icte og tot ikke sotlade hant,
selv sot den stetste Lylke, dersont jeg kan holde hatn til
bsase Trenk detpaa. Det can vare mange Aar, det lan
vate ntesten hele vort Liv. Det-set er det hedst, at De
glommen hvad De har sagt til mig i Astenz tnen det
vil væte bedst sor mig at huske det og leve derpaa· Det
- vil tidt atre mit Liv og mine Bekymelnger lettete at
tcnle paa, at De vitlellg hat elsket mig. (
»De maa ikke tro, at jeg er ulykkelia, naae jeg stri
det dettet ten er nettdeliq lykkelig. J Asten gives der
t- tngen Rinde i Bei-den, sont ieq vilde bytte med. Men
dort stemtidiqe Benstab skal tkte lide noget Staat ved
at De enaanq hat unstet mta til Hustttr. Detsotn De
i W qister Dem, hvtltet jeg haabet, De vil, stal jeq
«- sor ASSwld stqe at alernme det, men indtil da vil
M mindes det hvet Morgen og Atten, naat jeq beder
Jst Dem. Osten vil velsigne Dem. De vil blive en
set-, tiq Mand, sont De hat vteret en sod, sattiq. Jeq
, er usiaelig qlad sor, at Rikard Hersotd itte et i Dete
sted saa at«der like hlirter en daarlta Mand til i den
rte lille Del as vort Land. Nu stal jeq se haade Ged
set os Beboetne tttvei og blive lockeliqe Er det itte
HI- Lytke sor mis, at jeq ttte lieh-ver at taqe Assted med
: dg· soc irre at te idem merkt Det vttve t Sandha
srtr tritt Ltv trist oq entom, men rnt scal ieq se Dem
Dem komme her fom min Ben, der opmuntrer mig til
at opfylde mine Pligter. De bliver paa Herford Slot,
jeg pkm Eremitagegaardem kun Markerne og Klippers
ne stiller os. Var det ikke trofafte Hierters Koerligs
hed og aldrig fvigteude Troskab, som gjokde, at vor
Frelser ikke var fuldstændig ene her pack Jorden? Hatt
var aldrig ene, -— nndtagen een Gang —- og da var
Fadeken hos hom. Deres Eiter L ynn.«
Da bnn lmvde slnttet sit Brev, vovede hun ikke at
læse det igennem ande lnm blot blive Justins Hu
stru; men hnn turde ikke Hun var den enefte Støtte
for det faldefærdige Hug. Hvad vilde der blive af
Georg, derfom hun itte var l)jemtne? Han sknlde jo
arve Godfet efter Faderens Død Hvorledes skulde det
gaa Emilie med sin ftore Børneflok og den nsle Mand,
fom ikte vilde arbejde, men som ilke scammede sig for
at tigge Og Robert derovre i Australien, hvis Anmodi
ningek om Hjcelp for ikke at dø af Sult ojte skar hende
i Hjektet De støttede sig alle til l)ende, og deksom hun
svigtede iin Post, vilde de synke dybt i Fattigdom og
Forarmelfe Hnn vidste, lmor ødszsle de var, og hvor
ude as Stand til at lpjælpe fig ser nd af der-es Van
fkeligheder de var, og tillige book taknemlige for hver
lille Haandsrwkning, hnn tunde yde dem, fra den store
Elendighed og Mangel hjetnme. Men hun kunde ikke
foklade hverken dem eller Fadereth —-s felv ikke om
Himlens Porte stod anbne for hende
tx.
Vollende
Jnstin niorde ali, innid der itod i lninis Magt for
at koste Esther Bonn-J Veslntnings Inen lnin var en
Fwinde, der selv lnwde Villie on Meiiiiig, on soin al
drig veg sin sin engann tanne Bissliitiiiiig. Tot onr
ikle let at have Linken ior Øje og dog Unsre nodt til at
vende sig dort im den on dønnne sin selv til at leve
sannnen ined en sordrnlten, niJsel Fader, hol-:- Liv gjors
de det nninligt for lsende at hanc nogen OingangcsfredE
Jnstin iorenillede liende, at det bilde lslive den største
Linn-, lnin lnnde miske sig, dersoni lncn blev liaan On
iirn. nien lnin vilde ikte grive denne paa andres Ve
ioiinnnL stoin lian sogte at bevise liende, at det var
hendsss Plini in nim- sig selv on lnnn li)llelige.
,.s«)1nn·io!« srisier De inig’.-« ndbrnd lnin niesten
vi«edt »Zei« De iste, lnior vanskeligt det er for niig at
holde nd nied inin Inder og niine Eøskeiide? Det er
itte Nin-de, itte FordeL itke Lliiseelse for inig at blive
tro inod dein sen vilde lietlere vwre Dei-ec- Hnstrn end
sinnt-i andetx nie-i im er liansJ Dattel- og derei- Stifter,
intei Inn sin-andre dein-. Ln Te Ved, at de Bilde synfc
dnliere on diktn-ise, dein-in im iorlod min Pladis her. De
nai· :iit, linis Te inn nnsie Tem, Teils-:- Moder on Billi,
Dereti Nod-J un Bonn iornden niange andre Tiim, soin
Te ian liesnisiline Dein nied. Uivet tan aldrig lilioe
ensoint og trosteiolnit for Dem; De lnir nlt.«
,,Undtagen Dem, Esther,« svarede han usoktrødent
»Da ieg bar intet, sorn jeg snster mig,« vedeev
lningog saa paa hain med sine merke-, dybe Øjne, ,,intet
undtaaen Deres KErliahed og den maa jeg betragte
som en Fristelse og Snare, dersom De ikke vil here op
ined tat frasnge inv- pun miack Im- Omnsw at De wild-e
gøke niig lytlelig, og i Stedet for gin- De inig dobbelt
uliitkelig.«
»Ist-g vil ikte gere Dein nlnkkelig,« sagde linn no
get nedslaaet; ,,inen tnit Liv vil blive nieget fattigt og
ufuldstasndigt uden Dem. Min Moder og Milli! En
ganimel Dame, itte særlig aandrig, og et lille Vorn og
intet andet Selskab. De lsar itke alle Iavnene, Einheit-'
Men det inaatte nu alligevel blive derved, og Jn
stin var nødt til at bcere sin Stusfelse J Virteliglieden
var han ogsaa saa optaget, at han tun tin-get sjasldent
tsavde Tid til at tccnke paa den. Eftersoin Esther liaode
neegtet at blive hanc- Huftrn i hvert Fald for en nlies
stenit Tid, lunde han ikte betro liende sin lnnlige Ven
stelighed Sagen sorblev ganste siinpelt i hatt-J Ham
der og endte med en stiltiende Belligelse af Testamen
tet. Oele Omegnen var yderst tilfreds med gainle Ri
kakd Hersords sidste Villie, som man i Forvejen havde
været beredt paa, og man gav sin Tilfredshed Udtryt
i inange sinigrende Udtalelser. Hans Onkel, Zagsører
Watson i Lowborough, paastyndede ogsaa den endelige
Ordning, idet han næsten tog liele Sagen i sin Haand,
som ocn·Justin var et Barn
Selo om han lioldt nieget as liegge sine Sein-r
sønner, var lian dog glad, sordi Justin v.-r dienen Ali-—
ving til Hersord idet lian var overbeviit oni, nt lmn
vilde sorge qodt for sin minre Bruder, dersoin lian no
gen Sinde stulde dntte op igen, lsvoriinod den nnge
Fyr selv snart vilde sætte Godset overstyr. Han Var
Essekntor as Testamentet, og han sørgede strath sor, at
det blev lovmakssigt anerkendt Han sorge-de samtidigt
for at saa Navnet Webb sorandret til Hersord saaledes
sont Testator liavde ønsket det, og det nassten nden at
raadsøre sig ined Justin. Men Justin tunde itte tonnne
med nogen antagelig Jndvending inod alt dette nden
at betro sin Vansteliglsed til Onklen, og det knnde han
ikte faa sig selv til. Dei-soc ansaa han det for bedst at
beholde Magten i egne Ocender
Men han slyndte sig langtsra med at sorlade sin
lille, uhyggelige Præstegaard eller søqe Afsked sra sit
Embede, hvor lidt han end holdt as det. Da nn en an
den Fremtid laa aaben sor hain, var det, ligesotn om
hans lille Hjem og præstelige Pligter blev kcerere sor
hum. Der com flere i Kirke om Sendagem og han
mente, at ban præditede med mere Udbytte for sin Me
nighed end ser. Der var ingen, som lagde ham Hin
dringet i Besen. Fku Heriord var overmaade tilsreds
med at herste eneraadig paa Slottet, dersom hun kunde
faa hele Jndtaegtem tl)i hendes egne 10,000 Kr. knnde
ikke strække til at bevare Anseelsen som den stulde. Hun
llagede over, at Justin ikte indtog den Stilling i det
sornemme Selstab, sont han havde Ret til, naar han
blev ved at blive i sin Præstegaard, og Or. Watson
holdt med heade. Justin burde leve, som man kunde
fordre af Tieren til Hersokd Gods.
Men det vakede alliqevel et helt Aar, fsr Justin
opqav sit Mede oq slyttede til Slot et. J al den Tid
soketoq han mange Efterlysninger ester sin forsvundne
Bruder og forfulgte enhver lille Ting, der muliqvis
kunde fere til Opdagelse Men alt var sorgceves. Der
. fremtom ikke ringeste Bevis for, at den fortabte Sen
endnu var blandt de levende. Naar hanc Moder var
l daatltat cum-r, kunde hun aræde lænqe over Stin
nem naadefulde Iorlvtuden Wen nu da Im derived
MWndepaacersordeatlsmkunstæli
beut l das-list cum-h lsktnt hun saa med noqu Mis
undelse paa Esther Lynn og ftillede sig køligt og paa
Frastand overfor det Venskab, der beftod mellem hende
og Justin. -
Justin Herford maatte snart til at gøre fin Myns
dighed som Øvrighedsperfon geeldende; thi der meng
tes haardt til en fanden, efterfom Godsejer Lynn sjæls
dent var i Stand til at gøre Fyldest i denne Retning.
Alle en Godsejers Pligter kom derfor snart til at hvile
paa Justin, og midt i alle disse nye Pligter blev de
ganile altfor tunge. Det havde altid vceret uudholdes
ligt for ham at des-ge de syge og døende, at døbe de
sunm og degrave de døde J Stolen følte han sig lidt
mere l)jen1n1e, noar han fik Lov til at overhøre de red
niugsede smaa Drenge og Piger, især naar Lille var
nted og knnde fremskynde de Svar, Bei-neue fkulde give.
Men han havde itke Tid nok til med Trostab at kunne
opfnlde digse Forpligtelfer, og da han endelig følte sig
beroliget nied, at han havde gjort alt, hvad han kunde,
for at finde Ritard, tog han sin Assked sum Præst, og
da lian selv ljavde Kaldsret til Embedet, kaldte han fin
gmnle Ven og Ztnderekannnerat, en fattig Prcest i et
lille Kapellanembede paa Landet, til Sogneprcest i Her
ford.
Lidt efter lidt glemtess det i Omegnen, at nuvces
rende Godsejer Justin Herford til Herford tidligere
liavde været Postor Justin Webb, Sognepræst i det
lille Fiskerleje Han var nu Godsejer, og selv om Gad
set itke var saa stott, Var han en of de mest indflydels
sesrige Mcend i hele Omegnen, idet han i Dannelse
og Udvitling stod langt over de fleste. Alle soa op til
lnnn som en udincerket Mand. Naar lnin iike var til
stede ved de offentlige Retsmøder, savnedes han of alle,
iscer af de antlagede, dersoin de ilke vor faa sk1)ldige,
som det havde Udseende af. Hans udmærkede, praktier
Evner, fom han ikke havde faaet meget Brug for som
Præst, ndvikledes nu under hans Styrelse af Godfet og
den tilhørende Landst.
Han var sont født til at være en Herfker, hvis
starpe Blit hurtig skælnede mellem godt og ondt, og
hvis faste Villie kunde faa de undergivne til at yde det
størft mulige Arbejde. Hans Gods var et Mønster for
alle Bønderne, og disse fik derved Lyst til at tappes
nied ham for at dyrte deres Jord ligesaa godt. Lands
byen var velvedligeholdt med en lille Sparekasse for
Smaalanrszfolk og Lcesestuer· Under hans Ven, Fillip
Cunliffeg Varetcegt sørgedes der ligesaa godt for den
aandelige Side af Beboernes Liv. Justins bedfte Ven
boede tun et Stenkast fra hans eget Hieni, og den
Kvinde, han elstede, tun en Time-s Gang fra Herford
Hans lille Lilli voksede op til en sed, mild Pige, og
dog koni der Tider, da merke Skyer hvilede paa Ju
stins Pande, uden at han næppe vidfte l)vorfor. Bag
ved Solflinnet i hans Liv laa der en flninrende Føs
lelfe af Usikkerhed Men efterhaanden sont Aarene gik
uden at bringe Efterretning um Von-I savnede Bruder
forsvandt ogsaa denne.
X .
Præsten i Hersord.
Fillip Cnnliffe, den Mand, Juscin havde kaldet til
Preest i Herinrd, var ydersj yliqtopsyldende i sit Em
liebe Wunssnm dette over alt andet, og hele hans Hier
te var optaget af at udfylde dette paa dedste Maade
Alle tnnelige Ting havde liden eller ringe Interesse
for l)ain. Han havde bogstavelig talt ingen Tanle sor,
lsvad ljan sinlde seist-, l)vad han sknlde dritte, eller hvad
han sknlde klæde sig i. Hver enesie Dag. enten det var
Solslin eller Negn, kunde man se hacn uandre oinkring
i sit Sogn til de mest assides Hinten-, iført en gannnel,
falmet Frakke, som sra at være Stadsrsfrakke var sun
ket ned til denne grønne Faun-, der tun daarligt pag
sede for en Priest. Hans hast-, ncaare Zkikfelse og niils
de Ansigt var velkendt overalt i Sognet, lige ned til de
smaa Bern, som strejsede omkring Paa Marker og Veje
eller Vadede nd i Vandet ved Flodtid Han knnde ikke
leere noget hverlen med Hensyn til Fiskeri eller Land
drug, men Beboerne ringeagtede ham ilke derfor. Baa
de Fiskerne og Bmiderne havde en viS Ærbødighed for
hinandens Mening med Heiisyn til Sagen som de ikke
kendte, og en Præst, som ikle blandede sig i noget, nien
blev ved sine Bis-ger, sine Husbesøg og Gndstjeneste, af
»tvang dein den dybeste Agtelse Naar Pastor Cnnlifse
siandsede for at tale med dem, selte de, at de i Birke
ligheden stod oversor den-»Es aandelige Leder og Naads
gier, en Følelse, de aldrig lnwde lsast overfor Or. Jn
stin, sunc de endnn kaldte dereö Godsejerc
Naar Pastor Cnnliffe ikle selv tcrnkte paa timelige
Ting, var det temmelig nødvendigt, at en anden i hans
Eted sorgede sur Familie-IS Føde og Klæder. Prieste
gaarden var snld as Bism, saa at der næppe var Plads
i de sniaa Brei-eiser, som havde sorekommet Justin saa
ul)yggelige og triste. Der var ikke megen Orden eller
Properhed i Hnset, dg det Vilde ogsaa have vceret vans
stellgt at opretholde nagen af disse, men Præsten lagde
iike Meerke til Illjyggen og Uordenen otntring sig. Hans
Studereværelse laa langt borte fra al Støjen og Uroen,
og her tildragte han den Tib, han ikte var nde blandt
sin Menighed
Fru Cnnlisfe var en beskeden Kvinde, som gik me
get let og talte saa sagte, at det ncesten dled til Huisten
Hun var ingen energist, soretagsom Kvinde, selv om alle
de windelige Beboere i Herford sagde itidbyrdes, at hun
var nieget di)gtiq. Det var dog altid tun nødigt, at
Bisndernes eller Fiskernes Hustruer bragte deres Ba
rer til Yræstegaardem fordi de var visse paa ikke at
gøre nagen Handel her. Pengene til de sattige gik gen
nem Prcestesruens Heendeiy og selv om der kun var
ringe Uirkelig Fattigdoni i Sognet, lød der dog for
stellige Klage-r fra gamle Falk, som havde faaet dedre
Hjælp i Justins Tid Der fortaltes, at hun havde givet
en Kein-, som ved Sygdom var lommet i yderste Red,
en semogtyve Øre med Ordene: »Den vil not hjcelpe
Dem Paa Fode igen.« Dette var saa blevet til et Mund
held blandt Herforderne »Bi har en god Præst,« sag
de de, »men Præstesruen lunde Vcere meaet bedie, end
hun er.«
Der sandtes et Hus i Hersord, som altid havde
vceret en Tom i Øjet paa Justin, og som var en Hier
tesorg for Pastor Cunlisse. Det laa i Udlanten as
Landsbyem langt sra Havet og temmelig nær ved den
lille Kratslov med sorkrøblede Træer, hvor Ritard
Hersord i sin Barndom havde lært at fange sin Faders
Bildt og sdelægge de fredede Dyr. Hyttens lave Mute
og Straataqet, som var helt overvokset med Bedbend og
grein- var malerisle nol; men Justins Øje sttdtes as
den verdeutlqu ferfaldne Habe oq as Saal-set i Metel
serne, hvor han imidlertid sjeldent kom.
—
Den gamle Kolle, Martha Dari, soin boede der
med sin Dotter, Louise, var den sidste af dem, som hav
de vceret med til at edelaegge Rifard Heissord var for
lille en By til, at den kunde være et liehageligt Op
holstted for dem, der vilde leve i Last, ogs derfor var
hele Banden as Krhbstytter, Vildttyve og gdidre Dag
drivere dragne dei«fra, før sustin overtoglGodset og
derved forbedrede Beboernes Knar. Gamle Marthe
Dort, som havde vieret Hønsepige vaa Zlottet og havde
sit lille Hns srit, var altfor gmnmel til at flytte med
sin store Flok Børu og Verlieh-Inn dg hendesis yngste
Dattei«, Lonise var i Tlllmindelighed hjemme tin-J hoc-—
Men selv um Justin sjeldent havde sat sin Fod in
denfor Marthas Der, kein hans Efterfølger der lige
saa tidt som i ethvert andet Hnsks i Sognet. Det vilde
ikke lykteg ham at faa den gamle Kone til at komme i
skirkiy niedens Louise, sum havde temmelig høje Tanter
om sig selv, lovede at shnge i Kot-et, naar Priestens
celdste Datter, Jennh, ogsan vilde shnge der. Gamle
Martha paaberaabte sig altid, at hnn gik til Mode
hver Søndag Asten i Fhrtaarnet .
,,Det holder jeg nu mest af,« sagde den gamle,
liøjede Kvinde, »det er mere hjemligt Der gin« det
itke noget, hvilken Dragt jeg kommer i; thi jeg hat
itle sjne Wieder Jeg befindet inig godt i Fyrtaarnet;
det er min Svoger, som taler, og der er en lnn Krug,
hvor jeg san sidde ligesaa godt sont her i inin egen
Stne Kirkens Kristendom er for stor for mig«
,,.leristendommen er den samme, enten den vrcedikes
ved Osndszstjeneste eller ved et «Møde,« spart-de Pastor
Cnnlisfe bestetnt, men dog venligt Hnn havde gen- I
taget detie over hundrede Gange-im vilde sige det sam
ine lnindrede Gange endnu, dersom det var nødvendigt.
,,Kristendommen bestaar i at tro Paa Gud og elske ham.
Det san De gøre her hjemme i Deine-S eqet Hug, iført
de usleste Pjalter, ligesaa sandt o «ierligt. sein um De
sad i den største Kirke i Vetde . Kristendommen be
staar ikke i at gaa i Kirke ellerts til Møder, men i at
have Jesus- som sin Frelser og biedste Ven«
,,Det kan jeg itke forstaa,« tiaunilede den gainle,
,,dersuin det itke er Kristendom at gaa li Kirke, er Falk
paa en gal Ves. Jeg gaar til Fyrtaaxneh fordi jeg
itke har sllceder til at vise mig i tlirken med; inen jeg
har haft Brnllup i Kirken, og jeg vil liegt-alles fra Kir
ken. Dersom det ikke er Kristendom nok for en gam
mel Kone som jeg, vil jeg sige, at det er vanskeligt at
tilsredsstille den almcegtige Gud, og mange gaa med
mig paa en gal Vej.«
»Min gode Korn-, lad mig endnu en Gang fortælle
Dein, at den gnde Gnd er meget let at tilsredsstille,«
svarede Priesten alvorligt »Hm! elsker Dem og Auster
intet mindre end, at De skal elske ham igen. Han lcens
ges- ester Dem on er villig til at tage mod Dem, lige
som Faden-n i Lignelsem jeg saa ofte hat lasst for Dem.
Den Unger Inn var draget langt dort til et fremmed
Land, hvor han ødelagde alt ved et daarligt Liv. Men
da gik han i sig selv og drog hieni, pjaltet, usseL suls
ten. Men allerede da han var langt dorte, fik han-Z Fa
deis Øje paa ham, leb ham i Mede, faldt ham om Hal
sen on tygssede ha1n. Dette er tun et svagt Billede af
Gudö siterlighed, dersom vi gaa i os selv, ville bekende
vore Synder og vende om til Faderhjemmet.« -
,,Men det lyder alligevel ikte virkeligt,« itsde
gamle Martha. ,,Jeg maa altid tænke paa cr. Mars
naar jey Meter Dem teile-. VERME- DSIJ GRETCHng
tilgav ikke sin Sen som WITH-e sen- og W
mere gjorde han ham arvelss. Det er lettere at for-- f
tcelle en Historie end at elste og tilglve andre. Des H
nlnnrntige Und har der-met mig alt, endog mine gode
tllasder til at gaa i Kirke nied, derfor kan jeg ikke tro,
at han vil give mig den bedste Klædning, Ring paa
Fingeren og Zko paa Fødderne. Jeg vil nu begrades
fra Deres Kitte, og dersom det ikke er nok, maa·jeg
dele Slasvne nied snn inange andre«
»De maa hellere lade viere med at tale med Mo
der, hnn er i dmirligt Hnnlør i Dag,« sagde Leuise.
,,Men det er sandt, hvad hun siger. Det var ubarms
hjertigt as den gamle Heere at gøre sin Søn aweløs.
Nn er det omtrent ti :Ilar, siden han døde, og femten
Aar, siden He. Rikard lød dort. Han var den bedste,
nnge Mand, der nagen Sinde har levet.«
»Ja, det var han,« gentog Moderen.
»Jeg har aldrig kendt hani,« svarede Priestern som
i Grunden felte en vis Medlidenhed med den vildfars
ne, arveløse Sym; »men der er ikte meget Haab onl, at
han singen Sinde vil komme tilbage.«
»Hm-r laenge var den sortabte Søn i Lignelseu
horte«.-« svnrgte Unise ivrigt.
»F Lignelsen staat der intet din, hvor lcenge han
var borte,« svarede han. »Hast kom ikke tilbage, for
han havde tsdelagt alt, og var lige ved at MINI
af Sult« «
»Da-i sont hieni, sordi han ikte havde noget at
spise,« sagde Louise med et ZmiL «det var ikke af Kirc
liglied til sin Fader og Moder. Dr. Rilard kommer os
saa nok hjem en Dag, naar han ikke hat flere Penge
og ei« trin as at arbesde Han vil komme hjem,« og
hvad vil han saa sige, naar han i Stedet for Faderen,
der spejder efter ham og lebet ham t Wide, findet es
anden Mund-J Søn indsat i sit Sted som Heere paa
Hersord Tror De, han vil tro paa Guds Kærlighed?«
»Dersom Rikard Hersord endnu lever,« svarede
Paslor Cnnlisse, ,,kan han ikke vente at finde sin Fa
der i Live. Han vcsdste, hvor gammel han var, og hvor
ringe Udsigt der var til, at han nogen Sinde vilde saa
ham at se igen; men han trampede paa sin Faders
Kaerlighed og agtede den for intet. Det er det samme,
som De gør ved Guds Kæklighed.«
»Im skulde mein-, at jeg har ligesaa megen Tre
soni andre,« sagde Louise med et cengstellgt Udtryk i
sit Ansigt. »Ist-ten Lilli kommer ikke oftere i Mrte
end jeg.«
Til alt Held for Louise hørte Pastor Cunlisse ikke,
hvad hnn sagde; thi hendes Moder talte samtidlg til
ham, og han hørte paa hende. Dermed var hans Be
søg til Ende, og han gik derfra nassten mere nedslaaet
end elleks, sordi han ikke tunde saa den qmnle Minde, «
der stod saa nær ved Asslutnlnqen as QJSQis qt
tage mod Frelseren ’ -"" -««.«-" ,
Lonise Dart heteaqtedes som et Last-d « )
gamle og nye Tider i Hei-ford. Hun havde ists
helt Del i de tidligere Dages Ængstelse, ad O « .
gods og Tnvegods fyldte Hytten med sorbuden W,
disse gamle Dage, som nu dannede det stthqk M
for hendes Moders Klager. Hun havde W M- M
været i Stand til at dele Glæden over M d- pg
standz som nu indtraadte l den lille La WO
stins Reglmente.
G 7
